Årsberetning 2014. Patientskadeankenævnet

Årsberetning 2014 Patientskadeankenævnet

Titel: Årsberetning 2014, Patientskadeankenævnet Patientombuddet, 2015. Publikationen kan frit refereres med tydelig kildeangivelse. Patientombuddet Finsensvej 15 2000 Frederiksberg URL: http://www.patientombuddet.dk Format: pdf 2

Indhold Forord... 4 1 Indledning... 5 2 Præsentation af Patientskadeankenævnet... 8 3 Nøgletal... 9 4 Sagsgang... 14 5 Artikler... 16 5.1 Behandling via en sundhedsordning... 16 5.2 Forældelsesregler... 18 5.3 Klage- og erstatningssystemet... 23 5.4 Ændring til skade for klager... 29 5.5 Tortgodtgørelse til efterladte... 34 6 Sager ved domstolene... 38 7 Læring mv.... 42 7.1 Patientskadeankenævnet og Læringsenheden... 42 7.2 Internationalt samarbejde... 42 7.3 Kvalitetsudvikling - brugertilfredshedsundersøgelse... 43 3

Forord Jeg har siden 2010 været formand for Patientskadeankenævnet. I den tid er antallet af sager vokset betydeligt, og ankenævnet er derfor med årene blevet udvidet med flere afdelinger og består ved årets udgang af 9 nævnsafdelinger. Formandsskabet udgøres nu af yderligere otte næstformænd. Formanden og næstformændene varetager hver en fast nævnsafdeling, der holder månedlige møder, hvor afgørelserne træffes. Patientskadeankenævnet er ankeinstans for Patienterstatningens afgørelser om erstatning for patientskader. Formanden/næstformændene har her til opgave at lede nævnsmøderne og holde et kort oplæg om hver enkelt sag, før den bliver behandlet. I nævnsmøderne deltager som udgangspunkt otte medlemmer, der repræsenterer en ligelig sammensætning af henholdsvis lægelig og juridisk ekspertise og partsinteresser. Ankenævnssekretariatet ligger fra 2011 i Patientombuddets Erstatningscenter, hvor et sekretariat med sagsbehandlere, der har en juridisk eller kontormæssig baggrund, forbereder og lægger sagerne til rette. Året 2014 blev et spændende år, hvor vi fik en afklaring af flere interessante juridiske problemstillinger. Blandt andet blev der ændret i lovgivningen om forældelse af patientskadesager. Ændringen skete med tilbagevirkende kraft. Det betød, at ankenævnet genoptog flere gamle sager, der tidligere var afvist som forældede. Derudover fik vi en dom fra landsretten, der ændrede ankenævnets praksis om lovens dækningsområde, og formandsskabet har efterfølgende sammen med ankenævnssekretariatet fastlagt retningslinjer for den fremtidige praksis. Samtidig blev 2014 endnu engang et år, hvor ankenævnet samlet set traf flere afgørelser end tidligere. Samtidig er det lykkedes at bevare en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under 6 måneder, som fuldt ud levede op til de fastsatte mål. Jeg vil gerne takke sekretariatet og nævnets medlemmer for deres store engagement i at få sagerne ekspederet hurtigt og afgjort rigtigt. Jan Uffe Rasmussen formand 4

1 Indledning Patientskadeankenævnet bliver sekretariatsbetjent af Patientombuddets Erstatningscenter. Nævnet fungerer og virker som en selvstændig og uafhængig juridisk enhed. Patientskadeankenævnet har de seneste år oplevet en kraftig stigning i antallet af ankesager. Det blev derfor nødvendigt i 2014 at udvide Patientskadeankenævnets faste nævnsafdelinger med en ny afdeling, så Patientskadeankenævnet i 2014 kom til at bestå af ni faste nævnsafdelinger. Hver nævnsafdeling har otte faste medlemmer, der mødes hver måned. Der blev i 2014 afgjort over 2.800 sager mod lidt over 2.200 i 2013. Stigningen ser ud til at fortsætte de næste år. Trods den kraftige stigning i antallet af sager lykkedes det igen i 2014 både at afslutte endnu flere sager end tidligere år og at fastholde den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på et lavt niveau. Alt i alt blev 2014 resultatmæssigt et meget tilfredsstillende år. Vi vil i de følgende afsnit redegøre nærmere for nævnets virksomhed og de typer af sager, som nævnet behandler. Lovændringer på patienterstatningsområdet Der kom i 2014 flere lovændringer på området, som vi uddyber herunder. Nye forældelsesregler om genoptagelse af anerkendte patientskader. Der er fastsat nye forældelsesregler i lov om klage og erstatning inden for sundhedsvæsenet. Det følger af lov nr. 519 af 26. maj 2014. De nye regler gælder for sager, hvor Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet tidligere har anerkendt en behandlingsskade og/eller har udmålt erstatning, og hvor sagen senere bedes genoptaget. I de tilfælde fastsætter de nye regler, at der løber nye frister på 3 eller 10 år for genoptagelse regnet fra den bindende afgørelse om anerkendelse af skaden eller udmåling af erstatning. For skader omfattet af den tidligere gældende lov om patientforsikring er fristerne på 5 og 10 år. Formålet med lovændringen er at sikre, at skadelidte har mulighed for at rejse et nyt erstatningskrav, hvis der inden for fristerne på maksimalt 10 år fra den tidligere afgørelse viser sig senfølger eller forværring af en allerede anerkendt skade. Genoptagelse af en tidligere anerkendt sag kan fortsat kun ske, hvis de materielle betingelser for genoptagelse i øvrigt er opfyldt. Reglerne trådte i kraft den 1. juli 2014. De betyder, at en administrativ praksis, som Patientskadeankenævnet fulgte frem til juni 2012, genindføres og lovfæstes. Efter 2012 ændrede nævnet praksis. Det skete, fordi nævnet konkluderede, at den tidligere praksis ikke kunne opretholdes, efter at den nuværende lov om forældelse blev indført og en dom blev afsagt af Østre Landsret i 20111. 5

De nye forældelsesfrister har tilbagevirkende kraft. Det betyder, at Patientskadeankenævnet af egen drift har genbehandlet en række sager, hvor nævnet i perioden efter juni 2012 gav afslag på at genoptage tidligere anerkendte behandlingsskader, fordi sagerne var forældede. Patientskadeankenævnet genbehandlede i alt 28 sager. I langt de fleste sager førte sagsbehandlingen efter de nye regler til, at sagerne nu ikke er forældede. En stor del af de sager er efterfølgende sendt til Patienterstatningen, som skal realitetsbehandle den tidligere anmodning om genoptagelse. I resten af sagerne foretog Patientskadeankenævnet selv realitetsbehandlingen. Få af sagerne er fortsat vurderet forældede, fordi anmodningen om genoptagelse blev fremsat efter udløbet af de nye frister på 3, 5 eller 10 år, som gælder efter lovændringen. Flere sager om forældelse af tidligere anerkendte behandlingsskader var, før loven blev ændret, indbragt for domstolene. De sager er nu enten hævet af sagsøger eller ændret til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt de materielle betingelser for genoptagelse er opfyldt. Særlig lov om erstatning for manglende invitation til screening for livmoderhalskræft I 2013 og 2014 offentliggjorde Danske Regioner oplysninger om, at et stort antal kvinder på grund af fejl i regionernes IT-systemer var blevet frameldt et screeningsprogram for livmoderhalskræft i perioden 1981-2007. Der er indført særlige erstatningsregler for kvinder, som ved en fejl ikke har modtaget tilbud om at deltage i regionernes screeningsprogram for livmoderhalskræft. Det følger af lov nr. 717 af 25. juni 2014. Loven betyder, at de almindelige forældelsesregler i lovgivningen om patientskadeerstatning er sat ud af kraft for den særlige gruppe af sager. Der kan derfor anmeldes erstatningskrav, der følger af uberettiget framelding af screeningsprogrammet helt tilbage fra 1979. Kravene forældes tidligst den 1. januar 2017. Loven betyder også, at alle sager skal behandles efter de gældende regler i klage- og erstatningsloven, også selvom eventuelle skader er forårsaget, før loven trådte i kraft. Dermed stilles alle kvinder, der anmelder deres krav efter loven, ens, når det gælder erstatning. Det gælder både i forhold til kravenes størrelse og deres forrentning. Loven er ikke udtryk for, at der er indført en særlig godtgørelsesordning for de omfattede kvinder. Sagerne behandles og bevisvurderes efter det gældende grundlag i klage- og erstatningsloven. Selve det, at en kvinde en eller flere gange ikke er inviteret til screening for livmoderhalskræft, giver ikke ret til erstatning. Der kan kun gives erstatning, hvis den manglende invitation til screening medførte en skade, i form af at kvinden måtte gennemgå en mere omfattende behandling eller i form af en dårligere statistisk prognose for at overleve. 6

Patientskadeankenævnet afgjorde i 2014 fire sager om manglende invitation til at deltage i screening for livmoderhalskræft. Ændret sammensætning og sammenlægning af Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet. Der skete i 2014 flere ændringer, som har betydning for den fremtidige sammensætning og funktion af Patientskadeankenævnet. Det følger af lov nr. 519 af 26. maj 2014. Fra 1. januar 2015 nedlægges Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet som selvstændige nævn. Opgaverne føres videre i ét samlet nævn, som får navnet Ankenævnet for Patienterstatningen. Ankenævnet skal behandle anker over afgørelser om både behandlings- og lægemiddelskader. Det skaber en forenklet ankeadgang at samle ankenævnsfunktionen i ét nævn. I sager om behandlings- og lægemiddelskader vil der fremover kun skulle indgives én anke, og prøvelsen af afgørelsen vil ske i ét nævn. Formålet er at undgå forlænget sagsbehandlingstid og at opnå større overskuelighed for borgerne. Der er ikke ændret i betingelserne for at få anerkendt en behandlings- eller lægemiddelskade. Ankenævnet for Patienterstatningen varetager stadig sin virksomhed i en række nævnsafdelinger. Hver afdeling vil bestå af i alt 10 medlemmer, fordi lovændringen betyder, at sammensætningen af ankenævnet ændres og udvides. Patientombuddets Erstatningscenter sekretariatsbetjener Ankenævnet for Patienterstatningen, som det gjorde for Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet. 7

2 Præsentation af Patientskadeankenævnet Patientskadeankenævnet behandler klager over afgørelser fra Patienterstatningen om erstatning for patientskader. Patientskadeankenævnet tager stilling til, om en patient er kommet til skade efter en behandling eller en undersøgelse i sundhedsvæsenet. Det kan for eksempel være på et hospital eller hos egen læge. Nævnet kan også tage stilling til erstatningsudmålingen som følge af en anerkendt patientskade. Når en sag er afgjort, er der ikke flere klagemuligheder i det administrative system. Der er dog muligt at få prøvet sagen ved domstolene. Patientskadeankenævnet er nedsat efter 34 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Nævnet er organiseret i ni afdelinger, der, når det afgør den enkelte sag, er sammensat af otte medlemmer, herunder en formand, der er dommer, og som ministeren for Sundhed og Forebyggelse udpeger. Nævnet består også af to sagkyndige medlemmer, som Sundhedsstyrelsen udpeger, og ét medlem, som Advokatrådet udpeger. Danske Regioner og Kommunernes Landsforening udpeger også to repræsentanter for de driftsansvarlige. Danske Handicaporganisationer, Forbrugerrådet og Danske Patienter udpeger desuden repræsentanter for patienterne. Medlemmerne, som de tre patientorganisationer udpeger, skiftes til at deltage i nævnsmøderne med to medlemmer på hvert møde. Hver nævnsafdeling holder et møde om måneden undtagen i sommerferien, hvilket svarer til 11 møder om året. I 2014 blev der i alt 93 møder i Patientskadeankenævnet i 2014. Møderne er ikke offentlige. 8

Antal sager 3 Nøgletal Nye og afsluttede sager Som det fremgår af figur 1, er antallet af nye sager steget kraftigt gennem årene, men nævnet har i takt med tilgangen samtidig formået at afslutte flere sager, så de to kurver følges ad. 3500 Sagsvækst 3000 2500 2000 Nye sager Afsluttede sager 1500 1000 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 Figur 1: Antallet af nye sager og afsluttede sager i perioden 2004-2014. I løbet af de seneste fem år er tilgangen af sager steget med næsten 60 %. Hvor nævnet i 2010 modtog 1.808 ankesager, var tallet for nye sager i 2014 vokset til 2.870. Målet for afsluttede sager var ved årets start sat til 2.700, hvilket dog blev opjusteret i løbet af året på grund af den kraftige tilvækst af sager. Nævnet afsluttede 2.969 sager i 2014, hvilket var fuldt ud tilfredsstillende. 9

Måneder Sagsbehandlingstid 12,0 sagsbehandlingstid 10,0 8,0 6,0 4,0 2,0 0,0 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 Figur 2: Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i perioden 2004-2014. Opgørelsen viser den samlede tid, fra Patientskadeankenævnet modtager klagen, til afgørelsen sendes til klageren. Det vil sige, at den tid, sagen ligger hos Patienterstatningen, hvor sagens akter og udtalelser skal indhentes, regnet med i opgørelsen. Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Patientskadeankenævnet er faldet støt over årene, og at den siden 2009 har holdt sig under det fastsatte mål på gennemsnitligt seks måneder. Nævnets afgørelser Patientombuddet indførte pr. 1. januar 2013 et nyt ESDH-system, der gør det muligt mere detaljeret end tidligere at registrere nævnets afgørelser. Opgørelsen i tabel 1 svarer til den, der fremgår af nævnets årsberetning fra 2013, men adskiller sig fra oversigterne i tidligere årsberetninger. 10

Tabel 1: Oversigt over resultatet af afgjorte sager i 2014. Afgørelsesinformation Stillingtagen til Patienterstatningens afgørelser antal procent Tiltrædelser: 2.186 85,4% ansvar 1.568 61,3% erstatning 425 16,6% andet 193 7,5% Ændringer: 372 14,6% Ansvar ændret til skade for patienten 111 4,3% Ansvar ændret til fordel for patienten 109 4,3% Ændret, andet 19 0,7% Forhøjelse af erstatning 94 3,7% Nedsættelse af erstatning 20 0,8% Hjemvist til Patienterstatningen 19 0,7% I alt 2.558 100% Andet: 282 Afvisning pga. klagefrist overskredet 59 Afgørelse om genoptagelse 30 Afgørelse om ikke grundlag for genoptagelse 161 Andet 32 Afgørelser i alt 2.840 Afsluttet uden afgørelse 129 Afsluttede sager i alt 2.969 Opgørelsen omfatter alle sager, Patientskadeankenævnet afgør, det vil sige både sager der afgøres på nævnsmøde, og sager der sluttes ved formandsafgørelse. Der blev i 2014 truffet 363 formandsafgørelser. Patientskadeankenævnets forretningsorden giver formanden kompetence til at afgøre sager, der ikke frembyder tvivl, hvilket for eksempel kan være sager om overskridelse af klagefrister eller sager, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde og lignende. Antallet af sager, der blev afsluttet uden afgørelse, var i 2014 på 129. Det er hovedsageligt sager, hvor anken trækkes tilbage, inden nævnet træffer afgørelse. Det kan også være sager, hvor Patienterstatningen under ankesagen vælger at genoptage sagen. 11

Kategorien Tiltrædelser dækker over de sager, hvor nævnet var enig i Patienterstatningens afgørelse. Kategorien Ændringer er de sager, hvor nævnet ikke var enig og derfor har ændret afgørelsen. Som det fremgår af tabellen, ændrede nævnet Patienterstatningens afgørelse i 14,6 % af sagerne, hvilket er på niveau med årene før, hvor ændringsprocenten lå på cirka 14. Ankenævnet kan ændre Patienterstatningens afgørelse både til fordel og til skade for patienten. En opgørelse af sagerne, der blev afgjort i 2014, viser at: Patientskadeankenævnet traf 2.840 afgørelser, heraf var de 2.558 afgørelser en stillingtagen til en afgørelse fra Patienterstatningen. Heraf blev i alt 372 afgørelser ændret svarende til cirka. 14,6%. I 222 sager (det svarer til cirka 9% af det samlede antal afgørelser) af de 372 ændrede sager faldt afgørelsen ud til fordel for patienten. Af dem indebar 109 sager en ændring af ansvaret, mens 94 førte til en højere erstatning. Yderligere 19 blev hjemvist til fornyet behandling i 1. instansen. I 131 sager (det svarer til cirka 5% af det samlede antal afgørelser) faldt afgørelsen ud til skade for patienten. 111 af de sager resulterede i et ændret erstatningsansvar til skade for patienten. I 20 sager blev erstatningen sat ned. Af de 131 sager, hvor afgørelsen var til skade for patienten, havde patienten klaget i de 93 og den erstatningsansvarlige part (region, privathospital/speciallæge mv.) i de 38. Det er hovedsageligt patienter, der klager over afgørelser til Patientskadeankenævnet. Af de 2.969 sager, der blev afsluttet i 2014, blev kun de 87 anket af regionen (eller privathospital/speciallæge). Af de 87 sager fik regionen helt eller delvist medhold i anken i 38 sager. Det svarer til cirka 44% af de ankede sager. Sagernes geografiske fordeling Det fremgår af figur 3, hvordan antallet af afsluttede ankesager fordeler sig i 2014. 12

Geografisk fordeling 0,3% 0,1% 10% 22% 24% 31% 13% Region Hovedstaden Region Sjælland Region Syddanmark Region Midtjylland Region Nordjylland Kommuner Forsikringssager Figur 3: Patientskadeankenævnets afsluttede sager i 2014 fordelt på regioner, kommuner og forsikringsselskaber. Figuren viser, at sagerne stort set fordeler sig som i årene før. Som det fremgår, er regionerne erstatningsansvarlige for langt det meste af behandlingen i de afgjorte sager. Kommunerne dækker behandling, når det gælder de kommunale sundhedsydelser, men der er, som figuren viser, kun ganske få sager, og de udgør kun ca. 0,3% af det samlede antal sager. Behandling i det private, herunder på privathospitaler osv., var tidligere omfattet af regionernes erstatningspligt. De private sygehuse, klinikker og privatpraktiserende speciallæger er dog ved en lovændring, der gælder fra 1. september 2013, selv pålagt erstatningspligt. De skal derfor tegne forsikring for de omfattede behandlinger og undersøgelser. I de sager vil den erstatningsansvarlige part derfor fremover være det respektive forsikringsselskab. Det er dog kun ganske få af sager, som indtil videre er nået til behandling i ankenævnsregi. De 0,1%, som opgørelsen viser, viser derfor ikke et korrekt billede af omfanget af sager om behandling i det private, og vi forventer, at tallene stiger de kommende år. 13

4 Sagsgang Vi beskriver herunder sagsgangen i Patientskadeankenævnet. Indhentelse af oplysninger Når vi i Patientombuddets Erstatningscenter, der er sekretariat for Patientskadeankenævnet, modtager en klage over en afgørelse fra Patienterstatningen, opretter vi en sag. Man har mulighed for at klage elektronisk via Nem ID. Vi undersøger i den forbindelse, om klagefristen på tre måneder er overholdt. Vi beder patienten om samtykke til, at vi kan indhente relevante oplysninger. Herefter beder vi Patienterstatningen om at udtale sig om klagen og om at sende sagens akter. Når sekretariatet får materialet, får sagens parter, ofte patient og region, en kopi af udtalelsen og bliver bedt om eventuelle bemærkninger. Hvis vi derudover vurderer, at der mangler relevante oplysninger i sagen, indhenter vi dem. Det kan for eksempel være journaler fra sygehus eller læge, kommunale akter eller oplysninger fra patienten selv. Når sagen er oplyst, vil parterne ikke høre mere fra sekretariatet, før sagen er afgjort af ankenævnet. Sagens forberedelse Når alle oplysninger er modtaget, gennemgår vi sagens akter. I de fleste tilfælde forelægger vi derefter sagen for en af de interne lægekonsulenter, der er en erfaren speciallæge, der er tilknyttet sekretariatet. Lægekonsulentens udtalelser er alene vejledende for nævnet. Nævnsbehandling Møderne er ikke offentlige. På mødet vil nævnet afgøre sagen. Hvis ikke alle nævnsmedlemmer er enige, bestemmer flertallet. Sagen kan i nogle tilfælde blive udsat, hvis vi for eksempel skal indhente supplerende oplysninger. Hvis det vurderes, at der ikke er tvivl i sagen, kan formanden jf. nævnets forretningsorden afgøre sagen på nævnets vegne. Det er typisk i sager: der alene vedrører erstatningsberegning, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde, hvor der anmodes om genoptagelse, hvor der mangler klageberettigelse, om klager over aktindsigt, hvor betingelserne for at anerkende erstatningsansvar efter loven anses for klart opfyldte og i øvrigt er ukomplicerede, om forældelse, om overskridelse af klagefrist. 14

I 2014 udgjorde formandsafgørelserne knap 13% af de afgjorte sager i Patientskadeankenævnet. Afgørelsens indhold Patientskadeankenævnet kan forhøje eller nedsætte erstatningen. Afgørelsen i en sag kan ende med: at Patientskadeankenævnet tiltræder Patienterstatningens afgørelse, det vil sige, at nævnet når frem til det samme resultat som Patienterstatningen, at Patientskadeankenævnet helt eller delvist ændrer Patienterstatningens afgørelse, eller at sagen skal behandles på ny af Patienterstatningen I 2014 ændrede Patientskadeankenævnet i 14,6% af tilfældene Patienterstatningens afgørelse. Når nævnet behandler en klage over en afgørelse fra Patienterstatningen, kan nævnet også ændre eventuelle tidligere afgørelser i sagen, uanset om der er klaget over dem. Sådanne ændringer kan betyde, at erstatningen forhøjes, nedsættes eller bortfalder. Orientering om afgørelse Inden for cirka en uge efter nævnsmødet modtager parterne afgørelsen i sagen. Det fremgår af den, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen er afgjort efter. Hvis der er en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, kan man bede om at få udtalelsen, når sagen er afgjort. Det gælder, selv om der er tale om et internt notat. Al skriftlig kommunikation fra det offentlige til borgere skal foregå digitalt. Det følger af lov om offentlig digital post, der trådte i kraft den 1. november 2014. Patientskadeankenævnet har derfor siden 1. november 2014 sendt alt post, herunder alle afgørelser, elektronisk. Når Patientskadeankenævnet har afgjort sagen, er der ikke flere klagemuligheder i det administrative system. Hvis en part ikke er enig i Patientskadeankenævnets afgørelse, er det muligt at få prøvet sagen ved domstolene. I det tilfælde skal parten eventuelt i samarbejde med en advokat indgive en stævning ved retten. Sagen skal så indbringes for domstolene inden seks måneder, efter at afgørelsen er meddelt. Den frist fremgår af klage- og erstatningsloven og kan ikke fraviges. 15

5 Artikler 5.1 Behandling via en sundhedsordning Ordningen om patienterstatning dækker behandling på hospital, hos egen læge, hos speciallæge eller hos andre privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, som f.eks. kan være kiropraktorer eller fysioterapeuter. Domstolene havde i 2014 lejlighed til at tage stilling til, hvad der forstås ved en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson. Østre Landsret fastslog i en principiel dom af 30. juni 2014, at en autoriseret sundhedsperson også kan betragtes som privatpraktiserende, når behandlingen sker via en sundhedsordning stillet til rådighed af en arbejdsgiver. Det betyder, at erstatningsordningen også omfatter behandling hos en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson, der sker via en sundhedsordning. Den konkrete sag Sagen drejede sig om en kiropraktor, der behandlede en kvinde via en sundhedsordning, som kvindens arbejdsgiver (en kommune) stillede til rådighed. Patienten søgte i første omgang om erstatning hos Patienterstatningen. Her blev den afvist, fordi behandlingen faldt uden for lovens dækningsområde. Begrundelsen var, at kiropraktoren i forhold til patienten ikke fungerede som privatpraktiserende. Kiropraktoren havde derimod en aftale med kvindens arbejdsgiver, der stillede en sundhedsordning til rådighed for sine ansatte. Kiropraktoren blev derfor ikke betragtet som privatpraktiserende, og behandlingen var derfor ikke dækket af erstatningsordningen. Patienten klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet, som var enig i afgørelsen. Patienten indbragte efterfølgende afgørelsen for byretten. Retten i Odense gav ved dom af 30. oktober 2013 Patientskadeankenævnet medhold i, at behandlingen ikke var omfattet. Retten lagde vægt på, at kvinden blev behandlet som led i sin kommunale arbejdsgivers sundhedsordning. Retten lagde også vægt på, at det var kvindens arbejdsgiver, som betalte for behandlingen, og at den var baseret på en aftale mellem arbejdsgiveren og kiropraktoren. Retten kom frem til, at kiropraktoren ikke på selvstændig privat basis udøvede sit erhverv og i forbindelse hermed udbød tjenesteydelser til patienter. Det er ifølge dækningsbekendtgørelsens 8, stk. 1 en betingelse for, at behandlingen er dækket af loven. Retten fandt i øvrigt, at det forhold, at lovens forarbejder lægger vægt på, at erstatningsordningen skal dække så bredt som muligt, ikke kunne føre til en fravigelse af lovens og bekendtgørelsens klare ordlyd. 16

Patienten ankede byrettens dom til Østre Landsret, som ændrede Patientskadeankenævnets afgørelse ved sin dom af 30. juni 2014. Det betød, at erstatningsordningen dækkede behandlingen. Landsrettens begrundelse Østre Landsret tog alene stilling til spørgsmålet om, hvorvidt kiropraktoren var privatpraktiserende, fordi sagens parter var enige om, at kiropraktoren var en autoriseret sundhedsperson. Dommen fastslår, at det ikke fremgår af lovens forarbejder, hvad der menes med privatpraktiserende, men at dækningsbekendtgørelsens 8 definerer en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson som en sundhedsperson, der på selvstændig basis udøver sit erhverv og i forbindelse hermed udbyder tjenesteydelser til patienter. Landsretten lagde til grund, at kiropraktoren udøvede privat virksomhed, og at kvinden efterspurgte hans ydelse som patient ved at vælge at lade sig behandle af ham. Derfor fandt retten, at kiropraktorbehandlingen efter en naturlig sproglig forståelse var omfattet af klage- og erstatningslovens 19, stk. 1, nr. 5. Landsretten bemærkede også, at det ikke ændrede noget, at arbejdsgiveren (kommunen) betalte for behandlingen. Betydning af landsrettens dom Dommen fastslog, at Patientskadeankenævnets (og Patienterstatningens) fortolkning af privatpraktiserende, når det gælder sundhedsordninger, var forkert. Patientskadeankenævnet søgte derfor, ligesom Patienterstatningen, i tidligere afgjorte sager og fandt fem lignende sager. Patientskadeankenævnet genoptog sagerne og vurderede, at de lå inden for klage- og erstatningslovens dækningsområde, jf. lovens 19, stk. 1, nr. 5. Sagerne blev herefter sendt tilbage til Patienterstatningen, der nu som 1. instans skal vurdere, om patienterne har ret til godtgørelse eller erstatning. 17

5.2 Forældelsesregler Lovgivningen om erstatning for behandlingsskader indeholder tidsfrister for, hvornår patienter kan anmelde erstatningskrav. Hvis erstatningskrav anmeldes til Patienterstatningen, efter en frist er udløbet, er sagen forældet. Hverken Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet (fra 1. januar 2015 Ankenævnet for Patienterstatningen) kan så behandle sagen. Skaden er for gammel til, at der kan tages stilling til, om patienten har ret til erstatning. Frister for anmeldelse af nye sager om patientskader Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet: Efter 59, stk. 1, skal erstatningskrav være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Efter 59, stk. 2, indtræder forældelse af erstatningskrav dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget. Reglerne betyder: Hvis man som patient har fået eller burde have fået kendskab til, at der er en sammenhæng mellem en skade og den behandling, man har fået, skal skaden anmeldes til Patienterstatningen inden for 3 år. Hvis skaden bliver anmeldt mere end 10 år efter behandlingen, vil den blive afvist som forældet. Det gælder også, selv om der er gået mindre end 3 år fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der var sket en skade ved behandlingen. Det skyldes, at fristen i lovens 59, stk. 2, løber fra forårsagelsestidspunktet, og at det er en absolut forældelsesfrist. Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet kan kun behandle en skade, hvis anmeldelsen sker inden for både fristen på 3 år og 10 år. Hvis behandlingen foregik mellem 1. januar 2007 og 1. januar 2008, er den korte frist 5 år i stedet for 3 år. Hvis behandlingen foregik før 1. januar 2007, skal sagen ikke vurderes efter klage- og erstatningsloven, men efter den dagældende lov om patientforsikring. Den lov indeholder i 19 tilsvarende regler om forældelse, men den korte frist er også her 5 år i stedet for 3 år. En skadelidt kan rejse sit erstatningskrav mod for eksempel et sygehus uden for rammerne af ordningen om patienterstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler, selvom om erstatningskravet er forældet efter reglerne om erstatning for behandlingsskader. 18

Eksempel: For sent anmeldt skade efter overset svangerskabsforgiftning (13/10748) En kvinde blev under sin graviditet flere gange undersøgt af egen læge og lægevagten. Hun mente, at man overså tegn på svangerskabsforgiftning, som førte til, at hun i april 2009 fik kejsersnit i 25. graviditetsuge. Barnet blev født med handicap. I oktober 2013 anmeldte kvinden sagen til Patienterstatningen. Hun krævede erstatning for følgerne af den forsinkede diagnosticering og behandling af svangerskabsforgiftning. Hun anmeldte først skaden mere end 4½ år efter, at den var forårsaget. Kvinden anførte, at hun havde brugt flere år på at komme sig psykisk, og at hun havde brugt al sin tid og energi på sin handicappede søn. Kvinden anførte også, at anmeldelsen var indgivet, inden fristen på 10 år udløb. Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patienterstatningen, at sagen var forældet efter KEL 59, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at kvinden senest i forbindelse med kejsersnittet fik eller burde have fået kendskab til de forhold, der gav anledning til anmeldelse af skaden. Nævnet fandt, at kvindens grunde til at anmelde for sent ikke kunne føre til suspension af anmeldelsesfristen på 3 år, selvom det måske også skyldtes ukendskab til reglerne om erstatning for patientskader. Patientskadeankenævnet anførte til fristen på 10 år, at den kun anvendes, hvis fristen på 3 år ikke er overskredet. Sagen er et eksempel på en konkret vurdering af, hvornår den såkaldte burde-viden indtræder. Desuden viser sagen, at både fristen på 3 år og 10 år skal være opfyldt, for at sagen ikke er forældet. Frister for anmodning om genoptagelse af sager, hvor der ikke tidligere er anerkendt en skade Når en patient har fået afslag på erstatning for en skade, kan der i nogle tilfælde komme nye oplysninger, som får patienten til at anmode Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet om at genoptage og afgøre sagen på ny. De samme frister gælder for anmodningen om genoptagelse som for den første anmeldelse af sagen. Det betyder, at en sag kun kan tages op igen, hvis anmodningen er modtaget hos Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet inden 3 år, efter at patienten fik kendskab til de forhold, der gør, at denne beder om genoptagelse. Desuden skal anmodningen være modtaget, inden der er gået 10 år fra behandlingstidspunktet (forårsagelsestidspunktet). Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet kan kun behandle en anmodning om genoptagelse, hvis den er modtaget inden for både fristen på 3 år og 10 år. I øvrigt kan sagen kun genoptages, hvis de øvrige regler for genoptagelse er opfyldt. Det betyder, at der skal være oplysninger, der er nye og væsentlige for sagens afgørelse. Det drejer sig navnlig om oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen. 19

Eksempel: Patientskadesag afvist genoptaget på grund af forældelse (14/4509) En mand blev behandlet på et sygehus i august 2003. Han anmeldte en skade til Patienterstatningen, som i oktober 2005 afgjorde, at han ikke havde ret til erstatning. I januar 2014 bad manden om at få sagen genoptaget, men det afviste Patienterstatningen, fordi der var gået mere end 10 år fra behandlingen i august 2003. Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet, som i juni 2014 tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende patientforsikringslov (fristen på 10 år). Sagen er et eksempel på, at forældelsesfristen på 10 år løber fra tidspunktet for behandlingen, også selvom en sag tidligere er anmeldt og behandlet i Patienterstatningen og eventuelt Patientskadeankenævnet. Det gælder for sager, hvor der i den tidligere afgørelse ikke er anerkendt en skade og/eller udmålt erstatning. Frister for anmodning om genoptagelse af sager, hvor der tidligere er anerkendt en skade. Der gælder særlige frister for at anmode om genoptagelse af en sag, hvis en patient tidligere har haft en sag hos Patienterstatningen og eventuelt Patientskadeankenævnet, hvor man anerkendte, at denne fik en skade, der gav ret til erstatning, og man udmålte erstatning. De nye regler er vedtaget af Folketinget i maj 2014, se lov nr. 519 af 26. maj 2014. Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet: 60 b, stk. 1. Træffes der bindende afgørelse om anerkendelse af en skade omfattet af kapitel 3 eller 4 eller om udmåling af erstatning for en sådan skade, løber fra tidspunktet for afgørelsen en forældelsesfrist på 3 år for erstatningskrav som følge af skaden. 60 b, stk. 2. Var den erstatningsberettigede ubekendt med erstatningskravet, regnes forældelsesfristen efter stk. 1 dog først fra den dag, hvor den erstatningsberettigede fik eller burde have fået kendskab til kravet. 60 b, stk. 3. Forældelse indtræder senest 10 år efter den i stk. 1 nævnte afgørelse, dog senest 30 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget eller lægemidlet er udleveret til skadelidte. Reglerne betyder: Med de nye regler er det muligt at få genoptaget en sag i op til 10 år fra den sidste afgørelse om anerkendelse af en skade eller udmåling af erstatning. Fra den sidste afgørelse om for eksempel udmåling af erstatning løber der nemlig en ny frist på 10 år, sådan at patienten for eksempel får mulighed for at bede om genoptagelse, hvis der opstår senfølger af den tidligere anerkendte skade. 20

Der løber samtidig en ny frist på 3 år, sådan at en sag kun kan genoptages, hvis anmodningen er modtaget hos Patienterstatningen eller Patientskadeankenævnet inden 3 år efter, at patienten fik kendskab til de forhold, der gav grundlag for at bede om genoptagelse. I øvrigt kan sagen kun tages op igen, hvis de øvrige regler for genoptagelse er opfyldt. Når det gælder erstatningens størrelse, betyder det, at sagens faktiske omstændigheder skal have ændret sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning (erstatningsansvarslovens 11). Eller der skal være kommet nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger. Det drejer sig navnlig om oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen. Hvis behandlingen fandt sted før 1. januar 2007, vil skaden oprindeligt være anerkendt efter den dagældende lov om patientforsikring. De nye regler i klage- og erstatningsloven om frister for genoptagelse gælder også for de sager, men her er den nye, korte frist på 5 år i stedet for 3 år. Reglerne om frister for sager, der er anerkendt efter gamle regler, findes i lov nr. 519 af 26. maj 2014, 4, stk. 8-9. Eksempel: Tidligere anerkendt patientskadesag genoptaget (14/5667) I maj 2003 anerkendte Patienterstatningen, at en kvinde havde fået en behandlingsskade af en behandling i september 2001. I samme afgørelse og en senere afgørelse fra maj 2005 udmålte Patienterstatningen erstatning for skaden. Kvinden bad senere om at få genoptaget sagen, men det afviste Patienterstatningen i december 2006. I april 2012 bad kvinden igen om at få genoptaget sagen. I maj 2012 afviste Patienterstatningen sagen, da den var forældet. Kvinden klagede over afvisningen til Patientskadeankenævnet, der tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende patientforsikringslov (fristen på 10 år). Efter indførelsen af de nye forældelsesfrister i KEL 60b genbehandlede Patientskadeankenævnet af egen drift sagen. Nævnet fandt, at sagen ikke var forældet efter den nye frist på 10 år i KEL 60 b, stk. 3, da anmodningen om genoptagelse var modtaget i Patienterstatningen mindre end 10 år efter den seneste afgørelse om udmåling af erstatning. Ankenævnet sendte anmodningen om genoptagelse af 26. april 2012 tilbage til Patienterstatningen, som skal afgøre, om sagen er forældet efter forældelsesfristen på 5 år, jf. KEL 60b, stk. 2, jf. 4, stk. 9, i lov nr. 519 af 26. maj 2014. Hvis det ikke er tilfældet, skal Patienterstatningen realitetsbehandle spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at genoptage sagen er opfyldt. Sagen er et eksempel på, at det først skal vurderes, om sagen er forældet efter de nye frister, der er indført med lov nr. 519 af 26. april 2014, når der anmodes om at genoptage en tidligere anerkendt skade. Hvis sagen ikke er forældet efter henholdsvis fristen på 10 år eller 5/3 år, skal det vurderes, om betingelserne i erstatningsansvarslovens 11 for at genoptage sagen er opfyldt. Sagen viser også, at et tidligere afslag på genoptagelse ikke udløser nye forældelsesfrister. 21

Eksempel: Tidligere anerkendt patientskade forårsaget i maj 1995 var stadig forældet (14/5661) I oktober 1995 anerkendte Patienterstatningen, at en kvinde fik en behandlingsskade ved behandling i maj 1995. I 1998 udmålte Patienterstatningen erstatning. I januar 2000 ændrede Patientskadeankenævnet den afgørelse, så erstatningen blev forhøjet. I april 2011 bad kvinden om at få sagen genoptaget. Det afviste Patienterstatningen, da sagen var forældet. Kvinden ankede afvisningen til Patientskadeankenævnet, der i juli 2012 tiltrådte, at sagen var forældet efter 19, stk. 2, i den dagældende patientforsikringslov (fristen på 10 år). Efter indførelsen af de nye forældelsesfrister i KEL 60b genbehandlede Patientskadeankenævnet af egen drift sagen. Nævnet fandt, at sagen fortsat var forældet efter den nye frist på 10 år i KEL 60b, stk. 3, da anmodningen om genoptagelse var modtaget mere end 10 år efter den seneste afgørelse om udmåling af erstatning. Den nye frist på 10 år skulle regnes fra den 20. januar 2000, hvor Patientskadeankenævnet afgjorde sagen. Overgangsregler for genoptagelse af anerkendte sager I de nye frister i klage- og erstatningsloven er der særlige overgangsregler. De gør det muligt for patienter at søge om genoptagelse i tilfælde, hvor de har undladt at søge, fordi de regnede med, at genoptagelsen ville blive afvist som forældet efter de gamle regler. De sager er tidligst forældede den 1. juli 2015. Dermed har de patienter en periode fra den nye lov blev indført til at indsende anmodning om genoptagelse. Overgangsreglerne findes i lov nr. 519 af 26. maj 2014, 4, stk. 6-7. 22

5.3 Klage- og erstatningssystemet Denne artikel belyser de væsentligste forskelle mellem klage- og erstatningssystemet i sundhedsvæsenet. Den belyser også, hvorfor patienter i visse tilfælde kan få afgørelser med forskelligt udfald fra Patientombuddets klageinstanser om det samme behandlingsforløb. Patientombuddet er en offentlig, uafhængig myndighed under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, der blev oprettet den 1. januar 2011 for blandt andet at skabe én samlet klageadgang for patienter. Patientombuddet træffer som myndighed selv afgørelser og sekretariatsbetjener desuden flere nævn. Ombuddet betjener Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Patientskadeankenævnet, Lægemiddelskadeankenævnet og Det Psykiatriske Ankenævn. Patientombuddets afgørelser i henholdsvis klage- og erstatningssystemet Patientombuddet afgør som myndighed sager om klager over patientrettigheder, der er tilsidesat, og klager over en sundhedsfaglig behandling på et behandlingssted. Patientombuddet er sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der afgør klager over konkrete sundhedspersoners behandling. Patientombuddet er også sekretariat for Patientskadeankenævnet, der afgør ankesager over Patienterstatningens afgørelser om erstatning for skade, der er sket ved behandling i sundhedsvæsenet. Patientombuddet og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udgør det såkaldte klagesystem. De afgør, om et behandlingsforløb giver anledning til at udtale kritik enten af et behandlingssted eller en konkret sundhedsperson. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen udgør det såkaldte erstatningssystem. De afgør, om et behandlingsforløb kan udløse erstatning. Hvorfor afgørelser med forskelligt udfald i klage- og erstatningssystemet Klage- og erstatningssystemets afgørelser om samme behandlingsforløb stemmer ofte overens. Hvis en patient ønsker et behandlingsforløb vurderet i både erstatningssystemet og klagesystemet, vil det imidlertid i nogle tilfælde være sådan, at patienten får medhold i afgørelsen fra det ene system, men ikke i afgørelsen fra det andet system. Patienten kan måske opfatte det som uoverensstemmende og ufor- 23

enelige afgørelser. Et forskelligt resultat af afgørelserne i de to systemer kan imidlertid i langt de fleste tilfælde forklares med forskellene i forskellige lovgrundlag for de to systemer. Af og til må forskellen dog tilskrives en egentlig faglig uenighed i den konkrete sag. Nedenfor beskrives de mulige årsager til forskelligt udfald af afgørelser nærmere. Kun i erstatningssystemet er der krav om, at der er sket en skade Når det gælder erstatningssystemet, er det en grundlæggende betingelse for at få medhold (erstatning), at patienten har fået en skade. Det kan for eksempel være et forlænget sygeforløb eller et varigt mén. Når det gælder patientklagesystemet, får patienten medhold, hvis der er begået fejl i behandlingen. Det er uanset, om patienten har fået en skade eller ej. Se eksemplet herunder: Kritik af behandlingsforløb, men ikke erstatning (j.nr. 13/4250) En 30-årig mand blev den 31. oktober 2010 bragt på skadestuen, fordi han under en håndboldkamp havde skadet sin venstre ankel. Manden blev undersøgt med røntgen, som viste brud på skinnebenet og skade på nogle ledbånd. Skadestuen fikserede derfor foden med en gipsskinne. Manden blev så flyttet til hospitalets ortopædkirurgiske afdeling, fordi bruddet skulle opereres. Operationen blev dog udskudt nogle gange på grund af andre akutte operationer. Manden blev derfor efter nogle dage flyttet til et andet hospital for at blive opereret dagen efter. Her blev operationen dog også udskudt nogle gange på grund af andre akutte operationer. Manden blev opereret den 5. november 2010. Operationen gik godt, og han blev udskrevet efter et par dage. Efter cirka en måned blev manden indlagt igen. En skanning viste tegn på, at der var en blodprop i hjertet. Manden fik derfor blodfortyndende medicin. Manden fik i januar 2011 en operation, hvor en del af det indsatte materiale i foden blev fjernet, fordi det gjorde, at han ikke kunne bevæge foden frit. Cirka et år efter havde manden stadig smerter i anklen. Han blev undersøgt med røntgen, som viste forkalkninger omkring bruddet. Manden ønskede sagen vurderet både i klagesystemet (Patientombuddet) og i erstatningssystemet (Patienterstatningen og Patientskadean- 24

kenævnet). Manden klagede, fordi han fandt ventetiden på operation uacceptabel lang, og fordi han mente, at ventetiden havde ført til et dårligt operationsresultat. Han mente også, at den blodprop, der opstod senere, hang sammen med den forsinkede operation af foden. Patientombuddet udtalte kritik af behandlingen på de to hospitaler, fordi man burde have sikret, at manden blev opereret på et tidligere tidspunkt. Det blev bemærket, at han fastede flere gange, fordi det var meningen, at han skulle opereres. Patienterstatningen afslog at give erstatning til manden, fordi man vurderede, at han ikke fik en skade af behandlingen. Man fandt, at en erfaren specialist ville have opereret ham nogle dage før. Manden fik dog ikke en skade i foden, fordi operationen var forsinket. Resultatet af operationen var ikke forringet, og der var heller ikke en sikker forlængelse af behandlingsforløbet. Patienterstatningen fandt også, at ventetiden ikke betød noget for, at der opstod en blodprop. Blodproppen var heller ikke en komplikation til operationen. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at der ikke var grundlag for erstatning, fordi manden ikke fik en skade ved behandlingen. Nævnet fandt, at generne i anklen var velkendte følger efter et ankelbrud. Ankenævnet vurderede også, at blodproppen med overvejende sandsynlighed opstod, fordi manden skulle holde sig i ro i længere tid på grund af ankelbruddet. Forskellige faglige normer Der er anden vigtig grund til, at afgørelser ikke nødvendigvis har samme resultat. Grunden er, at systemerne bygger på forskellige faglige normer. Erstatningssystemet vurderer sagerne ud fra den erfarne specialists standard. Det er er en specialistmålestok, der tager udgangspunkt i, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold. Det er en objektiv målestok. Det betyder derfor ikke noget, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende sundhedsperson har. Den erfarne specialist repræsenterer en person, der har en tilstrækkelig faglig uddannelse og viden på det pågældende område. 25

Klagesystemet vurderer sagerne ud fra, om behandlingen lever op til normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det er en almindelig, forventelig god faglig praksis set i forhold til den pågældende sundhedspersons erfaring. Den lægelige standard i erstatningssystemet er derfor højere end den lægelige standard i klagesystemet. Det betyder, at det kan være lettere at få medhold i erstatningssystemet end i klagesystemet. Erstatning, men ikke kritik af behandlingsforløb (j.nr. 03/865) En 37-årig kvinde fik fjernet en godartet bindevævsknude i brystet. Kvinden blev før operationen undersøgt med ultralyd, hvor huden blev tegnet op som vejledning for kirurgen. Det fjernede væv indeholdt ikke som forventet en bindevævsknude. Kvinden blev tre måneder senere igen undersøgt med ultralyd. Undersøgelsen viste en bindevævsknude, der var lidt større end den knude, der blev fundet før operationen. Kvinden fik umiddelbart efter fjernet bindevævsknuden. I patientklagesystemet udtalte man ikke kritik af de involverede sundhedspersoner, fordi normen for almindelig anerkendt faglig standard var fulgt. I erstatningssystemet fandt man derimod, at kvinden havde fået en skade, og at der derfor kunne være grundlag for erstatning. Man vurderede, at en erfaren specialist ville have skannet kvinden, inden man afsluttede operationen. Der var nemlig tale om en godartet knude, som var fundet billeddiagnostisk. En skanning ville have vist, om det korrekte væv var fjernet. Den senere operation kunne så med overvejende sandsynlighed være undgået. Lægefaglig uenighed En tredje årsag til forskellige resultater i afgørelserne kan være en egentlig lægefagliglig uenighed i en konkret sag. De to systemer fungerer nemlig selvstændigt og uafhængigt af hinanden. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientskadeankenævnet har en forskellig sammensætning af medlemmer, herunder forskellige sundhedsfaglige medlemmer. Nævnene kan derfor have forskellige sundhedsfaglige holdninger til et behandlingsforløb. Det kan munde ud i forskellige afgørelsesresultater. 26

Retssager om forskelligt udfald af afgørelser fra klage- og erstatningssystemet Patienter eller deres efterladte kan indbringe en afgørelse fra Patientskadeankenævnet for retten. Det sker en gang i mellem i tilfælde, hvor de ikke fik erstatning eller ikke fik deres sag genoptaget i Patientskadeankenævnet, selv om de fik medhold i deres klage i klagesystemet. Det kan som patient eller efterladt være svært at forstå, hvorfor de ikke får erstatning, når de har fået medhold i klagesystemet. Så svært at forstå, at de vælger at føre sagen ved domstolene. Domstolene har flere gange slået fast, at en afgørelse, der udløser kritik, ikke i sig selv fører til erstatning eller fører til, at en afsluttet (afvist) erstatningssag skal genoptages. Se eksemplet herunder: Dom af 10. april 2014 fra Københavns Byret (j.nr. 12/2312) Sagen handlede om en kvinde, som i efteråret 2008 fik konstateret leukæmi. Hun fik knoglemarvstransplantation og efterfølgende immunsupprimerende behandling. Efter en længere periode med forskellige alvorlige komplikationer, udviklede kvinden i juli 2009 svært nedsat nyrefunktion og fik blandt andet dialyse. Dialysen blev i første omgang udført akut og senere fast hver anden dag. Efter behandlingsplanen med dialyse skulle hun have haft dialyse søndag den 13. september 2009. Planen blev dog ændret uden nærmere forklaring i journalen til dialyse mandag, onsdag og fredag. Det førte til, at dialysen den 13. september 2009 blev aflyst. Kvinden blev den 14. september 2009 dårlig med feber og pludseligt opståede brystsmerter. Hun udviklede hjertestop og døde på trods af livreddende behandling. Patienterstatningen fandt, at man ikke kunne give erstatning, fordi behandlingen var udført, så den stemte overens med den erfarne specialists standard. Kvindens død skyldtes med overvejende sandsynlighed komplikationer til behandlingen for leukæmi. Komplikationerne var dog ikke tilstrækkeligt sjældne til, at de kunne udløse erstatning. Patientskadeankenævnet var enig i Patienterstatningens afgørelse og begrundelse. Ankenævnet bemærkede, at dialysebehandling den 13. 27

september 2009 ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret kvindens sygdomsforløb. De efterladte klagede til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over behandlingen. Disciplinærnævnet fandt grundlag for kritik. Kritikken gik blandt andet på, at dialyseplanen blev ændret til et andet tidsinterval, og at dialysebehandlingen den 13. september 2009 blev aflyst uden nærmere begrundelse i journalen. De efterladte bad Patientskadeankenævnet om at genoptage sagen. De henviste til Disciplinærnævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet fandt dog, at der ikke med Disciplinærnævnets afgørelse var kommet nye, faktiske oplysninger til sagen. Patientskadeankenævnet kunne derfor ikke tage erstatningssagen op igen. De efterladte indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for retten. De nedlagde påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle genoptage sagens behandling. De mente, at det ikke kunne udelukkes, at Patientskadeankenævnet ville have vurderet betydningen af den aflyste dialysebehandling anderledes, hvis Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse var blevet forelagt for nævnet. Patientskadeankenævnet blev frifundet. Retten var enig i, at oplysningerne i Disciplinærnævnets afgørelse ikke var nye og væsentlige, i forhold til om sygdomsforløbet ville have været anderledes, hvis dialysebehandlingen den 13. september 2009 var gennemført. 28

5.4 Ændring til skade for klager Denne artikel forklarer, hvorfor en patient kan risikere at få en afgørelse fra Patientskadeankenævnet, hvor en tidligere tilkendt erstatning helt eller delvist nedsættes. Det kan nemlig ske i visse tilfælde, selvom patienten har anket sagen for at få mere i erstatning. For at forstå, hvorfor og hvordan Patientskadeankenævnet kan ændre en afgørelse til skade for klager, skal man vide, hvordan sagsbehandlingen i en patientskadesag foregår, og hvordan ankenævnets prøvelse foregår. Det forklares herunder. Afgørelse af sager i Patienterstatningen Patienterstatningen er 1. instans, når det gælder patientskader. Det betyder, at de i første omgang tager stilling til, om en patient kan få erstatning for en patientskade. Når de behandler en sag, tager de først stilling til, om patienten er påført en patientskade. Hvis patienten er påført en patientskade, tager de også stilling til, hvor meget erstatning, patienten kan få. Sagsgangen i en patientskadesag er altså, som følger: 1. Patienterstatningen vurderer, om patienten har fået en patientskade For at Patienterstatningen kan anerkende en patientskade, skal patienten have fået en skade som følge af behandlingen. Man kan ikke få erstatning for selve sygdommen, som man blev behandlet for eller for andre forhold, som ikke har noget med behandlingen at gøre. Det er også et krav, at skaden er sket på en af følgende måder: - fordi behandlingen ikke levede op til standarden for den erfarne specialist, - fordi der var fejl eller svigt i det apparatur eller udstyr, der anvendtes, - fordi man kunne have anvendt en ligeværdig, alternativ behandlingsmetode, - fordi man ved behandlingen fik en hændelig komplikation, som er sjælden og alvorlig i forhold til, hvad man fejlede Reglerne om, hvad der kan anerkendes som en patientskade, findes i klage- og erstatningsloven. 2. Patienterstatningen opgør, hvor meget erstatning patienten skal have. Hvis patienten har fået anerkendt en patientskade, opgør Patienterstatningen bagefter, hvor meget erstatning patienten skal have. 29