22.-25. marts 2012: Flotte havørreder fra Møn Det er ved at være en tradition, at vi tager på en forårstur for at fiske efter havørred i fremmed vand. I år var valget faldet på Møn, der i mange artikler og bøger er fremhævet som et suverænt fiskevand efter havørred - store, blanke østersøhavørred vel at mærke. Desværre blev holdet kraftigt decimeret på grund af uheldige omstændigheder, så da det kom til stykket havde kun Hatten og jeg mulighed for at komme af sted. Og lad det være sagt med det samme: det er ikke sidste gang vi fisker på Møn, og det kan kun gå for langsomt med at komme derned igen! Jeg tror at alle, der læser dette, kender Møn og dens unikke natur, også selvom man ikke selv har været på øen. Naturen på Møn er storslået, og det er ikke uden grund at den er kendt vidt og bredt både indenfor og udenfor landets grænser. Møn er et besøg værd også uden tanke for fiskeriet. Men læg dertil noget superb havørredvand med mange spændende og forskelligartede pladser - og fisk, der trækker ind fra østersøen med maverne fulde af tobis og sild - og du har en cocktail, der virkelig fyrer op under de vildeste drømme for en havørredfisker. Vi var indlogeret på Møns Klint Resort, en campingplads der især udmærker sig ved at ligge meget centralt i forhold til de mange kystpladser på øens østlige del. Den har selvfølgelig alle facilliteter, der er vigtige for lystfiskeren, ikke mindst lokalkendskab og føling med fiskeriet på øen for tiden. Det sidste drog vi stor nytte af, for vi var begge førstegangsfiksere på Møn. Og selvom vi havde gjort hjemmearbejdet ved at læse hvad vi kunne finde om Møns fiskepladser (bl.a. den lokale fiskeguide Ken Sørensens informative artikel i Fisk & Fri), var vi taknemmelige over at få inspiration til hvor vi skulle begynde vores udforskning af Møns fiskemuligheder. Møns Fyr på sydøstlige side af Møn er en af de "hotte" pladser Kysten ved Møns Fyr er præget af mange store sten og stenrev, der strækker sig langt ud. For som det hændte, så gav det allerede efter to timers fiskeri pote at følge anvisningerne. Vi startede
fiskeriet i Busene Have, med intentionen om at gå så langt som muligt hen under klinten, inden vi vendte om, for på denne måde at lære en smule af den side af øen at kende. Men vi var ikke kommet længere end til Møns Fyr, førend den første havørred huggede. Jeg ved jo godt at havørreden på Møn æder sig tyk og stor i tobis, og derfor ofte fanges på gennemløbere - men jeg tænkte at når det kommer til stykket er de jo nok ikke så forskellige fra havørrederne på Djursland at de vil sige nej tak til en "lækker" Gulp orm. Så det var på sådan en, at fisken huggede. Jeg havde netop kastet langt, og ramte vandet lige lovlig tæt på en stor sten, der stak op over vandet. Dem er der mange af ved Møns Fyr, store sten altså, hvilket i nogen grad minder mig om Stenshuvud i Skåne og giver en plads, som jeg personlig vældig godt kan lide at fiske på. Jeg ville styre Gulpen uden om den store sten og spandt lidt hurtigt ind, da hugget faldt. Kontant. Der var ikke noget med at overveje at give den tid til at sluge ormen, stangen var bøjet fra første færd og jeg gav omgående et forsigtigt tilslag for at sikre mig bedst muligt, at krogen var sat. Herefter fulgte en fight, hvor fisken var alt mulig andet end forsigtig. Den tog mange udløb og lavede opvisning i luftakrobatik, som de jo kan gøre, og jeg havde stort besvær med at styre den uden om de mange sten, der lå faretruende i vejen mellem mig og fisken. Men alt lykkedes, og til sidst lagde en træt havørred sig om på siden og lod sig føre i nettet - til stor lettelse for mig, og til klapsalver fra de to tyske turister, der havde fulgt fighten fra start til slut. En noget særpræget fornemmelse, men ikke særpræget nok til at det dæmpede mit jubeludbrud, da netmaskerne langt om længe lukkede sig om den blanke havørred. Min første havørred fra Møn var en realitet, og vel sikret på land blev den målt og vejet til 3,3 kg og 66 cm Det siger sig selv, at vi ikke kom så langt den dag som vi havde troet, inden vi startede. Men vi kom da videre. Så langt som til Gråryg fiskede vi, og undervejs fik vi luret flere af de mange stenrev af, som vi givet ville ofre mere opmærksomhed senere på turen. Det blev dog ikke til flere fangster denne første dag.
Det er spektakulært at fiske med den høje Møns Klint i baggrunden. Her føler man tydeligt, at naturen er stor Og som det fremgår, er der også her rev, der strækker sig langt ud i vandet Anden dag vidste vi hvor vi ville stå, så samtidig med solen fandt vi frem til Skilterevet lidt ovenfor Møns Fyr. Hatten var ikke længe om at råbe gevalt, da han allerede i første kast havde en følger, der ud fra hvirvlen at dømme har været rimelig stor. Og måske var det den, han to timer senere fik kroget på en lille brun rejeflue - netop da jeg var gået til næste rev og derfor gik glip af oplevelsen. Da jeg intetanende gik tilbage, fik jeg på lang afstand øje på Hatten, der stod med fisken højt hævet. "Når han kan løfte den så højt, så kan den da ikke være større end min", nåede jeg at tænke. Men adrenalinen må stadig have kogt i Hatten, for deri tog jeg fejl; den skinnende blanke og flotte havørred vejede 3,6 kg og målte 67 cm. "Hatten" fremviser en Møn ørred på 3,6 kg og 67 cm Hatten berettede om en fight, der var mindst lige så drabelig som min. Så hvis vi ikke rigtig havde troet på det før, så var vi i hvert fald overbeviste nu: havørrederne på Møn er værd at rejse efter. Vi har spekuleret over, om gennemsnitsstørrelsen på havørreder fra Møn er større end på havørreder fra vores eget hjemmevand, og er nået frem til, at det er den nok. På Møn er der er ikke nogen vandløb, som havørreden trækker op i for at gyde, så der er ikke nogen smolt eller helt unge havørreder. Og de fisk vi fangede har højst sandsynligt haft deres "gang" i Østersøen hvor de bl.a. har levet af tobis og sild, inden de
trak ind på lavt vand for at smovse sig i rejer og andet godt. Alt andet lige er det gode betingelser for en havørred at vokse i. En lang fiskedag gav os ikke flere kontakter, og den tredje dag delte vi op i to etaper: Skilterevet (selvfølgelig) og senere Brunhoved, der lidt mere ligner det vand vi er vant til, men som i vores bevidsthed havde den ekstra dimension, at der måske ventede en rigtig stor fisk på os derude. Det blev dog ved små nap, lidt ringe i overfladen og en enkelt gang en pænt stor rygfinne, der skar sig igennem vandoverfladen. Vandtemperaturen på 5 grader var velegnet til at holde fangsten frisk, her i skyggen af en af de mange store sten Det gav kontakt til fisk at starte fiskeriet allerede inden solopgang På den måde adskilte fiskeriet sig ikke væsentligt fra det, vi kender. Vi mødte fiskere der, som os, havde fisket en hel dag, uden at få fisk på land - og vi mødte fiskere, der fortalte at de havde landet 9 stykker på et par timer. Held - og lokalkendskab - spiller her, som alle steder, en stor rolle for fikseturens udfald. Vores egen erfaring efter blot et lille indblik i Møns havørredfiskeri er, at det allerede her i marts godt kan betale sig at være på pladsen før solopgang, selvom man skulle tro, at man lige så godt kan vente med at fiske til solen har varmet det kystnære vand lidt op. Det hænger muligvis sammen med at vi oplevede en hel del havgus, de 3½ dage vi var der. Det var sådan set kun den første halvanden dag, solen rigtig havde en chance for at nå at varme vandet op. Men lokalkundskaben fortæller, at det visse dage i det tidlige forår, når solen formår at få magt som den har agt, kan få fiskeriet i de kystnære områder til at eksplodere, når de store ørreder trækker ind på det opvarmede lave vand mellem revene.
Tidlig morgenfiskeri ved Skilterevet, som det så ud inden jeg lukkede øjnene et kort øjeblik... I løbet af blot den tid det tog at lukke øjnene og åbne dem igen (ca. 20 min), havde havgusen dækket alt På turens sidste morgen fik jeg hilst på endnu en 3+ kg havørred, dog uden at vores bekendtskab endte lykkeligt - well, det er måske lidt ensidigt bedømt, for ved nærmere eftertanke tror jeg, at havørreden synes noget andet... i hvert fald svømmer den stadig rundt derude, og min største trøst ved det, er visheden om at den er blevet endnu større og endnu flottere næste gang jeg kommer til Møn. For som sagt i starten af dette indlæg: det er ikke sidste gang jeg er på Møn for at fiske efter havørred. Dels har jeg et uafsluttet kapitel med ovennævnte slambert, dels har jeg kun oplevet en brøkdel af Møns fiskepladser, hvilket er helt utilstrækkeligt. Hvor er det uretfærdigt, at vi kun har ét liv til alt det fiskeri, vi gerne vil nå.
God whisky, god rødvin, godt selskab - skål og på gensyn