Verdens største demokrati? I dag er det 40 år siden Indira Gandhi afskaffede demokratiet i Indien og indførte sit diktatur; The Emergency. Men det forblev en parentes i historien. Efter 21 måneder genindførte hun folkestyret, tabte valget og overlod scenen til en ny regering. I dag kaldes Indien for verdens største demokrati. Andre mener, det er et gement kleptokrati. Vi kan stille os selv følgende spørgsmål: Ville vi stemme, hvis det krævede en times transport til nærmeste valgsted, 1½ time i kø foran stemmeboksen i 44 graders varme og en grundlæggende mikroskopisk indflydelse, når det kom til stykket? Ved det sidste valg i Indien var der 834 mio. stemmeberettigede fordelt på 543 valgkredse, en enkelt stemme vejer dermed 1 promille af vores i forhold til indflydelse. Havde det været sådan i Danmark, i sidste uge, gætter jeg på, at en stor del af os var blevet hjemme i sofaen. Men måske tager jeg fejl. Men ikke i Indien. I maj 2014 afgav mere end en halv milliard indere deres stemme på næsten en million forskellige valgsteder. Stemmeprocenten var over 66%, og de fleste mødte op i deres fineste gevandter. Valget blev afviklet i (relativ) god ro og orden og med begrænset snyd; valgkommissionen, der styrer processen, siges at være hævet over den korruption, som præger store dele af statsmagten. Dertil en fri presse, som vogtede over kandidaternes hykleri og urene trav. Sådan har det været siden det første valg i 1952. For ikke at glemme de utallige valg til landsbyråd og regionale parlamenter, som vi aldrig hører om i vesten. Og som noget helt særligt for Indien, er stemmeprocenten hér højest blandt de fattige. De fattigste møder op på valgdagen selvom det koster på indtjeningen, og de i forvejen kun har råd til et enkelt måltid om dagen. Den iver og stolthed, som inderne
viser overfor deres folkestyre er ganske unik. I dét lys er der ingen tvivl: Indien er verdens største demokrati. Skyggesiden Men der findes også en mørkere bagside side til demokratiet i form af kriminelle politikere og massiv korruption. Ifølge Association for Democratic Reform (ADR), en indisk NGO der overvåger indiske politikere i forhold til personlig formue og kriminelle forhold, har 83% af de folkevalgte i det nationale parlament i Delhi en formue på over 10 mio. rupees (1 mio. kroner). For mange er formuen steget, efter de kom til magten. Derudover er 34% af dem anklaget for en eller flere kriminelle forhold, dvs. 185 ud af 543 parlamentarikere. Af disse 185 kriminelle folkevalgte, er 21% anklaget for alvorlige forbrydelser som mord, røveri, voldtægt og kidnapninger. Det skal understreges, at kriminelle forhold dækker anklager, tiltaler og sigtelser ikke domfældelser. Mange af de berørte er ofre for falske politianmeldelser fra politiske modstandere. Alligevel er tallene interessante, især når man sammenligner forholdet mellem kriminelle kandidater og endelige sejrherrer. Kandidater med kriminelle forhold blev oftere valgt end dem uden: 13% vs. 5%. Kausaliteten kan naturligvis diskuteres, men der hersker næppe tvivl om, at vejen til politisk magt kræver styrke og status i lokalområdet, tilsat store pengebeløb og hårdhændede metoder. Valget i 2014 var verdenshistoriens næstdyreste, kun overgået af det amerikanske præsidentvalg 2012. Det koster mange penge at vinde et indisk valg. Helst en beskytter Samtidig ligger det dybt i Indiens politiske kultur, at folket vælger en beskytter frem for en politisk repræsentant. Årsagen er især strukturel. Med udbredt fattigdom og social ulighed,
er kampen om ressourcerne er hård. Statsmagten er upålidelig og jungleloven hersker i mange af landdistrikterne. Står man alene er man chanceløs, og derfor vender man sig mod den lokale godsejer, klanleder eller mafiaboss. Og således videre op i systemet. Den lokale stormand vender sig mod sine egne beskyttere, og øverst i fødekæden ligger statsmagten. Alle politiske partier bygger på denne vertikale struktur. Fordringen om krav og modydelser lyder som et mantra op og ned gennem hierarkiet. Jo flere klienter man har under sig, jo stærkere står man. Det var sådan Kongrespartiet sikrede sit enevælde gennem 40 år. Fabrikanter, godsejere og pengeudlånere udgjorde ledelsen i de lokale partikontorer og byggede bro mellem parti og vælgere. Det var ikke Nehrus idealisme, der fik de indiske græsrødder til at spire. Ideologi er noget bras I det hele taget har ideologien trange kår i indisk politik. De fleste partier vedkender sig en eller anden form for socialisme, som dog ikke stikker dybere end ønsket om en stor offentlig sektor. For det er herfra goderne flyder pengegaver og privilegier, store kontrakter og ledende stillinger alt sammen hård valuta på den politiske markedsplads, som fordeles mellem støtterne efter en sejr. Alle får en bid af kagen, hvert led i hierarkiet tager sin andel og sender resten videre til sine klienter. Synderegistret er langt, og mange på den kritiske venstrefløj afviser, at Indien overhovedet er et demokrati. Andre på den merkantile højrefløj skeler mod Kinas autokrati, og drømmer om samme faste hånd, som de mener er årsagen til landets økonomiske kvantespring. I de stunder bør man mindes Churchills bevingede ord, at demokratiet er den værste styreform, bortset fra alle de andre, vi har prøvet. På trods af, at Churchills tro på demokratiet ikke rakte helt til Indien, og Indien i øvrigt ikke har prøvet andre
styreformer end netop demokratiet (bortset fra Indiras uheldige sidespring for 40 år siden), så er hans ord stadig relevante. Der er næppe nogen styreform, der passer bedre til Indien end demokratiet. Det er den vision, som gav nationen samling, og den ventil, som gav Indiens mange minoriteter taleret. Uden demokratiet havde Indien sandsynligvis gennemlevet samme borgerkrige, som alle dens (udemokratiske) nabolande gjorde før eller siden, blot i en langt større skala. I dag er Indien en nation under forvandling. Velstanden vokser, middelklassen breder sig, gamle hierarkier smuldrer, nye vokser frem. Alt tyder på, at borgerne er blevet mere krævende. De peger i stigende grad de ledere, som de mener bedst kan styre landet, og stiller dem til ansvar, hvis ikke de indfrier deres løfter. Kongrespartiets nederlag og Narendra Modis sejr i 2014 afspejler det forhold, og heri ligger demokratiets suveræne styrke. Rundt om hjørnet venter nye udfordringer. Blaserte borgere, der er sig selv nærmest. Og vælgere, der ikke orker at forlade sofaen. Se også tre interne links om indisk demokrati: Modis holografiske valgmøde To valgmøder i 2014 For flere indiske valgstatistikker Indiens CPR-nummer På under fem år har 866 millioner indere fået tildelt et Unique Identity Number (UID), et CPR-nummer tilknyttet
borgerens fingeraftryk og iris-profil. Det er verdens største biometriske database, og Indiens nyeste og måske vigtigste våben mod korruption. Det første UID-nummer blev udstedt til Raju Madi, en tilfældig 33-årig kvindelig daglejer fra delstaten Karnataka. Forud lå en skanning af iris og fingeraftryk, et digitalt pasfoto og et udfyldt spørgeskema med navn, bopæl og formodet fødselsdato. Rajus biometriske data blev knyttet op på hendes 12-cifrede Unique Identity Number (UID), som nu kunne anvendes i forhold til offentlige og private myndigheder; udstedelse af pas og kørekort, oprettelse af bankkonti og mobiltelefon, modtagelse af offentlige ydelser. Det var i september 2010. Siden har 866.668.720 ladet sig registrere, og i banker og offentlige kontorer installeres nu skannere, der kan aflæse iris og fingeraftryk og sikre borgerens identitet på stedet. Der er tale om et kvantespring for en offentlig sektor, der er plaget af snyd og bedrag, og en kæmpe fordel for landets fattigste, som aldrig før har kunnet bevise deres identitet, og derfor har været tvunget ud på en lang og stenet vej gennem offentlige kontorer, før de kunne få deres rationeringskort eller åbne en bankkonto. Aadhaar, et nyt fundament Projektet, hvis officielle navn er Aadhaar (hindi for Fundament, fordi det skal udgøre fundamentet for borgerens adgang til myndighederne), har et nærmest bibelsk omfang. I fem år har tusindvis af teknikere rejst rundt i landet bevæbnet med spørgeskemaer og bærbar pc, iris-skannere og fingertrykaflæsere. Hver registrering tager cirka femten minutter og de får tre kroner per indlæst borger. Hver dag indsendes data for næsten en million borgere, og de bagvedliggende IT-systemer skal udføre fjorten milliarder kontroller i sekundet for at sikre, at der kun tildeles ét nummer per borger, en afgørende præmis for systemets
troværdighed. Der mangler stadig 400 millioner registreringer, som forventes afsluttet inden for det næste år. På under fem år har Indien opbygget verdens største og mest avancerede database for biometriske data, en monumental præstation for et land, der ellers er berygtet for sine forliste offentlige projekter. Den samlede pris for hele projektet forventes at være ti kroner per borger, 12 milliarder kroner i alt. Til gengæld er UID Indiens måske stærkeste våben mod korruption. Ifølge regeringens egne beregninger, når kun 27% af alle offentlige ydelser frem til målgruppen. I visse delstater er lækagerne den teknokratiske betegnelse for korruptionsgraden oppe på 90%. I betragtning af, at Indien bruger 360 milliarder kroner om året på sociale ydelser og overførselsindkomster, er der tale om et ressourcespild af nærmest episke dimensioner. Lækager i systemet IMF anslår, at UID vil kunne medføre en besparelse på 0,5% af Indiens bruttonationalproduktet i lækager, det svarer til 50 milliarder kroner om året, baseret på forsigtige skøn. Dertil kommer besparelserne forbundet med en mere effektiv og strømlignet offentlig forvaltning. De indledende meldinger bekræfter de høje forventninger til UID. I 2012 kunne delstaten Karnataka meddele, at de havde reduceret antallet af spøgelsesarbejdere med 2 mio. på det store offentlige beskæftigelsesprojekt NREGA, dvs. udbetaling af løn til medarbejdere, der ikke fandtes. Og i delstaten Rajasthan gav tilsvarende forsøg på udlevering af petroleum en 70% reduktion af lækager. Da UID også skal knyttes op på mobil-nettet, vil det medføre en lettere dagligdag for borgere i landdistrikterne. Tidsskriftet The Economist beskriver forandringen set fra bonden Rams perspektiv. Han bor i en lille landsby i delstaten
Madhya Pradesh, og når han skal i banken skal han først gå 6 km. til nærmeste busstoppested, dernæst køre 14 km ind til byen i en overfyldt bus, endelig to timers venten i banken. Turen koster en femtedel af hans indtjening i form af udgifter og tabt arbejdsfortjeneste. Med et UID-kort vil han kunne henvende sig i landsbyens kiosk, som vil kunne verificere Rams identitet via mobilnettet, og overføre pengene fra Ram bankkonto til sin egen. Ram slipper for en tur til byen, købmanden slipper for at sælge på kredit, og får tilmed et gebyr for ulejligheden. Digitale tider Den langsigtede plan er at tildele alle borgere en bankkonto via UID. Målet er en total reform af subsidie-systemet. I dag henvender de fattigste sig typisk til statens Fair Price butikker, som administrerer udleveringen af fødevarer og petroleum til nedsatte priser, en ordning som er belagt med korruption. Fremover skal penge overføres direkte til borgernes bankkonti, som så kan købe varerne på almindelig markedsvilkår. Skrankepaverne skæres væk. Men reformen er ikke uden problemer. Kvindeorganisationer frygter, at fædrene drikker pengene op, når de nu kan hæves direkte på kontoen, og det er ikke alle steder, at Fair Pricesystemet er korrupt. Hér bliver brugerne muligvis ringere stillet, da fødevarer til markedspris er dyrere end i Fair Price. Fra middelklassen lyder en mere principel anke om datasikkerhed og registerlov, men det er næppe et problem, der bekymrer det fattige flertal, der bor otte mennesker på seks kvadratmeter, og kun har råd til et enkelt måltid om dagen. Det er også de fattige, der har udvist størst interesse for UID-kortet. De venter gerne i timer for at få foretaget deres iris-skanning. Hellere det, end at skulle kæmpe med embedsmænd og bureaukrater i al evighed.
Den mest udbredte kritik udspringer af generel indisk nihilisme overfor den offentlige sektor. Mange indere påpeger, at de i forvejen har en vifte af ID-kort med tilhørende numre, som ikke har besejret korruptionen, UID-kortet bliver bare én til samlingen. Kynismen bygger på mange års bitre erfaringer. Men hensigten med UID god og udførelsen respektindgydende. Digital gennemsigtighed og direkte pengeoverførsler varsler hårde tider for Indiens skrankepaver. Da Modi-bølgen ebbede ud For et år siden vandt Narendra Modi en massiv sejr ved det indiske parlamentsvalg. Han blev hyldet af bønder og byboere, erhvervsfolk og hindunationalister. Modi var manden, der kunne løfte Indien ud af sit morads. I dag er økonomien i klar bedring. Alligevel breder skuffelsen sig. Det syder fra stegepanden, men hvor er bøffen? lød det fornylig fra en af Indiens liberale analytikere, Swaminathan Aiyar, da han gjorde status over Narendra Modis første år som statsminister. En anden af højrefløjens gamle krigere, Arun Shourie, bemærkede at vi hører en massen klirren af tallerkener, men der er stadig ingen mad. Det mærkelige er, at bordet er dækket med de fineste retter. Siden Modi kom til magten, har økonomien været i bedring. Aktierne et steget, rupien er styrket, underskuddet på handelsbalancen og statsfinanserne er reduceret og inflationen er halveret. Hvorfor disse nedladende køkken-metaforer, når alt er godt? Og når kokken tilmed kommer fra den hindunationale højrefløj og er kendt som erhvervslivets darling?
Den store nedtur Modi overtog en nation, der var kørt fast i korruption og politisk lammelse. Alene i årene 2010-12 mistede den indiske stat op mod 700 milliarder kroner, da en mørk nexus af ministre og embedsmænd solgte ud af statsejede mobilnet og minerettigheder til langt under markedsprisen. Da Indien blev ramt af verdenshistoriens største strømsvigt den 31. juli 2012, virkede det næsten som en guddommelig straf. I et døgn stod halvdelen af nationens befolkning uden strøm, 620 mio. mennesker (selvom en tredjedel af dem næppe havde strøm i forvejen). Men hændelsen var blot et symptom på et større problem. Indiens infrastruktur halter på alle punkter efter de asiatiske tigerøkonomier: Veje og vandforsyning, jernbaner og havneanlæg, skoler og hospitaler. Dertil kommer indernes generelt dårlige uddannelsesniveau, korrupte domstole og byzantinske paragraffer og en arbejdsmarkedslov, som regulerer alt ned til mindste detalje, f.eks. antallet af spytbakker, der kræves på en fabrik. Resultatet er, at Indien befinder sig på en 142. plads ud af 189 på Verdensbankens liste over nationers erhvervsvenlighed flankeret af Gaza-striben og Sierra Leone. Fremmede investeringer søger mod grønnere enge. Velkommen til Gujarat Narendra Modi solgte sig selv på drømmen om et bedre Indien. I 13 år havde han været delstatsleder af Gujarat, og hér var der strøm døgnet rundt, vand i hanerne og masser af jobs. Han var den stærke og pragmatiske leder, der skar igennem bureaukratisk fnidder og gjorde plads til erhvervslivet. Alle kendte historien om Modis sms-besked til Ratan Tata, lederen af den store Tata-koncern, der i årevis havde kæmpet en kamp mod jordejere og embedsmænd i Vestbengalen for at etablere en bilfabrik. I den mørkeste stund sendte Modi ham en
hilsen med ordene Velkommen til Gujarat. Ti dage senere var alle formalia på plads og Tata fik sin fabrik i Gujarat. Det var dén ånd inderne ønskede udbredt til resten af Indien. Vælgerne gav Modi det stærkest tænkelige mandat. Hindunationalisterne fik et rent flertal i parlamentet, for første gang nogensinde. Både liberalister og hinduekstremister vejrede morgenluft. Modi vendte sig mod Indiens måske største dæmon, den korrupte og ineffektive offentlige sektor, og snart cirkulerede historier om frygt og bæven i statsforvaltningen. Om embedsmænd, der brændte lys om natten og stod skoleret for statsministeren, hvis ikke de leverede varen. Og ministre, som måtte afstå fra champagne og kaviar, når de rejste rundt i landet. Folket jublede og i løbet af sommeren fortsatte Modi sin sejrsgang gennem Indien, og tog det ene delstatsvalg efter det andet. Modi-bølgen virkede ustoppelig. Men så kom vinteren og vendepunktet. Det var hans venner i den liberale lejr, der først lod sig skuffe. I løbet af efteråret afsporede Modi en frihandelsaftale med WTO og lagde låg på udenlandske investeringer i detailsektoren (læs; supermarkeder fra Walmart og Carrefour). Samtidig krøb han uden om de svære reformer, først og fremmest en reform af arbejdsmarkedsretten, der kunne gøre det nemmere at afskedige medarbejdere. En lunken finanslov Den 28. februar fremlagde Modi-regeringen sin første samlede finanslov og bekræftede de bange liberale anelser; ingen privatisering af store offentlige selskaber, ingen opgør med kostbare fødevare- og brændstofsubsidier, ingen store reformer, der kunne føre til varige og grundlæggende ændringer af Indien. Blot en masse lappeløsninger selvom timingen var perfekt for svære beslutninger; der var langt til næste valg og de lave energipriser gav regeringen uventet økonomisk rygvind. Modi var alligevel ikke Indiens svar på Thatcher og Reagan. Aktieindekset faldet med 10% over de næste par
måneder. Til gengæld var der ro i den antiliberale lejr, blandt småbønder, hindunationalister og de stærke fagforeninger. I mellemtiden var der noget i gære i hovedstaden Delhi. Den 10. februar vandt det lille græsrodsagtige antikorruptionsparti AAP (kaldet Den jævne mands parti ) delstatsvalget i Delhi med chokerende 67 mandater ud af 70, en uhørt stor sejr. Det var Modis første valgnederlag, og blev generelt opfattet som et mistillidsvotum mod ham personligt. Hans stadig mere tyranniske og enerådige adfærd i regeringen og hetz af NGO er vakte bekymring. Inderne værdsætter deres demokrati og civilsamfund. Bedre blev det ikke, da Modi i slutningen af januar mødtes med præsident Obama iført et jakkesæt med hans navn Narendra Damodardas Modi indgraveret med gylden skrift i nålestriberne. Jakkesættet blev en stående joke nede i basaren, men samtidig bredte sig en følelse af, at magten nu var steget ham helt til hovedet. Efterfølgende forsøgte Modi at begrænse skaden ved at sætte jakkesættet på auktion og donere pengene til oprensning af den hellige flod Ganges. Sættet gik for kr. 4½ mio., men den dårlige smag hænger ved. Men størst var måske bekymringen for Modis hindunationale skyggeside. Man huskede stadig Gujarat massakren i 2002, hvor 2000 muslimer blev dræbt på hans vagt, og fandt det bekymrende, at han ikke satte hårdere ind mod de stadig mere hyppige kirkeafbrændinger i Delhi og de hadske udfald mod muslimer fra hans kolleger i regeringen. Hans hindunationale bagland er måske de eneste, han konsekvent har undgået at lægge sig ud med. Comeback? I mellemtiden har Modi kastet sig ud i en ny reformiver. I midten af marts vedtog underhuset hvor Modi har flertal en reform af ejendomsretten, der gør det nemmere at inddrage jord
fra bønderne i en højere sags tjeneste (læs; storindustrien). Erhvervslivet glæder sig. De mener, at den nye lov er en tiltrængt forudsætning for flere investeringer og storstilede byggeprojekter. Men småbønderne raser, og oppositionen har endelig fundet en sag, som kan forene dem i kampen mod Modi. Loven mangler stadig at blive vedtaget i overhuset, hvor regeringen er i mindretal. Måske er Modi på vej mod sit første store politiske nederlag. Historien om Modi-bølgens ebbe og flod er en klassisk fortælling om demokratiets luner. For nok blev Modi hyldet som en frelser for ét år siden, men også i Indien har vælgerne korte hukommelser. Også hér er de utålmodige og ønsker hurtige løsninger på svære problemer. Og også hér er det umuligt at stille alle tilfredse. I den forstand minder Indien om alle andre store demokratier. Da Modi-bølgen skyllede ind over Indien sidste år, frygtede mange, at Modi ville ende som en folkevalgt diktator, en hindunational udgave af Putin og Erdogan. Det synes ikke at blive tilfældet. I modsætning til Rusland og Tyrkiet, har Indien et stabilt demokrati, og her gælder de samme regler for Modi som for alle andre politikere: Han hersker på folkets nåde. Og de kræver mad på bordet.