Beskæftigelsespolitik 2014-2017 September 2014 1
Forord I Greve Kommune skal borgerne være helt eller delvist selvforsørgende. Det skal være undtagelsen, at borgere er på fuld offentlig forsørgelse. Derfor skal de ledige hurtigst muligt i arbejde eller uddannelse og bidrage med de ressourcer, de har, og der skal skabes et arbejdsmarked med plads til alle. Samtidig skal virksomhederne sikres den arbejdskraft, de behøver. Med Beskæftigelsespolitik 2014-2017 sætter vi en klar retning og prioritering for Jobcenter Greve de næste fire år, så alle led i organisationen kender vejen frem. Beskæftigelsespolitikken skal ses i sammenhæng med Greve Kommunes vækstpolitik 2014-2017, der sætter de overordnede rammer for vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv. Politikken følges op af en årlig handleplan, som opstiller målbare mål for beskæftigelsesindsatsen og mere detaljeret beskriver, hvordan Greve Kommune vil sikre fremgang inden for de udvalgte fokusområder i politikken. Gennem vision, værdier og tre fokusområder beskriver Beskæftigelsespolitik 2014-2017, hvordan Greve Kommune vil arbejde for et velfungerende og rummeligt arbejdsmarked og den højst mulige grad af selvforsørgelse hos borgerne. Der er særligt fokus på at: Holde de unge til ilden, så de kommer i uddannelse Sikre en god service til virksomhederne De der kan selv, skal gøre en indsats selv og vil blive sanktioneret, hvis de ikke medvirker aktivt Prioritere ressourcerne til dem, der har brug for en ekstra hånd for at blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet Når politikken skal blive til virkelighed, får vi brug for tæt koordinering med de andre vigtige aktører på beskæftigelsesområdet. Jeg ser derfor frem til samarbejdet med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, A-kasser og andre kommuner. God læselyst Pernille Beckmann Borgmester 2
Indledning Greve Kommune har en velfungerende beskæftigelsesindsats. Det viste en større konsulentundersøgelse af Jobcenter Greve i slutningen af 2013. Greve Kommune har derfor også haft en ledighed under gennemsnittet for Østdanmark under de sidste års økonomiske krise. Ledigheden er nu faldende. Samtidig med faldet i ledigheden forventes der en stigning i beskæftigelsen særligt i forbindelse med de store anlægsprojekter i Region Sjælland som Femern Bælt-forbindelsen og Supersygehuset i Køge, hvor der forventes behov for mange forskellige underleverancer. Hånd i hånd med de spirende tegn på bedre tider, har Greve Kommune imidlertid stadig en udfordring med at få de godt 2.200 fuldtidspersoner, der modtager en midlertidig offentlig forsørgelse, i job eller uddannelse. Greve Kommunes udfordring på beskæftigelsesområdet er derfor: På kort sigt at nedbringe langtidsledigheden, få flere unge i gang med og fastholdt i uddannelse og sikre, at virksomhederne får den arbejdskraft, de efterspørger På længere sigt er udfordringen en forventning om, at der igen vil blive mangel på kvalificeret arbejdskraft Kommunens handlemuligheder for at imødekomme udfordringerne bliver i disse år væsentlig forandret grundet de store reformer på områderne førtidspension, kontanthjælp, sygedagpenge og beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige. Jobcenter Greve vil implementere den nye lovgivning men samtidig sætte vores egen retning og lave vores egen prioritering inden for de rammer, der er. 3
Vision Med Beskæftigelsespolitik 2014-2017 vil Greve Kommune sætte retningen for at sikre, at Greve fortsat er blandt de kommuner, der har den mest effektive beskæftigelsesindsats. Vores vision er: Greve Kommune vil understøtte et velfungerende og rummeligt arbejdsmarked for at sikre den højst mulige grad af selvforsørgelse hos borgerne Værdier Greve Kommune har formuleret tre værdier, som udstikker en tydelig prioritering for kommunens beskæftigelsesindsats de kommende fire år i alle dele af organisationen fra strategiske beslutninger på politisk niveau til medarbejdernes konkrete møde med borgere og virksomheder. Værdierne for beskæftigelsesindsatsen i Greve Kommuner er: Værdi 1: Vi giver virksomheder og borgere en hurtig og god service Det betyder konkret, at jobcentret: kombinerer myndighedsrollen med en servicekultur, der fokuserer på, at alle borgere og virksomheder får en individuelt tilrettelagt indsats matcher den lediges kompetencer med virksomhedernes behov tilrettelægger bæredygtige forløb for borgerne, så borgerne sikres en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og virksomhederne sikres stabil og kvalificeret arbejdskraft Værdi 2: Vi stiller krav til borgere, der kan selv. Borgere med udfordringer gives den fornødne støtte Det betyder konkret, at jobcentret: primært bruger ressourcerne på de borgere, der ikke selv kan giver en tidlig indsats, så borgere kan fastholde deres tilknytning til arbejdspladsen arbejder ud fra, at alle borgere har ressourcer, der kan udvikles Værdi 3: Vi sanktionerer konsekvent de borgere, der ikke følger den aftalte indsats Det betyder konkret, at jobcentret: er tydelig om konsekvenserne ved ikke at stå til rådighed for arbejde/uddannelse forventer, at jobparate borgere selv medvirker aktivt til at få et job vurderer om vores sanktioner vil have effekt for de svageste borgere 4
Fokusområder For at understøtte at alle i organisationen arbejder mod at nå visionen, har Vækst- og Beskæftigelsesudvalget opstillet følgende fokusområder for perioden 2014-2017, som samtidig skal omsætte de tre værdier til handling: 1. Alle unge skal have en relevant uddannelse 2. Virksomhederne skal have den arbejdskraft, de efterspørger 3. Der skal være plads til de svageste på arbejdsmarkedet Fokusområde 1: Alle unge skal have en relevant uddannelse Uddannelse er den sikreste vej til en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Unge med en uddannelse klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end unge uden en uddannelse, og mange unge uden en uddannelse risikerer aldrig at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Alle unge skal derfor mødes med krav og forventninger om, at de tager en uddannelse og helst en uddannelse med gode beskæftigelsesmuligheder. Unge er imidlertid ikke ens, og derfor er det centralt, at indsatsen bliver tilpasset den enkelte unge. Greve Kommune gør en stor indsats for, at alle unge gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse. Antallet af unge modtagere af uddannelseshjælp med fysiske eller psykiske barrierer er dog steget de seneste år, og at der er et stort frafald fra ungdomsuddannelserne særligt blandt unge, der kommer fra offentlig forsørgelse. Derfor vil Greve Kommune: Sikre alle unge individuel uddannelsesvejledning, så de kan gennemføre et bæredygtigt uddannelsesforløb, der matcher den unges kompetencer Få åbenlyst uddannelsesparate hurtigst muligt i uddannelse og i nytteindsats så længe de modtager uddannelseshjælp Give unge med komplekse problemstillinger en håndholdt helhedsorienteret indsats, og et efterværn der sikrer en god overgang til uddannelse eller arbejde Fokusområde 2: Virksomhederne skal have den arbejdskraft, de efterspørger Jobcentret har en vigtig opgave med at understøtte virksomhederne, så de finder de rette medarbejdere. Det gør jobcentret bl.a. ved strategiske samarbejdsaftaler med andre kommuner for at sikre virksomhederne et større rekrutteringsgrundlag. Dertil kommer, at jobcentret arbejder proaktivt med at bevæge borgernes kompetencer og motivation i retning af de brancher og virksomheder, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er. 5
Virksomhederne skal i højere grad opleve servicen fra jobcenteret som god, hurtig og ubureaukratisk og ikke mindst tilpasset den enkelte virksomheds behov. Desuden skal langt flere virksomheder kende til de mange tilbud, som kommunen har. Derfor vil Greve Kommune: Sikre at virksomhederne oplever en nem og ubureaukratisk kontakt til jobcentret ved bl.a. at tilbyde alle interesserede virksomheder en fast kontaktperson og ved et styrket samarbejde med Greve Kommunes erhvervscenter Tilbyde virksomheder, der har behov for det, hjælp til at finde den nye medarbejder, som virksomheden efterspørger, og som matcher virksomhedens behov og ønsker Have en løbende kontakt med alle interesserede virksomheder om kommunens tilbud og muligheder i forbindelse med bl.a. rekruttering og opkvalificering af medarbejdere Fokusområde 3: Der skal være plads til de svageste på arbejdsmarkedet Det rummelige arbejdsmarked handler om at skabe et arbejdsmarked med plads til alle, så flest muligt kan forblive helt eller delvist selvforsørgende. Jobcentret arbejder derfor for, at personer med et arbejde kan fastholdes trods sygdom, nedslidning eller kompetencer, der ikke længere matcher virksomhedens behov. Samtidig arbejder jobcentret for, at alle ledige også dem med store fysiske og psykiske udfordringer kan få et virksomhedsrettet tilbud, så de hjælpes til at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Førtidspensions- og fleksjobreformen har medført, at jobcenteret skal arbejde beskæftigelsesrettet og med en rehabiliterende tilgang med borgere, som tidligere blev set som kommende førtidspensionister. Jobcentret vil derfor arbejde for, at både virksomhederne og borgere i højere grad vil anse personer med store fysiske og psykiske udfordringer, som mennesker med ressourcer og kompetencer, der kan komme sig helt eller delvist over deres lidelse, og som skal have en plads på arbejdsmarkedet. Derfor vil Greve Kommune: Sikre at alle borgere uanset alder bliver bevidste om egne ressourcer og tilrettelægge en indsats, der kan gøre borgeren mest muligt selvforsørgende Tilbyde virksomhederne hjælp til at fastholde sygemeldte og skadelidte medarbejdere Samarbejde med virksomhederne om at skabe en plads på arbejdsmarkedet for de svageste gennem uddannelses- og opkvalificeringsforløb Beskæftigelsespolitikken følges op af en handleplan Med Beskæftigelsespolitik 2014-2017 er den overordnede retning og prioritering af beskæftigelsesindsatsen i Greve Kommune sat. Beskæftigelsespolitikken følges op af en årlig handleplan, som opsætter målbare mål for politikken og mere detaljeret beskriver, hvordan Greve Kommune vil sikre fremgang inden for de tre udvalgte fokusområder i politikken. 6