1 Prædiken til 3. søndag i advent, Jægersborg kirke 2013 Erik Høegh-Andersen Velkommen igen, Guds engle små, fra høje Himmelsale, med dejlige solskinsklæder på, i jordens skyggedale! Trods klingrende frost, godt år I spå for fugl og sæd i dvale. Englene hører julen til. Det er englene som julenat lyser op i hyrdernes mørke og synger om barnet i krybben og glæden som skal være for os alle. Det er englene som får det til at blive jul. Derfor er det sådan set også allerede nu vi skal byde dem velkommen, byde dem indenfor selv om vi venter til juleaften med at synge Velkommen igen, Guds engle små og Julen har englelyd og alle de andre salmer med engle i. For allerede nu skal vi høre deres Frygt ikke. De skal synge håbet ind i os og tage os med og vise vej så vi ser lyset i barnet, ser solopgangen fra det høje som lyser i mørket. Engle bringer håb, mod, lys, glæde, i hvert fald i de salmer vi synger om dem. Engle får os til at se frem. Men i dag vil jeg
2 alligevel begynde med at tale om en anden slags engel. En engel som ser sig tilbage. En tavs engel som udstråler frygt, sådan som I kan se det på billedet, malet af Paul Klee. Filosoffen Walter Benjamin har giver en fantastisk beskrivelse af denne engel. Jeg læser det op, selv om det også står på jeres ark: Der findes et billede af Klee, som hedder Angelus Novus. Det forestiller en engel, der ser ud som om den er ved at fjerne sig fra noget, den stirrer på. Dens øjne er opspærrede, dens mund er åben, og dens vinger er bredt ud. Sådan må historiens engel se ud. Den har vendt sit ansigt mod fortiden. Hvor der for vore øje viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger oven på hinanden og slynger dem foran englens fødder. Den ville gerne blive, vække de døde og føje det der er slået i stykker sammen igen. Men fra Paradiset blæser en storm, som har grebet fat i dens vinger, og som er så voldsom, at englen ikke længere kan folde dem sammen. Denne storm driver den uophørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen til, mens ruindyngerne foran den vokser ind i himlen. Det vi kalder fremskridtet, er denne storm. Paul Klee malede englen i 1920 eller 1921. Walter Benjamin købte billedet og skrev ordene jeg læste i 1940. Han kunne se tilbage på et hundrede som alle troede ville blive fremskridtets århundrede. De nye videnskabelige indsigter, den teknologiske udvikling, de demokratiske bestræbelser, en tro på den humanistiske ånd og dannelse - man var i begyndelsen af 1900- tallet ikke i tvivl om at man var på vej mod et højdepunkt af civilisation. Men så kom 1. verdenskrig som et mentalt og kulturelt chok. Det var som om der blev åbnet til et barbari og en afgrund som man troede det var umuligt for det fornuftige og oplyste menneske at falde i. Og efter 1. verdenskrig kom fascismen og Hitler, afgrunden blev bare større, og englen som længes efter Paradis ser i stedet ruindynger som hober sig op. Den vil gøre det hele godt igen, vække de døde, skrive historien om, men den kan ikke, den storm som vi kalder udviklingen eller fremskridtet er alt for stærk. Den føres afmægtigt med ind i en fremtid, den frygter og ikke kender endnu.
3 Sådan kan man bestemt godt opleve udviklingen eller fremskridtet, væksten, som alle taler om og som vi skal være på højde med, men som vi reelt ikke ved hvor fører os hen. Historiens frygtsomme engel er for mig at se også et billede på vores tilstand og erfaring i dag. Men når jeg har omtalt den så grundigt, så er det fordi den måske også fremviser erfaringer som den gamle Zakarias havde i sig. Det er Zakarias som i Lukasevangeliet fremsiger den lovsang vi i dag har hørt. Det gør han efter at hans søn har fået navnet Johannes. Det navn betyder: Gud er nådig! For Zakarias er Johannes virkelig som en engel, et sendebud fra Gud, som bringer håb og nyt liv. Nu ser han frem. Nu ser han allerede glimt af solopgangen fra det høje. Men inden da har han som Klees engel været slået af tavshed og frygt. I måneder har han været stum, ikke et ord har kunnet komme ud af hans mund. Og når han i lovsangen vi hørte, trækker os med ind i den helt store historie fra Abrahams dage og indtil nu, så er det fordi han mere end nogen ved om det mørke som findes, og om al den grusomhed som historien viser frem. Zakarias var præst og kendte sin bibelhistorie han kendte til længslen og de store forhåbninger, til profeternes drømme, men han vidste også hvad vi mennesker altid har haft at slås med af ydre og indre fjender. Og der var ingen grund til opmuntring hans eget land var blevet besat af romerne, og hans folk stod ikke sammen: der var alt for mange som kun tænkte på sig selv. Og lige så mistrøstig var han i forhold til sit eget liv. Drømmen om børn og en stor familie var endt i skuffelse. Elisabeth og han var forblevet barnløse. Og at tænke på efterkommere var for længst for sent. Da viser englen Gabriel sig for ham i templet og fortæller den gamle mand at Elisabeth skal føde en søn som skal blive til fryd og glæde for mange. Og han skal have navnet Johannes. Men for Zakarias er det virkelig for sent. Han kan ikke tro at det er sandt. Så mange skuffede forhåbninger har han bag sig, så meget ved han om sit eget trætte og udpinte liv, at han ikke kan, at han ikke tør fæste lid til englens ord. Og der sker det at det snører sig sammen i ham, ordene bliver siddende i ham, de kan
4 ikke bryde igennem, han kan ikke tale om det, han bliver stum. Det er som om han er blevet besat af frygtens, tavse engel, historiens engel som Benjamin taler om. Han drømmer måske nok, men ser kun det som gik til grunde. Han skal have et barn, men føler sig alligevel sat af. Han kan kun som englen vægtløst og afmægtigt følge med. Først da barnet er kommet til verden, og slægtninge og naboer er forsamlet på ottendedagen hvor drengen skal omskæres og navngives, først da kommer ordene tilbage igen. Det går for sig på den måde at de tilstedeværende vil opkalde drengen efter sin far, Zakarias. De spørger ham til råds, om det er i orden. Men den gamle kan jo ikke sige noget, så han henter en tavle, og på den skriver han: Johannes er hans navn. Johannes - Gud er nådig. Først nu er det som om Gabriels håbefulde budskab når helt ind i ham. I samme øjeblik navnet står på tavlen, får Zakarias sin stemme tilbage igen. Og så kommer ordene. Så er der noget vidunderligt som åbner sig for ham. Så ser han lyset, en evig solopgang fra høje, der som en ny dag venter alle dem der sidder i mørke og i dødens skygge. Han er den gamle, mørkemanden, den forstummede, døende, og nu ser han foran sig et liv uden ende. Han ser alt det de gamle har drømt om, lige siden Abrahams tid, og det giver han videre som en sang til alle dem som følger efter ham. En sang om den gryende dag. En sang fra mørket. Om at det umulige kan ske. En sang om glæden - som vi ikke kan fremmane, men som finder os dér hvor vi er. Ja glæden, håbet, tilliden til at Gud i det liv vi går ind i, vil os det godt, det kan vi ikke bare kalde frem af os selv, det kan kun komme til os, sætte sig i os, med en engels hjælp. Hvad er det for nogen, disse engle? Det er sendebud fra Gud. Det er stemmen som siger i os: Tro på det, alligevel!. Men det er også den stemme som taler til os igennem andre mennesker. Eller englen er i det lys som udgår fra dem. Og det giver os håb og baner vej for noget nyt. Barnet Johannes der som voksen bliver kendt som Johannes
5 Døberen, bliver i evangelierne beskrevet som en engel. Et sendebud, en som viser vej. Han er ikke lyset, han peger på det, viser os hen til det guddommelige lys. På samme måde kan man sige at Nelson Mandela for mange, mange mennesker i Sydafrika og verden har over været en engel. En stemme som vil os noget. En som peger på lyset. Selv sad han i 27 år i mørket og dødens skygge i sin celle i fængslet på Robben Island. Men han holdt ud. Han troede på at der var en fremtid for både hvide og sorte. Han så verden igennem det lys Jesus tændte, og genkendte et medmenneske selv i sine argeste modstandere. Han havde en vision at befri både den undertrykte og undertrykkeren. Men han vidste også at vejen var lang: Der er ikke nogen let vej til frihed nogetsteds, skriver han, og mange af os bliver nødt til at passere gennem dødens skyggedal igen og igen, før vi når vore ønskers mål. Advent handler netop om denne vej fra mørke til lys. Fra tavshed til tale. Fra sorg til glæde. Mørket har jo stadig magt over os. Der er så meget i vores liv og historie vi ikke kan slippe fri af. Men vi beder disse adventssøndage om at Gud må vende os om. Give os håb. Sende sine engle jordiske og himmelske og så forskellige de er. Lade dem synge Frygt ikke ind i vores hjerte og sind. Så rædslens tavse og opgivende engel må vige pladsen, og glædens og troens engle vise vej. Så hjertet igen banker for alt det som er større og vigtigere end os. Og vi går med tro og tillid ind i den fremtid som er Guds. Derfor beder vi dig, Gud: Kom til os! Send os dine engle. Tænd lys i vores mørke. Vend os om, så vi ikke lader os fange ind af nattens mørke, men glæder os til den nye dag. Lad os som lysets børn stole på at du kommer til os, og i din Søn Jesus Kristus, solopgangen fra det høje, lyser vores og verdens mørke op. Lad Kristus leve i os, så hans kærlighed, glæde og frihed er den luft vi dag for dag ånder ind og ånder ud. Og lad os derigennem få mod og styrke til at leve trods usikkerked
6 Og til at løfte de byrder vi hver for sig får at bære. Herre, lær os at være gode opdragere, som giver vores børn en stor verden at være i og en stærk fornemmelse af kærlighedens realitet. Vær hos vor dronning Margrethe den 2., hos regering og folketing, og giv mod og dømmekraft og omsorg for den enkelte hos alle som skal træffe beslutninger og udøve magt. Lær os at tænke stort og se langt og turde gøre det der skal til for at de kommende generationer også kan leve på en klode med vrimlende liv. Vi beder dig for alle dem som står vort hjerte nær, hvad enten de er iblandt os eller langt herfra. Vi beder dig for dem der mærker livet smuldre. Vær med dit nærvær hos den som føler sig forladt. Vær hos den syge, den lidende og den forfulgte. Og lad nådens lys skinne for alle dem der sidder i mørket og i dødens skygge. Vær med din kirke og giv den mod til at lade sig forny af dit ord, så den aldrig forstummer eller lukker sig om sig selv. Gør menigheden til håbets levende fællesskab. Amen