Vi bygger fremtidens Skive Kommune Socialdemokraterne vil, at der sættes gang i Skive Kommune igen. Vores vision er et helt Skive hvor der er plads til alle og brug for alle. Vi er 48.000 borgere med en stor by og mange små og større aktive lokalsamfund. Der er ny viden, som vi skal bygge videre på. Der er service, der skal udbygges. Der er sikkerhed og tryghed, der skal opbygges. Tiden står aldrig stille, og intet system skal eksistere for sin egen skyld. Socialdemokraterne vil bygge videre, og vi vil bygge om alle de steder, hvor der kan gøres en indsats for at vilkårene bliver gjort endnu bedre for Skive Kommunes borgere i alle aldre, af begge køn og uanset tidligere eller nuværende nationalitet. De nye kommuner og regioner var en ide, der blev vedtaget af et snævert borgerligt flertal i folketinget. Deres baggrund var at større kommuner skulle give bedre service for de samme skattekroner og med tiden give besparelser. Vi tror ikke, at det er sket nogle steder i hvert fald ikke i Skive Kommune, hvor langt de fleste borgere har oplevet at tingene ikke er blevet bedre og i mange tilfælde helt er gået i stå. Men sket er sket. Vi vil have Skive Kommune til at være en udviklingsorienteret og dynamisk kommune. En sådan kommune kan vi ikke spare os til. For velfærd koster. Vi vil sikre balance mellem udgifter og indtægter og vi tør godt stå ved, at en god, effektiv og fremadrettet kommune koster. Vi beder om din støtte hertil. En aktiv erhvervs- og beskæftigelsespolitik Vi vil i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter arbejde på at etablere Skiveegnens Arbejdsmarkedscenter, som på den samme matrikel skal indeholde flere af de lokale fagforeninger, mulighed for uddannelsesvejledning, kommunens jobcenter og andre arbejdsmarkedsrelaterede funktioner, således at alle henvendelser om job og uddannelse sker det samme sted. Et fleksibelt arbejdsmarked kræver mulighed for uddannelse og efteruddannelse. Derfor skal vi aktivt arbejde for at støtte ethvert tiltag, der søger at samle uddannelser i aktive og handlekraftige enheder, herunder skal de mange ideer samles til en overordnet plan, der kan gøre Skive til et unikt center for uddannelse, hvori den nye ingeniøruddannelse sammen med en styrket læreruddannelse er to vigtige hjørnestene. - 2
Og hvorfor så det? Jo, er det godt nok blot at beklage, at flere hundrede private arbejdspladser er blevet nedlagt, og at få, lovede statslige arbejdspladser er bedre end ingen? Vi synes det ikke. Skal vi med vores placering på Danmarkskortet - tiltrække flere arbejdspladser og udbygge et rummeligt arbejdsmarked, kan det kun ske gennem en stærk koordination af beskæftigelses- og erhvervspolitikken. En moderne kommune med medarbejderne i centrum Med knap 5000 ansatte er Skive Kommune den største arbejdsplads i kommunen. Vi vil sætte medarbejderindflydelse og -udvikling på jobbet i højsædet og dermed være et forbillede for det øvrige arbejdsmarked. Et godt arbejdsmiljø skal gå hånd i hånd med indflydelse på eget job og tryghed i ansættelsen. Det offentlige er sat i verden for at sikre borgerne løsningen af en række opgaver. Derfor er det for os også vigtigt, at personlig pleje og omsorg for ældre og handicappede, pasning og omsorg for børn, uddannelse med fri og lige adgang og de kommunale sundhedsopgaver er placeret hos kommunen og ikke hos private aktører. Vi har alle været børn og unge Socialdemokraterne vil på børnepasningsområdet arbejde for flere vuggestuepladser, give daginstitutioner med mange udsatte børn ekstra ressourcer samt fastholde pasningsgara-ntien for børn over seks måneder. Socialdemokraterne vil på skoleområdet aktivt arbejde for fortsat renovering af kommunens skoler, nye undervisnings-midler og flere timer, ligesom det for os er et must at sikre fritidstilbud for alle børn op til 3. klasse og have fritidstilbud til børn fra 4. 7. klasse gerne i et tæt samarbejde med foreningslivet Fælles for begge områder er, at der skal arbejdes på gode ressourcer til efteruddannelse til de ansatte, sikre skoleveje og fremme af børnenes sundhed ved at tilbyde dem sund skolemad og hyppig motion. En god barndom og ungdom er det bedste afsæt til et godt liv. Skive Kommune skal være en vigtig medspiller, når de kommende generationer skal have deres start i livet. Det gælder sundhedspleje, råd og vejledning til nybagte mødre og fædre. Det gælder kvalificeret og stimulerende pædagogik i dagpleje, vuggestuer og børnehaver. Det gælder en god og rummelig folkeskole med plads for alle. - 3
Vi bliver hele tiden ældre og alle kan få problemer Socialdemokraterne vil arbejde for hjælp i tide til de daglige praktiske opgaver, man ikke mere kan udføre. Der skal være hjælp til egnet bolig, fleksibel madordning, hjælp og tilbud til vedligeholdelse af bevægeapparatet og mulighed for deltagelse i aktivitetstilbud, når behovene herfor opstår. I forbindelse med kommunalreformen overtog Skive Kommune en del institutioner, som tidligere hørte under amtet. Vi mener fortsat, at de mere specialiserede tilbud burde være en fælles regional opgave, men vil arbejde for, at den høje kvalitet i de tidligere amtslige institutioner kan bevares. Borgere, der lider af en psykisk sygdom, skal have samme adgang til behandling og respekteres på lige fod med borgere, der har en fysisk sygdom. Det skal være rart og trygt at blive gammel i Skive Kommune - og smilet skal med på arbejde. Og Skive skal fortsat være kendt som en kommune, der tager vare på vore svageste. Skive - en smuk kommune med rent vand og ren luft Socialdemokraterne vil arbejde på at oprette vådområder og bl.a. arbejde for at få genop-taget det skrinlagte projekt i Ådalen, som strækker sig fra Skive bygrænse til Estvad Gård, for at filtrere og forbedre fjordens vand. Vi vil beskytte områder med sårbare drikkevandsressourcer og gennem et aktivt tilsyn og i samarbejde med landbruget sikre disse områder. Skive har, før det generelt blev moderne, fokuseret på energibesparelser, mindre CO2-udslip og på at agere energirigtigt - ikke blot for at spare penge i den offentlige og private husholdning - men fordi det er en nødvendighed, hvis vore børnebørn også - som vi - skal have en dejlig jordklode at leve på. At være grøn energikommune betyder store investeringer i solceller, solog jordvarme, kommunale vindmøller og satsninger på biogasanlæg, der kan omdanne gyllen til brændselspiller. Hvis vi ikke kan trække vejret, så dør vi. Hvis vi ikke kan få rent vand, så bliver vi syge. Hvis vi ikke har noget smukt at se på, bliver livet gråt og kedeligt. Skive Kommune er blevet energikommune, og det forpligter. Vi vil en grøn kommune, vi vil ikke overlade til kommende generationer at rydde op efter os, og vi skal være på forkant. - 4
Tanker, følelser og krop har brug for udfordringer Vi skal fortsætte med at gøre Skive kendt som en aktiv musikby. Musikken er en vigtig del af vores kulturelle miljø, og ikke mindst spiller det en stor rolle for mange unge. Den skabende kunst er uundværlig. Der er sket rigtigt meget i de senere år. Salling-Pigerne, Skives 11 stjerner og byudsmykning for mange millioner har set dagens lys alt sammen finansieret af erhvervslivet. Denne udvikling skal fortsættes, så vi sammen gør Skive Kommune til Danmarks største udendørs kunstmuseum. Vi vil i et tæt samarbejde med eksterne investorer søge at lave optimale forhold for vore museer. Kunst og kultur spiller en vigtig rolle i en mangfoldig kommune, og styrkelse af den menneskelige kreativitet er en afgørende ressource. Derfor er det vigtigt for os at bakke op et aktivt, lokalt kulturliv på land og i by. Vi vil have at Skive skal være en markant idrætskommune, hvor de fleste borgere deltager i idrætsaktiviteter, og hvor ikke kun eliten men også bredden fremmes - både med hensyn til talentudvikling og afholdelse af arrangementer. I alle lokalområder skal der være gode fritidstilbud til rådighed, der giver unge værdifulde fællesskaber og et konstruktivt fritidsliv. Det er vigtigt at tilbyde særlig igangsætningsstøtte til fritidsaktiviteter for børn og unge i lokalområder med få fritidsaktiviteter. Visionær byudvikling i hele kommunen Vi vil sammen med vore politikere i Folketing og Region arbejde på at få etableret en landsdækkende fond, der sammen med kommunale midler skal sikre, at de efterhånden mange nedrivningsegnede boliger, der findes rundt omkring i vores kommune, rives ned, så vi sikrer ordentlige boliger til alle i kommunen. I den forbindelse vil vi også tage initiativ til, at der bliver nedsat en boligkommission i Skive Kommune. Vi vil i et tæt samarbejde med boligselskaberne tage initiativ til en massiv renovering af den almene boligsektor. Mange ældre, almene boliger er opført i god kvalitet, men hvis de skal blive ved med at være attraktive, skal der ske lejlighedssammenlægninger, tilgængeligheden skal forbedres, der skal investeres i grøn energi, og friarealerne skal have et løft. - 5
En visionær udvikling kræver ordentlige veje og god kollektiv trafik. Vi foreslår en lokal trafikplan, hvor der over en 5-årig periode yderligere investeres 50 mio. kr. I denne trafikplan skal der tages særligt hensyn til de bløde trafikanter ved anlæggelse af fortove og cykelstier. Socialdemokraterne vil arbejde for at gøre den kollektive trafik gratis i første omgang for udvalgte grupper og på sigt for alle borgere i Skive Kommune. Gratis, kollektiv trafik vil sikre, at alle får adgang til indkøb og service udenfor landsbyerne, og at indbyggertallet på den måde søges fastholdt. Gratis, kollektiv trafik vil også medvirke til at gøre Skive Kommune endnu grønnere. Skive Kommune er lige så meget vore landsbyer som midtbyen og selve Skive. Det største aktiv, vi har i kommunen, er vores aktive borgere. Borgere, der vil være med til at gøre en forskel i netop deres lokalområde og til gavn for kommunen som helhed. Byerne i Skive Kommune skal have mulighed for at udvikle sig på egne betingelser, og der skal ved trafikplanlægning tages særlige hensyn til landsbyerne i samarbejde med beboerne og de lokale foreninger. Et stærkt opland skaber en stærk købstad Vi skal være sammen om at bygge Skive Kommune Vi har gennem mange år stået i spidsen for udviklingen af Skive Kommune. Vi har fået skabt en god, kommunal ramme for liv i kommunen, så borgerne kan møde både god service, professionel uddannelse og hjælp, mange tilbud i fritiden og trygge rammer i øvrigt. Men en udvikling standser aldrig. Man kan ikke sætte livet på pause. Derfor er der nye sammenhænge, der skal bygges på, og i den kommende periode vil det fortsat blive en stor opgave at tage vare på de mange nye ting, som kommunalreformen pålagde kommunerne. Med Skive Kommunes placering på landkortet og den befolkningsmæssige sammensætning er vi klar over, at fremtiden byder på store udfordringer. Skive Kommune skal have en stærk økonomi for at kunne opfylde målet om at sikre velfærden og de bløde værdier. Derfor vil vi føre en ansvarlig økonomisk politik, som sikrer balance i kommunens økonomi. Dette betyder, at ønsker og krav må prioriteres men også at vi tør kræve de penge op, der skal til for at løse ønskerne om god og kvalitetssikret service og velfærd. Derudover betyder det, at vi som kommune skal bakke op om de private initiativer, der kan fremme en hensigtsmæssig udvikling af kommunen. Vi Socialdemokraterne vil gerne være dem, der trækker læsset, når det nye skal mødes og bruges. - 6
Vi bygger fremtidens Skive Kommune. Støt Socialdemokraterne i Skive Kommune med kr. 50. SMS teksten VALGKAMP SKIVE til 1241 eller brug vores valgkampkonto i Arbejdernes Landsbank, Nørregade 34, 7800 Skive. Reg.nr. 5351 konto nr. 0502604-7