UDSØ AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG DOM Afsagt den 19. maj 1998 af Østre Landsrets 19. afdeling (landsdommerne Lisbet Wandel, Lodberg og Mette Sørensen (kst.». 19. afd. a.s. nr. B-3295-96 : (Advokat H ) mod (Advokat N ). Københavns Byrets afd. F.'s dom af 6. december 1996 (182/95) er anket af med påstand som for byretten om betaling af 38.854,10 kr., med sædvanlig procesrente fra den 13. marts 1995 til betaling sker. Appellanten har endvidere for landsretten nedlagt subsidiær påstand om betaling af 8.810,42 kr. eller et mindre beløb efter rettens skøn. Indstævnte,, har påstået stadfæstelse af byrettens dom. Over for appellantens subsidiære påstand har indstævnte nedlagt påstand om frifindelse. Det er for landsretten oplyst, at indstævnte i forbindelse med låneformidlingen har modtaget følgende ydelser : 1. fra Danske Kredit : garantiprovision 667,94 kr.
- 2-2. fra appellanten : ekspeditionsgebyr 1.000,00 kr. stiftelsesprovision 3.773,00 kr. kurtage ved udbetaling 566,08 kr. omprioriteringsgebyr 2.100,00 kr. kurtage ved indfrielse 503,40 kr. indfrielsesgebyr 200,00 kr. ialt 8.810,42 kr. Appellanten har i landsretten vedstået sin forklaring i byrettens dom og har supplerende forklaret, at han ikke med indstævnte har drøftet muligheden af at opgive hele omprioriterings/lånearrangementet, men at han hele tiden har holdt indstævnte fast på aftalen, hvorefter låneomlægningen ville resultere i et provenu til ham på 7.974 kr. Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten. Appellanten har supplerende anført, at der ved hans accept af indstævntes "LÅNETILBUD-OMLÆGNING" af 24. september 1993, fremsat på Danske Kredits vegne, blev indgået en bindende aftale, hvorved indstævnte både som rådgiver og produktsælger har forpligtet sig til at sørge for, at appellantens ejendom blev omprioriteret blandt andet således, at pensionskassepantebrevene blev indfriet til kurs 100. At lånene ville blive indfriet til denne kurs, fremgår forudsætningsvis af indstævntes beregning af 5. august 1993 af konsekvenserne ved låneomlægningen, som er grundlaget for den indgåede aftale. Der må på grund af interessefællesskabet ske identifikation mellem indstævnte og Danske Kredit. Aftalen er bindende for indstævnte, selvom appellanten herved stilles bedre økonomisk end ifølge pantebrevene, der på grund af uopsigelighed ikke kunne indfries til kurs 100. Indstævnte bærer skylden for fejlen i konsekvensberegningen. En sådan fejltagelse er en svag indsigelsesgrund, som ikke kan bevirke aftalens ugyldighed. Det bør ikke tillægges betydning, at ordene garanti eller tilsikring ikke forekommer i det skriftlige aftalegrundlag, når henses til at indstævnte har optrådt som professionel rådgiver på et
- 3 - område, som hører til bankens kerneområde for rådgivning. For professionelle rådgivere gælder sædvanligvis et strengt culpaansvar. Det gøres gældende, at indstævnte har begået fejl - culpa in contrahendo - ved uden undersøgelse at lægge til grund, at pensionskassepantebrevene kunne indfries til kurs 100, og at indstævnte som følge heraf skal betale en erstatning, der stiller appellanten, som om omprioriteringsaftalen er opfyldt. For appellanten som forbruger udgør den økonomiske ulempe, som den af indstævnte begåede fejl har forårsaget, et tab. Appellanten har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at indstævnte skal afgive sin berigelse opnået ved låneomlægningen, og at denne berigelse udgør mindst beløbet på 8.810,42 kr. Indstævnte har supplerende anført, at appellanten kunne have undgået kurstabet på pensionskasselånet, såfremt han havde accepteret indstævntes tilbud om at udskyde indfrielsen af pantebrevene og investere indfrielsesbeløbet i obligationer, således som nærmere forklaret af vidnet Lone Sværke Klint for byretten. Indstævnte har overfor appellantens subsidiære påstand anført, at allerede fordi appellanten ikke har dokumenteret, at nogen del af beløbet på 8.810,42 kr. udgør en berigelse for indstævnte, der har haft udgifter i forbindelse med låneomlægningen, må kravet afvises. Landsrettens bemærkninger : Indstævnte kan ikke anses for ved konsekvensberegningen af 5. august 1993, der fejlagtigt forudsætter, at pensionskassepantebrevene kunne indfries til kurs 100, og at der herefter ville fremkomme et kontant provenu på 7.974 kr., eller på anden måde i forbindelse med låneomlægningen, at have tilsikret appellanten, at et sådant provenu ville fremkomme ved låneomlægningens gennemførelse. Uanset, om den begåede fejl skyldes indstævntes forhold, fin-
- 4 - des det ikke godtgjort, at fejlen har medført et økonomisk tab, som indstævnte kan gøres erstatningsansvarlig for, idet appellanten under alle omstændigheder var bundet af pantebrevenes vilkår om uopsigelighed. Det tiltrædes, at der ikke kan tilkendes appellanten godtgørelse for økonomisk ulempe. Det tiltrædes endvidere, at der ikke er grundlag for at tilkende appellanten erstatning for rentetab. Af de af indstævnte anførte grunde kan heller ikke appellantens subsidiære påstand tages til følge. Den indankede dom vil herefter være at stadfæste. T h i k e n d e s f o r r e t : Den indankede dom stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten betaler appellanten til indstævnte 8.900,00 kr. Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. (Sign.) Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor, den.j.v. ing Nyman Overassistent ~
fi B.b.nr. 148 U D S K R I F T A F D O M B O G E N F O R K Ø B E N H A V N S B Y R E T S A F D E L I N G F. Den 6. december sag nr. F 182/95 1996 blev i mod afsagt sålydende D 0 M : Under denne sag, hvor dommen i henhold til retsplejelovens S 366 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøger,, påstået sagsøgte,, dømt til at betale 38.854,10 kr. med sædvanlig procesrente fra den 13. marts 1995 til betaling sker. Sagsøgte har påstået frifindelse. Det påstævnte beløb vedrører dels erstatning 9.782,74 kr. og dels erstatning/godtgørelse 29.071,36 kr. i forbindelse med omprioritering faste ejendom beliggende for rentetab for kurstab af sagsøgers Sagsøger har til støtte for påstanden gjort gældende, at sagsøgte har begået fejl i forbindelse med sin rådgivning af sagsøger, idet sagsøgte burde have været opmærksom på, at de private pantebreve ikke som forventet kunne indfries til kurs
-2-100. Det er uden betydning for sagen, at sagsøgte ikke har fremskaffet de private pantebreve, idet oplysningerne om de særlige indfrielsesvilkår fremgik af skødet, som var udleveret til sagsøgte. Det gøres gældende, at sagsøgtes manglende/ukorrekte oplysninger om de private lån var årsagen til, at indfrielsen ikke fandt sted som forventet, men at sagsøger i stedet led et tab. Sagsøger har lidt et tab i forhold til det tilsagn, som sagsøgte afgav, og som sagsøger accepterede. Sagsøgers tab udgør et kurstab på 29.071,38 kr. samt rentetab for den periode, hvor sagsøger har haft forøgede renteudgifter. Ved skrivelse af 5. august 1993, der indeholdt en konsekvensberegning, blev det tilkendegivet, at den årlige ydelse ville blive reduceret med 38.650 kr. Det gjorde den ikke, da den år= lige reduktion på grund af fejl i indfrielseskursen blev lavere end oplyst. Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at sagsøgte ikke har tilsikret eller garanteret sagsøger et bestemt økonomisk resultat af låneomlægningen. Sagsøgte har ikke givet sagsøger tilsagn om økonomisk fordel ved låneomlægningen. Hverken konsekvensberegningen eller lånetilbudet er udtryk for garanti eller tilsikring af et bestemt resultat. Konsekvensberegningen benytter udtrykkelig ordet "vejledende " og angiver, at den er foretaget på grundlag af de oplysninger, banken har modtaget fra sagsøger. Sagsøgte har ikke i forbindelse med behandlingen af låneomlægningen udvist culpøs adfærd. Alle oplysninger, der har ligget til grund for sagsøgtes behandling af sagen, er indhentet fra sagsøger. Sagsøgte har anmodet sagsøger om at få kopi af de private pantebreve, men dette har ikke kunnet lade sig gøre. Sagsøgte benyttede alene skødet til brug for oplysninger om matrikelnummer og til brug for den efterfølgende tinglysning af kreditforeningspantebreve, og sagsøgte stolede på oplysningerne fra sagsøger om, at der ham bekendt ikke ville være problemer med pensionskassen. Sagsøger, der var debitor på de pågældende lån, måtte være den nærmeste til at kende de særlige indfrielsesvilkår. Endelig bemærkes, at denne type sager bliver behandlet rutinemæssigt, og at der ikke umiddelbart var anledning til at undersøge skødet nærmere i nærværende sag. hertil
- 3 - kommer, at sagsøger ikke har lidt noget økonomisk tab. Sagsøger var under alle omstændigheder bundet af uopsigeligheden frem til juni termin 1995. Sagsøger har ikke krav på positiv opfyldelsesinteresse, idet der ikke er lovhjemmel til at tilkende økonomisk godtgørelse for skuffede forventninger. Endelig kan man ikke bebrejde sagsøgte, at sagsøger i en forholdsvis lang periode skulle betale dobbelt rente. Sagsøgte gjorde alt, hvad der var i sagsøgtes magt for at rykke pensionskassen. Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger,, bankfuldmægtig F og bankbestyrer s har forklaret, at han er akademiingeniør med speciale i byggeri og beton, og at han ikke har særlige forudsætninger i forbindelse med pantebreve. Han gik til banken i sommeren 1993, idet det var blevet moderne at omprioritere. Han ville høre, om det kunne betale sig for hans vedkommende. Han talte med bankfuldmægtig F, og havde med til mødet nogle forskellige papirer, herunder vistnok terminskvitteringer. F bad ham under mødet om en kopi af de private pantebreve. Da han ved et senere møde i stedet kom med en kopi af skødet, mente F, at dette var tilstrækkeligt. Det var i hvert fald nok til at banken kunne udarbejde et tilbud. Han hørte første gang til sagen igen i januar 1994, da der viste sig at være problemer med pensionskassen. Under en telefonsamtale fik han at vide, at pensionskassen kun ville indfri pantebrevene til cirka kurs 110. Sagsøger sagde, at det måtte være bankens problem. Han talte ikke med F, men med en dame. Han var efterfølgende til et par møder i banken. På et af disse møder tilbød banken at forhøje Realkreditlånet, og der var vist også noget om investering af obligationerne, men sagsøger sagde nej til begge tilbud, idet han ikke havde fået den ydelse, han var blevet lovet. Resultatet for ham er blevet, at han i stedet for at få et provenu har måttet betale 29.000 kr. for at indfri lånene.
- 4 - Hvis han dengang havde vidst, at pensionskassen ikke ville indfri til kurs 100, havde han nok valgt kun at omprioritere delvis og indfri BRF - lånet. Han har ikke betalt det påstævnte beløb, idet pengene står på en konto i banken. F har forklaret, at han har stået for behandlingen af den pågældende låneansøgning. Under det første møde med sagsøger i sommeren 1993 bad han om at få kopi af de private pantebreve. Han modtog kopi af årsopgørelse og terminskvitteringer, og senere modtog han også kopi af skødet. På trods af flere opfordringer var sagsøger ikke i stand til at fremkomme med kopier af pantebrevene. Han indsendte de indleverede oplysninger til Danske Kredit, som herefter lavede en konsekvensberegning. Som følge af betydeligt sagspres i den periode, tog det noget tid. Da konsekvensberegningen forelå, tog han på ny kontakt til sagsøger. Han bad igen om at se kopi af pantebrevene, idet der kunne være særlige indfrielsesvilkår. Skødet bruger man i bankverdenen alene til at tjekke matrikelnummeret og i forbindelse med tinglysningen af det nye lån. Sagsøger kunne ikke fremskaffe kopi af pantebrevene, men oplyste at der så vidt han vidste ikke var særlige problemer med pantebrevene. Desuden havde han jo terminskvitteringerne. Vidnet, der kendte sagsøger som en god og pålidelig kunde, stillede sig tilfreds hermed. Den høje rentefod på pantebrevene, gav ikke vidnet anledning til yderligere overvejelser. På grundlag af konsekvensberegningen, udtalte sagsøger, at han var interesseret i, at man gik videre med sagen. Herefter skulle ejendommen vurderes og sagsøger kreditvurderes. også dette tog sin tid, og herefter forelå der et lånetilbud fra Danske Kredit. I lånetilbudet var der ud over de i sagen dokumenterede forbehold også noget om skjulte rør og en forespørgsel til sagsøgers anparter. Det endelige lånetilbud forelå i form af et pantebrev i midten december. Vidnet foreslog sagsøger af kurssikre, men sagsøger afslog dette.
- 5 - Sagen gik nu videre til ekspeditionsafdelingen, der skulle sende pantebrevet til tinglysning og senere hjemtage lånet. Der blev oprettet en separat omprioriteringskonto, og sagsøgte gik i gang med at indfri de enkelte lån. Herefter havde vidnet ikke yderligere at gøre med sagen. S har forklaret, at hun dengang var stedfortræder i den pågældende bankafdeling. Hun kom første gang ind i sagen, da checken kom retur fra Ingeniørernes Pensionskasse. Sagsøgte overvejede straks, om man skulle bytte rundt på prioriteterne, således at Danske Kredit fremover indtog en 3. prioritet efter de to pensionskasselån. Det ville Danske Kredit imidlertid ikke. Derpå tog man kontakt til sagsøger pr. brev. Han blev indkaldt til et møde, som fandt sted i slutningen af februar. Under mødet deltog bankens daværende bestyrer, sagsøger og vidnet. Man drøftede forskellige løsningsmuligheder. Den ene var at tilbyde sagsøger et boliglån over 15 år til særlig favorabel rente med en hovedstol, der svarede til kurstabet. Dette sagde sagsøger dog straks nej til. Den anden mulighed, man forelagde sagsøger, var at investere det indfrielsesbeløb, som man skulle have brugt til at indfri pensionskasserne til i stedet at købe obligationer i samme serie som "hovedlånet ". Ved denne metode ville renteudgifterne alt andet lige blive neutraliserede, og sagsøger skulle alene betale gebyrer, kurtage og lignende. Man fremkom ikke med nogen beregning på sidstnævnte, idet sagsøger også straks afslog dette. Sagsøger fastslog, at alt dette var bankens eget problem, idet han havde handlet efter et fast tilbud. Da sagsøger ikke ville acceptere nogen af sagsøgtes forslag, måtte man gå videre med sagen og søge at få indfriet de to pensionskasselån. Man gjorde ham opmærksom på, at man måtte indhente et decideret tilbud på indfrielse hos pensionskasserne. Det gjorde man få dage efter, til et gebyr på 400 kr. Sagsøgte rykkede herefter adskillige gange såvel telefonisk som skriftligt pensionskassen, men fik først svar i midten af april. Man orienterede herefter sagsøger, ikke fordi man skulle have hans accept, men fordi man ville orientere ham om ind-
- 6 - frielseskursen. Rettens bemærkninger : Retten finder, at sagsøgte burde have undersøgt, om de private pantebreve indeholdt særlige indfrielsesvilkår. I modsat fald burde sagsøgte klart have tilkendegivet i konsekvensberegningen, i lånetilbudet eller på anden måde, at man tog forbehold herom. Efter bevisførelsen finder retten, at sagsøgtes fejlagtige rådgivning førte til, at sagsøger disponerede. Det findes imidlertid ikke godtgjort, at sagsøger har lidt noget økonomisk tab, for hvilket sagsøgte er erstatningsansvarlig, og der findes ikke hjemmel til at tilkende sagsøger en godtgørelse for ulempe. Med hensyn til sagsøgers påstand om erstatning / godtgørelse for renter finder retten ikke grundlag for at tage denne påstand til følge, når henses til sagsøgtes bestræbelser for at få pantebrevskreditor til at fremkomme med de nødvendige indfrielsesopgørelser. Herefter tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. T H I K E N D E S F O R R E T : Sagsøgte,, frifindes. Inden 14 dage fra dato betaler sagsøger,, til sagsøgte, A/S, sagens omkostninger med 10.000 kr.
Udskriftens rigtighed bekræftes. KØSØVNS BYRETS JUSTITSKONTOR,.12,199C 6