2. undervisningslektion på Bibellejr d. 13/2, 2011 Ved Daniel Præstholm Varighed: ca. 75 minutter ialt Sang: Jesus, du har gjort mig fri (FS 111) [#1] Introduktion til tredje hovedafsnit, Rom 6-8: [#2] Vi er nu nået til tredje hovedafsnit i brevet, og det er dette afsnit vi skal se på i denne time samt næste og sidste time i morgen. Temaet for disse tre kapitler er frihed, som det også fremgår tydeligt af overskrifterne i DO92: Det retfærdiggjorte menneskes frihed. Jeg har valgt, at vi i denne lektion skal se på kapitel 6 og 7, og så se på kapitel 8 i morgen, og dette skyldes simpelthen længden af kapitlerne. Der er ca. 80 vers i alt i de tre kapitler, og det passer omtrent med, at dele mellem kapitel 7 og 8. Derfor skal vi også rimelig hurtigt i gang, hvis vi skal nå i dybden med stoffet. Bøn Tekst: Rom 6-7 [#3] Lad os først se på Rom 6 (læses). Paulus indleder med at stille et spørgsmål, der ligesom skal fungere som opfølgning på det hidtil skrevne, og for kort at resummere, så har de to hovedafsnit indtil nu beskrevet 1) situationen uden Jesus, nemlig følgerne af Adams fald. Udgangpositionen er fortabelse, for vi var vredens børn (jf. Ef 2,3). 2) Situationen efter Jesu handlen ind i historien, hans død og sejr over døden. Ved Jesu død fik vi fred med Gud (5,1), for ved troen er vi retfærdige i Jesu blod. Apostlen afsluttede kapitel 5 ved at skrive således om lovens betydning i forhold til synden: Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større, for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre. (Rom 5,20-21) [#4] Nu stiller han som sagt et spørgsmål, som logisk set vel giver mening i forhold til det, han lige netop har sagt. Hvis nåden bliver større, når synden vokser, ja, hvorfor skal vi så ikke bare synde (se også Gal 5,13)? Der er måske nogle, som har sagt således hos romerne. Denne problematik kendte Paulus fra korintherne. Der havde været nogle blandt disse, der havde tænkt, at når Kristus havde sat dem fri, så var det helt okay at synde løs. I 1 Kor 6,12 skriver Paulus således til korintherne: Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig.. Der havde tydeligvis været nogle blandt korintherne, de stærke, som nu mente de var frie, så de kunne synde, som de ville. Det er især disse Paulus irettesætter i 1 Korintherbrev. Der var eksempler på synd, som var helt absurd blandt korintherne, synd man ikke engang fandt hos hedningerne (jf. 1 Kor 5,1) ~ deraf det græske korinqiazesqai, at hore.
Ifølge teologen Gerd Theissen, så har der været tre anklager mod Paulus fra modstandere, anklager, som ligger bag Romerbrevet, og den ene har gået på, at han var foregangsmand for libertinisme, dvs. at han opfordrede til udsvævende adfærd. Anklagen gik på, at apostlen skulle lære folk at gøre ondt, så at det skulle give et godt afkast (Rom 3,8). Ifølge Theissen er det bl.a. denne anklage, som Paulus i Rom 6,2 afviser med et aldeles ikke!. Strukturelt er det som om, at Paulus bruger aldeles ikke (mh genoito), som omkvæd igennem kapitel 6 og 7 (se 6,2.15; 7,7.13). Med disse udbrud viser han tydeligt, at det på ingen måde er det, spørgsmålet forinden udtrykker, han ønsker, at folk skal få ud af hans undervisning. Rom 6,1-14: [#5] Det første mh genoito viser Paulus det absurde ved ved at stille et retorisk spørgsmål: Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?. Spørgsmålet her viser, at Paulus nu er gået over i tredje hovedafsnit, som omhandler den retfærdiggjortes nye liv. Her dækker vi over Paulus og læserne, i dette tilfælde også os. Hvis vi er døde fra synden, hvordan skulle vi så stadig kunne leve i den? Det er logisk set umuligt, men måske er de, der læser ikke klar over, at vi er døde fra synden. Paulus siger derfor i v. 3: Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?. Prøv engang at lade som om, at det er første gang, at I hører dette vers. Vi er døbte til Jesu død.. Det lyder umiddelbart ikke særlig rart i mine ører, men der er en meget vigtig pointe i det Paulus siger her. Han uddyber v. 3 i de følgende vers: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. (Rom 6,4-5) I Gal 2,19-20 skriver Paulus således om sit forhold til Kristus: For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. (Gal 2,19-20) Hvem døde på korset? Det spørgsmål stiller en teolog ved navn Raabe i en artikel. Hvem døde på korset? Umiddelbart vil man vel svare Jesus uden at blinke den mindste smule, men læser vi de to forrige citater, så peger Paulus på, at det ikke kun var Jesus. Vi døde med ham. Paulus skriver således videre i Romerbrevet: Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, (Rom 6,6a).
Ud fra hvad apostlen skriver i Gal 2,19-20, så har han erfaringen af at være død, men det betyder ikke, at han ikke er levende. Han lever blot ikke mere selv, men Kristus lever i ham. Sandsynligvis er det også dåben Paulus taler om i Gal 2,19-20. I dåben døde vi med Kristus, vi blev inkluderet i den død, han led for os. Min bacheloropgave havde titlen: Han for os vi med ham., og handlede om Paulus forståelse af Jesu død i Galaterbrevet. Hos Paulus er der en klar dobbelt forståelse af Jesu død, en eksklusiv forståelse og en inklusiv forståelse. Jesus døde for os, for vor skyld, i stedet for os, til gavn for os, som eksempel for os. Det er det eksklusive ved hans død. Den død, var der ingen anden, der kunne dø. Samtidig er vi døde med ham i dåben. Igennem dåben blev/bliver vi inkluderet i den død, han døde. Vi bliver inddraget i døden, og det er dét, som Paulus taler om, i Rom 6,1-14. Vi, der er døbt, er døde med Kristus fra vort gamle legeme (v. 6). Det var det legeme, som lå under for synden, det menneske, som Paulus beskrev i det første hovedafsnit. Vi kan derfor ikke mere være bundet af synden, for, som han siger i v. 7, så er den, der er død, jo frigjort fra synden. Tanken er taget fra slave-herre-verdenen. Før trællede vi for synden, dvs. var bundet af den, men fordi vort gamle menneske nu er dødt gennem dåben, så er vi friet fra dette slaveskab. Døden frier jo en slave fra trældommen. Dåben har to sider, som det fremgår af v. 4-5. For det første er vi døde med Kristus gennem den, men for det andet skal vi også opstå sammen med ham. Det var også det, som Gal 2,19-20 gav udtryk for. Paulus selv lever ikke mere, men Kristus lever i ham, og det betyder, at Paulus' gamle menneske er dødt, men Kristus giver ham liv til at leve. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. (v. 11). Lad os kort gøre holdt her i teksten. I dåben døde vi med Kristus, men vi opstod også med ham i dåben. Vil det så sige, at vi er opståede? Lever vi allerede i opstandelsen? Nej, det er noget sludder, men faktisk var der nogle i blandt korintherne, der sandsynligvis havde denne forestilling, og derfor blev Paulus nødt til at give en indtrængende forklaring af opstandelsen til denne menighed (jf. 1 Kor 15). Man skal forstå det således (se figur på næste side [#6]): Der er to forvandlinger, transformationer. Den første sker i dåben, og det er den Paulus taler om her. I dåben blev vi genfødt ved vand og ånd (jf. Joh 3). Man kan med Paulus' ord sige, at vi døde fra vort gamle legeme og blev derved transformerede til et nyt stadium. Det er det stadium, vi der er døbt og tror, befinder os i nu. Det giver derfor ingen mening at ville blive ved med at leve som det gamle menneske for det er jo dødt. Dette stadium er som en ørkenrejse, og er ofte
blevet sammenlignet med israelitternes rejse i Sinaj-ørkenen. Vi lever i Ånden (jf. Gal 5,25). Dette stadium er desværre stadig præget af det gamle menneske, af synden, og det er dette problem, som Paulus tager op her, men i særdeleshed i kapitel 7. Den anden transformation er den der sker efter den fysiske død. Da skal vi opstå, og synden skal ikke mere præge vort liv. Da skal vi dø fra vores simul justus et peccator-situation, og vi skal aldrig synde mere. Denne transformation kan man læse mere om i 1 Kor 15. Det gamle Menneske (Adam) Det, der kendetegner transformationerne, er, at der er noget, der er forandret (et brud), men der er også noget, der er det samme (kontinuitet). 1. transformation (dåben) [#7] Vi er altså ikke opståede endnu, men forvandlede i dåben, eller med Paulus' ord, døde fra vort gamle legeme. Derfor kommer han med en opfordring i v. 12: Det kristne, genfødte menneske Simul justus et peccator 2. transformation (opstandelsen) Et åndeligt legeme Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster., og videre: Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden. (v. 14). Denne opfordring viser netop, den kristnes, vores, situation. Adam lever stadig i os, og ønsker at herske i vort liv. Vi er i nåden (Rom 5,2), og derfor skal vi ikke lade os styre af synden. Rom 6,15-23: [#8] Nu går apostlen videre til det næste aldeles ikke. Først et spørgsmål, som man måske godt kunne finde på at stille nu: Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? (v. 15). Nu hvor vi er frie fra synden, ja, døde fra den, så er vi ikke mere under loven. Paulus siger således i Galaterbrevet: Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. (Gal 5,1...13) Man kunne jo godt fristes til at tænke, at når vi nu er i nåden (5,2), og vi er frie for synden, så kunne vi vel blot synde løs. Det er stort set samme tankegang som i det forrige. Vi er døde fra vort gamle legeme, så kan synden vel ikke gøre os mere, og hvorfor skulle vi så ikke bare synde... der er vel ikke tale om synd så eller hva'?
Paulus forklarer sin indvending imod en sådan tankegang. Den man adlyder, er man træl for. Om det så er synden, eller om det er lydigheden (v. 16). Man kan ikke trælle for to herrer. Det har selv Jesus pointeret: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. (Matt 6,24) Paulus takker for, at romerne ikke længere er trælle for synden (v. 17). De er jo hedningekristne, som tidligere har fulgt de hedenske skikke, men dem har de nu gjort op med. Man kan ikke være delt! For borgerne i Romerriget var dette ikke noget nyt. Romerriget byggede på, det man kalder, patron-klient-systemet. Man kan sammenligne det lidt med en pyramideopbygning [#9]; fx var kejseren patron for mange klienter, som måske igen var patroner for andre klienter osv. osv. Kejseren så sig selv som klient for guderne, og på den måde var alle under nogle andre. For at dette system skulle fungere, var det vigtigt for patonerne at have trofaste og loyale klienter, som ikke stak deres patron. For klienterne handlede det om, at have en god patron, som ikke behandlede dem dårligt. Derved var der et gensidigt forhold mellem patron og klient. I v. 18 siger Paulus nu noget interessant: Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden. Han var kort inde på dette i v. 16. Vi er altså stadig trælle (douloi). Vi er vant til i vort nutidige samfund, at man skal tage ansvaret for sig selv, og det, det gælder om, er at være uafhængig af alt og alle. Som voksen skal man kunne tage vare på sig selv, ja, det er nærmest en menneskeret. Denne tankegang er kommet med oplysningstiden, hvor man i den grad gjorde op med de store autoriteter. For en slave handlede det altså ikke om at blive ikke-slave, men snarere om at få en god herre. Dét er, hvad Paulus har oplevet i sit eget liv. Han trællede for synden før, men nu træller han for retfærdigheden, ja, han siger flere steder, at han er Kristi tjener (douloj cristou/) fx Gal 1,10. Han er stolt af sin Herre. Måske er det derfor han fx i Gal 6,17 siger:...jeg bærer Jesu sårmærker (stigmata) på min krop.. Stigmata peger måske nærmere på brændemærker, som slaver jo havde i sin tid. Det mener nogle... Det er dog en illussion, at man kan være fuldstændig fri. Ingen er frie, dvs. uafhængige af alt. Vi kan altså ikke være fuldstændigt frie, men det handler om at have den rigtige herre, og det har vi, når vi følger Kristus.
[#10] Før trællede romerne (og vi) for synden, men var frie for retfærdigheden (v. 20). Udbyttet af dette patron-klient-forhold var døden (v. 21). Vil vi virkelig blive i det forhold? Nej, vel! Paulus peger ligefrem på, at romerne nu skammer sig over de frugter, som deres tidligere forhold gav. Heldigvis er vores situation nu, at vi HAR fred med Gud (jf. 5,1), og det betyder, at vi er døde fra synden og ikke mere træller under den. Vi skal i stedet trælle for lydigheden: Hele tiden bede, arbejde for og skærpe viljen til troslydighed. (se 1,5) (Villekjær 37). Det betyder, at vi får del i de frugter, som tjenerskabet under Gud giver, og det er at I helliges, og til sidst evigt liv. (v. 22). Her ses de to førnævnte transformationer. Inden vi fortsætter med kapitel 7, så vil jeg lige læse et citat op, som Paulus skriver i 1 Kor: Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. (1 Kor 15,56). Dette viser, at der er en klar sammenhæng mellem døden, synden og loven. Denne sammenhæng var han også inde på i kapitel 5, hvor han sagde således: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. (Rom 5,12). Her er det tydeligt, at der er en sammenhæng mellem synd og død, men hvor hører loven henne? Loven gør synden tydeligere, ja, loven er faktisk syndens kraft. De fleste kender til trangen at overskride et forbud. Så snart der er et forbud, så er det meget mere fristende at overtræde det, og overtrædelsen er synd. Derved bliver loven syndens kraft. I dåben blev vi første gang forvandlede til det kristne liv, vi nu lever i. Vi lever med Ånden, og det betyder, at vi hver dag vokser i troen, indtil den anden transformation, hvor vi skal opstå til evigt liv. Den dag skal vi være fuldstændigt frie for synden. Når vi lever med Ånden, skal vi også vandre med Ånden. (Gal 5,25). Paulus opsummerer til slut i kapitel 6: For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre. (v. 23). Sang: Gud, du er ikke i min verden (gfs 57) [#11-13] Nu går vi videre til Rom 7 (læses). Rom 7,1-6: [#14] Paulus henvender sig nu til de jødekristne i menigheden - jeg taler jo til mennesker, der kender loven (v. 1), og tager udgangspunkt i ægteskabslovgivningen. Tankegangen er den, at man ikke kan afkræve noget af en død. Man kan ikke slå en død mand ihjel, og ligeledes er det med en enke. Når en kvindes mand dør, så er hun fri til at gifte sig med en anden, og gør hun det, begår hun ikke ægteskabsbrud.
Det svarer til, at man graver liget op af en røver og forlanger, at han skal straffes. Det giver ingen mening. Døden frier én fra loven. Det er logik for purhøns. Dette billede bruger apostlen til at sige til romerne, at de på samme måde er døde for loven (v. 4). I dåben døde de (og vi) med Kristus. Vi korsfæstede Adam på korset sammen med Kristus, og synden er derfor ikke mere herre over os. Før var vi under loven, og den var tugtemester for os, men nu, hvor vi er døde igennem dåben, og genfødte, da er vi ikke mere under loven. Paulus siger således i v. 6: Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle. Forholdet til loven har altid været et hot emne i kirken, ja, helt tilbage i urkirken var det et omdiskuteret emne. Paulus har tidligere i Romerbrevet flere gange været inde omkring lovens betydning. Han sagde således i 3,28: For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.. I forhold til frelsen er loven altså uden betydning, det er derimod troen, der frelser. Igennem Paulus' virke var denne lære, retfærdiggørelseslæren, et stridspunkt. Især i Galaterbrevet ses dette tydeligt. Nogle var kommet til galaterne og havde krævet, at de lod sig omskære. Paulus siger således til dem: I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. (Gal 5,4). Der er altså ingen tvivl ifølge Paulus' lære. Det er troen der frelser, ikke loven. Luther forklarede loven på denne måde. Loven har to brug, usus civitatis og usus theologicus. Den første brug er den civile eller verdslige brug, loven som sådan. De fleste kan se, at der er behov for en lov i samfundet, og at det giver mening, at man fx ikke går rundt og slår hinanden ihjel. Den anden brug, usus theologicus, er det, at loven giver syndserkendelse (jf. Rom 3,20). Loven bliver derved en tugtemester eller pædagog, som leder hen imod nødvendigheden af evangeliet. Uden loven bliver vi ikke klar over, at vi synder, og derved ikke klar over, at vi har brug for nåden. Der er også en tredje brug, usus in renatis, lovens formanende brug for de kristne. Loven som vejleder for de genfødte. Luther fandt jo ikke på denne forklaring, men fortolkede den ud fra Paulus, og det er noget af det, som apostlen netop i det følgende er inde på. Rom 7,7-11: [#15] Det tredje aldeles ikke kommer nu på banen. Man kunne ud fra det Paulus hidtil har sagt om loven, måske tænke, at loven er lig med synd, men det afviser apostlen blankt. Synden er aldeles ikke det samme som loven, men...
Synden er overtrædelse af loven. Først når loven virker ind i mit liv, bliver jeg klar over, at jeg er en synder. Det er jo netop lovens anden brug. Loven virker syndserkendelse (Rom 3,20). Det var det, jeg var inde på tidligere. Først når der opstilles et forbud, får man lyst til at overtræde det. Loven vækker synden, men det er bestemt ikke det samme. Lad os kort se på det første eksempel på dette i Bibelen. I Gen 2,17 siger Gud således til Adam: Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!. Dette er det første bud i Bibelen. Litterært er dette et spor forud for Gen 3, hvor buddet bliver overtrådt. Hvis vi ikke havde fået præsenteret buddet i Gen 2, så ville Gen 3 ikke være nær så spændende. Buddet vækker lysten til at overtræde det. Buddet skulle have givet Adam liv, men det vækkede synden og den forledte ham og dræbte ham ved det (jf. Rom 7,11). Således er det med forholdet mellem synden og loven. Rom 7,12-13: [#16] Loven er god. Det slår Paulus fast. Man kunne jo godt tænke, at loven, som vækker synden, er noget dårligt, men det er den ikke. Det fjerde aldeles ikke kommer nu. Blev loven da min død? Nej! Det var ikke loven, som dræbte Paulus (og os), men derimod synden. Synden brugte loven til at dræbe mig ved. Hvad betyder det nu? Paulus erfarede på vejen til Damaskus (Acta 9), at han ikke var den retfærdige farisæer, som han hidtil havde troet, at han var. Da Kristus viste sig for ham, døde han. Han blev klar over, at den løgn han hidtil havde levet i, blot var indbildning, og at han virkelig var en synder. Loven virker syndserkendelse, og den lyser ind i hjertet og viser, hvad der gemmer sig der. Derved vækkes synden, og vi dør ved synden. Man bliver klar over, at det ikke er muligt at opfylde loven. Rom 7,14-25: [#17] Loven er altså god og af ånd, og det er ikke den, der er dårlig. Det er mig! Selvom jeg er blevet genfødt og nu lever i et nyt kristent genfødt liv efter dåben, så er jeg stadig af kød, og synden virker stadig i mit liv. Den gamle Adam har det med at hoppe ned fra korset. Det er netop det som det lutherske udtryk simul justus et peccator, dækker over. Denne kamp mellem kødet og Ånden er den kristnes kamp. I dåben fik vi Ånden og den kæmper med kødet. I Gal 5,17 skriver Paulus således: For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.. Præcis samme kamp beskriver han her i Romerbrevet. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. (v. 15b). Det jeg vil, dækker over Åndens, det nye sinds vilje, men selvom jeg ønsker at gøre Guds vilje, så erfarer jeg, at jeg gør det onde.
Det er synden i mig, der handler (v. 20). Jeg er en synder, og jeg gør ikke kun synder. Synden er en del af mig. Det gælder ikke kun mig, men os alle (jf. Rom 3,23). v. 21-23: Paulus glæder sig over loven, for den er god, og uden den, ville han ikke være klar over, at han var en synder. Måske kunne man fristes til at sige, at det var lettere, hvis loven ikke var der, men så ville vi ikke være klar over, at vi var syndere. Hvis vi ikke var klar over det, så ville vi ikke være klar over nødvendigheden af frelsen. Derfor er loven god, og der er grund til at glæde sig over den. Desværre ser jeg bare en anden lov, syndens lov (v. 23). Den handler imod Guds lov, og gør at jeg synder. Denne strid i Paulus' liv får ham til at udbryde: Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? (v. 24). Svaret kommer prompte: Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre. Jesus Kristus frier os fra dette legeme, når vi engang skal dø den fysiske død. Da skal den anden transformation forvandle os til et åndeligt legeme, som ikke længere skal være befængt med syndens kødelige legeme. Men lige nu er situationen: simul justus et peccator. (v. 25b). Kort opsummering af gennemgang: [#18] 1) i dåben døde vi med Kristus på korset; det betyder, at vi ikke mere skal leve i overensstemmelse med den gamle Adam, og derfor skal vi ikke synde i det nye liv 2) dåben er udtryk for den første transformation, mens opstandelsen er den anden transformation 3) ingen er frie; enten træller man for synden eller også træller man for lydigheden (Rom 6,16). Man kan ikke tjene begge! 4) vi er døde for loven, og derfor ikke længere under loven 5) loven er god, for den viser os vores synd og leder os derved til evangeliet; usus theologicus 6) mens vi endnu er mellem første og anden transformation, da er vi på samme tid syndere og retfærdige; simul justus et peccator. Denne strid vil forblive indtil den fysiske død og opstandelsen Spørgsmål til samtale: [#19-20] Tal først om det, der falder jer først ind ud fra undervisningen. Rom 6: 1) Hvad betyder dåben for dig? Snak om jeres syn på dåben. 2) Gav det mening for dig med billedet af de to transformationer, som Daniel brugte? 3) Vi er døde med Kristus i dåben (v. 4-5). Hvor konkret, mener du, at det skal forstås? Se også Gal 2,19-20.
4) Den frihed fra synden, som der tales om, er ikke en total frihed, hvis der med dette forstås en uafhængighed af alt, men derimod er der tale om et tjenerskabsskifte (jf. v. 18). Hvad mener du om det? Rom 7: 5) Prøv at forklare med jeres egne ord, hvordan loven skal forstås. Hvad er lovens funktion? 6) Når Paulus taler om, at han døde ved buddet i v. 10a, hvordan skal det så forstås? 7) Kender du til kampen mellem kødet og Ånden i dit eget liv? Hvordan oplever du den? 8) Skal loven have en funktion i den genfødtes (den døbtes) liv? I så fald: hvilken?