En artikel fra KRITISK DEBAT De første 100 dage Skrevet af: Frank Aaen Offentliggjort: 01. oktober 2007 De første 100 dage starter før regeringsskiftet. Den starter med de folkelige bevægelser, der kan ændre den politiske debat som det f.eks. skete sidste år med de store velfærdsdemonstrationer. Det er afgørende at venstrefløjen taler til og understøtter bevægelser, der kan flytte meget mere end selv de mest omfattende politiske programmer. Og i valgkampen skal det stå tindrende klart, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten står for en politik, der ikke bare er lidt forskellig fra regeringen og Dansk Folkeparti. Den er totalt forskellig. Ellers bliver der ikke noget regeringsskifte. Ellers kan vi ikke erobre den dagsorden, der er afgørende for at vinde opbakning. Og uden klar tale er det ikke muligt at sikre, at de radikale enten støtter en sådan regering eller selv vil tabe valget. Det bliver ikke noget alternativ hvis diskussionen bare bliver 1 promille mere eller mindre til velfærd. Lidt mere eller lidt mindre krig. To vindmøller fra eller til, eller at vi vil undgå at uligheden vokser endnu mere. Og der skal være klar forskel på deres og vores holdning til mennesker, der kommer fra andre lande. Forskellen skal være tydelig før valget, i valgkampen og efter valget - og den bevægelse, der er nødvendig for at vinde valget, skal også være til stede for at præge udviklingen efter et valg, der har ændret det politiske flertal. Ellers tabes det hele bare igen. Der er ingen tvivl om at de tre partier før valget på mange områder kan blive enig om en anden politik. Pege på en anden statsminister, Socialdemokratiets leder. Er enige om mere til miljøet og en større satsning på vedvarende energi. Vi ønsker et bedre arbejdsmiljø og vil af med de diskriminerende og ulighedsskabende regler som lav såkaldt starthjælp, kontanthjælpsloftet og 300- timers reglen. Vi bliver også hurtigt enige om lukning af skattehuller og højere bistand til de fattigste lande. Men bliver det ikke mere end det, kan vi hurtigt ende i en valgkamp om nuancer. Så godt kender vi statsministeren. Selv om han gør det modsatte vil han uden blusel prøve at sige, at han også vil og allerede gør alt det gode. Der skal holdninger på bordet, som regeringen ikke bare kan hævde, at det vil den også går ind for. Lad os tage det mest centrale punkt i den kommende valgkamp. Er der plads til mere velfærd? Regeringen siger ja, men har samtidig spundet kommunerne og regionerne ind i et netværk af aftaler og begrænsninger, så de må gennemføre den ene nedskæring efter den anden. Borgmestre som Ritt Bjerregård påtager sig endda ansvaret for nedskæringer sammen med RV og SF uden at sige, at der er penge nok. Når der trods samfundets mange penge kommer nedskæringer skyldes det, at der er begrænsningerne i hvor mange af pengene, der må bruges. I Københavns Kommune er der et milliardbeløb i kassen. Andre kommuner nægtes flere penge, selv om staten har rekordstore overskud og pumper penge ud til skattelettelser til de rige i stedet for til velfærd. Det er regeringens ideologiske projekt, at de private indkomster og mulighed for forbrug skal stige på bekostning af den fælles velfærd. På den måde skal der skabes plads til, at dem med flest penge kan købe sig til en bedre velfærd og på den måde får pengene og markedet mere magt på bekostning af demokratiet. Udviklingen ses tydeligst på sundhedsområdet. Her har det været princippet, at syge behandles efter behov uanset deres pengepung. Nu er det sådan, at dem med 1 / 5
penge eller en forsikring kan købe sig foran i køen og få en bedre behandling. Og i stedet for demokrati skal markedskræfterne bestemme udviklingen. Privathospitalerne og uligheden inden for sundheden buldrer frem. Den udvikling skal der sættes stop for. Der er en skarp kant i forhold til regeringen. Derfor skal vi sige nej til overførsel af penge fra de offentlige hospitaler til de private. Vil man behandles på et privat hospital må man selv betale nej til at belønne og fremme private forsikringer med skattefradrag nej til lægers usmagelige spekulation i at kunne tjene kassen i deres private butikker. I stedet skal der tilføres flere penge til de offentlige sygehuse så alle og ikke bare de udvalgte kan sikres en god og hurtig behandling. Udviklingen på sundhedsområdet er det værste eksempel på regeringens politik, men der er også på andre områder åbnet op for princippet om bedst velfærd til de rige: bedre hjemmehjælp til dem, der har penge, luksus-daginstitutioner, til dem, der kan betale, bedre skoler, til dem der har de nødvendige midler. Regeringens problem er ikke, om der er penge nok eller der bruges flere penge på velfærd. Dens ønsker er, at dem med penge får mere, og at der bliver mere privatisering. Og de mål skjules under snak om frit valg uden at erkende, at frit valg især er for dem, der har penge. Og som begrundelse for stramme økonomiske rammer for velfærden tales der i et væk om økonomisk ansvarlighed, selv om det bare dækker over mere privat forbrug på bekostning af fællesskabet. Samfundsøkonomisk er der selvsagt ingen forskel om lægen er privat eller offentligt ansat, det er kun et spørgsmål om lige eller ulige adgang. Og der er tale om et valg: Skal pengene bruges privat eller kollektivt. Desværre har denne snak om ansvarlig økonomisk politik - mens profitterne bugner - grebet store dele af oppositionen. De Radikale har det som et dogme og Socialdemokratiet prøver at slå sig op på, at de er mere ansvarlige end regeringen. Derfor vil de kun vil lade de offentlige udgifter vokse med 1,5% mod regeringens "uansvarlige" 1,7%. Man kan allerede høre statsministeren i den kommende valgkamp sige, at regeringen har afsat mere til velfærd end Socialdemokratiet. Og SF er med på snakken om ansvarlighed, senest ved at kritisere regeringen finanslovsudspil ved at fremhæve, at Nationalbankdirektøren har anklaget regeringen for en uansvarlig økonomisk politik. Siden hvornår har man kunnet regne Nationalbankdirektøren med på vores side i den økonomiske kamp. Det er måske godt at huske, at begrebet ansvarlighed inden for den borgerlige økonomi kan oversættes med, at arbejdsløsheden ikke må blive for lav. Hvis det sker, er teorien, får de ansatte for stor magt og så går det galt. Men der er stadig flere hundrede tusinde mennesker, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet. Mange kan trækkes ind og med uddannelse og omsorg komme i arbejde. På sigt er der et endnu større perspektiv. Ved at ændre på arbejdsmiljøet og give bedre mulighed for dem, der på grund af alder eller nedslidning har brug for fleksible vilkår, kan vi mindske antallet af personer, der presses ud af arbejdsmarkedet, søger førtidspension eller som er nød til at vælge efterlønnen. Der er mennesker nok. Det er korrekt, at høj beskæftigelse kan give nogle negative økonomiske problemer. F.eks. kan entreprenører bruge en høj byggeaktivitet til at skrue priserne og profitterne op. Men er svaret så, at vi skal sikre en vis arbejdsløshed? Eller er der andre muligheder. En effektiv priskontrol kan være et middel, men endnu mere radikalt kan der sikres et demokratisk alternativ til mastodonter som 2 / 5
NCC. Hvis der skovles penge ind, så lad os da foreslå kooperative byggevirksomheder. Via pensionskasserne har vi penge nok til at skabe et modspil, mest oplagt i forhold til at renovere skoler, lave energibesparelser, sikre billige boliger og lignende forbedringer. Den måde at tænke på rækker endda ud over den aktuelle situation. Hvis kooperative virksomheder bliver ledet demokratisk - og ikke af afdankede pampere - så kan de også klare konkurrencen. Der er ikke nogen mere effektiv og god ledelsesform end demokrati. Og vi kan diskutere hvad de ansatte skal bruge magten når den vokser ved lav arbejdsløshed. Selvfølgelig skal ansatte med deres fagforeningerne sikre sig den andel af værdierne, de er berettiget til, men magten kan jo også bruges til andre formål, f.eks. at gennemtvinge et bedre arbejdsmiljø eller flere praktikpladser for de unge, der af den ene eller anden grund har svært ved at få en uddannelse. For os er lav arbejdsløshed ikke en trussel mod økonomien, men en mulighed for at ændre samfundet. Derfor er det gift for en alternativ politik at sovse sig ind i argumentet om at føre ansvarlig økonomisk politik. Det skal siges igen og igen, at der er penge nok og at der er hænder nok i samfundet.. Et andet stort tema i den kommende valgkamp bliver uligheden i samfundet, dels den omtalte inden for sundheden, dels den økonomiske, der er steget under denne regering og nu er på niveau uligheden i midten af 60erne. Det er flere årtiers arbejde for at gøre samfundet mere lige, der nu er sat over styr. Det må vi gøre noget ved, bl.a. ved at fjerne nogle af de mest urimelige dele af skattestoppet og sikre dem, der har mindst. Der har været meget fokus på at de lavest lønnede inden for velfærden skal have mere i løn. Vi er helt enige, her er der brug for et stort løft. Det kan der nok skaffes flertal for at gennemføre, men hvad med de endnu fattigere. Understøttelsen ved arbejdsløshed ud udhulet med titusinder af kr. Mange har skippet a-kassen fordi dagpengene er så lave, som det er tilfældet. Og der er et enormt bureaukrati og regler præget af dyb mistro til den arbejdsløse, der mest har til formål at fratage dem understøttelsen. Det skal laves om. Og hvad med pensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne. År for år får de mindre og mindre sammenlignet med resten af samfundet. Her er der brug for en gennemgribende reform. Der har - bl.a. fremført af Socialdemokratiet - været nogen diskussion om at begrænse mulighederne for skattefradrag ved indbetalinger på pensionsordninger. Her er der tale om en skattefidus, der øger uligheden enormt blandt fremtidens pensionister. Vi syntes man skal gå endnu videre end de begrænsninger af indbetalingerne Socialdemokratiet har foreslået. Hvis man afskaffer alle fradrag for pensionsindbetalinger - mod at gøre opsparing skattefri når den hæves - vil der bare i 2007 komme 56 milliarder kr. mere ind i skat. For det beløb kan der sikres meget højere pensioner og dagpenge til alle. Ved at fjerne en skattefidus, der er mest værd for de rigeste, kan vi få meget større lighed i samfundet. Og det er vel at mærke en reform der er bæredygtig. Finansieringen vil være på plads både i år og de kommende år fordi det er de løbende indkomster der beskattes i stedet for at sparet skat hobes op og først beskattes om 30-50 år. Forslaget er trods sin enkelhed måske for vidtgående for andre partier i oppositionen, men der bør kunne opnås enighed om at ophæve den satspulje, der betales ved hvert år at tage et beløb fra pensionerne, fra dagpengene til arbejdsløse og syge og fra kontanthjælpen. Alle overførselsindkomster beskæres hvert år i forhold til hvad de skulle reguleres med, hvis deres værdi skulle følge indkomstudviklingen i resten af samfundet. Årligt tages der 600 millioner kr. fra disse grupper - og dermed øges uligheden systematisk. Det bør vi kunne blive enige om at afskaffe. I 3 / 5
stedet skal de formål, der betales af satspuljen, finansieres som alle andre udgifter på finansloven. Det vil mindske uligheden i samfundet - og samtidig vise en klar kant til den politik regeringen står for. Og så skal vores holdning om mere lighed og retfærdighed understreges i forhold til de mennesker, der af den ene eller den anden grund kommer til Danmark. Regeringen og Dansk Folkeparti vil prøve at gøre spørgsmålet om fremmede til endnu en valg-vindersag. Det kan ikke imødegås ved at følge dem et stykke af vejen og bidrage når de taler om tørklæder og på anden måde prøver at udbrede mistro. Der er brug for offensivt at vise, at vi ønsker at give plads også til muslimer i det danske samfund også i det politiske liv, selv om vi afviser, at religion skal bestemme over politikken. Og så skal vi selvfølgelig være enige om generelt at fjerne diskrimination og give bedre vilkår, fjerne de lave satser inden for kontanthjælpen og give unge lov til at leve her sammen med dem, de er forelsket i og vil bo sammen med. Når det gælder miljøet har regeringen skiftet kurs samtidig med at der fortsat er skåret et milliardbeløb på miljøbevillingerne. Men det kan blive til et slagsmål om penge i stedet for holdninger. Det afgørende spørgsmål er her, som i forhold til velfærden: Det er markedsfilosofien, der skal bekæmpes. Det indførte cirkus med CO2-kvoter skal bekæmpes. De betyder, at hver gang vi i Danmark sparer på energiforbruges for at gavne klimaet, så er der bare et andet land eller et andet energiselskab, der får lov til at svine mere. Og med den markedspolitik, der er lagt op til på energiområdet, kan vi ikke forhindre, at elforsyningen kommer fra svinende kulværker eller atomkraft. Vi skal genvinde den demokratiske styring af energiforsyningen og dette spørgsmål kan stilles i centrum hvis vi er enige om at stoppe privatiseringen af Danmarks største kraftværker ed at sælge aktier i DONG. Hvis vi i stedet for at sætte DONG på børsen bestemmer, at denne store koncern skal ledes ud fra klimapolitiske hensyn, kan vi både sikre forbrugerne mod at skulle betale store profitter til aktionærerne og gøre noget direkte til fordel for miljøet. Vi skal love vælgerne, at vi trækker os totalt fra enhver støtte til USAs krigeriske politik, både i Irak, Afghanistan og resten af verden. Statsministeren er sluppet alt for let fra sit ansvar for de mange døde og det kaos, der er kommet ud af krigen i Irak. Det skal i centrum i valgkampen og alternativet til Fogh skal pege på en international retfærdig politik med basis i FN og fredsbevarende aktioner, ikke nye krige eller nye angrebsvåben. Danmark skal holde op med at følge en politik, der er en kopi af USAs aggressive politik. I den forbindelse er det et stort problem, at partierne lige fra SF til Dansk Folkeparti i dag er sammen om Danmarks fortsatte tilstedeværelse i Bush-koalitionen i Irak. Alle andre partier end Enhedslisten stemte for at Danmark nok trak en bataljon soldater hjem men samtidig forlængede den danske deltagelse i krigen i Irak med 4 helikoptere og 100 mand. Den enighed må brydes så der også her kan komme en klar afstand til regeringens politik. I forhold til hvordan vores politik finansieres, har der været stor fokus på diskussionen om skattestoppet. Vi er helt enige i kritikken af at skattestoppet har beriget de bedst stillede i samfundet. Det skal vi angribe. Men på den anden side er der ingen grund til at skræmme almindelige boligejere og ansatte med normal indkomst. Der er penge nok og ingen grund til at kræve mere i skat - når der ses bort fra snydere og de allerrigeste. Diskussionen om boligbeskatningen kan vi kun vinde ved at foreslå en radikal omlægning. Vi foreslår et stop for stigninger i den løbende beskatning, der er allerede mange boligejere, der har problemer fordi de har købt for dyrt. Modsat skal alle arbejdsfri værdistigninger beskattes når de realiseres, 4 / 5
altså når ejerne har gevinsten i hånden ved salg eller lån til forbrug baseret på friværdien. Skatten kan dog kunne indefryses hvis en salgssum skal bruges til at købe en anden ejerbolig, ellers bliver det umuligt eller svært at flytte til et andet hus. Samtidig skal vi sikre bedre almene boliger og i den forbindelse skal regeringen angribes for at forhindre at f.eks. Københavns Kommune kan komme i gang med at etablere billige boliger. Og endelig det klassiske spørgsmål: Hvor er pengene. Som sagt mener vi almindelige borgere betaler nok i skat. Der er andre veje til at få penge nok til at gøre en forskel: en pensions- og indkomstreform og bekæmpelse af fattigdommen i samfundet kan finansieres ved at fjerne den skattefidus der i dag er knyttet til private pensionsopsparinger der er et tocifret milliardbeløb at hente ved at beskatte indtægterne fra Nordsøen fuldt ud multinationale selskaber skal tvinges til at betale skat beskatningen af selskaberne skal sættes op der skal genindføres en formueskat arveafgiften skal op skærpelse af beskatningen af aktieudbytter fjernelse af tilskud og skattelettelser til landbruget Det er nogle af de efter vores mening mest oplagte indtægtskilder. Når jeg i indledningen skrev, at de 100 dage begynder før valget, skyldes det ikke bare det, at valgkampen er begyndt. Det skyldes også den regel, der er på Christiansborg om at forlig, der er indgået, typisk skal opsiges forud for et valg. Her er Socialdemokratiet, SF og de radikale rodet ind i en række forlig. For at skabe troværdighed og markere oppositionen til regeringen er det nødvendigt, at Socialdemokratiet og SF - sammen med de radikale - opsiger en række af disse forlig, f.eks. medieforliget med privatisering af TV2, satspuljen, der betales af de fattigste og øger ulighed, aftalen om at fortsætte krigen i Irak og privatiseringen af DONG og dermed store dele af energiforsyningen. Det er ikke bare nødvendigt for at åbne mulighederne for en bedre politik efter valget. Det vil også være med til at skærpe de politiske skel i dansk politik, og det er nødvendigt hvis næste valg skal handle om de holdninger, som vi ved, der er flertal for i Danmark. Og det er afgørende for at skabe det folkelige pres, der skal til for at vinde valget og ændre den politiske udvikling i Danmark. Så bliver det til mere end 100 dage og mere end nuancer til forskel. 5 / 5