Konfirmand- og forældreaften 27. februar 2014, Hurup kirke Mattæus 14, 22 33 Genezaret sø er ikke større, end at man i klart dagslys kan se til land, ligegyldigt hvor man er på søen. Rundt om søen er der dejlige skråninger, der rejser sig op til at blive små bjerge. Langt de fleste af Jesu disciple kender landskabet godt. De har gået op i bakkerne og set ud over søen. De har sejlet søen tynd med fiskerbåde, hvorfra de har kastet garn ud fra for at fange fisk. De har kendt til, at det kan være bagende varmt og helt stille vejr. De har kendt til søen under stjerneskin om natten. Men de kender også til, at der pludselig kan komme voldsomme vinde, som skaber bølger, der kan få båden til at kæntre. I hver ende af søen er der en lille flod. Mod nord løber vandet ind, og mod syd løber vandet ud af søen. På de to steder kan man passere over til søens anden bred. Det var det, der var sket om dagen. Jesus var blevet opsøgt af en mængde mennesker - flere tusinde på den anden side af søen. Han havde givet dem alle sammen mad, selvom der kun havde været fem brød og to fisk. Folk var blevet vildt forundrede over det, de havde oplevet. Disciplene var også blevet forundrede. Og nu sidder de i båden og diskuterer det, som de har oplevet. Jesus var blevet tilbage ovre på den anden siden af søen han ville være alene for at bede. 1
Mens de nu sidder og ror op imod bølgerne og snakker om det vildt underlige, der er sket med de mange mennesker, der fik mad, ser de en skikkelse komme gående hen imod båden. Så blev de bange: Det er et spøgelse! Men nej. De hører Jesus siger: Vær ikke bange. Det er mig! Og så er det, Peter bliver helt vild: Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet! Kom! siger Jesus. Peter springer ud af båden og går hen til Jesus. Det går godt, lige indtil han kommer i tanke om, at det her jo selvfølgelig ikke kan lade sig gøre. Så går han under. Herre, frels mig, jeg går under!, råber han. Jesus rækker ham sin hånd og hjælper ham op i båden. Sådan er det tit at være 13 14 år. Man tror, man kan gå på vandet. Det kan man ikke. Men man kan så meget andet. Og sådan er det tit at være 35 50 år. Man tror, man kan gå på vandet. Det kan man ikke. Men man kan så meget andet. Først og fremmest skal vi være klar over, at der ikke er ret meget, vi kan gøre alene. Og næsten alting gør vi sammen med andre. 2
Når man er datter eller søn, så han man en mor og en far. Når man er far eller mor, så man en søn eller datter. Og vi må aldrig lade hinanden alene om det hele, for så går man under, så er det man råber: Herre, frels mig, jeg går under! Det underlige er, at man godt kan føle sig alene, selvom man har hinanden. Det er lidt mærkeligt. Men man kan komme sådan til at gå rundt og synes, at ingenting er rigtigt. Man kan have det ligesom, når man står foran et spejl, der er dukket, efter at man har været i bad. Så ved man godt, hvem det er, spejlet viser. Men billedet er helt sløret. Man kan ikke kende sig selv. Sådan er det tit at være 13 14 år. Sådan er det at være 35 50 år. Spøgelser er vi bange for. Og vi somme tider ser spøgelser selvom vi ved, at de ikke er der. Men bange bliver vi altså af og til. Disciplene på søen troede Jesus var et spøgelse. Men det var altså ham. Prøv at se på billedet! Peter har lige råbt: Herre frels mig, jeg går under! Så er det, Jesus rækker sin hånd ud og trækker Peter op. Peter kunne ikke alene. Det kan vi heller ikke. Sådan er det tit at være 13 14 år. Sådan er det at være 35 50 år. 3
Hvordan får vi fat i en hånd, der kan hjælpe os op, når vi er faldet i vandet. Jesus giver os et godt råd. Det var det, vi hørte Paulus bruge til menigheden i Rom. Du skal elske din næste som dig selv! Du skal elske Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Det er det, vi kommer til kirke for at få at vide. For det er i kærligheden, vi holder op med at være alene. Det er i kærligheden, vi opdager, at der altid er en, som vil række hånden ud og hjælpe. Derfor har dagen evighed, her hvor kærligheden har sit sted. Vi føler en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. Række hånden frem; så bliver vi mennesker sammen. Det er det, Gud vil os, når han rækker os sin hånd! På billedet er det eneste Peter gør, at række hånden frem. Sådan er det vi skal gøre til hinanden. Sådan er det vi skal lære det af Gud. Vi har nemlig retten til ikke at forstå. Men kan altid tro på hinanden og på Gud. AMEN 4
5