Transskription af interview med Chris (hospitalsklovn) den 12. november 2013

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 Bilag E Transskription af interview med Chris (hospitalsklovn) den 12. november 2013 Kursiv: Indikerer, der er lagt ekstra tryk på ordet. [ ]: Indikerer, når optagelsen er uforståelig. ( ): Transkriptørens kommentarer. Interviewers bekræftende småord (eks.: ja?, okay, mm, og lign.) er som hovedregel udeladt. Det samme gælder øh er og gentagelser (eks.: udtalelsen jamen jeg synes, jeg synes er i transskriptionen skrevet således: jamen jeg synes ). INTERVIEW Samtalen gik i gang på vej ind i lokalet, hvor interviewet fandt sted, og inden diktafonen blev tændt. Derfor starter transskriptionen et kort stykke inde i samtalen. Chris: Jeg tror, jeg har været her i seks år. Interviewer: På denne her afdeling eller? Chris: På denne her afdeling og på H11, som er kræftafdelingen, og så rundt omkring i huset som det vi kalder flyverklovn. Hvor jeg sådan er, dækker ind der, hvis nu der kan være et behov på laboratoriet eller vågn-op afsnittet eller. Så kan jeg kaldes på, aftales i forvejen, men ellers så flyver jeg sådan lidt rundt på alle gangene. Interviewer: Ja, ok. Chris: Så man kan sige, det ikke kun bliver på stuer, men også, det kan være ude i kantinen eller hvad hedder den, restauranten derude, eller det kan være i alle mulige forhaller og ventesale og hvor der så også er voksne. Som så også ligesom skal acceptere, at jeg er der, og som også tit gør det, eller som regel gør det. Jeg har ikke oplevet det modsatte. Men der er jo også tit børn der, ikke? Som så måske lige har fået en ny lillesøster eller et eller andet, ikke? Som så er der og jo ikke er syge, men som så også oplever klovnen, og som kan bruge, altså får et lille skævt vinkel og netop den der afmystificering af hospitalet. Fordi det er det, klovnen kan. Interviewer: Ja. Hvor sådan tit kommer du her? Chris: Fire dage om ugen. Interviewer: Nå fire dage om ugen? Og hvordan, halve dage eller hele dage? Chris: Vi har sådan et maks. på tre timer om dagen, skal man arbejde som hospitalsklovn, fordi det er meget koncentreret, så mere skal man ikke. Men altså, der er dog nogle, der gør fire og fem timer, 1

45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 men så har de også en indlagt god pause, hvor de så kan spise noget frokost og ligesom slappe af. Være sig selv; fordi at næsten uanset hvor jeg er på hospitalet, så er jeg jo hele tiden i figuren. Og der har man så lavet nogle internationale europæiske undersøgelser, Sverige og England, som viser, at tre timer, det er et godt leje at ligge på. Interviewer: Ja, ok. Føler du sådan, at der er nogle forhold på afdelingen, der har ligesom indvirkning på dit arbejde her? Som tid eller rammerne eller ja, forskellige ting. Chris: Ja, altså, jeg kan. Der er i hvert fald meget god pingpong med personalet her. Og nu er det klart, at der selvfølgelig er en god pingpong eller ikke selvfølgelig, men det er en væsentlig ting i sygeplejerske hospitalsklovne imellem, at der er en god forståelse for hinanden, og at man kan bruge hinanden. Men overraskende også ved rengøring og det personale som portørerne og vinduespudsere og alle mulige er jo vildt glade for klovnen. Og når vi mødes i de her rum, der nu er, så har jeg altid noget at, eller får jeg altid en god snak eller et godt øjekast, eller hvad man siger, ikke. Men med sygeplejerskerne og hospitalsklovnene er der også en naturlig rigtig god arbejde samarbejde i det. Tænker du mere også tider? Interviewer: Ja det kunne være forskellige forhold. Chris: Ja. Jamen tidspunktet er også fint, fordi at det er jo tidligt om morgenen, og der sker en hel masse ting der, og der er rigtig mange børn, der kommer ind. Og når frokosten kommer ligesom, når vi kommer dertil, så er det ligesom, så er alt aftaget. Så er der ikke flere, synderlige i hvert fald, der venter, og det er ligesom om, der er et break der. Og så kommer de selvfølgelig igen om eftermiddagen, men der kan jeg så ikke være der. Interviewer: Nej. Men nu nævner du det selv sådan samarbejdet. Hvordan oplever du samarbejdet med især sygeplejerskerne? Chris: Ja, jamen de er gode til at kalde på mig og sige vi har lige brug for dig herinde eller hvis det nu er på kræftafdelingen, så er der jo tit børn, som ikke kan komme ud. Hvis de nu har - og det er så det, der er problematikken der, ikke - hvis de er en smule forkølet eller har mæslinger, så må de ikke kom ind til de andre børn for ikke at smitte. Og så går jeg så ind til dem. Og der er sygeplejerskerne rigtig gode til at sige her kan du godt komme ind, fordi der er jo også nogle enkelte få, som ikke har lyst til at se klovnen, og det skal jeg så respektere. Hvor det kan være sværere her på en almindelig afdeling - eller ikke almindelig men kirurgisk afdeling - hvor jeg egentlig braser ind rigtig meget men med en følsomhed og en opmærksomhed på, at der ikke; er jeg ikke velkommen, så er jeg altså hurtigt ude igen. Og nogle gange jeg vil gerne have børnene til egentlig at sætte ord på det, at de ikke vil se mig. Fordi et kan være, at jeg kan se, at der er nogle lidt angste øjne, men de øjne kan jo ligeså vel være alt det her med netop undersøgelser, de skal til og så videre ikke. (En sygeplejersker kommer ind i lokalet for at hente noget. Chris spørger, om vi sidder i vejen. Det synes sygeplejersken ikke. Interviewet fortsætter, og sygeplejersken forlader lidt efter lokalet. Vi har ikke noteret, hvornår hun forlader lokalet). 2

89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 Interviewer: Oplever du ellers sådan nogle udfordringer i samarbejdet med sygeplejersker, når I alle tre eller barn og sygeplejersker og dig er til stede? Er der nogen udfordringer, du har oplevet? Chris: Altså i forhold til samarbejdet med sygeplejersker og så i de der trekantsområder? Interviewer: Ja, samspil ja. Chris: Ja altså udfordringen ligger nok mere i, når jeg netop møder det syge barn at kunne afkode, hvad foregår der her og hvad kan temaet være, eller hvad er det lige, jeg skal tage fat i. Fordi det kan være - som I måske også både har set med Frida og også med mig - man kan godt tage fat i nogle ting, som man ligesom har i lommerne og så køre på med det, fordi at det er jo klovnens tryghed, at have nogle ting, man kan hive op af hatten, som man ved virker. Og udfordringen der kan være at lade være med det, altså. Men det er jo så ikke så meget min udfordring i samarbejdet med sygeplejersken, fordi der kan udfordringen være ikke at stå i vejen, ikke at lave alt for meget hurlumhej, fordi der skal jo også, der skal nogle beskeder frem og tilbage mellem sygeplejerske og forældre. Og det skal kunne høres. Og så kan jeg i de øjeblikke være stille altså. Så jeg har mange antenner ude i forhold til det, ikke. Eller vi har. Interviewer: Har du så oplevet, at nogle sygeplejersker sådan har givet sådan udtryk for, at Hey, nu står du ligesom i vejen her? Chris: Ja, ja. Og det er som regel sådan på en god måde. Og den gode måde kan også være at skælde klovnen ud, fordi at det bliver komisk i sig selv. At jeg falder i status, og barnet kan se det, og så kan jeg alligevel måske lidt senere være den, der i gåseøjne stjæler en is og kommer ind med helt fordækt og giver den, eller det kan være så mange forskellige ting. Men bare sådan et eksempel på det, ikke. Interviewer: Så det er ligesom tilladt, at man kan skælde klovnen ud, hvis det ikke er passende? Chris: Ja, ja og også nogle gange når vi står ude på gangen, og der lige pludselig er tre, fire, fem børn, som har stoppet mig op og ligesom har spærret for, jeg kan ikke komme ud af den her situation, men der er til gengæld også en god leg i gang. Og så er der måske et barn inde bag væggen, som ikke synes, at det er så rart. Så kan sygeplejersken godt komme og skælde os alle sammen ud, og så er det det, ikke. Og så griner vi af det og løber ned ad gangen og ind på legestuen. (Interviewet afbrydes kort af, at endnu en sygeplejerske kommer ind i lokalet og henter nogen ting. Vi har ikke noteret, hvornår hun forlader lokalet). Interviewer: Er der nogle sådan gode oplevelser, du kan fortælle om, hvor du har været i samspil med barnet og en sygeplejerske? Chris: Ja der er masser, men det er sådan, at sætte ord på eller sige hvad var specielt ved det her?. Fordi at; altså for det meste, så er jeg jo meget alene i det, kan man sige. Interviewer: Altså uden sygeplejerskerne eller hvad? 3

134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 Chris: Ja. Både uden sygeplejersker og uden læger, fordi at der; kan være at der, at det her bånd der skal rundt om armen på den her toårige pige eller dreng, som er vildt intimiderende. Og der, sådanne oplevelser er der mange af, hvor de mindste ting, altså de skal nærmest bare kigge på barnet, ikke. Så (Chris imiterer en lyd af en, der bliver forskrækket). Er der allerede anspændthed. Det er der, hvor jeg sådan oplever oftest, at det er der, at jeg kan gøre noget i forhold til sygeplejerske og mig og barn -relationen, ikke. Og så igen, som Stine sikkert også har fortalt, så spejler vi jo meget den følelse, barnet har. Og så på den måde kan barnet tage magten tilbage eller få over situationen, ikke. Men sådan decideret eller sådan konkret noget med hvor, øh ej. Interviewer: Nej, det er okay. Chris: Ja. Interviewer: Oplever du ligesom, at dig og sygeplejerskerne har ligesom samme opfattelse af, hvad barnet har sådan brug for, når det er på hospitalet? Chris: Ja, altså. Og jeg vil næsten sige, at de der få gange, hvor jeg lægger mærke til, at nå men hov, det er ikke det, der er brug for nu, altså. Det er næsten. Det er dem, der viser mig, at alle de andre gange der fungerer det uden ord. Så det er de få gange der, netop nu står du lige i vejen eller nu skal du, der ligger en derovre, som jeg måske ikke lige vidste eller havde set, eller de kommer ud og siger du skal ikke stå herude og spille klarinet, fordi at der ligger en herinde, som er bange for klovne og okay, så det er mere i sådanne situationer, at jeg oplever, at det ikke fungerer, ikke. Så det siger lidt om også, jo et eller andet sted, uden at jeg egentlig har tænkt over det, at alle de andre gange, der er det et supplement og et rigtig godt en god hjælp. Interviewer: Okay, ja. Hvad tror du, sådan samarbejdet - nu siger du godt nok, at det ikke er så ofte, at I er sammen - men hvad tror du sådan, at samarbejdet mellem dig og sygeplejerskerne har af betydning for selve barnet? Chris: Jamen det har, det har jo egentlig, det er jo klart, at det er en stor betydning, at barnet kan mærke på sygeplejersken, at sygeplejersken er enten tryg eller spiller med på, at der er en klovn. Det er væsentligt. Lige såvel som det jo også, at der ikke imellem pædagogen og sygeplejersker og læge og forældre, at der er sådan en god respekt for hinanden og forståelse af hinanden og at give plads til hinanden. Og der fornemmer jeg helt klart, at igennem årene, at her er der plads til, at klovnen kan være lidt skør og gakket og få lov til det. Og så blive, som jeg sagde før, at blive sat på plads, eller at der er et medspil i det, ikke. At man spiller sammen på det. Så det betyder alt at, tror jeg, et eller andet sted, jeg kan ikke vide det med sikkerhed. Men at barnet - det tænker jeg, er logisk - at barnet har en vis tryghed i, at dem, der er omkring, har en tryghed i, at klovnen er der, eller at klovnen også er tryg ved sygeplejersken og nysgerrig, ikke. Hvad skal der nu ske? og Nå skal han stikkes? og Tør du godt det?. Og der sådan er forståelse for hinandens opgaver i det, selvom. Ja. Interviewer: Ja. Har du sådan oplevet, at der er nogle sygeplejersker, der har været lidt utrygge ved dig sådan? 4

179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 Chris: Ja, altså indimellem, så sker det, ikke. Og så reflekterer jeg lidt over det, og så får jeg forhåbentlig formidlet det videre igennem min kontakt her, som er Sidsel. Og egentlig pædagogerne på de forskellige afsnit fordi at de netop. De er lige der i den zone, hvor de kan kommunikere noget videre [ ] ikke. (En sygeplejerske kommer ind i lokalet. Vi har ikke noteret, hvornår hun forlader lokalet). Observatør: Din kontaktperson, er det en sygeplejerske? Chris: Nej, det er en pædagog. Observatør: Ok. Chris: Men jeg har jo helt klart meget kontakt. Nogen gange mere i perioder. Det er sådan lidt forskelligt. I nogle perioder mere end andre. Interviewer: Ja. Oplever du også, det har sådan indflydelse på din kontakt med selve barnet, om en sygeplejerske er der eller ej? Chris: Hvordan? Interviewer: Altså om du er alene sammen med barnet, eller om en sygeplejerske også er der, mens du er sammen med barnet. Er der forskel på den kontakt, du får med barnet der? Chris: Ikke, Ikke sådan. Ikke det vilde eller. Tværtimod så går tit sygeplejersken med ind i det samspil, så selvfølgelig er det anderledes. Men det er ikke, eller det var nok fordi, jeg tænkte, at du mente, har jeg en dårligere eller mindre kontakt til barnet, hvis sygeplejersken er der eller. Interviewer: Eller bare hvordan er forskellen sådan? Chris: Ja. Jamen forskellene er lidt, lige såvel som hvis og alligevel ikke. Men hvis vi var to klovne, der var sammen, så kan man bruge hinanden til at spejle hele situationen eller noget helt andet. Noget der foregår i rummet. Og det er det, man kan. Det er det, sygeplejerske og klovn kan bruge hinanden til, det er at have en pingpong kørende imellem sig, så man ikke er som klovn, hverken klovnen eller sygeplejersken er direkte på barnet og skal i gang med en undersøgelse eller trylleting, eller hvad det kan være. Men så kan bruge hinanden der. Og det arbejder vi også meget på i Danmark, at få flere, altså så to og to klovne kan gå sammen. Det kræver lige noget, noget tid tror jeg, noget organisation [ ] Interviewer: Så det bliver ændret, ja. Chris: Fordi at det har nogle helt andre aspekter i sig faktisk. Som hvor man kan Interviewer: Altså bedre eller hvad? 5

224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 Chris: Ja man kan både, man kan drage nytte af eller fordele af at være face to face med barnet, men også at trække sig lidt væk og have noget kørende her som Nå tør du heller ikke at få den der? eller Tør du også?, eller hvad det nu kan være. Eller Nu skal du se den kæmpe sprøjte her eller. Alt. Så man kan spille lidt på det, og så kan barnet sådan lidt på afstand kigge, og så kan man også vurdere, og den ene kan se nogle ting, den anden ikke ser og så hive en med i noget i en retning. Og det er jo så det, vi også bliver trænet i og være meget opmærksomme på, hvad, hvor kører vi hen ad? Interviewer: Så dig og Frida forsøger måske også at besøge hinanden lidt for at opnå det der? Chris: Ja. Desværre så er vi så meget lidt sammen. Det er én dag om ugen, at hun er her, og i den ene dag der bruger hun så i hvert fald en time, og jeg bruger en time, hver for sig, og så går vi sammen og er måske en time sammen. Så vi når desværre ikke helt op og få udviklet det så meget, som vi gerne vil begge to. Men med tiden og forhåbentlig så kan vi gøre lidt mere sammen. Og på Hospital B vil I opleve eller Hospital B, i XX (anonymiseret landsdel), der bruger de meget to og to klovne. Interviewer: Okay, ja. Chris: Og vi er egentlig tre klovne her; Bibi og Frida og mig. Interviewer: Ja Bibi har vi også hørt om. Chris: Og Bibi er også, går meget for sig selv. Er meget en anderledes hospitalsklovn og alligevel hospitalsklovn. (Stine kommer ind i lokalet. Hun er stadig i klovnekostume, men taler til os som Stine og ikke som Frida. Hun fortæller om en indlagt pige, Sofie, som vi observerede Frida sammen med tidligere på dagen). Stine: Halløj. Bare en hurtig besked, undskyld jeg forstyrrer. Jeg blev bedt om at gå over og trøste Sofie, fordi at hun var ked af, at vi var gået nede fra skolestuen. Chris, interviewer og observatør: Nååårh. Stine: Og hun ville ikke spise. Nu har jeg spist sammen med hende, og hun spiste (Stine imiterer en lyd af en, der spiser) og det var dejligt. Så hende kan I; I skal gå over og snakke med hende. Interviewer: Ja, det gør vi i hvert fald. Stine: Men Maria er den der formidler, så I skal finde Maria først, og så finder hun ud af, om det er passende. Og de sidder og spiser lige nu. Observatør: Ok, selvfølgelig. Interviewer: Vi venter lidt. 6

269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 Observatør: Tak. Stine: Så går jeg ned og klæder om. Og så kan det være, at jeg lige kigger tilbage, når jeg har klædt om og ser, hvor langt I er. Interviewer: Ja. Tusind tak. Chris: Vi ses næste tirsdag. (Stine fortæller, at hun ikke kommer på næste tirsdag, og Chris og Stine taler kort om, hvornår de ses igen). Observatør: Det var spændende. Du sagde, at Bibi er lidt anderledes i forhold til jer andre? Chris: Ja men hun vælger, hun har valgt. Hun er alene-klovn. Men alle klovne er jo egentlig forskellige, ikke? Men hun arbejder helt klart bedst alene og har sin egen rundgang. Så det, I kan sagtens få noget ud af også at spørge hende om nogle ting. Men jeg tror ikke, at hun er her i dag. Interviewer: Jeg tror, vi har skrevet til hende, ikke? Observatør: Vi skrev en mail til hende, men vi har også fået at vide, at hun ikke svarer så meget på mails. Så det kan være, vi skulle have ringet. Chris: Nå ok. Interviewer: Så sådan et sidste spørgsmål, fordi nu må du snart gå. Har du en anden uddannelse også ved siden af? Chris: Ja. Jeg har beskæftiget mig rigtig meget med, med, hvad er det nu, jeg har lavet? Socialpædagogisk arbejde. Men jeg er uddannet friskolelærer og tog så denne her etårige hospitalsklovneuddannelse og har igennem årene sådan været meget sådan foreningsmenneske. Været med til at arrangere klovnefestival i XX (anonymiseret by), hvor jeg bor, igennem årene, så. Interviewer: Har du sådan følt, at det har haft indvirkning på dit arbejde som hospitalsklovn, at du har den uddannelse? Chris: Ja, ja. Eller måske ikke så meget min læreruddannelse men nok mere alt det andet, jeg har lavet, og som har været socialpædagogisk arbejde - på botræningshjem og i forskellige sammenhænge. Og så det at være omkring nogle klovne, professionelle klovne, i ti-femten år. Observatør: Som ikke er hospitalsklovne? 7

312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 Chris: Ja og alligevel nogle af dem er, har jeg så senere hen fundet ud af. Og som så tager, lidt ligesom Patch Adams, tager ud i nogle randområder i Italien og Rumænien og sådan nogle steder rundt. Så der er sådan nogle Clowns Without Borders ting. Observatør: Er du også klovn, altså Chris: Ja altså jeg er i hvert fald åben over for det. Nu er jeg måske; der er måske noget på bedding i Rumænien. En kvinde som laver noget projekt derovre, spurgt. Observatør: Jeg tænker også sådan, har du arbejdet som en klovn, ikke som hospitalsklovn, men som klovn i andre sammenhænge? Chris: Ja og så også i den sammenhæng har jeg undervist fritidshjem og sådan nogle steder, hvor jeg har lavet cirkusforestillinger med børn. Så det har jeg været en del af. Interviewer: Ja. Observatør: Jo jeg tænkte bare sådan et sidste sådan i forhold til at vores undersøgelse primært omhandler H8, ikke. Så nu har du snakket sådan lidt ud fra det hele sådan. Er der noget særligt, når du er på H8? Det er der, du er sammen med Frida. Chris: Der er noget omkring Observatør: Gør det noget anderledes eller? Eller de ting du har sagt, kunne lige så godt være gældende derovre også? Chris: Derovre også. Altså, der er noget meget interessant, jeg har oplevet, når jeg ind imellem har været derovre. Det der med at få lov til at sidde med og spise, hvor maden bliver kastet ind i et tæppe eller. Der er sådan en proces, som jeg ikke har kendt til eller sådan netop med spisevægring eller hvad det nu kan være. Eller nu havde jeg en. Det var netop også fordi, at det var en kontakt, en dreng som jeg har haft på kræftafdelingen længe, som så var derovre for at lære igen at spise og få et nogenlunde eller et forhold til mad igen. Og så opleve, hvordan gør man det. Og så få lov til at være med i det og se det og opleve det. Jeg synes, det gav i hvert fald mig en aha oplevelse med, hvordan man gør, eller hvad det er for nogle også problemstillinger, der er i forhold til mad. Så det er jo helt specifikt derovre. Og det er da lidt udfordrende også nogle gange, hvad kan man tillade sig og sige som klovn. Fordi at vi jo snakker en del om netop, at nu skal vi have dessert og is, og flødebollesuppe er vores yndlingsretter, og sådan nogle ting kan vi ikke nå at undgå næsten at komme ind omkring, af en eller anden mærkelig grund, så tænker klovne meget på mad (Chris griner). Og specielt desserter. Men så hvad gør det ved en pige, der måske har anoreksi ikke? Observatør: Helt klart. Chris: Så der er nogle udfordringer der for mig i hvert fald. Interviewer: Ja. 8

357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 Observatør: Men i forhold til sygeplejerskesamarbejdet er det det samme? Chris: Der synes jeg at ja. Altså, det er over hele linjen rigtig super. Det virker til, at de er rigtig glade for, at vi er her. Interviewer: Ja. Super. Var det det? (Interviewer henvender sig til observatør). Observatør: Ja. (Interviewet afrundes). 9