KEN nr 11081 af 09/09/2015 (Gældende) Udskriftsdato: 1. august 2020 Ministerium: Økonomi- og Indenrigsministeriet Journalnummer: 2014-6810-62277 Senere ændringer til afgørelsen Ingen Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - arbejdsvilkår - er handicap - ej medhold J. nr. 2014-6810-62277 En pædagogisk medarbejder pådrog sig en nakkeskade ved en arbejdsulykke. Medarbejderen havde herefter vanskeligt ved at passe sit arbejde. Hans arbejdstid blev nedsat to gange, og endelig blev han fuldtidssygemeldt uden løn. Medarbejderen klagede herefter til nævnet over, at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Nævnet fandt, at klager havde løftet bevisbyrden for, at klagers handicap var årsagen til, at han ikke fortsat kunne udføre sit arbejde og modtage løn for det. Nævnet fandt imidlertid, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at det ville være en uforholdsmæssig stor byrde fortsat at have klager ansat, idet klager trods nedsat timetal ikke kunne varetage sine arbejdsopgaver tilfredsstillende, ligesom hverken kommunen eller klager kunne pege på hensigtsmæssige omplaceringsmuligheder. Klager fik derfor ikke medhold. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager efter indklagedes anvisning måtte lade sig fuldtidssygemelde, og om indklagede i den forbindelse undlod at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for, at klager kunne udøve sin beskæftigelse som pædagogisk medarbejder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med, at klager blev sygemeldt fra sin stilling som pædagogisk medarbejder. Sagsfremstilling Klager tiltrådte den 16. april 2009 en stilling som pædagogisk medarbejder ved indklagede. Indklagede er en specialinstitution og -skole samt et opholdssted for unge med opmærksomhedsforstyrrelser og andre diagnoser inden for autismespektret. Indklagede har desuden et efterværn, som er et tilbud om støtte til unge i egen bolig. Klagers arbejdsopgaver var primært at besøge unge i de unges egen bolig. 1
Den 13. april 2012 blev klager i forbindelse med sit arbejde påkørt på vej mellem besøg hos to unge. Det fremgår af patientjournal fra klagers privatpraktiserende læge for perioden 17. april 2012 til og med 3. februar 2014, at klager ved ulykken fik nakkesmerter med udstråling til højre arm. MR-skanning viste i august 2012 diskusprolaps svarende til den nederste nakkehvirvel med nerverodspåvirkning samt degenerative forandringer på de overliggende niveauer. Som følge af fortsatte smerter blev klager i november 2013 henvist til et tværfagligt behandlingsforløb på smerteklinik. Klager havde på dette tidspunkt daglig hovedpine, trykkende, stikkende smerter i nakken, svimmelhed samt udstråling til højre arm og føleforstyrrelser ud i højre hånd. Derudover beskrives kognitive gener med koncentrationsbesvær, udtalt træthed og søvnbesvær. Klager havde på det tidspunkt ingen gavn af smertestillende medicin og fysioterapi. I februar 2014 oplevede klager en bedring af sine gener efter medicinændring. Hans smerter i nakke og hoved var formindskede, og han sov bedre om natten. Det fremgår desuden af journalnotat af 12. maj 2015 fra Reumatologisk Ambulatorium, at tilstanden på dette tidspunkt egentligt ikke var bedret og fortsat var domineret af nakkesmerter med udstråling til højre arm og føleforstyrrelser ud i hånden samt kognitive gener. Ny MR-skanning viste degenerative forandringer og afsmalnede rodkanaler. Klager fortsatte med at arbejde i fuldt omfang i et halvt år efter ulykken. Pr. 1. december 2012 gik klager efter aftale med sin leder ned i arbejdstid fra 37 til 24 timer om ugen. Det fremgår af notat fra møde den 16. august 2013 på arbejdspladsen med deltagelse af klager, klagers souschef og en fastholdelseskonsulent fra klagers bopælskommune, at et timeantal på 24 efter klagers vurdering var i overkanten af, hvad han formåede. Souschefen oplyste på mødet, at der ikke var hensigtsmæssige omplaceringsmuligheder på institutionen, da de øvrige arbejdsfunktioner forgik på stedet, hvor der var mindre ro og ikke den fleksibilitet, som efterværnsopgaverne gav. Hverken klager eller souschefen kunne pege på yderligere skånehensyn. Fritagelse for at køre i bil var ikke en mulighed. Fastholdelseskonsulenten kunne ifølge notatet heller ikke pege på tiltag og oplyste, at klager måtte afvente en forbedring ved behandlingstiltag. Der kunne derudover ikke iværksættes en afprøvning i den nuværende stilling, da køreturen til og fra arbejde samt kørsel i arbejdsfunktionen forværrede klagers symptomer. Pr. 1. december 2013 gik klager yderligere ned i arbejdstid til 18 timer om ugen. Det fremgår af referat fra et møde den 28. januar 2014 med deltagelse af klager, klagers leder og en sagsbehandler fra Fastholdelsesteamet i bopælskommunen, at klager fortsat var plaget af træthed og nakkesmerter. Det fremgår også: "Leder [navn] har en bagkant for fuld og hel 37 timers tilbagevenden: 1. marts 2014. [Leder] har brug for [klager] i driften og ser ikke løsninger om omplacering ex.v. til "inde i huset" inden den unge person udskrives, idet der stadig skal være en stor fleksibilitet og der er kørsel. (...) Ifald [klager] ikke er fuldt og hele tilbage den 1 marts 2014 ser [leder] 2 mgl.h.: At indlede afskedigelsessag eller at [klager] sygemel 2
des 100 %. Arb.g. har behov for stabilitet, fleksibilitet og en fuldt 37 timers medarbg. af hensyn til de unges behov på institutionen og i efterværnet." Sagen i Fastholdelsesteamet blev herefter lukket. Den 28. februar 2014 afholdt klager og klagers leder møde. Klager blev fuldtidssygemeldt dagen efter. Klager har ikke siden fået udbetalt løn. Det fremgår af klagers seneste ansættelseskontrakt underskrevet den 27. maj 2013 8, at medarbejderen har ret til løn under sygdom i maksimalt 90 dage inden for de seneste 12 måneder, hvorefter man overgår til sygedagpenge. Videre fremgår det, at medarbejderen er sikret ansættelse efter endt sygeperiode. I brev af 1. maj 2014 skrev klagers leder som forklaring på klagers lønnedgang, at man efter tre måneders sygdom i henhold til ansættelseskontrakten overgår til sygedagpenge i den del af arbejdstiden, hvor man er sygemeldt. Lederen skrev desuden, at indklagede, idet klagers sygdom skyldes en arbejdsulykke, valgte at udbetale fuld løn til klager i en længere periode end tre måneder, samt at indklagede så sig nødsaget til at henholde sig ansættelseskontrakten vedrørende sygedagpenge, da der ikke efter et år var tegn på bedring. Klager blev pr. 1. marts 2015 af sin bopælskommune fundet berettiget til ansættelse på fleksjobvilkår, da klagers arbejdsevne på grund af følger efter piskesmældslæsionen i april 2012 af kommunen blev vurderet at være så varigt og væsentligt nedsat i forhold til det brede ordinære arbejdsmarked, så klager ikke fremadrettet kunne opnå eller fastholde arbejde på ordinære vilkår. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager ønsker godtgørelse på 734.126,89 kr. svarende til 12 måneders løn med sædvanlig procesrente samt løn inklusiv pension og feriegodtgørelse fra 1. marts 2014 til og med 31. oktober 2014, subsidiært en af Ligebehandlingsnævnet fastsat godtgørelse. Klager havde på tidspunktet for den de facto opsigelse den 28. februar 2014 en anciennitet på 4 år og 10 måneder. Klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da han har komplekse langvarige eller kroniske ikke maligne smerter som følge af arbejdsulykken. Det er bekræftet af blandt andet engelske domstole, at der er tale om lang varighed, når funktionsbegrænsninger har haft en varighed på 12 måneder eller må formodes at få en varighed på 12 måneder. Klager henviser desuden til Sø- og Handelsesrettens dom af 29. april 2015 i sag F-9-12, hvor en arbejdstager efter en trafikulykke havde været syg i 18 måneder på tidspunktet for opsigelsen. Dette var langvarigt. Klager har siden ulykken i april 2012 og frem til i dag haft fysiske begrænsninger, der hindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. På tidspunktet for den de facto afskedigelse af klager den 28. februar 2014 havde de fysiske begrænsninger haft en varighed på 22 måneder. 3
Klagers helbredsmæssige situation har efter 28. februar 2014 været uændret, og han er bevilliget fleksjob. Ifølge referat af møde den 16. august 2013 med en fastholdelseskonsulent fra klagers bopælskommune var indklagede repræsenteret ved souschefen enig i og anerkendte, at klager havde en funktionsnedsættelse. Det er ikke afgørende for vurderingen af, om klager har et handicap, hvorvidt funktionsnedsættelsen skyldes en arbejdsskade. Arbejdsskadesagen er fortsat under behandling, og klager har ikke modtaget erstatning for tab af erhvervsevne, tabt arbejdsfortjeneste eller anden kompensation i anledning af ulykken, da sagen fortsat er under behandling. Klager har som følge af sine mange smerter i nakke og ryg samt massiv træthed behov for nedsat arbejdstid. Indklagede har derfor som arbejdsgiver en vidtgående positiv handlepligt i forhold til at iværksætte de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af klagers konkrete behov, eksempelvis i form af nedsat arbejdstid. Indklagede imødekom klagers handicap ved at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger i form af timereduktion af klagers ugentlige arbejdstid. Den nedsatte arbejdstid var en nødvendig foranstaltning af hensyn til klagers funktionsnedsættelse som følge af arbejdsskaden. Klager var efter arbejdstidsnedsættelsen i december 2013 velfungerende og påtog sig merarbejde fra tid til anden. Klager har på intet tidspunkt tilkendegivet, at han ikke kan møde på arbejde på deltid. Det er ikke korrekt som påstået af indklagede, at klager ikke afleverede interne rapporter over klientbesøg og ikke afholdt aftalte møder. Alle møder, som var fastsat af sagsbehandleren, er afholdt. Netop gennemlæsning af skriftlige rapporter havde klager behov for efter ulykken, og klager tilkendegav flere gange et behov for hjælp til at udarbejde rapporterne. Klager blevet flere gange lovet en sådan hjælp, men hjælpen blev aldrig iværksat. Der skete aldrig en egentlig og tilsvarende reduktion af klagers arbejdsopgaver i forhold til den nedsatte arbejdstid. Indklagede har ikke godtgjort, at en deltidsansættelse af klager ville være en uforholdsmæssig stor byrde. På mødet den 28. februar 2014, som klager blev indkaldt til dagen før, blev klager pålagt ikke at give møde på arbejde, hvis han fortsat var deltidssygemeldt. Indklagede gav ingen nærmere begrundelse eller varsling. Klager har på intet tidspunkt erklæret sig enig i at ville fuldtidssygemeldes. Klager var under arbejdsprøvningsforløb og havde under hele forløbet givet udtryk for, at han ønskede at fastholde sin stilling ved indklagede med de nødvendige tilpasninger. Klagers leder havde allerede i slutningen af 2013 tilkendegivet over for klager, at klager ville blive opsagt eller sendt hjem, hvis der ikke var en 4
afklaring af hans situation inden slutningen af februar 2014. Dette bekræftes af referat fra møde med fastholdelseskonsulenten i januar 2014. Klager havde således ikke et egentligt valg, da indklagede afviste at modtage klagers arbejdskraft på det nødvendige nedsatte timeantal. Det bør ikke komme indklagede til gode, at indklagede qua sin stærke position som arbejdsgiver kunne undgå en afskedigelse ved at tvinge klager ud i en fuldtidssygemelding, fordi han ikke kunne arbejde fuld tid. Det af indklagede fremlagte referat fra mødet den 28. februar 2014 stiller klager sig uforstående over for. Klager har hverken underskrevet eller fået tilsendt referatet tidligere. Klager bestrider, at referatet blev læst op på mødet. Referatet har således ingen bevismæssig værdi. Der er tale om direkte forskelsbehandling, da klager har en funktionsnedsættelse, som har medført et behov for blandt andet arbejde på nedsat tid, og da indklagede har forsøgt at foretage en afskedigelse i strid med forskelsbehandlingslovens regler ved at pålægge klager at sygemelde sig. Det bestrides, at fuldtidssygemeldingen alene skulle være midlertidig. Forløbet på smerteklinikken blev afsluttet kun tre måneder senere. Klager kan ikke anses for at være opsagt som følge af mødet den 28. februar 2014, men klager er de facto økonomisk stillet, som om hans ansættelse ved indklagede er ophævet. Denne de facto afskedigelse er begrundet i klagers behov for at arbejde på nedsat tid. Indklagede har ikke efter 28. februar 2014 opretholdt nogen form for kontakt med klager, hvilket understreger indklagedes manglende iværksættelse af hensigtsmæssige foranstaltninger. Indklagede har heller ikke forsøgt at sikre klagers tilbagevenden til arbejdet, herunder via indhentelse af mulighedserklæring fra klagers læge. Indklagede har siden fuldtidssygemeldingen behandlet klager som var han opsagt og fratrådt. Hvis indklagede var interesseret i at beholde klager, kan det undre, at indklagede ikke afventede den endelige afklaring af forløbet på smerteklinikken eller den endelige afklaring af klagers arbejdsmæssige situation og tilpasningsbehov. Klager har været i kontakt med Fastholdelsesteamet, som ikke har referater fra flere møder, hvor klagers leder deltog. Hvis indklagede fastholder, at der er andre relevante referater, opfodres indklagede til at indhente og fremlægge dem. I hele perioden, hvor klager arbejdede på nedsat tid, modtog han løn. Det var uberettiget, at indklagede med en dags varsel stoppede enhver yderligere lønudbetaling alene som følge af indklagedes beslutning om at indstille enhver yderligere foranstaltning på grund af klagers funktionsnedsættelse. Indklagedes beslutning synes alene at være begrundet i besparelse. Indklagede antog således, at de efter 14 måneders deltidssygemelding kunne frigøre sig forpligtelsen til at betale løn under sygdom. 5
8 i klagers ansættelseskontrakt må forstås således, at hvis arbejdsgiver skal fritages for at betale løn under sygdom, skal dette håndhæves i umiddelbar forlængelse af en medarbejders 90 sygedage. En håndhævelse af bestemmelsen kan ikke finde sted, når indklagede i 14 måneder har udbetalt løn til klager under klagers deltidssygemelding, som var en nødvendig konsekvens af indklagedes tilpasningsforpligtelse. Dette gør sig særligt gældende, når handicappet skyldes en arbejdsskade opstået under arbejdet for indklagede. Klager har således foruden godtgørelse krav på løn i perioden 1. marts 2014 til og med 31. oktober 2014. Den manglende lønudbetaling er alene udtryk for en tilsidesættelse af indklagedes tilpasningsforpligtelse. Indklagede har ikke godtgjort, at det omgående lønophør efter 14 måneder samt det efterfølgende forløb, hvor indklagede ikke har kontaktet klager, ikke er udtryk for en de facto opsigelse. Såfremt indklagede fastholder, at klager ikke er opsagt, opfodres indklagede til at redegøre for, hvordan det kommer til udtryk i deres ageren. Det spiller ingen rolle, at klager fortsat har sin arbejdscomputer og arbejdstelefon. Indklagede har dermed nægtet at opretholde hensigtsmæssige foranstaltninger. Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager har derfor ikke krav på godtgørelse efter denne lov. Såfremt klager måtte være berettiget til godtgørelse, kan klagers anciennitet ikke danne grundlag for en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, men højst ni måneders løn. Ligebehandlingsnævnet bør afvise den del af klagen, der vedrører spørgsmålet, om klager har krav på fuld løn under sygdom i mere end 90 dage, og om indklagede kan pålægges at udbetale fuld løn udover de 14 måneder, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling dertil. Det forhold, at indklagede valgte at udbetale klager løn i en periode og klager dermed var stillet bedre, end hvad der fremgår af ansættelseskontrakten 8, medfører dog ikke, at indklagede ikke efterfølgende kan håndhæve bestemmelsen. Klager har ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ved handicap forstås en tilstand forårsaget af lægelig diagnosticeret uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspillet med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre og denne begrænsning er af lang varighed. De fremlagte lægelige oplysninger og varigheden af klagers gener opfylder ikke kriterierne for at anse klager for at være handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager opfordres til at fremlægge lægejournal efter den 3. februar 2014, da det er væsentligt at få dokumenteret, hvordan klagers helbredsmæssige situation har udviklet sig frem til dato. 6
Klager opfordres desuden til at fremlægge kommunale sagsakter som dokumentation for hans erhvervsmæssige situation. Hvis disse oplysninger ikke fremlægges, bør det få processuel skadevirkning, da de kan indeholde væsentlige oplysninger af betydning for sagen. Mødereferatet den 16. august 2013 er ikke dokumentation for, at klager skulle have et handicap i henhold til forskelsbehandlingsloven. Det bør afklares, hvorfor klager ikke har modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadevolders forsikring, da det er normal praksis efter erstatningsansvarsloven, at der udbetales erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil der foreligger en midlertidig eller endelig afgørelse om tab af erhvervsevne eller arbejdet er genoptaget. Uanset at klager ikke kan anses for at have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, har indklagede truffet de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i forhold til klagers konkrete behov. Det fremgår af referaterne fra møderne i Fastholdelsesteamet, at indklagede har ydet en væsentlig indsats for at bibeholde klager i klagers arbejdsfunktioner, og i den forbindelse blev arbejdstiden nedsat fra 37 timer til 24 timer og derefter 18 timer om ugen. Indklagede bestrider, at den faktiske nedsatte arbejdstid til 18 timer om ugen ikke er overholdt. Trods den nedsatte arbejdstid var der opgaver, som ikke blev udført. Som eksempel var skriftlige rapporter, som klager skulle aflevere vedrørende indklagedes brugere, ikke udført tilfredsstillende. Klager afleverede heller ikke interne opgørelser over, hvornår der havde været besøg ved indklagedes klienter, ligesom møder ikke er blevet afholdt. Indklagede har fremlagt en mail fra en ansat ved indklagede til klager af den 8. februar 2014, hvoraf det fremgår, at "Det dur ikke :(", at en af klager fremsendt statusrapport stort set var identisk med den, klager fremsendte i maj året før. For så vidt angår omplaceringsmulighederne henviser indklagede til referat fra mødet i Fastholdelsesteamet den 28. januar 2014. Da klager ikke kunne løse de tilpassede arbejdsopgaver, som var nødvendige i forbindelse med en stilling på 18 timer, blev klager fuldtidssygemeldt. Sygemeldingen kan ikke sidestilles med en opsigelse. Det er et faktum, hvilket der også er enighed om blandt parterne, at klager fortsat er ansat ved indklagede. Klager må desuden anse sig for ansat, da han har fremsat krav om fuld løn under sygdom i en periode på otte måneder efter den 28. februar 2014. Dette krav henhører under domstolene og ikke Ligebehandlingsnævnet. Klager har beholdt pc og telefon, som indklagede har stillet til rådighed. Derudover har indklagede betalt for telefonabonnement under sygemeldingen. Klager blev ikke pålagt at sygemelde sig. En arbejdsgiver kan ikke pålægge en arbejdstager at sygemelde sig. En sygemelding kræver, at arbejdstageren aktivt og frivilligt sygemelder sig over for sin arbejdsgiver. 7
Klager var enig i, at en fuldtidssygemelding var den bedst mulige løsning, og han sygemeldte sig selv frivilligt. Indklagede har fremlagt et referat fra mødet den 28. februar 2014, hvoraf det fremgår, at: "[Klager] har været ved neurolog for at få en udtalelse og får svar i næste uge Kommunen afventer desuden rapport fra [] smerteklinik og kan så derefter komme med deres vurdering ift. flexjob [Leder] tilbyder at tage med til møder ved kommunen eller komme med en skriftlig udtalelse, hvis [klager] ønsker det. [Klager] mener ikke at det er nødvendigt pt. [Leder] lægger op til en fuldsygemelding og så et møde igen, når [klager] er klar til at arbejde igen - [klager] er enig i dette. Der skal snarest aftales et overleveringsmøde hvor [klager] videregiver de oplysninger/aftaler han har med de unge." Referatet blev oplæst på mødet. Fuldtidssygemeldingen skulle kun gælde, indtil klager var afklaret på såvel smerteklinik som i Fastholdelsesteamet i bopælskommunen, så det kunne vides, i hvilket omfang klager ville være i stand til at arbejde fremadrettet. Det var hele tiden hensigten, at klager skulle fortsætte sit arbejde ved indklagede. Hvis klager ikke sygemeldte sig frivilligt, ville indklagede have været nødsaget til at vurdere, om der skulle indledes en afskedigelsessag. Såfremt indklagede havde valgt ikke at acceptere sygemeldingen og havde afskediget klager, kunne der - såfremt der var tale om et handicap, hvilket bestrides - være et spørgsmål, som Ligebehandlingsnævnet kunne træffe afgørelse om. I nærværende sag kan der ikke være tale om forskelsbehandling, da indklagede ikke kan pålægge klager at sygemelde sig. Klagers leder har deltaget i flere møder med Fastholdelsesteamet i klagers bopælskommune med henblik på at finde en løsning. Klager opfordres til at fremlægge de resterende referater fra møder i Fastholdelsesteamet, idet klagers leder har deltaget i møder udover mødet den 28. januar 2014. Indklagede har således, uanset at klager ikke kan anses for at have et handicap, iværksat en række relevante og hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingsloven, for at klager kunne forblive i stillingen uden at fuldtidssygemelde sig. 8
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet træffer afgørelse om forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C- 337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Nævnet lægger til grund, at klager som følge af en piskesmældslæsion den 13. april 2012 pådrog sig nakkesmerter med udstråling, nedsat bevægelighed og kognitive gener, som fortsat var til stede i maj 2015. Nævnet lægger også til grund, at klager som følge af sine helbredsmæssige gener gik ned i arbejdstid til først 24 timer og derefter 18 timer ugen, og at generne medførte en sygemelding på fuld tid fra 1. marts 2014 og siden bevilling af fleksjobansættelse. Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at der er tale om en sådan langvarig nedsættelse i klagers mulighed for at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, at klager må anses for at have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. På baggrund af referat fra møde med kommunens Fastholdelsesteam den 28. januar 2014 må det lægges til grund, at det var indklagedes ønske, at klager blev fuldtidssygemeldt pr. 1. marts 2014, eller at der blev indledt en afskedigelsessag, såfremt klager ikke var i stand til at genoptage arbejdet på fuld tid. Da klager blev sygemeldt, blev der derfor ikke indledt en afskedigelsessag. Det er nævnets vurdering, at klager ikke kan anses for at være opsagt pr. 1. marts 2014, uanset at han fra dette tidspunkt ikke længere modtog løn. Imidlertid er det på baggrund af referatet af 28. januar 2014 nævnets vurdering, at klager på baggrund af sin leders udtalelse reelt var nødsaget til at lade sig fuldtidssygemelde uden løn for at undgå, at indklagede indledte en afskedigelsessag. 9
Nævnet finder som følge heraf, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klagers handicap er årsag til, at han ikke efter den 28. februar 2014 kunne fortsætte med at udføre arbejde for indklagede og modtage løn derfor. Arbejdsgivere skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det fremgår af præmis 57 i Ring/Werge-dommen, at direktiv 2000/78 ifølge 17. betragtning ikke kræver fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling, med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap, herunder en eventuel nedsættelse af disse personers arbejdstid. Nævnet finder, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at det ville være en uforholdsmæssig stor byrde at tilbyde klager ansættelse på nedsat tid efter den 28. februar 2014. Indklagede har således over en længere periode to gange nedsat klagers arbejdstid senest til 18 timer ugentligt. Dette timetal var imidlertid ifølge indklagede utilstrækkeligt til at klager kunne varetage sine arbejdsopgaver tilfredsstillende. På mødet den 16. august 2013 oplyste souschefen, at der ikke var hensigtsmæssige omplaceringsmuligheder og klager kunne ligesom kommunens repræsentant ikke pege på andre skånehensyn. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence 9, stk. 1, om klagebehandling 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde 2 om forbud mod forskelsbehandling 2a, om hensigtsmæssige foranstaltninger 7a om delt bevisbyrde <2014-6810-62277> 10