Malta. Rejsebrev 20. - 30. september 2009. Tekst og Foto Vagn Særkjær

Malta Rejsebrev 20. - 30. september 2009 Tekst og Foto Vagn Særkjær

På vej til Malta Malta har, i mange år, stået som et af vores rejsemål. Og nu kom så tiden, hvor det kunne lade sig gøre, at besøge den mindste stat i EU medlemskabet. Et land med en central placering i Middelhavet, og med en interessant og omfattende historie. Kl. 04.00 om morgenen starter vi bilen i Brabrand. Det meste af vejen til Billund kører vi i en tåge, der nogle steder er så tyk som ærtesuppe, men vi når alligevel frem til lufthavn i rette tid. Flyet lander i Frankfurt am Main, lidt over kl. 08.00, i en trist gråsort tåge, der er mindst lige så tyk som den vi lettede i. Heldigvis bliver det bedre. Fra 10 kilometers højde får lov til at se de sneklædte solbeskinnede alper. Som optakt til landingen giver piloten os en tur, i lav højde, hen over øerne Gozo, Comino og Malta, hvor vi får lejlighed til, at se det hele fra luften. På Maltas østlige side er der en sammenhængende bebyggelse. Byer, som er vokset sammen, huse med flade tage, i en farveskala mellem lysebrun, beige, sandfarvet og brækket hvid. Mod midten og den vestlige side af Malta ser vi et patchwork mønster af små marker i brune og okkerfarvede nuancer. Kun hist og her får vi øje på en lille smule grønt. Afgrøderne er høstet. Markerne er indrammet af stendiger eller hegn af tæt sammenvoksede kaktus. Inden piloten vender maskinen ude over Middelhavet når vi også at se øens containerhavn med store kraner, som ligger i en bugt i øens sydøstlige hjørne. Gennem ankomsthallens store panoramarude kan vi se to karakteristiske kirketårne på St. Publius-kirken i Florina, forstaden til hovedstaden Valletta. Kirken er opkaldt efter den romerske guvernør som blev Maltas første biskop. Vi er naturligvis ikke de første der oplever Malta. Apostelen Paulus, evangelisten Lukas og Paven har været her. General Napoleon, Præsident Roosevelt og Dronning Elizabeth har også været her. Det samme kan siges om de danske forfattere H.C. Andersens, Dan Turèll og Elsebeth Egholm. Vores datter, Charlotte, har været her medens hun blev uddannet som sygeplejerske, og nu er vi her også. Vi har bedt hotellet om at sende en vogn. Og ganske rigtigt; her står en lille mand med et skilt med vores navne. Da vi træder ud af lufthavnsbygningens airconditionerede haller blev vi ramt af varmen, 32 grader i skyggen. Vi har alt for meget tøj på, og selv om vi smider så meget som anstændigheden tillader, pibler sveden alligevel frem på panden. Men vi nyder alligevel udsigten til dadelpalmer, store frodige neriebuske i røde, blegrøde og hvide farver. Meterhøje kaktus med frugter på toppen, figentræerne og de store blomstrende bourgonvilla planter. Ad kringlede veje og smalle gader finder chaufføren frem til Hotel Osborn i South Street 50. Et mere end hundrede år gammelt hotel, tæt på bymuren, kunstmuseet og Johanniterordenens ambassade som de har indrettet i en gammel bastion opkaldt efter Johannes Døberen. Vi holder lang siesta, ligesom de indfødte, inden vi går en lille tur for at finde et sted spise. Vi vælger, grillet kanin med stegte kartofler og grønsager. Højtideligheden i domkirken. Vores første hele dag, den 21. september, faldt sammen med Maltas uafhængighedsdag. En national helligdag, som bl.a. fejres med en særlig gudstjeneste, ledet af landets ærkebiskop, i St. Johns Co-Catedral. Kl. 09.00 er vi på hovedgaden, lige tids nok til at se parademarchen med militærorkester i spidsen, komme ned gennem gaden, dreje ind foran domkirken for at tage opstilling på pladsen overfor hovedindgangen. Alle iført sorte bukser med røde galeoner, hvide jakker og sorte kasketter med røde bånd, som i en operette. Vi stiller os på trappen og ser landets V.I.P. - er, ministre, parlamentarikere, embedsmænd og organisationsspidser ankomme til kirken. Mænd i mørkt tøj og damer med hat, og tøj der i stil og farve afslører en anelse mere fan- 2

tasi. Til slut kom præsidenten med frue i en sort bil, eskorteret af ridende politibetjente, iført hvide tropehjælme, hvide uniformsjakker og på sorte heste. Præsidenten stillede sig op på en lille platform ved foden af kirketrappen. Soldaterne præsenterer gevær, folder fanerne ud og hilser. Orkesteret spiller den maltesiske nationalhymne. Gudstjenesten var naturligvis katolsk, fyldt med musik fra et orgel der virkelig er værd at høre. En solosang leveret af et kormedlem, som kunne have udfyldt en solistrolle i en opera. En dialog mellem koret og menigheden, i sange og bønner, som er med til at skabe liv, deltagelse og en stemning i kirkerummet, som gør øjeblikket helligt. Vi føler også ydmyghed, ved at være med til at fejre maltesernes selvstændighed, her i Johannes Døberens domkirke. Johanniterriddernes gamle ordenskirke, som blev taget i brug i 1577 og efterfølgende udsmykket, i et væld af lys og farver, til ære for ordenens skytspatron, Johannes Døberen. Her findes en rigdom på udsmykning fra ordens symbolverden. Kirkegulvet er fyldt med ca. 400 farverige marmorgravsten, lagt over de mest betydende johanniterriddere. Hver gravsten er et kunstværk. Udsmykket med ridderens personlige våbenskjold, og symboler der fortæller om hans vigtigste bedrifter eller funktioner, samt en tekst på latin med hans navn og en lille biografi. Orkestret i spidsen for paraden på vej mod domkirken på Maltas befrielsesdag 21. september Da præsidenten, som den sidste V.I.P.- er, var på plads i kirken, blev der åbnet for almindelige mennesker. Vi fulgte med indenfor og fik en plads, hvorfra vi kunne følge hele ceremonien. Gudstjenesten blev gennemført på maltesisk som vi ikke forstår. Men på hvert stolesæde lå et lille hvidt hæfte, fremstillet til denne særlige højtidsgudstjeneste, hvori alle sange, bønner, oplæsninger, velsignelser m.v., kan læses på engelsk og maltesisk. Efter højtideligheden stod præsidenten og frue længe udenfor kirken og snakkede med biskoppen og en af hans hjælpere. 3

Bøjer vi nakken og kigger op, ser vi nogle af de18 loftsmalerier, som hver især fortæller om en episode i Johannes Døberens liv. I sidekapellerne, et for hvert af ordenens syv tunger, ser vi altre, malerier og kunstværker, som kan matche værkerne i de fornemmeste kunstsamlinger i det øvrige Europa. Her i sidekapellerne ligger nogle af ordenens stormestre begravet. Ved nadveren går præster ned gennem kirkerummet og uddeler oblater. Vinen drikker ærkebiskoppen selv ved alteret. Under kollekten bliver hatten sendt rundt. Vi putter en mønt i og sender den videre til næste mand i rækken. Vi hilser på sidemanden og ønsker ham en god dag. Efter halvanden times kirkelig fejring af befrielsesdagen, rejser vi os alle, for at vise respekt for processionen som forlader kirken. I spidsen går sangkoret, efterfulgt af ærkebiskoppen, præsidenten, ministre, kardinalerne og præster. Derefter følger en gruppe johanniter iført deres karakteristiske sorte ordensdragter, med et påsyet stort hvidt malteserkors. Sidst går landets parlamentarikere, og menige maltesere. Vi bliver siddende i nogle minutter og kiggede rundt i det smukke kirkerum inden vi går ud. Malta er mindre end Als På pladsen foran nationalbiblioteket finder vi lidt skygge under en parasol. Bestiller en tallerken med brunchetta, et glas hvidvin og en Cisk. En herlig lokal øl. Det er stadig national helligdag. Butikkerne er lukket og familierne benytter fridagen til at gå på restaurant for at spise. Det ser ud som om der blandt maltesere er en tradition for at spise ude. Vi går en tur ned ad Bishop Street. Ned mod Marksamxett havnen, som rummer en stor lystbådehavn. Ved kajen ligger også den maltesiske marines tre patruljebåde samt et par færger, f.eks. godsfærgen til Gozo. Vi spadserer langs kanten af bymuren og nyder synet af folk, ombord på ind- og udgående både, der bakser med sejlene, for at få dem til at stå rigtigt i vinden. På den modsatte side af bassinet ser vi den utroligt tætte bebyggelse i Maltas største by Slima. Befolkningstætheden er stor. Der bor omkring 400.000 mennesker i det lille land, som er lidt mindre end Als. (Malta, inkl. øerne Gozo og Comino fylder 316 km². Als fylder 326km²) På de tre maltesiske øer bor der i gennemsnit 1.274 mennesker pr. km². Til sammenligning bor der, f.eks. i Århus kommune, kun 647 mennesker pr km². En ny tæt bebyggelse ved havnefronten i Slima. Byggekranerne er der endnu. Unge afrikanske mænd på rutebilstationen På vores vandring kommer vi forbi den centrale busstation ved byporten til Valletta. Nogle har travlt med at finde deres bus. Andre, unge afrikanske mænd hænger ud ved kiosker og caféborde under træernes skygge. De er ikke lokale. De er kommet hertil over havet, som flygtninge fra Somalia, Nigeria, Etiopien, Eritrea m.v. De har bevæget sig op til Libyens middelhavskyst. Herfra sejler de i gummibåde og joller ud på havet med kurs mod Sicilien eller en anden EU-kyst. Men havet er stort. Ofte brænder påhængsmotoren sammen eller de løber tør for brændstof. De ligger så, og driver rundt, til de omkommer i en storm eller bliver samlet op af en fisker eller en patruljebåd, som tager dem med i land. Her anbringes de i modtagecentre. I snit modtager Malta 1.400 om året. Dem der får asyl bliver i landet. De andre, som får deres ansøgning afvist, bliver her også. De kan ikke sendes tilbage til 4

Libyen. Kadaffy tager ikke imod. Og det gør EU-landene heller ikke. Avisen, The Times of Malta, kunne den 24. september fortælle, at en patruljebåd havde fundet en 18 fods glasfiberjolle 45 sømil ude på havet med 4 mand ombord. En af dem var bevidstløs. De sagde, de havde været på havet i fire døgn, på vej til Sicilien eller den Italienske ø Lampedusa. Men de var løbet tør for brændstof. De var palæstinensere, sagde de, men de havde ingen papirer, som kunne dokumentere hvem de var eller hvor de kom fra. Patruljebåden tog dem med i land. Johannes Døberen i ordenskirken Vi besøger St. John s Co - Cathedral igen. Denne gang er hoveddøren lukket. Vi måtte stå i kø ved en sidedør for at købe billet. Vi havde set, at der er særlige priser for senior citizens, så jeg for tæller manden i billetsalget, at vi er henholdsvis 67 og 68 år. God bless you, Gud velsigne jer, siger han med et stort smil og giver os to billetter med rabat. Kirken er nu anderledes. Der er sat snore op og lagt gulvtæpper ud over de smukke gravsten, i en sti rundt i kirken. Og her er mange mennesker. St. John s Co - Cathedral i Valletta. Johanniternes ordenskirke, fotograferet umiddelbart efter selvstændigheds højtidelighed den 21. september 2009 Vores ærinde er, at se og fotografere billederne i loftet af Johannes Døberens liv. Manden der døbte Jesus og dermed satte gang i kristendommens udvikling, men vi er her også for at få nogle fotografier med hjem fra den smukke ordenskirke. Et af Mattia Preti s maleri på loftet i St. John s Co - Cathedral. Maleriet viser scenen hvor Johannes Døberen arresteres af Herodes udsendte agenter. Kirkens hvælvede loft er inddelt i seks fag. I hvert fag er der tre billeder malet med oliemaling direkte på stenhvælvingerne. Mattia Preti, (1639-1699) født i Calabria, tåen i den italienske støvle, johanniterridder og betydende kunstner, som satte sig flere kunstneriske spor i Malta, brugte seks år under loftet. Bøjer vi nakken tilbage, ser vi Ærkeenglen Gabriel, der møder præsten Zacharias, for at fortælle ham, at hustruen Elizabeth vil føde en søn, som de skal kalde Johannes. Jomfru Marias besøg hos Elizabeth. Johannes Døberens fødsel. Johannes i ørkenen. Elizabeths bøn ledsaget af to engle. Johannes der fortæller at Jesus er Messias. Johannes prædiker i ørkenen. Gud faderen giver sin velsignelse. Johannes døber Jesus. Præsterne forhører Johannes i fængslet. Johannes giver en mønt til soldaterne. Johannes kritiserer Herodes for at gifte sig med Herodias, broderens tidligere kone. Johannes arresteres af Herodes udsendte agenter. Johannes sender to disciple til Jesus. 5

Salome der danser ved Herodes fest. En gruppe engle der spiller musik. Halshugningen af Johannes. Salome med Johannes hoved på et fad. Mattia Pretis billeder er slet ikke de eneste der handler om Johannes Døberen. I koret, bag alteret står en stor hvid marmorskulptur af Johannes, i færd med at døbe Jesus, ved at hælde vand over hovedet på ham fra en muslingeskal. I mange år blev johanniterordenens relikvie, som bestod af en knoglesplint af Johannes Døberens højre arm, den der døbte Jesus, opbevaret i et skrin i kirken. Da Napoleon i 1789 fordrev ordenen fra Malta, tog stormesteren dette betydende relikvie med sig. I gavlen i kirkens smukke oratorium hænger Caravaggios store og meget berømte, billede af scenen hvor Johannes halshugges. Oppe på kirkegavlen, over hoveddøren, sidder en buste af Johannes Døberen. Han spiller en væsentlig rolle i johanniternes bevidsthed. En park med udsigt Netop i det øjeblik vi træder ud af kirken begynder det at regne. Den bølgende trafik af fodgængere går i stå. Vandet på gaden løber i strømme. Vi står langs husmure, i butiksdøre og hvor der kunne findes en smule læ. Vi finder et sted at spise lidt frokost, og går en tur i Upper Barracca Gardens, et meget smukt haveanlæg. Her er springvand, skulpturer, eksotiske planter og ikke mindst en fornem udsigt over Grand Harbour. På den anden side ligger byerne Vittoriosa og Senglea, på hver deres halvø, som er hæftet fast på byen Cospicua. Vi kan også se skibsværfter, en kæmpe flydedok, et antal mindre skibe samt et meget stort krydstogtskib. Vi har engang været om bord på sådan en, uden at vi af den grund blev fristet, til at rejse på den måde. Men det er der andre der gør. Vi ser, det ene flydende hotel afløse det andet, mens vi er her. Der er stadig regn i luften og det blæser kraftigt ude fra havet. Hen på aftenen og natten bliver det til uvejr. Skodderne for værelsesvinduet blæser op og i med nogle ordentlige smæld, inden det lykkes, at få dem lukket. Der viser sig at være et betydeligt slør i lukkemekanismen, så skodderne bliver ved at klapre, nu bare i en anden tone, indtil jeg får en sammenkrøllet poloskjorte sat i klemme. Midt på natten vågner vi, til lyden af torden og regn, der i store mængder pisker ned over skodderne. På bastionen, på spidsen af Vittoriosa, kan vi se et maltesisk nationalflag, og et dannebrogs lignende johanniterflag, strække sig ud i vinden. Det var her, i den lokale fiskerby, johanniterne slog sig ned, da de i sin tid ankom til øen. Næste dag kan vi, i den lokale udgave af The Times, se et foto af en lystbåd, som stormen fra Libyen og Egypten havde sat på land bag containerhavnen i Marksaxlokk. Vi kunne læse en historie om lystbådejere, der havde haft travlt med at komme til havnen for at sikre fortøjningerne til deres både. Men da vi læser den historie, er uvejret forsvundet. Husejere og viceværter arbejder på at feje gaden ren for skyllesand og rullesten. Solen skinner igen. 6

Nationalbiblioteket og Johanniterordenens arkiv Nogle dage før vi rejste her ned, blev Lis ramt af en halsbetændelse. Pencillinen og de 32 graders varme i dagtimerne, rejsen og de mange nye indtryk, gør hende lidt træt. Hun ønsker sig en formiddag i sengen, i selskab med Elsebeth Egholms krimi, Liv og Legeme. I medens går jeg en tur på biblioteket. Maltas Nationalbibliotek, der ligesom så meget andet er grundlagt af malteserriddere. Ved indgangen, bag et bord sidder et par venlige damer. De beder om et identifikationsdokument med billede. Det får de. Navn og pasnummer skrives ind i gæsteprotokollen, inden jeg får udleveret en badge, til at sætte på skjorten, som viser at jeg er gæst i biblioteket. På Pjazza Regina, foran indgangen til nationalbiblioteket, står en statue, af den engelske dronning Victoria, anbragt her i 1891 i forbindelse med 50 års jubilæet for brevdueposten. Pladsen er fyldt op restauranter som serverer under parasollerne, for lokale maltesere, turister og duer. Ovenfor trappen, træder jeg ind i en bibliotekssal med høje reoler, fyldt med bøger som får nogle af hylderne til at danne hængebro under vægten. På langvæggene og på gavlen over indgangsdøren løber en balkon med reoler og gamle bøger langs væggene. Den første del af rummet er indrettet med montre, som rummer kopier af bibliotekets gamle dokumenter. Den anden halvdel af salen er indrettet med læsepladser, til folk der forsker i gamle sager. Et par af dem har store tunge bøger stående i et specialindrettet staffeli på arbejdsbordet. Guldkornene de finder, bliver straks skrevet ind på moderne bærbare computere. Bibliotekets bogsamling blev grundlagt i 1555, på den måde, at johanniterridderne, når de døde, var forpligtet til at aflevere deres bøger til ordenen. Dertil kom, med tiden, store bogdonationer og indkøb. Da ordenen i 1789 blev fordrevet fra Malta, rummede biblioteket mere end 80.000 bind. Biblioteksbygningen, som den ses i dag, stod færdig i 1786, to år før Napoleons erobring. I den urolige tid der efterfølgende opstod, blev bogsamlingen plyndret. Da man i 1812 endelig kunne flytte ind i bygningen, var samlingen svundet ind til 30.000 bind. Det virkeligt interessante er johanniterordenens arkiv fra dets oprindelse og frem til 1789, hvor Napoleon tvang ridderne til at forlade øerne. Arkivet rummer 7.000 manuskript bind. En veritabel kilde til ordenens første 700 års historie. Det ældste dokument er et gavebrev, udstedt af kong Baldwin I af Jerusalem, i år 1107, hvori han forærer ejendomme i Galilæa til Johanniterordenen. Og det sidste dokument i samlingen, handler om ordenens overgivelse af Malta til Napoleon. Her findes korrespondance mellem ordenen og paven, mellem ordenen og dets afdelinger i mange europæiske lande, statsoverhoveder og meget mere. Johanniterne, hvem var de? Lis og jeg aftaler at holde lang siesta inden vi aflægger et besøg i stormesterens palads. Pausen vil jeg så bruge til at fortælle en kort historie om Johanniterordenen. Hvem var de? Hvorfor var de her, og hvad lavede de? Johanniterordenen, som også kaldes Malteserordenen, blev dannet i Jerusalem omkring år 1075, som en katolsk munkeorden der drev herberg og hospital for pilgrimme som kom 7

for at besøge Jesus grav. Nogle år senere, da korstogshæren i år 1099 erobrede Jerusalem, blev det nødvendigt at beskytte pilgrimme på rejse og kristne interesser mod arabisk muslimske røvere og mere organiserede angreb. Johanniterne udviklede i den situation en slagkraftig militær organisation. Ordenen fik på den måde to opgaver. Som bestod i at drive herberge og hospitaler for syge pilgrimme, og at forsvare kristne mennesker og interesser i forhold til arabiske muslimske overfald. Den almindelige johanniter ordensdragt består af en sort kappe med et påsyet hvidt johanniterkors, måske bedre kendt som malteserkors. Johanniter ridderne var desuden iklædt en rød og hvid dragt over deres rustning, når de var på vagt, patrulje eller i krig. Her er Lis fotograferet, hos en unge mand iført johanniterdragt, til glæde for os turister Kernen i ordenen bestod af præster, riddere og tjenende brødre. Præster og riddere blev rekrutteret fra de fineste adelsfamilier i Europa. Omkring kernen af ordensmedlemmer var der et lag af tilknyttede hjælpere, læger, tømrer, smede, galejslaver, sømænd, samt lejesoldater og mennesker fra den lokale befolkning. Ordenen blev styret at en stormester som blev valgt for livstid ved hemmelig afstemning, i rådet. Dette råd bestod af 16 medlemmer, to fra hver af ordenens otte tunger. En tunge er i denne sammenhæng en afdeling hvori de ordensmedlemmer der f.eks. talte spansk var samlet. I en anden tunge arbejdede de tysktalende medlemmer og i en tredje fandt man dem der talte italiensk. I Valletta havde hver tunge deres eget herberg som lå tæt ved den del af bymuren som de i tilfælde af angreb skulle forsvare. Da korsfarerne tabte Det Hellige Land flyttede johanniterne til Cypern. Herfra erobrede de Rhodos, hvor de dannede deres egen stat i 213 år. Forholdet mellem den muslimske og den kristne verden. Lad os for et øjeblik se på udviklingen i forholdet mellem den kristne og den muslimske verden. Tyrkiet, Syrien, Jordan, Egypten, Israel, Palæstina og Libanon var omkring Kristi fødsel en del af det romerske rige, hvor store befolkningsgrupper i årene 50-500 e. Kr. blev kristne. Efter romerrigets opsplitning og sammenbrud blev området, som vi nu kalder Mellemøsten, en del af kristne byzantinske kejserrige. Muhammed blev født i Mekka, i år 570, og med ham opstår muhamedanismen, islam, og erobringen af landområder. På grænsen mellem Jordan og Syrien vandt en arabisk muslimsk hær i et stort slag, i år 636, over de kristne byzantinske styrker. Vejen blev åbnet. Kort tid efter erobrer arabisk muslimske styrker Damaskus, Jerusalem, Libanon, Bagdad og store landområder. De første forfølgelser af kristne og jøder blev indledt. I korstogsperioden, år 1096 til 1204, forsøgte det kristne Europa, i en række korstog at tilbageerobre noget af det land i Mellemøsten, 8

som før islam blev opfundet, tilhørte den kristne byzantinske stat. Forsøget endte i fiasko og den muslimske ekspansion fortsatte. Nu med tyrkisk osmanniske sultaner i spidsen. De var også muslimer. De erobrede Bulgarien, Serbien, Bosnien, Albanien og Grækenland. Og i 1453 indtog Sultan Mehmed II Konstantinopel, og gjorde den til hovedstad i Tyrkiet. Katedralen, Hagia Sofia, den største kirke i det gamle byzantinske rige, fik tilføjet fire minareter og blev omdannet til moskè. Medens det skete udkæmpede Vlad Teppes Dracula, i 1448-1476, ligesom hans fader havde gjort, en række kampe for at forhindre sultanen i at gå over Donau og erobre hans rumænske fyrstedømme, Valakiet. Dracula tabte kampen. Det samme skete for den ungarske konge. Sultan Suleiman I, som regerede 1520-1566, indlemmede fyrstedømmerne Valakiet og Transsylvanien samt kongeriget Ungarn i sit sultanat. Han gjorde hovedstad Buda til en tyrkisk muslimsk by. På Rhodos havde johanniterridderne, på det tidspunkt, deres egen stat, kun få kilometer fra den tyrkiske kyst. Herfra drev de sørøveri mod det tyrkisk osmanniske riges skibe, som fragtede varer og personer rundt mellem Egypten, Nordafrika, Syrien, som alle tilhørte det store tyrkisk osmanniske rige. Johanniternes tilstedeværelse og aktivitet var så generende, at den daværende sultan, i 1480, gennemførte en massiv belejring og bombardement af Rhodos. Men han havde ikke heldet med sig. Det havde sultan, Suleiman I, med tilnavnet, den store, derimod. Han belejrede Rhodos i 1522, blokerede havnen, bombardere byen, underminerede og sprængte bymurene i luften. Den dag, Johanniterne brugte deres sidste kanonkugle, gik stormesteren ud til sultanen, for at få en våbenhvile. Og det fik han. Johanniterne, der opfattede sig selv, som den yderste kristne forpost, i den islamiske ekspansion ind i Europa, fik lov til at sejle væk fra øen med deres, våben, skatte, relikvier, arkiv og alle deres hjælpere. I de efterfølgende 7 år kunne man se deres flåde i forskellige havnebyer ved Middelhavet. De ledte efter et nyt land. Men det var ikke nok for sultanen som havde lyst til flere erobringer. I 1529 kom han til Østrig, og belejrede hovedstaden Wien med en stor hær. Modstanden var dog for stor. Han trak sig tilbage til Ungarn. Sultanen var slået for denne gang. Men i resten af Europa, vidste alle at han stadig havde en stærk hær og en stærk flåde. Ville kan komme igen? Hvor ville han slå til næste gang? Hvornår ville hans erobring af europæisk land stoppe? Og hvem kunne stoppe ham? Nervøsiteten voksede. Johanniterne får Malta og belejres af sultanen. Den spanske kong Karl V, som også var tysk romersk kejser, var bekymret for sultans store militære styrke. Han havde brug for at få sat en prop i Middelhavet som kunne stoppe den tyrkiske ekspansion mod vest. Derfor forærede han i år 1530, Malta, som len, med tilhørende øer til Johanniterordenen. De indrettede sig i fiskerbyen Birgu, nu Vittoriosa, med herberge, hospital og ordenskirke. De byggede kajanlæg, forsvarsværker, ringmure og bastioner. Herfra genoptog de kapervirksomheden mod muslimske skibe. De deltog også i flere angreb på tyrkisk kontrollerede øer og fæstningsanlæg. I maj 1565 dukkede 200 tyrkiske skibe med 30-40.000 soldater, heste, kanoner, telte og meget mere op udenfor Malta. Et par dage senere indledte de belejringen. Inde bag bymure og i fæstningsbastioner var ca. 600 johanniterriddere, samt spanske hjælpesoldater og mange lokale maltesere, som havde søgt tilflugt. I alt ca. 10.000 mennesker, klar til at forsvare sig. Måske var tyrkerne kommet for at stoppe johanniternes chikane på deres skibsfart? Måske ønskede sultanen også at bruge øerne som 9

base for et angreb på Sicilien, som tidligere havde været under muslimsk herredømme? Hen over sommeren udkæmpede de, et af historiens mest drabelige belejringsslag. Man siger at 20-30.000 tyrkiske soldater mistede livet på Malta den sommer. Sultanen tabte. Resterne af hans hær forlod øen. Under den store belejring var der kun en johanniterridder af engelsk oprindelse på Malta. Han fungerede som sekretær for stormesteren og boede i huset i den snævre gade i Vittoriosa hvor det maltesiske flag nu hænger. Den engelske konge, Henrik 8., ham med de mange koner, havde i 1540, i forbindelse med reformationen forbudt den engelske afdeling af johanniterordenen og samtidig konfiskerede han alle deres ejendomme i England. Rygtet om Johanniternes sejr gik som en løbeild over hele Europa. Kirkeklokker ringede i alle sogne. Paven, konger og fyrster sendte store pengegaver til ordenen, som brugte dem til at bygge Valletta, en helt ny by. Her boede ordenen indtil Napoleon i 1789 erobrede øen. Han gav ridderne og præsterne tre dage til at forlade øen. De måtte kun tage penge med sig til rejsen. Resten konfiskerede Napoleon. Stormesterens palads Midt på hovedgaden, Republic Street, hvor den begynder at falde, ned mod fortet St. Elmo, ligger stormesterens palads. Et stort firkantet bygningskompleks i to etager, som fra hovedgaden har to porte. Gennem den ene kommer vi ind til en stor gård med planter, træer og blomster. Men vi får ikke lov til at fortsætte. Et tov og en soldat spærrer adgangen. Paladsets nederste etage anvendes som kontorer for Maltas præsident og hans stab. En del af første salen bruges desuden af parlamentet. Gennem den anden port gik vi også ind i en mindre gård. Her er billetkontor, hvor vi køber senior citizen billetter. Med dem i hånden går vi op ad en vindeltrappe, og står pludselig i en lang korridor, med store vinduer ud mod præsidentens gård med de fine træer. I venstre side står en række dukker iført rustning. Ind imellem dem er der døre ind til parlamentsmedlemmernes grupperum. Det første vi får adgang til at kigge ind i, kaldes rådsværelset. Det var her stormestrene mødtes med ordenens øverste råd. Rummet har senere været anvendt som mødested for Maltas parlament. Men det findes nu et andet sted i palæet. Vi må ikke fotografere i rummet, men jeg kan fortælle, at gobelinerne er det første, vi får øje på, i den 8 meter brede og 21 meter lange sal. Farvestrålende store vævede tæpper, med billeder af eksotiske dyr, fugle og fisk. Og mennesker med afrikansk og indisk udseende som jager, fisker og høster frugter i et eventyrligt urskovssceneri. Gobelinerne hænger her, fordi det var tradition, at den nyvalgte stormester forærede en gave til ordenen. Da spanieren, Ramon Perelles y Roccaful, i år 1697 blev valgt, sendte han en udsending til Frankrig, for at finde nogle tæpper, der kunne smykke væggene i det øverste råds mødeværelse. Han fandt nogle malerier, der kunne bruges som forlæg. Og da væverne i år 1710 var færdige med at fremstille alle 10 gobeliner, blev de transporteret fra Paris til Marseilles på ryggen af to muldyr. I Marseilles blev tæpperne omladet til 10

et at ordenens skibe. Ud vor Sicilien blev det overfaldet og overmandet af sørøvere. Og det lykkedes kun mod betaling, af en betydelig løsesum, at få lov til at fortsætte hjem til Valletta med den kostbare last. Ellers havde vi nok aldrig fået dem at se. Mellem gobelinerne og salens loft er der en frise med 14 store flotte malerier, med scenerier fra søslag som johanniterordenens galejer og skibe har deltaget i. salen til præsidentens statsmiddage og til nytårskoncerter. Bort set fra soldaten, der passer på modtagelsesværelset, har vi stort set, de smukt udstyrede korridorer og endnu flere flotte rum, med malerier af stormestre og historiske situationer, helt for os selv. På vejen ud kommer vi forbi et lille tøjhusmuseum fyldt med våben, rustninger og andre effekter fra den store belejring. Fra korridoren i stormesterens palads. Ude i korridoren møder vi igen en rød snor og en soldat der forhindrer os i at komme ind i ambassadørernes modtagelsesværelse. Men vi kan se at det er holdt i røde farver, og igen er der ved loftet en frise med malerier, som fortæller om ordenens historie. Præsidenten bruger rummet når han modtager paven, Dronning Elizabeth, andre statsoverhoveder og ambassadører. Men dem hører vi ikke til, så vi må nøjes med at smugkigge. Rådssalen, bestemt for det store ordensråd, er derimod åben. Og her ser vi ligesom i de foregående sale, en frise ved loftet, med 12 malerier af kampscener fra den store belejring i år 1565. Hver for sig, en lille historie om den voldsomme krig, som johanniterne og de lokale maltesere kæmpede mod tyrkerne, for at få lov til at beholde deres land. På salens endevæg står en trone, som stormesteren benyttede. Han var Konge over Malta. Her sad han når ordenens riddere og præster skulle informeres eller høres. I dag bruges Et udsnit af et maleri i stormesterens palads der viser et søslag mellem fire johannitergalejer og et stort tyrkisk krigsskib. Læg mærke til årerne det stikker ud fra galejerne og det dannebrogslignende flag i toppen af masterne. I teksten over billedet kan vi se at slaget fandt sted 8. oktober år 1700. Fortet St. Elmo For enden af hovedgaden, nede ved havet, ligger fortet St. Elmo, som spillede en væsentlig rolle under den tyrkiske belejring af Malta i år 1565. Men det viste sig at den, bortset fra det militære museum, som er indrettet i den lave del, slet ikke er åbent for publikum. Noget af fæstningsanlægget benyttes af den lokale politiskole, resten er spærret af og venter på en sponsor der vil skyde penge i en renovering. På pladsen foran fortet ses nogle store brønddæksler, som skjuler nedgangen til magasiner, der er hugget ud i klippegrunden for at skaffe plads til forråd, korn, mv. til langvarige belejringer. Tidligere tiders besøgende har følt trang til, at ridse deres navne og årstal ned i fliserne. I år 1917 sad Robert, hvem han så end måtte være, her og ridsede sit navn ned i kalkstenen. 11

Sacra Infirmaria Her i den lave ende af byen, på kanten ud mod Grand Harbour, finder vi johanniternes store hospital. Det ligger her, fordi det skulle være let, at overføre syge patienter fra skibe til hospitalet. Johanniterne drev, fra ordenens oprettelse i Jerusalem, en omfattende hospitalsvirksomhed med tilknyttet humanitær aktivitet. Det Hellige Hospital, vi besøger, blev bygget i 1571-1575. Dengang Europas største og mest moderne sygehus, med plads til 900 patienter, indrettet i en 155 meter lang og 10,5 meter bred sygesal i kælderhvælvingen og en tilsvarende sal i stueetagen. Senere blev hospitalet udvidet med en særlig sengeafdeling for ordensmedlemmer. Der kom et naturmedicin apotek til og i 1676 blev der oprettet en lægeskole i anatomi og kirurgi, samt en afdeling for kvinder. Alle, uanset stand, etnisk baggrund, religion etc. Kunne blive behandlet på hospitalet, uden betaling. på sølvtallerkner. Napoleon stjal bestikket, smeltede det om og brugte sølvet, som betaling til de folk han havde med sig i Egypten. Men han glemte noget. Måske fordi det lå i bunden af opvaskebaljen? Vi så det i en montre på kunstmuseet. Kraftige tallerkner, bestik, skåle, krus, kander mv. i sølv Et sted i hospitalet findes et vindue, som kan åbnes fra gaden. Her kunne mødre, som ikke så sig i stand til at opfostre deres baby, i ly af nattemørket, lægge den lille ind i en sluse. Ved at dreje slusen rundt kom barnet ind i hospitalet hvor personalet tog sig af den lille, indtil en plejefamilie blev fundet. Moderen kunne forblive anonym. Et kig ind i den lange sygestue i kælderen. På væggen hænger forskellige stormestres faner. Salen er ca. midtvejs lukket af, med et forhæng. En af de fine tableauer der viser en bespisning af en patient. I nogle fine tableau, ved indgangen til den store sal i kælderen, får vi en ide om datidens stuegang, kirurgiske indgreb, sår behandling, mv. Johanniternes hospitalsdrift var dengang noget af det ypperligste i Europa. Vi er alligevel glade for, at vi ikke skal under behandling, som det foregik dengang. Ridderne havde pligt til, på skift at deltage i plejen af de syge, som fik deres mad serveret Hospitalet blev sidst anvendt under første verdenskrig. Englænderne og grækerne kæmpede med tyrkerne om adgangen til Bosporus og Sortehavet. De sårede soldater fra kampen blev sejlet til Malta og indlagt her. Efter nogle år uden anvendelse fik det gamle johanniterhospital i år 1979 en gennemgribende renovering. Gårdspladsen blev overdækket og indrettet til teatersal. Den store sygestue i kælderen, som vi fik adgang til at se, blev udsmykket med lys og bannere. Nu bruges den som spisesal for store kongresarrangementer. Medens vi er i hospitalet, bliver der i riddernes sengeafdeling afholdt en international kongres i Psykiatri. Det gamle hospi- 12

tal er blevet center for international kongresvirksomhed Inden vi forlader temaet om Johanniterordenen, kan vi konstatere, at den havde en betragtelig indflydelse på Maltas kultur, gennem de næsten 300 år ridderne regerede på øen. De havde en betydelig byggeaktivitet, drev hospitaler, læge og apotekeruddannelse, tiltrak fine kunstnere, oprettede bibliotek og øens universitet. Der foruden drev de en søfartsuddannelse. Ikke kun til brug i egne skibe. F.eks. blev officerer, i Cardinal Richelieu s franske galej flåde, uddannet i maltesernes skibe. Det samme var tilfældet for søofficererne i Katharina den Store af Ruslands flåde. Det nationale kunstmuseum Det nationale kunstmuseum ligger lige ved siden af vores hotel, og da det har regnet hele morgenen og en kraftig vind stadig blæser gennem gaderne, finder vi det passende at kigge ind i det lille museum som er indrettet i et gammelt palæ. Så gammelt at det trænger til et nyt tag. Vandet drypper ned fra loftet i trapperummet. Kustoderne har sat spande frem for at opfange vandet, men de har alligevel travlt med at tørre vand op fra gulvet. Indenfor i de tørre sale, er der mange fine gamle billeder at kigge på. F.eks. et billede malet af Micco Spada, 1612-1679, som forestiller Maria Magdalene med højre hånd oppe foran højre øre, som om hun taler i mobil telefon. Her er også et billede af Mattia Preti, 1613-1670, som viser Johannes Døberen, i færd med at døbe Jesus med vand fra en træskål. Andrea Vaccaro, 1598-1670, har malet en scene hvor Salome modtager Johannes Døberens hoved på et fad. I et af rummene finder vi en samling billeder, af forskellige kunstnere, som på forskellig måde viser Madonna med drengebarnet. Der er også rum, med hellige malerier fra begivenheder på øen. F.eks. Thomas Lyde Hornbeks marinebillede, som viser et engelsk linjeskib, i forrygende storm, på vej i Grand Harbour. Moderne kunst skal man finde et andet sted. Et besøg hos lægen Efter en lang siesta og en middagssøvn går vi ned i byen for at finde et apotek. Lis har stadig halsbetændelse. Hun har brugt det sidste af den medbragte penicillin, så vi spørger om vi kan købe noget mere af slagsen. Men nej, vi skal have en recept. En hjælpsom ekspedient fortæller, at der, i et andet apotek i nærheden, muligvis er en læge. Tirsdag formiddag afholdes marked i købmændenes gade i Valletta. Og ganske rigtigt. Vi bliver vist op på første sal hvor vi straks kommer til at tale med en læge af ældre årgang. Han kigger på den tomme penicillin æske, som Lis fisker op af tasken, spørger til hvor længe hun har fået pillerne, lyser hende i halsen, skriver en recept på medicin til de næste fire dage. Konsultation var gratis. Sygesikringsbeviset interesserede ham ikke. Vi fik et smil og et håndtryk til farvel. Vi vil lade eksemplet stå, som et udtryk for maltesisk hjælpsomhed og gæstfrihed. Den engelske frimurerloge På Marsamxette Road 6-7, har en engelsk frimurerloge med navnet, Sankt Johannes og Sankt Paulus hjemme. I muren ved indgangen sidder et messingskilt med teksten, Open Saturdays 11.00 am - 3.00 pm. All Masons are Welcome. Skiltet ser ud til at være af 13

ældre dato. Så vi er lidt usikre på om oplysningen stadig gælder. Men vi gør forsøget. Vi er der i god tid. Sætter os på trappen. Kl. 11.00 bliver døren åbnet, og vi inviteres ind i en lille café. Vi har knapt nok fået mineralvandet hældt i glasset før de næste gæster kommer. Englændere som bor på Malta. Nogle af dem arbejder her, andre er pensionister som nyder deres otium. Main Temple, står der på døren. En af de engelske frimurerbrødre åbner døren ind til logesalen. En af dem, Colin Hamer, en 75-årig englænder, ryster på hænderne og har lidt besvær med at hælde colaflaskens indhold over i glasset. Lis hjælper ham. Det er ikke parkinson, siger han og nævner en anden sygdom. Han fortæller, at han som ung blev uddannet som læge på universitetet i Colombo i Sri Lanka, at han bor i Exeter i England. Dette er hans 30. besøg i Malta for 30. gang, siger han. Hver gang bor han hos sin 89-årige ven. Han har rejst i johanniterriddernes fodspor, Jerusalem, Acre, Cypern, den tyrkiske del, Rhodos og Malta. Han tilbragte tre dage sammen med Dalai Lama i London og han har flirtet med gammel jødisk kabbalah. Men hans største interesse er nu Maltas arkæologi. Han har tilbragt dage og timer i øernes gamle megalit templer, og han forklarer længe om de mange fund af kvindefigurer i templerne og de mysterier som er knyttet til dem og templerne. Inden han forlader café bordet skriver han med rystende hånd sin hjemmesideadresse ned i min blok. På et tidspunkt dukker inspektøren for det engelske frimureri i Malta også op i caféen. Jeg viser ham mit frimurer pas. Hvilket giveranledning til en rundvisning i resten af huset og en længere snak om frimureriets historie i Malta. Han fortæller bl.a., at Sankt Johannes og Sankt Paulus blev etableret i 1815, af udstationerede engelske embedsmænd og officerer, da Malta var britisk kronkoloni. Malta i Anden Verdenskrig Under anden verdenskrig ønskede Hitler at få adgang til Suezkanalen og den arabiske olie. Derfor sendte i 1941 general Rommel og det tyske Afrika Korps tværs over Middelhavet til Tripoli i Tunesien, hvorfra de fortsatte mod øst ind i Egypten. Forsyninger til den store arme blev sejlet fra Italienske havne til Tripoli. Malta blev derfor brugt som en vigtig base for briternes angreb på de tysk italienske forsyningsskibe. Og derfor foretog italienske og tyske fly massive bombeangreb på havne, skibsværfter og byer på Malta. Store dele af Valletta og omliggende byer blev ødelagt og befolkningen sultede, fordi tyskerne forhindrede forsyningsskibe i at komme frem. Tårnet med den mandshøje klokke samt en stor liggende bronzeskulptur er skabt til minde om de mange maltesere der mistede livet ved tyskernes bombardement under 2. verdenskrig. Klokken ringer hver dag kl. 12.00 og så skal man helst ikke stå på platformen som de to mennesker på billedet. Operahuset, lige indenfor byporten, blev bombet i år1942 og ligger stadig som en ruin. De franske johanniterridderes herberg i South 14

Street, ved siden af vores hotel, blev knust under et bombeangreb 8. april 1942. Tomten er senere overtaget af specialarbejdernes fagforening som har bygget et moderne kontorhus. Vi ser en gruppe arbejdere som er i gang med at brolægge gårdspladsen foran bygningen. Måske som den sidste finish. 15. april 1942 gav den engelske konge, Georg VI, den maltesiske befolkning, Sankt Georgskorset, som er Storbritanniens højeste civile udmærkelse. De fik den som tak for deres udholdenhed, og måske også som en opfordring til at holde ud under de fortsatte angreb. I november 1942 vandt Montgomery og en allieret armé, ved El Alamein i Egypten, et afgørende slag over tyskerne, som blev tvunget til at retirere. 13. maj år 1943 overgav de sig. Og den 20. juli år 1943 kom det sidste luftbombardement på Malta. Genopbygningen kunne begynde. Georgskorset fik en plads i det maltesiske flag Paulus skibsforlis kirke Paulus Skibsforlis Kirke ligger i en af de smalle stejle gader. Kirken er bygget af de lokale maltesere som en hyldest til apostelen, som for dem fylder mindst lige så meget, som Johannes Døberen gør for johanniterne. Og vi lades ikke i tvivl om, at det forholder sig sådan. Paulus er meget tydeligt til stede. Vi er knapt nok kommet indenfor kirkedøren før vi får øje på ham. Han står i en oplyst glasmontre, skåret ud i træ, med bogen i hånden. Ved bæltet hænger sværdet, som også er et kors med krucifiks. Han er iført farverigt tøj som en konge. Hvert år den 10. februar, som er festdag for Paulus skibsforlis på øen, kommer han ud og bliver båret i procession gennem byens større gader. Sådan har det været siden 1692. Paulus var jøde, som i sine unge dage arbejdede for de jødiske præsters højeste råd. Hans opgave var at forhindre jøderne i at gå over til den nymodens kristendom. På et tidspunkt blev han sendt fra Jerusalem til Damaskus, for at hente de kristne hjem til genopdragelse i Jerusalem. Et af kirkens store malerier viser, hvordan han blev ramt af lyset og blændet på rejsen til Damaskus. Oplevelsen førte til hans omvendelse fra jødedommen, til et engagement som kristen apostel. Et andet billede i kirken viser skibsforliset i St. Pauls bugten, og på et tredje ser vi Paulus i gang med at helbrede den romerske guvernør Publius fader. Paulus statuen, fremstillet i 1659 i St. Pauls Skibsforlis Kirken. Billedet er lånt fra bogen; The Hidden Gem, St. Paul s Shipwrecks Collegiate Church - Valletta Malta. Da skibet med Apostelen Paulus og Evangelisten Lukas i år 60 e. Kr. strandede på Malta, var Paulus egentlig på vej til Rom for at bliv stillet for retten. Det var efterår, og man sejlede dengang helst ikke om vinteren. Derfor fik Paulus et halvt års ophold, inden der kom et egyptisk kornskib forbi som kunne tage ham, Lukas og hans vogtere, med til Rom. Under opholdet udrettede Paulus så store ting, at guvernøren Publius blev overbevist om, at 15

han skulle være kristen. Malteserne siger at Paulus ledte dem ind i den kristne fold. For læsere, som ikke har bibelhistorien helt på plads, kan der med fordel, hentes flere oplysninger om begivenheden i Apostlenes Gerninger kap 27 og 28. Paulus i Rabat Det er søndag og vi finder en af de gamle gule busser som kører til Rabat og Medina. Vi vil se grotten, hvor man siger, at Paulus boede den vinter, han var på øen. Men netop i dag er adgangen lukket. I stedet går vi ind i St. Pauls Kirken, hvor vi i koret bag alteret, ser et stort maleri, som forestiller Paulus, der taler til de strandede søfolk, hans romerske fangevogter, og tililende lokale beboere. Klokken er næsten 12.00, og i løbet af få minutter bliver kirkebænkene fyldt op af byens beboere. Her iblandt mange unge familier med børn. Gudstjenesten foregår naturligvis på maltesisk, så vi forstår ikke et ord af præstens prædiken. Vi fornemmer bare en rar fredfyldt stemning, som får en ekstra understregning, da et børnekor, stående i koret, i forbindelse med altergangen, synger en sang på en meget smuk melodi. Til slut synger de Ave Maria. Kirken har to relikvier: Det ene består af et knoglestykke af Paulus højre håndled, indsat i en forgyldt skulptur. En åben højre hånd med håndled og underarm. Det andet relikvie består af et stykke af den søjle hvorpå han blev halshugget. På toppen af søjlestykket ligger hans afhuggede hoved udformet i sølv. Da, Lis og jeg i år 2000 fejrede julen i Rom, besøgte vi San Paulo Udenfor Murene. Kirken hvor det hævdes, at Pauls ligger begravet. Men det er ikke kun St. Paulus Skibbruds Kirke der er viet til han. I 1839 ryddede englænderne et af riddernes gamle herberge, for at skaffe plads til byggeriet at St. Paul's Pro- Cathedral. En Paulus kirke, som giver sig tydeligt til kende i byens skyline med sin 63 meter høje spir. Ikke en katolsk kirke, men en rigtig engelsk anglikansk kirke, for de englændere som dengang regerede Malta. Den blev betalt af den engelske dronning Adeleida, som var ved at gå fallit på grund af omkostninger til byggeriet, men Paulus fik sin engelske kirke i Valletta. Sankt Paulus kirken i Rabat. Bag alteret ses billedet af Paulus der taler til folket efter skibsforliset. Vi er en smuk oplevelse, af en almindelig søndagsgudstjeneste i en katolsk maltesisk sognekirke rigere. Vi går ud i byen og finder St. Paulus katakomben. Nedenfor en lang trappe, ender vi i et underjordisk kirkerum, hvor vi ser rester af runde borde. Her spiste menigheden deres måltider i forbindelse med gudstjeneste og begravelser. Fra kirkerummet er der et net af underjordiske gange med sarkofager, hugget ind i væggene. Her blev de døde begravet. Med Paulus tilstedeværelse og prædikener opstod den første kristne menighed på Malta. Menigheder som i de første ca. 250 år, medens romerne regerede landet, skjulte deres aktiviteter i hulerne under jorden. Byerne Rabbat og Maltas gamle hovedstad Mdina ligger tæt på hinanden, kun adskilt af et parkanlæg med gamle skyggefulde træer og et museum bygget over udgravningen af et romersk landhus fra den tid Paulus var på øen. Familien som boede her har haft råd til at udsmykke rummene med skulpturer og fine marmor mosaikker på gulve og vægge. 16

Mdina er en fæstningsby. Hovedstad i romer tiden og måske allerede da fønikier regerede på øen. Byen ligger højt og fra muren har vi en glimrende udsigt. På borgmuren finder vi restaurant Fontanella, let genkendelig med store røde og hvide parasoller og et stort flag som til forveksling ligner Dannebrog. Vi finder et lille rundt cafébord øverst oppe, og nyder et glas hvidvin, og en frokost med udsigten til Valletta, havnen i syd, lufthavn og landskabet i den sydlige halvdel af øen. Domkirkens dør åbnes kl. 15.00. Vi træder ind og ser at præsten er i gang med at døbe et barn. På grunden, hvor kirken ligger, boede den romerske guvernør Publius far, som Paulus helbredte. Publius lod sig døbe og blev øens første biskop. Måske er det derfor, vi også her, i koret, ser et maleri af skibsforliset, som bragte Paulus til øen? Kirken gemmer i øvrigt på krucifikset, som man hævder, at Gotfred de Bullion bar, da han, i år 1096, i spidsen for korsridderhæren, drog ind i Jerusalem. Kirkegulvet er dækket med store gravsten, udsmykket med personlige våbenskjolde, navne og latinske tekster, udført i farverige mosaikker, ligesom dem vi så i riddernes ordenskirke og i Paulus Skibforlis Kirken i Valletta. Besøget på Gozo Mandag formiddag går vi igen ud til busterminalen udenfor Vallettas byport. Herfra starter alle busruter og her slutter de. Vi spørger efter bussen til færgen til Gozo, og efter lidt forvirring om hvilken af to busser der skulle køre først, kommer vi af sted i en af de gamle. Den har ingen dør og har aldrig haft det. Her er ingen aircondition, så vinduerne stod næsten alle åben for gennemtræk af frisk luft. Medina. Boungonvilla i forgrunden. Kuplen over domkirken ses baggrunden og yderst til venstre flaget over restaurant Fontanella. Bussen til færgen til Gozo Vejene blev anlagt dengang man kørte med hestevogn. Siden er der kommet et stort antal rundkørsler, men vejene imellem dem ser ikke ud til at være udvidet siden hestenes tid. Da bilen blev indført var Malta engelsk koloni. Derfor begyndte de at køre i den forkerte side af vejen, og det gør de stadig. Trafikken er tæt og chaufførerne kører deres busser, på de snævre snoede veje, som var det radiobiler i et tivoli. Omkring forruden, ved førersædet, ses ofte en større samling af familieportrætter, madonnabilleder, kors, flag, guirlander, en miniature ridder, nipsting, og en åbenstående pengekasse. Det koster ca. 3,50 kr. at komme fra Valletta til den anden ende af øen. Pengene bliver lagt i den åbne kasse. Den har ingen låg. Det er måske, lige netop her, vi ser, at kriminalite- 17

ten i Malta er meget lav, i sammenligning med Danmark? Hvor længe kunne en buschauffør hjemme i Århus, mon have en åben pengekasse, stående ved sin side? Færgen bruger ca. 25 minutter på at krydse kanalen mellem Malta og Gozo. Lige netop tid nok til en kop kaffe og en spadseretur på dækket, medens vi sejler forbi øen Commino hvor den vilde kommen gror. En lokal fisker, i en fint malet båd, trækker sit garn op af vandet. En lille motorbåd er på vej ind mod de store grotter. I år 1551 var udsigten anderledes. Gozo blev da udsat for et røveri, begået af den tyrkiske pirat Dragut, som også var guvernør i Tripoli. Han plyndrede øen og tog alle beboere, undtagen gamle og syge, med sig for at bruge mændene, som slaver i hans galejer, og for at sælge kvinderne på markedet i Nordafrika. Jeg ringer til Anthony Pisani, en ægte gozitaner med bopæl på øen. Han henter os ved færgen, i øens eneste havneby, Mgarr, og viser os rundt i hovedbyen, Victoria. Han tager os med op på citadellet, hvor han fortæller om sporene efter normannerne. De kan ses i byggestilen. På toppen, ved borgmuren, står vi længe og kigger ned i en fascinerende mosaik af huse, små marker, stengærde og markveje. Om vinteren bliver landskabet grønt, siger han. Lis spørger, om de ikke skal have en bro mellem øerne? Svaret er nej. Det vil være for dyrt og for det andet vil det også ødelægge den særlige Gozo kultur, som han sætter stor pris på. Krimiforfatteren Elsebeth Egholm, som har boet på øen i perioder, fortæller i sin meget morsomme og humoristiske bogen, Mig og min Ø, om udvalgte beboere, deres små historier, og den særlige gozitanske ø-kultur. En fisker i kanalen mellem Malta og Gozo Udsigten fra toppen af citadellet i hovedbyen Victoria på Gozo Pisani, er ikke nogen hjemmefødning. Han har arbejdet mange år i Saudi Arabien, derefter en årrække i England inden han overgik til en aktiv pensionisttilværelse, med flere årlige rejser til forskellige europæiske lande. Han nyder uhøjtideligheden, langsomheden, og tiden til fordybelse, som indfinder sig på øen om vinteren. Fiskerestauranten i Xlendi hvor vi spiste vores frokost. Vi kører vi ud til Xlendi, hvor en smal bugt skærer sig ind mellem høje klipper. Stedet virker som en drøm, en kulisse, som alligevel er smuk virkelighed. Nogle yngre mennesker 18

er tilsyneladende ved at lære hvordan man svømmer med snorkel. Et par maleriske både ligger ved broen ud for den store grotte. I grønne totter på bjergsiden, vokser der vilde kapers. Vi sætter os på en fiskerestaurant og bestiller en fisk til os hver. Fisk som kun fanges her omkring øerne i et par efterårsmåneder, når den er på vej fra det det østlige Middelhav ud i Atlanten, for at vokse sig store. Vi sidder naturligvis udenfor, snakker og nyder stedets skønhed. Et par timer forsvinder hurtigt. Megalit-templet Gigantija Vi siger farvel til vores gozitanske ven på pladsen udenfor Gigantina-templet. Et af dem manden ved cafébordet med begejstring havde talt om. Og ikke uden grund. Det er et mysterium, hvem der byggede dem, hvordan de brugte dem og hvordan de fik store sten slæbt sammen og stablet op til de ældste bygningsværker vi kender. Det ældste tempel, som vi besøger, blev bygget for 5.000 år siden. Tusind år før Stonehenge i England og tusind år før pyramiderne i Egypten. Her er flere af dem. På Malta findes andre store tempelanlæg som f.eks. Mnajdra, Hagar Qim, og Tarxien tæt på Valletta. Under udgravningerne er der fundet en mængde frodige kvindefigurer i forskellig størrelse. Arkæologer har også fundet en kniv, som de mener, blev brugt til at dræbe de dyr, der blev ofret i templerne. Medens vi går rundt og kigger i tempelruinerne, kan vi høre og se en guide, som viser nogle turister eksempler på detaljer i stenhuggernes arbejde, som vidner om stor dygtighed. Og hvis der ikke er mysterium nok omkring disse templer, så kunne man interessere sig for de, måske endnu ældre, hjulspor som findes på Gozo og Malta. Vi opsøger dem ikke, men mange andre, som f.eks. den 75-årige Colin Hamer, bruger meget tid på at udforske disse maltesiske mysterier. På vejen væk fra templet ser vi en bonde, som breder et stort tæppe ud under et oliventræ, som han derefter ryster. Han er med stor sandsynlighed deltidslandmand. Dem er der nemlig flest af på Gozo. Lis i Gigantija templet med hatten i hånden. Læg mærke til størrelsen på de sten templet er bygget af. Malta Experience På sidste dag før hjemrejsen besøger vi igen Johanniterordenens fantastiske domkirke. Vi sidder længe på en bænk i oratoriet og kigger på Caravaggios store maleri af Johannes Døberens henrettelse og rummets smukke udsmykning i øvrigt. Anthony Pisan anbefalede os at se Malta Experience, inden vi rejser hjem. Derfor går vi igen ned til det gamle ridderhospital. Vi finder indgangen på den anden side af gaden, og går gennem en lang underjordisk gang, hugget ud i klipperne, inden vi kommer frem til teatersalen. Ved hvert stolesæde ligger et sæt høretelefoner og på det store lærred kører en række flag med et nummer. Det danske har nummer 8. Ved at indstille knappen på høretelefonen på tallet 8, får vi dansk tale i ørerne. Og vi oplever et dygtigt lavet multimedie show, sammensat af musik, lyd og tale til billeder og små videosekvensere. Mange af dem fra lokaliteter vi havde besøgt. Derfor oplever vi forestillingen som en fornem repetition af lokaliteter og emner som vi havde haft fat i. Nu får vi dem sat ind i en let overskuelig sammenhæng. Og så er vi klar til at rejse hjem, med bagagen fyldt med gode oplevelser. Malta er et ekstra besøg værd. 19

Maltas historie - en oversigt. 3600-3200 f. Kr. De store Megalit-templer, som er verdens ældste bygninger, ældre end pyramiderne, bygges. Tempelbyggerne forsvinder i slutningen af perioden. Det er på den tid stendysserne i Danmark bliver skabt. 2000-800 f. Kr. En ny befolkning bosætter sig på øerne. 800 f. Kr. Fønikierne ankommer og opretter en punisk koloni. 600 f. Kr. Malta bliver styret fra Kartago, som også er oprettet af fønikiske handelsfolk, som også havde deres byer på kyster langs Libanon, Israel og Syrien. 200 f. Kr. Romerne gør Malta til en provins i det romerske rige. De indsætter en guvernør. 60 e. Kr. Apostelen Paulus og evangelisten Lukas strander på Malta. Den romerske guvernør Publius bliver kristen og derefter øernes første kristne biskop. 390 e. Kr. Ved romerrigets deling i et vest og et øst romersk, byzantinsk rige, kommer Malta ind under det øst romerske rige, som har hovedstad i Konstantinopel. 870 Malta invaderes af arabisk muslimske, styrker som kommer fra Sicilien. Landet bliver muslimsk. 1091 Normanneren, Grev Roger I, af Sicilien sætter det muslimske styre på porten og får dermed Malta tilbage i den kristne europæiske kulturkreds. 1370 Malta bliver et len under det franske Aragonien 1428 De lokale maltesere frikøber sig selv fra lens forholdet til Aragonien og styrer nu sig selv. De plages voldsomt af sørøvere som kommer fra den nordafrikanske kyst. Og bliver alligevel en del af det Sicilianske kongedømme, som på den tid hørte under Spanien. 1551 Piraten Dragut, som også var tyrkisk guvernør i Tripoli, angriber Gozo og tager alle beboere, undtagen syge og gamle, med sig for at bruge mændene som slaver i hans galejer, og for at sælge kvinder og børn på markeder i Nordafrika. 1565 Den tyrkiske sultans flåde og hær på 30.000-40.000 mand belejrer Malta fra 18. maj til de efter massive nederlag den 8. september opgiver, og forlader øen. 1798 Napoleon, som er på vej for at erobre Egypten, indtager under vejs Malta. Han stjæler mange af johanniterriddernes skatte, og sætter en fransk styrke i land. Ridderne får 3 dage til at forlade øerne. 1800 Malteserne gør oprør mod den franske besættelsesstyrke som var i fuld gang med at plyndre øerne for værdier. Englænderne overtager kontrollen med øerne. 1814 Malta bliver en engelsk koloni. Og bliver regeret af en engelsk guvernør. Der er dog flere gange i den engelske periode forskellige former for begrænset indre selvstyre. 1940 10. juni 1940 erklærede Italiens Mussolini krig mod England og Frankrig. Dagen efter smed italienske fly de første bomber over Valletta. Da Hitler i 1941 sendte sit Afrika Korps til Libyen for derfra at erobre Egypten bliver Malta en vigtig britisk base for angreb på de tyske transporter mellem Italien og Tripoli. Derfor gennemførte tyske fly massive bombardementer som først stopper da det tyske Afrika Korps i maj 1943 overgav sig til Montgomery. 1964 21. september 1964 får Malta Storbritanniens accept som selvstændig stat, men med den engelske dronning som statsoverhoved. 1974 Det maltesiske parlament vedtager at gøre Malta til en Republik 2004 Ved den store EU udvidelse i 2004 blev Malta, Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Cypern, Estland, Letland og Litauen medlemmer på samme tid. 1530 Den spanske kong Karl V, senere tysk romersk kejser, forærede Malta som len til Johanniterordenen. 20