Supervisoruddannelse på DFTI

Transkript

1 af Peter Mortensen Aut. cand.psych. og familieterapeut, MPF Direktør og partner, DFTI Supervisoruddannelse på DFTI Supervision er et fagområde, som gennem mere end 100 år har vist sig nyttigt til varetagelse af fagpersoners behov for støtte, udfordring og fagpersonlig vækst. Som uddannet supervisor fra DFTI vil du være indført i supervisionsfaget teoretisk og praktisk. Vi lægger vægt på at uddannelsen har stor praktisk anvendelighed og gennem hele forløbet arbejdes der med sager hentet direkte fra deltagernes aktuelle arbejdsliv. Du får således mange og varierede erfaringer, som ruster dig til at møde den uforudsigelighed som præger arbejdet som supervisor. De praktiske færdigheder skal integreres i og relateres til teoretisk viden. Vi arbejder med teorigennemgang på alle moduler. Supervisionsfaget er åbent det forstås og defineres på mange forskellige måder. Vi vægter det højt, at man som supervisor kan definere og begrunde sin tilgang til faget. At man kan argumentere for sin forståelse af rollerne, arbejdsformen og af de væsentlige omgivende fagområder. Uddannelsen kvalificerer de studerende til at kunne varetage egne supervisionsopgaver, individuelt såvel som i grupper. De overordnede tanker I det følgende vil jeg præsentere nogle af de tanker der ligger bag supervisoruddannelsen på Dansk Familieterapeutisk Institut. Vi mener at supervision er et tværfagligt speciale, som først og fremmest læres gennem grundigt superviseret træning. Vi har grundlæggende den overbevisning at det er kontaktens kvaliteter der afgør, i hvor høj grad vi som fagpersoner lykkes med at omsætte vores faglighed til gavn for de mennesker vi arbejder med. Derudover prioriterer vi det højt, at hver enkelt fagperson gennem uddannelsesforløbene kommer i kontakt med og får tillid til de individuelle kvaliteter og egenskaber som skal være bærende i vedkommendes arbejde - at hver supervisor finder frem til sin fagpersonlige egenart. Vi arbejder oplevelsesorienteret eller erfaringsbaseret, og har næsten 30 års erfaring med denne undervisningsforms særlige muligheder, udfordringer og kvaliteter.

2 Uddannelsen varer samlet 30 dage. Basisdelen er på 9 dage og tjener til at give en grundlæggende indføring i supervisionsfagets formål, begreber og roller. Den videregående del er på 21 dage og tjener til at føre de studerende frem til at kunne varetage egne supervisionsopgaver. Denne del udvider forståelsen af supervisionsfaget teoretisk, metodisk og på det personlige plan. Trefoldigheden Supervision har hos DFTI et helhedsorienteret perspektiv. Vi mener at der i enhver supervision er 3 ligestillede aspekter at tage i betragtning. Det er sagen og faget det personlige og det relationelle. Sagen og faget referer til at der skal være et fagligt perspektiv på den aktuelle sag, baseret på de teoretiske og metodiske overvejelser fagpersonen gør sig. Dette sker for at fagpersonen får klargjort sin forståelse, sine handlemuligheder og erfaringer og sine aktuelle begrænsninger. Det gør samtidig at supervisor får indblik i, hvor forståelsen synes klar og hvor der kan være behov for yderligere perspektiver og viden. Med det personlige menes at vi inddrager såvel det empatiske som det selvreflekterende. Hvordan forstår jeg på det følelsesmæssige plan den jeg arbejder med, og på hvilke måder bliver jeg selv påvirket? Manglende fremskridt kan sagtens skyldes at følelsesmæssige eller andre reaktioner ikke er blevet erkendt eller integreret, og derfor stiller sig i vejen for det videre arbejde. Det relationelle åbner for refleksioner over kontakten og samspillet mellem fagpersonen og klienten. Er der tillid fortrolighed mulighed for at tale om vanskelige ting mellem parterne, eller er der vagtsomhed, konflikt og lukkethed? Uanset hvor fokus i supervisionen i øvrigt ligger, er det altid hensigtsmæssigt også at inddrage samspilsaspektet, fordi det netop er i relationen at arbejdet finder sted. Relationskompetence Dette begreb går igen i en lang række af vore efteruddannelser og kurser. Vi betragter relationskompetence som en grundfærdighed, der knytter sig til selve det at arbejde med andre mennesker, som omsorgsperson, underviser, rådgiver, behandler, konsulent eller supervisor. Begrebet henviser til at man som fagperson sidder med ansvaret for relationens kvaliteter og at man i særdeleshed er ansvarlig for hvordan vanskeligheder, konflikter og blokeringer af samspillet håndteres.

3 Hertil kommer den opgave det er, at kunne kommunikere og være sammen med andre på måder, så de føler sig set, anerkendt og mødt som dem de er, vel at mærke uden at forlade eller negligere sig selv eller det ansvar der følger med rollen som fagperson. Egenansvarlighed Vi taler almindeligvis om at supervision er noget man tager ikke noget man får. Supervision defineres undertiden som individuel efteruddannelse og det er vigtigt at supervisanden forstår at tage ansvaret for sin læring sine supervisionsbehov. Vi lægger derfor vægt på at kommende supervisorer også arbejder med sig selv som supervisander, ved gennem hele forløbet at arbejde med egne aktuelle sager og udviklingspunkter. Vi har meget tiltro til, at de erfaringer man gør sig som supervisand, er af stor betydning for ens udvikling som supervisor. At man kender til hvordan man selv arbejder med egne begrænsninger og at det er et arbejde at turde være åben og selvkritisk. Sårbarhed, selvkritik og modstand følger ofte som skygger, når man stiller sig frem i lyset. Det at sidde i realistiske samtaler, hvor begge har noget på spil, skaber en autenticitet og et læringsmiljø som har ganske særlige kvaliteter. Det er med til at skærpe opmærksomheden det træner fleksibilitet og improvisationsevne og det knytter teori og praksis sammen med lige præcis den fagperson der er i færd med at tilegne sig faget. Træning og praksis under direkte supervision Uddannelsen er baseret på træning respons teori og refleksion. Ofte i nævnte rækkefølge, for at have mulighed for at knytte teoristoffet direkte til de oplevelser man får ved samtalerne. Vi tror ikke man kan læse sig til at blive supervisor. Samtidig er det vanskeligt, at skabe situationer hvor man kan øve sig, eksperimentere og få gavn af de lærerige fejltrin man laver undervejs. At opleve et rum hvor det kan ske, med den særlige blanding af lethed og alvor, opmærksomhed og kontant nænsomhed er en betydningsfuld erfaring. De studerendes træningssamtaler sker i plenum under direkte supervision fra underviserne. Det er på mange måder er en krævende og konfronterende arbejdsform, men vores erfaring er at dens fordele langt opvejer det vanskelige.

4 Der er direkte adgang til at lave time-out mellem den studerende og underviser. Man kan på stedet udveksle perspektiver og handlemulig-heder som umiddelbart kan afprøves i samtalen. Den efterfølgende respons og indirekte supervision kan bruges til uddybning af de spørgsmål og erfaringer, der kom gennem samtalen. Det handler om at få et konstruktivt forhold til sine begrænsninger og her hjælper fællesskabet i gruppen. Alle bidrager med deres egne problemstillinger, og er på den måde med til at skabe en selvfølgelighed om det at arbejde med sig selv under overværelse af andre. De studerende arbejder dels i plenum, med forskellige opgaver som samtalepartnere, observatører eller reflekterende team, og de arbejder i egne mindre grupper, hvor de får erfaring med at lede samtaler, opleve gruppeprocesser og forbinde teori og praksis. Det lader sig ikke gøre at få nok træning gennem samtalerne på uddannelsen. De studerende skal derfor også finde muligheder for at øve mellem uddannelsens moduler. Det giver træning og erfaring at stå med ansvar for kontrakt, struktur og supervisorrollens forskellige aspekter. Samtidig er de studerendes erfaringer et inspirerende input til den fortsatte undervisning - og til udviklingen af uddannelsen. Parallelprocesser Uddannelsen er, som beskrevet, bygget op med direkte supervision som den primære undervisningsform. Denne form har mange kvaliteter her skal særlig fremhæves mulighederne for at belyse og få træning i arbejdet med parallelprocesser. Parallelprocesser henviser kort sagt til at dynamikker, som finder sted mellem en fagperson og en klient, ofte vil genskabes i samspillet mellem fagpersonen og dennes supervisor. Man risikerer så at sige at komme i de samme mønstre, roller eller dynamikker i supervisionen, som man ønsker hjælp til at bryde i arbejdet med klienten. Den direkte supervision giver mulighed for at disse mønstre opdages og at alternativer kan afprøves. Det opleves ofte som nærmest et gennembrud at gennemskue sådanne processer.

5 Tværfagligheden Vi ønsker gennem uddannelsen at give de studerende et bredt erfaringsgrundlag, så de med den ballast kan gå i gang med egne supervisionsopgaver. Her spiller tværfagligheden en stor rolle. Vi betragter supervision som et håndværk der kan læres og bruges af en lang række faggrupper. Vi mener det til enhver tid er vigtigt, at en supervisor har grundig viden og velintegrerede erfaringer indenfor det fagområde, hvor vedkommende superviserer. Vi mener også, at man med stort udbytte kan supervisere, hvor der er overlappende faglighed mellem forskellige faggrupper. På den baggrund er det klart, at det at lære supervision i en tværfaglig sammenhæng giver indsigt i og skaber forståelse og respekt for de andre faggruppers faglighed, særlige vanskeligheder og anerkendelse af det engagement der findes også dér. Samtidig skærper mødet med andres fagligheder opmærksomheden på ens egen særfaglighed. Egenomsorg Afslutningsvis vil jeg sige at man som supervisor påtager sig et ofte stort og tungt medansvar for andre. Det at overvåge, støtte, inspirere og udfordre andres arbejde kan føles belastende, og der er risiko for at man kommer til at føle sig tynget og alene med den viden man får. Det er vigtigt at supervisorer er opmærksomme på behovet for egenomsorg hvad enten det sker ved selv at opsøge supervision, eller ved på anden måde at sikre sig mulighed for at læsse af og forholde sig til sine egne tvivlsspørgsmål og usikkerheder.