OPRINDELIGE FOLK. De Berejstes Klub TEMA: Balance mellem lys & skygge. Dengang mine fordomme blev gjort til skamme. I mål med besøg i 196 lande

Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub Efterår 2014 N⁰ 57 TEMA: OPRINDELIGE FOLK Tips til rejsefotos Balance mellem lys & skygge Konkurrence Dengang mine fordomme blev gjort til skamme Peter Schønsted I mål med besøg i 196 lande www.deberejstesklub.dk 1

Medlemsrabat 15% Medlemskort med billede skal fremvises. Foto: Anker Bak FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KØBENHAVN K Frederiksborggade 50-52 KØBENHAVN S Field s LYNGBY Lyngby Hovedgade 49D KØBENHAVN V Fisketorvet ROSKILDE Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE Rosengårdscentret ODENSE St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING Kolding Storcenter FJÄLLRÄVEN BRAND STORE AARHUS Østergade 30 KØBENHAVN K Frederiksborggade 44 AALBORG Bispensgade 34 KUNDESERVICE 33 14 51 50 info@friluftsland.dk WEBSHOP www.friluftsland.dk 2014_august.indd 1 05-08-2014 11:41:29 2

Leder OPRINDELIGE FOLK Nuuk, Grønland / Lombok, Indonesien / Tsumdalen, Nepal Indfødte, urbefolkninger, fjerdeverdensfolk, stammefolk eller naturfolk. Begreberne bruges somme tider i flæng, selv om de egentlig betyder noget forskelligt. Globens tema er denne gang vores møder med nogle af verdens oprindelige folk. Mere end 350 millioner mennesker i verden opfatter sig selv som værende oprindelige på engelsk kaldet indigeous og de repræsenterer en stor del af verdens kulturelle mangfoldighed. Ofte lever de som jægere, fangere og samlere, nomader eller agerbrugere, og deres religion, samfundsindretning og hele livsform er i reglen tæt knyttet til naturen og det sted, de bor. Det er fascinerede at møde mennesker, der lever under så fundamentalt forskellige vilkår fra vores, og som har formået at bevare deres traditioner og livsform, trods vores velmenende men ofte mislykkede forsøg på at civilisere dem og få dem til at leve ligesom os. Har du i øvrigt nogle gode rejsebilleder eller en rejsehistorie, du gerne vil dele, er du meget velkommen til at bidrage til Globen. Men husk at tage kontakt inden du sætter dig til at skrive en artikel, sådan så vi har mulighed for at koordinere emner og rejsemål, og hvad det mere præcist skal handle om. For det at lave et blad som Globen forudsætter holdånd og teamwork. De enkelte artikler er ikke, som man måske kunne forledes til at tro, kun resultatet af de respektive forfatteres kreativitet og skrivelyst. Alle artikler bliver til i et samarbejde, hvor manuskripter nærlæses og finpudses, vi læser korrektur på alle artikler hele tre gange, og bladet layoutes af vores dygtige grafiker i sparring med den ansvarshavende redaktør og de respektive forfattere. Derfor vil jeg gerne udbringe en stor tak til Globens store hold af frivillige hjælpere og alle som har bidraget til at gøre Globen, hvad det er: Det ubestridt mest ukommercielle rejsemagasin med de mest autentiske rejsefortællinger på dansk. På www.deberejstesklub.dk/globen kan du i øvrigt næsten altid finde endnu flere billeder til de enkelte artikler, for som regel har vi mange flere billeder, end vi kan finde plads til i det trykte blad. Alle artikler fra det blad, du nu holder i hånden, offentliggøres også online ca. tre måneder efter, at det trykte blad er udkommet. Efter succesen med en række skriveværksteder for begyndere i fjor, fortsætter vi nu med at holde skriveværksteder for viderekomne. Det første af slagsen bliver i Kolding lørdag 11. oktober. Tilmelding sker via klubbens hjemmeside. Og nu du har kalenderen fremme: Fredag 10. oktober deltager De Berejstes Klub i kulturnatten i København, hvor temaet meget apropos netop er oprindelige folkeslag. Har du lyst til at dygtiggøre dig i kunsten at tage billeder, er der også hjælp at hente, når fotogruppen holder et kursus søndag 28. september i Cafe Globen. Og husk sidste frist for at deltage med billeder i klubbens fotokonkurrence i år er 1. oktober. Rigtig god rejse- og læselyst! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3

Gl ben Rejsemagasin De Berejstes fra De KlubBerejstes Klub Indhold Forsidefoto: Indfødt fra indonesisk Ny Guinea af Jan Lauridsen Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. oktober 2014 Næste tema: Delte områder Annoncer: ufanoe@hotmail.com Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk Redaktion: Lars-Terje Lysemose Viroj Ansvarshavende redaktør Jienwatcharamongkhol Grafiker Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Finn la Cour Medredaktør Ann Kledal Medredaktør Bertel Kristensen Illustrator Anette Holst Christensen Korrekturlæser Bodil Svendsen Korrekturlæser Susanna Asven Korrekturlæser Else Braathen Korrekturlæser Maya Linnea Pedersen Korrekturlæser Elsebeth Finnick Korrekturlæser Joe M.G. Berge Korrekturlæser Jørgen Oulund Korrekturlæser Rebecca Langhorn Korrekturlæser Stig Monrad Korrekturlæser Bodil Johanne Jørgensen Korrekturlæser Anna le Dous Korrekturlæser Per Allan Jensen Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Korrekturlæser Henrik Frier Hansen Korrekturlæser Henrik Fastergaard Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser Søren Bonde Korrekturlæser Per Danielsen Skanning af fotos De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. TEMA: Oprindelige folk 6 Vanuatu Vulkanen ved verdens ende 10 Etiopien Til manddomsprøve i bar røv med AK47 14 Mali Poesi i sand 17 Congo Brazzaville Mit liv som narkosesygeplejerske i Congos jungle 20 Indonesien Blandt kannibaler på indonesisk Ny Guinea 24 Indonesien Mænd i krigsmaling og kvinder i fjerpragt 28 FIJI, Tonga & Samoa Return to Paradise 32 Indonesien På besøg hos efterkommerne til Tobasøens kannibaler 35 Peru, Vanuatu, Kenya, Tanzania, Indonesien, Benin, Namibia, Grønland, Brasilien, Guatamala & Etiopien Rejsebilleder 38 Ukraine Krimhalvøens tatarer er vendt hjem til en uvis fremtid 42 Sydafrika, Zimbabwe, Zambia & BOTSWANA På motorcykel gennem det sydlige Afrika 46 Namibia & SYDAFRIKA På campingtur og blandt stammefolk i Namibia 50 Nepal Nepals oprindelige folk

SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang mine fordomme blev gjort til skamme DE BEREJSTES KLUB 59 Næste konkurrence Dengang jeg deltog i en ceremoni 57 Uganda Det rustfri Afrika ØVRIGE ARTIKLER 3 Leder 54 Peter Schønsted Eliteglobetrotter par exellence 56 Nye aktive medlemmer 58 Spanien En hurtig dusørjagt 66 Bestyrelse for DBK 67 Giv Globen i gave 61 Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 64 Tips til bedre rejsefotos: Del 4 Balance mellem lys og skygge 5

Yasurvulkanen i udbrud fra alle fire kamre samtidig. I baggrunden ses havet og den mørke himmel. Bemærk at enkelte ildbaner har retning ud af krateret. ulkanen ved verdens ende Tekst & FOTOS: Jakob Øster Kan man tage et blebarn med ud til stammefolk på en lille ø midt ude i Stillehavet? Er det en god idé at besøge en vulkan, der spyer lava op over hovedet på én? Og kan man virkelig møde en høvding, der i bar røv ryger pot 20 meter oppe i et træ? Med et brag eksploderer Yasurvulkanen og sender brændende klippestykker højt til vejrs. Brølet efterfølges af en knitrende lyd af tusindvis af lavabomber fragmenterede klippestykker, der regner ned fra himlen og borer sig ned i kraterets vulkanaske. En af bomberne slår med et drøn ned helt oppe ved kraterkanten, nær ved hvor jeg står. Øjeblikket efter er der stille. Så brydes stilheden af skriget fra en kvinde. Jeg befinder mig på et af de højeste punkter på vulkanens kraterkant. Det er stadig lyst og dermed nærmest umuligt at få øje på de brændende lavabomber, som vulkanen i stimer fyrer til vejrs omtrent hvert femte minut. Under mig fører en sti op gennem vulkanasken langs kraterkanten. Op mod toppen. Godt 50 meter længere nede på stien står tre unge kvinder og glor lamslåede på den glødende lavabombe, der lige er landet mindre end 10 meter fra deres fødder. Det er en af dem, der skriger hjerteskærende. Der er færre end 10 personer på vulkanen i aften. Om et 6

øjeblik er vi tre færre for kvinderne, der næsten blev ramt, er i hæsblæsende tempo på vej ned. Nu skriger de alle. Mørket sænker sig over Tanna. Fyrværkeriet, vi er kommet for at se, vil snart begynde. Fire dage tidligere Klokken er 05.30. Dagen gryer langsomt over Port Vila, hovedstaden i Vanuatu. Mørke skyer trækker sig sammen over lufthavnen Bauerfield. Vi er på jordomrejse. Charlotte, jeg og børnene på to og fem år. Fra Fiji er vi havnet i øriget Vanuatu. Nu står vi foran vores første indenrigsflyvning, som skal bringe os til øen Tanna. Tomme indtjekningsskranker og lange rækker med tomme plastikstole møder vores øjne. Der er halvanden time til afgang, og vi er helt alene i terminalen. Klatøjede kravler vores to små børn rundt på et par bagagevogne. En time før afgang kommer en ranglet indfødt ni-vanuatu dalrende for dovent at tage plads bag skranken. Han har sort fipskæg og er iført en skriggul lufthavnsvest, der er mindst to numre for stor. Han ligner én, der har røget ganja og hørt Bob Marley hele natten. Jeg har aldrig været vild med at flyve. Især ikke med små, gamle indenrigsfly i tredjeverdenslande og i uvejr i orkansæsonen ude over det øde Stillehav. Vores fly er et Britten-Norman 10 sæders, der holder lige uden for terminalen. Det ligner noget, der er bygget kun ved hjælp af skrot, sejlgarn og hæfteklammer. En sardindåse med vinger Billetprisen inkluderer paraplyeskorte til flyet gennem monsunregnen, der nu vælter ned. Med et fast greb i hver sin lille barnehånd, spurter vi gennem regnen med vores småbørn flagrende efter os. Et par flinke lokale gutter kæmper for at holde os tørre. De kraftige, grønne paraplyer, som gutterne med forbilledlig ihærdighed forsøger at få til at dække over både os og vores afkom, ser både mere solide og væsentlig nyere ud end det lille fly, de fører os hen til. En lokal teenagepige er troppet op fem minutter før afgang og er eneste anden passager. Oh, it is very old. Piloten fra Air Vanuatu hedder Graham og kommer fra New Zealand. Mindst 40 år gammelt er flyet, vil han tro. Hans fjæs er som skåret ud i granit, og hans øjne viser ikke det mindste tegn på uro. Med et brøl starter han motorerne. Jeg er bange nu. Pissebange. Fuck, tænker jeg og glor op på en sammenføjning, der er repareret med gaffatape. Det er ikke vores første flyvning på turen i en tropestorm. Men det er vores første indenrigsflyvning i en gammel rusten sardindåse med vinger. Det lille fly hopper og danser igennem den urolige himmel. Regnen tordner mod skroget. Sigtbarheden er nul. Vinduesviskerne pisker frem og tilbage over forruden, uden at jeg aner, hvad de skal gøre godt for. Vi kan alligevel ikke se noget. Under os ligger Stillehavet. 250 km med intet andet end hav under os skal vi passere. Motorerne larmer, så det er umuligt at kommunikere. Børnene suger det hele til sig med nysgerrige, opspilede øjne. For en gang skyld er de tavse. Ring af ild Vi lander på Tanna og skal køre tværs over øen. Vejen er hullet, stejl og ufremkommelig. I regntiden kan kun firhjulstrækkere forcere den mudrede vej. Vi kører over et stejlt bjerg og ned på vestsiden af øen. Til sidst kommer vi til Yasur. Yasur er en olm, gammel vulkan. Vanuatu ligger på det, der er kendt som ringen af ild. Kontinentalplader nær Jordens indre ramler sammen, og Yasur hjælper Moder Jord med at slippe af med noget af det enorme tryk. Landskabet skifter til sort sand. Vi krydser en flod. Min datter synes, de underlige pandekageformede klipper i det golde landskab ligner en af banerne fra vores Super Mario-spil hjemme på Wii en. Yasur spyer sort røg ud. Det er overskyet og svært at se, hvad der er røg, og hvad der er sorte skyer. Vulkanen Yasur siges når man ellers har fundet vej til Tannaøens vestside at være verdens lettest tilgængelige aktive vulkan. Fra vulkanens fod kan man gå op til kraterkanten på under en time, eller man kan køre i en firhjulstrækker næsten helt op til kanten. En oase i junglen Vores træhus! udbryder Jonas, min toårige søn, da vi viser ham det enorme banyantræ. Fire meter oppe i træet har vores vært Kelson bygget en hytte inde i træets hule stamme. Desværre er halvdelen af trappen derop og et par planker på platformen foran hytten rådnet væk. Vi er Kelsons første gæster i tre måneder, og regntiden har ikke været barmhjertig ved det gamle træhus. I kan bo i en hytte nede på jorden, de første par nætter så fikser jeg træhuset imens, siger Kelson. Jungle Oasis, som stedet meget passende hedder, ligger klos op ad vulkanen og er i sandhed en oase. Hytterne er bygget oven på sort vulkanaske, og mellem hytterne er anlagt frodig grøn have oven på asken. I haven er der guavatræer. Bag guavatræerne står Philips ged. Tættere på restauranten står citrontræer. Kokosnødder og bananer gror på palmer alle vegne. Det er en perfekt base for børnene, et super udgangspunkt for at bestige vulkanen og i gåafstand fra tre stammelandsbyer i junglen. Ungerne er i himlen. En ged, en hytte, guavaer, bananer og kokosnødder, en buldrende vulkan og stammefolk i bar røv og bast i gåafstand. Bedre bliver livet muligvis ikke. Morgenmaden tryller søde, unge Lucinda frem i spisesalen, som er et kæmpe træhus på stylter. Frisk frugt fra haven, nescafe og brød ristet over bål. Om aftenen tændes generatoren, hvis der er nok benzin, og Lucinda får meget ud af de få ingredienser, hun har til rådighed ved komfuret. Der er mange kilometer til nærmeste butik, så det er som regel kylling fra en lille nabolandsby, vi spiser. Toilet er i gården, og rotterne pibler lejlighedsvis hen over hytternes bliktage. Det er en rigtig junglelejr, men her er alt, hvad vi kan ønske os. Hvert femte minut ryster Jorden, når Yasur går i udbrud. Fra små skæve træborde med stearinlys glor vi med ærefrygt ud over palmerne op mod den hidsige vulkan, hvis top vi snart skal op på. Når mørket sænker sig over junglen, lyser vulkanen natten op i et ildevarslende En af mændene fra yakelstammen. Yakelnambaerne er den mest traditionelle stamme på Tanna. De bor dybt inde i junglen og ernærer sig ved traditionelt landbrug. 7

Familien Felk Øster sammen med kvinderne i tapuastammen. Far og søn fra tapua namba-stammen. Tapuaer er nambaer, hvilket betyder, at de går med det lidt specielle penisdækken (der ikke er hult, dvs. dilleren bliver fastspændt op langs maven). lyserødt skær, akkompagneret af høje skrald fra Yasur. Turen til yakelstammen Ud over en særdeles aktiv vulkan byder Tanna på stammefolk. Problemet er bare, at de kan være svære at finde. Også selv om jeg både har et kort og har fået anvisninger fra Richard I anson en af Lonely Planets topfotografer. De tre stammer bor dybt inde i junglen, og du finder dem aldrig uden en lokal guide, skrev han til mig. Heldigvis hænger Philip, en sød ung mand, der taler glimrende engelsk, ud ved Jungle Oasis. Philip har tre børn og en kone, der bor på den anden side af øen. Han ser dem kun hver tredje måned, for han har ikke råd til at betale for den dyre transport tværs over øen. For en særdeles rimelig skilling fikser han det, der skal til. Arrangerer stammeceremonier, oversætter, viser os vej til stammerne i området og arrangerer transporten med firhjulstrækker op til den mindst tilgængelige af øens tre stammer: yakelstammen. Vejen op ad bjerget mod yakellandsbyen er smal og pløret. Vores Toyota Hilux-pickup har godt nok firhjulstræk, men det hjælper ikke meget, når dækkene er tyndslidte, og vejen er glattere end brun sæbe. Andre biler har gravet plørerender, der er op mod en halv meter dybe. Et ensomt hævet spor bestående af to bløde jordbaner bugter sig op over bakken. Komí, vores rastachauffør, ser for en gang skyld ikke så cool ud, da han banker sømmet i bund. Hiluxen sejler af sted, mens han febrilsk hiver i rattet for at forsøge at holde bilen oppe i det smalle spor og væk fra det dybe pløre. Han når lige over halvvejs i dette tredje forsøg, før bilen sejler af sporet. Bilen glider og sidder fast. Igen. Baghjullet spinner rundt som et piskeris i en kop kakao, mens det støt og roligt graver sig dybere ned i mudderet. Der er ikke mange steder tilbage på kloden, hvor man stadig kan se naturfolk. Naturfolk, der lever som de altid har gjort og ikke bare klæder sig ud for turisterne. Naturfolk, der dyrker pot og går med penisdækken. Tanna er et af de få steder. Vi skal bare lige igennem pløret, op ad bjerget og ind i junglen. Vi kommer ikke op, annoncerer Komí. Jeg kigger på mit ur. Fuck. Så står vi der. På en plørevej med vores afkom i hver sin hånd og mærker vores drøm om at besøge yakelstammen fordufte, imens Komí ihærdigt prøver at grave vores nødstedte pickup fri. Helt uventet får vi selskab. En Nissan firhjulstrækker fra Talapoa Tour Transport med dæk med kraftige riller og 10 lokale på ladet materialiserer sig ud af det blå. Langsomt kravler den op til os. Vi er nær det stort set ubeboede midtpunkt på en lille ø ude midt i Stillehavet. Et sted stort set uden biler, og hvor en liter benzin koster 30 kr. Hvad oddsene er for, at der kommer lokal, offentlig transport forbi, fem minutter efter vi er kørt fast i mudderet, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg gætter på, at de er små. Jeg gætter på, at de par landsbyer, der ligger på vej op mod yakelstammen, måske ser en bil et par gange om ugen på denne tid af året. Men man har jo lov at være heldig. Stille og roligt kravler Nissanen op igennem plørebakkerne til trods for, at vi for kort tid siden ville have forsvoret, at det var muligt. Jeg står op på ladet og holder godt fast, mens bilen hopper op og ned. Charlotte sidder med ungerne på skødet på det ene forsæde og forsøger at forhindre, at deres små lyshårede hoveder banker ind i kabinen, mens bilen danser jitterbug. Som altid på vores tur synes de, at jo vildere det er, jo sjovere er det også. Når mor og far er glade, er de også. Pot i et træhus Dybt inde i junglen bor nambaerne i yakelstammen. Det er varmt, så lille toårige Jonas, er kun iført ble og sandaler, da vi ankommer. Selv fraregnet sandaler er han dog mere påklædt end yakelhøvdingen, der måbende glor på vores lille hvide søn, som om han aldrig har set noget lignende. Et spøjst syn. Nøgen høvding og nøgent hvidt turistbarn ser hinanden an i junglen. Nambaerne har taget deres navn efter den flettede penisattrap med frynser, som mændene binder rundt om maven for at dække deres genitalier. Høvdingen står foran sin flettede hytte, mens fritgående smågrise render omkring. Stammens mænd og drenge er på nær en smule snor og lidt fletværk foran dilleren alle sammen nøgne. Kvinder med nøgne overkroppe og lange bryster spankulerer omkring kun iført lyse bastskørter. Vi aner ikke, hvad de siger på deres lokale sprog, men de er tydeligvis temmelig interesserede i vores små lyse børn, og i særlig grad lillebror og hans hvide Libero-bukseble. Høje, vilde hampplanter gror overalt og synes at være nambaernes foretrukne køkkenhaveplante. Mellem to totempæle leder en stejl trappe flettet af grene og rødder 20 meter op i et træ. Den leder op til høvdingens gæstetræhus. 20 meter over jorden og med udsigt over Tannas tætte jungle kan høvdingen invitere sine gæster 8

Vanuatu Kvinde fra yakelstammen foran traditionelle flethytter. Magre høns og smågrise piblede rundt blandt hytterne. op for at ryge hjemmegroet pot. En gestus, gætter vi på, som gennem tiden har sparet yakelfolket fra en del konflikter med andre stammer. Vulkanen ved verdens ende Fire nætter bor vi ved vulkanens fod, og hver aften sætter enten Charlotte eller jeg sammen med Philip kurs mod Yasurvulkanens top. Til fods tager det kun 45 minutter at tilbagelægge de 361 højdemeter fra vulkanens fod. Der stinker af rådne æg, og jordvejen ryger. Glohed ildelugtende damp brygget et sted i Jordens indre stiger gennem små revner direkte op fra jorden. Området omkring toppen ligner sort stenørken. Sort sand overstrøet med klippestykker, som vulkanen har spyet ud. Småsten og tunge klippeblokke ligger side om side boret ned i sandet rundt om den nødtørftigt ryddede parkeringsplads placeret bare 50 meter fra toppen. Der holder to hvide firhjulstrækkere. Vi er ikke alene. Helt oppe på kraterkanten ligger klippestykkerne tættere. Fra kanten glor vi ned i den store sorte gryde. Et indre plateau umuliggør udsyn helt ned til den flydende lava i vulkanens indre caldera. Stenene, som i virkeligheden er udbrændte lavabomber, ligger i gryden som forkullede popcorn og dækker plateauets skrånende sider. Philip siger, at regnen kommer snart. Efter at have overnattet ved vulkanens fod kender jeg lyden fra eksplosionerne. Alligevel får jeg et chok, da et kæmpe brag pludselig smadrer stilheden. Vulkanen er farligst nu. Før det bliver mørkt. En søjle af røg og klippestykker stiger til vejrs midt i krateret. Lavabomberne er næsten usynlige. Vi kan høre klipperegnen lande i krateret lige foran os, men vi ser først bomberne, lige før de lander. Vulkanen er i niveau 2 moderat til høj aktivitet. Ifølge officielle kilder betyder det, at lavabomberne kan lande uden for krateret, og adgangen til kraterkanten derfor er lukket. En oplysning, der heldigvis ikke har afholdt billetsælgeren ved vulkanens fod fra at lukke mig ind. Philip påstår, at han har styr på det. At han kender vulkanen. Når vinden skifter, skal vi flytte os, siger han. Måske har han ret. Hvis vinden kan styre de tunge klippestykker. Dør folk heroppe? Philip kigger på mig med sine bedrøvede øjne. Det gør folk åbenbart. Jeg har reddet liv heroppe, siger han. Okay. Men dør folk? Ja, siger Philip, det er sket. Hvor mange? Jeg kender kun til fem, siger Philip. Tre turister og to guider. Et par af dem var dumme nok til at gå ned i krateret. Ild og vand Som om det ikke skulle være nok, at Yasur beskyder os nedefra, beslutter himlen samtidig med monsunstyrke at angribe fra oven. Massivt vælter regnen ned over os som i et dansk sommerskybrud. Tirret af det kolde vand øger Yasur sin udspyningsfrekvens og tager til i styrke. Det er helt vildt. Mens mørket sænker sig over vulkanen, og ildbanerne fra vulkanen begynder at antænde himlen, vælter regnen ned. Stik imod al børnelærdom om ild og vand synes regnen at fremprovokere yderligere eksplosioner. Yasur har fire kamre. Uafhængigt af hinanden fyrer kamrene lavabomber Øen Tanna er 40 km lang og 19 km bred og udgør 550 km². Øens højeste punkt er toppen af bjerget Tukosmera på 1.084 moh. Ud & hjem igen: Der går fly til Vanuatu fra Brisbane, Sydney, Melbourne, Auckland, Nadi og Nouméa med Air Vanuatu, Fiji Airways og Solomon Airlines. af sted. Vi har bevæget os nordpå langs kraterkanten op på et højt udsigtspunkt, der forhåbentlig denne aften er uden for vulkanens rækkevidde. Vi befinder os mellem to kamre og aner ikke hvorfra den næste lavafontæne kommer. Jeg har set alt muligt i mit liv. Men aldrig noget som dette. En vulkan, der igen og igen skyder lava højt op over hovedet på mig, mens jeg står i monsunregn på dens top. Vildt. På mit sidste vulkanbesøg går Philip og jeg mod syd. Her ligger et udsigtspunkt, hvor man kan fotografere udbrud fra alle fire kamre og få havet bag vulkanen med i baggrunden. I ærbødig respekt for den temperamentsfulde vulkan skynder jeg mig forbi de passager på kraterkanten, der ligger lavt. 50 meter højere oppe gør jeg mig klar med mit grej. Stativ, lommelygte, kamera, trådudløser, paraply. Det er stadig lyst. På stien under mig, som jeg lige er løbet op ad, hører jeg tre unge kvinders glade stemmer. Så eksploderer Yasur og rammer dem næsten. Øjeblikket efter er kvinderne chokerede på vej ned igen. Uskadte, men uden at nå at opleve det spektakulære fyrværkerishow, der snart efter lyser tusmørket op. n Jakob Øster har medlemsnr. 312. Læs mere om hans rejseliv på www.jakoboester.dk. 9

Til manddomsprøve i bar røv med AK47 I Omodalen i det sydvestlige Etiopien er tiden nærmest gået i stå. Her kan den stædige eventyrer møde stammefolk, som lever i pagt med naturen. Det er dog langtfra nogen søndagsudflugt. Ekstremt dårlige veje og primitive forhold sætter min tålmodighed på prøve, jo dybere ind i dalen jeg rejser. Tekst & FOTOS: Søren Bonde Hvad fanden laver du, mand!? Blev du ikke ved bilen? Jeg råber chaufføren lige op i ansigtet. Netop ankommet til Etiopiens hovedstad Addis Ababa, har jeg bestilt en transfer til mit beskedne hotel midt om natten. Nu kigger jeg desperat på passagersædet, hvor min fototaske stod indtil for 10 minutter siden. Vi gennemroder hele bilen endnu en gang. Tasken med min bærbare computer og alt mit nye kameraudstyr er pist væk. Der var vel værdier for 50.000 kr. Jeg er grædefærdig. Måneders planlægning er lige gået i vasken pga. et toiletbesøg! Det er den værst tænkelige start for en ekspedition. Chaufføren er lige så ulykkelig som jeg, men har ingen forklaring på hændelsen. Det skal sgu bli løgn! tænker jeg fandenivoldsk, og denne drivkraft hjælper mig igennem de næste fem dage, hvor jeg trækkes fra politistation til udenrigsministerium, til indenrigsministerium og tilbage til politistation igen. Med møje og besvær og med hjælp fra det sorte marked fremskaffer jeg noget tredjerangsudstyr. Langtfra optimalt, men det får være. Endelig er jeg klar igen. Jeg prøver at indhente tabt tid og springer på flyveren til Arba Minch. Her mødes jeg af et bredt smil på et venligt brunt ansigt: Welcome, my friend good to see you again! Andualem mødte jeg første gang i 2011, hvor jeg som optakt til at besøge verdens varmeste sted i det nordlige Etiopien, 10

Øverste foto: Mursipige. Venstre foto: Tyrespring. Mursikvinde med læbeplade den berømte tallerken-neger. tilbragte otte dage sydpå i Omodalen. Jeg ville undersøge, om der var stof nok til et senere projekt om stammefolk. Det var der i dén grad. Dalens 17 forskellige etniske grupper er ret forskellige, og mange lever meget primitivt og afsides. Nu er jeg tilbage, små to år efter, og det føles helt rigtigt. Andualem trækker mig over til firhjulstrækkeren og præsenterer mig for vores chauffør Asrat. Jeg har sat Toyotaen i stand, til du skulle komme, siger Andualem. Han er en frisk fyr i midten af 30 erne og utvivlsomt en af dem, som kender Omodalen og dens folk allerbedst. Han taler flydende engelsk og syv forskellige stammesprog, og han har rejst i dalen på kryds og tværs, siden han var barn. Mens Asrat fylder tanken samt de mange dunke på taget, gennemgår jeg ekspeditionen sammen med Andualem. Vi har en løs plan om at besøge to eller tre stammefolk og opholde os en uges tid hos dem hver. Jeg vil ud til nogle af de fjerneste landsbyer, som er så lidt berørt af civilisationen som muligt. Og jeg vil prøve at dokumentere nogle af deres meget specielle ritualer på film og billeder. Bunden i vejret En times tid efter at vi har forladt civilisationen, begynder mørket at falde på. Bilens lygter fanger mænd og drenge, som er på vej hjem med kvæget. Dyrenes brølen blander sig med bilradioen og den monotone motorstøj. Jeg nyder solnedgangen gennem sideruden og ænser knapt, at Asrat bakser med at finde en klar radiofrekvens. Sekunder efter registrerer jeg, at bilen er på vej ud i rabatten. Hey! råber jeg overrasket, og Asrat forsøger øjeblikkeligt at rette op. Men hans bevægelse er for voldsom. Vi slingrer faretruende fra side til side, og så sker det uundgåelige: Vi ruller rundt, glas splintrer, verden vender skiftevis op og ned, indtil bilen endelig ligger stille på min side. Asrat kan ikke holde fast og falder ned over mig. Jeg husker ikke, hvordan vi kommer ud; alt går så stærkt. Provianten og dunkene fra taget ligger spredt omkring bilen, og diesel flyder ud. Toyotaen er totalskadet, og motoren brøler og ryger voldsomt, indtil vi får slukket for den. No, noo! skriger Andualem og ser vild ud i øjnene. Asrat går i panik og forsvinder ind i krattet. Jeg bevarer roen og forsøger at trøste min ven, mens jeg masserer min ømme skulder og tænker, at det var et mirakel ingen af os kom alvorligt til skade. Asrat har jeg aldrig set siden. 11

Syndflod En lastbil giver os et lift til landsbyen, hvor vi underretter Andualems familie, inden nyheden om ulykken spreder sig. Foran det lille hus tager børnepasseren imod os med ordene: Din kone er på politistationen. Der har været indbrud. Vi kigger på hinanden, totalt uforberedte på denne besked, og pludselig flækker vi af grin. Vi kan ikke styre os længere. Det er bare for meget! Men der intet, som en kasse øl og lidt sjov tobak i gode venners lag ikke kan kurere. Et par dage efter har vi ny bil, ny chauffør og nye solbriller. De andre blev knust sammen med Andualems drømme om egen virksomhed. Nu er han atter afhængig af at hyre bil fra andre, og de tager sig godt betalt. Men begge er vi fast besluttede på at gennemføre ekspeditionen, koste hvad det vil. Nu er der jo snart ikke mere, som kan gå galt, vel? Jeg lægger ud med at konfiskere chaufførens khat for at sikre mig, at han er 100 % fokuseret på sin kørsel. Yderst upopulært. Dernæst tjekker jeg, at sikkerhedsselerne virker i denne bil. Og så er vi klar igen. Vi følger planen og kører mod den sydlige Omodal i håb om inden aften at nå frem til den samme hamerlandsby, som jeg besøgte for to år siden. Vi har fået oplyst, at landsbyen forbereder en manddomsprøve. Det er et helt specielt ritual, som det ikke lykkedes mig at opleve sidste gang, og denne gang vil jeg ikke vil gå glip af det. Men de tunge skyer i horisonten er ikke sådan at diskutere med, og vi forsinkes af adskillige regnbyger. Efter 10 timers kørsel stopper bilen pludselig, og den monotone hoppen forsvinder. Chaufføren hamrer frustreret en knytnæve i rattet. Den hullede jordvej har forvandlet sig til et frådende mudderhul, som selv vores firhjulstrækker må se sig besejret af. Andualem stiger ud med en lommelygte i den ene hånd og en skovl i den anden. Bilens forparti er sunket godt ned i pløret. Dækkene finder intet at gribe fat i. Regnen siler ned, og 10 meter længere fremme løber en mindre flod tværs over vejen. Vi må vente til regnen i bjergene stopper, konstaterer Andualem med sindsro. Jeg finder endnu en skovl, og sammen graver vi hjulene fri. Tomgang og tallerkennegre Radbrækket prøver jeg at finde en komfortabel stilling, men det er umuligt at sove. Vi er mindre end to timers kørsel fra landsbyen, hvor festlighederne nok allerede er gået i gang. Frustrerende. Det Det er anstrengende at dokumentere livet hos stammerne men til tider også sjovt! var planen, at vi skulle sove der i nat, men i Omodalen går det sjældent som planlagt. Det vidste jeg på forhånd. Alligevel valgte jeg en af de mest afsidesliggende landsbyer, som meget sjældent får besøg. Vil man gøre det mindre besværligt for sig selv, kan man besøge de landsbyer, som ligger nær vejen. De er til gengæld vant til turister den slags som bliver en ½ times tid og betaler for at tage nogle hurtige billeder sammen med de indfødte. Det ødelægger landsbyerne og deres indtryk af omverdenen, og det vil jeg ikke bidrage til. Tidligere på dagen passerede vi en gruppe mursier, som sprang ud på vejen i fantastiske kostumer og begyndte at danse i håb om at tjene en skilling. De er meget særprægede og fotogene. Mursiernes kvinder har store huller i ørerne og læben, som fyldes ud med træ- eller lerskiver. Nogle er helt op til 15 cm i diameter, og derfra stammer betegnelsen tallerkennegre. Det var dengang, man ikke var så politisk korrekt. For os ser det vanvittigt ud, men hos mursierne er det et skønhedstegn. En sådan forestilling er nok til at tilfredsstille de fleste turister. Men jeg vil have den ægte vare, og derfor sidder jeg fast i et mudderhul. Jeg forbander min stædighed, men kommer så i tanker om, at netop denne drivkraft har givet mig de mest fantastiske oplevelser verden over. Eventyret begynder oftest der, hvor vejen slutter. Tynd kaffe og knogler Omsider falder jeg i søvn på bagsædet. Da jeg vågner igen, er det stadig mørkt, men regnen er stoppet. Vandstanden i floden er faldet, og en times tid senere forcerer vi vandmasserne. Klokken er 3, da vi ankommer til landsbyen. Hamerfolket lever meget primitivt. Jeepens forlygter afslører en gruppe stråhytter omkring en åben plads. Det svage skær fra et ildsted forsvinder bag en flok slanke silhuetter; tre mænd er kommet ud for at modtage os. Jeg får øje på Nielaman, som jeg boede hos i 2011. Han genkender også mig og byder mig velkommen med et bredt smil og et gedigent håndtryk. Jeg bliver høfligt henvist til en lille hytte. Den er sparsomt møbleret med to primitive træsenge og et bord. På den ene seng ligger en mand og sover. Her lader ikke til at være myg, og det skulle ikke være højsæson for malaria. Jeg dropper myggenettet og falder udmattet om på den anden seng. Allerede klokken 5.30 vågner jeg efter en urolig nats søvn. Det klør over hele min krop, og jeg tæller 18 myggestik. Andualem stikker hovedet ind ad døren og forklarer, at min sidemand på sengen har malaria. Storartet. Kunne han ikke have sagt det, inden jeg lagde mig til at sove? Nysgerrigheden, over hvad dagen vil bringe, overvinder dog hurtigt bekymringen over, om en af de 18 myg var bærere af parasitten. Vi samles i Nielamans hytte, der består af ét stort rum, som er meget mørkt og tilrøget. Den eneste lyskilde er gløderne fra det åbne ildsted. Der går nogle minutter med at vænne sig til mørket. Landsbyen får sjældent besøg, så glæden og nysgerrigheden er stor. 10 par store øjne stirrer på mig, og jeg stirrer tilbage. Det er som at træde tilbage til stenalderen. Mænd, kvinder og børn sidder langs væggene. De bærer sparsomme trevler af dyreskind på kroppen. Kvindernes udsmykning består af armringe af metal eller fletværk. Det 12

slår mig straks, hvor ordentligt hytten er indrettet. Alt har sin plads, og intet ligger og flyder. Gulvet er af jord, men nyfejet og fint. På ildstedet står en stor metalkedel og koger. Den har Andualem nok haft med. Denne gang havde vi 50 kg ris og 20 kg kaffeskaller med som gave. Risene er et vigtigt supplement til deres kost, og kaffeskallerne er ved at blive serveret. De koges med vand til en lysebrun væske, som hældes op i en flækket græskarskal på størrelse med en halv fodbold. Skallen går rundt, og vi drikker efter tur. Det smager af korn og kun en anelse af kaffe. Nogle afpillede dyreknogler på et træfad bydes rundt. En kvinde maler majskorn til mel mellem to sten, mens hendes bare bryster dingler frem og tilbage. Nielamans familie snakker lavmælt med hinanden og kigger på mig. Det er ren idyl. Masser af masaer Stilheden brydes gradvist af sang og truthorn. Festen er ved at begynde, og folk ankommer i stort tal fra nabolandsbyerne. Alle er for længst oppe for at forberede tyrespringet, som skal finde sted inden solnedgang. Hos hamarfolket er tyrespring en manddomsprøve, som alle teenagedrenge skal igennem. De vinder agtelse og accepteres ind i mændenes rækker. Under et halvtag af palmeblade sidder en stor gruppe unge mænd. De er masaer dvs. ungkarle, som selv har gennemgået ritualet. Nu rejser de, indtil de bliver gift, fra landsby til landsby for at hjælpe andre drenge igennem ritualet. Jeg lægger det ene kamera fra mig og filmer dem med det andet. De forstår hurtigt magien i kameraet og jeg fotograferer ivrigt. En gruppe halvnøgne piger danser udfordrende ind i mængden, mens de synger og trutter monotont i deres horn. De hviner, da de fotograferes og ser sig selv på displayet til stor morskab for drengene. Med besvær får jeg kameraet tilbage, og masaerne stiller straks op til gruppefotos med fjollede grimasser. Det er sjovt, og tiden flyver afsted. Vi kommunikerer uden at tale samme sprog. En gruppe af ældre mænd betragter os lidt på afstand. De er småfulde, men for gamle til at fjolle rundt. I stedet kigger de dybt i lerkanderne, som i morges var fyldt med en gæret drik. Mændenes traditionelle klædedragt er suppleret med en AK47. Den har desværre fundet indpas hos mange stammefolk pga. konflikten i nabolandet Somalia, som destabiliserer hele Afrikas Horn. Når drenge bliver til mænd Midt på eftermiddagen samles vi alle på den store plads omkring en portal af grene. En tyr trækkes symbolsk igennem, og sådan viser hamerfolket deres respekt for dyret, som de er helt afhængige af for at overleve. Nogle unge kvinder overrækker tynde grene til udvalgte masaer. Modvilligt lader mændene grenene svirpe hen over kvindernes nøgne rygge, men kvinderne fortrækker ikke en mine. Dette lille ritual er en forsmag på, hvad der venter dem, den dag de skal giftes. Ryggene på gifte kvinder er fyldte med lange ar efter piskeslag. Det er et tegn på opofrelse og hengivenhed over for sin mand og sin stamme. Jo mere smerte hun udholder, jo stærkere bånd knytter hun. Det forventes til gengæld, at manden vil beskytte hende med sit liv. Kærlighed gør i sandhed ondt. De andre masaer er travlt optaget med at indfange 16 tyre, som går frit rundt i området. Det tager sin tid. De er dygtige cowboys, som tager tyrene ved hornene og indfanger dem til ritualet. Derefter stilles tyrene på rad og række, mens andre mænd sørger for, at de ikke stikker af. En gruppe kvinder danser glade rundt på pladsen. Resten af landsbyen og alle gæsterne danner ring omkring pladsen, danser og sørger samtidig for, at tyrene ikke kan stikke af. Når alle tyrene endelig er samlet, ankommer ritualets midtpunkt: En dreng, som vel er omkring 15 år, står klar. Han er helt nøgen, men det lader ikke til at genere ham det mindste. Masaerne sørger for at tyrene står helt tæt og nogenlunde stille. Så sætter drengen i fokuseret løb, mens vi alle hujer i begejstring. Ubesværet springer han op på ryggen af den første tyr og fortsætter i elegant løb hen over ryggene på de 15 andre, inden han springer ned på den anden side. Falder drengen, eller mislykkes han med sine løb, er han til stor skam for landsbyen og sin familie og sig selv. Det er fascinerende at betragte, hvordan alle er fokuserede på ritualet. Der er ingen tvivl om, at det styrker landsbyens sammenhold. Drengen drejer rundt og gentager tyrespringet nu i omvendt rækkefølge. En tyr flytter på sig, drengen mister kortvarigt fodfæstet og er nær ved at falde ned mellem de store dyr. I sidste øjeblik genfinder han balancen og klarer skærene. Den genstridige tyr får et dask af en masa og retter ind. Først efter syv løb stopper drengen, og tyrene slippes fri. Han har gennemført ritualet med bravur, for Omodalen i Etiopien I landsbyerne tales kun stammesprog. En tolk gør det langt nemmere at blive accepteret af stammerne. De finder på mange mærkværdige ting, som kræver en forklaring. Ligeledes vil de have mange spørgsmål til dig. Jeg betalte 120 USD per dag for en erfaren tolk, chauffør og firhjulstrækker. Det var en vennepris. 150 USD er mere almindeligt. Ud & hjem igen: Fly København-Addis Ababa fås fra ca. 4.150 kr. t/r. Herfra indenrigsfly til Arba Minch og derfra bil til landsbyen Jinka. Her er de fleste faciliteter, så det er en god base. Årstid: Undlad at rejse i april-maj og oktober-november. Det er de vådeste måneder, hvor mange veje oversvømmes og bliver ufremkommelige. kun fire løb er påkrævet. Nu betragtes han som en mand. Hans familie kan være stolt. n Søren Bonde har medlemsnr. 158 og er eventyrer, foredragsholder og producent for Kipling Travel. Hans rejser er ofte strabadserende ekspeditioner til svært tilgængelige områder. Læs mere om ham på vagabonde. dk. Grødfest. 13

Poesi i sand Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen Navnet Sahel har en sælsom klang af mystik. Det er i Saharas udkant, på grænsen af Malis uendelige ørken i hjertet af Vestafrika. Langsomt forsvinder byen Timbuktu i horisonten dens sandede gyder, adobestenshytter og de længselsfuldt brægende geder. Kamelerne sætter deres store bløde fødder i det pulsende fine sand med rolige, regelmæssige skridt. Ørkenens skib vugger af sted i et tempo, som havde den al den tid, der findes i verden. Kameldriveren er tuareg og udstråler ro og værdighed langt ind i sjælens dyb. Hans solbrændte hud og hærgede ansigt skimtes under den specielle ørkenturban. Han gør alt med tålmodighed og rolige, velovervejede bevægelser. De barkede hænder vidner om mange år på dette ugæstfrie sted. De er ørkennomader, der ikke accepterer landegrænser, et folk uden tilhørssted. Som ørkenens sigøjnere lever de en barsk og ensom tilværelse i denne knastørre ødemark. Midt på dagen steger solen hedt og ubarmhjertigt, lyset er hvidt og skarpt og får øjnene til at løbe i vand. Heden er ulidelig og nådesløst brændende. Sidst på eftermiddagen føles det, som om sceneriet er pudret i kanel, og alt har fået en gylden varm farve. Lyset og vinden smyger sig om en, og man kærtegnes blidt i deres favn. Ens tidsog orienteringsevne forsvinder der er kun solen og nuancerne som pejlemærke. Det føles, som opsluges man af et mystisk væsen, der holder én fast i sit greb og ikke slipper igen. Det forfører og hypnotiserer, uden at man opdager det. Ahmed beder i den sene eftermiddags bløde lys. Han stiger ned fra kamelen og knæler ydmygt i det bløde sand med sit vejrbidte ansigt mod Mekka. Sagte lyde og mumlen slipper ud mellem hans læber. Vi iagttager ham med et strejf af ærefrygt. Kamelerne udstøder en gurglende lyd helt nede fra maven, de kigger på én dovent med dybe øjne fulde af ro, indrammet af elegant buede øjenvipper, mens de små buskede ører irriteret virrer fluerne bort. Langt ude i evigheden Vi kommer til lejren i aftenskumringen. Man kan ikke se byen mere, der er intet lys ud over en bleg måne, og 360 grader rundt er ørkenen det samme skue. Sanddyner med tør vegetation i bleggrønne og brune nuancer badet i sælsomt lys. Vi bliver tilbudt et kamelskindstelt, men vælger at sove under åben himmel under en stjernehob så enorm, at man bliver helt tavs. Vi ligger på vores sivmadrasser, da den tørre kulde i ørkenen sætter ind. Mørket falder på og mælkevejens tågede, gigantiske stjernetæppe er bredt ud i hele sin vælde. Jeg lytter til de fremmedartede lyde, skutter mig, gyser og kryber tættere ind til min ven, der ligger ved siden af i dunsoveposen. Er lidt ængstelig for at overnatte i dette for os nordboere ukendte miljø. Et anstrøg af frygt sniger sig ind. Hvem eller hvad går rundt ude i sandet om natten? Hvad ved vi om ørkennomader og stjernenavigation? Vi er på udebane i et fremmed miljø. Her er stort, så stort at man føler sig lille, bange og forsvarsløs i denne uendelige ødemark. Disse mennesker er født her, ørkenen er deres hjemsted og revir, deres fødeby og barndomsminder hele deres sjæl. Nogle 14

Kamelen, ørkenens skib, har i århundreder båret salt fra Timbuktu og op nordpå i Malis ørken, og man værdsætter dem for deres helt særlige nøjsomhed i ørkenen. Tre dage i ørkenen uden for Timbuktu blev en oplevelse, der gjorde indtryk. af dem har knapt oplevet civilisationen, og de vil altid foretrække de store vidder og dens uophørlige stilhed. Tæt på skabelsen, tæt på naturen og denne øredøvende tavshed, som man kun finder i ørkener og verdens store bjergkæder. Det store intet, intetheden i dens mest enkle og rendyrkede form. Et land uden grænser, uden for tid og rum en anden dimension. Familiens overhoved kommer og hilser på. Han har bemærkelsesværdigt smukke klare øjne med en sjælden dybde, der kun ses hos mennesker, der er i fuldkommen fred og harmoni med dem selv. Jeg tager mig selv i at svømme væk i hans øjne og hans regelmæssige ansigtstræk. Man taler sammen om livets store spørgsmål herude, for der eksisterer ikke andet end tid. Tid langt ud i evigheden og til verdens ende. Naturen i sin mest uspolerede udgave man dyrker stilheden som en Gud her under stjernerne. De er sofistikerede mennesker disse tuareger, ja, de virker næsten en smule overjordiske. Med værdighed og sindsro Vi får morgenmad serveret under den opstående sol, lyset er igen blevet skarpt. Nattens trylleri er forsvundet, afløst af morgengryet. En rund bakke af blomsterprydet emaljeret stål med tørt brød, smør, marmelade, te med sukker og mælkepulver. Måltidet bliver næsten til en ceremoni i sig selv. Tildækkede kvinder ankommer og breder deres klæder ud over sandet De viser os deres håndlavede smykker. Sorte og indigoblå glasperler og kors i tuaregsølv med sirligt udførte ciseleringer. Vi aner hurtigt en særegen stolthed. Da vi prøver at forhandle os til en billig pris, er man vedholdende. Ikke som i byen, hvor vi kan stramme den lidt, og alligevel kan komme derfra med et smykke til billige penge. Man er selvbevidst her, og smider ikke sine ting ud til popsmarte turister, der ikke vil betale prisen for kvalitet. Så vi kommer ikke til at hænge et kors i tuaregsølv om halsen. De er for værdige til den slags, og pakker deres kunst sammen igen med sindsro. Ahmed sadler sine kameler med samme omsorg og blidhed, som skulle han pusle et spædbarn. Man nærer dyb kærlighed til sine dyr herude, kender deres værd, og ved, at man intet er uden sine last- og ridedyr. Ørkenens skib har betydet alt i århundreder, lige siden man begyndte at transportere salt ad karavanevejene i denne udpost på kanten af den vældige Saharaørken. Man gør det selv den dag i dag. Saltkaravaner med op mod 50 kameler drives de små 1.000 km og de 16 dage under den ubarmhjertige sol gennem vældige sandklitter for at sælge den kostbare last i Timbuktu. Et sjældent øjeblik af magi Vi rider langsomt ud i den nøgne ørken. Rumperne smerter på de hårde og ubekvemme træsadler og de uvante bevægelser af de store dyr, der roligt trasker af sted. Vi rider ud til et lille, ensomt træ, der ikke er meget andet end et par sprøde stilke, der stikker op af sandet. En smal bræmme af skygge er at finde på den ene side af træet. Her slår vi lejr, og Ahmed samler kviste til et beskedent bål. Han tilbereder maden, og vi indtager et simpelt måltid bestående af kogte ris og fisk i et stålfad. Vi deles om samme skål. Det er intimt at spise af samme skål. Det er privat og blufærdigt, og alligevel så underligt tæt og trygt. Min ven tager et billede af ørkenen i sepia. Han indstiller kameraet og indfanger et tidløst, magisk øjeblik med et knitrende tørt, lille træ på en ensom forhøjning i sandet. Billedet ligner et ældgammelt fotografi fra en for længst svunden tid et splitsekund, et øjeblik i verdenshistorien, som aldrig vender tilbage. Ahmed brygger te i en lille mørkeblå, emaljeret tekande. Vi er vidner til en teceremoni, der tilberedes og udføres med næsten kongelig værdighed. Han blander sukker i den stærke sirupsagtige drik, lader den trække, og byder os den i et enkelt lille glas. Den kogende stærke te svider i halsen og giver en eftersmag af skrapt peber, der prikker på tungen. Efter tredje rundes opblanding med kogende vand, bliver den behagelig og mere afrundet i smagen. Det vigtige aspekt er det sociale. Man deler glasset og er på en eller anden forunderlig måde sammensmeltet for altid. De mennesker man har delt den med, er blevet ét med én. Tidløshed under stjernerne Ud af intetheden står der pludselig et menneske i sandet. Han er ankommet lydløst som et genfærd han er som 15

Tuaregerne i Mali Tuaregsølv er en legering af sølv og kobber og har en gylden farve. svævet henover sandvidderne. En ung tuaregmand i strålende blå flagrende gevandter, der vejrer i den lette vind. Han sætter sig ved os og er der måske en halv time. De udveksler vel højst ti ord de to han og Ahmed. Tiden står stille, ord er overflødige. Han bydes på te i det lille glas. De taler så sagte sammen, at det kun føles som en hvisken. Ingen af dem hæver stemmen fra det leje. Ordene bliver båret af vinden, siger min ven drømmende og er tydeligt rørt over det unikke i situationen. Dette er poesi. Så storslået, smukt og enkelt, at jeg mangler ord til at beskrive det. Det er hele sceneriet. Et spøgelsesvæsen dukker op af ørkensandet, drikker sin te, siger ti ord så sagte som vindens raslen i de tørre buske og forlader os igen, lige så lydløst som han kom. Jeg følger ham betaget og målløs med øjnene, til han forsvinder bag en sandklit. Ahmed blander sukker i teen og hælder den i lange stråler ned i en kop. Jeg er et andet menneske bagefter der er sket et eller andet med mig. Jeg er blevet rigere og større, tættere på universet og på at forstå. Hvad er ro? Hvad er harmoni? Skal man sidde i ørkensand for at forstå det helt ind i benmarven? Det er et af de fuldkomne øjeblikke, som gør, at man en dag måske får lettere ved at forlade denne Jord. Ahmed banker tekanden mod en sten, så de våde teblade falder ud. Han slukker bålet og pakker sin kamelskindsvadsæk. Kamelerne har fået lov at gå frit og tage føde til sig. Træsadlerne har stået dekorativt i sandet. Han går mod solnedgangen for at finde sine dyr vi kan ikke få øje på dem ude i horisonten i det skarpe modlys. En halv time senere kommer han traskende med dem, sadler op, og vi begiver os af sted til lejren under stjernerne. Sindet er blevet udvidet, og verden bliver aldrig helt den samme igen. n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er journalist og medredaktør af Globen. Artiklen blev til efter en tre måneder lang rejse i Vestafrika, herunder til Mali, i begyndelsen af 2009. En kortere engelsk version kom i maj 2014 på en fjerdeplads ud af 505 deltagende rejseessays i skrivekonkurrencen Inspiration Travel Writing Contest 2014, arrangeret af WeSaidGoTravel.com. Anette er netop flyttet til Cairo for at studere videre. Læs mere om Anette på www.inkapigen.dk. Tuaregerne eller det blå folk er et nomadefolk, der er en del af berberfolket. Tuaregerne udvandrede fra det nordlige Afrika til Sahelområdet omkring 400-tallet. Tuaregerne er ud over deres sprog karakteriseret ved at bære en blå eller indigofarvet beklædning, som også har givet dem navnet eller tilnavnet det blå folk. Det skønnes, at der findes omkring 1,2 millioner tuareger i Sahelområdet, som strækker sig mere end 6.000 km tværs over Afrika. Ud & hjem igen: Fly København- Bamako i Mali fås fra ca. 6.750 kr. t/r. Lokal transport: De fleste tuareger i Mali bor i området omkring Timbuktu, og turen hertil går fra hovedstaden Bamako til Mopti med bus. Herfra kan man leje en personbil med chauffør til Timbuktu, hvor man undervejs krydser Nigerfloden med en flodpram. Turen koster nogle få hundrede kroner. Logi: Det er billigt at bo i Timbuktu, og man finder nemt overnatning for under 100 kr. Mange af bygningerne er adobestenshuse, der er dejlig svale i varmen. Souvenirs: Tuaregerne i Sahelområdet er især kendte for deres smukke sølvsmykker, kaldet tuaregsølv. Det er en legering af sølv og kobber og har en særlig gylden farve, og for dette folk indikerer smykkerne rigdom, position og oprindelse. Smykkerne kombineres ofte med perler, og særligt tuaregkorset menes at have en beskyttende evne og bæres stadig af tuaregerne i dag for deres skønhed og magiske kraft. 16

Charmerende og nysgerrige unger. Mit liv som narkosesygeplejerske i Congos jungle I 2009 flygtede godt 60.000 mennesker pga. uroligheder mellem to rivaliserende stammer over Congofloden fra Den Demokratiske Republik Congo til junglebyen Bétou i det mindre land Congo Brazzaville også kendt som Republikken Congo. Læger Uden Grænser genåbnede et projekt for at tage sig af de mange sundhedsmæssige udfordringer, der opstår, når antallet af indbyggere i en by pludselig mangedobles. Tekst & FOTOS: Anja Stubager I 2012 har jeg kørt syv timer gennem junglen fra nabolandet Den Centralafrikanske Republik (CAR) i en af Læger Uden Grænsers firhjulstrækkere. Undervejs skiftes bilen ud med en pirog, en lang smal kano hugget ud af en træstamme, for at sejle over Ubangi, en af Congoflodens mange bifloder. På den anden flodbred holder en ny firhjulstrækker klar til at køre mig de sidste timer til min destination Bétou. Vejen er en smal, hullet jordvej med tæt jungle på begge sider. Indimellem dukker små rydninger op, hvor traditionelle lerog stråhytter danner små landsbyer, flere er beboet af pygmæer. Alle steder bliver der vinket og smilet til min chauffør og mig, selv om vi er nær ved at ramme geder og høns, som intetanende om den nært forestående fare går rundt midt på vejen i jagten på lækkerier i de mange mudrede vandpytter. Hospital i junglen Hospitalet, jeg skal arbejde på, er lille og velfungerende. Jeg skal bedøve for et lille kirurghold, som alle er lokale. Det er første gang, jeg arbejder med kirurger, der ikke er expats, men det er en fornøjelse. Vi begynder hver morgen med kaffe og morgenbrød. Hyggefaktoren er høj, og der fortælles vittigheder, diskuteres politik og religion, og der grines så højt, at det næsten overdøver de fødende kvinder. For her føder man sit barn uden mulighed for smertelindring. De fleste nætter vågner jeg ved, at vagten banker på min dør og siger, der er brug for mig på hospitalet. Det er altid en fødende kvinde, hvor barnet er umulig at få ud på normal vis, og derfor skal hun bedøves til et kejsersnit. Så er det med at komme hurtigt i tøjet og ud til firhjulstrækkeren, der er klar til at køre mig igennem Congos kulsorte nat. Pga. regntiden er de røde jordveje mange steder forvandlet til tyk, sej mudder, som gør det svært at passere selv med en erfaren chauffør og en kraftig firhjulstrækker. Jeg er narkosesygeplejerske og derfor den første, der bliver hentet af det lille kirurghold for at tilse kvinden, få hende bragt til operationsstuen og være klar til at lægge rygmarvsbedøvelsen i det øjeblik, jeg ved, kirurgen er ankommet. Der er ikke et eneste overflødigt kg på kvinderne, hvilket dermed gør det let for mig at finde det mellemrum i ryghvirvlerne, som jeg skal stikke ind i med en speciel kanyle for at sprøjte bedøvelse ind i rygmarvskanalen. Svære fødsler Selv om det altid er akut, føles ventetiden på resten af kirurgholdet nogle gange næsten ubærlig. Hvis jordmoderen har konstateret en svag hjertelyd hos det endnu ufødte barn, er det med hjertet oppe i halsen, minutter der føles som timer og bekymrede blikke, der udveksles henover operationsmasken. I de situationer er det afgørende, at barnet kommer 17

Pygmæer Ordet pygmæ stammer fra navnet på et kort folkeslag, pygmaioi, i græsk mytologi. Pygmæer er lette at kende pga. deres lave højde: 120-150 cm for mænd og lidt mindre for kvinder. Betegnelsen pygmæ betragtes ofte som nedsættende, ikke mindst af pygmæerne selv, som hellere vil betegnes efter, hvilken stamme de tilhører. Junglebyen Betou. De afrikanske pygmægrupper bebor urskovsområderne i Centralafrika. Det anslås, at der findes mellem 250.000 og 600.000 pygmæer. De lever først og fremmest af jagt og indsamling og kan inddeles i tre hovedgrupper: Den vestlige gruppe (aka- og binga-stammerne) findes i grænseområdet mellem Cameroun, Congo Brazzaville og Den Centralafrikanske Republik samt i Gabon. Den østlige gruppe (mbutistammen) lever i Ituriskoven i den nordøstlige del af DR Congo, og den centrale gruppe (twa-stammen) i den centrale del af DR Congo samt i Rwanda og Burundi. Sprogligt adskiller de afrikanske pygmæer sig ikke fra nabofolkene. De har altså ikke et eget sprog. Min lille patient er ved at vågne efter bedøvelsen. hurtigt ud ved kejsersnit, hvis det skal have en chance for at overleve. Når man er tilknyttet et kirurgprojekt med fødsler, kan det ikke undgås, at man indimellem står med døde spædbørn. De gange, jeg har hjulpet barnet med at trække vejret, fordi hjertet stadig slår, men det ikke selv kan trække vejret, er det meget svært at holde op. Jeg ved nemlig, at når jeg stopper med at puste luft ned i barnets lunger, vil hjertet holde op med at slå kort efter. Men det er en rolig død, og det bedste at gøre et sted som her. Der vil ikke være nogen mening i at lade et barn overleve, der måske vil være stærkt hjerneskadet. Kvinderne er unge, når de får deres første barn, nogle bare store teenagere, og det er ikke ualmindeligt, at de har 10 graviditeter bag sig, når de er fyldt 30. Gentagne spontane aborter og dødfødte børn kender alle kvinderne til. En af byens mange pygmæer. Vi så altid lige nysgerrigt på hinanden. Traditionen byder kvinden at få mange børn, da det giver respekt i landsbysamfundet og kan sikre hende imod, at manden forlader hende til fordel for en anden kvinde, hvis hun ikke føder ham nok børn. Efter to kejsersnit er det ikke længere tilrådeligt at føde på normal vis, og hvis en kvinde får tre kejsersnit, anbefales det, at hun bliver steriliseret, da endnu en graviditet kan være på bekostning af hendes og barnets liv. Men desværre er det ikke alle, der ønsker dette eller får deres mands tilladelse til at blive steriliseret. Mit yndlingssted I forhold til tidligere missioner, jeg har været på, er området her ved Bétou så fredeligt, at jeg kan gå rundt alene, så jeg strejfer omkring i stor stil. Mit yndlingssted er ved floden med den smukke udsigt til det store DR Congo. Hvis netværket Moderne genetik har fastslået, at pygmæisme styres af et enkelt gen. Ved graviditet mellem en pygmæ og et medlem af de omkringliggende stammefolk, vil barnet enten blive pygmæ eller tilhøre den anden stamme barnet vil aldrig blive en mellemting. På min rejse fra Den Centralafrikanske Republik til Congo Brazzaville passerede jeg flere landsbyer, hvor en del var beboet af pygmæer. Og der fandtes også en del pygmæer i Bétou. Pygmæer betragtes generelt som andenrangsmennesker og sidestilles med dyr pga. deres livsstil i junglen. De risikerer at blive slået ihjel, kvinder voldtaget og de udsættes ofte for diskrimination. Så det er hårde odds, de lever under. 18

Congo Brazzaville Piroque - det foretrukne transportmiddel på Oubanguifloden. Ud & hjem igen: Fly København- Brazzaville fås fra ca. 7.850 kr. t/r. Men i forhold til Bétou, hvor jeg boede, ligger hovedstaden Bangui i Den Centralafrikanske Republik nærmere. Fly København-Bangui fås fra ca. 9.450 kr. t/r. Jeg sejler over en af Congo flodens mange sidegrene. Lasten flyttes ved ren man power. Mange forskellige skibe af varierende kvalitet lagde til ved flodbredden. er nede, så mobilen ikke virker, har de på hospitalet fundet ud af, at det er her de kan finde mig. Så kommer der en pygmæ på sin cykel og henter mig. Der er altid livlig aktivitet ved floden. Kvinderne står i vand til knæene og vasker tøj, potter, pander og børn, og jeg imponeres igen og igen over, hvordan de med ubesværet elegance kan balancere op ad en stejl skrænt med en 26 liters vanddunk på hovedet, et barn på ryggen og dagens vask i en balje under armen. Ungerne er dog heller ikke meget andet end lige begyndt at gå, førend de øver sig med små ting. I en alder af fire år evner de at balancere rundt med en fyldt vaskebalje på hovedet. Tit er der et par smådrenge nede og hente vand i de samme tunge dunke, som de bærer på den ene skulder. Det er forståeligt, at de får en yderst veludviklet muskulatur! Hver dag oplever jeg noget nyt, når jeg går på opdagelse og falder i snak med folk på mit gebrokne fransk. Jeg er hurtigt blevet et kendt ansigt i byen, og mange hilser mig ved navn eller et bonjour anesthétiste. En dag befandt jeg mig pludselig midt i en gadefest. Hvordan det kom sig, er jeg lidt usikker på, men inden jeg fik set mig om, havde jeg et bastskørt bundet om livet og rystede løs med min lille flade dansker popo til afrikanske trommerytmer. Sjovt har det sikker set ud, og det vakte stor begejstring. Mit hus i Congo Jeg bor i mit helt eget hus med forhave, stue, badeværelse vel at mærke uden rindende vand veranda og gæsteværelse. Vagterne varmer en gang imellem en spand vand til mig over deres bål, så badet ikke bliver så koldt. Om aftenen sidder jeg på verandaen i pandelampens skær og føler mig meget Karen Blixenagtig. En gang imellem er jeg dog nødt til at bevæbne mig med kost og insektspray for at nedlægge større flyvende insekter, der ødelægger min aftenro, når de flakser rundt om den søvnige elpære. Vagterne har dog tørt kommenteret, at det ikke er farlige insekter, jeg er i kamp med. De eksotiske rejsemål har heller aldrig helt passet sammen med min neurotiske angst for diverse kryb! n Anja Stubager var udstationeret i Bétou i Republikken Congo i 2012. Hun har medlemsnr. 502 og har til dato besøgt fire territorier og 61 lande på seks kontinenter. 19

Blandt kannibaler på indonesisk Ny Guinea Indonesien og lokale stammer var ikke noget nyt. Vi havde besøgt Indonesien og de lokale på flere af øerne flere gange tidligere og bl.a. deltaget i en begravelsesceremoni for en torajahøvding på Sulawesi. Vi forventede store oplevelser i Papua dengang i 1991 kendt som Irian Jaya og det skulle vise sig, at vi på ingen måde blev skuffede. Faktisk følte vi os lidt, som om vi var ægte opdagelsesrejsende. Tekst & FOTOS: Jan Lauridsen Turen gik over Singapore, hvor vi slappede af et par dage og justerede os til tidszonen og det tropiske klima. Herfra videre til Jakarta og igen et flyskifte inden de 3.500 km til provinshovedstaden Jayapura, som ligger flot på en bjergskråning med udsigt over en bugt, hvor der under 2. Verdenskrig var store kampe, da amerikanske tropper indtog de japanske besættelser. I dag ser man naturskønne strande i overflod og enorme strækninger af sumpområder. Øen Ny Guinea blev opdaget i 1545 af den spanske søfarer Ynigo Ortiz de Retes. Papua Ny Guinea er en selvstændig stat på øens østlige halvdel, mens Papua (dengang kaldet Irian Jaya) ligger på den vestlige halvdel og er Indonesiens største provins på omkring 410.000 km 2. Mere end 75 % af landet er dækket af tætte tropiske skove. Den samlede befolkning er omkring 1,5 millioner mennesker, og dermed er området meget tyndt befolket med en gennemsnitlig befolkningstæthed på knap tre personer per km 2. I Papua mærkes naturens storhed. Junglerne er blandt de vildeste og mest uigennemtrængelige i verden. Inde i landet er høje bjergrygge, som kan være sneklædte. Den højeste top på den centrale bjergkæde er på 5.500 meter. Ved foden af bjergkæderne finder man græsklædte enge og floder, som skærer sig gennem de mørke skove. I 1991, da vi rejste dertil, var der kun ganske få jordveje omkring de lokale lufthavne, som kun kunne beflyves af små propelfly. I dag er lufthavnen i Wamena udvidet og beflyves af regionale jetfly. Byen har også et par moderne hoteller. Vi fløj i et mindre tomotorers propelfly fra Jayapura til Wamena, som er en by eller snarere en handelsstation. Wamena ligger i dalen i 1.650 meters højde. Vi landede på et dirt track på en slags eng. Der var en del lokale og nogle husdyr på området. Her mødte vi vores guide Nico og hans lokale bærer fra danistammen. Nico var også fra danistammen og havde familie i en af de nærliggende landsbyer. Han havde gået nogle år på missionsskole og dermed lært indonesisk. Dette var vores mulighed for kommunikation. Nico var så også tolk mellem os og de lokale. Nico var klædt i T-shirt og shorts og ellers barfodet. Sko brugte danierne ikke, men da vi rejste, spurgte Nico om han kunne få mine sneakers, som for ham var et uopnåeligt gode. Vores bærer var en kriger, der bar et drabeligt spyd samt et penisfutteral og ellers intet. Det var da lidt af en modtagelse! Overnatning i junglen Vi lagde ud med en første vandretur i lavlandet og besøgte en landsby, hvor vi overnattede i en stråtækt lerklinet hytte af samme type, som de lokale boede i. Vi havde heldigvis let tropeovertrækstøj, som isolerede os lidt fra lergulvet. Fra klokken 18 til 6 morgen var det bogstavelig talt kulsort, og vi kunne ikke gøre andet end at ligge og lytte til alle nattens lyde insekter og andre dyr, som kriblede og krablede rundt om os. En af hytterne fungerede som opholdsområde, og her spiste vi stegte grøntsager og skaldyr fra floden. Det smagte faktisk ganske udmærket. I rygsækken havde vi medbragt cola, som gjorde rigtig godt for maven. De næste dage begav vi os på tur op i højlandet ad små stier. På et tidspunkt drev tunge regnskyer ind over bjergene, og et tordenvejr byggede sig op. Det ordnede Nico! Han gik lidt foran os og blæste gennem sammenpressede håndflader og sagde noget, vi ikke forstod. Lidt efter drev uvejret over, og Nico grinede stolt over hele hovedet nu havde han jaget tordenvejret væk. Befolkningen i det centrale højland kaldes undertiden de negritos og menes at have indvandret som de første på øen for 20