Billedkunst og AT Billedkunst tilhører det humanistiske hovedområde og følgelig gælder også her grundlæggende den hermeneutiske metode. Specifikt gælder: Fagets primære emner er billeder på flade, skulptur, arkitektur, men omfatter i øvrigt visuelle udtryk i bred forstand Fagets metoder er de 3 analytiske synsvinkler. Metoden vælges ud fra det spørgsmål, man ønsker svar på Formanalytisk synsvinkel: Analysens mål er at kunne se og detaljeret beskrive kunstværkets form og dermed kunne aflæse den enkelte kunstners særlige stil og brug af virkemidler. I den formale analyse spørges der til, hvilke visuelle virkemidler der anvendes i værket, og hvordan disse hænger sammen. Formalanalytiske metoder kan eksempelvis baseres på: en farveteori (f.eks. Albers farveteori), en formteori, en kompositionsteori (f.eks Arnheims teori), elementer fra en perceptionsteori, stilhistorie (f.eks. Wölfflin, som definerede billedkunstens særlige karakteristika som værende form og stil) Betydningsanalytisk synsvinkel: Analysens mål er at sige noget om, hvad værket betyder på et indholdsmæssigt eller symbolsk plan, og hvordan denne betydning kommer i stand og for hvem Betydningsanalytiske metoder kan eksempelvis hentes i ikonografien, semiotikken eller i den psykoanalytiske kunstteori. Socialanalytiske synsvinkel: Analysens mål er at forstå kunsten som del af den sociale virkelighed og hvordan den er præget af og præger denne sociale virkelighed. Værket kan ses som udtryk for religiøse, politiske, økonomiske eller psykologiske forhold i en bestemt tid eller evt. som udtryk for kunstnerens personlighed og livsløb. Socialanalytiske metoder kan eksempelvis hentes i: feministisk kunstteori, institutionshistorie og - teori, ikonologi, postkolonialistisk teori, biografisk metode mv.
Dansk og AT Danskfagets overordnede metode er, som i de øvrige humanistiske fag, den hermeneutiske metode (se Primus 1 s.56). Faget er inddelt i tre områder: Litteratur, sprog og medier, om benytter sig af en række forskellige tekstlæsningsmetoder. Litteratur: Fagets metode kan karakteriseres som bevidst anvendelse af en eller flere kendte analysemetoder inden for f.eks. biografisk læsning, nykritisk læsning, strukturalistisk læsning, ideologikritisk læsning, psykoanalytisk læsning, læserorienteret læsning, dekonstruktiv læsning og postkolonial læsning samt anvendelse af det almene litteraturvidenskabelig begrebsapparat, der anvendes i den daglige danskundervisning. Se f.eks. Litteraturens veje: At læse litteratur og Leksikon eller Litteraturhåndbogen: Indføring i tekstlæsning og Litteraturleksikon. Sprog: Fagets metode kan karakteriseres som bevidst anvendelse af en eller flere kendte analysemetoder der udspringer af f.eks. sproghistorie, semantik, grammatik, idiomatik, metasproglige overvejelser, retorik, sprogsociologi, sprogpsykologi, dialekter, argumentation og diskursanalyse samt anvendelse af det almene sprogvidenskabelige begrebsapparat, der anvendes i den daglige danskundervisning. Se f.eks. Elmose m.fl.: Sprogets veje, Dansklærerforeningens serie Kort og godt om og Peter Heller Lützen: Det sproglige i dansk. Medier: Fagets metode kan karakteriseres som bevidst anvendelse af en eller flere kendte analysemetoder der udspringer af centrale områder som definition af massemedier, kommunikationsmodel, medietyper: tekstuelle, audiovisuelle, digitale, de offentligretlige medier, internet, mediegenrens specifikke koder, pragmatik, receptionsforhold, social og politisk kontekst, troværdighed og manipulation samt af anvendelse af det almene medievidenskabelige begrebsapparat, der anvendes i den daglige danskundervisning. Se f.eks. Jørgen Stigel m.fl.: Mediehåndbogen, Jytte Wiingaard(red.): Medier og æstetik og Kirsten Drotner m.fl.: Medier og kultur
Citater fra undervisningsvejledningen i datalogi: Datalogi og AT Datalogi omhandler de metoder og begreber, der er fundamentet for aktuelle manifestationer af informationsteknologien. De centrale genstandsområder er information, struktur, proces og model. Disse begreber optræder i mange faglige sammenhænge, og i datalogi udvikler og beskæftiger man sig med generelle metoder til forståelsen af begreberne. Som resultat af undervisningen bør eleverne være i stand til at identificere sammenhængen mellem hvordan information, struktur, proces og model optræder i konkrete sammenhænge og deres egen verden. I datalogi arbejder vi på vores gymnasium med tre hovedemner: Konstruktion af hjemmesider og HTML-koden bag dem. Programmering af hjemmesider med JavaScript. Konstruktion af databaser ved hjælp af databaseværktøjet Access.
Dramatik og AT Følgende materialer, teorier og metoder kan typisk indgå i AT-eksaminer, som inkluderer faget dramatik. Materialer. Nedskrevet drama: Skuespil, rollehæfte, libretto eller scenario. Filmatisering af et drama, af skuespiltekniske øvelser eller af en forestilling. En forestilling, som eksaminanden og vejlederen eller vejlederne har set live. Fotos, skitser/tegninger, lydspor, omtale og anmeldelser af en forestilling. Teorier. Teaterhistorisk teori: hvordan og hvorfor er teatret som det er på et givent tidspunkt. Teaterteori: hvad kan og skal teatret eller dramatikken ifølge en eller flere teaterteoretikere. Praksisteori: teori om scenografi, skuespilteknik, teaterrummet, teaterteknik. Kunstteori: hvad er kunst og hvad kan kunst. Metoder. Den hermeneutiske metode, begrundet fortolkning. Dramaturgisk analyse: analyse med henblik på iscenesættelse. Teaterhistorisk analyse: placering af værket i forhold til teater-, samfunds- og kulturhistorie. Forestillingsanalyse: analyse af en allerede opført forestilling. Generel værkanalyse: værket set som udtryk for det kunstneriske udtryk i sig selv.
Filosofi og AT Metode i filosofi Filosofi vil i forbindelse med AT ofte blive brugt til at levere teorier eller begreber der skal behandle eller kvalificere de problemer man beskæftiger sig med. Fx vil filosofi kunne levere en etisk teori til en diskussion af stamcelleforskning, en teori om tidens natur til en diskussion af fysikkens opfattelse af tid, eller et begreb om demokrati til en sammenligning af Danmarks og USA's politiske systemer. Man benytter filosofisk metode Når man anvender filosofiske teorier til at behandle sine problemstillinger. Når man analyserer, vurderer og kritiserer argumentationen i sine filosofiske teorier. Når man laver begrebsanalyse. Begrebsanalyse består i at udfolde og analysere hvordan man skal forstå et begreb af central betydning for den problemstilling, man behandler (Fx tid/demokrati) Når man beskæftiger sig med grundlagsproblemer (fx: Hvad er væren? Hvad er det godes natur? Hvad er mennesket?) Når man ser og forstår konkrete historiske fænomener, tanker og ideer, i lyset af bagvedliggende systematiske tankegange. Når man overvejer, hvilken betydning værdier har for vores synspunkter og handlinger. Når man overvejer, hvilke muligheder og begrænsninger der er i fagene og deres metoder.
Moderne fremmedsprog og AT Overordnet bør I være klar over, at I skal bruge fremmedsproget, således som I har lært det på gymnasiet. Sproget Det skal bemærkes, at den aktive sprogudfoldelse, som trænes og vægtes i det daglige arbejde, ikke kommer i spil i AT-opgaven: såvel synopsis som eksamen foregår udelukkende på dansk. Derimod er der god brug for den sproglige kunnen i forbindelse med læsning af materiale. Det forhold, at man kan læse direkte på et fremmedsprog og ikke skal gå via en oversættelse er en væsentlig del af fremmedsprogets rolle i AT. Citaterne, der bruges til at underbygge analysen, skal være på fremmedsproget. Materialet Kernestof I AT gælder det som i det daglige arbejde, at genstanden for arbejdet er tekster, som belyser eller er udtryk for væsentlige sider af de pågældende landes kultur, historie og samfundsforhold. Teksten kan være trykte tekster (bøger, aviser, tidsskrifter m.m.), film, cd-rom er, billeder, nyhedsudsendelser o lign. Perspektivering En måde, hvorpå det litterære og kulturelle kernestof kan perspektiveres, er ved at fokusere på landenes kultur i europæisk/international sammenhæng. Således kan kernestoffets fokus i et land perspektiveres til forholdene i andre lande, for eksempel i et samspil med andre sprogfag. En perspektivering kan også tage udgangspunkt i en periode eller -isme, såsom reformationen, renæssancen, romantikken, industrialismen og modernismen. Specielt i samspillet med historie og samfundsfag kunne fokus være landenes styreformer og i forbindelse hermed inddragelse af de statsunderliggende ideologier. Metode Sprogfagene er grundlæggende humanistiske fag og har analysen som sin centrale metode. Hvis det inddragede materiale er litterært, anvendes sædvanlige litterære tilgange. Hvis materialet er af sagprosatype skal analysen forholde sig bevidst til tekstens udsagn, helhed og ideologi. Analyse Analysen er en nærlæsning af det valgte "tekst"materiale, der skal føre frem til en dybtgående analyse og fortolkning af materialet, uanset om det er litterært eller af sagprosa-type.
Analysen og den deraf følgende fortolkning skal benyttes til at finde relevante delkonklusioner på den aktuelle AT-sags problemstillinger. Det er vigtigt at konklusionerne kan dokumenteres i tekstmaterialet. Fagets terminologi skal benyttes i analysen. Enhver analyse må tage udgangspunkt i en undersøgelse af materialets genre. Det er vigtigt at kunne diskutere valget af analysemetode i forhold til materialet. I en analyse af fiktion er det for eksempel relevant at undersøge fortællerperspektiv, personkarakteristik, konflikt, stilistik, temaer, budskab. I en analyse af sagprosa er det for eksempel relevant at undersøge kommunikationssituation, fokus/tese, komposition, argumentation, retoriske virkemidler. Den hermeneutiske spiral (se Primus 1 s. 56) Enhver tekstanalyse indgår i en højere enhed af viden om en sag. Tekstanalysen tager udgangspunkt i en forforståelse om sagen, og analysen danner sammen med forforståelsen baggrund for fortolkningen. Til sammen udgør dette nu en ny forforståelse, som så kan danne baggrund for nye analyser osv. Dette illustreres bedst ved hjælp af en spiral. Hver gang man inddrager nyt materiale (f.eks. relevant, teoretisk materiale eller andres analyser af samme tekst) og forholder sig til det, bevæger man sig et skridt videre i den hermeneutiske spiral.
Historie og AT Historie drejer sig om, hvorledes mennesker har levet sammen og forholdt sig til samfund og naturgrundlag fra oldtiden til i dag. Historie giver viden om begivenheder, udviklingslinjer og sammenhænge og bidrager til at skabe en fælles baggrund for udvikling af identitet og bevidsthed. Centralt i faget er tolkningen af de spor, den historiske proces har efterladt sig, og hvorledes tolkninger af historien bliver brugt. Historie er både et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag. Humaniora For humaniora er det centrale emne mennesket og dets frembringelser. Humaniora: - beskæftiger sig med mennesket som tænkende, følende, handlende og skabende væsen - omhandler menneskelige forhold udtrykt i sprog, historie, kunst, kultur, menneskeligt bevidsthedsliv og adfærd - bidrager til fortolkningen og forståelsen af kulturarv og identitet - foretager kritisk tolkning og analyse af kultur, værdisystem og videnskabens plads og rolle i samfundet. Udgangspunktet for den humanistiske undersøgelse er: - Det ukonkrete eller immaterielle: Menneskets tanker, ytringer, handlinger, idéer og følelser. - Det konkrete eller materielle: Menneskets produkter, sprog, skrifter, kunstværker, redskaber, bygninger, tøj m.m. Uanset hvilket der bruges, skal der refereres til den i en undersøgelse, og der skal argumenteres ud fra den. Samfundsvidenskab Grænsen mellem humaniora og samfundsvidenskab er ikke knivskarp. Samfundsvidenskaben tager sig af hvordan mennesker organiserer og udvikler vores fælles virkelighed. Det er den del af videnskaben der beskæftiger sig med en række aspekter af menneskeskabte fællesskaber (samfund), det vil sige sociale, politiske og økonomiske forhold, fx love, traktater, normer, vaner. Samfundsvidenskab bruger mange metoder til indsamling af data: statistik, observation, eksperiment og indholdsanalyse af tekster. Materialer, teori og metode (kildekritik) Når man beskæftiger sig med historie bruger man den kildekritiske metode. Ved hjælp af kildekritik forsøger man at opnå pålidelig viden om fortiden. Man kan tage udgangspunkt i forskelligartet materiale. Overordnet skelnes der mellem kilder og fremstillinger. De generelle retningslinjer for en kildekritisk gennemgang, angiver følgende vigtige og hensigtsmæssige spørgsmål: - Hvilken type tekst er det (brev, lov, interview, fremstilling, billede etc)? - Hvem er afsender og modtager? - Datering. - Hvorfor har afsenderen skrevet/sagt dette?
- Indhold (hvad står der?). - Har kilden en tendens (hensigt)? vær kritisk over for teksten. - Hvad kan man bruge kilden til? Teoretisk handler faget om hvilke tilgange der er til faget, altså hvilken historieopfattelse der ligger bag tolkningen. Spørgsmålet er hvad man (forfatteren til en fremstilling) mener, der driver historiens hjul. Der henvises i øvrigt til Læreplan for faget historie (stx) og Primus 1.
Idræt og AT Idræt tager udgangspunkt i den fysiske aktivitet i bevægelsen. Idræt er en del af alle tre fakulteter: Naturvidenskabelig (og sundhedsvidenskabelig) metode (anatomi, fysiologi, sundhed mm.): eksperimentelt arbejde, træningsteori. Humanistisk metode (historie, psykologi): kildekritik, analyse. Samfundsvidenskabelig metode (sociologi, politik): teori og modeller, statistik. (herunder kan idræt også indgå i samspil med kunstneriske fagområder (Ekspressiv idræt, bevægelseskommunikation)). Idrættens metoder: Beskrivelse af bevægelse. Analyse af bevægelse. Forklaring (+fortolkning) af bevægelse. Produktion af bevægelse. For eksempel: Individets bevægelse personlig, naturvidenskabelig, og sundhedsmæssig. Gruppens bevægelse holdsport, hvilken sport er moderne, teambuilding. Samfundets bevægelse idrættens rolle i samfundet, politik, sundhed. Kroppen i bevægelse er natur (fysiologi, anatomi, biomekanik osv.) og kultur (sociologi, psykologi, historie, æstetik osv.). Alt efter hovedområde benytter idræt sig af det pågældende områdes metoder (naturvidenskabelig-, humanistisk- eller samfundsvidenskabelig metode).
Matematik og AT De matematiske metoder, der bruges i AT vil typisk være: Anvendelse af matematiske modeller eller evt. selvstændig opstilling af matematiske modeller (se figur) f. eks: Anvendelse af kendte vækstmodeller f.eks. lineær vækst, eksponentiel vækst eller potensvækst til at beskrive og forstå et problem. Til behandling af data benyttes regression. Har man matematik på A-niveau, kan der også være tale om differentialligningsmodeller. Anvendelse af modeller fra statistik eller sandsynlighedsregning til beskrivelse og forståelse af et datamateriale eller et fænomen. Anvendelse af geometriske modeller. Det kan være modeller, hvor man anvender trigonometri men det kan også være mere avancerede modeller med anvendelse af rumgeometri, hvis man har faget på højt niveau. Nogle væsentlige kompetencekrav: Man skal kunne oversætte mellem symbolsprog og naturligt sprog, og selv kunne bruge symbolsprog til at beskrive sammenhænge mellem variable. Man skal kunne foretage fremskrivninger og simuleringer, hvis det er relevant for emnet. Man skal kunne tænke kritisk over modellernes muligheder og begrænsninger. Modeller er jo idealiseringer. (se punkt 5 i de faglige mål) Man skal kunne demonstrere forståelse for matematiske ræsonnementer. Med hensyn til elementær videnskabsteori (punkt 6 i de faglige mål), så er det ikke realistisk at kræve særlig indsigt i matematisk videnskabsteori. En væsentlig del af filosofien i det tyvende århundrede drejer sig faktisk om det - og det er et meget vanskeligt emne.
MUSIK og AT Uddrag af fagbilaget til AT De faglige mål med almen studieforberedelse er, at eleverne skal kunne: opnå viden om et emne ved at kombinere flere forskellige fag og faglige hovedområder anvende forskellige metoder til at belyse et komplekst problem forstå enkeltfaglig viden som bidrag til en sammenhængende verdensforståelse vurdere, hvorledes et givet emne indgår i større historiske og/eller nutidige sammenhænge vurdere forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger anvende indsigt i elementær videnskabsteori og videnskabelige ræsonnementer til at formulere og reflektere over problemstillinger af enkeltfaglig, flerfaglig og fællesfaglig karakter. Musik tilhører det humanistiske fagområde. Det er et kulturfag på linje med f.eks. sprogfag og historie. Læs herom i Primus 1, side 55-67. MUSIKFAGETS EMPIRI OG METODER Musikkundskab Musikfagets empiri består primært af musikstykker i videste forstand fra nutid og fortid. Men herudover også film, musikvideoer, artikler og bøger om musik. Helt grundlæggende viderefører gymnasiemusikfaget en tradition for rent metodisk at tage udgangspunkt i den klingende musik, nedfældet på noder, primært som en stilistisk analyse og med de historiske, kulturelle og sociale omstændigheder musikken er en del af, som det sekundære. Der indgår flere forskellige aktører i skabelsen af musikken: en autor: en skaber, en komponist, der udformer melodier, arrangementer, værker. en interpret: en fortolker; en eller flere musikere der realiserer autorens ideer. en modtager: publikum til koncert, til dans, til fest der benytter musikken. Komponisten kan formidle sit værk via noder, som den klassiske komponist, mens der i jazz & rock ofte også (eller kun) vil være en mundtlig formidling af ideer i studiet og i bandet og nodematerialet vil kun udgøre en del af produktet. Folkemusik kan være udelukkende mundtligt formidlet eller også nedfældet på noder. Og hvad betyder det for den videnskabelige omgang med genstanden, det musikalske udtryk? Det betyder at der er forskellige usikkerhedsfaktorer i hvad det er vi analyserer på: med gammel musik kan vi via noderne se hvordan musikken er skabt og tænkt, men vi kan faktisk ikke høre den, som den er blevet til klingende produkt på den tid: instrumenterne er blevet anderledes (moderniseret), opførelsespraksis har ændret sig (orkesterstørrelse, brug af forsiringer og triller osv), tempo og stemning (kammertone) har ændret sig osv, så den musik vi kan høre i dag er moderne menneskers fortolkninger af noden med nyere musik jazz, rock & folkemusik er den musik vi hører som oftest skabt af komponist og fortolkere samtidigt i studiet eller live. Musikken er det klingende produkt
og evt. noder kan kun vise en del af dette de kan enten være forstudier eller udkast eller blot melodi + becifringer mens det endelige resultat er et produkt af de involverede musikeres fortolkninger af dette materiale: der kommer soli og basgange og måder at lægge akkorderne på og en speciel rytmik osv, som udspringer af musikernes baggrund og traditionerne indenfor den bestemte stil. Sidenhen kan f.eks. soli være nedskrevet for at lette detailstudier af musikken. a) Musikinternt benytter vi auditiv analyse til at undersøge: instrumenter & instrumentation & sound rytmik & groove form & arrangement musikalsk udtryk (vokalt / instrumentalt) & musikalsk effekt - og vi benytter nodebaseret analyse til at undersøge: harmonik & tonalitet melodik & tonalt materiale & tematik rytmik & groove instrumentation form & arrangement b) Musikeksternt kigger vi på samtidige kilder osv for at se på værket i et samfundsmæssigt og historisk lys: hvad var/er de samfundsmæssige forhold for musikere og musikudøvere, hvordan var samfundets magtforhold, hvad var musikkens rolle og funktion i dens tid, hvordan blev den modtaget osv. Musikfaget anvender således en positivistisk metode til at afdække hvordan: hvilke skalaer, hvilke formtyper, hvilken instrumentation osv, hvilket kan vise nogle karakteristiske stiltræk og således placere værket i en stilhistorisk udvikling, altså en musikintern udvikling: hvilken type musik kom før, hvilken efter, hvorledes forholder dette værk sig til samtidige og forudgående værker osv. hvordan var/er de økonomiske og sociale forhold omkring musikken. Musikfaget anvender også en hermenutisk, fortolkende metode til at afdække hvorfor: hvilket udtryk har musikken (hvilket må basere sig på en personlig fortolkning og opfattelse) dette er også en del af en stilhistorisk placering? hvorfor har musikken dette udtryk på dette tidspunkt (overvejelser over samfundsmæssige og/eller personlige indvirkninger)? hvilken effekt har musikken i den sociale funktion den udfylder? (overvejelser over musikkens samfundsmæssige rolle) (Ovenstående er uddrag af fagkonsulent Claus Levinsens notat om MUSIKFAGET I GYMNASIET- GENSTANDSOMRÅDE, METODER OG VIDENSKABSTEORI V. MUSIKFAGETS EMPIRI OG METODER. Januar 2009. Læs gerne videre i dokumentet, hvis du vil vide mere om musik og videnskabsteori. Det er dokumentets kapitel VIII). Kilde: http://www.emu.dk/gym/fag/mu/faget/at/notat%20om%20musik,metoder,%20og%20videnska bsteori.pdf
Naturvidenskabelige fag og AT I AT opererer vi med to forskellige former for metoder dels metode forstået som elevens fremgangsmåde til at undersøge en problemstilling og dels metode forstået som fagenes måde at arbejde på. Når man i AT udvælger en problemstilling at arbejde med, skal man samtidig diskutere den fremgangsmåde, man vil vælge for at undersøge problemstillingen. Den fremgangsmåde, man vælger, vil normalt indeholde modeller, materiale, teorier eller metoder fra de involverede fag. Her skal fagenes modeller, materiale eller teorier ikke blot forklares, men skal anvendes for at undersøge problemstillingen. I naturvidenskab vil det sjældent være muligt selv at praktisere fagets metode. I stedet for kan man vurdere hvordan man kunne have gjort, udforme en hypotese og designe et forsøg eller en undersøgelse og vurdere de muligheder og begrænsninger en sådan undersøgelse ville give. Hvis det ikke er muligt, må man vurdere hvordan de resultater, andre naturvidenskabelige forskere er kommet frem til, er blevet til. Herunder kommer en oversigt over den naturvidenskabelige metode og hvordan den anvendes i de fire naturvidenskabelige fag, fysik, kemi, biologi og naturgeografi: Fagenes metode naturvidenskab Naturvidenskab er viden om, hvordan vores verden - naturen - er skruet sammen. De naturvidenskabelige fag stiller spørgsmål til naturens opbygning og naturens processer. Svarene leveres i form af love og teorier. Disse love skal ikke opfattes som den endegyldige skildring af verden omkring os, men som den bedste beskrivelse af naturen, vi kan give på nuværende tidspunkt. Efterhånden som vi får nye erfaringer og bliver klogere, må de forbedres og ændres, ja måske erstattes af nye og bedre teorier. I naturvidenskaben kan man søge efter en sand viden om naturen uafhængig af, hvad den efterfølgende kan bruges til - denne del af naturvidenskaben kaldes grundforskning. Eller man kan søge en viden med en bestemt anvendelse i baghovedet - dette kaldes anvendt forskning. Naturvidenskabelig viden skal altid være begrundet f.eks. vha. rationelle argumenter, eksperimentelle data og observationer. Den naturvidenskabelige arbejdsmetode For at opnå naturvidenskabelig viden gør man brug af den naturvidenskabelige arbejdsmetode, som omfatter: Empiri (eksperimentelt arbejde): Indsamling af data, praktisk arbejde, registrering, måling af/på omverden. Modellering: Reduktionisme, kvalitative og kvantitative modeller. Præsentationsformer: Grafer, tal, figurer, eksperimentelle opstillinger, formler.
Det eksperimentelle arbejde Et væsentligt element i den naturvidenskabelige metode er det eksperimentelle arbejde, hvor man laver målinger og observationer enten direkte med vores øjne eller - meget ofte - indirekte vha. tekniske forsøgsapparater og eksperimentelle opstillinger. Når man arbejder eksperimentelt kan det gøres på flere forskellige måder: I den induktive metode tager man udgangspunkt i en række observationer. Når man gentagne gange har set det samme fænomen optræde, kan man slutte sig til en sammenhæng. Fra denne sammenhæng udleder man herefter nogle konsekvenser. Hvis disse konsekvenser stemmer med nye observationer, eksperimenter og målinger, er sammenhængen bekræftet. Det, der regnes for sikkert, er måleresultaterne. Når mange nok har gentaget forsøget, bliver sammenhængen på et tidspunkt ophævet til en lov eller en teori. I den hypotetisk-deduktive metode tager man udgangspunkt i et videnskabeligt problem, som man fremsætter en teori for. På grundlag af teorien udledes nogle konsekvenser, som man kan sammenholde med eksperimenter udført i laboratoriet. Så længe de forudsagte konsekvenser holder stik, regnes teorien for sand. Det, der regnes for sikkert, er altså teorien. I falsifikationsmetoden fremsættes teorien som et dristigt gæt. Ved hjælp af spidsfindige forsøg prøver man af al magt på at gendrive (modbevise*) teorien. Man kan aldrig nå frem til en objektiv sandhed, men hvis teorien klarer alle testene, bliver den bestyrket. Hvis ikke må teorien forkastes eller justeres, så den bliver i overensstemmelse med eksperimenterne. Det, der regnes for sikkert, er altså eksperimenterne. Sammenfattende kan man sige, at man tager udgangspunkt i en idé om, hvilke resultater forsøget vil give. Man opstiller altså en hypotese om forsøgets resultater. Når forsøget er blevet bekræftet et passende antal gange, kan hypotesen ophøjes til en teori eller en lov. Abduktion er at genkende-udlede/aflede hypoteser, -bruger observationer som metode. Blandt flere mulige vælges den for tiden mest sandsynlige Gennem dristige hypoteser fremkommer forskere ofte med ny viden, der i sin form efterfølgende på forunderlig vis viser sig at være ganske logisk. Der kan altså være flere hypoteser der i princippet kan være mulige, men kunsten er så at vælge den rigtige. I denne metode bruges f.eks. Occams ragekniv (man vælger den mest simple/enkle) til at vælge hvilken hypotese man finder mest sandsynlig. Naturvidenskabelige teorier Når man opstiller en ny teori eller udbygger noget eksisterende, skal der forenklet gælde at: Teorien skal kunne forudsige noget, som eftervises (verificeres) eller modbevises (falcificeres). Hvis teorien har konsekvenser, som fører til en modstrid med observationer eller forsøgsresultater, er teorien forkert. Teoriens forudsigelser skal kunne undersøges af alle, der er villige til at gøre den nødvendige indsats. Undersøgelserne skal kunne gentages.
Når en naturvidenskabelig teori eller sammenhæng beskrives ved hjælp af matematikkens sprog i form af formler eller grafer, har man lavet en kvantitativ model. Matematiske modeller og beregninger spiller en meget stor rolle i naturvidenskab. Sammenhænge kan også beskrives uden tal - så er der tale om kvalitative modeller. Krav til god videnskab: Videnskabelig viden opfattes som velbegrundede formodninger. Videnskabelig viden og god videnskab (ærlig videnskab uden fup og sjusk) kendetegnes ved: Testbarhed Teori og erfaring skal kunne forbindes / validitet Offentlighed/reproducerbarhed Interessante resultater skal kunne efterprøves kritisk af andre. Giver mulighed for videnskabelig sikkerhed: stærk evidens/reabilitet Nytænkning Evnen til at gøre nye erkendelser er centrale i videnskaben Forklaringskraft Udover en kortlægning (beskrivelse)skal videnskaben kunne problematisere og give en forklaringsmulighed Konsistens og sammenhæng Et arbejdes resultater skal kunne holde. Det ses ved at relatere ny viden til eksisterende viden Objektivitet Man forsøger at se "tingene som de er" renset for personlig fordrejning og private opfattelser subjektivitet. Kræver reviderbarhed, kritikparathed, uafhængighed Fagenes metode Fysik Fysik udforsker, beskriver og forklarer fænomener og processer i natur og teknik. Inden for moderne naturvidenskabelig forskning spiller fysik som videnskab en vigtig rolle som bidragsyder til forståelse og udvikling af computerteknologi, nanoteknologi, udnyttelse af vedvarende og ikke-vedvarende energikilder, kræftbehandling, det naturvidenskabelige verdensbillede etc. Fysisk viden og begrebsforståelse udvikles gennem vekselvirkning mellem på den ene side observation og eksperiment og på den anden side teori og modeldannelse.
Når man arbejder fysikfagligt i gymnasiet, vil der oftest være tale om anvendelse af den deduktive metode. Når man arbejder fysikfagligt er man i stand til at: Opstille og beskrive modeller og for deres anvendelse i hverdag og teknologisk sammenhæng relatere observationer, model- og symbolfremstillinger til hinanden tilrettelægge og udføre fysiske eksperimenter, herunder anvende laboratorieudstyr på forsvarlig og reflekteret vis registrere og efterbehandle data og iagttagelser, analysere, vurdere og formidle forsøgsresultater såvel mundtligt som skriftligt samt i enkelte tilfælde at præsentere en fortolkning af mere komplekse problemstillinger læse, vurdere og anvende fysikfaglig information fra forskellige kilder baseret på målinger og observationer gennemføre analyser af og beregninger på fysiske problemstillinger og formidle fysisk viden såvel skriftligt som mundtligt i både fagsprog og dagligsprog Fagenes metode kemi I kemi udforsker og beskriver man stoffers egenskaber og betingelserne for, at disse reagerer. Inden for moderne naturvidenskabelig forskning spiller kemi som videnskab en stadig vigtigere rolle som bidragsyder til forståelse og udvikling af bl.a. bioteknologi, nanoteknologi, nye materialer, lægemidler og fødevareproduktion. Kemisk viden og begrebsforståelse udvikles gennem vekselvirkning mellem på den ene side observationer og eksperimenter og på den anden side teori og modeldannelse. Når man arbejder kemifagligt i gymnasiet, vil der oftest være tale om anvendelse af den deduktive metode. Når man arbejder kemifagligt er man i stand til at: redegøre for sammenhængen mellem stoffers opbygning og egenskaber og for deres anvendelse i hverdag og teknologisk sammenhæng relatere observationer, model- og symbolfremstillinger til hinanden tilrettelægge og udføre kemiske eksperimenter, samt omgås kemikalier og laboratorieudstyr på forsvarlig og reflekteret vis registrere og efterbehandle data og iagttagelser, analysere, vurdere og formidle forsøgsresultater såvel mundtligt som skriftligt samt i enkelte tilfælde at præsentere en fortolkning af mere komplekse problemstillinger indhente, vurdere og anvende kemisk information fra forskellige kilder baseret på målinger og observationer gennemføre analyser af og beregninger på kemiske problemstillinger og formidle kemisk viden såvel skriftligt som mundtligt i både fagsprog og dagligsprog
Fagenes metode biologi Biologi er ligesom de tre andre naturvidenskabelige fag i stx et eksperimentelt fag, der undersøger fænomener i naturen. Biologi er læren om det levende og om samspillet mellem det levende og det omgivende miljø. I det almene gymnasium er faget meget præget af udviklingen inden for moderne biologisk og bioteknologisk forskning. Biologi giver gennem observationer i naturen og gennem eksperimentelt arbejde indsigt i samspillet i naturen og bidrager til forståelse af betydningen af menneskets aktivitet, herunder bæredygtig udvikling. Biologi bidrager til menneskets forståelse af sig selv som biologisk organisme og som samfundsborger, og giver faglig baggrund for udvikling af ansvarlighed, stillingtagen og handling i forbindelse med aktuelle samfundsforhold med biologisk indhold. Biologi har i sammenligning med de andre naturvidenskabelige fag således sine specielle arbejdsområder og derfor også på nogle områder sine egne metoder. Eksempler på biologiske metoder er: 1. Det kontrollerede laboratorieforsøg: Den hypotetiske deduktive metode, er en metode, hvor der ud fra en hypotese udledes en forudsigelse, der ved observation efterprøves med henblik på bekræftelse (verifikation) eller afkræftelse (falsifikation) af hypotesen. Kan laves både in vitro og in vivo. Dyremodelforsøg: er eks. på in vivo forsøg. Dyremodeller er populære redskaber inden for f.eks. medicinsk og toksikologisk forskning. Dyremodelforsøg er nødvendige, som pilotforsøg til kliniske undersøgelser, hvor der er mulighed for ukendte risici. 2. Kontrollerede kliniske undersøgelser: Kliniske undersøgelser anvendes inden for dele af humanbiologien f.eks. ved medicinsk og toksikologisk forskning. Kliniske undersøgelser er almindeligvis en forlængelse af dyremodelforsøg og er et nødvendigt krav før en evt. godkendelse af f.eks. et lægemiddel. 3. Befolkningsundersøgelser: Befolkningsundersøgelser kan foretages som spørgeskemaundersøgelser eller som direkte observationer, hvor man måler én eller flere egenskaber hos de mennesker, der indgår i undersøgelsen. F. eks kan forekomsten af kræft sammenholdes med arbejdsmiljø. Undersøgelserne kan laves både bagudskuende og fremadskuende 4. Feltundersøgelse: Her vil det ofte være umuligt at have kontrol over alle de variable faktorer (temperatur, lys, nedbør, vind osv.). Feltundersøgelse vil derfor ofte være tilrettelagt i nogle tids-serier gennem året, så man får indtryk af en årstids bestemte variation i resultaterne.
Fagenes metode naturgeografi Naturgeografi omhandler grundlæggende naturprocesser og naturforhold på Jorden og deres betydning for menneskets livsvilkår samt Jordens, livets og landskabernes udviklingshistorie. Faget beskæftiger sig med, hvordan mennesket tilpasser sig, udnytter, regulerer, ændrer og forvalter natur og omverden, herunder principper for bæredygtig udvikling. Naturgeografi er et eksperimentelt fag, der tager udgangspunkt i systematisk iagttagelse af, undren og refleksion over forhold i omverdenen. Naturgeografi har - som andre fag sine egne teorier, modeller og materialer samt metoder, hvoraf en del er fælles med de andre naturvidenskabelige fag. Naturgeografiske metoder er: identifikation, genkendelse og klassifikation af rumlige mønstre i geofaglige sammenhænge gennemførelse af simple former for eksperimentelt arbejde, herunder systematiske feltobservationer og feltmålinger af f.eks. klimaparametre beskrivelse, analyse og fortolkning af præsentationsformer som f.eks. tekster, data, kort, diagrammer, profiler, figurer samt analoge og digitale billeder ud fra konkrete data og observationer at give en samlet beskrivelse af udviklingsforløb i naturen og menneskets omgivelser, som f.eks. den globale opvarmning forstå og anvende enkle geofaglige modeller til tolkning af observationer og indsamlede data indsamling af materiale, f.eks. geologiske prøver, herunder fossiler til belysning af tidligere tiders dannelsesmiljøer
Oldtidskundskab og AT Oldtidskundskab hører under det humanistiske fakultet. Oldtidskundskab er et kulturfag, der omhandler den græske og romerske oldtid/antikken som grundlag for senere og moderne europæisk kultur. Oldtidskundskabs formål: Gennem arbejdet med centrale tekster og monumenter fra antikken og med tekster og monumenter, der kan perspektivere dem, opnår eleverne en bred kulturhistorisk indsigt med vægt på evnen til at se lange linjer og forbindelser i europæiske kultur. Faget sætter eleverne i stand til at analysere og fortolke tekster og monumenter i en historisk kontekst og giver dem begreber til at forstå og reflektere over deres egne kultur... ( Læreplanen afsnit 1.2. ). Materiale: Materialet omfatter både tekster og monumenter (materielle levn i form af maleri, skulptur og arkitektur). Hovedvægten er lagt på teksterne. Kernestof: Antikkens egne udsagn. D.v.s. centrale, oversatte tekster (fra alle genrer) fra den græske og romerske oldtid. Og eksempler (i form af fotos)på centrale monumenter (f.eks. Parthenon-templet i Athen) fra den græske og romerske oldtid. Centrale tekster og monumenter er kulturprodukter, hvori væsentlige sider af antikkens historie, filosofi og samfund kommer til udtryk. Teksterne og monumenterne skal rumme værdier, begreber og formsprog, som er blevet norm-givende for senere europæisk kultur. Perspektiverende stof: Tekster (fra alle genrer) og monumenter (maleri, skulptur, arkitektur) fra senere (efter-antikke perioder) også nutiden. Det perspektiverende stof skal spille sammen med kernestoffet, sådan at de antikke og (tilsvarende?) moderne kulturhistoriske (og kunsthistoriske) problemstillinger identificeres, analyseres, vurderes og perspektiveres. Metoder: Som nævnt ovenfor er oldtidskundskab et humanistisk fag, som beskæftiger sig med den menneskelige kulturs frembringelser (tekster /kunst /monumenter) indenfor en historisk afgrænset periode (antikken), samt med de senere europæiske kulturelle og historiske følgevirkninger af antikken. Derfor anvendes primært 2 metoder: Den hermeneutiske metode: materialet ( den antikke tekst/ monumentet ) beskrives grundigt og dets enkeltdele analyseres. Teksten / monumentet fortolkes og sættes ind i et større (kulturhistorisk)perspektiv.(mere om den hermeneutiske metode s. 56 i Primus 1; og om den analytiske metode til beskrivelse af kunstværker (f.eks. skulptur) s. 64 i Primus 1 ).