725-366-450-685 321-697 1.s.e.Trin. 10/6-07. 10.00. Luk. 16,19-31. Jørgen Christensen Når dommerens fløjte har lydt, så er kampen definitivt slut, uanset hvad stillingen ellers var, uanset hvor heroisk de har kæmpet sig tilbage i kampen; lystavlen melder sit nådesløse: Taberdømt. Lige meget hvor meget spilleren resten af livet fortryder sin mavepuster eller tilskueren sit vanvittige overfald på dommeren, så er det for sent, straffesparket skal ikke sparkes, der er dømt nederlag, tiden kan ikke skrues tilbage, det gjorte kan ikke gøres ugjort spillet er slut der er kun angeren og undskyldningerne tilbage og straffen måske ikke så meget den juridiske eller karantænen, men nok så meget den skamplet, der vil forfølge resten af livet, det var ham der Hall of shame i stedet for hall of fame. Sådan er det i den virkelige verden. Bryder jeg loven, kan jeg blive taberdømt. Vi så det forleden, og vi ser det igen i dagens dødsens-alvorlige evangelium med Jesu fortælling om den rige mand, der er endt i dødsrigets pine og brændende luer. Hele tre gange prøver han forgæves at appellere sin dom men Abraham er urokkelig, dommen bliver stadfæstet. Thi kendes for ret, det er for sent, du kendte ikke din besøgelsestid, du ligger, som du har redt, du høster, som du har sået, i dit liv var du en vinder, du har overhørt alle advarsler, du har haft dine chancer, men forspildt dem NU er du taberdømt. Lazarus derimod, ham du altid så ned på som en taber, han ligger nu som vinder i Abrahams skød. Der er vendt op og ned på det hele.
Men hvad i al verden er det for en Robin Hood; ta -fra-de-rigeog-gi -til-de-fattige-kristendom? Du fik det gode, mens du levede, siger Abraham, til den rige, nu trøstes Lazarus, mens du pines kan det virkelig passe, at dette er kristendom, sådan en himmelsk retfærdig udligningsordning, der fordeler goder og onder, så vi alle i sidste ende får lige meget. Hvordan i al verden får vi det til at stemme med det billede, Jesus ellers tegner af Gud som den tilgivende far, der står der på vejen og spejder efter sin fortabte søn. Der er ikke meget festmusik og ring på fingeren og fedekalv over den historie. Selv hvis en kom tilbage fra de døde, ville det ikke hjælpe, siger Abraham og ret må vi desværre give ham for at Jesus opstod fra de døde har ikke gjort os kristne til perfekte mennesker, al verdens egoisme, had, hævn og ligegyldighed forsvandt ikke ved et trylleslag påskemorgen vi lever stadig øst for paradis. Ofte akkurat lige så forfærdeligt dumme, døve og blinde som den rige mand i Jesu fortælling. Er det ikke en frygtelig historie, tænker du måske, hvis dét skal forestille at være kristendom, er vi så ikke alle håbløst fortabt taberdømte på forhånd. Ikke mindst i lyset af de ord fra profeten Esajas, som jeg læste før profetord som er så provokerende politiske, så man næsten kun tør slippe dem ud i det offentlige rum, fordi både dronning, biskopper og kirkeminister har bestemt, at de hører til som læsning i kirken på denne første søndag efter Trinitatis. Du skal løse ondskabens lænker. Du skal sætte de undertrykte i frihed. Du skal dele dit brød med den sultne. Du skal give husly til hjemløse stakler.
Du skal give klæder til den nøgne. HVIS du holder op med at pege fingre og tale ondt; HVIS du rækker den sultne dit brød; HVIS du mætter den forkuede; SÅ skal dit lys bryde frem fra mørket. Hvem af os vil nogen sinde af et ærligt hjerte kunne sige, ja, det har jeg gjort alt sammen. Det er noget af en barsk dronninge-autoriseret programerklæring, vi får præsenteret her ved indgangen til Trinitatistiden den festløse halvdel af kirkeåret fra pinse til advent sådan begynder arbejdshalvåret til jul og påske har vi hørt om Jesu fødsel, død, opstandelse og Himmelfart i Pinsen har vi hørt om Helligåndens komme som vor trøster, vejleder og inspirator. NU begynder arbejdstiden tiden hvor det i praksis skal vise sig, hvad vi tror på som kristne tiden hvor vi ikke bare skal sætte os og lytte og se, men hvor vi også med mund, hænder og fødder skal vise, at tro, det er ikke noget, jeg har, det er noget, jeg er; Nu skal det visesig, om det, vi har hørt og set, bærer frugt. Nogen må våge i verdens nat nogen må bære en andens nød, sådan sang vi for lidt siden men NOGEN, er det de andre eller er NOGEN ikke langt snarere dig og mig? Kan vi tørre rigdommens ansvar af på nogle andre. Ved G8-topmødet i Heiligendamm så jeg nogle demonstranter med et banner, hvor der stod et nyt ord, som jeg aldrig har set før: Globalidarity. Globalidarity rammer dette ord ikke på spidsen, at vi i den rige verden stadig mangler for alvor at vise global solidaritet. Tænk hvis miraklet kunne ske i Heiligendamm, som det gjorde ved Betesdas hellige dam, hvor alle de syge, lamme og vanføre på Jesu tid lå og ventede på helbrelse tænk hvis miraklet
skulle ske, at Heiligendamm kan være med til at give AIDS- og malariasyge, børnearbejdere, fattigdomsflygtninge og tvangsprostituerede et nyt og bedre liv. Du har ansvar, så langt som du har magt, siger Løgstrup men betyder det ikke, at vi, som er så eventyrligt rige sammenlignet med verdens millioner af fattige, at vi har et ansvar, som vi aldrig kan slippe fri af fordi det faktisk står i vores magt at ændre på vikårene for denne verdens Lazarus er eller lazaroner for nu at bruge det ord, Lazarus har stået fadder til. I en verden hvor kløften mellem os og verdens fattigste desværre synes at blive både dybere og bredere, er det ikke nok at synge om at NOGEN må gøre noget, det er dig og mig, der kan være med til at gøre en forskel. Men, tænker du måske, uanset hvor meget jeg lægger i kirkebøssen, er vor tids kløft mellem rig og fattig i bund og grund ikke lige så uovervindelig som kløften, der skilte den rige mand fra Lazarus i Abrahams skød? Ja, er den kløft ikke et billede på synden i verden den synd som vi aldrig selv formår at udrydde. Synd det ord er beslægtet med ordet sund du kender det fra Øresund. Som Øresund skiller Sjælland fra Skåne sådan skiller synden os fra hinanden og fra Gud sådan skiller grådighed, egoisme og ligegyldighed den rige verden fra den fattige. Synd betyder afstand, adskillelse og splittelse. Den smertelige skilsmisse, når svigt, egoisme, utroskab, løgn og ligegyldighed har skabt en afstand så stor, at vi ikke længere kan bygge bro over den og nå ind til hinanden, så vore veje må skilles. Men hvis synd betyder den afstand, der er mellem Gud og os, fordi vi ikke lever, som Gud har tænkt det hvis synden er lige så dyb som den kløft, der er mellem den rige mand og Lazarus
er alle vi, der ligner den rige mand, langt mere end vi har lyst til at indrømme er vi så ikke håbløst fortabt taberdømte på forhånd. Ender vi så ikke som manden, der bankede på Himmeriges port og blev mødt af Skt. Peter selv, der forklarede, at de netop havde indført et nyt pointsystem. "For at komme i himlen, skal du samle 100 points. Fortæl mig, hvad du har foretaget dig i dit liv, så tildeler jeg dig points efter tariffen." Manden tænker sig lidt om. Så siger han: "Jeg var gift i 50 år, og jeg har aldrig været min kone utro. Ikke engang i tankerne. "Det var dog utroligt," siger Skt. Peter. "Det giver ikke mindre end tre points. " "TRE points?! Nå - men jeg har også være trofast kirkegænger, så længe jeg kan huske. Jeg har været medlem af menighedsrådet i en årrække, og jeg har støttet alle indsamlinger med stor glæde. " "Jamen, det var da glimrende," siger Skt. Peter. "Det er et helt point værd." "Og så har jeg været besøgsven for Røde Kors og aktiv på værestedet og i Kirkens Korshær." "Javel. Det giver så et point mere." "Altså, hvis 5point det er alt, hvad det, jeg selv har præsteret, er værd, så kan jeg kun sige: "Gud, vær mig arme synder nådig! " "Det er rigtigt", svarer Skt. Peter. "Værs'go' at komme inden for." Gud vær mig arme synder nådig, er det ikke dit og mit eneste håb. Grundtvig siger det samme med lidt andre ord i salmen, O kristelighed som vi skal synge om lidt: Du slår over dybet din gyngende bro.
Den kløft vi aldrig selv vil kunne overkomme i kraft af vores egen fortræffelighed og kærlige gerninger den kløft har Gud selv bygget en bro over. Han har set os ja, mere end det, han har gennemskuet alle vore grimme sider og svagheder han har set os, sådan som vi er, alligevel har han fundet os værd at elske, alligevel kom han til verden for at genskabe forbindelsen mellem himmel og jord bygge bro mellem Gud og menneske. Og kun derfor ender vi ikke som taberdømte Men tager denne tale om Guds tilgivelse og kærlighed ikke brodden ud af fortællingen om den rige mand og Lazarus? Kan vi nu ikke igen i morgen frit falde for fristelsen til at lade den nødlidende ligge, for Gud er jo så venlig at se på os med kærlighedens tilgivende øjne. Jo, det kan du selvfølgelig sige men sagen er, at begge sider må med. Du er elsket og derfor SKAL du elske. Du er tilgivet, derfor SKAL du tilgive. Du har mødt Guds barmhjertighed, derfor SKAL du vise andre barmhjertighed. Det er rækkefølgen men begge sider hører med. Korset minder os om denne dobbelthed. Den lodrette bjælke rækker fra himlen til jorden. Den vandrette bjælke peger ud i verden ud mod Lazarus og alle de andre, der venter på dig og din kærlighed. Men igen, synden får vi aldrig bugt med af egen kraft den gyngende bro er vort eneste håb. Paulus siger det sådan: Er vi utro, forbliver han dog tro. Det er på dette klippefaste fundament; at Gud er tro, også selv om vi er utro, at vi nu kan begynde Trinitatishalvårets arbejde som Guds betroede medarbejdere i denne skønne verden der er nok at tage fat på!
Så god arbejdslyst. Amen