Nyhedsbrev maj 2005 Nyt fra Den Sikre Vej I dette nyhedsbrev kan jeg tilbyde en frisk opdatering på dagligdagen hos Camino Seguro, efter den nye skolebygning er taget i brug i en artikel skrevet af Anne Elisabeth. Anne Elisabeth var frivillig hos Camino Seguro for over tre år siden og har i foråret 2005 været på besøg på projektet. I sin artikel fortæller hun om de store forandringer, som projektet har gennemgået i denne periode. Artiklen har fyldt mig med motivation i arbejdet for Den Sikre Vej, fordi den tydeligt viser, hvor meget vores fælles anstrengelse betyder for børnene fra lossepladsen. Jeg er derfor glad for at kunne præsentere denne artikel for alle medlemmerne af Den Sikre Vej, for det er i høj grad jeres støtte, der gør det muligt at hjælpe børnene til en bedre fremtid. De yngste børn får deres daglige frokost Siden sidste nyhedsbrev har vi afholdt generalforsamling. I år var der på generalforsamlingen valg til bestyrelsen. For den næste toårige periode blev Henrik Schrøder, Julie Katrine Christensen (kasser), Anne Elisabeth Kobæk og Marie Sandvad (formand) valgt til bestyrelsen, derudover er Stine Pedersen blevet valgt som suppleant. Årsberetningen for 2004 blev præsenteret på
generalforsamlingen. Årsberetningen vedhæftes dette nyhedsbrev til information til de medlemmer, som ikke deltog i generalforsamlingen. En af forårets store aktiviteter i Den Sikre Vej er vores informationsstand og skattejagt ved dette års karneval i København i Pinsen. Vi vil i denne sammenhæng invitere alle medlemmerne på besøg og vil opfordre jer til at tage kontakt til os, hvis I ønsker at give en hånd med på skattejagten. Vi vil gerne have hjælp til at stå på post i tidsrummet 15-17 fredag d.13. maj, 12-17 lørdag d.14. maj eller 12-17 søndag d.15. maj. Skattejagtens tema er livet for børnene på lossepladsen i Guatemala, og de deltagende børn skal blandt andet lave deres egen bold af en plasticpose og udfylde en tipskupon om Guatemala og livsvilkårene på lossepladsen. Derudover opbygger vi en stand centralt på karnevalspladsen i Fælledparken, hvorfra vi uddeler information om Den Sikre Vej og Camino Seguro. Til efteråret begynder vi med at afholde foredrag på gymnasier. Vi starter på Virum gymnasium, hvor vi skal besøge spanskholdene. Derigennem håber vi at udbrede kendskabet til Den Sikre Vej og komme i kontakt med fremtidige frivillige. Med venlig hilsen Marie Sandvad Formand for Den Sikre Vej densikrevej@hotmail.com
Tilbage til fortiden og et blik ind i fremtiden Fra 2001 til 2002 tilbragte jeg knap et år som frivillig hos Camino Seguro i Guatemala. Dengang havde projektet mindre end 300 børn og ofte alt for få frivillige til at hjælpe børnene med deres lektier. Det var til tider meget stressende at være langtidsfrivillige, eftersom mange opgaver både administrative og mere relateret til børnene blev lagt over til de frivillige. Det var hårdt arbejde men også meget spændende og givende, for mig var det en oplevelse for livet at arbejde med lossepladsens børn. Det er nu tre år siden jeg sagde farvel til projektet og børnene. Jeg har længe drømt om at vende tilbage til Guatemala og endelig er muligheden kommet. I gennem de sidste tre år har jeg forsøgt at holde mig opdateret omkring projektet, både gennem mit arbejde i Den Sikre Vej, gennem kontakt til sponsorbørn og gamle arbejdskollegaer. Dog kunne intet have forberedt mig på mit første besøg hos børnene fra lossepladsen i Guatemala i tre år. Mit første chok kom allerede dagen før mit besøg, da jeg tog ind til kontoret i Antigua for at melde min ankomst. Da ingen åbnede gik jeg ind i kiosken ved siden af, hvor de fortalte mig, at Camino Seguro var flyttet længere ned af gaden. Og rigtig nok, længere nede af gaden var der et hus med det gamle velkendte Camino Seguro skilt udenfor. Det nye kontor strækker sig over tre små bygninger og antallet af mennesker tilknyttet kontoret er steget fra 5-6 stykker til tæt på 30. Hanley har nu sit eget private kontor, og hendes privatsekretær ville end ikke lade mig smutte ind og hilse på... Da jeg arbejdede som frivillig var kontoret i en lille to-værelseslejlighed, hvor Hanley sov og arbejdede i et af rummene. Så der var sørme sket noget af en forandring! Jeg fik fat i en tilfældig fyr og aftalte at tage ind til lossepladsen næste dag: Jeg ville tage afsted sammen med de frivillige, kl. 7 fra Pollo Campero ligesom i gamle dage, nogle ting ændrer sig ikke! Næste morgen kl. 7 stod jeg klar ved bussen, der var cirka 5 andre frivillige, men hurtigt steg nummeret til 20 og inden vi var ude af Antigua var der mere end 30 frivillige på bussen. I alt har projektet omkring 60 frivillige, hvilket jo er dejlige nyheder for børnene, som også er steget i antal til over 500. Turen ned af 7. avenida var den samme som før, og jeg begyndte at blive helt nostalgisk, det gik dog hurtigt over, da jeg fik at vide, at den gamle kirke jeg plejede at arbejde i, slet ikke var del af projektet længere. Den lille skole var heller ikke længere skole, men i stedet vuggestue/børnehave for de mindste. Casa Hogar hvor de værst ramte børn boede, var nu klasseværelse for de
ældre børn, der først nu var begyndt i skole og derfor havde brug for ekstra hjælp. Størstedelen af projektet foregik nu i den nye skole. En skole som Camino Seguro havde bygget op helt fra bunden en skole som jeg havde glædet mig meget til at besøge. Indvielse af den nye skolebygning Jeg var ikke et øjeblik i tvivl først gang jeg så skolen; i et kvarter hvor alt er faldefærdigt, beskidt og grimt, skilte den flotte nye gule skolebygning sig ud. En vagt stod ved døren for at sikre, at det kun var børnene og de ansatte der kunne komme ind, noget der desværre er nødvendigt i en af Latinamerikas mest voldelige byer. Indenfor åbnende der sig en lille oase midt i storbyen. Skolen er en i bygning i tre etager, vinkelformet med en plæne i midten. Der er masser af plads til børnene med klasseværelser til hvert trin, bibliotek med over 2.000 bøger, stor spisesal, hvor alle børnene spiser sammen med de ansatte og frivillige. Projektet er også i fuld gang med at lave et computerrum og en sundhedsklinik. Alt var lyst og rent og hvor end jeg kiggede hen var der masser af glade ansigter. Ungerne var stadig lige beskidte og støjende, men det miljø som Camino Seguro tilbyder dem at lære og udvikle sig i, er nu rent, pænt og sikkert og giver rig mulighed for personlig udvikling. Claudio, lederen af socialarbejderne, fortalte mig med stolthed i stemmen, at efter den ny bygning er blevet taget i brug, er børnenes karakter i de offentlige skoler steget, simpelthen fordi de nu befinder sig i et bedre miljø, hvor de kan koncentrer sig om at lære.
At se alle de dejlige unger igen var en helt fantastisk oplevelser og frembragte så mange minder fra en fjern fortid. At se dem i deres nye opgivelser gav indblik i en lysere og bedre fremtid for disse børn takket være Camino Seguro. Anne Elisabeth Kobæk