Prædiken Mariae bebudelse

Transkript

1 Prædiken Mariae bebudelse Salmer DDS 432: Det lille litani erstatter indgangsbønnen DDS 71: Nu kom der bud fra englekor DDS 441: Alle mine kilder DDS 117: En rose så jeg skyde // DDS 72; Maria hun var en jomfru ren DDS 536: Udrust dig, helt fra Golgata DDS 106: Af højheden oprunden er Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria:»Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre mod Abraham og hans slægt til evig tid. Luk 1,46-55 Gode Gud. Giv os at høre dit ord, så vi kan leve vores liv i visheden om, at du er med os alle dage indtil verdens ende. I slotskirken i Wittenberg, hvor Martin Luther jo levede og virkede i hovedparten af sit liv, er der en malet indskrift lige inden for indgangsdøren. Det er et citat af Martin Luther. Og det lyder som følger: Det, der skal ske i dette gudshus, er, at vor kære Herre selv vil tale til os gennem 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 sit hellige ord, og vi på vor side skal tale med ham gennem bøn og lovsang." Og det lyder jo meget rigtigt. Men citatet i Wittenberg Slotskirke er i øvrigt beskåret. Måske af pladshensyn. Måske fordi de gode mennesker, der har sørget for, at det blev placeret netop dér, godt vidste, at fortsættelsen kunne være lidt svær at leve op til. I den oprindelige sammenhæng opfordrer Luther nemlig videre indtrængende sine tilhørere til sammen med ham at sørge for, at "intet andet foregår i dette hus, end at vor kære Herre selv vil tale til os" osv. Det kan vi så lige tænke lidt over. Sammenhængen, som citatet stammer fra, er den indvielsestale, Luther den 5. oktober 1544 holdt ved indvielsen af kirken i Schloss Hartenfels i Torgau. Kirken i Schloss Hartenfels er særligt interessant, fordi det er den første lutherske kirkebygning, der bliver bygget. Den har dermed også med sin vægtning af et alter i niveau med menigheden, prædikestolen hævet op, så alle kunne høre det talte, og sin integrerede døbefont i selve kirkerummet markante lutherske vægtninger. Vi ser det måske ikke. For det er jo sådan vi kender kirkerum. Men dengang har det været ganske overraskende. Direkte revolutionerende faktisk. For det gør op med det katolske højalter. Den manglende forståelse for ordets betydning og dåbens henvisning til et sidekapel eller et egentligt dåbskapel, et såkaldt, baptisteri, uden for kirken. Men tilbage til Luthers ord. Talen har nemlig haft overordentlig stor betydning for luthersk gudstjenesteforståelse. Helt frem til i dag. Luthers syn er kort fortalt det, at gudstjenesten består af Guds tiltale og menighedens svar. Altså Gud først og mennesket så, kan man sige. Det er lidt ligesom med Fadervor. Herrens bøn begynder med Guds dagsorden, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, og først derefter kommer vores problemer i fokus: giv os i dag vort daglige brød osv. Gudstjenesten skal også begynde med Guds dagsorden. Først derefter kommer vores, der i den forstand altid må fastholdes som underordnet Guds. Gudstjenesten er kommunikation, nærmere bestemt tiltale og svar. På tysk hedder det: Wort und Antwort. Og det gør sådan set det, der er på spil, lidt klarere. På tysk kommer det således tydeligere frem end på dansk, at der er en korrelation, en sammenhæng og en vis form for gensidig afhængighed, mellem tiltale og svar. Og samtidig fastholdes det, at tiltalen kommer før svaret. I Marias lovsang - magnificat, som den også kaldes, opkaldt efter det første ord i 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 den latinske bibeltekst - støder vi på Marias svar på det forunderlige, hun har oplevet. Det er svar på tiltale. Guds tiltale til hende. Det ydmyge menneskes svar i lovsang på det ubegribelige, der ikke kan forstås med forstanden, men alene gribes efter i taknemmelig undren. Forud er gået bebudelsen, hvor Lukas véd at berette, hvordan englen opsøger Maria med det forunderligste budskab. At himlen og jorden i hende skal mødes, og at hun skal føde Guds søn. Og så skifter scenen ellers. Maria besøger sin slægtning, Elisabeth, Zakarias hustru. Altså den Elisabeth, der i traditionen fremtræder som Johannes Døbers mor, og er hos hende. Marias lovsang bliver direkte i sammenhængen et svar på, at Elisabeths barn, altså Johannes Døber, hopper og springer af glæde i maven, fordi Maria og dermed den ligeledes ufødte Jesus kommer ham nær. I den større sammenhængen gør det ingen forskel. Marias lovsang er et svar, fordi Gud har handlet først. Den er antwort på Guds wort. For lovsangen adresserer det forunderlige, hun har oplevet. Den fastholder, at Gud er kommet hende i møde. Og i hende er kommet os i møde. Den fremhæver, at det barn, hun bærer, ikke er noget almindeligt barn, men på den samme tid den gode Gud selv. Marias lovsang, magnificat, fremstår som den første store hymne hos Lukas. Snart efterfulgt af de to andre. Benediktus Zakarias lovsang og siden ovre i kap. 2 men kapitlerne er jo en senere tids opfindelse Nunc dimittis altså Simeons lovsang. De spejler noget grundlæggende i vores måde at tale om det med Gud på. De tre lovsange har derfor også fået en enorm gennemslagskraft i den kirkelige tradition. I den katolske kirke og ikke mindre i den anglikanske, indgår de tre bønner i et væld liturgiske sammenhænge. Og enhver klassisk komponist med respekt for sig selv, har komponeret musik til netop disse hymner. Det er værd at dvæle ved et øjeblik. For det understreger, at ord som dem, vi møder i Marias lovsang har en gyldighed og relevans, der strækker sig ud over bestemte tider og rum. De har deres eget liv, der rækker ud og favner mennesker på tværs af generationer. Måske fordi de så klart fastholder, at vi altid må stå med hatten i hånden overfor den gode Gud i himlen. At det er ham, vi skylder alt. At vi som de ringe i verdens øjne, alene har Gud at holde os til. Alle slægter skal prise mig salig, siger Maria, fordi Gud har øvet store ting, selv om jeg ringe. Det er den grundlæggende værdiomvending; den fundamentale værdiomkalfatring i kristendommen, vi har fat i hér. Evangeliets vender vores 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 logik og forudindtagede holdninger på hovedet. Fordi alt det, vi går og mener, slet ingen relevans har i Guds nye virkelighed. Det, der er småt og uvedkommende i verdens øjne, er af uendelig værdi i Guds. Det, Maria priser sig salig for, er, må vi fastholde, præcis, hvad Paulus i dagens epistel kunne kalde evangeliets dårskab og forargelse. Og det går altså helt på tværs af alt, der er vores vanlige måde at opfatte det på. Vi priser gerne et menneske lykkeligt, fordi hun eller han er særligt begavet. Fordi et menneske er velhavende, eller har en særlig stærk tro, eller hvad det nu kan være. Men hér er der tale om at prise Maria lykkelig, fordi hun er den ringe, blev født som den ringe, levede som den ringe, aldrig blev andet end den ringe. Det er ikke et eventyr som eksempelvis prinsessen på ærten, der kan mærke ærten og dermed får prinsen. Der er tværtimod tale om den fattige pige, der blev ved med at være en fattig pige og netop derfor prises lykkelig. Det er jo grundlæggende meningsløst i vores øjne. Og af samme grund såre evangelisk. Maria var, som julesalmen siger, den fattige jomfru, der sad i løn og fødte himlens kongesøn (DDS 104). Det er evangeliets mening med lovprisningen af den fattige og ydmyge pige, vi har fat i hér. For gennem hende øver Gud store ting. Det store, Gud øver mod den fattige, ringe pige, der aldrig bliver andet end fattig og ringe, lader Gud selv komme til. Lader hans guddommelige storhed træde frem. Det er en storhed, der kun tilhører Gud. Guds storhed, ikke menneskets. Guds storhed ser, menneskeligt talt, ud som intet. Når Gud åbenbarer sin storhed, åbenbarer han den i det svage. Ganske som Maria var den fattige og ringe og aldrig blev andet, således var Jesus, menneskeligt talt, den fattige og ringe, der aldrig blev andet. Det er evangeliets omvending in persona. I ét eneste menneske, der på samme tid er den gode Gud. Gud blev selv den fattige og ringe. Han gav afkald på den herlighed, der var hans, for at vise os, at Guds storhed er en anden. Fattig kom du til jorden ned, adlede armod og usselhed (DDS 108), siger Luther. Ringheden er og forbliver ringheden. Derfor er den ringe og fattige rig og lykkelig. Gud valgte at blive ringe og fattig. For at vi skal blive rige og lykkelige i ham. Ikke i verdens øjne. Men i hans. Sådan er evangeliet. Det er, som Paulus så skarpt gennemskuer, dets dårskab og forargelse, at Guds virkelighed altid er det modsatte af menneskets forventninger. Gud åbenbarer sin herlighed, men som hjælpeløshed og usselhed. Gud åbenbarer sin fred, men som forfølgelse og trængsel og nød. Gud åbenbarer sin fuldkommenhed, men han åbenbarer den som den svage. Gud åbenbarer sin magt, men han åbenbarer den som afmagt og 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 afkald. Det er vores vilkår over for Gud. Evangeliet skænker os at leve i fred, herlighed og glæde, midt i ufred, usselhed og nød. Med evangeliet sættes der en grænse. Evangeliet er en stopklods for vores bestræbelse om at gøre os fortjente til Guds nåde. I kristentroen skal vi ikke hæve os op til Gud. Gud kommer til os. Ikke i herlighed og vælde, men i nåde og kærlighed. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5