Fakta om druknedødsfald i Danmark TrygFondens Nationale Druknestatistik For fjerde år i træk udkommer TrygFondens Nationale Druknestatistik, som giver et veldokumenteret billede af druknedødsfald i Danmark. Den fjerde udgave af rapporten ser på udviklingen af druknedødsfald fra år 1970-2010 med særligt fokus på perioden år 2001-2010. Det er Statens Institut for Folkesundhed (SIF), Syddansk Universitet (SDU), der har udarbejdet rapporten for TrygFonden. Rapporten for druknedødsfald i perioden 2001-2010 er baseret på en database over druknedødsfald etableret på SIF. Databasen rummer oplysninger fra dødsattester, hvor dødsårsagen er drukning, suppleret med oplysninger fra blandt andet Søværnets Operative Kommandos rapporter over redningsaktioner i danske farvande samt presseklip indsamlet af TrygFonden. Til at belyse udviklingen i druknedødsfald i en længere periode er der for perioden 1970-2000 anvendt oplysninger fra det officielle Dødsårsagsregister i Sundhedsstyrelsen kombineret med data fra SIF s database for perioden 2001-2010, hvor dødsårsagen kan være blevet korrigeret. I opgørelser, der viser hele perioden 1970-2010, indgår alene danskere, som er druknet i Danmark. Dødsårsagsregistret er opdateret til og med 2010, og derfor er 2011 ikke indeholdt i rapporten. TrygFondens Nationale Druknestatistik opdateres hvert år, og alle udgaver kan downloades på www.trygfonden.dk. Hovedkonklusioner relateret til druknedødsfald i Danmark Antallet af druknedøde i Danmark er faldet I alt døde 1.195 personer i Danmark i perioden 2001-2010 som følge af drukning. Af disse skyldtes 670 ulykker, 404 selvmord, fire drab, mens dødsårsagen var ubestemt i 117 tilfælde. I 2010 døde 78 personer som følge af drukning i Danmark, og det er væsentligt færre end gennemsnittet for perioden 2001-2009, som lå på 124 personer. Med 670 fatale drukneulykker ud af i alt 1.195 druknedødsfald i perioden 2001-2010 er ulykker den hyppigste årsag til druknedød i Danmark. Antallet af fatale drukneulykker i Danmark er historisk lavt År 2010 skiller sig markant ud ved at være året med det laveste antal drukneulykker i perioden 2001-2010. I 2010 døde således 48 personer som følge af en drukneulykke sammenholdt med et årligt gennemsnit på 69 personer i perioden 2001-2009. For hele tiåret ligger gennemsnittet på 67 fatale drukneulykker. Incidensraten (antal drukneulykker i forhold til den samlede befolkning det respektive år) viser samme mønster. I 2010 lå antallet af fatale drukneulykker per 100.000 på 0,95 mod 1,24 for hele tiåret. 1
Antallet af fatale drukneulykker er faldet på tværs af aldersgrupper, steder og aktiviteter i 2010, hvor sommeren viste sig fra sin bedste side. Dog har andelen af fatale drukneulykker blandt personer over 75 år været historisk høj i 2010. De fleste fatale drukneulykker sker på åbent hav/fjord, havne og langs kysten De hyppigste steder for fatale drukneulykker i perioden 2001-2010 er åbent hav eller fjord (26%), på havne (24%) og langs kysten (18%). Med en forekomst på 25% er alkohol en væsentlig faktor i forbindelse med drukneulykker i Danmark. Drukneulykker på åbent hav/fjord fordeler sig jævnt over hele landet, dog ser der ud til at være en overhyppighed omkring Fyn og Langeland. De fleste drukneulykker på åbent hav/fjord sker i forbindelse med almindelig fritidssejlads (72%), og i kun 9% af disse tilfælde vides den afdøde at have båret redningsvest. 2010 skiller sig ud fra perioden, da der skete fem fatale drukneulykker på åbent hav/fjord mod 28 året før og et gennemsnit på 17 årligt i perioden 2001-2010. I perioden 2001-2010 er drukneulykker på havne koncentreret i de større havnebyer. Oftest er den druknedøde mellem 45-64 år, og langt hovedparten er mænd (94%). I perioden 2001-2010 er der årligt druknet mellem 6 og 16 personer i Danmark i forbindelse med badning. Hvert femte drukneoffer er under 18 år, mens voksne over 45 år udgør mere end halvdelen. Oftest er det mænd (77%), der drukner i forbindelse med badning, og der er en særlig koncentration af badeulykker langs den jyske vestkyst. 2
Drukneulykker rammer oftest mænd over 45 år De fleste drukneulykker sker for personer over 45 år. Antallet af drukneulykker er jævnt eller let stigende for perioden 2001-2010, og ulykkerne sker primært i forbindelse med fritidsaktiviteter i båd, færdsel på havn og badning. Langt flere mænd end kvinder lider druknedøden. Mændene tegner sig for 574 af de i alt 670 drukneulykker i perioden 2001-2010 svarende til 86%. For kvinder er badning/svømning den hyppigste aktivitet forbundet med en drukneulykke, mens mænd generelt er udsatte inden for alle aktiviteter. 3
Drukneulykker blandt udlændinge i Danmark TrygFondens Nationale Druknestatistik for perioden 2001-2009, som blev udgivet i 2011, viste, at antallet af udlændinge, der drukner i Danmark, var rekordstort med et gennemsnit på 17% af alle fatale drukneulykker og 30% af fatale badeulykker. Ligesom den generelle tendens viser tallene, at færre udlændinge druknede i Danmark i 2010. Fra 2001-2006 druknede i gennemsnit otte udlændinge i Danmark årligt som følge af en drukneulykke, og det tal steg til et årligt gennemsnit på 19 i 2007-2009. I 2010 var tallet otte fatale drukneulykker. Drukneulykker blandt børn under 18 år i Danmark I alt døde 48 personer under 18 år i perioden 2001-2010 som følge af en drukneulykke, og hovedparten af de druknede var drenge (83%). Bortset fra 2009 og 2010 har børns drukneulykker ligget på mellem 4 og 7 årligt i 4
perioden, og der ses et klart mønster i børns drukneulykker. Børn mellem 0-4 år drukner i badekar, havedamme og svømmebassiner, børn mellem 5-14 år drukner ved badning ved kyst, sø eller i svømmebassin, og de ældste drukner ved badning eller ved færdsel på havne. I 2010 døde to børn under 18 år som følge af en drukneulykke. Begge var 1 år gamle, og begge druknede i private havedamme. På trods af, at kun få børn omkommer i forbindelse med en drukneulykke, er der mange, som bliver behandlet på sygehus efter drukning. En grundig analyse af sygehusbehandling som følge af drukning fra TrygFondens Nationale Druknestatistik fra 2011 viste, at tæt på halvdelen af alle personer, der blev behandlet på sygehuset efter drukning i perioden 2001-2009 var børn under 15 år, hvilket svarer til 231 børn ud af 562 personer i alt. I 2010 blev 41 personer behandlet på sygehus i forbindelse med drukning, og heraf var 22 personer børn under 15 år. Fakta om TrygFondens Nationale Druknestatistik TrygFonden har taget initiativ til at få udarbejdet TrygFondens Nationale Druknestatistik ud fra et ønske om at få en samlet, veldokumenteret, national statistik for omfanget af og årsagerne til drukneulykker i Danmark. Formålet er at kvalificere det forebyggende arbejde, der kan medvirke til at forhindre drukneulykker. TrygFondens Nationale Druknestatistik udkom første gang i 2009 og opdateres en gang om året. Rapporten bygger på oplysninger fra Dødsårsagsregistret, en manuel gennemgang af dødsattester fra perioden 2001-2010 samt information fra relevante rapporter og interessenter. Fokus i undersøgelsen er rettet mod drukning som følge af ulykker, men omhandler også selvmord og drab. 5
TrygFondens indsats på området for bade- og vandsikkerhed TrygFonden har 14 års erfaring med forebyggelse af drukneulykker i og ved vand og står i dag bag en række indsatser, som skal øge sikkerheden for danskere og udlændinge, når de færdes ved landets kyster og havne samt på havet. TrygFonden Kystlivredning TrygFonden Kystlivredning har eksisteret siden 1998 som et non-kommercielt samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Svømmeunion. Formålet med TrygFonden Kystlivredning er at øge sikkerheden på de danske badestrande og forebygge ulykker ved og i vandet. TrygFonden Kystlivredning er landets førende kystlivredningstjeneste med bl.a. egne livreddertårne, et korps af kystlivreddere med en internationalt certificeret livredderuddannelse samt oplysende indsatser. I 2012 sender TrygFonden godt 200 specialuddannede kystlivreddere ud til de danske strande og havnebade, som vil bemande TrygFondens 34 rød- og hvidstribede livreddertårne. I 2011 gennemførte TrygFondens kystlivreddere 26.763 indsatser, hvoraf de 27 betegnes som aktioner, hvor personer har været i livsfare. Hen over sommeren drager LivredderPatruljen rundt til strande og havne i Danmark for at demonstrere livreddende førstehjælp samt give gode råd om sikkerheden med det udstyr, der er til stede. Patruljerne besøger flere end 140 strande og havne i løbet af sommeren 2012. TrygFonden driver desuden det nationale oplysningssite om sikkerhed i og ved vand kaldet www.respektforvand.dk, der giver den seneste viden om sikkerhed på havne, til søs, i hjemmet, i svømmehallen samt ved de danske kyster. Man kan eksempelvis se små film samt finde informationer om badesikkerhed blandt andet om de 5 baderåd, hvad flagene ved tårnene betyder, hvad et revlehul er, hvordan man tackler et revlehul, og hvordan man lærer at læse vinden og vandet. Det er også muligt at downloade applikationen Strandvejr til smartphones både til Android og iphone, hvor man blandt andet kan finde det nærmeste livreddertårn, se vandtemperaturer og læse de 5 baderåd. Begge er gratis og kan downloades fra de respektive applikationsbutikker. Håndbog i livredning I 2008 udgav Dansk Svømmeunion og TrygFonden bogen Livredning - håndbogen til alle med interesse for vand og sikkerhed. Bogen indeholder råd og anvisninger, der kan forebygge drukneulykker i Danmark. Bogen er netop genoptrykt og opdateret med blandt andet de seneste informationer fra druknestatistikken. TrygFondens redningskranse TrygFonden stiller gratis redningskranse til rådighed via en fadderordning. Flere end 4.000 redningskranse hænger i dag rundt omkring i landet ved strande, søer, havne og andre steder, hvor folk færdes i nærheden af vand. Om TrygFonden TrygFonden smba (TryghedsGruppen smba) arbejder for at skabe mere tryghed i Danmark. TrygFonden er initiativtager til en lang række almennyttige projekter, der handler om at forbedre danskernes sikkerhed, sundhed og trivsel. Projekterne udvikles på et veldokumenteret grundlag og gennemføres i samarbejde med 6
førende eksperter og organisationer på de områder, som projekterne omhandler. I 2012 anvender TrygFonden 550 millioner kroner på hundredvis af projekter, der øger trygheden lokalt, på tværs af regioner og i hele landet. Læs mere om TrygFondens aktiviteter på www.trygfonden.dk. For yderligere oplysninger: René Højer, områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed, TrygFonden Mobil: 20 70 38 92 E-mail: rh@trygfonden.dk Karen Bøgedal, pressechef, TrygFonden Mobil: 30 56 34 32 E-mail: kb@trygfonden.dk Erik Bech, kystlivredningschef, TrygFonden Kystlivredning Mobil: 30 33 72 49 E-mail: eb@svoem.dk 7