MÅNEDENS ARTIKEL December 2013 4000 ÅR UNDER OMFARTSVEJEN - på sporet af Falsters forhistorie Af: Marie Brinch, forhistorisk arkæolog Udsnit af palisadeanlægget ved Løggård. De to mest markante hegnsforløb ses centralt i billedet markeret med sort. Et hegn, som enten er ældre eller yngre end palisaden er markeret med rødt. De gule markeringer er affaldsgruber, den skraverede er en mergelgrav, og de blå markeringer er dræn. Som arkæologer ser vi oftest kun oldtiden i glimt. Vores vindue til fortiden styres tit af tilfældigheder, og det vi finder er næsten altid løsrevne dele af en helhed, som kun svagt lader sig erkende, når vi fjerner mulden. Etableringen af en ny vej giver derfor mulighed for et sjældent indblik i oldtiden over en længere strækning. Helt præcist 5,6 km fra Gedser Landevej til Skovalléen øst for Nykøbing Falster. I marts måned 2012 begyndte forundersøgelsen af det 50 meter brede vejtracé, og i november samme år blev den sidste udgravning tilendebragt. Undervejs var 29 nye arkæologiske lokaliteter fra både sten-, bronze- og jernalder blevet registreret og dokumenteret. Lokaliteterne talte både diffuse aktivitetsspor i form af ét eller nogle få anlæg, hele eller næsten hele gårdstomter med hegn og flere huse, samt et enkelt såkaldt kultanlæg omgivet af palisader. Undersøgelserne gjorde det muligt at lave et tværsnit gennem oldtidens landskab, og derigennem får vi et reelt indtryk af, hvordan kulturlandskabet er blevet udnyttet igennem flere tusind år. En gennemgang af alle fund og bopladser ligger desværre uden for rammerne af denne artikel. I stedet vil de følgende sider byde på en oversigt i fugleperspektiv - en lille tidsrejse, om man vil, gennem 4.000 års historie fra stenalderen og frem til i dag. Palisadehegn og stenalderkult Kun få af de 29 lokaliteter på omfartsvejen kunne dateres til stenalderen, og blandt dem tilhørte de fleste den yngre del af bondestenalderen (ca. 2.800-2.400 f.kr.). Det var en opbrudstid. I mere end 1.000 år havde Tragtbægerkulturen domineret landet - det var i dennes tid, at landets dysser og jættestuer blev bygget - men nu var nye tider på vej. Hvorfor ved vi ikke med sikkerhed, men det viser sig tydeligt i det arkæologiske materiale. På dette tidspunkt levede menneskene på Falster af agerbrug og husdyrhold suppleret med jagt og fiskeri. Ved udgravningerne på omfartsvejen ser vi det daglige liv gennem fund af flintredskaber, dyreknogler og potteskår. Deres boliger og bygninger er dog for længst forsvundet.
En undtagelse var en besynderlig konstruktion, et såkaldt palisadeanlæg, beliggende umiddelbart syd for Stubbekøbingvej ved gården Løggård. I den yngre stenalder har stedet været et næs i den brede Tingsted ådal, afgrænset af vand mod syd og vest, mens det mod nord og øst blev afskåret fra det omkringliggende landskab af dobbelte palisader og hegnsforløb. Lignende anlæg kendes fra det øvrige Danmark, men er ikke tidligere fundet på Sydhavsøerne. Palisadeanlægget fra Løggård er dermed det sydligste, man endnu har kendskab til. giver dermed et helt nyt indblik i udnyttelsen af landskabet på Falster i den yngre stenalder, og bidrager med en vigtig dimension til vores forståelse af bondestenalderens rituelle landskab 1. Krisetid? Vi rejser 2.300 år frem i tiden til overgangen mellem den yngre bronzealder og den ældre jernalder. Denne periode er traditionelt blevet betragtet som én af de mest markante i oldtiden - primært på grund af et tydeligt skift i genstandsmaterialet og i den religiøse sfære, men også på grund af begivenheder i Europa, hvor de store keltiske folkevandringer forrykkede den gamle magtbalance og sendte chokbølger nordpå. Præcis hvordan befolkningen blev påvirket af det tilsyneladende dramatiske tidehverv, er svært at sige. Meget tyder på, at befolkningstallet faldt, og ser man på bebyggelsen, synes husene at blive små og fattige i perioden. Man fornemmer historiens vingesus, når et stykke keramik fremdrages af mulden, og man ved, at man er den første i over 1000 år til at stå med det i hånden. Skåret blev fundet på den lille boplads fra overgangen mellem bronze- og jernalder. Præcis hvilken funktion anlægget har haft, ved vi ikke, men den mest udbredte tolkning er, at de skal knyttes til stenalderens dødekult, hvor ritualer skulle sikre, at døren mellem de levendes og de dødes verden forblev lukket. Uanset funktion hersker der ingen tvivl om, at palisadeanlæggene må have spillet en væsentlig rolle i bondestenalderens samfund, for alene opførelsen af de store anlæg har krævet mange ressourcer i form af både materiale og arbejdskraft. Palisadeanlægget ved Løggård Ved undersøgelserne på omfartsvejen blev en lille gård fra overgangen mellem bronze- og jernalder udgravet syd for Kristiansmindegårdene ved bredden af den lille Bjørup bæk, som løber ud i Tingsted å mod øst. Gården har bestået af tre små bygninger: et hovedhus og to mindre huse, der danner en lille, trelænget gård. Hovedhuset var småt. Med en grundplan på kun ca. 43 m2 har der ikke været megen plads inden døre. Der blev da heller ikke fundet et ildsted inde i huset, så madlavningen er nok foregået udenfor - måske i nogle af de jordovne, som lå på pladsens nordlige del. Her lå også et par affaldsgruber med dyreknogler og -tænder, som formentlig er resterne af de tilberedte måltider. Vest for huset lå nogle større nedgravninger, hvori vi fandt flere næsten hele lerkar. Meget kunne tyde på, at man har gravet dem ned hele, måske som en kule eller kælder, men indholdet i krukkerne var for længst forsvundet. Fundmængden og naturvidenskabelige undersøgelser viser, at gården ikke har været beboet særligt længe eller særligt intensivt. Skal dette ses i sammenhæng med perioden som en krisetid? I Sønderjylland mener man, at krisen kommer til udtryk gennem såkaldte vandrebopladser, hvor man efter årstiden flyttede mellem forskellige bopladser inden for det samme ressourceområde. Det er en 1 En mere detaljeret gennemgang af palisadeanlægget følger i en kommende Månedens artikel.
sandsynlig forklaring på den lille gårds korte levetid, men det er naturligvis svært at sige med sikkerhed. Bebyggelsesmæssigt er overgangen fra bronze- til jernalder generelt ikke særligt velbelyst på Lolland og Falster - og den lille gård ved Bjørup bækken er derfor et vigtigt bidrag til vores forståelse af perioden i et både lokalt og nationalt perspektiv. Keramikovnen fra Stubbekøbingvej kunne ses som et cirkulært anlæg, som var fyldt med brændt ler og trækul. Omkring den ses utallige stykker fejlbrændt keramik, som er blevet rodet ud af ovnen. Den rige romerske jernalder Vi forlader bronzealderens afslutning og bevæger os nogle århundreder frem. I den romerske jernalder ser samfundet helt anderledes ud. Arkæologiske undersøgelser i hele Danmark viser, at befolkningstallet stiger i jernalderen, hvilket blandt andet kan ses ved flere bopladser og en højere befolkningstæthed. Ser vi ud over Omfartsvejen bekræftes dette billede: der blev fundet i alt 24 hustomter fordelt på 8 bopladser, som med sikkerhed kan dateres til jernalderen. De 8 bopladser ligger som perler på en snor, nogle steder med kun 300-400 meters mellemrum, og selvom vi endnu ikke kan afgøre præcist, hvor mange af husene, der har været samtidige, bevæger vi os inden for en ret snæver tidsramme. Deciderede landsbyer findes endnu ikke på Sjælland og Øerne. Bopladsernes tætte beliggenhed kan dog indikere, at en form for fællesskab har eksisteret, f.eks. i forhold til dyrkning af markerne. De mange huse viser, at folk er blevet mere stedfaste i denne del af oldtiden. Man plejer at sige, at et jernalderhus kan holde i omkring 25-30 år, før det skal skiftes ud, men modsat tidligere tider, hvor man gerne flyttede til en helt ny boplads, bliver det nye hus i jernalderen oftest bygget få meter fra det gamle. Et eksempel på dette var en boplads beliggende umiddelbart syd for Bjørupbækken, hvor den samme gård kunne erkendes i tre faser - måske svarende til tre generationer af den samme familie. Dette er slet ikke et usædvanligt billede i jernalderen, og det kan være udtryk for, at de enkelte familier fik et større tilhørsforhold til jorden. Det er muligt, at det samme gjorde sig gældende på omfartsvejens største jernaldergård. Den lå umiddelbart nord for Stubbekøbingvej og er blevet dateret til det 2.-3. århundrede e.kr. Et massivt hegn omgav en gårdsplads med et hovedhus, staldog/eller ladebygninger, samt to brønde - i alt et indhegnet område på omkring 5 ha. Beboerne har formentlig dyrket korn, og vi kan se, de har haft husdyr i form af kvæg og svin, ligesom de uden tvivl her fisket i Tingsted å, som løb lige uden for hegnet. Vi ved også, at gårdens beboere formentlig har fremstillet deres egne tekstiler: uden for det store hegn lå to såkaldte hørrødningsgruber, hvor hørstængler blev lagt i vand og rådnet som led i en proces, der skulle frigøre fibrene i hørplanterne, så de kunne spindes til hørgarn. Fundet af en vævevægt og en bennål inde på gårdsarealet synes at bekræfte dette billede. Gårdens beboere fremstillede ligeledes deres egen keramik i en ovn beliggende syd for det store hovedhus inden for hegnet. Keramikken herfra var smukt ornamenteret med flotte mønstre, som var blevet ridset ind i det bløde ler med tilspidsede benredskaber, som stadig lå ved ovnen sammen med en masse fejlbrændte lerkarskår. Måske har beboerne ikke kun fremstillet den fine keramik til sig selv. Omkring 2 km længere mod syd, på en boplads nær Kristiansmindegårdene, fandt vi resterne af et lerkar, som - bedømt ud fra ornamentik og brænding - meget vel kunne stamme fra keramikovnen ved Stubbekøbingvej. I så fald må beboerne på de to gårde have kendt hinanden, men hvordan og hvorfor et lerkar fra keramikovnen ved Stubbekøbingvej endte på bopladsen ved Kristiansmindegårdene, er desværre ganske umuligt at vide. Det er dog spændende at kunne danne en sådan forbindelse mellem forskellige bopladser, og det minder os om, at vi ikke skal se jernaldergårdene som små, isolerede øer, men forestille os et dynamisk landskab, hvor folk boede og levede i samspil med hinanden. En gård fra Valdemar Sejrs tid Det sidste stop på omfartsvejen er middelalderen. Der er gået omkring 1.000 år, siden jernaldermen-
Ét af de to middelalderhuse fra Stubbekøbingvej. Nedgravningerne til stolperne er bevaret som mørke muldpletter i den gulbrune råjord. Her er de til ære for beskueren - markeret med barberskum. neskene huserede på gården ved Stubbekøbingvej, og meget har ændret sig. Danmark er blevet et kongerige, og kongen hedder Valdemar Sejr (konge fra 1202-1241). Udover landsbyer ligger der nu også rigtige byer rundt om i landet. Blandt andet er Nykøbing allerede en stor by med borg, kirke, torv og rådhus. Jernaldergården er for længst forsvundet, men det betyder ikke, at området mellem den nuværende Stubbekøbingvej og jernbanen ligger øde hen. Meget tyder tværtimod på, at stedet sydede af aktivitet i første halvdel af 1200-tallet. Her, tæt ved Tingsted å, ligger på dette tidspunkt en middelaldergård. Præcis hvor stor den har været kan desværre ikke afgøres med sikkerhed, for det var kun en del af den, der lå inden for vejtracéets afgrænsning. Gården har dog formentlig bestået af flere bygninger. Ved udgravningen blev fundet to hustomter, men ingen af dem kunne med sikkerhed tolkes som beboelseshuse. Bygningerne kan i stedet have fungeret som stalde og/eller lader. De har sandsynligvis været af bindingsværk eller lerklining og har haft stråtag. De mange affaldsgruber giver et ganske detaljeret indblik i det liv, som blev levet på gården for mere end 750 år siden. Vi kan se, at beboerne havde et inventar bestående af flere glaserede kander, stentøjskander og -potter samt lerkar af Østersøtype til madlavning og bordbrug. På flere af potteskårene fandtes spor efter deres anvendelse i form af både sodning og flager af sortbrændt madskorpe. Dyreknoglerne på pladsen tegner derudover et billede af beboernes kost, hvor kvæg, svin samt får og/eller ged har spillet hovedrollen, men også kronvildt og fisk er repræsenteret i materialet. Sekundære produkter som smør, ost og mælk har formentlig ligeledes udgjort en vigtig del af diæten sammen med kornprodukter og grøntsager. Spredte rester efter beboernes daglige sysler kunne også ses i det affald, som de har efterladt: f.eks. en langtandskam af ben, knyttet til fremstillingen af tekstiler, samt murbrokker og brændt ler, som må være affald fra fremstillingen af teglsten. Måske har beboerne leveret sten til bygningen af én af de
mange teglstenskirker på Falster, som skyder op på dette tidspunkt? Menneskene selv er for længst forsvundet ud af mands minde. Enkelte af deres personlige ejendele har dog overlevet århundrederne i jorden: bæltespænder af bronze, resterne af et læderbælte, bronzebeslag - måske til et skrin, en dekoreret benkam, en jernkniv og en sølvmønt fra Valdemar Sejrs regeringstid. På vej mod nye tider Den foreløbige tidsplan angiver, at omfartsvejen øst om Nykøbing åbner i slutningen af 2014. Vejdirektoratet anslår, at der herefter i gennemsnit vil være en trafik på 10.000-13.000 biler i døgnet pr. år. Det er nok de færreste af disse bilister, som vil skænke det en tanke, at der under asfalten ligger sporene efter næsten 4.000 års historie. Mange generationer har sat deres mærker i landskabe, og formet deres omgivelser efter behov, ligesom vi præger landskabet med etableringen af nye veje, der opfylder nutidens behov. Men hvis arkæologien skal lære os noget, er det, at landskabet kun er til låns. Ved at sikre dets fortællinger skabes et perspektiv, som giver sammenhæng og forankring og - måske - hjælper til en bedre forståelse og accept, når landskabet igen skifter ham.