Prædiken. Anden søndag i advent.

Prædiken. Anden søndag i advent. Salmer: Indgangssalme: DDS 268: Zions vægter hæver røsten Salme mellem læsninger: DDS 612: Den store mester kommer Salme før prædikenen: DDS 275: Uforsagt, vær på vagt! Salme efter prædikenen: DDS 271: I jomfruer, I kloge Nadversalme: DDS 473: Dit minde skal Udgangssalme: DDS 74: Vær velkommen, Herrens år Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. (Matt. 25,1-13) Gode Gud. Giv os at høre dit ord og tro det. 6/12-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

Så er vi da ellers tilbage igen. Tilbage til det samme grundmotiv, som vi mødte i den store domstale fra sidste søndag i kirkeåret, hvor vi for bare to uger siden stod ansigt til ansigt med den store billedtale om verdensdommen. Denne gang møder vi det samme motiv at Jesus sætter skel; at der er nogle, der står tilbage udenfor og græmmer sig; og andre, der er med inde til festen. Lad os lige holde fast i det med billedet, inden vi går videre. Det er billedtale; lignelser; sammenligninger. Noget, der skal sige os noget, om det, vi ellers intet ved om, Guds nye virkelighed Gudsriget ved at sammenligne det med noget fra vores verden; med noget, der er forståeligt for os. Og at det forholder sig sådan, er jo i en vis forstand er ganske godt. For hvis vi reducerer det til at være noget konkret, ville vi jo i sagens natur komme til kort. Det er jo dog trods alt de færreste af os, der sådan betjener os af olielamper i vores hverdag. Det ville da også være at gå helt fejl af fortællingens betydning, hvis vi skyndte os hen for at opkøbe et godt lager af dem, så vi kan være klar. Men lad os først se på noget andet. Advent er ikke, ikke oprindeligt i hvert fald, den glade forventningstid, som vi i dag forbinder adventstiden med dens mange julerelaterede traditioner for. Det er en bods- og beredelsestid, hvor vi syndige mennesker henvises til vores egen uformåenhed og fastholdes på, at vi står i en ubetalelig gæld til den gode Gud selv. Alene af den grund er det ikke spor ved siden af, at vi i dag mødes af fortællingen om de forventningsfulde brudejomfruer eller, som det hedder i den nye oversættelse, brudepiger. Brudepiger, der for de fems vedkommende ikke bliver genkendt, da de for sent ankommer til festen, og som derfor må stå tilbage udenfor. Endnu tydeligere er pointen, hvis vi i stedet kaster et blik til første tekstrække, hvor evangeliet 2. søndag i advent er Lukas store undergangsscene med Menneskesønnen, der kommer på himmelens skyer for at udfri de, underforstået, få trofaste, der har holdt ud til det sidste og ikke ladet sig sløve af denne verdens narrespil. Så lige ud af landevejen er opfordringen, vi møder: at holde ved og holde ud. Det er ganske givet ikke fejlagtigt at fastholde det. For Guds rige er altid det kommende. Det, der er i sin vorden. Det, der er på vej imod os, fordi Jesus selv er 6/12-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

vejen, sandheden og livet. Og vi, ja, vi må pænt stå med hatten i hånden og vente på, hvor den vej mon fører hen. Men lad os vende tilbage til dagens evangelium, som vi med en vis ret kunne kalde fortællingen om de fem og de fem. Det er for mig sådan lidt en tur tilbage til barndommens land. Dagens tekst er en af dem, jeg helt tydeligt husker udlægningen af, fra søndagsskolen og fra kristendomsundervisningen, for jeg gik nemlig på en friskole, hvor man tog den slags meget alvorligt. Dengang, som jeg husker det, handlede det om, at man skulle passe noget så voldsomt på, hvis man ikke skulle lande på den forkerte side. At man skulle tage ved lære af de kloge og sørge for, at man, så at sige, havde købt rigeligt ind. Det gjaldt altså om at være klog, nøjeregnende, snusfornuftig og ikke bare bruge løs; ikke så meget af olien, sådan helt bogstaveligt, for dér var man godt klar over, at det var et billede, men mere af alt det sjove hér i livet. For så ville det gå én på samme vis som de fem uforstandige, og det var, det stod i hvert fald helt klart, ikke specielt attråværdigt at stå tilbage udenfor. I kender måske selv den fortolkning, eller i hvert fald en, der ligner den. Jeg skal ikke gøre mere ud af at skildre den, for I har nok allerede gættet, at jeg i dag vil et andet sted hen. Ikke fordi den ikke har noget umiddelbart, tænker vi, indlysende for sig. Jeg skal da også være den første til at indrømme, at en sådan fortolkning ligger lige for. Problemet er bare, at den ikke er fuldt dækkende. For den overser noget væsentligt. Den lægger lægger vægten et sted og går så glip af noget andet, som man dermed overser. Dermed reducerer den hele sagen til at dreje sig om, at vi skal være særligt årvågne, fordi vi samtidig, antager vi meget let i sammenhæng med det, er særligt udvalgte. Naturligvis med den underliggende dagsorden, der nok heller ikke er uden betydning, at vi virkelig er dem, der har regnet den ud. I modsætning til de andre; de uforstandige, der ikke fatter noget, falder fra eller bare giver sit i kast med noget, som vi ikke finder afgørende. Men det er altså ikke det hele, der er at sige. Prøv et øjeblik at sætte parentes om hele den tankegang og lad os se på det en gang til. Pointen er, tror jeg, nemlig ikke, at nogen regner rigtigt og andre forkert. Det handler ikke om, at nogle af brudepigerne er begavede og andre ubegavede. Det har slet ikke noget at gøre med, at nogle af os, der hører det i dag, skulle være forstandige og andre uforstandige. 6/12-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

Tværtimod er fortællingen som helhed et opgør med alt vores regneri. Den er et frontralt angreb på enhver forestilling om, at vi kan regne den ud. Pointen med det hele er den sidste sætning: I kender hverken dag eller time. Det er i lyset af den, at vi kan forstå det. Hvis vi kendte dagen eller timen, ville det nemlig forudsætte, at vi kunne forholde os til Guds nye virkelighed som en objektiv størrelse. Som noget vi kan betragte, distancere os fra og så underkaste en kritisk undersøgelse for at bestemme timen og dagen. Og det kan vi ikke. Guds fortælling, som han fortalte os og sig selv ved selv at blive menneske, er en fortælling, som vi inviteres med i. Aldrig noget, som vi kan forholde os til udefra og så forsøge at regne ud, hvornår vil komme til næste kapitel. Derfor skal vi heller ikke forsøge at tyde tidens tegn og spilde vores liv på at søge at regne det hele ud. Vi skal komme i gang; i gang med at leve vores liv i lyset fra Guds fortælling. Nu og hér. Lige nu og sammen med de ni andre, så at sige. Uden at gøre sig forestillinger om, hvem der havner hvor. Uden at vi skal forsøge at gøre os til herre over, hvem brudgommen byder inden for, og hvem han ikke genkender, fordi de kommer for sent. Jeg ved ikke, om I køber den fortolkning, jeg hér har forsøg at overtyde jer om. Måske er den anden bedre. Hvem ved det med fortolkninger og forståelser er jo noget omskifteligt noget. For heldigvis lader Guds fortælling sig jo forstå og aktualisere i vidt forskellige sammenhænge. For at det ikke skal stå alene tilbage, vender vi lige tilbage til dér, hvor vi begyndte. Nemlig overvejelserne om sammenhængene mellem evangelielæsningerne hér i og omkring adventstiden. Hvis vi ser tilbage på første søndag i advent, er der nemlig ikke tilfældigt, at vi netop i dag, på den 2. søndag i adventstiden, møder fortællinger om dom, trækken skel, og et udenfor og et indenfor. Sidste søndag var pointen med fortællingen fra synagogen i Nazareth, at Jesu forståelse af den opfyldelse viser sig at stå i diametral modsætning til ikke blot tilhørernes, men også vores opfattelse af, hvad Gud skal være, og hvor han skal befinde sig. Gud er altid en anden; altid på vej et andet sted hen, end der, hvor vi fanget i vores syndighed vil anbringe ham. Gud vil ikke lade sig bruge til vores formål, men bruge os til sine, som vi samtidig ikke kan gribe ud efter uafhængigt af ham. Pointen med dagens evangeliefortælling bliver læst i denne sammenhæng endnu mere klar. I mødet med Guds nye virkelighed går vores verden under; alle vores 6/12-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

forestillinger, meninger og forhåbninger må gå til grunde. Derfor skal vi i dag høre om brudejomfruerne. Fordi Jesus er Gud som den anden; fordi han altid befinder sig et andet sted, end der hvor vi vil placere ham, så må hans komme være vores verdens undergang. Konsekvensen af, at han møder os som den anden, er altså vores verdens undergang. Alle vores forestillingers og forhåbningers fallit. Derfor kommer undergangs- og domsfortællingen i dag. Fordi vores verden forstået som den beregnelige verden må gå under i mødet med den gode Gud, der aldrig lader sig fange ind i vores forsøg på at regne den ud, men altid gør alting nyt. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 6/12-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5