* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet»om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.«mens de nu var sammen, spurgte de ham:»herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?«Han svarede:»det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde:»hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«apg 1,1-11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem:»således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53 1
Prædiken I En god historie er som regel helt oppe at ringe, når den har en god afslutning. Derfor er det for mange forfattere angstprovokerende at skulle afslutte værket for er det godt nok? Giver det hele mening og hænger det sammen? Kristi Himmelfart handler om afslutningen på Jesu tid på jorden. Det er noget af en historie, at skulle skrive afslutningen på! De to tekster, vi har hørt i dag - Apostlenes Gerninger og Lukasevangeliet - er skrevet af den samme person, lad os kalde ham Lukas. Der er ikke noget at sige til, hvis evangelisten Lukas havde lidt nerver på og måtte tage nogle fortælletekniske greb i brug, da han skulle afslutte sin fortælling om Jesu liv, død og opstandelse. Kristi Himmelfart eller Kristi Flyve-ferie, som nogle siger handler nemlig om den dag, 40 dage efter opstandelsen, hvor Jesus flyver til himmels kort efter, at han har formanet sine disciplene om, hvad der skal ske nu og hvordan de skal udbrede det gode budskab over hele verden. Hvad er der sket i de 40 dage, siden han stod op fra de døde? Først måtte han være lidt til stede for sine disciple. De måtte jo trøstes og informeres, staklerne - rådløse, som de uden tvivl havde været, over tabet af deres herre og mester langfredag. Som I nok kan gætte, er jeg ikke præst. Jeg er ved at skrive speciale, så jeg er altså stadig teologistuderende og har været det nu i 6 år. Jeg er vant til at behandle det nye testamente gennem det fag, vi kalder eksegese altså at læse teksten på græsk og se på forskningshistorien frem for at tolke og tyde teksten, som en præst gør. Derfor vil jeg starte med at vise jer noget pudsigt fra min verden, fra universitetets verden. Og så vil jeg bagefter prøve at bevæge mig ind i jeres verden, kirkens og menighedens verden og se, om jeg kan få skriften til at blive til et levende ord. Når vi fejrer Kristi Himmelfart her i dag 40 dage efter påske, så lever vi på en løgn. Ja, det er hård kost, 2
men i videnskabens navn må jeg lige uddybe, hvad jeg mener med det. Jesus fór højest sandsynligt til himmels allerede påskeaften. Det er noget af en påstand. Men det er verdens førende bibelforskere for nyligt blevet enige om. Hvad bygger de 40 dage på? På et enkelt eneste lille vers i Apostlenes Gerninger, kap. 1 vers 3: Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem (altså disciplene) med mange beviser på, at han levede, idet han i 40 dage viste sig for dem og talte om Guds rige. - Er de 40 dage ikke en tidsperiode? Nej, siger sammenslutningen af bibelforskere. Okay, hvordan kan det hænge sammen, når vi lige har hørt i den hellige tekst, at der bogstaveligt talt gik 40 dage? I Lukasevangeliet hører vi om, hvad der skete påskedag efter Jesu død og opstandelse. Dagen slutter med, at Jesus viser sig for de forsamlede disciple, da de spiser aftensmad, og her fortæller han dem, at de skal være vidner til det, der nu sker, og at de skal blive hængende i Jerusalem indtil de bliver iført kraft fra det høje. - Og så slutter Lukasevangeliet med en himmelfartsbeskrivelse. END OF STORY. Men det slutter altså med en himmelfart påskesøndag om aftenen, foran disciplene. Husk, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, som jeg læste højt fra nede foran alteret, er skrevet af samme person. Den her omdiskuterede himmelfart er beskrevet i begge skrifter. Fortællingerne om himmelfarten er slående ens, så de handler nok om samme begivenhed. Det eneste problem er altså det ene vers i Apostlenes Gerninger om de 40 dage, som vi ikke hører om i Lukas. Bibelforskernes pointe er, at de 40 dage er et litterært greb, et hop over til noget, der sker i fremtiden. Det kan både være for at sige, at efter Jesu Kristi himmelfart PÅSKEDAG OM AFTENEN - blev Jesus ved med indimellem at vise sig for disciplene og tale med dem om Gudsriget. Husk også, at 40 er et magisk tal der bruges flere steder i 3
Bibelen: Israelitternes 40 år i ørkenen sammen med Moses, Jesus der bliver fristet af djævelen i ørkenen i 40 dage, og Noahs Ark, hvor det regner i 40 dage og 40 nætter. Der er mange flere eksempler. Men hvorfor så 40 dage i det her tilfælde? Måske fordi det giver disciplene autoritet. De blev tilbage og ventede pænt på Helligånden, i lang tid, før de tog ud i verden og missionerede, som Jesus sagde de skulle. Det er måske en meget god afslutning på den historie, som hr. Lukas besluttede at fortælle i begge sine skrifter. Tænk over det: Måske har Jesus ikke flakket fortvivlet rundt på jorden i 40 dage, før han endelig kunne komme hjem. Måske har han godt og solidt fra sin plads i himlen kunnet vise sig som levende for de udvalgte og fortælle dem om Gudsriget. Desuden var det vigtigt for de første kristne at få slået fast, at Jesus virkelig var stået op fra de døde og ikke bare var et spøgelse eller en ånd. De dødes opstandelse gav kun mening, hvis Jesus selv opstod i kødet. Derfor skulle han gå rundt med dem, vise dem ting og fortælle dem om Gudsriget, så de kunne se, at han VAR genopstået menneske i kød og blod. Hvad skal vi så med det? Nu kommer vi til det, som ikke bare er bibelforskning og vurdering af, hvordan verdensbilledet var i antikken, da denne tekst blev skrevet. Nu skal jeg ud af mit studerekammer og prøve at tyde, hvad teksten kan bruges til for os i dag. II Det, der er mest basalt i vores menneskelige liv, er nok døden. Det er grundvilkåret her på jorden, her dør alt, det ved vi. I antikkens verdensbillede, dengang Bibelen blev skrevet, var alt det gode i verden oppe, højest, øverst. For os som kristne slår vi os ikke til tåls med, at verden kun er død, for der er også altid liv, som er Guds værk. Det er et liv på trods, som udvikler sig og avler kærlighed og derigennem evigt liv, fra forældre til børn og fra børnene til deres partnere og børn. Når Jesus, Guds søn, ikke kun bliver levende, men farer helt til himmels, op til sin far, har livet overvundet døden. Det viser samtidig, at Jesus ikke 4
bare var et menneske, men lige siden sin himmelfart har han været Gud, som vi kender det fra trosbekendelsen. Og at han viser sig i flashbacks er med til at afklare disciplene, dvs. os mennesker, og gøre os klar til, at Helligånden kommer på banen i pinsen. For når det sker, er treenigheden sluttet. Himmelfarten er enden på begyndelsen. Tiden mellem Jesu opstandelse og pinsen er altså en overgangs- og forberedelsestid. Fortællingen bliver både fortalt til sidst i Lukasevangeliets fortælling om Jesu liv på jorden, og først i Apostlenes Gerninger, der handler om tilblivelsen af den kristne kirke efter alt det med Jesus. Himmelfartshistorien forbinder Jesus med sin kirke. Disciplene blev bedt om ikke bare at sidde i templet og holde det her for sig selv. De skulle missionere, for kristendommen er ikke bare en religion blandt mange. Kristendommen er frihed til at være menneske, med alt hvad det indebærer af ubærlig smerte og ubærlig kærlighed. Og den frihed er for alle folkefærd. Nu er det forår, og der er lethed i luften. Det passer godt til i dag, hvor vi om ikke andet så hører om, at Jesus lettede. I det mindste er det blevet varmere end det var i påsken, da han fór til himmels ifølge bibelvidenskaben. Måske skal vi bare lade Kristi Himmelfart blive liggende hér i maj, hvor det er lysere og varmere. Så kan vi også bruge helligdagen på at dele forårskulleren med dem, vi elsker eller gå i haven. Der er otte bud på salmer til Kristi himmelfart i salmebogen. I en af de mest kendte»vaj nu, Dannebrog, på voven«maler Grundtvig forårsbilleder og skriver om bøgeskove. Og han bygger dermed bro til en af de få kendte folkelige traditioner, der er knyttet til dagen. Tidligere har der nemlig nogle steder i landet været tradition for at gå i skoven aftenen før Kristi himmelfart for at samle bøgegrene. Man pyntede hjemmet med de grønne grene som et værn mod hekse. De friske grønne grene repræsenterer liv for os, og det liv føler vi er noget, der kan beskytte os mod ondskab. 5
Det føles som et mirakel hvert år, at det bliver lysere og at alle døde, visne planter begynder at blomstre igen. Vi får en erfaring af et liv, der bliver ved med at blive levet på trods, selvom døden er et vilkår for os. Det udtrykker fortællingen om Kristi himmelfart: Genopstandelse, opvækkelse, opstigning. Tid til at bryde med kedsomhed, tristhed, alt det der går nedad, og i stedet virkelig mærke, hvordan det nu går fremad, opad, mod lyset. Kristi himmelfart er som et vindue, der åbner ind mod troens mysterium. Ind til den kærlighed, som sprængte gravens mørke og rummets grænser. I en anden klassisk Kristi Himmelfartssalme af Grundtvig, O Kristelighed, står der: Mit land, siger Herren, er Himmel og jord, hvor kærlighed bor. I himmelfarten bliver himlen og jorden bundet sammen gennem Jesus, som var kærlighed i alt, hvad han stod for. Kærligheden er altså det, der forbinder jorden, hvor alt dør, med himlen, hvor livet er evigt og fortsætter på ny, når man tror det er forbi. Og derfor slutter enhver prædiken med en takkebøn: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Vor Gud, trøst og styrk alle sorgfulde. Hjælp den, der tvivler, og vær hos os, når vi glemmer dig. Velsign og bevar din kirke og os i den. Velsign og bevar dine sakramenter, dåben og nadveren, og lad dit ord lyde hos os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse. Må nådens lys skinne for alle de, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Vær med dem, der skal træffe beslutninger i vort samfund, øvrighed og kongehus. Giv os alle nåde, fred og velsignelse, og giv os det evige liv i troen på Vorherre Jesus Kristus. Amen. Lad os rejse os og lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds 6
kærlighed, og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. 7