KAPITEL 129 JESU SENERE VOKSENLIV JESUS havde fuldstændig løsrevet sig fra ledelsen af Nazaret familiens indre anliggender og fra den direkte vejledning af dens familiemedlemmer. Han fortsatte indtil sin dåb, med at bidrage til familiens økonomi, og han nærede en levende personlig interesse i alle sine brødres og søstres åndelige velfærd. Altid var han parat til at gøre alt, hvad der var menneskeligt muligt for hans enke mors trivsel og glæde. Menneskesønnen havde nu omhyggeligt forberedt sig på permanent løsrivelse fra hjemmet i Nazaret. Det var ikke let at gøre for ham. Jesus underholdt en naturlig kærlighed til sin familie. Han elskede sin familie, og hans naturlige hengivenhed var blevet kraftigt forstærket af hans ekstraordinære hengivenhed for dem. Jo mere vi skænker os til vore medmennesker, jo mere vil vi elsker dem, og da Jesus havde givet sig så fuldt til sin familie, elskede han dem med en stor og inderlig kærlighed. Hele familien var langsomt vågnet op til den erkendelse, at Jesus var ved at forlade dem. Den forestående afskedssorg blev kun mildnet af hans metode til gradvist at forberede dem til den dag, hvor han ville informere dem om sin hensigt om at forlade dem. I mere end fire år, mærkede de, at han havde planer for denne endelige afsked. 1. DET SYVOGTYVENDE ÅR (21 e.kr.) I januar dette år, 21 e.kr., tog Jesus en regnfuld søndag morgen en simpel farvel til sin familie og sagde kun, at han var på vej til Tiberias og at han ville besøge andre byer rundt om Genesaret sø. Så forlod han dem, for aldrig igen at være en regelmæssig medlem af denne husstand. Han tilbragte en uge i Tiberias, den nye by, som snart skulle efterfølge Sepphoris som hovedstad i Galilæa. Da han der fandt så lidt at interessere ham, fortsatte han til Magdalene, derefter til Betsajda og derefter til Kapernaum, hvor han standsede for at hilse på sin fars ven Zebedæus. Zebedæus sønner var fiskere, han selv var en bådebygger. Jesus af Nazaret var ekspert at forme og bygge både. Han var en mester i at arbejde med træ. Zebedæus havde længe kendt til dygtigheden af håndværkeren fra Nazaret. I lang tid havde Zebedæus tænkt på forbedringer i de både, som han byggede. Han fremlagde nu sine planer før Jesus og tilbød den besøgende tømrer til at komme med i hans selskab, og Jesus accepterede med glæde. Jesus arbejdede med Zebedæus kun lidt over et år, men i løbet af denne tid, skabte han en ny bådtype og etablerede helt nyt bådebygnings metoder. Med en ny overlegen teknik og stærkt forbedrede metoder til dampning af bådebrædderne begyndte Jesus og Zebedæus at bygge både af en langt bedre form, et fartøj, som var betydeligt mere sikkert at sejle med på søen end de ældre typer. I flere år havde Zebedæus mere arbejde med at producere disse både af ny type end hans lille virksomhed kunne klare. På mindre end fem år var stort set alle fartøjer på søen bygget på Zebedæus værft i Kapernaum. Jesus blev kendt af fiskere i Galilæa som den, der havde konstrueret de nye både. Zebedæus var en moderat velhavende mand. Hans bådebygnings værft var ved søen syd for Kapernaum, og hans hjem var placeret længere nede af kysten nær fiskerihavnen i Betsajda. Jesus
levede i Zebedæus hjem i løbet af året, og lidt mere, da han forblev i Kapernaum. Han havde længe arbejdet alene i verden, dvs. uden en far, og han nød i høj grad denne periode, hvor han arbejdede med en far og partner. Zebedæus kone, Salome, var en slægtning til Annas, den tidligere ypperstepræst i Jerusalem og stadig den mest indflydelsesrige gruppe af saddukæerne, der var blevet afsat kun otte år tidligere. Salome blev en stor beundrer af Jesus. Hun elskede ham, som hun elskede sine egne sønner, Jakob, Johannes og David, mens hendes fire døtre betragtede Jesus som deres ældre bror. Jesus gik ofte ud og fiskede med James, John og David, og de vidste, at han var en erfaren fisker samt en dygtige bådebygger. Igennem hele dette år sendte Jesus penge hver måned til James. Han vendte tilbage til Nazaret i oktober for at deltage i Martha bryllup. Efterfølgende var han ikke i Nazaret i over to år, indtil han vendte tilbage kort før Simon og Judas dobbelt bryllup. Igennem dette år byggede Jesus både og fortsatte med at observere, hvordan mennesker levede på jorden. Ofte gik han ned for at besøge karavanestationen, da Kapernaum, lå på den direkte rejse rute fra Damaskus til syd. Kapernaum var en stærk romersk militærpost, og garnisonens øverstbefalende var en ikke-jøde, der troede på Jahve, en "from mand", som jøderne plejede at betegne disse proselytter. Denne officer tilhørte en velhavende romersk familie, og han tog på sig opgaven at hjælpe med at opbygge en smuk synagoge i Kapernaum. Den var blevet forelagt jøderne kort før Jesus kom til at leve med Zebedæus. Jesus, førte gudstjenesterne i denne nye synagoge i mere end halvdelen af tiden dette år, og en del af karavanefolkene, der tilfældigvis deltog huskede ham som tømreren fra Nazaret. Når det kom til betaling af skatter, registrerede Jesus sig selv som en " praktiserende håndværker i Kapernaum". Fra denne dag til slutningen af hans liv var han kendt som bosiddende i Kapernaum. Han anmeldte aldrig nogen anden lovligt opholdssted, selv om han tillod andre, at forskellige årsager, at angive Damaskus, Bethany, Nazaret, og selv Alexandria som hans hjemsted I synagogen i Kapernaum, fandt han mange nye bøger i bibliotekets kister, og han tilbragte mindst fem aftener om ugen med intensiv undersøgelse. En aften blev brugt til socialt samvær med ældre mennesker, og en aften tilbragte han med de unge. Det var Jesu personlighed, noget behageligt og inspirerende som ufejlbarligt tiltrak de unge. Han fik dem altid til at føle sig godt tilpas i hans selskab. Måske var den store hemmelighed, hvorfor han kom så godt overens med dem i den dobbelte faktum, at han altid var interesseret i, hvad de gjorde, mens han sjældent gav dem råd, medmindre de bad om det. Zebedæus familie næsten tilbad Jesus, og de udeblev aldrig fra møderne med spørgsmål og svar, som han gav hver aften efter aftensmaden, inden han gik over til synagogen for at studere. Også de unge i nabolaget kom ofte ind for at deltage i disse møder efter aftensmaden. På disse små samlinger annonceret Jesus en alsidig og avanceret undervisning, lige så avanceret som de kunne forstå. Han talte ganske frit med dem, og udtrykke sine ideer og idealer om politik, sociologi, videnskab og filosofi, men han gav aldrig udtryk for en endelig autoritet, undtagen når man diskuterede religion - forholdet mellem mennesket og Gud. En gang om ugen holdt Jesus et møde med alle, der arbejdede i husstanden, på kajen og på stranden, for Zebedæus havde mange medarbejdere. Det var blandt disse arbejdere, at Jesus først blev kaldt
"Master". Alle elskede ham. Han nød sit arbejde med Zebedæus i Kapernaum, men han savnede børnene, der plejede at spille udenfor ved siden af tømrer butikken i Nazaret. Af Zebedæus sønner, var James den mest interesseret i Jesus som lærer, som filosof. John kunne bedst lide hans religiøse undervisning og udtalelser. David respekterede ham som professionel, men brød sig ikke så meget om hans religiøse synspunkter og filosofiske lære. Ofte kom Juda over på sabbatten for at høre Jesus tale i synagogen, og han plejede at blive hængende i et stykke tid sammen med ham. Jo mere Juda så sin ældste bror, des mere overbevist blev han, at Jesus virkelig var en stor mand. Dette år Jesus gjort store fremskridt i en stadig mere avanceret beherskelse af hans menneskelige sind og nåede nye og høje niveauer af bevidst kontakt med sin iboende Tankeretter. Dette år var det sidste, hvor Jesus levede på ét og samme sted. Aldrig mere, tilbragte Jesus et helt år på ét sted eller i et foretagende. Tidspunktet for hans jordiske pilgrimsfærd nærmede sig hurtigt. Perioder med intens aktivitet var ikke langt ude i fremtiden, men nu var der et par år med omfattende rejser og alsidig personlig aktivitet, som kom mellem hans enkle, men intenst aktivt liv i fortiden og hans stadig mere intense og anstrengende offentlig tjeneste. Hans uddannelse som et menneske i denne verden skulle være afsluttet, før han kunne begynde sin karriere i undervisning og prædiken som den fuldkomne Gud-menneske, som han var under de guddommelige og eftermenneskelige faser i hans Urantia overdragelse. 2. DET OTTEOGTYVENDE ÅR (22 e.kr.) I marts 22 e.kr. Jesus tog afsked med Zebedæus og Kapernaum. Han bad om en lille sum penge til at dække sine udgifter til rejsen til Jerusalem. Mens du arbejdede med Zebedæus han havde kun fået små beløb hver måned, som han sendte til familien i Nazaret. En måned kom Joseph ned til Kapernaum for at hente pengene. En anden måned kunne Judas komme over til Kapernaum for at få pengene fra Jesus, og tage dem med sig til Nazaret. Judas fiskeri hovedkvarter var kun nogle kilometer syd for Kapernaum. Da Jesus tog afsked med Zebedæus familie, indvilligede han i at blive i Jerusalem til påsken, og de lovede alle at dukke op til begivenheden. De var også enige om at spise påskemåltidet sammen. De var alle triste, da Jesus forlod dem, i særdeleshed Zebedæus døtre. Før Jesus forlod Kapernaum, havde han en lang snak med sin nyfundne ven og tæt følgesvend, John Zebedæus. Han fortalte John, at han agtede at foretage en omfattende rejse, indtil "hans time ville komme" og bad John om at handle i hans sted i forbindelse med hver måned at sende nogle penge til familien i Nazaret, så længe indtil de midler, han havde var opbrugt. John gav ham dette løfte:»min lærer, gør dine ærinder, gør dit arbejde i verden. Jeg vil repræsentere dig i denne eller hvilken sag overhovedet, og jeg vil se til din familie, som jeg ville tage mig af min egen mor og omsorg for mine egne brødre og søstre. Jeg vil udbetale dine midler, som min far plejer, som du har anvist mig i henhold til de behov, der måtte opstå. og når dine penge er løber ud og hvis jeg ikke får mere af dig, og hvis din mor er i nød, så vil jeg give hende af min egen indkomst. Gå din vej i fred. Jeg vil handle i dit sted i alle disse spørgsmål. "
Efter Jesus var afrejst for Jerusalem, John konsulterede med sin far Zebedæus, om de penge, som Jesus var udestående, og han var overrasket over, at det var sådan en stor sum. Da Jesus havde overladt sagen helt i deres hænder, blev de enige om, at det ville være bedst at investere disse midler i en ejendom og bruge indtægterne fra det for at hjælpe familien i Nazaret. Siden Zebedæus kendte et lille hus i Kapernaum, som blev belånt, og var til salg, foreslog han, at John skulle købe huset med Jesus penge og forvalte ejerskabet til Jesus. John gjorde, som hans far rådede ham. I to år blev lejeindtægten fra huset brugt til afbetalinger på lånet, og dette sammen med nogle større beløb, som Jesus kort tid efter sendt op til John, der skulle bruges i overensstemmelse med familiens behov, dækkede næsten hele gælden. Zebedæus indskød forskellen, så John betalte den resterende del af lånet, når det forfaldt, og sikrede dermed titel til dette toværelses hus. På denne måde blev Jesus ejer af et hus i Kapernaum, men selv vidste han endnu ikke om det. Da familien i Nazaret hørte, at Jesus havde forladt Kapernaum, troede de, da de vidste ikke om hans finansiel aftale med John, at tiden var kommet for dem til at klare sig uden yderligere hjælp fra Jesus. James huskede sin kontrakt med Jesus og tog med hjælp fra sine brødre det fulde ansvar for familien. Men lad os gå tilbage for at se, hvad Jesus gjorde i Jerusalem. I næsten to måneder tilbragte han det meste af sin tid med at lytte til templet diskussionerne og lejlighedsvise besøgte de forskellige rabbinske skoler. De fleste af Sabbatdagene, fejrede han i Bethany. Jesus havde medbragt et brev til Jerusalem fra Salome, Zebedæus kone, hvilket introducerede ham til den tidligere ypperstepræst, Annas, som "en der for mig er ligesom min egen søn." Annas brugt meget tid sammen med ham og tog ham personligt med på besøg til de mange akademier som de religiøse lærere i Jerusalem styrede. Selvom Jesus indgående undersøgt disse skoler og nøje observerede deres undervisningsmetoder, stillede han aldrig selv et enkelt spørgsmål i offentligheden. Selvom Annas så på Jesus som en stor mand, var han forundret over, hvordan han skulle råde ham. Han indså, at det ville være latterligt at antyde, at Jesus skulle begynde som elev i en af skolerne i Jerusalem, og samtidig vidste han godt, at Jesus aldrig ville have status af faste lærere, fordi han aldrig var blevet trænet i disse skoler. Nu nærmere påsketiden sig, og sammen med flokke af mennesker fra alle sider ankom Zebedæus og hele hans familie fra Kapernaum, til Jerusalem. De rykkede alle ind i Annas rummelige hjem, hvor de fejrede påsken som en lykkelig familie. Før denne påskeuge var ovre, mødte Jesus, ved en tilsyneladende tilfældighed, en velhavende rejsende og hans søn, en ung mand på omkring sytten år gammel. Disse rejsende kom fra Indien, og da var de på vej til Rom og andre steder ved Middelhavet, havde de planlagt at komme til Jerusalem under påskehøjtiden, i håb om at finde nogen, de kunne ansætte som tolk for dem begge og vejleder for sønnen. Faderen insisterede på, at Jesus skulle acceptere at ledsage dem på turen. Jesus fortalte om sin familie og sagde, at det var næppe var rigtigt at forlade dem i næsten to år, i hvilket tidsrum familien de kunne komme i problemer. Så foreslog denne rejsende fra Orienten, at Jesus kunne modtage et års løn i forvejen, så han kunne overdrage disse midler til sine venner for at sikre familien eventuelle behov. Så samtykkede Jesus om at foretage rejsen. Jesus betroede denne store sum penge til John, søn af Zebedæus. I har fået at vide, hvordan John brugte disse penge til at afvikle lånet på ejendommen i Kapernaum. Jesus gjorde Zebedæus til sin fulde fortrolige vedrørende denne middelhavsrejse, men han pålagde ham ikke at fortælle nogen om
det, ikke engang for Zebedæus nærmeste. Han afslørede aldrig, at han vidste, hvor Jesus var i disse to lange år. Før Jesu tilbagevenden fra denne tur havde familien på Nazaret næsten allerede opgivet håbet om at se ham igen i live. Kun Zebedæus forsikring, når han flere gange gik op til Nazaret med sin søn John, holdt håbet i live i Marias hjerte. I løbet af denne tid klarede nazaretfamilien sig godt. Juda havde betydeligt øget sin andel af betalingen og fortsatte med at give dette ekstra bidrag indtil han blev gift. Selvom Maria og Ruth ikke behøvede betydelig hjælp havde John Zebedæus for vane hver måned bringe en gave til dem, som Jesus havde pålagt ham. 3. DET NIOGTYVENDE ÅR (23 e.kr.) Hele hans tyvende år Jesus brugte til at fuldføre rejsen i Middelhavet verden. De vigtigste begivenheder, som vi har tilladelse til at afsløre vedrørende disse oplevelser, udgør emnerne for de historier, der følger umiddelbart efter dette kapitel. I hele denne rejse gennem den romerske verden var Jesus, af mange årsager, kendt som den skriftlærde fra Damaskus. På Korinth og andre steder under tilbagerejsen var han dog kendt som den jødiske privatlæreren. Dette var et begivenhedsrigt periode i Jesu liv. Under denne rejse, knyttede han mange kontakter med sine medmennesker, men denne erfaring udgør en fase i hans liv, som han aldrig åbenbarede for noget medlem af hans familie eller nogen af apostlene. Jesus levede sit jordiske liv og forlod denne verden uden at nogen (undtagen Zebedæus af Betsajda) fik at vide, at han havde gjort denne omfattende tur. Nogle af hans venner troede, han var vendt tilbage til Damaskus, andre troede, han havde taget til Indien. Hans egen familie var tilbøjelig til at tro, at han var i Alexandria, da de vidste, at han engang var blevet inviteret til at komme der for at blive stedfortrædende Chazan. Da Jesus vendte tilbage til Palæstina, gjorde han intet for at ændre familiens opfattelse, om at han havde rejst fra Jerusalem til Alexandria. Han lod dem blive i deres tro på, at han havde brugt al den tid, han havde været væk fra Palæstina i denne lærdommens og kulturens byen. Kun bådebyggeren Zebedæus af Betsajda kendte de faktiske omstændigheder i denne henseende, og Zebedæus sagde ikke noget til nogen. I alle jeres bestræbelser på at dechifrere betydningen af Jesu liv på Urantia, må I huske på motivationen for Michael overdragelse. Hvis I ønsker at forstå betydningen af mange af hans tilsyneladende mærkelige gerninger, må I indse formålet med hans ophold i jeres verden. Han var konsekvent omhyggelig med ikke at opbygge en alt for strålende og opmærksomheds-forbrugende personlige karriere. Han ville ikke appellerer til sine medmennesker med nogle usædvanlige eller overvældende ressourcer. Han dedikerede sit arbejde til at åbenbare den himmelske Fader til sine medmennesker, og havde også viet sit liv til den sublime opgave at leve som en dødelig på jorden til enhver tid underlagt viljen hos samme Fader i Paradiset. Det er også altid være hjælpsomt at forstå Jesu liv på jorden, hvis alle dødelige, der studerer denne guddommelige overdragelse vil huske, at mens han levede dette inkarnerede liv på Urantia, levede han det for hele sit univers. Der var noget særligt og inspirerende forbundet med det liv, som han i dødeligt form levede for hver eneste beboede sfære i hele Nebadon. Det samme gælder også for alle de verdener, som siden er blevet beboet af viljevæsener efter de begivenhedsrige tider af hans
ophold på Urantia. Det vil ligeledes være lige så sandt for alle verdener, som kan blive beboet af viljevæsener i hele dette lokalunivers fremtidige historie. I tiden af denne rundrejse i den romerske verden, og gennem de erfaringer, det gav, afsluttede Menneskesønnen praktisk taget sin uddannelse i at stifte bekendtskab med verdens mange folkeslag som levede i hans tid og i hans generation. Da han vendte tilbage til Nazaret havde han gennem denne uddannelse, som denne rejse gav ganske godt lært, hvordan mennesket levede og tilrettelagde sin eksistens på Urantia. Det egentlige formål med hans rejse omkring Middelhavet var at kende mennesket. Han kom på denne tur i meget tæt kontakt med hundredvis af repræsentanter for den menneskelige race. Han mødte og elskede alle slags mennesker: rige og de fattige, ædle og enkle, sorte og hvide, lærte og ulærde, uddannede og uuddannede, kultiverede og ukultiverede, dyriske og åndelige, religiøse og irreligiøse, moralske og umoralske. I løbet af denne Middelhavsrejse gjorde Jesus store fremskridt i hans menneskelige opgave med at mestre sit materiale og dødelige sind, og hans iboende Tankeretter havde stor succes i opløftelsen og den åndelige erobring af denne samme menneskelige intellekt. Ved slutningen af denne rejse, vidste Jesus i virkeligheden - så sikker som en menneske kan vide - at han var Guds Søn, en Skaber Søn til den Universelle Fader. Retteren kunne i stigende grad hente op til Menneskesønnens sind de tågede minder fra hans liv i Paradiset sammen med sin guddommelige Fader før han nogensinde kom til at organisere og administrere dette lokalunivers Nebadon. Således åbenbarede Retteren, lidt efter lidt, i Jesu menneskelige bevidsthed de nødvendige minder fra hans tidligere og guddommelig eksistens i de forskellige epoker i en noget nær evig fortid. Den sidste episode som Retteren bragte frem fra hans førmenneskelige eksistens var hans afskedskonference med Immanuel af Salvington lige før han gav op sin bevidste personlighed for at inkarnere på Urantia. Denne sidste erindring fra den førmenneskelige eksistens blev gjort klart i Jesu bevidsthed på selve dagen for hans dåb af Johannes i Jordanfloden. 4. MENNESKET JESUS For lokaluniversets himmelske intelligenser, som fulgte begivenhederne, var denne Middelhavsrejse den mest fascinerende af alle Jesu jordiske erfaringer, i det mindste af alt i hans livsforløb lige op til hans korsfæstelse og dødelige død. Dette var den fascinerende periode, hvor han udførte personlig tjeneste, i modsætning til perioden af offentlig tjeneste, så snart fulgte. Denne unikke tidsperiode var så meget mere spændende, fordi han stadig var tømreren fra Nazaret, bådebygger fra Kapernaum, den skriftlærde fra Damaskus; og han var stadig Menneskesønnen. Han havde endnu ikke fået fuld kontrol over sit menneskelige sind. Retteren havde endnu ikke fuld kontrol over den dødelige identitet og ikke helt opbygget en ækvivalent til den. Han var stadig et menneske blandt mennesker. Den rent menneskelige religiøs oplevelse - den personlige åndelige vækst - hos Menneskesønnen nåede så godt som sit højdepunkt i løbet af dette niogtyvende år. Denne oplevelse af åndelig udvikling var en konsekvent gradvis vækst fra det øjeblik hans Tankeretter ankom frem til den dag for færdiggørelse og bekræftelse af, at det naturlige og normale menneskelige forhold mellem menneskets materielle sind og åndens sindsbegavelse - det fænomen, der indebær at disse to sind
bliver et, den erfaring, som Menneskesønnen, som inkarneret dødelig på jorden, helt og i sidste ende opnåede den dag, han blev døbt i Jordanfloden. Selv om han i disse år syntes ikke at engagere sig i så mange perioder med formel kontakt med sin Fader i himlen, perfektionerede han mere stigende effektive metoder til personlig kommunikation med den iboende ånde tilstedeværelse af Paradisfaderen. Han levede et virkelige liv, et fuldt liv og et normal, naturlig og gennemsnitlig jordisk liv. Han ved fra personlig erfaring, hvad det egentlig og overordnede set betyder at leve det liv, som mennesker lever i tidens og rummets materielle verdener. Menneskesønnen oplevet hele spektret af menneskelige følelser, der spænder fra ekstrem glæde til den dybeste sorg. Han var et barn af glæde og et væsen af sjælden god humor. Ligeledes var han en "lidelsernes mand og kendt med sygdom." I åndelig forstand, gennemlevede han virkelig det jordiske liv op fra bunden, fra start til slut. Fra et materielt synspunkt, kan det synes, at han ikke havde behøvet at gennemleve de sociale yderligheder i den menneskelige eksistens, men intellektuelt blev han grundigt bekendt med menneskeheden og alle oplevelsen af livet. Jesus kender de tanker og følelser, instinkter og impulser, af de evolutionære og opstigende dødelige af verdnerne, fra fødsel til død. Han har levet det menneskelige liv fra det fysiske, intellektuelle og åndelige selvets begyndelse gennem den tidlige spædbarnstiden, barndommen, ungdommen og voksentiden - og endda gennemgået den menneskelige oplevelse af døden. Han gennemlevede ikke kun de sædvanlige og velkendte menneskelige perioder af intellektuelle og åndelige fremskridt, men han oplevede også fuldt ud højere og mere avancerede faser af forsoning mellem menneske og Retteren som så få dødelige på Urantia nogensinde opnår. Således oplevede han hele det dødelige menneskes liv, ikke kun som det leves i jeres verden, men også, som det leves på alle andre evolutionære verdner i tid og rum, selv i den højeste og mest avancerede af alle verdener etableret i lys og liv. Selv om dette perfekte liv, som Jesus levede i lighed med dødeligt kød ikke ubetinget og generelt godkendes af hans dødelige medmennesker, af dem der tilfældigvis var hans samtidige på jorden, fik det liv som Jesus af Nazaret levede i kødet og på Urantia dog den Universal Faders fulde og ubetingede accept, fordi det udgjorde på en og samme gang og under et og samme personlighedsliv en fuld åbenbaring af den evige Gud til det dødelige menneske og præsentationen af den perfektioneret menneskelige personlighed til den uendelige Skabers tilfredshed. Dette var hans sande og højeste formål. Han kom ikke ned til Urantia for at leve som en perfekt og detaljeret eksempel for ethvert barn eller voksen, enhver mand eller enhver kvinde i den tidsalder eller nogen anden. Sandt er det, ja, det er rigtigt, at vi alle i hans fulde, rige, smukke og ædle liv kan finde meget, der er meget eksemplarisk, guddommeligt inspirerende, men det er, fordi han levede et sandt og ægte menneskeliv. Jesus levede ikke på jorden for at sætte et eksempel beregnet til at blive kopieret af alle andre mennesker. Han levede dette jordiske liv med samme nådetildeling med hvilken I alle kan leve jeres liv på jorden. Sådan som han levede sit jordiske liv i sin tid, og sådan som han var, så satte han dermed et eksempel for os alle til således at leve vores liv i vores tid, og som vi er. I bør ikke stræbe efter at leve hans liv, men I kan vælge at leve jeres liv på samme
måde, som han levede sit. Jesus er måske ikke den formel og detaljeret eksempel for alle de dødelige i alle tidsaldre i alle verdener i lokaluniverset, men han er den evige kilde til inspiration og vejledning af alle pilgrimme på vej til Paradis fra deres oprindelige opstignings verdener op gennem universernes univers og videre gennem Havona til Paradiset. Jesus er den nye og levende vej fra mennesket til Gud, fra det delvise til det perfekte, fra det jordiske til det himmelske, fra tid til evighed. Mod slutningen af den niogtyvende år havde Jesus næsten færdig levet det liv der kræves af dødelige under deres jordiske liv. Han kom til jorden, repræsenterende Guds fuldkommenhed, som ville blive åbenbares for mennesket. Han var nu blevet så godt som et fuldkommen menneske der ventede på sin mulighed for at manifestere Gud. Han gjorde alt dette, inden han var fyldte tredive år.