13. maj 2011 65. årgang Dansk Psykolog Forening 8 Liv på grænsen Rejsebrev fra dansk studerende, der arbejder et halvt år i psykologisk klinik på grænsen mellem Thailand og Burma. Side 4 Tand for tunge Interview med tre psykologer om deres erfaring med og holdning til tavshedspligt. SIDE 8 Trange tider Hvordan overlever psykologfagligheden i de økonomisk trængte kommuner? SIDE 12 Uden for nummer Personer med en funktionel lidelse negligeres både i somatikken og psykiatrien. SIDE 16
Interview med tre psykologer om deres erfaring med og holdning til tavshedspligt. SIDE 8 Hvordan overlever psykologfagligheden i de økonomisk trængte kommuner? SIDE 12 13. maj 2011 65. årgang Dansk Psykolog Forening Rejsebrev fra dansk studerende, der arbejder et halvt år i psykologisk klinik på grænsen mellem Thailand og Burma. SIDE 4 Personer med en funktionel lidelse negligeres både i somatikken og psykiatrien. SIDE 16 8 LEDER I Dansk Psykolog Forening går fællesskabet for ikke i opløsning. Det er blandt andet det, årsmøder.tand vi markerer, når vi holder tunge Liv på grænsen Trange tider Uden for nummer Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Sin egen lykkes smed I disse dage er mange af Dansk Psykolog Forenings medlemmer samlet til årsmøde i Nyborg. Det tema, vi mødes om, er Lykkeridderen individualiseringens frontfigur. Den person, der kun vil sit eget. Fagligt et værdigt emne at drøfte, men også organisatorisk. Ikke mindst i fagforeninger, for hvem maj måned har en historisk betydning, og hvor fællesskabet rækker langt ud over de rituelle markeringer den første i måneden. Grundlæggende er Dansk Psykolog Forening som de øvrige fagforeninger forhandlingsorganisationer med det vigtige mål at tjene fællesskabets og indirekte dermed den enkeltes bedste. En af vores fornemste opgaver er overenskomster. Søger vi fx i en overenskomst at opnå et resultat for en mindre del af den gruppe, der forhandles for, er det med tanke på det langsigtede perspektiv: at det enkelte snævre resultat åbner for de mange brede resultater efterfølgende. En sådan filosofi giver ikke det hurtige kick, lykkeridderen lever af. Lykkeridderen formår måske at realisere sin individuelle kontrakt med dertilhørende løn mv. på kort sigt, men med 35 eller 40 år på arbejdsmarkedet falder slutresultatet negativt ud, hvis løndannelse og øvrige arbejdsvilkår bygges på, hvad man kan rage til sig i nuet på bekostning af andre. Når vi helst vil have kollektive overenskomster, hænger det derfor sammen med, at det bedste for alle er, at fællesskab går frem for egenskab. Man løfter bedst i flok, for nu at gribe til en frase. Prisen bliver, at ingen får sin helt egen vilje. Det er kun et problem for lykkeridderen, for hvem hensynet til den anden forsvinder. I Dansk Psykolog Forening går fællesskabet ikke i opløsning. Det er blandt andet det, vi markerer, når vi holder årsmøder. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: dp@dp.dk www.danskpsykologforening.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: 35 25 97 07. Redaktion: Rebecca Savery Trojaborg, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: 0901-7089 Design og produktion: Mediegruppen A/S Tryk: Jørn Thomsen/Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 8.550 ex. Trykoplag: 9.500 ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forsidefoto: Kasper Haun Jobannoncer 2011 Psykolog Nyt + www.psykologjob.dk Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr. 12.060,- Kr. 10.410,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr. 6.945,- Kr. 6.085,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: www.danskpsykologforening.dk Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr. 1.500,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2011: 1.200 kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 10 23/5 10/6 11 6/6 24/6 12 20/6 8/7 Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykolog Forening
I KORT FORM Beskæftigelsen skal sikres Som opfølgning på undersøgelsen Psykologers Beskæftigelse 2010 iværksætter Dansk Psykolog Forening frem til 2012 en række initiativer, der skal fremtidssikre psykologers jobmuligheder. En konklusion på undersøgelsen blev, at flere psykologer uddannes og de studerende debuterer tidligere på studiet. Hertil kommer, at seniorerne forlader arbejdsmarkedet relativt sent. Der forventes at være behov for 250-450 nye job hvert For lidt viden om stress år for at sikre en uændret beskæftigelsesgrad fra 2015. Foreningen sætter fra andet kvartal af 2011 fokus på vækstmulighederne i erhvervslivet, rettet mod psykologers muligheder for at opnå ansættelse i det private erhvervsliv. Prioriteringen af privatansatte psykologer begrundes med den aktuelle situation på det private arbejdsmarked, hvor der p.t. kan spores periodiske stigninger i beskæftigelsen. mnø Vi ved, at stress er naturligt, og at vi har gavn af at være stressede i enkeltstående, pressede situationer som fx en eksamen eller en kortere periode med spidsbelastning på arbejdet. Vi ved også, at længere perioder med stress kan gøre os syge og øge risikoen for fx hjertekarsygdomme. Men vi mangler stadig reel viden om, hvor meget vi præcis skal stresse, før vi bliver syge, hvordan man gør risikoen for sygdom mindre eller hvordan vi finder de bedste veje ud af stresssuppedasen, siger Naja Hulvej Rod til videnskab.dk. Naja Hulvej Rod forsker i stress på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og stiller sig på grund af den begrænsede viden om stress kritisk over for virksomheders stresskonsulenter. Hun mener, at de i nogle tilfælde mangler ordentlig uddannelse og forsøger at finde hurtige løsninger. Ifølge Naja Hulvej Rod er et ordentligt stressforskningsmiljø, der kan bringe os nærmere nogle svar, først nu ved at blive etableret. dnp 8888 medlemmer Dansk Psykolog Forening vokser støt og kan med udgangen af april 2011 notere et medlemstal på 8888. Væksten er netop nu særlig stor blandt de studerende medlemmer. I marts 2010 udgjorde deres tal 905 mod nu 1237. Stigningen hænger primært sammen med beslutningen på sidste års generalforsamling om et meget lavt kontingent for studerende det første år, de er medlemmer. Øvrige medlemsgrupper er præget af en mere afdæmpet vækst. I alt er medlemstallet de seneste 13 måneder steget med 627. jc Tal for sundhedsforsikringer Op mod en million danskere har adgang til behandling ved privathospitaler i kraft af en privat sundhedsforsikring, og de bruger derfor de offentlige hospitaler mindre end borgere uden forsikring. Helt præcis er der tale om et reduceret forbrug svarende til 385 kr. pr. person pr. år. Det viser en ny undersøgelse gen- nemført af forskere fra Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering, Syddansk Universitet. De sundhedsforsikrede adskiller sig fra gennemsnittet af befolkningen. De er marginalt yngre og i højere grad mænd, gifte, etnisk danske, bosiddende på Sjælland, uddannede, fuldtidsarbejdende, vellønnede, ansat i aktieselskaber og med tydelig overrepræsentation i visse brancher. De har færre kontakter til egen læge og praktiserende speciallæger og køber mindre receptpligtig medicin end gennemsnitsborgeren. Se rapporten på www.sdu.dk. jc PSYKOLOG NYT NR. 8 2011 SIDE 3
REJSEBREV On the borderline SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR. 8 2011
Fotos: Forfatteren En dansk psykologistuderende beretter fra en klinik ved den thai-burmesiske grænse. Efter et halvt års ophold har tid, kultur og psykologfaglighed fået helt ny betydning for ham. O mtrent 8.400 km fra Aarhus Universitet ligger den nordvestligste thailandske grænseby Mae Sot. På den anden side af grænsen ligger den krigsprægede burmesiske stat Karen State. Halvdelen af Mae Sots 300.000 indbyggere er illegale burmesiske flygtninge. En by, hvor et overvældende antal thailandske politibetjente spankulerer rundt i gaderne og åbenlyst opkræver kulsorte penge af disse flygtninge, som til gengæld får en begrænset frihed retur. Indtil næste gang. Og kun hvis de kan betale. Udsigten på en køretur gennem Mae Sot er forvirrende. Man ser nyrige thailændere og kinesere, som har tjent fedt på grænsehandel. De bor i store villaer og kommer som regel drønende i kæmpestore pickups. Længere nede ad gaden er det slummen og elendigheden, der springer i øjnene. Her sover folk enten i faldefærdige træskure eller på gaden blandt geder, får, høns og vilde hunde. Frivillige vesterlændinge kommer oksende på cykel på vej fra det ene møde til det næste. Kontrasterne i byen er til at få øje på og mangfoldigheden, hvor kristne, muslimer og buddhister lever side om side, er stor. Midt i dette virvar ligger Mae Tao Clinic (MTC). MTC er et hospital drevet af burmesere og frivillige, udelukkende baseret på donationer, og som tilbyder lægehjælp til burmesiske flygtninge. Klinikken har også en psykologisk afdeling, og her tog jeg til for seks måneder siden sammen med en medstuderende, Ida Knakkergaard, for at arbejde frivilligt. Forventninger, der ikke holdt I min alt for tungt pakkede bagage, som ud over tøj indeholdt donationer til klinikkens børn fra Lego, havde jeg medbragt et billede. Et billede, der forestillede forventninger om min kommende tilværelse i Thailand. Af dette billede fremstod det klart, at jeg skulle arbejde som psykolog under supervision i klinisk forstand. Der ville være tolk til stede og det ville være svært i begyndelsen, men derefter ville det køre derudad. Da vi ankom på klinikken en varm novemberdag, gik det medbragte billede omgående itu. Ikke blot rammen krakelerede, men PSYKOLOG NYT NR. 8 2011 SIDE 5
Baggrund Artiklens forfatter og hans medstuderende har opholdt sig i Mae Sot, på grænsen mellem Thailand og Burma, siden den 1. no vember 2010. Efter et halvt års arbejde ved Mae Tao Clinic forlader de stedet med udgangen af april 2011 og vender tilbage for at afslutte psykologstudiet på Aarhus Universitet. selve billedet blev revet i bittesmå stykker, og grønne forventninger dalede mod jorden, nu parat til at blive samlet op igen og sammensat i et nyt motiv af erfaringer. Trods korrespondance gennem et år med MTC s ledelse virkede personalet på klinikkens psykologafdeling yderst overrasket og forvirret over vores ankomst. For afdelingens manager var gode råd dyre i forhold til, hvad han skulle stille op med de to aliens, der nu stod foran ham. Afdelingen består af seks fastansatte, alle burmesiske, hvoraf kun én taler flydende engelsk. Sprogbarrieren og manglende kulturelt kendskab gjorde mildest talt starten på vores ophold noget vaklende. Specielt var det svært at vænne sig til hverdagens sløve tempo. Den første tværkulturelle lærestreg vedrørte netop tiden; det er ikke muligt at arbejde effektivt i ineffektive omgivelser. Den vante fornemmelse af ubehag, opstået ved at forlade læsesalen til frokostpause og samtidig konstatere ikke at have nået en tredjedel af det forventede, sad stadig i min krop. Denne reaktion måtte aflæres og erstattes med tålmodighed. Et omvandrende leksikon Tålmodighed, ydmyghed, åbenhed og en god portion nysgerrighed var ingredienserne i den opskrift, jeg skulle følge for at tage ved lære af de nye omgivelser. Den første arbejdsmæssige oplevelse var grænseoverskridende. Jeg skulle følge vores kollega i at lede en session i gruppeterapi. Troede jeg. Hvad vil du sige til denne patient for at hjælpe hende?, lød spørgsmålet på gebrokkent engelsk fra min burmesiske kollega Thanda Thew, da jeg første gang sad over for en patient. Mine tanker gik i stå. Ud over det chokerende syn, der ventede, da vi entrerede patientafdelingen, var jeg også meget overrasket over SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR. 8 2011
min uventede rolle fra føl til psykolog. Desuden anede jeg af naturlige årsager ikke råd for, hvad man siger til en døende kvinde med en baby, som tilmed var stærkt skadet på fødderne fra et militærangreb på deres landsby. Ud fra denne oplevelse og flere lignende var der et par ting, som gik op for mig. De fleste burmesere anser en vesterlænding med uddannelse for at være et omvandrende leksikon. Derfor gik min kollega fra førnævnte situation ud fra, at jeg som dansk psykologistuderende måtte vide, hvad der normativt skulle siges for at hjælpe denne stærkt traumatiserede kvinde. En anden erkendelse følger af den første. Burmeserne har uhyre begrænset adgang til uddannelse. Mine kolleger er ikke rigtige psykologer, men er selv flygtninge med en meget basal uddannelse i medicin og emotionel støtte. Mit forventningsbillede viste, at vi skulle lære terapeutiske færdigheder af psykologer fra en anden kultur. Mine kolleger forventede det modsatte. Der var altså mange forventninger, der måtte afstemmes, før en nærmere definition af min rolle i dette eventyr blev tydeligere. Gode intentioner ikke altid nok Han er født i Burma, men kan aldrig vende tilbage, fordi han valgte at uddanne sig til psykolog i Australien. Jeg taler her om manden, som blev min mentor under hele opholdet. Dr. Aung Myint er umulig at aldersbestemme og vil ikke selv ud med sproget. At møde ham blev vendepunktet for mig. En mand med en så stor visdom, men på samme tid i besiddelse af en utrolig respekt og ydmyghed over for andre, havde jeg aldrig mødt før. Er du fremmed, så vær ydmyg, hvis du ikke taler sproget, vær da dobbelt så ydmyg. Informationer underrepræsenterer altid virkeligheden. Disse to råd gav han mig fra starten. Han forlangte tålmodighed og ydmyghed. Til gengæld viste han mig en tillid, jeg som studerende aldrig før i Danmark er blevet vist. Senere forstod jeg meningen bag disse råd. Jeg har oplevet alt for mange vesterlændinge med gode intentioner komme her til Mae Sot med den naive holdning, at de nu skal ned og vise de stakkels fattige mennesker, hvor skabet skal stå, og hvordan kagen skal skæres. Problemet er dog, at folk, der bor i bambushytter, slet ikke bruger skabe og ej heller har råd til kniv eller kage. Af-akademisering Efter en periode med perifer deltagelse i et væld af forskellige aktiviteter gik arbejdet for alvor i gang. At undervise en gruppe burmesiske kvinder i PTSD hos børn, som et led i deres uddannelse, var den første opgave. Ved hjælp af mine medbragte noter fik jeg hurtigt lavet nogle handouts og var klar. Jeg mødtes med min oversætter, en ung mand iført engelsk fodboldtrøje fra midt 90 erne, for at gennemgå undervisningen. Han nikkede på sædvanlig asiatisk manér venligt ja til, at han var med på, hvad undervisningen handlede om. Alligevel efterspurgte jeg hans forklaring af en traumatisk oplevelse. Et traume er, når man falder til fodbold og bliver skadet, lød hans eksempel. Noget sagde mig, at han alligevel ikke var helt med. Jeg vidste allerede, at psykologiske termer ikke er specielt udbredte i Burma, men hvis traumatisk oplevelse ikke engang forstås i psykologisk forstand, hvordan skulle de så have en jordisk chance for at forstå begreber som multi- og ækvifinalitet? Paradoksalt er det, at der ikke findes et begreb for noget, som rigtig mange burmesere er, nemlig traumatiserede. Jeg måtte nu smide de akademiske briller og tilpasse undervisningen situationens krav. Det var faktisk noget af en udfordring, hvilket bevidner, hvor akademiseret blot tre år på universitet kan gøre én. Bag mit øre vil der i fremtiden stå noteret, at folk ikke nødvendigvis forstår det sprog, der tales inden for universitetets vægge. Senere hen fik vi en mere permanent opgave. Nærmere bestemt en sag på et børnehjem, der involverede neglekt i en alvorlig grad. En følelsesmæssig hård opgave, men særdeles lærefuld og berigende. Kulturpsykologiske forskelle Vi kommer ikke uden om ham, Franzoi vores alle sammens socialpsykologiske grundbogsforfatter. I hvert kapitel benævner Frazoi de fremstillede teoriers usikkerhed i forhold til østlig psykologi. Det individuelle selv kontra det sociale selv benævnes som den største kulturpsykologiske forskel. Derfor var jeg inden afrejsen yderst spændt på, om jeg ville få det sociale selv at se. Det gjorde jeg. På MTC s psykologiske afdeling er det normalt for en klient at medbringe hele familien til individuel konsultation og lade dem tale mindst lige så meget som klienten selv. Psykologisk praksis, som vi kender den hjemmefra, giver ikke mening her. En burmeser vil aldrig forholde sig individuelt til sig selv. For en misbruger ville den største motivation for afvænning ikke være overlevelse, men afgjort at genvinde sin sociale rolle i samfundet og familien. En anden afgørende faktor, der besværliggør psykologien, som vi forstår den, er burmeseres ukuelige anstrengelser for ikke at tabe ansigt. Det er ikke socialt acceptabelt at udvise store følelser og derfor heller ikke normalt at tale om dem. Dette kaldes Ana. Negative hændelser afværges ofte med et smil. Mit bedste eksempel herpå er, da min chef, Saw Ku Thew, grinende trådte ind på vores kontor og fortalte mig, at en bombe var faldet, en kilometer fra hvor vi sad. Bomben dræbte tre og sårede toogtyve. Det var svært at begribe, hvad han sagde, fordi hans mimik var i uoverensstemmelse med hans ord. Først da jeg hørte militærhelikopterne over taget, gik det op for mig, hvad han havde sagt. I nye og uvante omgivelser har jeg set mig selv og min uddannelse i et nyt lys og har fået tilbudt en alternativ forståelsesramme. Jeg glad for at have taget noget tid ud og have levet noget liv, før jeg engang skal hjælpe andre med at leve deres. Det kan varmt anbefales. Kasper Haun, stud.psych., Aarhus Universitet PSYKOLOG NYT NR. 8 2011 SIDE 7
INTERVIEW x 3 Psykologer i vidneskranken Tavshedspligten kan kun vige, hvis det forhindrer mennesker i at komme til skade fremover. Ellers ikke. Det er to forskere og en privatpraktiserende psykolog enige om. SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR. 8 2011
Yvonne Kronberg, specialist i psykoterapi, privatpraktiserende psykolog i Hillerød: H vad betyder det for dit arbejde, at du har tavshedspligt? - I det daglige tænker jeg ikke over tavshedspligten. Den ligger fuldstændig implicit som en sikker grund i ethvert forløb. Terapi handler utrolig meget om at etablere en god forbindelse og en gensidighed og tillid i relationen, og her er tavshedspligten fundamentet. Klienten ved, at han eller hun kan sige alt her, det kommer ikke ud af dette rum. Hvor vigtigt er det i praksis? - Der er mange steder i det moderne samfund, hvor man skal skrive under på samtykkeerklæringer, fx i sager om fleksjob, førtidspension eller sygedagpenge skriver klienten under på, at kommunen må indhente oplysninger om dem hos psykologen. Så oplever jeg indimellem, at de spørger til min tavshedspligt: Det her, det kommer ingen vegne?. De ved godt, at jeg har tavshedspligt, men når de er pressede, bliver de usikre ved at fortælle noget, som er meget privat. De er nødt til at give samtykke for at få sygedagpenge, men usikre på, hvor meget psykologen kan sige videre af det, de fortæller. Hvad siger du så til dem? - At jeg har en procedure: Jeg skriver noget, og de ser det. Jeg er nødt til at svare på det, kommunen vil have, men på en måde, som jeg kan stå inde for, og som tager vare på deres oplysninger. Jeg er nødt til at give de oplysninger, så kommunen kan forstå, at de skal lade dem være. Det er som at bevæge sig på en knivsæg. Jeg videregiver jo oplysninger om helbred og psyke. Hvad ville det betyde for forholdet mellem psykolog og klient, hvis den ikke fandtes? - Jamen, så tror jeg slet ikke, terapi kunne lade sig gøre. Tavshedspligten er urgrunden, og brud på den kan virke som et jordskælv; den er baggrunden for, at vi kan etablere et tillidsforhold. Mange klienter venter jo, til de har ryggen helt op mod muren, før de går til en psykolog, og hvis vi skal kunne samarbejde, er jeg nødt til at have de rigtige oplysninger og hele historien. Har du oplevet situationer, hvor du overvejede, om en sag var omfattet af indberetningspligt? - Ja, det har jeg selvfølgelig gjort, men det er nu ikke mange. Jeg arbejdede i flere år med flygtninge og indvandrere, hvor jeg fik kendskab til en, som fortalte om en nærtstående person, der havde giftet sig proforma. Der var jeg meget i tvivl, om jeg skulle indberette det eller ej, for det kolliderede i den grad med mine egne holdninger. Men jeg valgte ikke at gøre det. Der kan også være klienter, som fortæller om økonomisk kriminalitet, men det anser jeg ikke for at være lige så alvorligt som overgreb på børn eller planer om at myrde andre. Har du oplevet situationer, hvor du overvejede, om du burde bryde din tavshedspligt? - Meget sjældent, og det er egentlig forbavsende, i betragtning af hvor mange mennesker jeg har talt med. I arbejdet med flygtninge og indvandrere var der nogle, som forsøgte at snyde med at sige, at de havde været udsat for tortur, eller forsøgte at snyde sig til pension. Men da havde jeg mulighed for at handle på det, for jeg skulle jo give myndighederne min vurdering af deres sag. - Hvis mindreårige børn går i terapi og forældrene presser lidt på for at få at vide, hvad der foregår, opstår der et dilemma. På et plan skal de inddrages, på et andet skal barnet vide, at det, de fortæller om mor og far, ikke kommer videre. Det løser vi ved at spørge barnet: Hvad siger du til, at vi taler med mor om denne sag? Og hvis barnet så siger nej, må man respektere det. Det kan godt være, at forældrene kunne få medhold i, at man skulle fortælle det, fordi det vedrører et barn, men jeg ville alligevel sige nej. Kunne du forestille dig andre sager, hvor det er rimeligt at ophæve tavshedspligten? - Overgreb på børn og forbrydelser på liv og lemmer. Jeg har aldrig været ude for en klient, som selv havde begået overgreb på børn, men hvis jeg får noget på tredjehånd, har vi talt om det på en måde, så klienten selv er gået videre med det. For mange år siden havde jeg en klient, som jeg frygtede var suicidal, og som jeg sørgede for at få indlagt. Det var ikke brud på tavshedspligten, for jeg fik klientens tilladelse til at kontakte hospitalet og bad dem beholde den pågældende. Det var et dilemma, som jeg tænkte meget over, men hvis et liv er i fare, synes jeg, man bliver nødt til at handle. Kunne du forestille dig sager, hvor det var i orden at pålægge en psykolog at vidne? - I princippet synes jeg, det er forkert. Hvis man begynder at åbne for det, så kommer der sprækker i tavshedspligten og dermed i det fundament, som den udgør for tillidsforholdet. Hvad er så det næste, man kan pålægge psykologer at vidne om, hvad synes domstolen så næste gang? Det er lidt som med ytringsfriheden hvis der er nogle ting, du må udtale dig om, og andre ikke, så har du reelt afskaffet den. PSYKOLOG NYT NR. 8 2011 SIDE 9
Stig Bernt Poulsen, lektor, Institut for Psykologi, Københavns Universitet, forsker blandt andet i psykoterapi. Har vidnet til fordel for psykologen i sagen. H vorfor er tavshedspligten så vigtig for psykologer? - Tavshedspligten er vigtig for at gennemføre en psykoterapi og opnå et godt resultat. Jo alvorligere problemstillingen er, jo vigtigere er tavshedspligten for klienten. Tavshedspligten har stor betydning for den terapeutiske alliance. Den gode relation er vigtig for at nå et godt resultat. Hvis du sår tvivl om den absolutte fortrolighed, svækker du terapiens effekt. Mange klienter har i forvejen problemer med at føle tillid, fordi de har oplevet svigt. Det er vigtigt for terapien, at vi kan opbygge og opretholde den tillid. Hvad betyder det i den konkrete situation? - Hvis du arbejder med mennesker, som er lidt på kanten af samfundet, kan det være, at de selv eller i deres relationer til andre kender til større eller mindre forseelser som sort arbejde eller socialt bedrageri. Det behøver ikke være store sager, men hvis der opstår en frygt for, at psykologen kunne finde på at indberette sådanne forhold, kan terapien blive alvorligt forstyrret. - I den mere alvorlige ende, fx når soldater er i krig, vil der kunne opstå gråzoner eller situationer, hvor de bliver i tvivl om, hvorvidt noget var etisk forsvarligt eller ej. Hvis det kommer overordnede for øre, kan de risikere en sag enten for dem selv eller deres kammerater. Hvad ville det betyde for forholdet mellem psykolog og klient, hvis tavshedspligten ikke fandtes? - Det afgørende i psykoterapien er, at klienten kan tale frit og have en god relation til terapeuten. Det er noget af det, der gør, at terapien virker. En del undersøgelser viser ret entydigt, at det er med til at begrænse effekten af terapien og også afholde folk fra at opsøge terapi, hvis der ikke er sikkerhed for fortrolighed. Fx viser en undersøgelse blandt amerikanske militærfolk, at netop tvivl om tavshedspligten var et helt konkret problem, som afholdt flere fra at tale med en psykolog. Hvor langt skal psykologer gå for at holde fast i deres tavshedspligt? - Hvis du fx får kendskab til børnemishandling, aktive pædofile eller depressive, som har planer om at begå selvmord, så er du etisk forpligtet til at skride til handling. Men princippet er, at man kan indberette forhold, når det tjener til at beskytte mennesker mod fremtidige skader, ikke når det drejer sig om at opklare tidligere forbrydelser. Det er knæsat i etiske regelsæt for psykologer verden over. Sådan er praksis globalt. - Vi risikerer en glidebane, hvis ikke vi har meget klare regler. Hvis en psykolog, som er ansat i socialforvaltningen, skal oplyse om socialt bedrageri eller sort arbejde, kommer vi til at fungere som politibetjente, og så er vi ikke i stand til at røgte vores arbejde. Er retten ikke netop garant for, at det ikke er bagateller, der lægges til grund for at tvinge en psykolog til at vidne? - Jeg kan godt forstå synspunktet, men hvis vi ikke har et nagelfast princip om, at det alene handler om at forebygge fremtidige skader, hvis vi begynder at gradbøje tavshedspligten, så er vi ude på en glidebane allerede. Vi har en etisk forpligtelse, der for mig at se er mere fundamental end domstolens afgørelser. Den skal ingen gradbøje heller ikke Østre Landsret. Kunne du forestille dig sager, hvor det alligevel er rimeligt at ophæve tavshedspligten? - Nej, det vil jeg ikke sige. Hvis en psykolog i en konkret sag føler sig forpligtet til at bryde sin tavshedspligt, vil jeg ikke gøre mig til dommer, men som stand må vi holde fast i tavshedspligtens ukrænkelighed over for fortidens hændelser, som ikke indebærer nogen akut fare. Ask Elklit, professor ved Videnscenter for psykotraumatologi, Syddansk Universitet. Har vidnet til fordel for psykologen i sagen. H vorfor er tavshedspligten så vigtig for psykologer? - Fordi vores klienter skal have tillid til, at det, de fortæller os, bliver i det terapeutiske rum. Når man fortæller noget, som er svært for én: problemer, man har, ting, man ikke kan klare, eller som er skamfulde så er det vigtigt, at der er fortrolighed og tillid til, at det, man fortæller, kan blive i den kontekst og ikke går ud af det rum. Hvad så, hvis det sker alligevel? - Så taber klienten tilliden til psykologen. Så har psykologen svigtet den grundlæggende tillid, klienten havde til ham eller hende. Hvad ville det betyde for forholdet mellem psykolog og klient, hvis tavshedspligten ikke fandtes? - Det ville betyde, at alt, hvad man sagde, kunne høres andre SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR. 8 2011
steder. Det har jeg selv oplevet engang, hvor jeg var i par terapi, og hvor jeg bagefter hørte fra andre, hvad terapeuten syntes jeg skulle have gjort. Det skal lige siges, at pågældende ikke var psykolog. Det var meget ubehageligt. Og hvis bare et eneste eksempel kommer ud blandt soldater, så vil antallet af soldater, der bruger psykologer, falde drastisk. De er sårbare i forvejen og meget svære at holde fast. Hvis de får ret i den skepsis, de har i forvejen, vil langt færre soldater søge psykolog, og det er rigtig synd. Psykologer har meget, de kan hjælpe soldater med, men det er svært at overbevise de soldater, der bor ude i skoven eller har det rigtig dårligt, så der skal bare én sag til, så er det hele ødelagt. Hvor langt skal psykologer gå for at holde fast i deres tavshedspligt? - Jeg ville gå hele vejen, fordi det er enormt vigtigt for det, vi laver. Man må tage bøder og fængsel med, fordi det er et enormt vigtigt princip. Er der ikke forskel på at sladre om klienter og så vidne i en sag om mulig fangemishandling? - Jo. Men i denne sag er der jo en primær person, og det er tolken. Forsvaret må kunne få den nødvendige viden ud af ham. Det er åbenbart kikset, og nu prøver de så at vride den viden ud af psykologen. Jeg synes, forsvaret skulle bruge det primære vidne. Når man ikke kan det, så er der et eller andet galt, som jeg ikke ved noget om. Så stopper sagen. Kunne du forestille dig sager, hvor det alligevel er rimeligt at ophæve tavshedspligten? - Kun hvis man har viden om personer, som er i fare eller bliver udsat for overgreb. Eller hvis en person vil tage sit eget liv, da har man pligt til at reagere. Men som terapeut kan man komme rigtig langt via klienten. Man kan lave et sikkerhedsnet, som man selv er en del af. Hvis det ikke er nok, kan man komme i den situation, at man må tage fat i familien eller politiet eller tale vedkommende til at melde sig selv eller give de nødvendige oplysninger. Man kan komme langt med det terapeutiske arbejde, for hvis klienten siger noget, er det, fordi der er noget, som plager ham, og som han gerne vil have hul på. Hvad har du ellers fortalt retten i denne sag? - Jeg fortalte om den metode, der hedder vidnesbyrd, som blandt andet er brugt blandt chilenske flygtninge, hvor de sammen med psykologen beskrev den tortur, de havde været udsat for. Man mener, det i de situationer har en terapeutisk virkning at vidne, fordi det kan medvirke til at vende en anklage mod myndighederne i Chile. Men her var klienten indforstået med det. Hvis klienten siger ja, er det noget helt andet. Sagen kort Psykologer har tavshedspligt efter psykologlovens 21 og kan straffes, hvis de giver fortrolige oplysninger videre. Psykologer er desuden omfattet af regler for vidneudelukkelse, som svarer til de regler, der gælder for læger, jf. retsplejelovens 170. Det betyder, at psykologer kun kan pålægges at vidne mod klientens ønske, hvis en domstol beslutter, at psykologens forklaring er så nødvendig og sagen så væsentlig, at tavshedspligten bør sættes til side for at opklare sagen. Det var, hvad Østre Landsret mente, da den for nylig pålagde en psykolog at vidne i en sag om mulig mishandling af krigsfanger i Afghanistan. Psykologen ønsker ikke at vidne og henviser til sin tavshedspligt. Psykologen søger nu om, at afgørelsen går videre til Højesteret. Psykologer og alle andre borgere har ifølge Serviceloven pligt til at underrette kommunen, hvis de får viden om, at et barn eller en ung udsættes for overgreb eller omsorgssvigt. Bille Sterll, journalist, Dansk Psykolog Forening PSYKOLOG NYT NR. 8 2011 SIDE 11