Malta. Rejsebrev 20. - 30. september 2009. Tekst og Foto Vagn Særkjær

Malta Rejsebrev 20. - 30. september 2009 Tekst og Foto Vagn Særkjær

På vej til Malta Malta har, i mange år, stået som et af vores rejsemål. Og nu kom så tiden, hvor det kunne lade sig gøre, at besøge den mindste stat i EU medlemskabet. Et land med en central placering i Middelhavet, og med en interessant og omfattende historie. Kl. 04.00 om morgenen starter vi bilen i Brabrand. Det meste af vejen til Billund kører vi i en tåge, der nogle steder er så tyk som ærtesuppe, men vi når alligevel frem til lufthavn i rette tid. Flyet lander i Frankfurt am Main, lidt over kl. 08.00, i en trist gråsort tåge, der er mindst lige så tyk som den vi lettede i. Heldigvis bliver det bedre. Fra 10 kilometers højde får lov til at se de sneklædte solbeskinnede alper. Som optakt til landingen giver piloten os en tur, i lav højde, hen over øerne Gozo, Comino og Malta, hvor vi får lejlighed til, at se det hele fra luften. På Maltas østlige side er der en sammenhængende bebyggelse. Byer, som er vokset sammen, huse med flade tage, i en farveskala mellem lysebrun, beige, sandfarvet og brækket hvid. Mod midten og den vestlige side af Malta ser vi et patchwork mønster af små marker i brune og okkerfarvede nuancer. Kun hist og her får vi øje på en lille smule grønt. Afgrøderne er høstet. Markerne er indrammet af stendiger eller hegn af tæt sammenvoksede kaktus. Inden piloten vender maskinen ude over Middelhavet når vi også at se øens containerhavn med store kraner, som ligger i en bugt i øens sydøstlige hjørne. Gennem ankomsthallens store panoramarude kan vi se to karakteristiske kirketårne på St. Publius-kirken i Florina, forstaden til hovedstaden Valletta. Kirken er opkaldt efter den romerske guvernør som blev Maltas første biskop. Vi er naturligvis ikke de første der oplever Malta. Apostelen Paulus, evangelisten Lukas og Paven har været her. General Napoleon, Præsident Roosevelt og Dronning Elizabeth har også været her. Det samme kan siges om de danske forfattere H.C. Andersens, Dan Turèll og Elsebeth Egholm. Vores datter, Charlotte, har været her medens hun blev uddannet som sygeplejerske, og nu er vi her også. Vi har bedt hotellet om at sende en vogn. Og ganske rigtigt; her står en lille mand med et skilt med vores navne. Da vi træder ud af lufthavnsbygningens airconditionerede haller blev vi ramt af varmen, 32 grader i skyggen. Vi har alt for meget tøj på, og selv om vi smider så meget som anstændigheden tillader, pibler sveden alligevel frem på panden. Men vi nyder alligevel udsigten til dadelpalmer, store frodige neriebuske i røde, blegrøde og hvide farver. Meterhøje kaktus med frugter på toppen, figentræerne og de store blomstrende bourgonvilla planter. Ad kringlede veje og smalle gader finder chaufføren frem til Hotel Osborn i South Street 50. Et mere end hundrede år gammelt hotel, tæt på bymuren, kunstmuseet og Johanniterordenens ambassade som de har indrettet i en gammel bastion opkaldt efter Johannes Døberen. Vi holder lang siesta, ligesom de indfødte, inden vi går en lille tur for at finde et sted spise. Vi vælger, grillet kanin med stegte kartofler og grønsager. Højtideligheden i domkirken. Vores første hele dag, den 21. september, faldt sammen med Maltas uafhængighedsdag. En national helligdag, som bl.a. fejres med en særlig gudstjeneste, ledet af landets ærkebiskop, i St. Johns Co-Catedral. Kl. 09.00 er vi på hovedgaden, lige tids nok til at se parademarchen med militærorkester i spidsen, komme ned gennem gaden, dreje ind foran domkirken for at tage opstilling på pladsen overfor hovedindgangen. Alle iført sorte bukser med røde galeoner, hvide jakker og sorte kasketter med røde bånd, som i en operette. Vi stiller os på trappen og ser landets V.I.P. - er, ministre, parlamentarikere, embedsmænd og organisationsspidser ankomme til kirken. Mænd i mørkt tøj og damer med hat, og tøj der i stil og farve afslører en anelse mere fan- 2

tasi. Til slut kom præsidenten med frue i en sort bil, eskorteret af ridende politibetjente, iført hvide tropehjælme, hvide uniformsjakker og på sorte heste. Præsidenten stillede sig op på en lille platform ved foden af kirketrappen. Soldaterne præsenterer gevær, folder fanerne ud og hilser. Orkesteret spiller den maltesiske nationalhymne. Gudstjenesten var naturligvis katolsk, fyldt med musik fra et orgel der virkelig er værd at høre. En solosang leveret af et kormedlem, som kunne have udfyldt en solistrolle i en opera. En dialog mellem koret og menigheden, i sange og bønner, som er med til at skabe liv, deltagelse og en stemning i kirkerummet, som gør øjeblikket helligt. Vi føler også ydmyghed, ved at være med til at fejre maltesernes selvstændighed, her i Johannes Døberens domkirke. Johanniterriddernes gamle ordenskirke, som blev taget i brug i 1577 og efterfølgende udsmykket, i et væld af lys og farver, til ære for ordenens skytspatron, Johannes Døberen. Her findes en rigdom på udsmykning fra ordens symbolverden. Kirkegulvet er fyldt med ca. 400 farverige marmorgravsten, lagt over de mest betydende johanniterriddere. Hver gravsten er et kunstværk. Udsmykket med ridderens personlige våbenskjold, og symboler der fortæller om hans vigtigste bedrifter eller funktioner, samt en tekst på latin med hans navn og en lille biografi. Orkestret i spidsen for paraden på vej mod domkirken på Maltas befrielsesdag 21. september Da præsidenten, som den sidste V.I.P.- er, var på plads i kirken, blev der åbnet for almindelige mennesker. Vi fulgte med indenfor og fik en plads, hvorfra vi kunne følge hele ceremonien. Gudstjenesten blev gennemført på maltesisk som vi ikke forstår. Men på hvert stolesæde lå et lille hvidt hæfte, fremstillet til denne særlige højtidsgudstjeneste, hvori alle sange, bønner, oplæsninger, velsignelser m.v., kan læses på engelsk og maltesisk. Efter højtideligheden stod præsidenten og frue længe udenfor kirken og snakkede med biskoppen og en af hans hjælpere. 3

Bøjer vi nakken og kigger op, ser vi nogle af de18 loftsmalerier, som hver især fortæller om en episode i Johannes Døberens liv. I sidekapellerne, et for hvert af ordenens syv tunger, ser vi altre, malerier og kunstværker, som kan matche værkerne i de fornemmeste kunstsamlinger i det øvrige Europa. Her i sidekapellerne ligger nogle af ordenens stormestre begravet. Ved nadveren går præster ned gennem kirkerummet og uddeler oblater. Vinen drikker ærkebiskoppen selv ved alteret. Under kollekten bliver hatten sendt rundt. Vi putter en mønt i og sender den videre til næste mand i rækken. Vi hilser på sidemanden og ønsker ham en god dag. Efter halvanden times kirkelig fejring af befrielsesdagen, rejser vi os alle, for at vise respekt for processionen som forlader kirken. I spidsen går sangkoret, efterfulgt af ærkebiskoppen, præsidenten, ministre, kardinalerne og præster. Derefter følger en gruppe johanniter iført deres karakteristiske sorte ordensdragter, med et påsyet stort hvidt malteserkors. Sidst går landets parlamentarikere, og menige maltesere. Vi bliver siddende i nogle minutter og kiggede rundt i det smukke kirkerum inden vi går ud. Malta er mindre end Als På pladsen foran nationalbiblioteket finder vi lidt skygge under en parasol. Bestiller en tallerken med brunchetta, et glas hvidvin og en Cisk. En herlig lokal øl. Det er stadig national helligdag. Butikkerne er lukket og familierne benytter fridagen til at gå på restaurant for at spise. Det ser ud som om der blandt maltesere er en tradition for at spise ude. Vi går en tur ned ad Bishop Street. Ned mod Marksamxett havnen, som rummer en stor lystbådehavn. Ved kajen ligger også den maltesiske marines tre patruljebåde samt et par færger, f.eks. godsfærgen til Gozo. Vi spadserer langs kanten af bymuren og nyder synet af folk, ombord på ind- og udgående både, der bakser med sejlene, for at få dem til at stå rigtigt i vinden. På den modsatte side af bassinet ser vi den utroligt tætte bebyggelse i Maltas største by Slima. Befolkningstætheden er stor. Der bor omkring 400.000 mennesker i det lille land, som er lidt mindre end Als. (Malta, inkl. øerne Gozo og Comino fylder 316 km². Als fylder 326km²) På de tre maltesiske øer bor der i gennemsnit 1.274 mennesker pr. km². Til sammenligning bor der, f.eks. i Århus kommune, kun 647 mennesker pr km². En ny tæt bebyggelse ved havnefronten i Slima. Byggekranerne er der endnu. Unge afrikanske mænd på rutebilstationen På vores vandring kommer vi forbi den centrale busstation ved byporten til Valletta. Nogle har travlt med at finde deres bus. Andre, unge afrikanske mænd hænger ud ved kiosker og caféborde under træernes skygge. De er ikke lokale. De er kommet hertil over havet, som flygtninge fra Somalia, Nigeria, Etiopien, Eritrea m.v. De har bevæget sig op til Libyens middelhavskyst. Herfra sejler de i gummibåde og joller ud på havet med kurs mod Sicilien eller en anden EU-kyst. Men havet er stort. Ofte brænder påhængsmotoren sammen eller de løber tør for brændstof. De ligger så, og driver rundt, til de omkommer i en storm eller bliver samlet op af en fisker eller en patruljebåd, som tager dem med i land. Her anbringes de i modtagecentre. I snit modtager Malta 1.400 om året. Dem der får asyl bliver i landet. De andre, som får deres ansøgning afvist, bliver her også. De kan ikke sendes tilbage til 4

Libyen. Kadaffy tager ikke imod. Og det gør EU-landene heller ikke. Avisen, The Times of Malta, kunne den 24. september fortælle, at en patruljebåd havde fundet en 18 fods glasfiberjolle 45 sømil ude på havet med 4 mand ombord. En af dem var bevidstløs. De sagde, de havde været på havet i fire døgn, på vej til Sicilien eller den Italienske ø Lampedusa. Men de var løbet tør for brændstof. De var palæstinensere, sagde de, men de havde ingen papirer, som kunne dokumentere hvem de var eller hvor de kom fra. Patruljebåden tog dem med i land. Johannes Døberen i ordenskirken Vi besøger St. John s Co - Cathedral igen. Denne gang er hoveddøren lukket. Vi måtte stå i kø ved en sidedør for at købe billet. Vi havde set, at der er særlige priser for senior citizens, så jeg for tæller manden i billetsalget, at vi er henholdsvis 67 og 68 år. God bless you, Gud velsigne jer, siger han med et stort smil og giver os to billetter med rabat. Kirken er nu anderledes. Der er sat snore op og lagt gulvtæpper ud over de smukke gravsten, i en sti rundt i kirken. Og her er mange mennesker. St. John s Co - Cathedral i Valletta. Johanniternes ordenskirke, fotograferet umiddelbart efter selvstændigheds højtidelighed den 21. september 2009 Vores ærinde er, at se og fotografere billederne i loftet af Johannes Døberens liv. Manden der døbte Jesus og dermed satte gang i kristendommens udvikling, men vi er her også for at få nogle fotografier med hjem fra den smukke ordenskirke. Et af Mattia Preti s maleri på loftet i St. John s Co - Cathedral. Maleriet viser scenen hvor Johannes Døberen arresteres af Herodes udsendte agenter. Kirkens hvælvede loft er inddelt i seks fag. I hvert fag er der tre billeder malet med oliemaling direkte på stenhvælvingerne. Mattia Preti, (1639-1699) født i Calabria, tåen i den italienske støvle, johanniterridder og betydende kunstner, som satte sig flere kunstneriske spor i Malta, brugte seks år under loftet. Bøjer vi nakken tilbage, ser vi Ærkeenglen Gabriel, der møder præsten Zacharias, for at fortælle ham, at hustruen Elizabeth vil føde en søn, som de skal kalde Johannes. Jomfru Marias besøg hos Elizabeth. Johannes Døberens fødsel. Johannes i ørkenen. Elizabeths bøn ledsaget af to engle. Johannes der fortæller at Jesus er Messias. Johannes prædiker i ørkenen. Gud faderen giver sin velsignelse. Johannes døber Jesus. Præsterne forhører Johannes i fængslet. Johannes giver en mønt til soldaterne. Johannes kritiserer Herodes for at gifte sig med Herodias, broderens tidligere kone. Johannes arresteres af Herodes udsendte agenter. Johannes sender to disciple til Jesus. 5

Salome der danser ved Herodes fest. En gruppe engle der spiller musik. Halshugningen af Johannes. Salome med Johannes hoved på et fad. Mattia Pretis billeder er slet ikke de eneste der handler om Johannes Døberen. I koret, bag alteret står en stor hvid marmorskulptur af Johannes, i færd med at døbe Jesus, ved at hælde vand over hovedet på ham fra en muslingeskal. I mange år blev johanniterordenens relikvie, som bestod af en knoglesplint af Johannes Døberens højre arm, den der døbte Jesus, opbevaret i et skrin i kirken. Da Napoleon i 1789 fordrev ordenen fra Malta, tog stormesteren dette betydende relikvie med sig. I gavlen i kirkens smukke oratorium hænger Caravaggios store og meget berømte, billede af scenen hvor Johannes halshugges. Oppe på kirkegavlen, over hoveddøren, sidder en buste af Johannes Døberen. Han spiller en væsentlig rolle i johanniternes bevidsthed. En park med udsigt Netop i det øjeblik vi træder ud af kirken begynder det at regne. Den bølgende trafik af fodgængere går i stå. Vandet på gaden løber i strømme. Vi står langs husmure, i butiksdøre og hvor der kunne findes en smule læ. Vi finder et sted at spise lidt frokost, og går en tur i Upper Barracca Gardens, et meget smukt haveanlæg. Her er springvand, skulpturer, eksotiske planter og ikke mindst en fornem udsigt over Grand Harbour. På den anden side ligger byerne Vittoriosa og Senglea, på hver deres halvø, som er hæftet fast på byen Cospicua. Vi kan også se skibsværfter, en kæmpe flydedok, et antal mindre skibe samt et meget stort krydstogtskib. Vi har engang været om bord på sådan en, uden at vi af den grund blev fristet, til at rejse på den måde. Men det er der andre der gør. Vi ser, det ene flydende hotel afløse det andet, mens vi er her. Der er stadig regn i luften og det blæser kraftigt ude fra havet. Hen på aftenen og natten bliver det til uvejr. Skodderne for værelsesvinduet blæser op og i med nogle ordentlige smæld, inden det lykkes, at få dem lukket. Der viser sig at være et betydeligt slør i lukkemekanismen, så skodderne bliver ved at klapre, nu bare i en anden tone, indtil jeg får en sammenkrøllet poloskjorte sat i klemme. Midt på natten vågner vi, til lyden af torden og regn, der i store mængder pisker ned over skodderne. På bastionen, på spidsen af Vittoriosa, kan vi se et maltesisk nationalflag, og et dannebrogs lignende johanniterflag, strække sig ud i vinden. Det var her, i den lokale fiskerby, johanniterne slog sig ned, da de i sin tid ankom til øen. Næste dag kan vi, i den lokale udgave af The Times, se et foto af en lystbåd, som stormen fra Libyen og Egypten havde sat på land bag containerhavnen i Marksaxlokk. Vi kunne læse en historie om lystbådejere, der havde haft travlt med at komme til havnen for at sikre fortøjningerne til deres både. Men da vi læser den historie, er uvejret forsvundet. Husejere og viceværter arbejder på at feje gaden ren for skyllesand og rullesten. Solen skinner igen. 6

Nationalbiblioteket og Johanniterordenens arkiv Nogle dage før vi rejste her ned, blev Lis ramt af en halsbetændelse. Pencillinen og de 32 graders varme i dagtimerne, rejsen og de mange nye indtryk, gør hende lidt træt. Hun ønsker sig en formiddag i sengen, i selskab med Elsebeth Egholms krimi, Liv og Legeme. I medens går jeg en tur på biblioteket. Maltas Nationalbibliotek, der ligesom så meget andet er grundlagt af malteserriddere. Ved indgangen, bag et bord sidder et par venlige damer. De beder om et identifikationsdokument med billede. Det får de. Navn og pasnummer skrives ind i gæsteprotokollen, inden jeg får udleveret en badge, til at sætte på skjorten, som viser at jeg er gæst i biblioteket. På Pjazza Regina, foran indgangen til nationalbiblioteket, står en statue, af den engelske dronning Victoria, anbragt her i 1891 i forbindelse med 50 års jubilæet for brevdueposten. Pladsen er fyldt op restauranter som serverer under parasollerne, for lokale maltesere, turister og duer. Ovenfor trappen, træder jeg ind i en bibliotekssal med høje reoler, fyldt med bøger som får nogle af hylderne til at danne hængebro under vægten. På langvæggene og på gavlen over indgangsdøren løber en balkon med reoler og gamle bøger langs væggene. Den første del af rummet er indrettet med montre, som rummer kopier af bibliotekets gamle dokumenter. Den anden halvdel af salen er indrettet med læsepladser, til folk der forsker i gamle sager. Et par af dem har store tunge bøger stående i et specialindrettet staffeli på arbejdsbordet. Guldkornene de finder, bliver straks skrevet ind på moderne bærbare computere. Bibliotekets bogsamling blev grundlagt i 1555, på den måde, at johanniterridderne, når de døde, var forpligtet til at aflevere deres bøger til ordenen. Dertil kom, med tiden, store bogdonationer og indkøb. Da ordenen i 1789 blev fordrevet fra Malta, rummede biblioteket mere end 80.000 bind. Biblioteksbygningen, som den ses i dag, stod færdig i 1786, to år før Napoleons erobring. I den urolige tid der efterfølgende opstod, blev bogsamlingen plyndret. Da man i 1812 endelig kunne flytte ind i bygningen, var samlingen svundet ind til 30.000 bind. Det virkeligt interessante er johanniterordenens arkiv fra dets oprindelse og frem til 1789, hvor Napoleon tvang ridderne til at forlade øerne. Arkivet rummer 7.000 manuskript bind. En veritabel kilde til ordenens første 700 års historie. Det ældste dokument er et gavebrev, udstedt af kong Baldwin I af Jerusalem, i år 1107, hvori han forærer ejendomme i Galilæa til Johanniterordenen. Og det sidste dokument i samlingen, handler om ordenens overgivelse af Malta til Napoleon. Her findes korrespondance mellem ordenen og paven, mellem ordenen og dets afdelinger i mange europæiske lande, statsoverhoveder og meget mere. Johanniterne, hvem var de? Lis og jeg aftaler at holde lang siesta inden vi aflægger et besøg i stormesterens palads. Pausen vil jeg så bruge til at fortælle en kort historie om Johanniterordenen. Hvem var de? Hvorfor var de her, og hvad lavede de? Johanniterordenen, som også kaldes Malteserordenen, blev dannet i Jerusalem omkring år 1075, som en katolsk munkeorden der drev herberg og hospital for pilgrimme som kom 7

for at besøge Jesus grav. Nogle år senere, da korstogshæren i år 1099 erobrede Jerusalem, blev det nødvendigt at beskytte pilgrimme på rejse og kristne interesser mod arabisk muslimske røvere og mere organiserede angreb. Johanniterne udviklede i den situation en slagkraftig militær organisation. Ordenen fik på den måde to opgaver. Som bestod i at drive herberge og hospitaler for syge pilgrimme, og at forsvare kristne mennesker og interesser i forhold til arabiske muslimske overfald. Den almindelige johanniter ordensdragt består af en sort kappe med et påsyet hvidt johanniterkors, måske bedre kendt som malteserkors. Johanniter ridderne var desuden iklædt en rød og hvid dragt over deres rustning, når de var på vagt, patrulje eller i krig. Her er Lis fotograferet, hos en unge mand iført johanniterdragt, til glæde for os turister Kernen i ordenen bestod af præster, riddere og tjenende brødre. Præster og riddere blev rekrutteret fra de fineste adelsfamilier i Europa. Omkring kernen af ordensmedlemmer var der et lag af tilknyttede hjælpere, læger, tømrer, smede, galejslaver, sømænd, samt lejesoldater og mennesker fra den lokale befolkning. Ordenen blev styret at en stormester som blev valgt for livstid ved hemmelig afstemning, i rådet. Dette råd bestod af 16 medlemmer, to fra hver af ordenens otte tunger. En tunge er i denne sammenhæng en afdeling hvori de ordensmedlemmer der f.eks. talte spansk var samlet. I en anden tunge arbejdede de tysktalende medlemmer og i en tredje fandt man dem der talte italiensk. I Valletta havde hver tunge deres eget herberg som lå tæt ved den del af bymuren som de i tilfælde af angreb skulle forsvare. Da korsfarerne tabte Det Hellige Land flyttede johanniterne til Cypern. Herfra erobrede de Rhodos, hvor de dannede deres egen stat i 213 år. Forholdet mellem den muslimske og den kristne verden. Lad os for et øjeblik se på udviklingen i forholdet mellem den kristne og den muslimske verden. Tyrkiet, Syrien, Jordan, Egypten, Israel, Palæstina og Libanon var omkring Kristi fødsel en del af det romerske rige, hvor store befolkningsgrupper i årene 50-500 e. Kr. blev kristne. Efter romerrigets opsplitning og sammenbrud blev området, som vi nu kalder Mellemøsten, en del af kristne byzantinske kejserrige. Muhammed blev født i Mekka, i år 570, og med ham opstår muhamedanismen, islam, og erobringen af landområder. På grænsen mellem Jordan og Syrien vandt en arabisk muslimsk hær i et stort slag, i år 636, over de kristne byzantinske styrker. Vejen blev åbnet. Kort tid efter erobrer arabisk muslimske styrker Damaskus, Jerusalem, Libanon, Bagdad og store landområder. De første forfølgelser af kristne og jøder blev indledt. I korstogsperioden, år 1096 til 1204, forsøgte det kristne Europa, i en række korstog at tilbageerobre noget af det land i Mellemøsten, 8

som før islam blev opfundet, tilhørte den kristne byzantinske stat. Forsøget endte i fiasko og den muslimske ekspansion fortsatte. Nu med tyrkisk osmanniske sultaner i spidsen. De var også muslimer. De erobrede Bulgarien, Serbien, Bosnien, Albanien og Grækenland. Og i 1453 indtog Sultan Mehmed II Konstantinopel, og gjorde den til hovedstad i Tyrkiet. Katedralen, Hagia Sofia, den største kirke i det gamle byzantinske rige, fik tilføjet fire minareter og blev omdannet til moskè. Medens det skete udkæmpede Vlad Teppes Dracula, i 1448-1476, ligesom hans fader havde gjort, en række kampe for at forhindre sultanen i at gå over Donau og erobre hans rumænske fyrstedømme, Valakiet. Dracula tabte kampen. Det samme skete for den ungarske konge. Sultan Suleiman I, som regerede 1520-1566, indlemmede fyrstedømmerne Valakiet og Transsylvanien samt kongeriget Ungarn i sit sultanat. Han gjorde hovedstad Buda til en tyrkisk muslimsk by. På Rhodos havde johanniterridderne, på det tidspunkt, deres egen stat, kun få kilometer fra den tyrkiske kyst. Herfra drev de sørøveri mod det tyrkisk osmanniske riges skibe, som fragtede varer og personer rundt mellem Egypten, Nordafrika, Syrien, som alle tilhørte det store tyrkisk osmanniske rige. Johanniternes tilstedeværelse og aktivitet var så generende, at den daværende sultan, i 1480, gennemførte en massiv belejring og bombardement af Rhodos. Men han havde ikke heldet med sig. Det havde sultan, Suleiman I, med tilnavnet, den store, derimod. Han belejrede Rhodos i 1522, blokerede havnen, bombardere byen, underminerede og sprængte bymurene i luften. Den dag, Johanniterne brugte deres sidste kanonkugle, gik stormesteren ud til sultanen, for at få en våbenhvile. Og det fik han. Johanniterne, der opfattede sig selv, som den yderste kristne forpost, i den islamiske ekspansion ind i Europa, fik lov til at sejle væk fra øen med deres, våben, skatte, relikvier, arkiv og alle deres hjælpere. I de efterfølgende 7 år kunne man se deres flåde i forskellige havnebyer ved Middelhavet. De ledte efter et nyt land. Men det var ikke nok for sultanen som havde lyst til flere erobringer. I 1529 kom han til Østrig, og belejrede hovedstaden Wien med en stor hær. Modstanden var dog for stor. Han trak sig tilbage til Ungarn. Sultanen var slået for denne gang. Men i resten af Europa, vidste alle at han stadig havde en stærk hær og en stærk flåde. Ville kan komme igen? Hvor ville han slå til næste gang? Hvornår ville hans erobring af europæisk land stoppe? Og hvem kunne stoppe ham? Nervøsiteten voksede. Johanniterne får Malta og belejres af sultanen. Den spanske kong Karl V, som også var tysk romersk kejser, var bekymret for sultans store militære styrke. Han havde brug for at få sat en prop i Middelhavet som kunne stoppe den tyrkiske ekspansion mod vest. Derfor forærede han i år 1530, Malta, som len, med tilhørende øer til Johanniterordenen. De indrettede sig i fiskerbyen Birgu, nu Vittoriosa, med herberge, hospital og ordenskirke. De byggede kajanlæg, forsvarsværker, ringmure og bastioner. Herfra genoptog de kapervirksomheden mod muslimske skibe. De deltog også i flere angreb på tyrkisk kontrollerede øer og fæstningsanlæg. I maj 1565 dukkede 200 tyrkiske skibe med 30-40.000 soldater, heste, kanoner, telte og meget mere op udenfor Malta. Et par dage senere indledte de belejringen. Inde bag bymure og i fæstningsbastioner var ca. 600 johanniterriddere, samt spanske hjælpesoldater og mange lokale maltesere, som havde søgt tilflugt. I alt ca. 10.000 mennesker, klar til at forsvare sig. Måske var tyrkerne kommet for at stoppe johanniternes chikane på deres skibsfart? Måske ønskede sultanen også at bruge øerne som 9

base for et angreb på Sicilien, som tidligere havde været under muslimsk herredømme? Hen over sommeren udkæmpede de, et af historiens mest drabelige belejringsslag. Man siger at 20-30.000 tyrkiske soldater mistede livet på Malta den sommer. Sultanen tabte. Resterne af hans hær forlod øen. Under den store belejring var der kun en johanniterridder af engelsk oprindelse på Malta. Han fungerede som sekretær for stormesteren og boede i huset i den snævre gade i Vittoriosa hvor det maltesiske flag nu hænger. Den engelske konge, Henrik 8., ham med de mange koner, havde i 1540, i forbindelse med reformationen forbudt den engelske afdeling af johanniterordenen og samtidig konfiskerede han alle deres ejendomme i England. Rygtet om Johanniternes sejr gik som en løbeild over hele Europa. Kirkeklokker ringede i alle sogne. Paven, konger og fyrster sendte store pengegaver til ordenen, som brugte dem til at bygge Valletta, en helt ny by. Her boede ordenen indtil Napoleon i 1789 erobrede øen. Han gav ridderne og præsterne tre dage til at forlade øen. De måtte kun tage penge med sig til rejsen. Resten konfiskerede Napoleon. Stormesterens palads Midt på hovedgaden, Republic Street, hvor den begynder at falde, ned mod fortet St. Elmo, ligger stormesterens palads. Et stort firkantet bygningskompleks i to etager, som fra hovedgaden har to porte. Gennem den ene kommer vi ind til en stor gård med planter, træer og blomster. Men vi får ikke lov til at fortsætte. Et tov og en soldat spærrer adgangen. Paladsets nederste etage anvendes som kontorer for Maltas præsident og hans stab. En del af første salen bruges desuden af parlamentet. Gennem den anden port gik vi også ind i en mindre gård. Her er billetkontor, hvor vi køber senior citizen billetter. Med dem i hånden går vi op ad en vindeltrappe, og står pludselig i en lang korridor, med store vinduer ud mod præsidentens gård med de fine træer. I venstre side står en række dukker iført rustning. Ind imellem dem er der døre ind til parlamentsmedlemmernes grupperum. Det første vi får adgang til at kigge ind i, kaldes rådsværelset. Det var her stormestrene mødtes med ordenens øverste råd. Rummet har senere været anvendt som mødested for Maltas parlament. Men det findes nu et andet sted i palæet. Vi må ikke fotografere i rummet, men jeg kan fortælle, at gobelinerne er det første, vi får øje på, i den 8 meter brede og 21 meter lange sal. Farvestrålende store vævede tæpper, med billeder af eksotiske dyr, fugle og fisk. Og mennesker med afrikansk og indisk udseende som jager, fisker og høster frugter i et eventyrligt urskovssceneri. Gobelinerne hænger her, fordi det var tradition, at den nyvalgte stormester forærede en gave til ordenen. Da spanieren, Ramon Perelles y Roccaful, i år 1697 blev valgt, sendte han en udsending til Frankrig, for at finde nogle tæpper, der kunne smykke væggene i det øverste råds mødeværelse. Han fandt nogle malerier, der kunne bruges som forlæg. Og da væverne i år 1710 var færdige med at fremstille alle 10 gobeliner, blev de transporteret fra Paris til Marseilles på ryggen af to muldyr. I Marseilles blev tæpperne omladet til 10

et at ordenens skibe. Ud vor Sicilien blev det overfaldet og overmandet af sørøvere. Og det lykkedes kun mod betaling, af en betydelig løsesum, at få lov til at fortsætte hjem til Valletta med den kostbare last. Ellers havde vi nok aldrig fået dem at se. Mellem gobelinerne og salens loft er der en frise med 14 store flotte malerier, med scenerier fra søslag som johanniterordenens galejer og skibe har deltaget i. salen til præsidentens statsmiddage og til nytårskoncerter. Bort set fra soldaten, der passer på modtagelsesværelset, har vi stort set, de smukt udstyrede korridorer og endnu flere flotte rum, med malerier af stormestre og historiske situationer, helt for os selv. På vejen ud kommer vi forbi et lille tøjhusmuseum fyldt med våben, rustninger og andre effekter fra den store belejring. Fra korridoren i stormesterens palads. Ude i korridoren møder vi igen en rød snor og en soldat der forhindrer os i at komme ind i ambassadørernes modtagelsesværelse. Men vi kan se at det er holdt i røde farver, og igen er der ved loftet en frise med malerier, som fortæller om ordenens historie. Præsidenten bruger rummet når han modtager paven, Dronning Elizabeth, andre statsoverhoveder og ambassadører. Men dem hører vi ikke til, så vi må nøjes med at smugkigge. Rådssalen, bestemt for det store ordensråd, er derimod åben. Og her ser vi ligesom i de foregående sale, en frise ved loftet, med 12 malerier af kampscener fra den store belejring i år 1565. Hver for sig, en lille historie om den voldsomme krig, som johanniterne og de lokale maltesere kæmpede mod tyrkerne, for at få lov til at beholde deres land. På salens endevæg står en trone, som stormesteren benyttede. Han var Konge over Malta. Her sad han når ordenens riddere og præster skulle informeres eller høres. I dag bruges Et udsnit af et maleri i stormesterens palads der viser et søslag mellem fire johannitergalejer og et stort tyrkisk krigsskib. Læg mærke til årerne det stikker ud fra galejerne og det dannebrogslignende flag i toppen af masterne. I teksten over billedet kan vi se at slaget fandt sted 8. oktober år 1700. Fortet St. Elmo For enden af hovedgaden, nede ved havet, ligger fortet St. Elmo, som spillede en væsentlig rolle under den tyrkiske belejring af Malta i år 1565. Men det viste sig at den, bortset fra det militære museum, som er indrettet i den lave del, slet ikke er åbent for publikum. Noget af fæstningsanlægget benyttes af den lokale politiskole, resten er spærret af og venter på en sponsor der vil skyde penge i en renovering. På pladsen foran fortet ses nogle store brønddæksler, som skjuler nedgangen til magasiner, der er hugget ud i klippegrunden for at skaffe plads til forråd, korn, mv. til langvarige belejringer. Tidligere tiders besøgende har følt trang til, at ridse deres navne og årstal ned i fliserne. I år 1917 sad Robert, hvem han så end måtte være, her og ridsede sit navn ned i kalkstenen. 11