5 s e På ske. 25.måj 2014. Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl.10.30. Salmer: Hinge kl.9: 313-651/ 673-67 Vinderslev kl.10.30: 313-651- 301/ 673-484- 67 Tekst Joh 17,1-11: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:»fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«kære Gud, nu beder vi dig om at tale dit ord til os. Lad din hellige Ånd virke, så al vores opmærksomhed må samle sig omkring din søn, som er den eneste vej til frelse for os. Amen. 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 1
Da jeg i sin tid i 1974 skulle til eksamen i kirkehistorie i forbindelse med den theologiske embedseksamen, kom jeg op i Erik Pontoppidans katekismus fra 1737, Sandhed til Gudfrygtighed. Det er en lille bog på 234 sider, men den består af ikke mindre end 759 artikler. Det eksemplar, jeg har, er udgivet af de private skoler i Øster Snede og Løsning så sent som i 1953, og i forordet slås det fast, at det er meningen, at børn med almindelig gode evner og tilstrækkelig skoletid skal lære alle stykker i denne bog udenad. Men de børn, der har små evner eller kort skoletid, kan fritages for at lære udenad de stykker, som har stjerne foran nummeret. Ca 20 procent af stykkerne har sådan en stjerne! Så enten har børn været anderledes dengang, eller også er det gået slemt ned ad bakke med hensyn til at lære udenad! Pontoppidans katekismus begynder med dette spørgsmål: Kære barn, vil du ikke gerne være lykkelig på jorden og salig i Himmelen? Og svaret lyder: Jo, kunne jeg kun blive det. Ved det grønne bord på universitetet blev jeg derfor i sin tid mødt med spørgsmålet: Kære Frede Møller, vil du ikke gerne være lykkelig på jorden og salig i Himmelen? Og jeg svarede selvfølgelig prompte: Jo, kunne jeg kun blive det. Men i samme gamle katekismus stiller Pontoppidan også spørgsmålet: Hvad er det at bede? Svaret, han giver, lyder sådan: Det er at tale enfoldig med Gud i sit hjerte, udøse sin begæring for ham, klage ham sin åndelige og legemlige trang og af sjælens inderste grund med alvorlig længsel søge noget. I samme forbindelse er det, Pontoppidan slår fast, at en troendes stadige øvelse må være at omgås med Gud ved bøn og hellige betragtninger, ligesom man omgås og taler fortroligt med sin ven. 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 2
Jeg har tit tænkt på de ord. Der er nemlig noget her, som nok er værd at huske. Bøn er altså ikke at holde foredrag for Gud, men at snakke fortroligt med ham, sådan som man gør med en god ven. Det er nok værd at huske. Egentlig er det jo sjældent, man får lov til at lytte til et andet menneskes bøn. Det hænger nok sammen med, at vor Herre Jesus selv har sagt, at det er godt at gå ind i sit lønkammer og bede til sin himmelske far dér, ligesom han også advarer mod farisæeren, der står frem, hvor alle kan se ham og takker Gud, fordi han ikke er som de andre. Men at få lov til at lytte til et andet menneskes bøn det er der noget særligt ved. Som præst har jeg oplevet det flere gange, og det er hver gang et privilegium. Der er noget intimt ved det. Det er som at få et kig ind i en anden verden. Troens verden. Troens liv. Det er det, vi får her i dag, når vi lytter til et afsnit af den bøn, som man fra gammel tid har kaldt Jesu ypperstepræstelige bøn. Vi får et kig ind i Jesu liv i bøn. Ligesom ypperstepræsten i den gamle pagts tid trådte frem på vegne af folket, sådan træder Jesus her frem for Gud på vegne af det folk, som er hans, nemlig de disciple, som Gud selv har givet ham. Og det er da nok værd at lægge mærke til, hvad Jesus siger i sådan en bøn. Det er det, vi vil prøve på i dag. For det første taler Jesus her om at give evigt liv til alle dem, som Gud har givet ham. Ingen skal være i tvivl om, hvordan det går til. Gang på gang stod Jesus over for farisæerne, som mente, de var noget særligt. De mente, at troen var noget, som groede og udviklede sig, når det var blevet lagt ind i et menneskes hjerte og fik de rette vækstbetingelser. Nej, siger Jesus, dette er det evige liv, at 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 3
de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Allerede her står farisæerne jo af, for hvad skal man dog med en frelser, når man selv har det afgørende i sig, som under de rette vækstbetingelser vokser frem og bærer frugt? Men Jesus peger her på den plan, som Gud selv har lagt, når det gælder frelse og evigt liv for en fortabt menneskeslægt, og det handler ikke om os og det, vi har, men om det, han giver. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre, siger Jesus. Fra først til sidst var det altså det, der var meningen! At kaste glans over Guds vilje! Guds mening var nemlig den, at Jesus skulle leve menneskelivet, sådan som det skal leves, ligesom han med sin lidelse og død skulle betale den regning, vi mennesker skylder. Det er fuldbragt, sagde han derfor, da han hang på korset, og Kingo har ret, når han i sin Langfredagssalme føjer til: at bedre ord blev aldrig sat; opfyldt er lov og profeti, afskaffet dødens tyranni. Det er på den måde, Jesus skaffer evigt liv til os. Apostlen Peter har fuldstændig ret, da han over for det jødiske råd aflægger denne klare bekendelse: Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke giver mennesker noget andet navn under himlen som vi kan blive frelst ved. Godt, at det forholder sig sådan! At det ikke er os dig og mig det kommer an på For det andet taler Jesus om, at han har åbenbaret Guds navn for de mennesker, som Gud har givet ham. De var dine, og du gav dem til mig, siger han. 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 4
Med de ord peger han på det ejendommelige, at der er mennesker, som åbner sig, når Guds ord lyder, hvorimod andre lukker sig mere og mere til. De ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har sendt mig, siger Jesus. Det handler altså om at se Jesus. Det handler om at blive klar over, hvem han er, så man på den måde kommer til tro på ham! Det handler om at høre Guds ord på en sådan måde, så det rører ved det inderste i mit liv, så jeg på den måde bliver klar over, at det går ikke uden Jesus. Ligesom en redningskrans er nødvendig for den, der er faldet over bord og er ved at drukne, sådan er Jesus den helt afgørende redningskrans for den, som ser sin synd og uværdighed. Og her kommer vi så til det tredje, som Jesus også er inde på i sin bøn, nemlig dette at blive holdt fast. Når ypperstepræsten i sin tid trådte frem for Gud, havde han en plade på brystet med navnene på Israels 12 stammer, og han trådte altså frem for Gud som den, der på den måde skulle sone synden og dermed sikre det gode, positive forhold mellem Gud og mennesker. På samme måde er det, vor Herre Jesus træder frem for sin himmelske far. Det er ikke dig og mig, der på nogen måde har fortjent det evige liv hos Gud. Vi har ikke noget som helst at træde frem med. Nej, det er udelukkende det, som Jesus Kristus har gjort, der tæller, og det er det, han nu holder frem for Gud. Nu er det dit og mit navn, som står på hans brystplade, og han går i forbøn for dem, som Gud har givet ham, for de er dine, alt mit er dit og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Han ved, at vi stadig befinder os midt i en verden, hvor vi så let kan lokkes på afveje. Derfor beder han: Hold dem fast ved dit navn, det, 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 5
du har givet mig, og én ting til beder han om: for at de kan være ét ligesom vi. Det skal vi høre mere om næste søndag. Her i dag vil vi særlig standse ved det levende håb, som Gud har givet os, og som vi beder om, at han vil holde os fast ved. Det levende håb - det er også det, vi standser ved i den næste salme og ikke mindst den sidste, Vilhelm Birkedals salme Jeg så ham som barn med det solrige øje. Vilhelm Birkedal var en kendt grundtvigsk præst, som levede i 1800- tallet. Som ung blev han præst i Sønder Omme Hoven sogn ude ved Tarm, og her blev han ramt af en alvorlig blodsygdom, da han en søndag stod på prædikestolen i Hoven kirke det er det, han hentyder til, når han i sangen taler om at favne den byrde, som han har mig rakt, den forbarmende hyrde. I 1849 blev han så sognepræst i Ryslinge på Fyn, hvor han indføjede det i sin kirkebøn: Giv kongen et dansk hjerte, om det er muligt, og hvor han angreb regeringen på en sådan måde, så han blev afsat fra sit embede. Det fik den konsekvens, at han grundlagde en af de første grundtvigske valgmenigheder, som eksisterer den dag i dag. Da han lå for døden i 1892, døde han med disse ord på sine læber: Korset, korset! Amen. Som barn så Vilhelm Jesus på de hjemlige høje. Da stod korset skjult mellem løv i det fjerne. Med de ord hentyder Birkedal måske direkte til et kors, som stod skjult mellem træerne på Møns Klint, hvor han voksede op, og hvor en jæger var faldet ned og havde slået sig ihjel? Jo, korset var der, men det var ikke det, der var det afgørende, mens han var barn eller ung, i livskraftens morgen. Så kom den forfærdelige oplevelse på prædikestolen i Hoven kirke, og da var det, han så sig selv som en synder. 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 6
Først da fik jeg kende hans salige nåde, siger Birkedal, og det er dette først da, som så går igen i de følgende vers, hvor han slår fast, at Jesus er den første og bliver den sidste, og ham vil jeg følge i liv og på dødens den rullende bølge. Nu er korset ikke længere skjult i det fjerne. Det er nu det altafgørende centrum. Derfor slutter salmen med det, som også blev livsafslutningen for Birkedal selv: Og en gang jeg ser ham, når lyset nedbrænder, da strækker jeg mod ham de segnende hænder; når hjertet står stille, og øjet vil briste, da hilser jeg ham med et smil, med det sidste. Det er sådan set det, som er den inderste kerne i den bøn, vi har fået lov til at lytte til et afsnit fra her i dag. Bønnen om, at der må blive kastet glans på Guds navn, og at Gud selv vil bevare os hver især i troen på Jesus Kristus. At bønnens fortrolige samvær og samtale med Gud må føre os dertil, hvor vi skal se ham ansigt til ansigt og være sammen med ham og dem, som er gået forud for os, til evig tid. Amen. 25/5-2014 Prædiken v/ Frede Møller 7