Et lille oplæg om kvindelige tjenester - Erik

Et lille oplæg om kvindelige tjenester - Erik Jeg vil vælge at dele problematikken op i et teologisk og et pastoralt spørgsmål. TEOLOGISK: Fortolkningsprincipper er det der lægger til grund for vores forståelse af bibelen. Her vil jeg specielt tage tre principper frem: integritetsprincippet, det kristuscentrerede, og den kulturelle forståelse. 1. Integritet. Fortolkningen af bibelen, når det gælder samme emner skal ikke modsige hinanden. Den overordnede forståelse af skriften, er det der giver fortolkning til detaljerne. Helheden fortolker de mindre dele. Modsigelser i bibelen kræver grundige fortolkninger, for at bevare den helhedstolkning som skriften altid har været underlagt. 2. Kristuscentreret. Jøder, muslimer, moderne sociologer og kristne læser bibelen meget forskelligt (for ikke at nævne forskellige kristne selv). Men sagt helt enkelt: alle bibelens ord peger hen til, referer til ORDET (Joh 5.39-40, LK 24.27). Både GT og brevene i NT skal forstås i lyset at evangeliernes historiske Jesus. 3. Kulturel kontekst. Hver tekst må forstås i en historisk og kulturel kontekst før den bliver sat ind i vores dagligdag. Det gælder både GT og brevene der er skrevet til specifikke situationer og behov. Paulus skriver både at det er Herren der siger tingene, og ham selv der giver os skriftens illustrationer til at få visdom i forskellige sager (1. Kor 7,7, 12, 25). Først et par afklarende punkter teologisk: Vi lever i tiden mellem det som var - og det som kommer (1. Kor 10.11). Guds rige er kommet (Rom 14,17) og så alligevel ikke (2.Tim 4,1). De troende smager virkeligheden af det rige der kommer (Heb 6.5) før det virkeliggøres her. Opstandelsen er nu (Fil 3.10) men vi kan ikke sige at opstandelsen er et overstået kapitel (2 Tim 2.18). Vi er kommet til det ny Jerusalem (Heb 12.22) som en dag kommer ned til os alle (Åb 21.10). Fordi vi er del af det rige der kommer, er der heller ikke basis for at dele verden op i nationaliteter, køn og klasser. Jesus må være basis for al undervisning. MK 12.18 28 siger JK at ved opstandelsen er det væsentlige ikke nationalitet, køn eller klasse, noget af det samme som Paulus siger i Galaterbrevet (Gal 3.27 28) ingen forskel på jøde/græker, slave/fri, mand/kvinde for alle er eet i Kristus Jesus. Det finder udtryk ved at JK har kvindelige disciple/efterfølgere (LK 8.1 3), der sad ved hans fødder (LK 10. 39). Jesus åbenbarer sig som Kristus/Herrens salvede overfor den samaritanske kvinde og

hun leder mange mænd til tro (Joh 4.7 30). Maria er en apostel til apostlene, ved Jesu opstandelse fra de døde (Joh 20.18). Paulus syn på kvinder har været til megen debat. Han er ofte blevet gjort til en kvindehader men det er langt fra tilfældet. Følgende kan ses udfra blandt andet følgende referencer: o Rom 16.1,2: Føbe bliver kaldt en medtjener, ligesom Kristus, i Rom 15.8. o Rom 16.7: Paulus refererer til Junia som en apostel. Den danske oversættelse skriver Junias, som er en mand men langt de fleste nutidige oversættelser læser Junia som en kvinde. Krysostemos tilskriver Junia stor ære, at hun kaldes en apostel. Andronikos og Junia beskrives som værende blevet kristne før Paulus, og når de nævnes sammen, minder mere om et ægtepar end om to mænd. o Rom 16.3 5: Priska og Akvila bliver kaldt medarbejdere, ligesom Apollos (1. Kor 3.6 9), og Clemens (Fil 4.2 3) sammen med Euodia og Syntyke. (Priska, Euodia og Syntyke er kvinder). o Rom 16, har en trediedel af nævnte personer som kvinder. o o Gal 3.28: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte. selve sammenhængen er om at arve, for under loven arvede døtre ligesom sønner (4. Mos 27.1 11; 36.1 13). Anliggendet er at GTs andre barrierer i loven er irrelevante i Kristus her kan alle tage del i tro, kvinder og mænd, uafhængigt af race og social status. 1. Kor 11.1 16: Paulus viser at i det første århundrede med menigheder blandet af jøder og hedninger, har kvinder rettigheder (exousia), - på samme fod som Paulus har rettigheder (1. Kor 9.4,5,6) hendes opsatte eller dækkede hår var hendes ret i samfundet. Godt nok er kvinden ved skabelsen lavet af manden (1.Kor 11.8 9), men i Herren ophæves det (vv 11.12) balancen er genoprettet og der er en gensidig afhængighed. Med hensyn til kvindens rolle i menigheden nævner Paulus 3 udfordringer, som skal forstås. Men forstås på en måde som ikke spiller Paulus ud mod Jesus, eller omvendt for så læser vi ikke skriften rigtigt. Om hovedbeklædning: 1. Kor. 11.1 16. Sammenhængen som teksten om hovebeklædning står i er: 1) om at gøre alt til Guds ære (1. Kor 10.25); 2) ikke at vække anstød, til nogen kulturel eller etnisk forskel i det der nu er Guds menighed (1. Kor 10.32); 3) ikke at lade samvittighedens frihed give anledning til fald (1. Kor 10.29 30); 4) opfordringen til at følge Paulus, ligesom han følger Jesus (1 Kor. 10.31). Indholdet relaterer specifikt til ægtemand og hustru, idet Paulus henter argumenter fra 1. Mos 2. 18 25. Det er klart udfra teksten, at der både er noget universelt gyldigt og noget kulturelt bundet.

Universelt, at Gud er ophav og kilde til alt skabt, og at samme struktur sker for ægtemand og hustru. Men kulturelt bestemt, at hovedbeklædningen signalerer kvindens gifte status: jødiske kvinder der deltog i kærlighedsmåltidet ville enten have håret sat op, eller bære et tørklæde for at markere deres gifte status, for allerede ved bryllupsfesten satte kvinden håret op og sås aldrig offentligt med løst hår. I Korinth i 1ste århundrede, ser hustruerne altså at de er lige med deres mænd i Kristus, men står i fare for at deres frihed kommer til at negligere ægteskabstegnet, det tildækkede hår. Kristne kunne altså komme til at se ud som om de ikke respekterede mand/kvinde distinktionen i familie og det offentlige liv. Kvinder, husk på at i er gifte på samme tid som i er Guds børn, - så behold jeres ægteskabssymbol på (ring i vore dage), for i hustruer var skabt til jeres mænd, som Eva til Adam kan man parafrasere teksten med. Om tavshed 1. Kor 14.34 40. Tie er helt sikkert ikke total. F. eks. bruges tale (laleo v. 34) i EF 5.19 om at synge. I GT sang kvinderne ved tempeltilbedelsen (1. KR. 25.5 6), og blev anklaget for at være berusede hvis de ikke talte højt når de bad (1. Sam 1.12 14). Kvinder blev opfordret til bøn og profeti 1. Kor 11.5 så Paulus har vel ikke glemt i kapitel 14 hvad han sagde i kapitel 11. Så på hvilken måde skal kvinderne/hustruerne være tavse? Vers 35 giver en del af svaret, for her ser vi at det er undervisningen der er i tanke. Der skal ikke tales i forsamlingen men sammen med manden hjemme for tanken er at han har fået undervisning, som han skal give videre. Kirken i Korinth blev født ud af synagogen (Ap 18.7); her forventes kvinder ikke at lære noget derfor snakkede de løs. Påbuddet om tavshed er et ordensspørgsmål, - ti stille, så i kan høre og lære, lad være med at afbryde gudstjenesten, men tal med din mand når du kommer hjem, spørg ham for han har fået undervisning. Argumentet er at man ikke kan undervise, hvis man ikke selv har fået undervisning. For at forstå hvad Paulus sigter mod er det nødvendigt at forstå at hans anliggende i hele 1. Kor er: orden. F.eks.: 1. Kor 14.32 taler om at profeters ånder er profeter lydige orden. Så det er gudstjenestens orden der er i tanke her, og her gælder den samme orden for alle. Anliggendet er at kvinder nu skal lære, undervises - og ikke som i synagogen være uden undervisning. Om lære og underordnelse, 1. Tim 2.12 Strukturen i kapitel 2 er følgende, vv. 1 11: 1) Jeg formaner til bønner; 2) Jeg vil at man skal lade sine bønner følge en gudelig livsførelse; 3) en kvinde skal lære. Det efterfølgende afsnit 11 15, handler altså om at kvinder skal lære i modsætning til holdningen i den samtidige kultur. I vv. 11 12, gentages ordene i stilhed og fortæller os at dette her skal læses som en parentes, idet parenteser ikke fandtes på græsk, så laver man en parentes ved at gentage et ordpar, (se Rom 5.12,18; Ef 3.1,14). Efter parentesen kommer så 3 grunde givet fra 1. Mos 1 3. Læg mærke til at argumentationen er grunden til at kvinder skal lære, ikke grunde til at tie stille. De tre grunde

henter deres orden fra skabelsesberetningen: 1) skabelsen v. 13; 2) bedraget v.14; fald og genoprejsning v. 15. 1) Skabelsen: læg mærke til at Paulus siger at Adam blev skabt først derefter Eva. Ligesom ved skabelsen, ligeså i Kristus må mænd og kvinder formes og lære, for ikke at forblive åndelige babyer. Ligesom Eva fulgte Adam i den første skabelse, så må hun nu i den anden skabelse blive undervist, ligesom Adam først blev undervist af Gud, og Adam så skulle undervise videre til Eva. Men måske var det her det hele gik galt at Adam ikke fuldførte sin undervisningsopgave, og Eva fortsatte i uvidenhed. 2) Bedraget: Eva blev bedraget og på samme måde vil hendes døtre blive bedraget, hvis de ikke bliver undervist. 3) Fald og genoprejsning: men frelses skal hun ved barnefødslen. Ikke ved at kvinder generelt føder, men som en indfrielse af løftet i 1. Mos 3.15. Eller sagt på en anden måde at Maria er den Eva/hustru/kvinde som oplever løftets opfyldelse, og hendes eksempel bliver et forbillede for alle, om at lade Guds ord blive født ind i verden. Læg mærke til skiftet i ental/flertal frelses skal hun (ental/eva) ved barnefødslen, hvis de (flertal/evas efterkommere) da holder fast... De (flertal) er alle Evas døtre som skal holde fast ved tro, kærlighed.... Versene 13 15 bliver så et argument fra 1. Mosebog til hvorfor kvinder skal lære, for at vokse til åndelig modenhed. Versene i parentes vv. 11 12. Stilhed, og undervisning: - opfordringen til stilhed, sker som et ordensspørgsmål i gudstjenesten. Undervisning før tale. Konklusionen er at man undervises før man er i stand til at undervise andre. Man skal ikke bruge sin frihed til at skabe utryghed for andre. Der skal være orden, for Gud er den der har skabt verden i sin orden. PASTORALT. Hvad er kirke? At være kirke er at være et fællesskab der samles af Guds ord og som gennem sin gudstjeneste giver det rette svar på Guds åbenbaring. Det betyder at kirkens mest grundlæggende selvforståelse udtrykkes i gudstjenestefejringen. Så lidt om gudstjenestefejringen. 1. Gudstjenestefejringen er en handling som gør kirken til et tydeligt tegn i og for verden. Kirkens liv udspringer af Guds riges nærvær ikke af verdens orden. Kirken er den gruppe mennesker der er bærere af Helligånden og håbet. Så når menigheden samles for at fejre troens mysterium og forkynde Kristi død (1. Kor 11.26) forkynder den samtidigt alle andre ideologiers og politiske

programmers endeligt. Det udtrykkes blandt andet i bønnen: for Dit er Riget, magten og æren.... (MT 6.13). På den her måde modsiger enhver gudstjeneste alle magter og myndigheder som gør krav på menneskets udelte loyalitet og overgivelse 2. Hvis gudstjenesten er kirkens vigtigste livsytring forklarer det hvorfor kristne handlinger i Ny testamente beskrives med liturgiske termer. At forkynde evangeliet, at tage sig af forældreløse, at gøre godt og dele livet, - ja det er gudstjenestehandlinger (Rom 15.16; Heb 13.15 16; Jak 1.27). Omsorgen, eller diakonien, rettet mod de hjemløse og fattige skal være vendt mod Jesus, Ham som vi bekender som Herre (MT 25.40). Eukaristiens taksigelse skal gennemsyre alt det vi gør (1. Kor 10.31) Gudstjenester er altså mere end den sammenkomst vi mødes til søndag klokken 10; det er noget altomfattende som bestemmer alle handlinger. 3. Gudstjenestens hensigt er at manifestere Kirken, det vil sige at være kilde for den guddommelige nåde, som gør kirken til en udvalgt slægt og et kongeligt præsteskab. I gudstjenesten flyder kirkens åndelige liv. Der træder kirken frem og bliver tydelig. Traditionen, den nedarvede teologi, insisterer på at kirken kun er kirke, når den praktiserer det der konstituerer den. Gudstjenesten er altså ikke funktionalistisk afgrænset, så den bestemmes af hvad der funger på et bestemt tidspunkt for en vis gruppe mennesker. 4. Gudstjenesten er også Guds handlen. Gudstjeneste kan også ret beskrives som menneskets reaktion på Guds handlen. Men ret forstået har gensvaret altid sin årsag/grund i Guds handlen det bunder ikke på menneskets egen initiativ og formåen. Det rette gensvar på Guds selvåbenbaring i Ordet træder frem i kraft af det Faderen gør gennem Sønnen og Helligånden. Gensvaret kommer fra Sønnen, og i hans Ånd råber vi ABBA, Fader (Rom 8.15, 26). Kirkens tilbedelse sker med andre ord i Guds eget regi: Guds folk lovsynger Gud Fader, gennem Gud Søn, i kraft af Gud Ånd, et dynamisk fællesskab. Gudstjeneste er altså ikke bare noget vi giver til Gud, det er deltagelse, delagtiggørelse i Guds eget liv. Gudstjeneste og teologi Prosperus, en af Augustins elever, udtrykker forholdet mellem teologi og gudstjeneste således: lex orandi, lex credendi hvilket vil sige at bønnens lov (liturgien) er grundlaget for troens lov (dogmet). Bønnens regel er troens regel, eller som man beder sådan tror man. Eller man kan udtrykke at liturgien er den primære teologi hvor al anden teologi har sin kilde og udformning. Liturgiens ordo, - form, dybdestruktur eller grammatik - har vist sig at være ganske konstant gennem kirkens historie. Teologien som har taget sin skikkelse i denne form er altid forbundet med menneskers gudsmøde, og udgør en personlig integritet kundskab om Gud, altså en form for primær teologi. Den sekundære kommer til udtryk i refleksionen over den erfaring som gudstjenestens møde med Gud giver. Den primære teologi behøver der sekundære for ikke at fare vild. Men på den anden side er en teologi der bedrives udenfor den gudstjenestefejrende forsamling, ofte en generaliserende teoretisering udfra såkaldt neutrale udgangspunkter og anskuelser. Al god gudstjenesteteologi er til for at forklare hvordan kirken udtrykker sig, og virkeliggør sig selv i liturgien, at udtrykke hvad de tilbedende gudselskere ved noget som altid er mere end man kan udtrykke.

Teologien må indrettes efter gudstjenesten for det er der den primære teologi udleves. Det omvendte leder til at ret lære erstatter ret gudstjeneste. Sekundære forklaringer overtager den rolle som den guddommeligt givne ordo skulle have f.eks. når forskellige teorier om hvordan Kristi nærvær relaterer til brød og vin i nadveren, kommer til at erstatte det mysterium som er centralt for eukaristien. Sekundære forklaringer kombineret med forskellige tanker og metoder, har gjort at gudstjenesten reduceres til deskriptive analyser af riter, liturgiske tekster og gudstjenesteformer. Fokus er alene på troens data, troslæren, i stedet for hele kirkens levende erfaring og dermed skabes en skilsmisse mellem gustjeneste og teologi. Gudstjenestens hjerte, og formålet med liturgisk teologi er at vise hvordan gudstjenesten og eukaristien fungerer som en transparent for troens mysterium. Det kristne mysterium er den Treenige Guds selvopofrelse for menneskers frelse. Gudstjenesten er ret gudstjeneste hvis den udtrykker Guds mysterium og gør os delagtige deri. Og så endelig det der med kvindelige præster Kvindelige præster findes ikke i hverken GT eller NT. Man kan altså ikke udfra det bibelske vidnesbyrd sige noget om kvindelige præster, ligesom man ikke kan sige noget om oblater og alkoholfri altervin, dåbskjoler eller slips, orgler eller guitarer, kordegne og korpiger det er sekundær teologi. Præsterollen sådan som den forefindes i den danske folkekirke findes slet og ret ikke i bibelen. Men udfra de teologiske betragtninger fra tidligere kan man slutte, at det at undervise kræver undervisning, og er ikke begrænset til hverken mand eller kvinde. At tilbedelse i templet både var udført af mænd og kvinder. Endelig at den sekundære teologi, ikke må stå i vejen for den primære altså at den praksis som bl.a. I mesterens lys har med at kvinder kan lede gudstjeneste og nadverfejring er en ret gudstjeneste for så vidt at gudstjenesten udtrykker Guds mysterium, uafhængigt af køn, race og stand. Når vi for 99% har mænd der leder gudstjenesterne i Bethlehem ønsker vi også at tage det ansvar på os som det er at tilbede Gud men det udelukker ikke at kvinder kan tilbede, og undervise. Peter skriver i sit første brev 2.1-10: lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.... Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed. Må Gud give os nåde til at være Hans folk i Hans verden.