Vi udforsker stranden

Vi udforsker stranden Finn Terkildsen En vejledning Vi udforsker stranden en vejledning 1

Denne vejledning er først og fremmest tænkt som en hjælp til læreren i dennes tilrettelæggelse af undervisning i naturen, men også i den daglige undervisning på skolen. Børnene skal opleve, hvorfor stranden er et så barsk område, der næsten kan sammenlignes med en ørken. Det må derfor stille store krav til de planter og dyr, der findes her. Helt andre krav end dem, planterne og dyrene oplever i en have eller i en skov. I den efterfølgende vejledning vil der blive præsenteret en række tiltag, som både tager udgangspunkt i naturen og i undervisningen hjemme på skolen, og som skal vise strandens miljø med de planter og dyr, der findes der. Det bliver så en opgave for læreren at udvælge de tiltag, som samlet set giver børnene et billede af stranden som en speciel biotop. Elevbogen bygger på børnenes forudsætninger, på deres egne erfaringer, egne iagttagelser og undersøgelser. I nogle tilfælde bruger bogen også sammenligninger med skovens og vandhullets miljøer, herunder sammenligninger med kendte dyr og planter. Det er en absolut fordel, at du som lærer selv har besøgt en strand og indsamlet alt, hvad der kan bruges til at gøre undervisningen mere levende og nærværende for børnene. Det indsamlede materiale kan så senere danne grundlag for et biologimateriale i faglokalet sammen med lokalets øvrige»beboere«fugle, insekter m.m. Visse klitplanter kan man indsamle og opbevare, længe før de skal anvendes, når blot de ikke udsættes for en for høj stuetemperatur. Et forslag kunne her være at fremstille et herbarium af strandens planter. Gennem hele undervisningens forløb vil det være hensigtsmæssigt at inddrage elevbogens litteraturliste, de relevante links og ordlisten. Som du kan se, tager bogen sit udgangspunkt i arbejdet på skolen. Det er her, børnene oftest lærer at strukturere deres førstehåndsoplevelser. De opnår derved en større faglighed, fordi arbejdet med skolens fag i konkrete, virkelige sammenhænge styrker deres faglige tilegnelse. Sammenhængen mellem oplevelse og handling i uderummet og den teoretiske forståelse af emnet i klasseværelset vil føre til en hel, faglig læring. Børnene vil bedre kunne huske det, de lærer, og bærer det med sig altid. Børnenes undren, nysgerrighed og interesse er ofte drivkraften for al læring. Hvor det er muligt at bruge naturen, opnår man også at få en mere enkel og dynamisk differentiering af undervisningen. Børnene lærer at arbejde sammen i forskellige sammenhænge og på den måde at kende hinandens stærke og svage sider. De oplever forhåbentlig også at tage et vist medejerskab ved besøget. De kommer til at lære ved at gøre. Tænk igennem som lærer, hvordan du måske også kan præsentere emnet, så det bliver en anderledes optakt. En optakt, der vækker nysgerrighed hos børnene. Som giver dem en lyst til at lære: Giv dem måske nogle overraskende data for miljøet. Noget, der får børnene til at lytte.»er det virkelig rigtigt?«du kan måske præsentere en middagsret, hvor tang indgår som en vigtig del! Vis nogle indkøbte mus- Vi udforsker stranden en vejledning 2

linger eller rejer. Vis måske nogle udfordrende billeder af miljøet, som får børnene til at genkende dem, men også til at blive nysgerrige omkring deres virkelige baggrund og oprindelse. Det kan være billeder af havets kræfter, og hvad havet kan udrette af skader! Vis måske noget strandingsgods. Undersøg det for dyr! Det kan være forurening! Det kan være strande, der bliver renset for tang, før badesæsonen indtræffer. En fugleparade på katederet vækker altid jubel og interesse. Hvem kender disse fugle? Afspil evt. nogle fugleplader. Vis måske nogle indkøbte planter, der har visse ligheder med strandens planter. Lad børnene røre ved dem. Vis noget opskyl. Der findes mange indgangsvinkler til emnet. Det hele giver i hvert fald anledning til gætterier, måske også overraskelser. Og herfra bevæger vi os dybere ind i emnerne. I naturen kan børnene undersøge, hvordan strandens små dyr og planter kan være tilpasset til deres levesteder. De kan undersøge leve- og voksestederne. Hvordan oplever de sandet med hensyn til temperaturer og fugtighed? Hvordan oplever de vindforholdene? Afslører planterne nogle bygningstræk, som særligt falder i øjnene? Det samme gælder for dyrene. Ser de i det hele taget nogle dyr? Efter disse observationer kan børnene kigge på evt. opskyl for til sidst at gå på opdagelse i det lave vand. De kan evt. også se efter strandingsgods. Gennem»skolearbejdet«i naturen øges børnenes ansvarlighed over for den. De oplever, hvordan de bedre kan være med til at bevare den. Vi udforsker stranden en vejledning 3

Sådan kan arbejdsprocessen være: Se, lyt og rør, og bliv måske overrasket! Vi arbejder i fællesskab på projektet: Hvem ved hvad? Vi indsamler viden på skolen. Vi indsamler måske også senere viden i naturen. Vi sammenholder de hypoteser, som vi har opstillet i skolen, med det, vi evt. har oplevet i naturen. Finder ligheder og forskelle. Vi læser, hvad vi har gjort af notater i naturen, evt. i vores naturdagbog. Vi undersøger de ting nærmere, som vi har indsamlet på stranden. Vi sorterer de indsamlede ting efter egne kriterier. Vi bruger måske en bestemmelsesnøgle. Vi presser måske planter. Vi planlægger måske et naturværksted på skolen med de indsamlede ting, med digitale fotografier osv. Et alternativ kan være en»plakat«på en bar væg i klasselokalet eller optagelse af en videofilm på grundlag af en drejebog, som børnene selv har skrevet. Sammenhold derefter punkterne med den efterfølgende gennemgang af bogens kapitler, hvor der udbygges mere detaljeret. Vi udforsker stranden en vejledning 4

Gennemgang af bogens kapitler i undervisningen Oplev stranden i skolen Dette kapitel handler om at kortlægge, hvilke forudsætninger børnene har. At finde ud af hvordan strandene er opdelt i en hvid strand, en forstrand og området ved vandkanten, og at der findes forskellige arter af opskyl og forskellige slags planter. I bogens første kapitel handler det om mødet med sandstranden. Men mødet finder sted i skolen. Vi møder strandbredden som en spændende og mystisk verden. Men hvad ved børnene egentlig om den på forhånd? De møder ofte op i skolen med mange forskellige forudsætninger. Det er vigtigt at kortlægge dem, men også børnenes forventninger til emnet: Kortlægningen af forudsætninger og forventninger kan ske gennem samtaler for på den måde at skabe sig et overblik over deres forforståelse. Bliv inspireret af den tidligere optakt til undervisningen. Er det ikke noget for dig, så begynd undervisningen med at lade børnene skrive deres viden punktvis ned om stranden. Det kunne være på tavlen. Stil dem spørgsmålene: Hvordan har I måske tidligere oplevet den? Hvad forventede I at se på den? Eksempelvis kan børnene bruge introtegningen af strandbredden i kapitlet som inspiration. Hvor findes dyrene? Hvad foretager de sig på billedet? Måske kommer børnene med helt nye indgangsvinkler, forslag og detaljer ud fra egne tidligere oplevelser. Gennem samtalen bliver kapitlets centrale fagbegreber præsenteret, i anden række også defineret. En anden måde at åbne samtalen på kunne være, at du fremstiller et opgaveark, der stiller børnene spørgsmål om centrale begreber i det emne, som du ønsker, børnene måske skal undersøge nærmere i naturen og senere derhjemme på skolen. Men husk, at opgavearket skal indeholde både svære og lette spørgsmål, alt efter aldersniveauet. Meningen er, at alle skal kunne bidrage med noget! Børnenes forforståelse kan ofte vise, at de har haft mange spændende oplevelser i naturen. Forforståelsen kan også være med til at bestemme udvælgelsen af bestemte steder på stranden, som kunne være gode at undersøge nærmere. Stederne kan evt. afmærkes med nogle flag. For eksempel ti stk. Hvert flag skal have et nummer. Når I kommer ud til stranden, skal børnene sætte et flag der, hvor der sker noget nyt: Det kan være på det sted, hvor bølgerne når ind på strandbredden. Det kan være på sandet. Det kan være, hvor der findes et bælte af tang, som havet har skyllet op. Det kan også være et sted, hvor grus erstatter sandet. Hvor der ligger sneglehuse og muslingeskaller. Eller det kan være steder, hvor der findes planter. Vi udforsker stranden en vejledning 5

Introtegningen kan også give anledning til en samtale om det blå flag Friluftsrådet, www.blaaflag.dk og redningsposten. Hvad står der på redningsposten? Bemærk, at der inden for de senere år også er kommet redningsposter af et andet udseende. Og at Danmarks strande nu har fået numre, så man altid ved uheld kan videregive strandens beliggenhed med henblik på hurtigere hjælp. Dette kapitel hænger sammen med aktiviteten Lav et naturværksted (læs mere om, hvordan børnene kan lave et naturværksted under Opgaver). Afhængig af målgruppens alder bør man lære børnene noget om, hvordan man færdes ved havet, på det lave vand, hvordan man undersøger dyrene og planterne. Hvordan man bruger en vandkikkert og et fangstnet (læs, hvordan børnene selv kan lave en vandkikkert og et fangstnet under Opgaver). Hvordan man bruger en kikkert. Et fotoapparat/en mobiltelefon kan være med til at udvide oplevelsen ved børnenes ophold i naturen. Medbring desuden en mobiltelefon, så du hurtigt kan tilkalde hjælp, hvis der skulle opstå en pludselig nødsituation. På mellemtrinnet har børnene stor lyst til selv at opleve og udforske, men også til at bevise, at de har en vis indsigt i den biologiske verden. Samtidig har de lyst til at lære mere, ofte også til at tage medansvar og føle ejerskab for undervisningen. De lærer også, som på andre trin, på forskellige måder, med forskellige læringsstile. Det skal man benytte sig af. Faglig baggrundsviden Når det blå flag vajer på en badestrand, har du sikkerhed for badevand af god kvalitet. For at opnå tildelingen af det blå flag skal en række kriterier være opfyldt, bl.a. at der som minimum bliver taget ti prøver af badevandet sommeren igennem for løbende at kontrollere for bakterier og alger. Er kvaliteten for dårlig, må det blå flag stryges. Men det blå flag betyder mere end godt badevand. Det er også et tegn på, at her er toiletforhold, redningskrans, adgang for handicappede, skiltning, rengøring af både stranden og faciliteterne og arrangementer om naturen og miljøet omkring strandene. Slut evt. undervisningen af med at se på børnenes forskellige oplevelser af stranden. De bliver skrevet op på tavlen i slutningen af timen. Måske er der også blevet skrevet op, hvordan man færdes på stranden og om brugen af grill. Vi udforsker stranden en vejledning 6

Oplev stranden med alle sanser Dette kapitel lægger op til, at I bør opleve stranden med alle sanser. Det sker, ved at du planlægger en undervisning, hvor der tages hensyn til, at børn lærer på forskellige måder. Og hvis der viser sig en mulighed for at tage en tur på stranden, så vælg på forhånd, hvilke steder børnene særligt skal undersøge nærmere. Bogen lægger op til de forskellige steder: Kig på klitten, på opskylszonen og forstranden, på strandkanten, på evt. store sten her samt det lave vand. Læg op til, at alle sanser skal aktiveres: Oplevelsen af at gå i sandet, mærke de stikkende planter. Bevæg jer ud på sandstranden, hvor sandet nogle steder er køligt, eller hvor sten og tang virkelig giver jer en fornemmelse af, hvor barsk et miljø der ligger foran jer. Bogen beskriver ikke besøget, hvis det fungerer som et lejrskoleophold. For så ville man sikkert have afgrænset det miljø, man ville arbejde med. Opmålt området og måske afmærket det med pinde. Have tegnet profiler af området for at vise evt. højdeforskelle og udbredelse af planter, evt. om de havde dannet bælter. Måske have undersøgt de»klimatiske«forhold nøjere gennem målinger og andre forsøg. Vi udforsker stranden en vejledning 7

Vinden bygger klitterne Dette kapitel handler om, hvordan en klit bliver dannet, og hvilket materiale den består af. Oplev, hvordan sandet opfører sig, når vinden blæser, og hvordan det lægger sig i forhold til faste genstande på stranden. Undersøg måske sandet gennem en stereolup. Oplev sandet som en»voksejord«med hensyn til at kunne opbevare vand og med hensyn til dets indhold af næring og salt. Undersøg, hvilke dyr der findes i klitten, og hvordan de er tilpasset til livet i klittens specielle miljø. Ud fra den ofte foreliggende situation, at I befinder jer på skolen, vil samtalen blive døren ind til oplevelsen af stranden: Børnenes egne oplevelser af den og dens forpost, klitten. De har højst sandsynligt bevæget sig mellem klittens planter. De har oplevet, hvordan de kan stikke. De har måske oplevet, at man kan skære sig på deres blade og stængler. Måske har de set et vindbrud. De har måske mødt et skilt med påskriften om, at al færdsel i klitten er forbudt, og at man kun må gå til stranden ad de anlagte stier. De har set, at klitten består af store sanddynger. De fleste kender også det hvide sand fra en sandkasse hjemmefra og har af den grund kendskab til mange af sandets egenskaber. Hvis det sidste ikke er tilfældet, kan I belyse sandets egenskaber gennem forskellige forsøg på skolen, som bliver beskrevet i elevbogen. På de skoler, som har børnehaveklasser og en SFO, kan man sikkert hente lidt sand fra deres sandkasse. Man kan også købe sand i et byggemarked. Men husk, det skal være strandsand! Faglig baggrundsviden Bag den hvide klit findes ofte en mere grøn plantevækst. Man kalder denne klit for den grønne klit. Og bag denne kan der igen findes særligt mange grå planter. Derfor kaldes denne klit for den grå klit. I klitten finder du planter, der fuldstændig dækker klittens overflade. De stikker, når man går hen over dem. Man kan også skære sig på deres blade, hvis man forsøger at rykke planterne op. Bladene indeholder kisel. Det er det samme stof, som udgør hovedparten af flintesten. Man planter planterne i stort tal på klitten, for at de skal kunne holde på klittens sand, så det ikke flyver bort, når det blæser. Sandet består af de samme»byggesten«som de bjerge, de kommer fra. Sand består af nedbrudte sten fra det skandinaviske grundfjeld. Det mest almindelige er det hvide sand af kvarts, som er et let mineral, der samtidig er meget hårdt. Andre mineraler er blødere og betydeligt tungere. Disse mineraler males normalt mere fint end kvartssandet. Det tunge, fine sand kaldes for tungsand. Fælles for alle mineraler er, at de er blevet bragt med isen til Danmark, hvor vi finder dem på strandene. Men de ligger ikke ligeligt fordelt. Kvartssandet og tungsandet opfører sig på vidt forskellig måde, og de aflejres derfor forskellige steder. Oftest finder man tungsand som mørke bånd i strandsandet. Mange mennesker tror, at det er olie. Vi udforsker stranden en vejledning 8

Tungsand indeholder en lang række værdifulde mineraler, bl.a. titanium og zirkonium, og flere steder i verden udnytter man tungsandsforekomster i stor stil. Man har endog gjort forsøget i Danmark, specielt i Vendsyssel, hvor man i 1950 erne havde en tungsandsindustri, der dog viste sig ikke at være rentabel. Tungsandet indeholder endvidere store mængder magnetit. Det er et stærkt magnetisk, sort mineral og et af de vigtigste jernmineraler. Vi udforsker stranden en vejledning 9

Planten forsvarer klitten Dette kapitel handler om, hvordan man kan forebygge, at klitten flytter sig og måske bevæger sig hen over tilstødende landbrugsjord. Forebyggelsen sker ved plantning af sandhjælme og marehalm. Det handler også om at undersøge, hvordan de to planter er bygget, og hvordan de er tilpasset til at kunne vokse i klittens miljø. Men det er ikke målet med kapitlet, at børnene skal finde alle ligheder og forskelle mellem de to planter. Kun de mest tydelige, som kan beskrives. Da det for de fleste vil være svært at skaffe sig et levende plantemateriale, foreslår jeg, at gennemgangen af sandhjælmen sker ved at iagttage bogens tegninger, men også ved at hente græsplanter ind, evt. fra en mark. Faglig baggrundsviden Denne viden skal klæde dig bedre på til at kunne besvare de spørgsmål, som børnene evt. vil stille dig. De to planter vokser ofte på forskellige steder I den hvide klit vokser sandhjælmen længere bort fra kysten end marehalmen, mens marehalmen til gengæld ofte vokser på steder i forklitten, hvor der er megen næring. Forklitten er den del af klitten, der ligger ved den hvide klits fod. Der er forskel på de to planters blade Sandhjælmen har smalle, stive og grønne blade. Bladet er bøjet sammen ligesom en tagrende. Det gør, at bladets underside vender udad. I tørt vejr er dens blade bøjet mere sammen end i fugtigt vejr. Når planten bøjer sine blade sammen, kan de bedre holde på fugten. De nedsætter dermed deres fordampning meget og kan af den grund bedre klare lang tids tørke. Føl på plantens blade. De er bøjelige, men har dog en hård overflade. Det er ligesom at røre ved læder. I naturen kan du også se, at det er den glatte og hårde underside på bladene, der vender mod vinden og det fygende sand. På grund af bladets glatte bygning kan vinden ikke ødelægge bladets overside. Sandet glider af. Bladene har sylespidse spidser, der kan stikke. Under plukning skal man være opmærksom på ikke at få dem i øjnene under trækket. Man kan også kende sandhjælmens blade på, at de forneden danner ligesom en spids omkring strået. Det ser man ikke hos marehalmen. Alle hjælmens blade udgår fra den nederste del af planten. De danner på den måde en tue. Her kan du også se, at bladene forneden danner nogle oppustede bladskeder, ligesom en pose om strået. På den måde beskytter bladskederne den nederste del af bladene og de nye skud. Hos hjælmen overvintrer skuddene. Det sker ikke hos marehalmen. Her visner de om vinteren. Vi udforsker stranden en vejledning 10

Marehalmens strå danner heller ikke tuer. Dens blade er også længere end hjælmens. De er flade, brede, stive og stikkende, og så har de en blågrå farve. Marehalmens blade danner også forneden en skede, ligesom på sandhjælmen, men på marehalmen rager der ligesom to spidser frem. Hvis bladene mister vand, så ruller de sig sammen. Bladenes blågrå farve får de af et vokslag, der beskytter planten mod at tørre ud. Lad være med at rykke i dens blade det kan give dig dybe flænger i hænderne, fordi bladkanterne er meget skarpe, ligesom knivsblade. Stoffet, som gør dem skarpe, er som tidligere nævnt kisel. Der er også forskel på deres blomster Hjælmens blomster sidder sammen i en lang dusk. Dusken er en meget tæt blomsterstand. Den er 8-20 cm lang. Marehalmens blomster sidder derimod sammen i et tykt, langt aks, 15-30 cm langt. Det er en lang, smal blomsterstand med ustilkede blomster. Som ved alle planter har planterne et ledningsvæv i deres stængler. I nogle celler strømmer der vand. I andre sukker. Desuden har de et styrkevæv, som gør, at planten ikke knækker under en storm. Vi udforsker stranden en vejledning 11

Opskyllet afslører Dette kapitel handler om strandens opskyl, og hvor det kommer fra. I naturen kan du lade børnene indsamle strandens opskyl, sortere og kategorisere det efter dyregruppe. På den måde lærer de at skelne mellem forskellige slags muslinger og snegle, som lever ved vores kyster og senere at kunne påvise noget om dyrenes livsbetingelser og deres samspil med miljøet. Strandens miljø beskrives også i kapitlet Blandt venner og fjender i det lave vand, men her er vægten lagt på de levende organismer. Bemærk overskriften på kapitlet. Opskyllet afslører meget om det dyreliv og de planter, der findes i havet. Tal med børnene om, hvor opskyllet kommer fra. Begrebet opskyl kan forstås bredt. Det kan komme fra naturen eller henkastning af affald. Det kan være levende eller døde materialer o.s.v. Måske kender nogle af børnene også til strandingsgods. Så ikke nok med at børnene lærer om opskyllets biologi, de lærer også en hel del om, hvordan naturen bruges, og ikke mindst hvordan den kan misbruges. Det kan give anledning til samtale om bl.a. naturbevarelse. Det indsamlede opskyl kan evt. danne grundlag for et strandmuseum i et naturværksted hjemme på skolen. Bestemmelsesnøglen bag i bogen kan evt. fotokopieres og lamineres til brug i naturen. Indsaml opskyllet i en plastikpose, og tag det med hjem, hvorefter det evt. kan rengøres med en stiv neglebørste. Børnene kan til slut videreformidle deres arbejder mundtligt eller gennem en udstilling af egne eller andres arbejder, hvor arbejderne forsynes med billedoverskrifter, der fortæller, hvor opskyllet er hentet fra, hvornår det er blevet indsamlet, samt hvem»kunstneren«er. Billederne kan derefter indrammes og udstilles. På hjemmesiden www.obsnatur.dk kan du også få ideer til undervisningen, og til hvad de indsamlede muslinger ellers kan anvendes til. Faglig baggrundsviden I biologisk henseende er opskyl rester af dyr og planter, som havet har skyllet op på stranden. Opskyllet er forskelligt fra område til område, fordi det ikke er de samme planter og dyr, der findes i havet omkring Danmark. Opskyllet består bl.a. af tang og en del muslingeskaller og sneglehuse, men der lever også dyr i det. De forskellige arter bestemmes ud fra bestemmelsesnøglen bagerst i elevbogen. De fundne arter kan afsløre over for os, hvordan dyre- og plantelivet må være i det nærliggende hav, og hvordan dette hav er rent fysisk og kemisk med hensyn til for eksempel saltindhold. Visse arter findes slet ikke ved alle vores kyster det gælder for eksempel tøffelsneglen og tårnsneglen. Mens opskyllet ligger på stranden, rådner det med tiden, bliver ædt af bakterier og nedbrudt til gødningsstoffer. Bemærk lugten. Den stammer fra dannelsen af svovlbrinte. Bemærk, at tangens indhold af vigtige gødningsstoffer danner udmærkede voksesteder for mange planter. Vi udforsker stranden en vejledning 12

Prøv selv-afsnittet Prøv selv-afsnittet hænger tæt sammen med den store tegning i kapitlet Oplev stranden i skolen. Gennem nøje studier af denne kan børnene få svar på en del af de spørgsmål, som stilles i afsnittet, men også ved at læse om det enkelte opskyl. Men afsnittet lægger også op til, at børnene skal lære at drage slutninger ud fra deres umiddelbare hypoteser. I naturen kan man ofte opleve følgende placering af opskyllet: På de første meter fra havet vil man måske se brun tang og få sneglehuse. På de næste fem meter ser man måske tykke sneglehuse og muslingeskaller. Derefter nogle meter med tør, rådden tang. Og til sidst måske nogle helt andre dyr eller rester af dem. I kan også se, at en del muslingeskaller har huller i overfladen. De kan være lavet af strandskaden. Andre huller kan ligne kommaer i en bog og er lavet af en boreorm. Men også andre ændringer kan ses på muslingeskallernes overflade. Således laver en kalkrørorm noget, der ligner hvide, tynde»pølser«. Strandsneglene kan have ligesom fastvoksede, små»vulkaner«på deres overside. De er skabt af rurer. Strandens sten kan også have huller. De er til gengæld lavet af boremuslinger. Vi udforsker stranden en vejledning 13

Klædt på til voksestedet Kapitlet fortæller, hvordan I ud fra planternes udseende og bygning og små botaniske undersøgelser kan se, hvordan planterne kan klare sig i strandens miljø. Man kan udmærket sammenligne planterne med os. Planterne skal også have vand og føde. De skal også være rigtigt klædt på til at klare vejret og voksestedets betingelser. Men hvordan er de det? Og hvordan er voksestedet? Vi kender det fra vores besøg om sommeren. Vi kender strandens miljø med hensyn til vindforhold, nedbør, skygge/sol og til dens jordbund herunder at den indeholder salt. En nærmere undersøgelse af nogle af strandens planter viser, hvordan de er bygget, og hvordan denne bygning gør planterne i stand til at vokse her. Da vi ikke befinder os på stranden, må undersøgelserne ske ved at studere bogens illustrationer eller ved at undersøge planter indkøbt i en blomsterforretning planter, der har nogenlunde den samme bygning som planterne på stranden, og som også har de samme krav til voksestedet. Faglig baggrundsviden Sammenligner vi en del af strandens planter med hinanden, vil vi opdage, at de fleste af dem er lave. De har dermed en lille overflade og en ringe fordampning, og af den grund kan de tåle at mangle vand i flere dage. De ser også ud, som om de trykker sig ned mod sandet. Den ringe højde forhindrer vinden i at rykke dem op af sandet, selvom de vokser på en særdeles urolig bund. Mange strandplanter kan tåle stærk udtørring. De har forskellige måder til at forhindre et for stort vandtab. De kan for eksempel rulle bladene sammen, når det er tørt. Så mister de mindre vand. Planterne kan også have meget små blade, der har en lille overflade i forhold til røddernes størrelse. Det forhindrer, at vandet fordamper fra planterne, hvis solen skinner meget. Der er små spalteåbninger på bladenes underside. Åbningerne sidder på denne måde beskyttet mod solens stråler og afgiver dermed mindre vandmængder. Nogle strandplanter har særligt kødfulde og saftige blade, rødder eller stængler. De kan rumme et lager af vand, hvis det bliver for tørt, men også hvis indholdet af salt i jorden bliver for højt. Bladene kan desuden være beklædt med små hår, så vandet ikke så let fordamper fra deres overflade. Hårene forhindrer vinden i at øge fordampningen. Prøv at kigge på undersiden af nogle blade med et forstørrelsesglas, så kan hårene ses. Planterne kan også have særligt stive blade med et veludviklet styrkevæv. Bladene er på den måde ligesom forsynet med et ekstra stativ. De falder ikke sammen, selvom de kommer til at mangle vand. På nogle planter sidder bladene i en roset, ligesom de gør på mælkebøtten. På den måde danner de en tragt, som bedre kan opsamle regnvandet. Bladene kan endvidere ved deres fod være særligt oppustede, fordi de indeholder nogle store»vandbeholdere«(vandvæv). Vi udforsker stranden en vejledning 14

Bladene har også en glat overflade, skabt af et vokslag. Voksbelægningen får planterne til at se blågrønne eller grågrønne ud. Den føles lidt ligesom den voksbelægning, der er på nogle æbler, som gør, at de virker fedtede. Den glatte overflade bevirker, at vindens indhold af sand glider af på den, så bladenes overflade ikke bliver ødelagt. Stænglerne kan også ligesom være dækket af en regn- og vindjakke. Det kan være en tyk overhud eller et lag af voks. En udmærket beskyttelse mod vind og vand. Nogle kan have torne eller på anden måde være stikkende. Det beskytter dem mod at blive ædt af dyr. Strandens græsser, hjælmer og marehalm har bøjelige stængler. De kan svaje for vinden. Andre planter er stive. De holder faconen. Nogle af planterne har ud over rødder også underjordiske stængler. Det kender vi fra bøgeskovens hvide anemoner. Rødderne og stænglerne holder planterne fast i jorden og suger vand og»gødningsstoffer«op. Planterne kan også formere sig ved rødderne og de underjordiske stængler. Undersøgelser har vist, at en plante kun kan optage vand, når det osmostiske tryk (sugeevne) i planten er større end i jordvandet. Så bevirker en fysiologisk proces, at vandet»suges«op i planten. Strandplanterne kan have et osmotisk tryk på 17-36 atmosfærer eller op til fire gange så højt et osmotisk tryk som almindelige planter. Strandplanterne opbygger det høje osmotiske tryk ved at optage salt fra jordvandet, som derefter ophobes i planterne. Salt i jorden forøger altså det osmotiske tryk. Men det vanskeliggør til gengæld planternes evne til at optage vand. Men hvis planterne kan tåle at optage salt i store mængder, kan det lette planternes vandoptagelse. Selv om planterne er bygget til at kunne vokse på steder med meget salt, kan de sagtens vokse uden, men her udkonkurreres de hurtigt af andre planter. De fleste af strandens planter bliver kun et år. De har altså en kort tid at udvikle sig i. Sommertørken klarer planterne ved at danne frø, som herefter bliver spredt. I naturen kan man ofte se, at stranden er delt op i flere zoner. Nær vandet er et bælte med mikroskopiske alger, meget små planter, der ofte bliver overskyllet af saltvandet, og som giver sandet en grønlig farve. Her indeholder strandsandet meget salt og er ofte gødet af opskyllet tang. Her vil I også kunne se, at bunden er urolig, fordi den her udsættes for, at sand og grus bliver væltet rundt ved pålandsstorme og ved højvande. Det stiller store krav til planterne: strid blæst, salt vand, udtørring, sandblæsning og stegende sol. Det er derfor ikke underligt, at udvalget af planter i dette bælte ikke er så stort. I det midterste bælte på stranden vokser der planter, som må kunne tåle saltvandssprøjt. Og længere inde på stranden findes et bælte med de planter, som forlanger mere rolige forhold. Jo længere væk fra stranden planterne vokser, jo mindre salt og fugtig er jorden. Indholdet af kalk og gødningsstoffer fra tang bliver også mindre. Der findes mange forskellige slags planter på stranden. Nogle er tilpasset til at kunne tåle jord med et vist saltindhold eller at blive oversprøjtet med salt fra bølgerne. De har små, tykke blade og stængler og minder noget om ørkenplanter. Det høje indhold af salt i strandsandet betyder, at almindelige planter ikke kan vokse her. Andre strandplanter vokser særligt der, hvor der er meget kvælstof i jorden. Vi udforsker stranden en vejledning 15

De planter, der vokser tættest på vandet, er mest udsatte for saltpåvirkningen. Det kan være spydbladet mælde, strandmælde, strandgåsefod, sodaurt og strandsennep. Andre planter tåler mindre salt i jorden. Det kan være strandkål, strandbede, strandkamille, stolt henriks brandbæger, kruset skræppe og strandasters. Strandarve og strandvejbred tåler kun en svagt saltholdig jord, der kun er en smule gødet af tang. Planter, der særligt afslører tilpasninger til voksestedet Den spydbladede mælde blomstrer i juli til september. Bladene forneden har form som spydspidser og har givet planten sit navn. Den kan blive op til 80 cm høj og ligner en lille busk. Den kan tåle de urolige vindforhold, store mængder af salt i jorden og forekommer ofte i forbindelse med bunker af rådnende tang på forstranden. Mælden har en grå farve et noget melet udseende, som er skabt af små hår. Det ser næsten ud, som om den var overdrysset med mel. Sodaurten er 10-40 cm høj og vokser særligt på steder, hvor sandet er gødet af frisk opskyllet tang. Den har en meget grenet stængel, som er grågrøn. Den har stikkende, tykke og kødfulde blade. Klipper I et af dens blade over og trykker på det, vil I opdage, at der siver vand ud af det. Planten har altså en slags»vandbeholdere«i bladene omtrent ligesom kaktusplanter. Sodaurten bliver kun et år gammel og klarer en sommertørke, ved at frugterne på det tidspunkt er færdigudviklede. Derefter kan vinden eller havvandet gøre det sidste stykke arbejde med at sprede dem ud i miljøet og på den måde være med til, at planten overlever. Strandsennep bliver indtil 50 cm høj, og er en noget krybende plante. Det er en korsblomst med fire 5-8 mm lange, violette kronblade, som sidder i et kors. Blomsten dufter godt. Strandsenneppen blomstrer i juli til september. Dens blågrønne blade og stængel er glatte, tykke og kødfulde. Som mange af de andre strandplanter bruger den dem også til oplagring af ferskvand, så den bedre kan vokse på den saltholdige strand. Strandsenneppens frugter er også tykke, fyldt med vand, som skal»fortynde«saltet i plantens celler. Cellerne indeholder desuden luft, der får dem til at fungere næsten som et redningsbælte. Derved kan frugterne flyde længe i havet og på den måde blive spredt over store strækninger. I jorden har planten et kraftigt rodnet, der breder sig ud til siderne. Det virker som en god sikring mod de herskende vinde på stranden. Ligesom mange andre af strandens planter bliver den kun et år gammel. Frugterne er da blevet dannet og spredt, inden planten visner. Planter, der forekommer i andre strandmiljøer: Strandgåsefod kan blive op til 30 cm høj og blomstrer i juli til september måned. Planten har grønne blomster, som sidder i bladhjørnerne, og smalle, kødfulde blade. Hele planten har et melet grønligt til rødligt udseende og ligner på den måde i farverne den spydbladede mælde. Dens nedre blade er mere pilespidsformede. Strandgåsefod bliver et år gammel. Vi udforsker stranden en vejledning 16

Strandkål kan blive en meget stor plante, næsten 60 cm høj. Strandkål ligner en busk. Den har store, krusede blade forneden, der ligner kålplantens blade. De er tykke, glatte og kødfulde. Og så er de grå og overtrukket med et tyndt, blåt vokslag. I jorden er den forsynet med en kraftig jordstængel, som gør den i stand til at vokse på steder med megen blæst. Blomsterstanden ligner broccoliens, før den springer ud. I juni står den med mange små, hvide korsblomster. Efter at de har blomstret, kommer der nogle runde frugter, der i tørret tilstand kan flyde på vandet eller trille hen over stranden. På den måde kan de spredes over hele stranden. Strandkålen kan bruges i køkkenet som al anden kål. Den smager bittert, har en kraftig smag af kål og er sej i det, så umiddelbart får man ikke lyst til at bruge den i madlavningen. Men hvis man kommer ud tidligt i foråret og høster de unge skud, som er blevet dækket af opskyllet tang, så er skuddene hvidlige, sprøde og smager godt lidt ligesom en blanding af asparges og broccoli. Planten strandmandstro, eller som den også kaldes: strandtidsel, er en 25-60 cm høj plante, som blomstrer i juli måned. Den er kendt for at være stiv, stikkende og grenet med en blågrå stængel. Den stive og faste stængel gør det muligt for planten at modstå sliddet af det fygende sand. Dens blade er hårde, og de føles som læder. De er brede og tornede og dækket af et vokslag, som gør, at de kan tåle både luftens salt og sandflugt. I sandet har planten en meget tyk og dybtgående pælerod. Strandmandstro er en skærmplante med lyseblå blomster, men dens blomster sidder så tæt, at blomsterstandene slet ikke ligner skærmene hos for eksempel vejkanternes vilde kørvel. Dens frø bliver spredt med havvandet, hvor de kan tåle at ligge længe uden at blive ødelagt. Vi udforsker stranden en vejledning 17

Vend den sorte tang, og oplev en skjult verden Kapitlet handler om det miljø, som de tørre tangplanter skaber på stranden, og dets temperatur og fugtighed. Kapitlet beskriver også det dyreliv, I kan finde her, og hvordan dyrene er tilpasset til livet på stranden. Bestemmelse af dyrene Tangen lugter, men vender vi den, så afslører den en hel miniverden af små dyr, der myldrer omkring hinanden. Hvilke dyr findes i den tørre/fugtige tang, og hvordan er det enkelte dyr tilpasset dette levested? Tangloppen omtales som et eksempel på denne tilpasning. På skolen kan du lade børnene sammenligne de forskellige dyr, der er illustreret i elevbogen, med dyr fra deres eget nære miljø, som det er lettere at indfange. Det kunne være med bænkebideren. Kan børnene finde nogen ligheder og forskelle mellem dyrene? Det kunne være omkring deres størrelse, kroppens form og farve, vinger, antallet af ben osv. Efterfølgende kan oplysningerne formidles videre ved en deduktiv undervisning, som dog ikke kan give børnene den samme oplevelse, som hvis oplevelserne var gjort i naturen. I naturen kan du forsøge at lade børnene indsamle de dyr, som findes i luften over tangen, på sandets overflade, mellem tangplanterne, eller som har gravet sig ned i sandet. Til denne opgave kan I bruge følgende hjælpemidler: Et sommerfuglenet til de flyvende dyr Plastikølglas, som I graver ned i sandet En dåselup En pincet En lille planteskovl Fem hvide fotobakker Plastikposer Forskelligfarvet karton, hvis I vil lave det forsøg, der beskrives senere En naturdagbog Et kamera kan også bruges, evt. et mobilkamera I kan også slå noget tang hårdt mod en fotobakke. Indeholdt tangen dyr? Fang derefter dyrene i fotobakken med en pincet, og kom dem i de små poser, æsker eller plastikglas. Sæt papirsedler på poserne, hvorpå I skriver, hvor dyrene er blevet fanget og måske også hvornår. Vi udforsker stranden en vejledning 18

Dyrenes opførsel Ved den første undersøgelse skal I bruge en hvid fotobakke, en dåselup eller en almindelig lup (8-10 x forstørrelse), en pincet og nogle plastikposer, æsker eller plastikglas, en blyant og naturdagbogen. I vil hurtigt opdage, at mange af dyrene under tangen er så små, at I må bruge en tændstik til forsigtigt at grave dem ud med. Senere kan I lægge nogle af dyrene ned i dåseluppen. Bedøm deres størrelse, og find deres navne ud fra bestemmelsesnøglen bagerst i bogen. En del af dem har meget små vinger eller også har de slet ikke nogen. Det gør, at dyrene er bedre tilpasset et liv på et sted med megen vind. Vinden kan da ikke føre dyrene bort over større afstande mod steder, hvor de måske har vanskeligt ved at leve. Tæl også, hvor mange ben de har. Hvilken farve har dyrene? Hvordan bevæger de sig? Oplysningerne kan være med til at lette arbejdet med at bestemme dyrene. Børnene kan også tegne nogle af dyrene i en forenklet form, måske til ophængning i naturværkstedet. Læg her mærke til, hvordan dyrene er bygget, hvor mange dele deres krop består af, hvor mange ben de har, om de har følehorn osv. Oplev også: Vær klædt i de rigtige farver og undgå at blive ædt! I naturen kan I sammenligne de fangede dyr. Er der en farve, der er mest dominerende ved dem alle? Tag fem hvide fotobakker, og fastgør med tape et grønt, et gult, et hvidt, et sort og et rødt stykke karton i bunden af bakken. Sæt bakkerne ved siden af hinanden ved tangbunken, og hold øje med dem i 15-20 minutter. Læg mærke til, hvordan tangfluerne og tanglopperne hopper op i bakkerne. Hvilke farver i fotobakkerne foretrækker dyrene? Kan børnene give en forklaring på, hvorfor dyrene mon bedst kan lide bestemte farver? Kan det måske være for bedre at kunne gemme sig eller for bedre at kunne finde noget spiseligt? Prøv også at lade børnene sammenligne dyrenes farver med levestedernes. Er der nogen sammenhænge mellem farve og levested? Er der andre dyr end tangfluer og tanglopper, som hopper op i bakkerne? Det er også spændende at iagttage, hvordan specielt tanglopperne skifter opholdssted i løbet af et døgn, afhængig af solens lys og fugtigheden på levestederne. Det kan ligeledes være interessant at lade børnene indfange forskellige små dyr fra skoven og så derefter prøve at bevise, hvordan mange af dem er tilpasset til deres levested. (F.eks. vha. kamuflage). Faglig baggrundsviden Undersøgelser har vist, at antallet af dyrearter stiger med afstanden fra havet, fordi antallet af planter øges, hvorved der er større mulighed for at gemme sig og hente føde. Fødekæderne bliver flere. Der findes flere forskellige levesteder: tanglopper tættest på havstokken, fjernere herfra tangfluer, så rovbiller, edderkopper og mider. Vi udforsker stranden en vejledning 19

Der er også forskel på tangloppernes levesteder: De største kan bedre grave sig ned i sandet, og derfor findes de længst borte fra havet. De mindste tanglopper har sværere ved at grave, og derfor findes de tættest på havet. Det hænger også sammen med tangloppernes døgnrytme. De gemmer sig om dagen, gravet ned i sandet eller skjult i tangen. Om aftenen og natten bevæger de sig mod havet for at finde føde. De små dyr kravler og springer og flyver ikke så meget på grund af den kraftige blæst på sandstranden. Derfor viser de små vinger tilpasning til levestedet og fortæller også noget om dyrenes bevægelsesmønster. Dyrenes farve spiller endvidere en rolle i deres tilpasning til levestedet: De kan skjule sig i forhold til deres fjender. Hvor der er mange planter, er der ofte flest dyr. Nogle biologer har engang fundet ud af, at en stor tangplante i havet om sommeren kan være bolig for omkring 25.000 dyr. Mange af dem er bittesmå og kan kun ses under en lup. Når tangbladene falder af om efteråret, prøver dyrene at blive ude i havet. Derfor ser man ikke så mange af dem i den opskyllede tang. Men dem, der sidder fast på tangen, må bare følge med ind på stranden. På tangen kan man ofte se de små, hvide, spiralsnoede kalkskaller. De ligner flade sneglehuse eller rør og er omkring 5 mm i diameter på størrelse med svovlet på en tændstik. Rørene sidder fast på tangen. I hver spiral bor der en lille posthornsorm. Den er dog svær at få øje på. På tangen kan man også ofte se hvide eller grå skorper med et fint, regelmæssigt mønster. Med en lup kan I tydeligt se, at der sidder et dyr i hvert sit lille, kantede hus uden tag på. Det er mosdyr. Bittesmå dyr, der lever sammen i kolonier. En anden slags mosdyr sidder i tynde kæder, der stritter ud fra tangen. Man kan se de små, firkantede huse som rækkehuse i trådene. Den sidste slags kan dog være svære at finde om efteråret, hvis bølgerne har skvulpet meget rundt med tangen. Lad børnene forsøge at finde dem på den store introtegning. De er tegnet som lange, hvide kæder. Det mest spændende ved mosdyrene er næsten, at de også kan ses som små, fine forsteninger i flintesten på stranden. Det fortæller, at den samme slags dyr levede i havet for omkring 60 millioner år siden! Måske ikke de samme arter. Men alligevel dyr, der har været med til at danne Danmarks undergrund! Vi udforsker stranden en vejledning 20

Alger i vandet dyr eller planter? Kapitlet handler om tangplanter og deres bygning. Vi går tæt på den brune blæretang og lader den fortælle, hvordan den adskiller sig fra landjordens blomsterplanter hvilket i børnenes øjne ofte gør den til en lidt mærkelig plante. I naturen: Lad børnene undersøge stranden for tangplanter. Find ud af, hvor mange slags der kan findes. Er det muligt at finde alle tre slags, som bogen beskriver? Find derefter en blæretangplante, og undersøg den nærmere. Beskriv bl.a., hvordan den har været hæftet i havet, hvordan dens blærer indeholder luft, og hvilken funktion de har for planten, mens den vokser ude i havet. Sop ud i det lave vand, og hent et par tangplanter med underlag. På stranden kan I undersøge planten nærmere. I vandet sidder den groet fast til sten eller lignende med en hæfteskive. Tangen kan således ikke hæfte sig på en sandbund, kun på faste ting i havet. Ja, det kan endog ske på skibenes køl. Det kan ses, når sejlskibene hales på land om efteråret. Hvis I ikke har lejlighed til at besøge stranden, kan følgende arbejdsgang gøres. Lad børnene se på tegningen af en blæretangplante i hel størrelse. Kig godt på planten, og løs opgaverne til den. Faglig baggrundsviden Tangen er en alge, men hvordan mener børnene, at den adskiller sig fra blomsterplanterne? Der kan i den anledning blive lejlighed til at repetere, hvordan en blomsterplante er opbygget og fungerer. Blæretangen har en sugeskive De brune tangplanter har et grenet løv. Nogle tangplanter har hæfterødder, mens andre har en hæfteskive. Den skal holde planten fast på bunden, så den vokser det rigtige sted. Det er grunden til, at tangen ikke kan vokse på sandbund ligesom ålegræsset. Ikke alle tangplanter er dog heldige med at finde det rigtige voksested. Nogle kommer til at gro fast på træpæle, der hurtigt rådner, og så falder tangen af. Nogle begynder måske livet på ryggen af en krabbe. De holder heller ikke længe, for krabben skifter skjold og lader tangen sejle af sted med den tomme skal. Nogle tangplanter vokser fast på sten, der er for små. De bliver på et tidspunkt grebet af strøm og bølger og bliver måske løftet ind på stranden. Eller måske havner de ude, hvor der er for dybt og for mørkt. Det dør de også af. Sådan er det også med planterne på landjorden. Landplanternes frø lander heller ikke i god jord alle sammen, og mange af dem visner hurtigt. Blæretangen har ikke rødder, som vi kender det fra planterne på land. De har jo vand og næringsstoffer (gødning) rundt om sig hele tiden, så de kan bare suge gennem»bladene«, hvad de har brug for. Vi udforsker stranden en vejledning 21

Ved de grenede tangplanter kan du lade børnene se efter, hvordan grenene forløber: Nogle har grene, der sidder ligesom på en gaffel. Andre har sidegrene. Derefter kan I se efter, hvordan løvets kanter er. Er de savtakkede? Eller helrandede? Lad evt. børnene bruge bogen Havets dyr og planter (Gads Forlag) som en hjælper til at finde svarene på spørgsmålet Hvad hedder de enkelte tangplanter? Børnene lærer desuden, hvordan de kender forskel på tangplanter og ålegræs. Elevbogen giver anvisningerne. Tangen skal have lys for at kunne gro En del af de små arter kan sidde fast på»bladene«af de store tangplanter. På den måde kommer de op i lyset i stedet for at vokse i de stores skygge. Det system ser vi også på land. Her er det slyngplanter, der kravler op. I en tropisk regnskov er der endda rigtig mange mindre planter, der vokser oppe i træernes kroner. Tænk blot på lianerne, som Tarzan slynger sig i. Tangen taber løvet om efteråret Som vores bøgetræer er tangplanterne også løvfældende. De taber»bladene«om efteråret. Det sker, fordi der bliver mindre lys på havbunden, når solen står lavere på himlen. På det tidspunkt giver mange af tangplanterne slip på en del af»bladene«for at spare på energien. Det er også grunden til, at du kan se store bunker af tang på stranden om efteråret. Den nederste del af for eksempel en blæretangplante bliver siddende på havbunden, fasthæftet til en sten. Når det så bliver forår igen, vokser der en ny top ud på den gamle»stamme«. Det er næsten efter det samme system, som løvtræerne bruger på landjorden! Det ser sjovt ud med de små, nye, spæde»blade«på de tykke, gamle tangstammer i det tidlige forår. Men når vi når til badesæsonen, har bladene vokset sig store, og så lægger man ikke mærke til, at de har været skiftet ud. De brune tangplanter er de mest almindelige ved vores kyster. Blæretangen er brun og har fået sit navn efter blærerne på oversiden. Trykker man på dem, giver de et smæld. De indeholder luft. Hvordan kan man se det, hvis man laver det samme forsøg i vandet? Find to lige store tangplanter i vandet. Den ene med blærer, den anden uden blærer. Pres de to tangplanter ned mod havbunden, og giv slip på dem på samme tid. Hvilken kommer først op til overfladen? Blærerne har stor betydning for tangplanten, da de ligesom redningsbælter holder den oppe i vandet. Rør ved tangens overflade. Hvordan føles den? Kan denne egenskab have nogen betydning for tangplanten på dens voksested? Kig også efter de opsvulmede partier i tangens skudspidser. Det er tangplanternes formeringsorganer. Det er i deres små fordybninger, at tangen danner enten æg eller sæd. Der findes altså både han- og huntangplanter. Formeringen foregår om sommeren, hvor små, mørke prikker (æggene) og orangefarvede skyer (sæden) flyder ud i vandet. Den orange farve skyldes små, røde pletter i sæden. En blæretangplante kan udsende en million æg. Men der er et stort spild, før de befrugtede æg sætter sig fast på sten og begynder at vokse. Blæretangen kan vokse 3-5 cm om året, og den vokser mest i den lyse periode. Om vinteren vokser tangplanten kun under ½ cm. Vi udforsker stranden en vejledning 22

Tangplanterne har altså ikke rødder, rigtige blade, stængler og blomster. De behøver ikke et stærkt»skelet«(styrkevæv) til at holde sig oprejst med. De behøver heller ikke farvestrålende blomster til at tiltrække insekter med. Og de laver heller ikke frugter og frø. På stranden Prøv selv Når der har blæst en kraftig pålandsvind, ligger der ofte meget tang i forskellige farver og former skyllet op i vandkanten. Hvilke tangplanter kan I finde? Læg dem i en spand. Hæld evt. saltvand over dem. Begynd med at sortere tangen efter farve grøn, brun og rød selv om mange af dem hurtigt mister deres farve, når de skyller op på land. Hvad hedder tangplanterne? Find evt. ud af, hvad de enkelte tangplanter hedder. I vil opleve, at mange af dem har fået navn efter deres farve eller en egenskab. De grønne Søsalat kan blive 10-80 cm lang. Det er en grønalge med blade, der er så tynde som papir. Søsalat ligger tit på stranden. Den har fået sit navn efter udseendet, men også fordi den kan bruges som salat. Den er således blevet mere og mere brugt i madlavningen, fordi den indeholder en mængde vigtige næringsstoffer. Den grønne søsalat ses ofte svømmende frit rundt i havet, selvom den fra begyndelsen har været fasthæftet til en sten eller lignende. Søsalat er meget modstandsdygtig over for udtørring og forurening. Rørhinde er en grønalge, der har et blad, der i virkeligheden er bygget som et rør. I havet er røret dog klappet sammen og ligner da et smalt og fladt blad. Du kan i nogle tilfælde se den siddende på bunden af lystbåde, hvorved den medvirker til at nedsætte skibets fart, så skibet bruger mere brændstof eller sejler langsommere. De brune Blæretang kan blive indtil 50 cm stor. Det er en brunalge, på hvis blade der sidder en mængde blærer. De har givet tangen dens navn. Blærerne er med til at holde planten oprejst i vandet, så den får tilstrækkelig med lys. Blæretangen er grenet og ligner en lille busk. På stranden kan man ofte se, hvordan blæretangen sidder fast på sten med en slags hæfteskive. På dens overflade har den i frisk tilstand en slimet overflade. Slimen beskytter planten mod at tørre ud, men også mod at havet skal rive dens blade i stykker. Savtang er en brunalge, hvis bladrand ligner en savklinge. Den har en grågrøn farve, og den bliver ca. 1 meter høj. Løvet er 2-5 cm bredt og uden de luftblærer, som blæretangen har. Savtangen vokser som regel på lidt dybere vand end blæretangen. Strengetang kan blive meget lang, helt op til 4 meter, og ligner lange, slimede snørebånd eller snor, Vi udforsker stranden en vejledning 23

der står og flyder i vandet. Strengene kan blive op til 5 mm i tværsnit. De er massive undtagen i spidsen, hvor der findes et hulrum. Skulpetang kendes på, at den har nogle aflange luftblærer, der ligner skulper. Skulpenavnet er hentet fra frøkapslerne hos de korsblomstrede planter. Det er en meget stor, op til 2 meter lang plante med et rigt grenet, sammentrykt, smalt og rundt løv. Sukkertang kan også blive meget lang, helt op til 3 meter og 30 cm bred i løvet. Den har form som brede bånd, der ofte er krusede eller bølgede. Dens stilk er ret kort, kun op til 30 cm lang. Planten sidder på havbunden fasthæftet til sten eller muslingeskaller. Den har fået sit navn, fordi den ved udtørring udskiller et hvidligt stof, der sidder som et pulver på overfladen, og som smager sødt. De røde Gaffeltang er ca. 20 cm høj og en næsten sort rødalge med 1-3 mm tykke grene, hvis spidser ligner små gafler. Den ligner også en lille busk, men de enkelte grene ender altid i de letgenkendelige spidser. Gaffeltangen hæfter sig til underlaget med hæfterødder og ikke med en hæfteskive. Ribbeblad har små, tynde, rødlige eller lilla blade og en meget kraftig midtribbe. Vi udforsker stranden en vejledning 24

Blandt venner og fjender i det lave vand Mange børn har den opfattelse, at havets dyr findes overalt i vandet. Det er slet ikke tilfældet. I de frie vandmasser finder du de mikroskopiske dyr. De kan fanges med et såkaldt planktonnet. Mange børn har hørt om plankton. Det er ofte sket i forbindelse med visse hvaler, fordi planktonet udgør deres vigtigste føde. Andre dyr lever på bunden af havet, hvor denne består af grus, sand eller måske mudder. Til den gruppe af dyr hører for eksempel sandormen. De fleste af arterne sidder nedgravet i havbunden og er derfor beskyttet mod bølgeslagene og til en vis grad også mod fjender og får så at sige føden bragt lige til deres mund. Langt størstedelen af dyrene lever af plankton, som svæver rundt i vandmasserne. Sandmuslingerne har et todelt ånderør, hvis munding rager op over havbunden. Gennem den ene del af ånderøret kan de suge vand og føde til sig, og gennem den anden afgive kuldioxid og affaldsstoffer. Sandormene lever nedgravet i U-formede rør. De lever af planteplankton og detritus. Det er rester af planter og dyr, som sidder på sandskornene. Sandormene æder sandet, og derefter filtrerer de fødepartiklerne fra for til sidst at udskille sandet igen som ekskrementer. Andre dyr lever på sten, bolværker, skaller, ålegræs, tangplanter og lignende. De er altså på en eller anden måde knyttet til et fast og solidt underlag. Blåmuslingen er her et udmærket eksempel. Den udskiller nogle byssustråde, som den holder sig fast til bundgarnspælene med. Et andet dyr er ruren, som»kitter«sig fast til underlaget, det kan være til sten eller blåmuslinger. Snegle og muslinger har tykke og afrundede skaller, som gør, at de kan klare sig i det urolige miljø, for eksempel i brændingen. Her findes krebsdyrene også, hvor krabberne afslører sig med et solidt ydre hudskelet. Og så findes der de dyr, som bevæger sig hurtigt på eller over havbunden, og som lever af rov. Det er for eksempel krabber, søstjerner og fisk. Også disse dyr er tilpasset den voldsomme brænding. De har alle et solidt panser, som beskytter dem. De har også meget veludviklede sanseorganer, så de er virkelig gode til at se, høre, lugte og føle deres bytte. Som du kan se, lægger kapitlet mest vægt på det lave vands hvirvelløse fauna, idet disse dyregrupper tydeligt illustrerer mange økologiske forhold, bl.a. et forholdsvis enkelt samspil mellem organismerne og deres miljø. Men hvordan kan dyrene egentlig få ilt til deres ånding, når de hele tiden opholder sig i vandet? Vi kan kun i en begrænset tid opholde os under vandoverfladen, før vi skal op og hente ilt til vores ånding. Brug fiskene som eksempel. Du kan her lægge op til dissektion af en fisk for at vise deres gæller. Ørreder er særdeles velegnede til dette brug. I kan også kigge på rejer eller måske på de krabber, I fanger ved havet. Vi udforsker stranden en vejledning 25

Afsnittet Dyr på sten og pæle i vandet går i dybden med det lave vands fauna hvordan der kan være en sammenhæng mellem stedets planter og dyr, hvordan de er bygget, deres form, farve og funktion, og hvordan de er tilpasset livet i vandet. Det lave vands miljø dyrelivet på pæle og sten, på havbunden og i sandet opleves i første omgang på skolen ved studium af den store tegning. I kan snakke om billedet, beskrive miljøet, analysere dyrelivet: Hvor graver visse dyr sig ned i sandet? Er det muligt at finde ligheder mellem de viste fisk? Kan fiskene i deres udseende vise tegn på tilpasninger til levestedet? Lad børnene tegne nogle af de vigtigste fisk fra det lave vand. I den forbindelse vil det være naturligt, at fiskens terminologi gennemgås på tavlen. Er det muligt at opsætte det lave vands fødekæder? Hvem æder for eksempel hvem? Kan børnene selv finde detaljer i billedet, som kan belyses nærmere? En tur til stranden kan planlægges på skolen: Hvad vil I forsøge at undersøge? Hvilke hjælpemidler skal I tage med? Det bliver måske foreslået, at I skal fange krabber, og hvordan det skal ske. Det er en meget almindelig aktivitet, når familier gæster stranden. Fortæl også børnene, hvordan de skal opføre sig ved fangsten. Hvis de skal vade ud i vandet, så skal det kun være til knæene. Undersøg på forhånd, hvordan bundforholdene er det pågældende sted, I vil fiske. I naturen skal børnene opleve, hvor dyrene lever, og hvordan man evt. bedst fanger dem. Selvfølgelig skal denne del af undervisningen være en frivillig sag. Ikke alle børn ønsker at fange noget. Heller ikke at røre eller skære i dyr. Men ellers fang fisk, krabber og andre smådyr med fangstsien eller som anvist i børnenes bog med klemme og madding ved fangst af krabber. Tøm indholdet ud i en spand eller i det medbragte vaskefad. Sorter evt. dyrene efter udseende eller i familie og arter, og prøv måske som tidligere beskrevet at opstille nogle fødekæder. Bestem dyrene ud fra elevbogens tegninger eller relevante håndbøger (se litteraturlisten det kunne være bogen: Fisk i farver). Efter at iagttagelserne er afsluttet, sættes dyrene ud i havet igen. Til undersøgelserne kan man bruge følgende udstyr, men det er ikke nødvendigt: Fangstnet eller fangstsi Måske et planktonnet, som ofte kan købes i strandbutikkerne forholdsvis billigt Greb til at grave med En stang Noget snor Spand eller vaskefad Lupglas Måske et lille plastikakvarium Madding Vandkikkert, hvis skolen har sådan en Bog til bestemmelse af dyrene Vi udforsker stranden en vejledning 26

Man kan fange krabber på følgende måde, men andre metoder kan også bruges. Vis fremstillingen for børnene! Find en sten på størrelse med et jordbær eller noget andet tungt (en medbragt møtrik anbefales ofte). Stenen eller møtrikken skal være med til at give vægt. Så skal I bruge noget snor (½-1 meter, alt efter hvor I vil fange krabber) og en tøjklemme samt et lille net. Til at lokke krabberne med kan I bruge muslinger, fiskestykker, mel rørt op med vand til en dejmasse, eller hvad I nu har af spiseligt. Muslingen slås i stykker med en sten, så I kan få fat i dens kød. Brug kun muslinger, hvis I kan få fat i dem på stranden, da det kan være meget farligt at skaffe sig dem fra moler eller lignende. Pak stenen eller møtrikken ind i noget stof (15 x 15 cm), og bind snoren om. Bind klemmen på tæt ved sten/ stof/møtrik, og sæt til sidst maddingen fast i klemmen. Stenen/møtrikken sørger for, at»krabbefangeren«når helt ned til bunden, hvor krabberne lever. Sænk klemmen stille og roligt ned i vandet i nærheden af en krabbe. Der går ikke mange sekunder, før der er bid. Krabberne lokkes til af lugten af kødet, men også af lyden af andre krabbers smasken. Når en krabbe har fået fat i foderet med sine klosakse, så hæv langsomt snoren med krabben op af vandet. Sæt nettet ind under, så krabben ikke slipper løs. Nu er din fangst sikret. Hav en spand med havvand klar til opbevaring. I vil sikkert opdage, at hvis I fanger krabber med snor, så er de ofte 4-5 cm store. Med net fanger man små babykrabber på under 1 cm. Efterfølgende kan I hælde krabberne ud på stranden og lade dem løbe om kap og finde ud af, hvem der kommer hurtigst tilbage til havet. Lad børnene forsøge at fange andre dyr for nærmere undersøgelser. Det kunne være for at se, hvordan de er tilpasset levestedet. Læg de fangede dyr i spanden eller vaskefadet. Undgå, at vandet i spanden bliver for varmt, og kom ikke for mange dyr i samme beholder. Find ud af, og skriv ned, hvad dyrene hedder. Brug hertil relevante bøger fra litteraturlisten. Fang måske dyr på andre steder, hvor havbunden og plantevæksten kunne være anderledes. Lad børnene gætte og beskrive de steder i havet, som de fanger i. Og lad dem også gætte på og sammenligne, hvilke dyr der lever hvor. Sorter dyrene efter levested. Tag måske billeder af dyrene, mens de ligger i de forskellige bakker. Gem notater og billeder. Måske kan børnene få lyst til at lave en udstilling derhjemme på skolen af besøget ved stranden. Fangstsien kan indeholde snegle. Det kan være strandsnegle, som lever lige i vandkanten. Hæld de levende snegle fra fangstsien ned i vaskefadet. Fyld lidt havvand i det, og iagttag derefter dyrene: Hvordan bevæger sneglene sig? Børnene kan også lade sneglene kravle på deres naturdagbog. Læg mærke til, at sneglen er beskyttet af et hus, at det har en fod, et hoved og følehorn. Hvordan kan sneglene beskytte sig mod at tørre ud eller mod at blive slået i stykker af bølgeslagene? Og mod at de bliver spist af krabber, fisk og fugle? Når vandstanden falder i havet, vil mange af sneglene komme til at sidde frit i luften. I kan forsøge at skabe den samme situation i vaskefadet ved at hælde vand ud og se, hvordan Vi udforsker stranden en vejledning 27

sneglene derefter opfører sig. I vil opdage, at de nu trækker sig helt ind i skallen for senere at lukke huset med en»dør«. På den måde kan de klare sig i flere dage uden at være dækket af vand. Faglig baggrundsviden (gennem oplevelser) Oplev muslingerne: Find på det lave vand nogle store og små blåmuslinger. Tag et par af dem, og sæt dem ned i vaskefadet. Fyld fadet med havvand, og lad muslingerne ligge stille i et stykke tid, indtil de begynder at åbne sig. Måske begynder de at bevæge sig. Hvordan sker det? Tag en levende musling op i hånden. I bagenden af muslingen kan du se det frynsede indstrømningshul og det glatte udstrømningsrør. Sæt igen den levende musling ned i fadet med vand. Mens den ligger der, kommer du forsigtigt ved hjælp af en pipette en smule mælk, noget gær rørt op i vand eller noget frugtfarve lige bag indstrømningshullet. Læg mærke til, at mælken, gærvandet eller frugtfarven forsvinder! Senere ser du, hvor mælken, gærvandet eller frugtfarven igen kommer ud af dyret. Hvor er det? I afsnittet Dyr på havbunden kan I læse en masse om krabber, søstjerner og søpindsvin. En nærmere undersøgelse af strandkrabber kan fortælle os mange spændende, men også overraskende historier. Nogle af de ting, I kan få svar på, er: Om krabben er en han eller hun Hvis du vender dyret om, kan du se, om det er en han eller en hun. Hannerne er gennemgående større end hunnerne. Og så er hannernes hale mere spids og trekantet og består af tre led, mens hunnens er mere rund med flere led. Vidste du, at det oftest er hanner, man fanger om sommeren? Det skyldes, at hunnerne på denne årstid er forsvundet ud på dybere vand. Om dyrets farve kan fortælle os noget om, hvor det lever Krabberne kan have forskellig farve, afhængigt af hvor de lever. De er grønne, hvis de lever i ålegræsbæltet, og lyse, hvis de findes på den lyse sandbund. Hvilken farve er den mest almindelige hos dem, børnene har fanget? Hvor gammel krabben er I kan også finde ud af, hvor gammel en krabbe er. Det fortæller skjoldets størrelse. Er skjoldets bredde under 2 cm, så er krabben yngre end et år. Er det ca. 3 cm, så er krabben omkring et år gammel. 4 cm, så er alderen omkring 2 år. 5 cm, så er alderen 3 år, og over 5 cm, så er den 4 år gammel. Vi udforsker stranden en vejledning 28

Hvordan den er»klædt«på Krabben er hård at røre ved. Dens krop er beskyttet af en slags rustning, ligesom dem ridderne havde på i middelalderen. Det er en virkelig god beskyttelse mod omverdenen. Panseret danner krabbens skelet, som altså sidder uden på dyrets muskler. Hos os er det lige omvendt. Her er det musklerne, der giver vores krop dens former. Hos os er skelettet skjult. Men ved du, at krabberne skifter denne hårde»påklædning«ud, hver gang de vokser? Det er, som om dyrets tøj bliver for lille, og så bliver det stødt af. Derefter tager det cirka en uge, før dyrets skal igen hærder og bliver hård. I den periode kalder man også dyret for en smør-krebs. Måske har I held til at finde sådan en krabbe, der er helt blød. I den periode er krabben særligt sårbar over for angreb fra andre krabber og dyr. Hvordan hovedet ser ud Kig på dyrets hoved. Find dets små øjne, som sidder på stilke, og dets følehorn. Ved du, at strandkrabben lugter med sine følehorn? Og at dyret kan bevæge sine øjne i flere forskellige retninger? Tag dyret op, og kig på dets mund. Måske bevæger munddelene sig. Så kan du måske få en fornemmelse af, hvordan den æder sin føde. Sæt flere krabber ned i spanden eller vaskefadet, og læg mærke til, hvordan de»smasker«. (Hvis solen skinner, skal spanden eller vaskefadet stå i skygge). Hvordan krabben ånder Se på krabbens underside. Find dens gæller under skjoldet. De kan kun ses, hvis du afliver krabben, eller hvis den for nylig har afstødt sin skal. Hvis det ikke er for varmt, kan krabberne klare sig oven vande i flere timer. Kender børnene andre dyr, som også har gæller? Hvordan dyret bevæger sig hen over havbunden Læg nogle krabber på ryggen lidt fra vandkanten, og se så, hvordan de selv kan vende sig og finde ned til vandet. Lad måske krabberne løbe om kap. Tegn en streg 1 meter fra vandkanten. Sæt to krabber på stregen, og slip dem løs. Hvordan løber de? Hvad gør krabberne, når de kommer ud i vandet? Krabbernes hurtige måde at løbe på skyldes deres form. De er bredere, end de er lange, og derved laver de mindre modstand i vandet. Deres form gør også, at de har lettere ved at grave sig ned i sandbunden, da formen faktisk nærmest ligner en skovl. Hvor mange ben og klosakse har den? Hvor mange led har benene? Nu får I virkelig en fornemmelse af, hvor bevægelige benene er, og hvad de kan bruges til. Og skulle krabberne være så uheldige at miste et ben, så vokser der bare et nyt ud, men det sker kun ved et nyt skalskifte. I afsnittet Dyr skjult i havbundens sand kan I bl.a. lære om sandormen. Find en sandbund med lavt og roligt vand. Det er nemmest at undersøge stedet ved lavvande. Har du mulighed for det, så tjek tidevandstiderne og vejrudsigten dagen før. Kig efter dyr, som findes her. Vi udforsker stranden en vejledning 29

Lad børnene iagttage og forsøge at beskrive dyrenes levesteder og adfærd. Gå ud i vandet til knæene, men ikke længere! Medbring en greb, en si og en vandkikkert. I kan starte undersøgelsen, ved at børnene i små grupper kigger på bunden, evt. med vandkikkerten. Beskriv dyrenes måde at bevæge sig på, fange føde på og deres forhold til levestedet. Med greben kan du derefter grave dybt ned i sandbunden (30 cm). Hæld sandet, du graver op, ned i sien. Sandet vil hurtigt løbe ud gennem siens bund, og eventuelle dyr vil blive tilbage. Læg dyrene i spanden eller i vaskefadet med lidt havvand. Kunne børnene fornemme, om dyrene sad placeret i forskellige dybder? Hvilke dyr fandt I? Hvordan opfører de sig? Se på deres form og farve, og lad derefter børnene give et bud på, om dyrene passer specielt til deres levested i sandbunden? Dyrene kan beskrives, tegnes og undersøges nøjere omkring deres bevægelse, levested, føde, fjender og beskyttelse mod dem. Tag en spand, og fyld den ¾ op med strandsand. Fyld dernæst resten af spanden op med saltvand, og put en sandorm deri. Hvordan opfører dyret sig efter nogle minutters forløb? I den forbindelse kan I se, hvilken betydning børsterne har for sandormen. Hvis I lægger en levende sandmusling i en bakke med vand, vil den måske stikke sine to rør frem. Det ene rør er glat og det andet frynset. Vandet suges ind gennem den frynsede åbning og kommer ud gennem den glatte. Med en engangssprøjte, som indeholder farvet vand (for eksempel rødbedesaft eller frugtfarve), kan man påvise strømretningen ved meget forsigtigt at placere farven ud for indsugningen. Faglig baggrundsviden Som omtalt i elevbogen lever der mange forskellige muslinger i forskellige dybder i sandbunden. De afslører sig ofte kun ved, at deres ånderør rager op i sandbundens overflade. Hjertemuslingens ånderør er således 1-2 cm langt. Sandmuslingens kan være 10-15 cm. Sandmuslingens ånderør røber sig ofte ved, at hvis man træder i nærheden af det, så kommer der ligefrem et lille springvand op fra det. Samtidig kan man ved at bruge vandkikkerten kende ånderøret på, at det kan stikke nogle få centimeter op over sandbunden, og så er det på størrelse med spidsen af en finger. Sandmuslingens ånderør er sammenvokset af to dele og danner ligesom et 8-tal i modsætning til blåmuslingens, hvor det består af to adskilte. Blåmuslingens ånderør kan blive op til 50 cm i længde. En anden musling ligger også nedgravet i sandbunden. Det er den almindelige hjertemusling. Den lever af mikroskopiske planter. Muslingerne optager deres føde gennem ånderøret. Det sker, ligesom når man suger skidt op gennem en støvsugerslange. Inde i dyret bliver vandet filtreret, og føden, som kan være alger, småbitte dyr og planter, bliver fordøjet. Muslingerne er føde for endnu større dyr. Tænk her på beskrivelsen i elevbogen af kampen mellem en søstjerne og en musling! Vandets indhold af ilt bliver optaget af dyrets gæller. Ilten skal bruges til dyrets ånding, mens restvandet bliver sendt tilbage til havet. Hjertemuslingen kan lukke sit ånderør. På den måde bliver dyret ikke afsløret over for dets fjender, som kan være måger og strandskader. Knivmuslingen graver sig også ned i sandbunden, så kun de øverste centimeter af dyret stikker op. I muslingens forende ses dens ånderør, i bagenden dens fod. Hvis muslingen bliver bange, for eksempel fordi man holder Vi udforsker stranden en vejledning 30

en hånd hen over dyrets ånderør, så der dannes en skygge, vil man opdage, at den meget hurtigt graver sig ned i sandbunden. Ånderøret fungerer næsten som dyrets»øjne«. Dyrets rigtige øjne er kun lysfølsomme områder. Knivmuslingen har også en særdeles bevægelig fod, som den kan stikke langt uden for skallerne. Når den bevæger sig, og det sker med foden, så begynder det med, at den borer sin fod ned i sandet. Dernæst pumper den spidsen af foden op med blod. Foden kommer på den måde til at virke som et skibsanker. Ved den følgende bevægelse trækker muslingen foden til sig, og da spidsen af foden stadig sidder fast i sandet, har muslingen mulighed for at trække sig selv længere ned i sandbunden. Det sker, næsten lige så hurtigt som man selv kan grave. Dyr i det frie vand På den store tegning af det lave vands miljø kan I se nogle af de fisk og rejer, der kan fanges her. Disse dyr er ikke blevet gennemgået i elevbogen, men de vil blive omtalt her. Det sker for at kunne skabe en sammenhæng mellem dyrene og deres levested på det lave vand. Faglig baggrundsviden Fisk Tangnålen er en fisk. Du kan kende den på, at den har en mund, der er formet som en trompet. Tangnålen ligner på mange måder tropernes søheste, som den er i familie med. Tangnålen har fået sit navn efter kroppens form. Den er meget lang og tynd, op til 30 cm. Fisken er brunlig med hvide pletter og kan endvidere skifte farve efter, hvor den lever. I et akvarium er det let at iagttage, hvordan tangnålen bevæger sig gennem vandet ved hjælp af sin lynhurtigt bølgende rygfinne. Og ofte kan man se, hvordan den med sin lange hale griber fat i ålegræsset og snor den rundt om det. I denne lodrette stilling er den næsten umulig at få øje på. Det er også i akvariet, at man kan få at se, hvordan fiskene får fat i deres føde. Langsomt svømmer de ind under deres bytte, ofte vandlopper, med bøjet hoved og krummet hale. Kun deres rygfinne bevæger sig. De meget bevægelige øjne kigger stift på byttet, og når afstanden passer til et angreb, retter fisken sig ud ligesom en fjeder og suger byttet ind i den tragtformede mund. Ligesom søhestene formerer den sig på en særlig måde. Vidste du, at det er tangnålens han, der bliver gravid og»føder«ungerne? Fødslen sker fra en rugepose på fiskens mave. Her er æggene blevet placeret af hunnen, og her bliver de udruget. Også børnepasningen bliver klaret af hannen, da ungerne lever deres første tid beskyttet i denne rugepose eller bruger den som et tilflugtssted, hvis der er fare på færde. Noget lignende kendes fra kænguruerne. Tangsprællen er en langstrakt fisk, som ligner en ål. I modsætning til ålen har den dog en tydelig halefinne. Tangsprællen kan blive op til 25 cm lang. Fisken har brune pletter på kroppen med en mørk stribe gennem øjet. Vi udforsker stranden en vejledning 31

Den findes gerne på bunden af ålegræsbæltet, hvor den gemmer sig blandt sten, tang og muslingeskaller. Ved lavvande kan du opdage den liggende tilbage på stranden under fugtig tang i flere timer. Løfter man tangen, spræller fisken og forsøger at smutte hurtigt væk. Denne reaktion har givet fisken sit navn. Om natten søger den efter føde. Det er bundlevende orm, tanglopper, tanglus og fiskeæg. Ålekvabben hører også med til det lave vands fisk. Den lever ofte skjult om dagen og kommer kun frem om natten. Den er særdeles god til at sno sig ind og ud mellem sten og tangplanter. Ålekvabben ligner en ål med et fladt hoved, en bred mund med tykke læber og en langstrakt krop. Og så går dens rygfinne i et med hale- og gatfinnen. Fisken har en gullig/brunlig overside med omkring 15 mørke tværbånd over ryggen. De fleste ålekvabber, du fanger med nettet, vil højst være 20 cm lange, altså på størrelse med en almindelig blyant. Ofte vil du tro, at du har fanget en tangspræl, men ålekvabben er som regel længere end tangsprællen og har et langt større hoved, og så mangler den de sorte øjenpletter, som tangsprællen har ved rygfinnens basis. Ålekvabben kan spises og afslører ved tilberedningen, at den har grønne knogler ligesom hornfisken. Tangsnarren kan man ofte se stå mellem bundens sten og tang. Den er i familie med søens hundestejler og den største i familien. Tangsnarren har en spids snude. Dens krop kan blive omkring 20 cm lang. Den er langstrakt og har 15 frie stråler/pigge forrest i rygfinnen og en meget tynd halestilk. Kroppens form gør, at den næsten kommer til at ligne en stor synål. Det er en udmærket form, når den skal lave hundestejlefamiliens kendte rede i tangplanterne. Langs siden og ryggen har den form ligesom kølen på et skib. På den måde får dens krop i tværsnit en femkantet form. Tangsnarren kan skifte farve efter levestedet. Den æder plankton og har mange fjender, bl.a. torsken. Snippen kan blive over 50 cm lang. Den er gulbrun og har mange, smalle, lyseblå striber, der går på tværs af kroppen. På hovedet har den en vandret, rød stribe. Den mangler en halefinne, til gengæld kan den bruge halen til at gribe fat i tangplanterne med. Sandkutlingen er en af de mest almindelige, små fisk på det lave vand. Den er lynhurtig i sine bevægelser. Ofte kan man se den»sugende«sig fast til en sten. Det kan den, fordi dens bugfinner er vokset sammen til en slags sugeskive. Du kan også se den ligge fuldstændig stille på sandbunden, inde i tangskoven eller under en sten på lur efter føde, som kan være plankton, orm og små krebsdyr. Den er et af det lave vands rovdyr, men også en vigtig del af det lave vands fødekæder. Dens fjender er de store spisefisk, når de kommer ind på det lave vand for eksempelvis at lægge æg. Sandkutlingen er en lille, lysebrun til grøn fisk op til 10 cm lang med små, sorte pletter på siderne, så den er rigtig godt kamufleret i forhold til sit levested. Hvis du fanger en sandkutling, så læg mærke til, at den har nogle pigge på den forreste del af rygfinnen. Vi udforsker stranden en vejledning 32

Sandkutlingen gør sig særligt bemærket, ved at hannen står for yngelpleje. Stående i indgangen ind til et specielt»barnekammer«vogter han energisk på sine æg selv over for store fisk. Prøv, om du kan finde nogle ligheder mellem de omtalte fisk. Og tænk derefter over, om denne lighed kan have nogen betydning for fiskene. Rejer krebsdyr Rejer fanger du let med et ganske almindeligt fangstnet eller en såkaldt rejehov. Før nettet langsomt gennem ålegræsset og hen over sandbunden. Kom derefter fangsten i vaskefadet eller fotobakken tilsat noget havvand. Kig nærmere på dyrene. Læg mærke til, hvor mange ben rejerne har, og hvordan de bruger dem. Rejer kan også foretage hurtige spring baglæns. Det sker ved hjælp af deres kraftige hale. Har de fangede rejer det samme udseende? Og opfører de sig på den samme måde i bakken eller vaskefadet? Opdagede du, at rejerne har ti ben? Rejerne er krebsdyr. Kom derefter forskellige slags rejer i henholdsvis et vaskefad med sand og et uden sand. Læg mærke til, om der er nogle af dem, der graver sig ned i sandet? Du kan også undersøge, hvordan de forskellige slags rejer opfører sig på en mørk og lys bund i vaskefadet. Er der nogle af dem, som skifter farve? Kan du give en forklaring på denne reaktion? Du kan også undersøge rejerne nærmere ved at købe nogle store i en fiskeforretning og så lade børnene finde de forskellige dele på dyret samt angive delenes funktion. Hesterejen kaldes også for sandrejen. Det er ofte svært at få øje på den i det lave vand, da den om dagen ligger nedgravet i sandbunden, så man kun kan se dens følehorn og øjne stikke op. Den er grågul, men kan skifte farve, efter hvilken havbund den lever på. På mørk bund bliver den mørk, på lys bund bliver den lys. Hesterejen kender du på, at den har en meget kort pandetorn, eller også mangler den helt. Den er et grådigt rovdyr, som tager næsten alt, hvad den kan overmande, selv små fisk og døde dyr. I vadehavsområdet, særligt i den tyske del, spiser man den meget. Men til forskel fra de andre rejer bliver den ikke rød ved kogning. Vidste du, at navnet hest ofte indgår i sammensatte ord. Det fortæller, at tingen har en ringe værdi for os mennesker. Du kender det fra kastanjetræet, hvis rigtige navn er hestekastanje. Hestekastanjens frugter kan ikke spises, men det kan den ægte kastanjes. Den almindelige reje kaldes også for roskilderejen eller fjordrejen. Den kan du se svømme og kravle rundt i ålegræsset eller tangskoven. Den har en gennemsigtig gulgrøn farve og bliver rød ved kogning. Roskilderejens øjne sidder på stilke, og på hovedet har den en lang og takket pandetorn. Rejer kan spises, men de skal først koges. Vi udforsker stranden en vejledning 33

Tangrejen findes også i det lave vand, blandt blæretangplanterne. I et akvarium vil man hurtigt opdage, at den er meget aggressiv og angriber alt, hvad der er spiseligt. Det gælder således alger, slikkrebs, vandlopper og larver af rur. Den er gråbrun, men kroppens farve kan skifte mellem lys og mørk, afhængigt af hvilken bund den findes på. Det er en noget fladtrykt reje med en række rødbrune tværstriber på kroppen og mørke aftegninger på halen. Du kan særligt kende den på, at den har smalle, rødbrune striber på benene vekslende med bredere lyseblå. Og så kan du, hvis du bruger en lup, tælle, at den har otte takker på sin pandetorn. Ved du, at rejerne skifter køn i løbet af deres liv? Først er de hanner, senere bliver de til hunner. I Skagerrak finder kønsskiftet sted i sommerhalvåret, og i dette tidsrum ser man derfor ofte rejer med både hanlige og hunlige kendetegn. Kønsskiftet finder normalt sted, når dyrene er to år gamle. Derfor er de store rejer, for eksempel dem der landes som søkogte rejer, altid hunner. Mens de små rejer, som ikke er så meget værd, er hanner. Hvem lever af hvem på det lave vand? Måske kunne du tegne en»halskæde«på tavlen. Den består af flere led. Tegningen skal du bruge til at vise, at fødekæden også består af led. Som du sikkert allerede har lagt mærke til, så vrimler det med dyr på det lave vand. Og det er et udmærket sted at opstille fødekæder ud fra. Også selvom de er vanskelige at opleve i praksis. En fødekæde kunne se sådan ud: Tanglusene lever af de døde små planter og dyr. Rejerne lever af tanglopperne. Strandkrabberne lever af små snegle, af tanglus, rejer, tanglopper og strandsnegle, mens strandsneglene lever af de bittesmå alger, som sidder på ålegræsset eller på stenene. Men hvad kan man i undervisningen udlede af fødekæderne? Man kan snakke om, at hvis et enkelt led fjernes, så kan det have store konsekvenser for de led/ dyr, der er længere oppe i fødekæden. Enkelte af disse dyrearter kan i værste fald forsvinde helt. Det er set i forbindelse med overfiskning af visse fiskearter, men også ved at visse dyr har fået for stor en udbredelse og dermed har været med til at fjerne fødeemner i de nederste led. Som noget anderledes kan du lave udblik fra emnet. Det kan ske gennem forskellige spil, for eksempel Jeopardy: Livet på det lave vand. Fødekæder i det lave vand. Fødekæde-stratego. (Se www.mitvadehav.dk). Du kan også lave udblik til historien, til matematikken, dansk, hjemkundskab, billedkunst og håndarbejde. Arbejdet kunne for eksempel have overskriften:»oplev nu, og rejs derefter tilbage i tiden«. Vi dramatiser livet på en stenalderboplads. Beskriver en køkkenmødding. Oplever, hvordan man som beboer indsamler naturprodukter, går på jagt, skyder med bue og pil, laver bål, tilbereder stenaldermad over åben ild (der findes kogebøger med dette emne), laver smør, bager brød, fremstiller og afprøver stenalderens redskaber. Det kan være fremstilling af pilespidser, dolke eller øksehoveder. Kort og godt: hvordan en hverdag forløber på en stenalderboplads. Besøg måske engang Moesgård Museum eller Hjerl Hede. Vi udforsker stranden en vejledning 34

Hvad var det for en fugl? Dette kapitel handler om fugle og deres tilpasning til levestedet. Der findes mange forskellige fugle på stranden og ved det lave vand. I vil få meget ud af at se på fuglene, hvis I har mulighed for at bruge en kikkert. Som du vil se, fokuserer kapitlet meget på, hvordan fuglene gennem deres næbbygning er tilpasset til at søge efter føde og derefter bearbejde den. Det kan bl.a. ske ved brug af næbbet til at åbne føden med. Føddernes bygning har også en betydning for fuglen i dens bevægelser rundt på stranden eller i det lave vand. Det skal her understreges, at der er stor forskel på at se på skolens udstoppede fugle og fotos af fugle i en bog og så kigge på dem i naturen. Det kan være svært at genkende og sætte navn på de mest almindelige fugle på stranden. I naturen får børnene en mængde ekstra oplysninger i form af lyde og fuglenes skiftende måder at opføre sig på. Miljøet og det skiftende vejrlig spiller også en stor rolle. Det er kun i naturen, man oplever, hvordan fuglene tilpasser sig til deres leversteder. Dertil kommer, at fuglene i naturen aldrig står stille. De er hele tiden i bevægelse, ofte fordi de opfatter os som en fare. Derfor kan det også være svært at beskrive dem detaljeret. I den forbindelse gælder det om, at du i skolen giver børnene nogle vigtige»værktøjer«ved denne bestemmelse. Og at du lærer børnene at indstille en kikkert rigtigt og derefter at bruge den. Sådan kan den første dobbelttime på skolen tilrettelægges Undervisning i brug af en kikkert, så børnene kan komme tæt på fuglene og se detaljer hos dem. Vis børnene, hvordan de skal bruge en kikkert. Hold kikkerten op for øjnene, og indstil bredde. Fokuser den faste øjeokkular med skruen i midten, og hold samtidig for det modsatte okular. Hold for det andet øjeokkular, og finindstil med justeringen ved øjet. Tag to forskellige udstoppede fugle frem fra skolens samling. I fællesskab kigger I på de to fugle og finder særlige kendetegn, ligheder eller forskelle på dem. På elevbogens tegning af en fugl kan I se, hvad de vigtigste detaljer hedder. Børnene kan evt. tegne fuglen af fra bogen og så bruge tegningen til at skrive deres egne iagttagelser ind på, når de har set en fugl. Vis børnene, hvordan man observerer fuglene: Man skal kigge på fuglenes hoved og næb, på deres kropsform, på deres ben og fødder. Én kigger, og én noterer, evt. tegnes der en skitse af fuglen med kendetegn. Det er først og fremmest vigtigt at kunne beskrive fuglens størrelse, form og farve, men det kræver øvelse, fordi man ofte mangler at kunne beskrive med de rigtige ord. Fremstil måske en simpel, grov fuglestregtegning, hvorpå børnene kan notere farver, mønstre, specielle former mv., inden fuglen forsvinder. En sådan beskrivelse er også med til at gøre børnene bedre til at kigge på fugle. Lær børnene at bruge De otte F er: Findested, Form, Farve, Flyvning, Forskellighed, Føde, Formering og Fjender. Måske har børnene ved tidligere lejligheder arbejdet med fugle nær deres hjem ofte kigger man for eksempel på fugle ved foderbrættet om vinteren og i den anledning har de sikkert også lært at slå op i en fuglebog. Måske lært at fotografere fuglene. Man kan for eksempel kigge på flere andre af skolens udstoppede fugle og sammenligne dem: strandskade, gråand, klyde, en rovfugl, edderfugl, måge, stor præstekrave, fiskehejre og Vi udforsker stranden en vejledning 35

skarv. Fuglenes udseende er resultatet af udvælgelse og tilpasning til en ganske bestemt føde og levevis. Der er store forskelle på gråandens næb og næbbet på en strandskade. I naturen oplever man, at de to fugle ikke æder det samme og derfor bruger næbbet på forskellig måde, når de søger føde. På skolen kan I udføre nogle småforsøg med forskellige redskaber for at undersøge, hvordan de forskellige næbtyper virker i praksis.»værktøjet«kan du sikkert låne i sløjdlokalet og hjemkundskabslokalet! Fuglene i nærheden af skolen kan udmærket danne grundlag for fugleiagttagelse. Udarbejd et skema, som børnene kan iagttage fuglene ud fra. I skemaet kan de skrive nogle af svarene på spørgsmålene: Findestedet: Hvor så I fuglen? Mange fugle opholder sig ofte på bestemte steder i naturen. Størrelse: Hvor stor var fuglen? Det bedste er, hvis man kan sammenligne størrelsen på den ukendte fugl med en fugl, børnene kender. Det kan for eksempel være gråspurv, solsort, due, svane eller lignende. Form, farver m.m.: Farver, mønstre og tegninger er meget vigtige at få styr på. Men også noget af det sværeste. Ofte ser man kun fuglen i et glimt og når måske bare at opfange en enkelt farve eller to. Hvilken form har fuglen? Bemærk også for eksempel næbbets form, benenes længde, vingernes og halens form og andre iøjnefaldende karakteristika ved fuglen. Flugten: Hvordan fløj fuglen? Fuglenes flugt kan være meget forskellig. Nogle fugle flyver i lige linjer, andre flyver i store buer og andre igen har en hoppende flugt. Slog fuglen vingerne hurtigt eller langsomt op og ned? Viste fuglen hele tiden en aktiv flugt, eller afløstes flugten undertiden af en glideflugt? Fløj fuglene alene eller i flok? Hvordan var flokken organiseret? Blev den ledet af en enkelt fugl? Hvordan opførte fuglen sig i naturen? Mange fuglearter har en særlig opførsel, som kan hjælpe med til bestemmelsen. Tænk her på flagspætten, spætmejsen og træløberen. Hvordan sang fuglen evt.? Var lyden kort eller lang? Med en særlig rytme som eksempelvis hos musvit og gransanger? Eller gav den kun ubeskrivelige lyde fra sig? Faglig baggrundsviden Hvordan kender man nogle af strandens fugle? Ved hvilken slags strand blev de set? Var det en måge? Hvilken måge var det, for der findes flere forskellige? Her er omtalt fire mågearter. Måske er det en af dem, børnene så i kikkerten eller med det blotte øje. Hættemågen er den mindste og mest slanke af mågerne, 34-37 cm målt fra næb til halespids. Den kendes let på den chokoladefarvede hætte, det røde næb og de røde ben. Stormmågen er lidt større end hættemågen, 40-42 cm. Den kendes på, at den har et gulligt og spinkelt næb, grøngule ben og er sort og hvid på vingespidserne. Sølvmågen ligner en meget stor stormmåge, 55-67 cm. Det er en stor og kraftig måge med et langt kraftigere og grovere, gult næb end stormmågen. På undernæbbet kan man også se en tydelig rød plet. Fuglen har en sølvgrå overside, og benene har samme farve som kød Det er faktisk langt den mest almindelige af de store måger i byerne og efterhånden også en mågeart, der er blevet forhadt i mange byer på grund af deres støjende adfærd. Men deres antal kunne sikkert godt nedbringes, hvis vi mennesker var bedre til at håndtere vores affald! Affald, som er føde for mågerne. Vi udforsker stranden en vejledning 36

Svartbagen er den største af vores måger, 64-78 cm. Den er på størrelse med en gås. Som navnet siger, kendes fuglen på den sorte (svart) ryg og den sorte vingeoverside. Den har et gult næb og ligesom sølvmågen også en tydelig rød plet på undernæbbet. Ligesom sølvmågen har den kødfarvede ben og fødder. Vi udforsker stranden en vejledning 37

Det går hjemad og hvad oplevede vi så? Hensigten med dette kapitel er at få afrundet bogens forskellige vigtige kapitler og oplevelser, således at børnene får en fornemmelse af stranden som en biotop med forskellige nicher, sammenhængene mellem disse, samt hvordan planterne og dyrene har tilpasset sig de forskellige miljøforhold. Men andre oplevelser kan selvfølgelig også medtages, så børnene oplever, at deres»tilskud«til undervisningen er værdifuld. Opgaver Lav dit eget fangstnet Til fremstilling af et fangstnet skal I bruge en almindelig husholdningssigte, et kosteskaft og to spændbånd. Husholdningssigten kan købes i et supermarked eller hos en isenkræmmer. Kosteskaftet og spændbåndene i et byggemarked. Sigtens håndtag placeres som vist på tegningen og gøres fast til kosteskaftet med de to spændbånd, som skubbes hen over sigtens håndtag. Spændbåndenes skruer spændes til sidst. Pas på ikke at holde venstre hånd for højt oppe på kosteskaftet, så I kommer til at jage skruetrækkeren op i hånden. Lav din egen vandkikkert Vandkikkerten kan laves på to forskellige måder: I kan lave den af en mælkekarton, hvis top og bund fjernes som vist på tegningen. Fastgør med en elastik eller noget gaffatape et stykke gennemsigtigt plastik (evt. en frysepose) som vist på tegningen. I kan også lave en vandkikkert af et stykke kasseret PVC-nedløbsrør. Eller du kan købe røret i et byggemarked i den længde, du ønsker dig. Så behøver du ikke selv afkorte røret. Ellers saves et stykke af det kasserede rør, 40-50 cm. Afkortningen sker med en nedstryger. Gør savfladen glat med et stykke sandpapir. Fastgør som ved fremstillingen af den anden slags vandkikkert et stykke gennemsigtigt plastik til endefladen med en elastik eller noget gaffatape. Lav et naturværksted Lav noget selv. Hvordan laver man sin egen strandbred og sit eget naturværksted? Vægten lægges på sortering, forberedelse, præsentation og formidling. Alle de spændende dyr, som børnene finder på stranden, kan laves til en flot samling, som kan holde i mange år. Vi udforsker stranden en vejledning 38

Lav en samling med strandens dyr og planter I Danmark er der rigtig god mulighed for at gå på opdagelse langs kysten. Der er nemlig omkring 7.500 km kyst, og intet sted er der mere end godt 50 km til den nærmeste strand. Strandene er forskellige: Nogle ligger i læ i fjorde og bugter, mens andre er udsat for vestenvindens og Nordsøens kræfter, så derfor vil plante- og dyrelivet også være forskelligt. Det kan vise sig bl.a. ved forekomsten af visse snegle- og muslingearter. Visse kysttyper udmærker sig også ved at have mange ledeblokke og mængder af forsteninger. Men prøv selv at gå på opdagelse ved din kyst. Som du allerede har erfaret ved læsning af denne bog, kan I finde en masse spændende ting på stranden, som havet har skyllet i land. I kan finde krabber, muslinger, snegle, tangplanter, søstjerner, rav, rejer, døde fugle eller fisk samt drivgods. I kan ikke vide på forhånd, hvad I finder derfor er det altid spændende at gå på opdagelse. Lad eksempelvis børnene lave deres egen strandbred på skolen, og lad den indgå som en del af et naturværksted. Alle de spændende dyr, som I finder på stranden, kan indgå i en flot samling, som kan holde i mange år. Men før I begynder at fremstille strandbredden, skal muslingeskallerne og sneglehusene gøres rene, ellers vil resterne af dyrenes bløddele rådne og komme til at lufte. Skallerne og husene gøres rene med en skurebørste, skylles derefter i almindeligt vand under vandhanen og tørres til sidst med noget køkkenrulle eller lægges til tørre på nogle aviser. Når opskyllet er tørt, er det tid til at sortere det hele i grupper snegle, muslinger, planter, søstjerner osv. Der kan også være en gruppe til ting, som ikke stammer fra naturen (snak måske med børnene om, hvordan de menneskeskabte ting mon kan være havnet på stranden). Bestem dyrenes navne. Her kan børnene få brug for opslagsbøger og www.danske-dyr.dk. Lad børnene skrive en lille seddel til hver dyre- og planteart. Denne seddel lægges sammen med dyret i en lille æske eller lignende. På sedlen skrives artens navn (på dansk og måske på latin), hvilken dato den er blevet fundet, og hvor I har fundet den. I kan også give hvert fund et nummer og derefter skrive en liste over samlingen (et katalog). Så kan man altid kikke på listen, hvis man skal finde en bestemt art i de mange æsker. Lav en udstilling i klasseværelset Den flotteste måde at udstille skallerne på er i en trææske med glaslåg, men den er ret svært at lave og dyr at købe. Men I kan sagtens lave en smart udstilling på en anden måde. I kan for eksempel bruge de små trækasser, man får vinflasker i, eller de små flamingokasser, hvor der for eksempel har været kød i. Efter at de er blevet gjort rene, er de meget gode at lime opskyllet ned i. Men husk at bruge skolelim eller kunstharpikslim til at lime med, hvis I bruger en flamingokasse til opbevaringen. Anden slags lim vil opløse flamingoen. Vi udforsker stranden en vejledning 39

Fremstilling af strandbredden Til fremstilling af strandbredden skal I bruge en træplade, som I smører lim på. Fint og tørt strandsand spredes nu i et meget tyndt lag ud over limen. Lad det hele tørre. Derefter kan I lime de fundne strandskaller op på sandet. I nogle tilfælde vil det være bedst, at I i skallernes hulning limer et stykke korkprop. På den måde har skallerne en bedre fasthæftning til underlaget. Skriv til sidst navn ved tingene og andre oplysninger om fundene. Vi udforsker stranden en vejledning 40

Det kan naturværkstedet også indeholde Fotos af jer på stranden Udstilling af diverse collager Indsamlede sten og forsteninger Indfangede små dyr i glas med sprit i eller sat på pap med knappenåle som ved sommerfugle naturen tager ikke skade af, at man samler døde dyr; hvis I finder levende dyr, skal I dog lade dem ligge, da I ikke kan holde liv i dem derhjemme Pressede planter fra stranden og klitten Opklæbet almindeligt strandsand og tungsand Fremstilling af stenfigurer og smykker Fortællinger, I har skrevet om besøget på stranden; fortællingerne kan derefter hænges op på klassens opslagstavle Billedbog med fotos af ugens oplevelser Rapportering af naturforsøgene gjort på skolen Vi udforsker stranden en vejledning 41

Bøger om biotoperne Som du vil se, indeholder litteraturlisten flere bøger af ældre dato, som man kun kan låne på biblioteket. Til gengæld kan de i flere tilfælde være med til at belyse emnerne mere detaljeret og på en anderledes måde. Peter Nielsen: På jagt efter små dyr på stranden (Gyldendal 2008) Marianne Køie: Havets dyr (Gyldendal 2005) Dennis Lisbjerg: Dyr og planter ved vores kyster (Bios 2005) Finn Therkildsen: Tæt på havet (Åløkke 2003) Tommy Dybbro: Strandens dyr og planter (Politiken 2002) Monika Lange: Tag med til stranden (Klematis 2000) G. Mandahl-Barth: Hvad finder jeg på stranden (Politiken 2000) Lars Thomas: Dyr og planter ved kysten (Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2000) Dorrit Hansen m.fl.: Ud i naturen aktiviteter i den nære omverden (Gyldendal 1999) Klaus Kornø Rasmussen: På tur ved stranden (Atelier 1998) Finn Therkildsen: Tæt på stranden (Åløkke 1998) Stephen Savage: Dyr i havet (Flachs 1996) Kurt Servé Frederiksen: Smådyr på lavt vand ved kyst og i vade (OP 1996) Peter Bering: Havet en biotop (Gyldendal 1992) Thorkild A. Nielsen: Tag mig med til stranden (Kaskelot 1990) Thorkild A. Nielsen: Tag mig med til klit og hede (Kaskelot 1988) Jørgen Møller Christensen: Strandkantens dyreliv (Delta Den levende natur 1982) Jørgen Møller Christensen: Havmuslinger (Gyldendals grønne håndbøger 1978) Leif Lyneborg: Hvad finder jeg i klit og hede (Politiken 1975) Ole Secher Tendal: Mod havets dyb (Gjellerups Trekantserie 1975) Finn Therkildsen: På sporet ved stranden (Aschehoug 1973) Finn Therkildsen: På sporet i havet (Aschehoug 1972) Håndbøger Aase Kristiansen og Marianne Køie: Havets dyr og planter (Gyldendal 2014) Gunnar Larsen, Kaj Sand-Jensen: Naturen i Danmark, bind 1 om geologi og bind 2 om havet (Gyldendal 2006) Erik Schou Jensen: Sten i farver (Politiken 2005) Lars Nielsen: Fisk i farver (Politiken 2004) Rune Bygebjerg: Insekter i farver (Politiken 2003) Henrik Carl: Gads håndbog om fisk (Gads forlag 2003) Anders Uldal: Gyldendals guide til danske fisk (Gyldendal 2003) Kirsten Bruhn Møller: Flora i farver (Politiken 2002) Åsa Lind: Klippe, sten og sand (Klematis 2002) Vi udforsker stranden en vejledning 42

Tove Yde: Snegle og muslinger ved stranden (Klematis 2001) Natur og museum: Sten på stranden (Naturhistorisk Museum 1999) Bent J. Muus og Jørgen Nielsen: Havfisk og fiskeri i Nordvesteuropa (Gads forlag 1998) Danmarks kyster (Politiken og Danmarks Naturfredningsforening 1997) Lena Madsen: Strandsten (Geografforlaget 1993) Hjælpemidler til brug i undervisningen Materiel Plastiktermometre Duge Lupper, evt. lupdåser med indbygget lineal Stereolupper, 10x og 20x Spande, plastikdåser, hvide fotobakker Små plastikakvarier eller et stykke plast Spade eller greb Slagnet med påsat stofpose Fangstnet/fangstsi Sigtbarhedsskive, fremstillet af en hvid paptallerken, hvorigennem der er trukket en snor og i enden af denne påsat en kontravægt Rejehov, hvis en sådan kan skaffes Kikkerter, 7x50 eller 8x40 Fagbøger Anvendelse Til måling af luft- vand- og jordtemperaturer Plastduge til at lægge ud på jorden med bestemmelsesnøgler til dyr og planter Kan bruges til at undersøge dyr og planter på tæt hold Læg vådt materiale i en petriskål; stereolupperne må ikke medtages på stranden, da de ikke kan tåle sand, så de bruges derfor på skolen eller lejrskolen Dåserne skal være af plast af hensyn til transporten til skolen Til brug ved dannelsen af mindre plante- og dyremiljøer Til brug på stranden Til indfejning af insekter og andre smådyr i klitten eller fra strandens planter Til brug ved indfangning af smådyr fra havbunden Til brug ved måling af vandets renhed, bl.a. i forbindelse med måling af forekomsten af alger Til strygning af rejer langs havbunden Til fugleiagttagelse Om strandens og klittens dyr og planter Her kan købes biologimateriel Scandidact, Oldenvej 45, 3490 Kvistgård, tlf. 4913 9333, www.scandidact.dk Gundlach A/S, Silkeborgvej 765, 8220 Brabrand, tlf. 8694 1388, www.gundlach.dk Linå Natur/Dan Fauna, Bergsøesvej 11, 8600 Silkeborg, tlf. 8680 2666, www.linaanatur.dk Frederiksen, Viaduktvej 35, 6870 Ølgod, tlf. 7524 4966, www.frederiksen.eu Studium Skolemateriel, Tolsagervej 2, 4571 Grevinge, tlf. 5962 8545, www.studium.dk Vi udforsker stranden en vejledning 43