Jesu fødsel og barndomshistorie 1,5-2,52

Jesu fødsel og barndomshistorie 1,5-2,52 Indhold: 1,5-25 Bebudelsen af Johannes Døberens fødsel 1,26-38 Bebudelsen af Jesu fødsel 1,39-45 Mødet mellem Maria og Elizabeth 1,46-56 Marias lovsang (Magnifikat) 1,57-66 Johannes Døberens fødsel 1,67-80 Zacharias lovsang (Benediktus) 2,1-20 Jesu fødsel 2,21-40 Simeon og Anna, de to vidner 2,41-52 Jesus som tolvårig i Jerusalems tempel Efter forordet i 1,1-4 begynder Lukas sin beretning med at fortælle om bebudelsen af henholdsvis Johannes Døberens og Jesu fødsel. Læseren følger nu begivenhederne så at sige, og samtidig er hele fortællingen om Abraham og Sara i 1 Mos 11-21 den skjulte baggrund: Gud giver sit løfte til Abraham om, at han skal blive stamfader til et stort folk. Men disse løfters virkeliggørelse trækker imidlertid ud, og Abraham og Sara får først i en sen alder sønnen Isak. Beretningerne om bebudelsen og fødslen af Johannes Døberen og Jesus er bygget parallelt op (iflg. Green s. 50): Johannes Døberen 1,5-7 1,8-23 1,24-25 1,57-58 1,59-66 1,67-79 1,80 Præsentation af forældrene Bebudelsen Elisabeth/Marias reaktion Fødslen Omskærelse og navn Profetiske udsagn Barnets opvækst Jesus 1,26-27 1,28-38 1,39-56 2,1-20 2,21-24 2,25-39 2,40-5 19

De to beretninger om henholdsvis Johannes og Jesu fødsel fortælles altså sideløbende. Læseren lades dog ikke i tvivl om, hvor vægten lægges. Jesu fødselshistorie har langt den overvejende plads. Med sit dobbeltværk, evangeliet og Apostlenes Gerninger, vil Lukas fortsætte den frelseshistorie, der er begyndt i Det Gamle Testamente. Lukas begynder sit evangelium midt i denne frelseshistorie med Jesu fødsel, hans liv og frelsesværk, og fortsætter med kirkens tid i ApG frem til Kristi genkomst og Gudsrigets endelige komme. Med Jesu fødsel er den nye tidsalder kommet, der bærer frem mod Gudsriget. Med Jesu fødsels- og barndomshistorie får vi også et indblik i Lukas sociale og politiske verden. Nok er vi i Herodes dage (1,5), og nok må Maria og Josef drage til Betlehem pga. kejser Augustus ønske om folketælling, men Guds frelseshandling betyder, at de magtfulde vil blive styrtet og de fattige og foragtede blive ophøjet (1,52). Præsentationen af Elisabeth og Maria viser os også Lukas sociale interesse. Elisabeth omtales som af Arons slægt, men hun er uden barn, ufrugtbar, og dermed ikke i stand til at opfylde sin opgave som kvinde og hustru i datidens samfund. Så længe hun er barnløs, er hun uden status. I sammenligning hermed bliver Maria introduceret (1,27) som værende uden familiebaggrund. Hun er forlovet med Josef, som er af Davids slægt, men altså endnu ikke blevet en del af hans hus og hans sociale status. De sociale klasser Magt og privilegier Kongemagten Synedriet (ypperstepræstefamilien, stormænd, saddukæere) Præsteskabet ved templet Købmænd Landbefolkningen, bønder, fiskere Urene og deklasserede grupper (hyrder, kameldrivere, prostituerede) Den jødiske fromhed og religiøsitet udtrykt i takoffer for fødslen, omskærelsesritualet og navngivning kommer også frem i fødsels- og barndomsberetningerne, sådan som den var centreret omkring det jødiske tempel her i det første århundrede. Templet i Jerusalem var jødernes hovedhelligdom fra kong Salomon, og indtil romerne 20

ødelagde det i år 70 e.kr. for at sætte punktum for det jødiske oprør. Ifølge 2 Sam 6 gjorde kong David Jerusalem til landets religiøse centrum ved at føre pagtens ark hertil, men det blev kong Salomon, der rejste den tempelbygning, som er beskrevet i detaljer i 1 Kong 6-7. Efter hjemkomsten fra det babyloniske eksil (587-539 f.kr.) opførtes det såkaldte Zerubbabels tempel ifølge Ezra 1,1. I år 20-19 f.kr. restaurerede Herodes templet så omfattende, at man kan tale om et helt nyt og tredje tempelbyggeri. I fødsels- og barndomshistorien er templet det kulturelle og religiøse centrum, hvor Gud er nærværende, hvor loven diskuteres, og håbet om den kommende verden kommer til udtryk. 1. Marias bebudelse 1,26-38 Bebudelsen til Maria er tæt knyttet sammen med den forudgående beretning om løftet til Elisabeth og Zakarias. Igen er det englen Gabriel, der er budbringeren. Det var Gabriel, der if. Dan 8,16 tydede Daniels syner, og selve navnet Gabriel kan betyde Guds stærke. Gabriel hører til kredsen af de syv ærkeengle, der if. Åb 8,2 står for Guds ansigt. Det understreges i teksten, at Maria er jomfru, altså en ung pige i den giftefærdige alder, sandsynligvis 12-13 år gammel. Dette stemte i øvrigt med den romerske lov, idet Augustus havde sat minimumsalderen for indgåelse af ægteskab til 12 år for piger og 14 år for drenge. Maria understreger sin jomfruelighed med henvisningen (v. 34) til, at hun aldrig har været sammen med en mand, mens Matt 1,23 henviser til profetien i Es 7,14. Matt vil lade det være helt klart, at Jesu fødsel er opfyldelsen af de GT-lige profetier forudsagt af profeten Esajas. Overraskende for Maria træder Gabriel frem for hende med hilsenen: Herren er med dig, du benådede! Men det er andet og mere end en hilsen. Det er ord kendt fra GT, der tydeligt angiver, at hun er udvalgt af Gud. Hendes forvirring og frygt imødegås derpå af englens ord: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud! Hun skal undfange, føde og give navn til et barn, som Gud vil give Davids trone. Og i konsekvens heraf skal dette barn regere for evigt. Hans navn skal være Jesus, hvilket betyder Jahve frelser og Den højestes søn, altså Guds søn. 21

Jomfrufødsel og gudebørn Forestillingen om jomfrufødslen er mere et stykke teologi, dvs. et udtryk for, at nu skaber Gud nyt, end en historisk kendsgerning. I de mellemøstlige religioner findes der parallelle forestillinger om guden, der lader sig føde: 1. I Ægypten blev Farao i bogstavelig forstand opfattet som en søn af guden. Det var i virkeligheden guden Amon, der i skikkelse af den regerende konge, gjorde dronningen gravid. 2. Fortællinger om seksuel forening af guder og jordiske kvinder var almindeligt udbredt i den antikke verden. F.eks. fortaltes det, at filosoffen Platon havde guden Apollon som sin far. I den senere jødiske polemik påstod man, at Jesus var et uægte barn. Lukas fremhæver i modsætning hertil, at Jesus i lovens forstand er et legalt barn af Josef. Man kan med andre ord sige, at der er forestillinger i NT, der ligger tæt på specielt dem, vi kender fra det gamle Ægypten. Alligevel er det sprog, som bruges til at beskrive Jesu undfangelse og fødsel, i overensstemmelse med, hvad vi i øvrigt finder i NT. Lukas har utvivlsomt formuleret og overleveret en tradition, som har levet i menighederne i slutningen af det første århundrede. Nok er undfangelsen hyllet i et mysterium, men samtidig gøres det klart, at Marias søn er Guds søn og dermed den lovede Messias. 2. Marias lovsang 1,46-56 I mødet mellem Maria og Elisabeth fremsiger Maria sin lovsang. Lovsangen har uden tvivl en jødisk baggrund, men giver samtidig et billede af Gud, som fortsat vil handle til frelse: 1. Gud skildres som den kæmpende, den Mægtige, der har gjort vældige ting og splittet dem, der er hovmodige og styrtet de mægtige fra tronen. Det er den Gud, som kæmper for sit folk (sml. evt. med Sl 24,7-10). 2. Han er samtidig den Gud, der har holdt sine løfter og sin pagt med folket. Han er den nådige Gud, der har løftet den ringe op, mættet den sultne og sendt den rige tomhændet bort. Gud er en forandringens og omvæltningens Gud. En dynamisk Gud. 3. Gud er hellig og barmhjertig mod dem, der frygter ham. 4. Gud løfter den enkeltes liv (Marias) op i frihed. 22

I v. 54-55 peges der tilbage på Guds historie med Israel, udvælgelsen og pagten. Gud husker på sin barmhjertighed. Han skildres som frelsens Gud, der griber ind i såvel folkets som den enkeltes liv 3. Jesu fødsel 2,1-21 Lukas afbryder beretningen om Johannes Døberen for at følge op på bebudelsen af Jesu fødsel. Ligesom det i bebudelsen af Johannes fødsel understreges, at Johannes kun er den, der skal gå forud for Messias, sådan er også Johannes fødsel proklameret med en profeti af Zakarias. I modsætning hertil er det en himmelsk proklamation akkompagneret af englenes sang, der forkynder fødslen af Jesus. Augustus I beretningen om Jesu fødsel står to magter over for hinanden: Det romerske imperium med kejser Augustus og Guds frelsesvilje. Augustus blev Roms enehersker år 27 f.kr. Han skrev selv: Nitten år gammel samlede jeg på eget initiativ og for egne midler en hær, med hvilken jeg befriede republikken, der var undertrykt af klikevælde. Han var født Gaius Octavian og slægtning til Julius Cæsar, som gjorde ham til sin adoptivsøn og arving. Octavian stod som sejrherren efter de borgerkrige, som Rom blev kastet ud i efter mordet på Cæsar i år 44. Og eftersom Cæsar, inden mordet på ham, var blevet erklæret for guddommelig (divus), så kunne Octavian godtgøre, at han selv var en divi filius, dvs. søn af en guddommelig. Som prokonsul fik Augustus i år 27 formelt de vigtigste af de romerske provinser for de næste 10 år. Denne ordning blev så fornyet af det romerske senat hvert følgende tiår. Gaius Octavian antager nu navnet Cæsar Augustus, bliver princeps senatus, dvs. senatets førstemand, og overtager senere også embedet som pontifex maximus (ypperstepræst). I år 2 får han tilnavnet pater patriae ( fædrelandets fader ), og i evangeliet benævnes han kejser Augustus. 1-5. Jesu fødsel placeres i en verdenshistorisk sammenhæng, idet det fortælles, at kejser Augustus beordrer en folketælling iværksat. Denne folketælling skulle danne grundlag for en skatteudskrivning, og som et resultat af dette befinder Maria og Josef sig i Betlehem. Lukas nævner endvidere, at denne folketælling fandt sted under Kvirinius, der var statholder over provinsen Syrien. Denne henvisning indeholder imidlertid problemer. Det er sikkert, at Jesus er født i kejser Augustus regeringstid, 23

når vi bruger den mere præcise tidsangivelse i Luk 3,1 og 3,23, men Kvirinius overtog først statholderembedet over provinsen Syrien i år 6 samtidig med, at Judæa blev lagt ind under provinsen Syrien. Dette har selvfølgeligt været anledning til folketællingen af jøderne og skatteudskrivningen. Det er da også denne skatteudskrivning, der ifølge den jødiske historieskriver Josefus udløser et oprør anført af Judas Galilæeren. I øvrigt har vi ikke kilder, der beretter om tidligere folketællinger i Palæstinaområdet. Fastholder vi samtidig, at Jesus er født i Herodes den Stores regeringstid, hvilket spiller en stor rolle i Matt s fødsels- og barndomsberetninger, så får vi et spænd på ca. 10 år, inden for hvilken fødselen kan have fundet sted. Josefus Jødisk historieskriver, søn af en præst og farisæer, der nød megen anseelse. Han var anfører for en jødisk hær i Galilæa under det jødiske oprør mod romerne i 66-70, men blev taget til fange af krigsherren Vespasian. Da Josefus imidlertid spåede Vespasian en fremtid som romersk kejser, lod Vespasian ham optage i sin familie, flavierne. Josefus skrev Den jødiske krig og Den jødiske arkæologi (jødernes historie). Angivelsen af fødselstidspunktet for Jesus er upræcis, men det er mest sandsynligt, at han er født i Herodes sidste regeringsår, dvs. år 4 f.v.t. I så fald omtaler Lukas en folketælling, som vi ikke kender til fra andre kilder. Kvirinius er den græske form af det latinske navn Quirinius. Han kom fra en af de lavere sociale klasser, men arbejdede sig op til det romerske imperiums højeste stillinger: konsul, senator og statholder endog to gange i henholdsvis provinsen Asien og dernæst Syrien. Kvirinius stod Augustus meget nær, var højt respekteret for sin administrative og militære dygtighed og var både effektiv og ubestikkelig. Det jødiske oprør i forbindelse med skatteudskrivningen blev da også slået hårdt og brutalt ned. Ligesom alle andre vandrer også Josef til sin by for at lade sig indskrive, dvs. til hans oprindelsessted. Josef bliver altså præsenteret for læserne som af Davids slægt. Og det er ikke, som man kunne tro, Jerusalem, der er Davids by, men Betlehem. Hermed er englens proklamation gået i opfyldelse (1,32), for ligesom David stammer fra 24

Betlehem, skal Jesus også fødes her (jf. i øvrigt Mika 5,1: Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel ). Maria følger Josef, fordi de sandsynligvis bor sammen, og ikke fordi hun også skal registreres i fortællingen. Maria præsenteres også her som Josefs forlovede. Lukas lader med beskrivelsen af folketællingen to motiver virke sammen: På den ene side følger Josef den mægtige kejsers dekret om folketælling. Men på den anden side er kejserens myndighed set som underordnet Guds vilje. 6-7. Enkelt og i få ord fortælles der nu om fødslen. Jesus er Marias førstefødte, hvilket dels støtter udsagnet om, at hun var jomfru ved undfangelsen, og dels har Jesus som den førstefødte arveretten til Davids trone, hvilket igen peger på hans messianske opgave. Lukas beskriver de ydmyge omgivelser, som fødslen sker i. På grund af trængslen er det en stald, som sandsynligvis var eneste gæsteværelse hos en fattig familie. En tradition, der går helt tilbage til det andet århundrede, henlægger Jesu fødsel til en grotte. Kejser Konstantin den Store lod en kirke bygge i Betlehem over den mulige lokalitet. Grotten er nu udgravet under kirken og regnes af den katolske og de ortodokse kirker som selve stedet for fødslen. 8-12. Hyrderne er de første, der får budskabet om Jesu fødsel. I datidens samfund befandt hyrderne sig på bunden af samfundet. De hørte til gruppen af fattige bønder, der var nødt til at sælge deres arbejdskraft til andre på grund af skattetrykket, men det er dem, der får meddelelsen om frelserens fødsel og ikke magthaverne, jf. Marias Lovsang. Det er en Herrens engel, der bringer budskabet til hyrderne måske er det englen Gabriel og englen er fulgt af en himmelsk hærskare (v.13). Her på Betlehems mark mødes altså himmel og jord. Mødestedet mellem det guddommelige og det jordiske var ellers Jerusalems tempel, men for Lukas er dette monopol på hellighed sprængt. Guds åbenbaring er ikke længere bundet til Jerusalem. Evangeliet er universelt, og det glædelige budskab er for alle mennesker. Guds fred er nu kommet til jorden. Glædeligt budskab er en formel kendt fra den hellenistiske verden både om sejr i krig og i kultisk sammenhæng og en forkyndelse af gudernes yndest. Men frem for alt er der tale om forbindelsen tilbage til Es 40-66. Her udråbes Guds komme som ensbetydende med frelse (Es 40,9) og Guds herredømme som et her- 25

redømme med fred, retfærdighed (Es 52,7) og ny mulighed for fattige (Es 61,1-2). Med en sprogbrug, der har rødder tilbage i begge kulturer, den hellenistiske og den jødiske, forkyndes der altså et glædeligt budskab for de fattige hyrder. Hyrderne får imidlertid ikke den nyfødtes navn bekendtgjort. Det er Maria (og Josef), der skal give ham navnet Jesus, hvilket sker ved omskærelsen på ottendedagen if. 2,21. I stedet forkyndes den nyfødtes titler: Han er frelser, Messias og Herre. Frelser brugtes i den græsk-romerske verden om både guder og fyrster. Både i de klassiske græske og romerske religioner og i de religioner, som opstod ved vor tidsregnings begyndelse, optræder guderne som frelsere. Det gælder f.eks. i nye religioner som Mithrasreligionen og Isisdyrkelsen. Cæsar kaldtes f.eks. verdens frelser, og Augustus fik betegnelsen menneskehedens velgører. I GT bliver frelser brugt om Gud, som den der udfrier sit folk, og netop i denne betydning overføres betegnelsen på Jesus. Kristus er det græsk-latinske ord, der oversætter det hebraiske Messias, der betyder den salvede. Det var den gammelisraelitiske kongetitel, som efterhånden gennem folkets historie blev betegnelsen på den forventede frelserskikkelse, der skulle tilvejebringe et nyt Israel og en ny tidsalder. Herre (græsk: kyrios). Denne betegnelse blev også brugt af Augustus og senere af de romerske kejsere. Kejseren var kyrios. I GT er Guds navn Jahve, men det fortrænges efterhånden af betegnelsen adonaj, der også betyder herre. Den græsksprogede udgave af det hebraiske GT (som kaldes LXX, Septuaginta) oversætter det hebraiske udtryk adonaj med kyrios. Tegnet, som hyrderne skal finde, er ikke en særlig Gudsmagt, men et barn, svøbt, liggende i en krybbe. Der er her et ekko af udsagnet i Es 1,3: Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe, men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet, og den teologiske mening er klar: Gud kommer nu på en ny og anderledes måde sit folk i møde. 13-14 Englenes hymne understreger igen universalismen i Luk: Guds ære i den højeste himmel giver sig udtryk i den fred, Han bringer på jorden til dem, der har hans velbehag. Det er en fred til Israel, som samtidig er en fred til alverden. Med fødslen af dette barn er Guds nåde altså kommet til hele verden. 15-20 Som Maria gjorde det, tror også hyrderne ureflekteret og umiddelbart. De går til Betlehem, finder, hvad de søger, og vender tilbage, lovpriser og fortæller videre. 26