Introduktion til en Madhab

Introduktion til en Madhab Hvad det er, hvor det kommer fra, og hvorfor vi har det. Indholdsfortegnelse 1 Hvor kommer idéen om en madhab fra?... 1 2 En anden vinkel... 4 3 Hvorfor følger man så en madhab?... 5 4 Hvorfor er der lige præcis 4 Madhabs?... 6 5 Opsumering... 7 6 Kilder... 8

Bismillahi al-rahmani al-raheem. Al lovprisning er til Allah, og må fred og velsignelser være over vores Profet. Dette er en kort gennem af begrebet madhab. 1 Hvor kommer idéen om en madhab fra? Overordnet set kan man sige, at: en madhab er en veludviklet metode til at gribe en islamisk problemstilling an på. Der findes så forskellige metoder, og afhængig af hvilken metode man bruger, vil man få forskellige resultater på sin problemstilling. Man siger tit, at en madhab er en lovskole. Det kan lyde ret kompliceret, men det der menes med "en lovskole" er: "at det er en bestemt metode at forholde sig til Quran og Sunna på". Det er en "skole" i den forstand, at man "uddanner sig" og "arbejder" indenfor bestemte rammer. Disse rammer kaldes så for en madhab eller en lovskole. Lovskole = en bestemt metode at arbejde på = madhab. Islam har et svar til alle problemer, og da Profeten levede, var det nemt nok, for havde man et problem, så gik man bare hen til Ham og fik en løsning. Men da Profeten ikke var iblandt os længere, så stod muslimerne pludselig overfor en helt ny situation, for tiden står jo ikke stille, og muslimerne stødte på nye ting, nye opdagelser, nye problemer, nye kulturer osv. Så hvad gør man så, når man pludselig står overfor noget, som Profeten ikke direkte har sagt noget om, og man ikke længere kan spørge Ham? Ja, man ved jo, at Islam er komplet, så svaret må søges i Quran og Sunna. Muslimerne måtte altså begynde at analysere, fortolke, sammenligne og forstå de måtte gøre hvad de kunne for at forstå teksterne bedst muligt og dermed finde svaret. Efter Profeten er det Sahaba, der fører Islam videre og heldigvis for os, så havde Profeten lært Sahaba, hvordan de skulle gribe sådanne situationer an. Men når det kommer til at fortolke og analysere, så er det noget, der er baseret på individer, og enhver persons natur og forståelse er forskellig, og derfor kan de komme frem til forskellige resultater. F.eks. kan man sige, at blandt Sahaba så ville: 1. Abu Bakr holde sig meget strengt til, hvad Profeten sagde og gjorde. 2. Umar ibn al-khattab være hård og striks i det. 3. Ali ibn Abi Talib være praktisk anlagt. 4. Uthman ibn Affan ville være tilgivende. Side 1

Der er altså ikke to Sahaba, der er ens, og deres forskelligheder vil naturligvis afspejle sig i, hvad de hver især ville sige om en islamisk problemstilling. Så når Sahaba skulle løse en problemstilling, ville de alle gøre det ud fra hver deres forståelse og hver deres indgangsvinkel. Man kan måske sige, at Abu Bakr ville fokusere mere på at opfylde Sunna uden at tænke på hvorfor, mens Ali ville fokusere mere på at forstå, hvorfor Profeten gjorde, som han gjorde. Så Sahaba havde forskellige indgangsvinkler eller metoder til at forstå og fortolke Quran og Sunna på. Dem gav Sahaba så videre til Tabaeen (generationen efter Sahaba ), som så igen gav det videre til den næste generation osv. På denne måde fik man formet generationerne i bestemte retninger alt efter hvilke Sahaba, der gav deres viden til dem. For efterhånden som Islam spredtes, flyttede Sahaba ud til de nye områder for at undervise og lære fra sig. Feks. fik man i Irak-området formet folk i forhold til de Sahaba, der var dominerende der (Abdullah ibn Masud, Ali ibn Abi Talib ), og det resultat man fik, blev med tiden til Hanafi Madhab. Mens man i Hijaz (området ved Makka og Madina) fik formet folk i forhold til de Sahaba, der var dominerende der (Zaid ibn Thabit, Aisha ), og det resultat man fik, blev med tiden til Maliki Madhab. Så med tiden fik hvert område sit eget lille særpræg, i form af den indgangsvinkel man havde til at forstå Quran og Sunna på. Denne indgangsvinkel kunne spores tilbage til de Sahaba, der havde undervist dem, og Sahabas viden kan jo så spores tilbage til Profeten. Med andre ord så er en madhab faktisk en metode, som hvert område har nedarvet Islam på i forhold til de Sahaba, der levede i det område. Men med tiden er det færre og færre, der har viden nok til at kunne fortolke og forstå teksterne godt nok. Så der opstår et behov for at standardisere tingene og samle dem som en slags reference, som nemt kan bruges, præcis på samme måde som man gjorde med Koranen, der først blev skrevet ned og samlet i én ensrettet bog kaldet Mushaf, under Uthman ibn Affan ca. 20 år efter Profetens bortgang. Så fra ca. 750-900 sker der en samling af de her metoder, der præciseres og skrives systematisk ned, og man kan sige, at hver enkel metode man får samlet og skrevet ned er en madhab. Man snakker almindeligvis om, at der i dag findes 4 madhabs (flertal af madhab): 1. Madhab Hanafi. Opkaldt efter Abu Hanifa 698-767, der levede det meste af sit liv i Kufa, Irak. Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Irak som f.eks. Abdullah ibn Masud og Ali ibn Abi Talib. I dag er hanafi madhab mest udbredt i Syrien, Tyrkiet, Balkan, de gamle Sovjet-republikker, Irak, Afghanistan samt Indien Pakistan og Kina. 2. Madhab Maliki. Opkaldt efter Malik ibn Anas 712-795, som levede hele sit liv i Madina i Hijaz-området (området ved Makka og Madina). Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Madina som f.eks. Zaid ibn Thabit og Aisha. I dag er maliki madhab mest udbredt i Nord og Vestafrika, samt Emiraterne og Kuwait. Side 2

3. Madhab Shafi. Opkaldt efter Muhammad ibn Idris as-shafi i 767-820, der levede i Hijaz, Yemen, Baghdad og Egypten. Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Makka og Egypten som f.eks. Abdullah ibn Abbas og Abdullah ibn Zubair. I dag er Shafi madhab mest udbredt i Palæstina, Jordan, Syrien, Irak, Yemen, Øst og Central-afrika, samt Malaysia og Indonesien. 4. Madhab Hanbali Opkaldt efter Ahmad ibn Hanbal 780-855, som levede det meste af sit liv i Baghdad og rejste en del til Yemen og Hijaz. Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Irak og Hijaz som f.eks. Abdullah ibn Masud og og Abdullah ibn Abbas. I dag er Hanbali madhab mest udbredt i Saudi-Arabien. Når en madhab er opkaldt efter en person, så betyder det bare, at måden at fortolke Quran og Sunna på er forklaret systematisk til os af denne person, og derfor bliver det opkaldt efter ham. For i virkeligheden følger Abu Hanifa f.eks. bare, hvad han lærte i sit område i forhold til de Sahaba, der var dominerende der, og det samme gælder for Malik, Shafi og Ahmad ibn Hanbal. Så når man følger en madhab, så følger man i virkeligheden Sahabas måde at forholde sig til Islam på, men bevaret i form af hvordan Abu Hanifa, Malik, Shafi eller Ahmad ibn Hanbal forklarede det til os. Side 3

2 En anden vinkel Las os prøve at se det fra en anden vinkel. Forestil dig en dansktime, hvor man skal analysere en tekst. Læreren har gennem undervisningen givet sine elever en masse værktøjer, der kan bruges til at analysere teksten. Samtidig har læreren gjort, hvad han kan for at forklare eleverne, hvordan de skal bruge disse værktøjer. Men betyder det, at alle elever vil fortolke på den samme måde og dermed komme frem til det samme resultat? Vil de bruge alle værktøjerne lige meget og på samme måde? Vil de lægge mærke til de samme ting i teksten? Og er alle elevernes fortolkninger lige gode og lige velformulerede? Enhver, der har siddet i en dansktime er ikke i tvivl om, at faktorer som disse altid spiller ind og betyder, at resultatet er forskelligt. Så selvom læreren er den samme, og alle har fået den samme undervisning, så vil resultatet ikke være det samme. Og det er præcis det samme, der sker i Islam. Vores lærer er Profeten, han lærte Sahaba, men resultatet er ikke, at alle skal gøre på samme måde. Nej, Sahaba var forskellige, og de gjorde tingene forskelligt og forstod tingene forskelligt, og derfor bliver resultatet også forskelligt. Præcis ligesom to elever i en dansktime ikke vil aflevere samme analyse af teksten. Hvis nu man som elev har læst en roman og skal lave en fortolkning af den, så er der mange måder at gøre det på. Nogle vægter temaerne i teksten højt og fokuserer meget på dem. Andre vægter beskrivelserne af personer og forhold i teksten. Andre vil lægge mærke til skrivestilen og fokusere på den. Andre vægter de enkelte ords betydning og selve strukturen i teksten. Andre vil fremhæve gentagelser i teksten eller symbolsk sprogbrug osv. osv. der vil være et utal af måder. Pointen ligger i, at hver person har sin måde at gribe en tekst an på. F.eks. vil nogle altid analysere en tekst sådan her: 1. Personkarakteristikker 2. Sproget 3. Temaerne 4. Perspektivering 5. Supplerende litteratur Men andre vil måske analysere sådan her: 1. Temaerne 2. Personkarakteristikker 3. Perspektivering 4. Sproget Og det er lige netop denne her forskellighed i metodebrug, der ligger til grund for en madhab. En madhab er i bund og grund en bestemt metode, der fortæller, hvordan man skal analysere de islamiske tekster, og hvordan man skal gribe de islamiske problemstillinger an. Når man derfor snakker om Madhab Hanafi, så betyder det rent faktisk, at Abu Hanifa har forklaret os en bestemt måde at fortolke islamiske tekster på og dermed en bestemt måde at analysere sig frem til en lov på. Og det har han gjort, i forhold til hvad hans lærere lærte ham. På samme måde er det med de andre madhabs ; så Madhab Shafi har en anden måde at gribe tingene an på, Madhab Maliki har en tredje måde og Madhab Hanbali en fjerde måde. Side 4

Og deres lærere havde deres viden fra Sahaba. Så rent faktisk kan forskellighederne i de enkelte madhabs spores tilbage til forskelligheder blandt Sahaba. 3 Hvorfor følger man så en madhab? Årsagen til at man følger en madhab er, at det ikke er alle og enhver, der har talent for at fortolke en tekst eller kan lave en god analyse -ja faktisk er det ret få. Hvis vi bare tænker på vores dansk-timer, så er det typisk ret få i en klasse, der oprigtigt er aktive i dansk-timerne. Det er faktisk ret få, som kan lide at læse teksterne og har forstand på forfattere og plejer at gå op i analyser og sprogbrug, symbolske betydninger, temaer osv. Hvor tit er det, at hele klassen får 12 i deres stil? Eller bare to fra klassen får det? Eller én? Så hvis man ikke selv er god til at fortolke, så må man læne sig op af dem, der er det. Hvis nu Zaid har lyst til at fortolke en tekst, men han er ikke så god til det, og han kommer hen til dig og siger: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave min analyse, hjælp mig lige Hvad gør du så? Du tager fat i de værktøjer, som din egen lærer har lært dig, og så hjælper du Zaid, så godt du kan. Men du vil præge ham ud fra din egen måde at analysere på, og du vil dermed få ham drejet i retning af, hvordan du selv gør, ligesom din egen lærer gjorde det med dig. Det i bund og grund det, der sker hver gang man spørger en om hjælp, man gør som han eller hun siger, for "de ved jo bedre". Næste gang Zaid skal analysere en tekst, så kan han komme hen til dig og få hjælp igen, men hvad nu hvis du ikke er til stede? Jamen, så tager Zaid jo bare den metode, du har givet ham og bruger den som skabelon for fremtiden. Så hver gang Zaid nu skal analysere, så vil han straks tænke, at det var sådan og sådan, du sagde, at man burde gøre.. Når der så en dag kommer én og spørger Zaid om hjælp, hvad gør Zaid så? Zaid giver bare den metode videre, som du gav ham. Og på denne måde videregives "din metode" til flere og flere. Og efterhånden som der er flere og flere, der får brugt den, så kan de komme med forbedringer til den. De tager altså alle udgangspunkt i den metode, du startede med, men dem der bruger den bygger lige så stille videre på den. Og i bund og grund er det sådan, det kører videre. Metoden bliver med tiden forbedret af alle de andre personer, der gør brug af den, de evaluerer den, kritiserer den og forbedrer den -kort og godt så ender man med tiden med en rigtig rigtig god metode, fordi der er så mange mennesker, der "har løbet den igennem". Og det er lige præcis det, der er sket med de 4 madhabs. F.eks. Hanafi Madhab, der tager udgangspunkt i, hvad Abu Hanifa forklarede, så er den blevet givet videre til flere og flere mennesker, og med tiden har de alle sammen hjulpet til med at kritisere og forbedre den, sådan så vi i dag efter 1400 år sidder med en meget vel-etableret og gennemarbejdet metode at forstå islamiske tekster på. Og det samme er sket med alle de andre madhabs. Side 5

Så en madhab betyder ikke, at man kun følger Abu Hanifa. For når man følger en madhab følger man over 1000 års ulama, der har arbejdet indenfor rammerne af en madhab. Man følger således en gennemarbejdet og veletableret metode, der har overlevet over 1000 års kritik, analyse og viderearbejdning. Med andre ord så står man på et meget solidt fundament fremfor noget moderne ijtihad, hvor folk begynder at starte forfra med at fortolke Quran og Sunna. Samtidigt skal man huske, at en madhab har overlevet tidens udfordringer og er blevet videreudviklet gennem tiden af de tusinde andre ulama (muslimske lærde), der har fulgt en madhab. Og hvad ville du foretrække, at stå på en bro bygget i massivt stål eller en bro bygget op af vådt pap? 4 Hvorfor er der lige præcis 4 Madhabs? Det er der heller ingen der har sagt, at der skal være og det ikke noget magisk tal. Grunden til, at der kun er 4 skyldes den udvikling, der har været blandt muslimerne i de sidste 1400 år. Der har faktisk været mange flere Madhabs, end dem vi kender i dag bl.a. Madhab Laithi. Opkaldt efter Laith ibn Sa ad 713-792, der levede i Egypten. Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Egypten som f.eks. Abdullah ibn Amr al-aas. Madhab Auza i. Opkaldt efter Imam Awza i 707-774, der levede i Syrien. Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Syrien som f.eks. Muadh ibn Jabal og Abdurrahman al-ashari. Madhab al-batti Opkaldt efter Uthman al-batti d. 761, som levede i Basra i det sydlige Irak.Hans madhab bygger på de Sahaba, der var i Basra som f.eks. Abdullah ibn al-mughaffal. Og flere end dem, men i dag findes de ikke længere. Dette skyldes forskellige ting; f.eks: 1. Ringe udspredelse Madhab Laithi var meget stærk i Egypten, mens Imam Laith ibn Sa ad selv levede, men hans egne elever var ikke gode til at sprede hans lære. Så da Imam Shafi kom til Egypten døde Madhab Laithi ret hurtigt ud. 2. Afløst stille og roligt af en anden madhab F.eks. blev Madhab Awzai, der var meget udbredt i områderne omkring Syrien, over en periode på et par hundrede år gradvist afløst af Hanafi og Shafi madhab. 3. Den vigtigste grund er dog, at kæden er gået tabt Dvs. der har ikke været nogen til at levere de nu tabte madhabs videre. Så selv om man har viden om, hvordan de uddøde madhabs har fungeret, så er der på et eller andet tidspunkt i historien sket et brud, sådan at der ikke har været nogen personer til at videregive denne viden. For det er altså ikke nok bare at kunne læse det fra en bog, der skal være nogen til at kunne forklare og vise det gennem en uafbrudt kæde tilbage til den madhaben tilskrives og derfra videre tilbage til Side 6

Sahaba. For at tage et ekstremt eksempel på det, så hvis samtlige Hanafi lærde døde i morgen, så vil Hanafi madhab være uddød, for der vil ikke længere være nogen til at kunne give hanafi -viden videre. Så at vi i dag sidder med 4 madhabs skyldes den historiske udvikling, og ikke noget en eller anden person har valgt. 5 Opsumering En madhab er en bestemt metode til at forholde sig Quran og Sunna på, videregivet af Sahaba og nedarvet fra dem i forhold til, hvor de levede. Forskellighederne i de enkelte madhabs kan spores tilbage til forskelligheder blandt Sahaba. Når man følger en madhab, følger man en kollektiv metode, der har overlevet mere end 1000 års kritik, og som muslimerne har haft tillid til i al den tid. At der kun er 4 madhabs i dag skyldes den historiske udvikling, der har været blandt muslimerne. Skrevet af Waseem Hussain, 21 oktober 2009, Amman, Jordan Side 7

6 Kilder Abdul-Fattah al-yafei, Al-Tamadhhub, Muassasa al-risala 2006. Ahmad Fahmi Abu al-sunna, Al-Urf wa al-aada fi Ray al-fuqaha, Dar al-basair 2004. Muhammad Abu Zahra, Tareekh al-madhahib al-islamiyya, Dar al-fikr 1982. Muhammad Awwama, Adab al-ikhtilaf fi Masail al-ilm wa al-deen, Dar al-basair 1997. Muhammad Awwama, Athr al-hadith al-sharif fi Ikhtilaf al-aimma al-fuqaha, Dar al-basair 1997. Muhammad Zahid al-kawthari, Maqalat al-kawthari, Dar al-salam 2007. Mustafa al-khinn, Athr al-ikhtilaf fi al-qawaid al-usuliyya fi Ikhtilaf al-fuqaha, Muassasa al-risala 2006. Salah Muhammad Abu al-haaj, Al-Madkhal ila al-fiqh al-islami, al-maktaba al-wataniyya 2004. Sha rani, Al-Mizan al-kubra, Dar al-fikr 1995. Taqi Uthmani, Usul al-ifta, findes i note-form, ikke udgivet. Shurunbulali, al-aqd al-fareed,dar al-kutub al-ilmiyya 2007 Side 8