FORORD Hulda Garborg tala med meg om dei papira ho skulle lata etter seg. Det var sommaren 1934; eg var gjest hos henne på Veslevangen, hytta hennar ved Strålsjøen. Der kunne vi tala i fred og ro. Vi vart då samde om at eg skulle få tilgjenge til alle dei papira eg kunne ha bruk for til mine band 2 og 3 om Arne Garborg. Vi kom òg inn på dagboka hennar (1903 34), som eg sjølvsagt òg måtte lesa ikkje minst den. Eg lova henne då, at det som eg fann serleg verdfullt, og som kunne ha offentleg interesse, skulle eg leggje serleg merke til, med tanke på utgjeving. Då eg hadde lese dagboka, var eg klår over at der var mykje verdfull norsk kulturhistorie, forutan biografisk tilfang om Hulda og Arne Garborg. Eg bad då Karen Grude Koht om å hjelpe meg med å gjera eit utdrag av dagboka. For fru Koht hadde vore Hulda Garborgs gode ven gjennom mange, mange år, og ho kjende sjølve tida og den nasjonale rørsla føre 1914 betre enn eg. Alt i 1930 åra tok vi til med å gjera eit utdrag og fekk det maskinskrive etter kvart. Men så kom krigen, og arbeidet vårt gjekk i stå. Vi var samde om å ta med alt som kunne kaste lys over Hulda og Arne Garborg, samarbeidet og samlivet mellom dei. Men fyrst og fremst ville vi ta med det som synte Hulda Garborg i arbeid, det rike mennesket i sjølve livsgjerninga og livsverket sitt. Dette var då «programmet», eller arbeidsmåten vår. Sidan Karen Grude Koht gjekk bort, har eg teke for meg utdraget av dagboka og gjort prenteferdig (kommentert) tidbolken 1903 14, som etter mi meining er den mest verdfulle, frå den tid Hulda Garborg stod midt oppe i arbeidet for så mange «saker». I rettskrivinga er retta nokre inkonsekvensar (ikkje alle). Etter 1907 kjem det etter kvart fleire og fleire harde konsonantar, men det er ingen heil overgang til den nye rettskrivinga. Substantiv (samnamn) har her i utgåva fått liten forbokstav, og aa er sett å, liksom inf.merket at. Norges almenvitenskapelige forskningsråd har gjeve tilskot til prentinga. Stange, februar 1962 Rolv Thesen INNLEIING Hulda Garborg var fødd i Stange i 1862. I «Barndomsminne» har ho fortalt om ætta si og barndomen sin (i Stange og på Hamar). Ho gløymde aldri bygdene ved Mjøsa «det lyse land» som ho har skildra både i dikt og romanar. Men det var i hovudstaden ho fann dei hugmål som førde henne inn i så mykje nasjonalt arbeid. I ung alder kom ho i forretninga til Dobloug, som var radikal venstremann, og vart kalla «Flagg Dobloug» for di han selde «reine flagg» midt i unionsstriden. Snart kom ho med i den radikale flokken av ungdom som gjekk i Arbeidersamfundet; og tidleg vart ho interessert i målsaka. I ei av bøkene sine «Gaaden» har ho skildra den radikale ungdomen i 1880 åra.
Nils Collett Vogt har fortalt om Hulda Garborg i skildringa av eit møte i Arbeidersamfundet, slik at vi får eit vakkert glimt av henne der, ein festkveld i 1881. Bjørnson var nyst attkomen frå Amerika og tala oppglødd om det han der hadde opplevd. Etterpå heldt han «hoff». I salen var det dans. «Kjedene oppløstes, skiltes og slynget seg sammen. Jeg ser for meg Hulda Bergersen, senere fru Garborg, omringet, hyldet, tilbedt, med nasjonalfarvede bånd over brystet. Visst noe av en valkyrie for de ideelt bevegede blandt ungdommen her.» I 1887 vart ho gift med Arne Garborg. Ho var austlending, han var jærbu. Dei var ulike på mange måtar. Men i somt var dei like og. Dei møttest i synet på nasjonale, politiske, sosiale og religiøse spørsmål. Og på ein måte hadde dei fått sams livslagnad. Begge vart dei bortrivne frå sitt barndomsland, ho frå barndomsheimen sin på Hedmark, han frå ættegarden sin på Jæren. Eller rettare sagt «lagnaden» dreiv han bort då Pontoppidan og postillane vart for plagsame. Men både han og ho bar på ein draum om det tapte landet, det landet som har inspirert så mange diktarar. I 1902 reiste Hulda Garborg til Færøyane og lærde seg folkevisedansen der. Og ein kan seia at ho henta heim folkevisedansen. Året etter gav ho ut «Song Dansen i Nord Landi», og same året songspelet «Liti Kersti», der ho prøvde å dramatisere ei folkevise. (Med Arne Eggens musikk har det gjort stor lykke på Det norske teatret, 1933.) Anna nasjonalt arbeid, norsk kledebunad og heimleg matstell, ofra ho seg og mykje for. Men fyrst og fremst sette ho (i åra 1910 14) sine krefter inn i arbeidet for eit heilnorsk teater. Ho fekk i stand «Det norske spellaget» (1910 12), som vart førebuinga til «Det norske teatret». Men det var Arne Garborg som (alt i 1891) fyrst målbar tanken om «eit spelarlag av bygdefolk». Og denne tanken vida han ut i eit foredrag om «Målteater» i 1898. Garborg vende seg til Bjørn Bjørnson med spørsmål om det kunne vera råd å skapa eit «folketeater på folkemål» i samarbeid med Nationaltheatret. Garborg ville gjerne i åra føre 1905 ha samarbeid på det nasjonale område, ikkje krig. Men det vart ikkje noko samarbeid i teaterspørsmålet. Det var fyrst med «Det norske spellaget» tanken hans tok til å få form og bli realisert, endå ein kan seia at Hulda Garborg alt med folkevisedansen hadde skapt eit grunnlag for spellaget. Det var ikkje minst den som gjorde lykke då det tok til med spelferdene sine rundt omkring i landet. Fyrste spelferda tok til i Solør (Kirkenær) 14. januar 1911. Den varde i to månader. «Prøvesal» hadde spellaget hatt i Garborgheimen, Labråten på Hvalstad. Det var ikkje lett å skaffe det som trongst til framsyninga, som var «Ervingen» sjølvsagt. Edvard Drabløs som var med frå fyrste stund, har fortalt at han til si rolle som Sauenbach hadde fått låne flosshatten til Jørgen Løvland og bonjouren til Steinar Schjøtt. Spelferda vart ei sigersferd. Drabløs har fortalt om det: «Litt piping, nysepulver, rotne eple og skjellsord vanka det innimellom, men vi rekna oss for misjonærar mellom språklege heidningar.»
Hausten 1912 vart det skipa eit aksjelag: «Det norske teatret.» Og 2. januar 1913 opna teatret i Kristiansand. Derifrå bar det nordover etter kysten. I Kristiania spela teatret fyrste gongen 6. oktober. Og snart kom pipekonsertane. 1 I 1906 hadde Halvdan Koht peika på at det var eit tap for norsk kunst og åndsliv at eit stykke som «Læraren» (1896) enno var uspela. «Den dagen norske skodespelarar spelar «Læraren», og spelar det godt, den dagen gjev vigsla til ein ny spelkunst i Noreg ein spelkunst med trygt feste i heilnorsk mål.» 2 Dagen kom 13. januar 1914. Stykket vart framført med sjefen, Rasmus Rasmussen, i hovudrolla. Huldra Garborg hadde sett i scene. Og kritikken måtte bøye seg jamvel Nils Kjær måtte bøye seg. I dagboka si skreiv Hulda Garborg dagen etter: ««Læraren» blev en succes, det tør jeg vel si. Endog Nils Kjær i «Aftenposten» strækker nu våben og skriver efter en meget rosende anmeldelse, at teatret nu har vist sin berettigelse.» Med desse ord sluttar den delen av dagboka som her kjem. Det var naturleg å slutte her. Hulda Garborg hadde sett sin største draum verkeleggjort. Arbeidet for å reise «Det norske teatret» er det som mest fyller denne delen av dagboka ja, teatret er mest som ein «hovudperson» der. Midt i striden for dette teatret står Hulda Garborg som den største drivande kraft. Same året 1962 som Hulda Garborgs hundreårsdag (22. februar) er det femti år sidan aksjelaget «Det norske teatret» vart skipa (22. november). Det kan då høve godt å gje ut desse dagboksblada i dette året. Ved opninga av teatret (2. januar 1913) og serleg ved premieren på «Læraren» må ho ha kjent seg stå ved ein milestolpe i livet sitt ei stor sak var førd fram til siger. Ikkje minst av den grunn er dagboka fram til denne premieren også eit stykke ofte dramatisk norsk kulturhistorie. Rolv Thesen 1903 6.10.1903 Labråten, Hvalstad I de siste årene har sola skinnet så sjelden og regnet øst ned så ofte, at jeg mange gange har tænkt det kunde være moro å føre litt kontrol med veirgudene, f. eks. ved å skrive op solskinsdagene og se hvor mange vi har havt pr. år. Idag vil jeg begynde. På femten år har jeg ikke havt tid eller tanke for å skrive dagbog 3 ; skal bli rart å prøve igjen i anledning dette evige «gråvere» altså. Men jeg holder vel ikke ut længe denne gangen heller Sneslud og regn. Håbløs søle, grått og vått. Fælt! Var igår i theatret og så Strindbergs «Erik den fjortende». Første akt frydefuld over alt theater ellers. Strålende Strindberg! Jeg blev så glad, og glædet mig til de næste akter. Anden akt skuffet heller ikke; Anders de Wahl og Stub Wiberg spilte så det var en 1 Sjå Olav Dalgard: Det norske teatret 1913 53, s. 14 flg. 2 Sjå Halvdan Koht: «Norskt mål på teatret» i «Norsk vilje», s. 120 flg. 3 Se «Fra Kolbotnen og andetsteds» (1903).
fryd. Og Strindberg er en mand; det er det herlige ved ham. Når jeg tænker på de siste skuespil av våre egne store, så er det sødt og blødt, eller surt og grellent. Ikke noget som bøier en i knæ. Moralpræk og alderdom. De Wahl har nogle vakre, bløde mellemtoner som gjør en varm om hjerte, og kan også stundomtil virke velgjørende i de sterkere utbrud. Men for en bengymnastik han driver! Mens han sier de vakreste ting på den naturligste, vakreste måde, vrænger og krænger de tynne elegante ben omkring stolben, bordben og andre brugbare gjenstande så man tilsidst hypnotiseres af det. Men hvor deilig ung han var i «Alt Heidelberg»! Garborg hviler lenge idag. Han er ikke bra. 17.10.1903 Småregn grått, grått, grått. Ikke tale om å ta op poteter. Løland går ude i haven sin (det halve av vor) og spar, ser jeg. Men G. må ikke ud i denne rå luften. Det må vel endnu bli en godveirsdag før vinteren kommer for alvor. Igår optrådte G. som mild optimist. Tiderne forandrer sig. Han syntes Løland og jeg gik for vidt i vår pessimisme. Løland var nedbøiet av digter og forlæggersorger; jeg av veirsyke og barnagtig misfornøielse med verdensordningen! Men G. mente at hverken forlæggeren eller verden var fuldt så gale som vi syntes. Og så snart sola viser sig igjen, gir jeg ham kanske ret. Men den ser ut til å være sluknet for godt altså Her er uendelig stille i stuen min. Det er sandt, at her er mere ensomt enn på Kolbotn. Der stakk da et menneske indom av og til som skulde ha kaffi o.s.v., om sommeren næsten daglig her aldrig. Og G. er så stille som en mus ovenpå. Aldrig en lyd derfra. Og Tuften er på skolen, eller læser oppe på sitt rum. Men jeg liker stuen min. Gult og grønt er godt å se på, og om kvelden flotter jeg mig med å legge litt på peisen. Det er min eneste luksus, og da så Så sitter jeg og glor inn i varmen og «tænker efter». Eller har besøg, nemlig av min mand, min søn og min nabo, som altså er Løland. Sommetider synger jeg viser for dem, og somme tider snakker vi dybt. Begge dele har samme resultat: Kl. 10 gjæsper vi omkapp og går hver til oss G. har længe snakket om å skrive en bibelfortolkning eller «et nyt testamente». Idag nævnte han det igjen. Men først må han ha fra sig denne Knudaheiboka, som det går så småt med. Det skal bli hans litterære testamente, sier han. Men den får ikke form. Han er inde i en krise og slider med sig selv på alle måder. Det er ikke til å holde ud å se på. De religiøse spørsmål ligger bakom alt. Hadde håbet å få gjort den til jul ifjor, men ikke orket han den i vår heller. I vinter må det vel løsne, ellers ved jeg ikke hvordan det skal gå. Han vandrer sommetider frem og tilbage på verandaen sin ovenpå som et dyr i bur, ustanselig, ustanselig. 18.10.1903 Endelig har sola stridd sig frem gjennem skoddehav og snetykke; men kaldt er det ligevel Præsten Hognestad har præket for første gang efter sin indvielse i Garnisonskirken selvfølgelig på landsmål. Garborg er reist ind for å høre ham. Ikveld fest for H. i Bondeungdomslaget.
19.10.1903 Middag hos dr. Nissen. Avtalte med ham at jeg skal fortælle om folkevisedansen i Arbeidersamfundet næste torsdag. De vilde da få Bondeungdomslagets dansere til å danse efterpå. Garborg blev i byen hele søndagen, og var med i festen for H. Det hadde vært svært gildt 400 mennesker. Og det bedste er, at de flinke lagsfolk som selv gjør alt arbeide hadde 52 kroner overskudd av festen, skjønt der var mange indbudne og beværtningen var god og rigelig. Alting lykkes så godt for dette laget. Det er vel det, at kjærlighed og begeistring driver værket. 20.10.1903 Brev fra fru Fahlstrøm om å sætte op en dans i «Svend Dyrings Huus»; skal ind imorgen og snakke med hende. 26.10.1903 Været i byen og begyndt prøven på dansen i «Svend Dyrings Huus». Der henvises i stykket til folkevisedans. Nu skal jeg prøve et «ringbrot» med ti jomfruer til «Hr. Peder kasted' Runer over Spange». Den er god å danse efter, men det er galt at ikke de dansende selv synger. Danse efter hr. Ivars moderne sang med orkester er vanskelig. Men idag blev det bare å puge færøytrin, som går udmerket til tonen. Efter prøven hos Nissens. Fernanda skulde i theatret og se de Wahl som Sang i «Over Ævne». Nissen kom hjem og fortalte, at fru Erika Nissen holder på å dø. Han skal være oppe hos hende i nat. Hver dag står der bulletiner om Oselios befindende i avisene, men ikke et ord om Erika Nissen. 28.10.1903 Igår prøve hos Fahlstrøms igjen. Tror det kan bli ganske vakkert. Får lyst til å være «jomfru» og danse med Telefonerte med Fernanda kl. 3 igår, da var Nissen netop kommet hjem fra Erika Nissens dødsleie. Hun døde kl. 2. Det er så vemodig å tænke på. Jeg ser idag hele tiden for mig Werenskiolds deilige billede av hende: Det blege ansigt med det næsten oversanselige uttryk og den røde fløielskjole foran flygelet. Ja ja gudskelov for hun har vært til 30.10.1903 Ustanselig, uavladelig regn. Har ligget i byen hos Nissens inatt. Fortalte igåraftes om sangdansen i Arbeidersamfundet. Efterpå danset vi, stor jubel. Mikkel Mandt gjorde pragtfulde hallingkast. Dr. Nissen var vert, og det kan han. Han var storartet mod alle barna som var med mødrene sine der, og i det hele mod alle de slitne arbeidsfolkene.
Igår eftm. prøve hos Fahlstrøms igjen. Fernanda var med og så på; hun tror det blir pent. Men hun sa som jeg, at det vilde være ti gange så stemningsfuldt om visen blev sunget enkelt til den gamle melodi av de dansende end med den musik som bruges på theatret. Det var rart å komme i Arbeidersamfundet igjen; jeg havde ikke vært der siden min grønne ungdom. Fattigforstander Johnsens kjendte skikkelse var den første jeg så. Han sad der og så ud ganske som for 18 år siden, og som om han hadde siddet der siden da. Ja, i den tid var det livlig i Arbeidersamfundet. Det var byens ånds centrum, mer end selve Studentersamfundet. Jeg måtte tænke på alle de faste fra dengang, syntes jeg hørte Andreas Hølaas le sin rungende latter i siderummet, og jeg så David Habels sorte moustache og de rare øinene med lorgnetten over, og de «store kvælder» da vi hørte Bjørnsons foredrag om «folkesuveræniteten» og «kongedømme og republik». Og flagforedraget, som vi bare fra gaden fikk høre ljomen av. Kom ikke ind, for trængslen i Torvgaden var faretruende. Men klapsalvene og bravoropene nådde oss gjennem de åbne vinduer det var festlige tider! Formelig revolutionsbegeistring. Jeg husker en kvæld vi sang Vetovisen 9 gange i træk, og efterpå lå tre unge piger i begeistringsrus på knæ foran Johan Sverdrups byste inde i bestyrelsesværelset. Og sildelagene i «Det røde bånd» og vårt «kvindelige samtalelag», de glødende taler av Vullum og av Gustav Lorentzen, fanatikeren med kulsviertroen, som bukket under i sygdom og armod. Og jeg hører endnu den kraftstruttende bondestudenten med den vældige røst og det klangfulde mål, Odmund Vik, som til denne dag har vært sin ungdoms idealer tro. 31.10.1903 Kl. 1/2 2 idag, netop som Erika Nissens kiste blev båret ud fra Vor frelsers kirke, brød solen gjennem regnskodden. Jeg stod i Grænsen og så det store følge drage forbi til tonerne av Chopins sørgemarsch. Jeg sendte hende en sidste takk for alle deilige konsertkvælder Det er Nissens fødselsdag, og jeg hadde først været nede hos ham med en liden blomst. Han var ikke med i følget, men skulde være hos sine barn siden om dagen. Da jeg kom hjem, stod Garborg i potetes åkeren. 5.11.1903 Så igår «Svend Dyrings Huus» sammen med Harriet Backer. Er så glad hun syntes det var vakkert Rydder familiebilleder idag. Det vakre billede av mor og far eller mama og papa som vi altid sa, skal stå foran i denne boken, enten den nogengang blir trykt eller ei. Brugt blir den vel iallefall, for her er jo lidt historie. Også mine to vakre søstre, Martha Elida, fru Frenning, sort som en spanier, og Sophie Wilhelmine, mrs. Jansen, blond og frisk og stram som en general. Desværre har jeg ikke billeder av mine besteforældre. Fars forældre har jeg aldrig kjendt; ved ikke engang deres fornavn. Men min staute elskelige gamle morfar, garveren ude i «Gamlebyen», så jeg da han lå i den store omhengsengen i det beskedne men usigelig koselige hjem og skulde dø. Og vesle nydelige bestemor som siden kom i huset hos min onkel, navigationslærer Fredrik Stokke, henne var jeg ofte sammen med i min ungdom. Hun gik altid i sort kjole med hvide smale strimler, sort silkeforklæde og et gammelt fint fransk sjal med hvid bund. Og så hvid blondekappe på det bølgete, sølvgrå hår. Hun var som et barn så finlemmet og liden og havde de deiligste mørke ølne. Kanske var det lidt zigøinerblod i henne; hennes slægt kom jo fra Böhmen, da Hadelands glasverk blev grunnlagt her. (Samtidig som Wentzelfamilien). Og så min snille svoger Frenning, han blev lidt av en far for mig. (Min egen har jeg aldrig kjendt.) I hans hus blev jeg
komfirmeret, han lod mig lære lidt musik hos frøken Frost i St. Olavsgade, desværre svært lite blev det, da jeg straks efter komfirmationen måtte forsørge mig selv og mama. I et selskap hos Frenning traff jeg Mikkel Dobloug, 4 Frennings ven, og var så heldig å få post i hans forretning. «Brødrene Dobloug» hed den, men den ene bror, Jens, var allerede da ude av firmaet. Der blev jeg 7 ½ år, og Dobloug og hans prægtige kone, Susanna, født Båshus (Toten) blev mine kjære og trofaste venner. Til to av deres barn har jeg vært fadder, og havde i alle år et hjem hos dem. Ikke så at jeg bodde der mor og jeg levet sammen til straks før jeg giftet mig men høitids og festdage og ofte ellers var jeg gjæst der. Når jeg sa, at jeg ikke har kjendt min far, så er det ikke så, at jeg ikke har set ham. Det har jeg to gange i min tidligste barndom. Men det var såre møder som gjorde voldsomt indtrykk. Engang havde han været på Hamar uden å se til mor og mig. Mor havde fått vide hvilken dag han skulde reise og sendte mig på bryggen for at jeg skulde be ham om en ny kjole. Den jeg havde var så fillet, skulde jeg si. Jeg traf ham og bar frem mitt ærende, men han svarte fort: sy og sprette, binde og rekke! Og sprang ombord. 8.11.1903 Var igår i byen og dansede med en del medlemmer af Bondeungdomslaget 12 par som har fåt istand et lørdagsparti for å lære nationaldanse. Gutterne betaler spillemanden o. a., og Mikkel Mandt er lærer. Jeg er stolt over å være buden med som den «12te gjenta». Vi holdt på med Telemarksspringaren hele kvælden. I pauserne prøvede vi en ny måde å danse «ringbrotet» på efter Davidsons bog. Dertil vii jeg nu lære dem det prægtige færøyske fuglekvad. Islændingen Helgi Valtýsson er med. Han går på Centralskolen og reiser til våren tilbage til Island for å oprette en ungdomsskole. Han vil lære vore nationaldanse og sangdansene og ta dem med til Island, hvor al gammel dans er glemt. Han kjender færøydansen fra Færøyerne og de færøyske fiskere på Island, og synes vi her danser mindre ensformigt. Han er også av den mening, at skal sangdansen få indgang igjen må man prøve å bygge nyt på det gamle grundlag. Det vil ikke nytte med bare den ene form som endnu bruges på Færøyerne. Vor tid ligger ikke for det lange og ensformige. Man må ialfald begynde med noget lidt mindre fremmed og vanskeligt for ikke å skræmme. Sol idag; riktigt søndagsveir. 13.11.1903 Pludselig begyndte det å sne igår eftm. Da jeg kom hjem med nattoget, var det formelig føre, ialfald hvidt. Men løs og blød er sneen idag og blir neppe liggende. Der var overfyldt i Stemmeretsklubben. Jeg forsøgte å lære damerne lidt dans; men pladsen var liden og tiden kort de vilde nok gjerne fortsætte, hørte jeg. Aasta Hansteen var den livligste af alle, men dansede ikke med. Mortensons bor her. Sover oppe i Lølands blå stue og spiser her. Men idag er de i Bondeungdomslagets møde og kommer ikke hjem i aften. Garborg er også i byen. Bader varmt sjøbad, bestiller sig endelig en vinterfrakke o.s.v. Han vil helst aldrig ha klær. Han betragter det som en ulykke magterne i sin forfølgelsestrang bringer over ham hver gang han må ha om ikke andet end et par tøfler. Nu går han med et par som bare består af store huller, så alle tæer, bogstavelig talt, stikker ud; men «de gjør det nok endnu en stund», siger han. 4 Doblougslækten er fra Furnes på Hedemark, og min svoger fra Romedal. «Doglo» hed gården i bygdemålet.
Fik idag et rørende brev fra Sira Matthias. 5 Han er som et stort 70 år gammelt barn. Vi snakker om at det er trangt for digterne i Norge; men hvad skal de så si på Island! Og Færøyerne! Sira Matthias, som nævnes Islands Bjørnson og er en såvidt betydelig digter, han får 30 kr. arket for sine bøger en gang for alle. Forlæggeren kan da trykke så meget han lyster. 15.11.1903 Danset igåraftes på det hyggelige lørdagsparti i Bondeungdomslaget. Greier nu Telemarksspringaren. Fin dans. Men vore to lærere kan ikke forklare trinnene. «Høyr på musikken,» siger de, «det er ikkje so plent med stegi, berre det er takt.» Slik er vel norsk dans. Det er små bevægelser og trin, som jeg ikke tror er muligt å forklare med ord eller tegn. De svenske nationaldanse er greiere, lettere å forklare og lettere å lære. Vore er ligesom bare musik. Deilige er både springaren, Sætisdalspringaren, Telemarkspringaren. G. er i byen og hører Hognestad præke igjen. I ettermiddag skal han se «Natasylet», som går for allersidste gang idag på Fahlstrøms Theater. Jeg har maset så længe på ham med det. Det er så sjelden man ser noget så eiendommeligt på en scene, at man bør spendere et par timer på det, om man er aldrig så theaterblaseret. 24.11.1903 Frost og klarveir. Stille arbeidsdag. G. har nu endelig tat fat på sit store arbeide igjen. Det har hvilet længe nu. Mindst ¾ år. I sommer gik tiden med til Eddaoversættelse og ifjor vinter var han så meget syg. Han er et andet menneske nu. Lad mig banke i bordet. Nu har jeg stegt munker til «overlæreren vår». Han kommer anden hver mandag kl. 4 til kaffe, og da har vi altid en hyggelig kvæld ved peisen. Men først arbeider G. og han nogle timer med ordboka. Det blir et savn når den blir færdig og disse mandagene ophører. Schjøtt er snart den eneste, som kan kvikke G. lidt op. Den vonde vinter ifjor var han vor eneste trøst. 25.11.1903 S. tænker og snakker forresten bare om ordboka. Hvert nyt ord han finder, fylder ham med henrykkelse. Sin «guldgrube» Ivar Kleiven fra Våge priser han hver mandag i høie toner. Bare han nu ikke slider sig aldeles ud på dette arbeide. Han er ikke længer som før. Han er overarbeidet, som rimeligt er; han hviler aldrig. Han er forbauset over alle de unøiagtigheder han finder hos Ivar Aasen. «Aasen kom ikkje længer enn til Sel, han,» siger Ivar Kleiven, og det mener han er en stor feil af Aasen. For i Sel er blandingsfolk og ikke på langt nær så rent sprog som i Våge. Desværre tog jeg feil i at G. havde begyndt på «boka» igjen. Han holder bare på med en artikkel. «Jeg kan ikke skrive på boka, når jeg ikke ved hvad jeg skal skrive i den,» sa han trist igår, da jeg spurgte. 25.11.1903 Katti Anker Møller havde også skrevet til fru Nissen om «Hvidebåndshjemmets» aftenunderholdning og bedt hende «overtale» mig til å assistere med «mine elever». Men desværre har jeg ingen «elever» i den forstand, at jeg disponerer over nogen sådan uden videre. Jeg synes også det er lidt urimeligt at vi fattige altid skal hjælpe de rige til at få penge sammen. Den forholdsvis lille sum ikke fuldt kr. 1000,00 måtte det jo være en fryd for de rige damer som elsker dette sit arbeide, å skaffe af sin overflod. 5 Sira M. Jochumsson, den islandske digter.
Mine dansere er folk for hvem en krones udgift er mere end 1000 for Kai Møller til Thorsø. Mange af dem har kanske ikke mere å leve av om måneden end fru K. A. M. bruger til foer i sine kjoler. Og dansen koster dem altid noget. Slid af klær o.s.v., foruden tid og kræfter. Og der er så meget og så mange å hjælpe som ikke har nogen rige å støtte sig til. Og alligevel skulde jeg gjerne ville gjøre noget fordi jeg synes at «Hvidebåndshjemmet» er det vi trænger mest af alle hjem. For hjemløsere i enhver forstand end disse arme ugifte mødre er ingen i verden. Der vil aldrig bli et eneste barnemord mindre i verden fordi om man straffer de unormale, elendige væsener, som i sin legemlige og åndelige forpinthed tar livet af sit barn; det eneste som kan befri verden fra denne rædsel er ikke å «sy vildfarende letsindige piger puder under armene», men å skaffe dem et hul hvor de kan krybe ind med sin jammer og få være i fred og ikke bli spyttet og sparket på. 29.11.1903 Igår var G. i Sigvard Gundersens begravelse. Der var ikke mange mennesker; men en del skuespillere var der naturligvis og nogle få gamle trofaste venner. Pastor Herman Lunde havde talt så vakkert og menneskeligt om skuespilkunsten at alle blev glad i ham for det. Ja, Lunde er en mærkelig præst! Undres på om der nogensinde har været holdt slige ligtaler som de han holder. Det pleier altid være så pinligt at høre hvad præsterne har å sige ved slige leiligheder; det er ofte så koldt og uvedkommende; men Lunde snakker som et fint og hjertegodt menneske kan snakke til et andet i sorg og nød når det er fyldt af oprigtig medfølelse og levende ønske om bare å sige det som kan være virkelig hjælp i, virkelig trøste. Han gir hver gang så meget af sin egen rige, ædle personlighed; det er aldrig stene for brød. Siden spiste G. hos Nissens, som også var i begravelsen. Nissens var jo også gode venner af Gundersens. Jeg måtte tænke på den kjære, deilige Laura Gundersen, som nu i mange år alt har ligget deroppe på kirkegården. Det var ligesom så godt og trygt å tænke på, at han som hun hele sit liv elsket over alt i verden, nu var kommet derop til hende. Å, hvor vemodigt det er å tænke på Christiania Theater og alle de store derfra som ligger på Vor Frelsers Kirkegård. Jeg tror at Klausen, Selmer og de få andre som nu er igjen, har havt en ond dag igår. 4.12.1903 G. arbeider nu virkelig med «boka». Jeg tør næsten ikke se på ham. Bare han nu fik være frisk en stund, ialfald så nogenlunde. Rigtig frisk er han jo aldrig stakkar. Han skal til byen idag. Til doktoren? Jeg forfalder til indeliv. Min stue er så koselig, og hvad skal jeg ude. Jeg er for gammel til alt snart. Har ikke støvler på mig oftere end hver gang jeg er i byen, og det er ikke så ofte, det heller længer. Hvad skal jeg der. Sjelden går det noget morsomt i theatret og de tre fire mennesker jeg liger å være sammen med, kan jeg ikke plage så ofte. Nei, min gule og grønne stue blir min redning i alderdommen. Hvis jeg da får beholde den. 6.12.1903 Herlig mild solskinsdag med lette lag af nysne over trær og mark. Vor gamle frugthave med de svære krogede æble og pæretrær er eventyrlig deilig. Inde er det søndagsstilt. G. sidder oppe på sit kontor og arbeider på boka. Gudskelov. Ikke en lyd høres dagen lang derovenfra. Og Tuften ligger hernede i min stue på den store chaiselong, som for tiden tjener mig til seng. Han er stærkt forkjølet. Jeg var igår ude på Nordstrand hos Brinchmanns. De bor i et koseligt hus der, som de gjerne vil eie. Granskogene derude og udsigten over sjøen deilig; men Asker er mere landligt alligevel. Sad sent igåraftes et par timer oppe
hos Nissens mens jeg ventet på nattoget. Der var Horst og frue. De reiser til Paris om kort tid. Bjørnson skal nok få Nobelpremien iår. Hvordan kan man undgå å gi den til Ibsen? Harriet Backer skriver at hun er glad i boka mi. Det er jeg glad for. Mange siger: stakkars Dere, hvor Dere måtte ha det fælt deroppe i kulden! Som om denslags ydre ting nogensinde er værd å nævne. Jeg har såmen heller aldrig beklaget mig. Nei, de ting som gjør virkelig vondt i verden, de tier man helst med For publikum passer det man kan smile af intet andet. Derfor ærgrer det mig at enkelte anmeldere jamrer over at vi har havt det dårligt og «manglet det nødvendigste». Det er aldeles ikke tilfældet. Vi havde altid det nødvendigste og oftest mere end det. Hvor har jeg nogetsteds sagt, at vi manglet noget? Man kunde dog i det jeg har fortalt meget heller snakke om overflod end mangel. Men det er jo heldigvis mange mennesker, som ikke aner hvad mangel vil sige. Min bog er ikke dyb eller betydelig, konstaterer anmelderne. Nei, det er den ganske sikkert ikke; betydelig har den aldrig været, og det som anmelderne måske vilde fundet «dybt» i mine «dagbogsblade», det har jeg omhyggelig tat væk, da den skulde trykkes. Jeg lægger ikke «dybden» af mit private liv åben for publikum. Men ethvert liv har to sider, tænker jeg, og den lyse side, når der er en lys kan det være moro å fortælle sine medmennesker om af og til, især når man har et objekt å kaste lys over som publikum har en vis del i og en vis ret til å være nysgjerrige efter. Og en «offentlig mand» som G. er jo ikke min alene. Jeg syntes det var moro å vise folk ham som «menneske» engang, han skal med vold og magt altid være den «tause grubler» og «dybtloddende digter», hvem alt menneskeligt er uden værd. Men han kan såmen være meget «jordisk». 9.12.1903 Igår i byen. Traf billedhugger Vigeland hos Nissens. Vi, d. e. V. og jeg, gik på bodega og derfra op på hans atelier. Hans kolossale «Abel» virked overvældende. Det var som om han i næste øieblik vilde løfte taget af den elendige fjælebod og stige høiere høiere. V. fortalte, at han først havde prøvet å lave en Abel efter programmet med klær på altså. Men han kunde ikke få Abel ind i det hylster. Han blev ham for stor og måtte ha rum og luft og frihed. Et par endnu ikke helt færdige ting var vidunderlige. Det galdesyge sjælsforgiftede ægtepar som sidder tæt op til hinanden og vender ansikterne bort og snur alle sine rygge legemlige og sjælelige mod hverandre, er væmmelig godt. Fælt. Men så var der to mennesker han bøiet over hende, knugende hendes hoved ind til og kyssende hendes hår i en tilbedelse som er andagt og hun helt helt borte i ham i den forfærdelige salige hengivelse som løsner mennesket fra jorden, den selvforglemmelse som er den største, mest lidelsesfulde salighed. Ja, det var herligt. 12.12.1903 Torsdag aften var jeg i Kvindernes Stemmeretsklub. Afskedsfest for fru Horst. Aftenens glandspunkt var næst efter den nydelige hædersgjæst selv, Aasta Hansteens og fru Randi Blehrs exellente cancan. De var deilige; Aa. H. udførte med pragtfuldt humør cavalerens rolle, skjønt hun samme dag fyldte sit 79de år. Beundringsværdigt i alle måder. Hun blev ikke svimmel engang. Jeg lå på sofaen hos Nissens om natten. Sov ikke et sekund. Stod op tidlig og reiste til Hvalstad for å styrte mig i seng. Men da jeg kom hjem var der slagt ankommet, og jeg måtte pent lave pølse istedetfor å sove. Men inat sov jeg til gjengjæld 12 timer. Skal ha Vigeland og Nissens og Harriet og Kitty til middag idag. Føret og veiret er desværre udsøgt utækkeligt.
Igår kom andet oplag af Garborgs «Fjell Luft». Jonas Lies «Ulvungerne» kom også igår. Glæder mig til den. 21.12.1903 G. kom igår og sa: «Nu ser det da endelig ud til å bli bok.» Gudskelov! Når han siger så meget, betyder det, at det er langt på vei til å være færdig. Det blir med brevformen. Men han må tidlig i vår bort til Jæderen og gjøre den færdig der under friske indtryk. Bare han nu blev frisk! 25.12.1903 Juledag Grått i grått. Har ikke set solglimt på uger. Så stille julekvæld som igår har vi ikke havt siden første jul vi var gifte og endnu ingen Tuft havde. Vi ensomme gamle sad i hvert vort rum og arbeidede som enhver anden dag. Juletræ vilde jeg ikke ha, da Garborg slet ikke bryr sig om det. «Den tyske skikken med juletræ» er ny for ham, siger han. I hans hjembygd var den ikke kjendt. Og det er for ham ingen særlig stemning ved det. Men når Tuften er hjemme, har vi altid. Kl. ½ 9 igåraftes kom G. endelig ned, da havde jeg også fåt halet ned Rasmus Løland, som ellers mener det er hans pligt å sidde alene og «være trist» hver julekvæld. Jeg har resultatløst inviteret ham fire julekvælder før. Han var «ikkje soleis oplagde» at han vilde se folk. Men igår syntes han vist det var ganske bra. Vi spiste da, vi tre, i al stilhed vor julegrød og kl. ½ 11 var alle tilkøis. Jeg fik et deiligt hanskekort af G. 6 par fin fine h. Jeg har nu forresten brugt 16 år for å «sætte ham på det». Hver jul er han kommet fortvilet over at han ingenting kunde «finde på» å gi mig. Og hver jul har jeg svaret: «Husk nu på det, at hansker, især fine og især mange par, er en altid velkommen present for damer. For fine hansker er en umådelig luxus; men en deilig luxus, som vi elsker.» Iår «drog det etter» med'n. Stakkars snille mand! Idag er G. og Løland reist ind for å høre Hognestad i Garnisonskirken. 27.12.1903 3die juledag Garborg kom fra byen første juledag kl. 4 i et græsseligt humør. Vi var ganske alene og jeg havde god middag beredt, så jeg måtte spørge hvad der gjorde ham så sint netop nu. Jo, det var jernbanen! Han holdt ikke ud disse jernbaneturene! Når det var så koldt, at han ikke kunde stå på platformen var det en ulidelig pine; for alt det skravl i cupeen tog livet af ham. All den idioti disse kvindfolkene sidder og snakker, og dette sproget! Nei, «herefter får vi reise anden klasse, om vi er aldrig så fant. Der tier da folk stille for det meste!» 28.12.1903 4de juledag Idag uendelig stilhed i huset. G. er nu ganske slugt af boka. Jeg gjorde et svagt forsøk på en Tiden let middagskonversation ved bordet. Men den var totalt mislykket. Efter et par kremtinger, som altid er indledningen til vore samtaler, fordi vi sidder så meget og tier, at vi begge må hente vore stemmer op af en brønd, før vi kan snakke menneskelig altså sa jeg efter denne proces: Jeg læser sån en hyggelig bog i dag! Svar: Hm. Jeg: En jeg lånte hos Werenskiolds, om Japan. Rigtig sån fredelig og hyggelig og alligevel
svært interessant. Hm. Dersom du har brug for lidt å hvile på i eftm, skulde du ta den med dig op. Intet svar. Men dybe rynker i panden forrådte at hvert ord jeg sa, gjorde vondt. Altså opgav jeg samtalen og hensank, moi aussi, i en dybsindig taushed, som for en uindviet sikkert vilde ladet formode, at min hjerne ligesom herrens «sad i en skruestikke», som han udtrykker det. Men denne situation er ingen tragisk; thi sandheden er, at om det end kan være slemt å ha sin hjerne i en skruestikke, så ved jeg nu, at «bedre kan han ikke fare». Og altså indskrænker jeg mig nu til en tækkelig husmors mest neutrale sætninger. «Værsågod». «Tak». «Pas dig, fadet er varmt». «Tag her». O.s.v. Alt med så dæmpet elskværdig stemme som muligt for ikke å skræmme ham. Så går den fra bordet som først er færdig, og det er altid mig. Så takker vi efterhvert for maden, og han kommer efter ind til mig, hvor vi dormer og drikker en koselig taus kaffe. Så kommer tiden da han igjen skal op på sin grønne kvist og «vride heilen sin som ei skurefille», og vi nikker roligt og megetvidende til hinanden som to gamle krigskammerater, der har prøvet fienden sammen og ikke trænger mange ord og skilles for resten uden nogenslags hverken ydre eller indre rørelse. «Nog träffas vi åter». Ak, hvor er dog alderdommen velsignet doven og deilig! I gamle dage ak i mange år voldte denslags mislykkede tilnærmelsesforsøg mig megen gråd og tænders gnidsel. Men nu nu tænker jeg bare: Det er et dumt påfund å spise sine hverdagsmåltider sammen. Som andre kjedelige, men nødvendige ting bør de henlægges til lønkammeret. Og videre tænker jeg: Kanske færre ægtepar havde været skilt, dersom de, som vi, aldrig spiste frokost sammen. Idethele kan man leve længe sammen, når man bare altid er sån passelig skilt. Ikke forcere tingene; men ta de feststunder Vorherre i sin nåde sender, og siden gjøre mindst muligt vrøvl af affæren. De som kan opretholde et festligt aftensmåltid sammen, må takke sin Gud. Når bare ikke magterne også havde opfundet dårlige maver og grød og melk. Nei, det er ikke tragisk når der bare arbeides; men temmelig nær ved å bli det i arbeidsløse tider. Da kan jeg ikke engang trøste mig med, «at den gode maten skal bli til ånd», som Vinje sier. Da får jeg bare være glad ved bevidstheden om at maden og jeg selv og alt her alligevel i stilhed utgjør et grundlag for fremgang og bedre tider. Han trænger det altsammen til å suge næring og kraft av, ligesom frøet trænger varme og god jordbund for at det skal bli blomst av det 1904 1.1.1904 Nytårsdag Altid forlanger man det umulige af dem man elsker. Det vilde være umuligt for noget menneske å være sød hver dag i 16 år, men især for G., hvis sjæl er i skruestikke evig og altid. Men tak alligevel for det gamle år og for alle år, du snille, hjælpeløse og ærlige ven! 2.1.1904 2den nytårsdag Gudskelov kommer her jo næsten ingen uden vi har invitert nogen en enkelt gang. Og da kommer jo G. oftest ned. Ifjor hændte det forresten flere gange at han slet ikke var nede og hilste på vore venner, skjønt de var budne. Men han var så syg i hele fjorvinter.
Stemmen ruster fast i halsen på mig. Vil jeg nynne en visestub, som jeg af og til har trang til i min ensomhed, da må det være så langt nede i maven at jeg ikke engang selv hører det. Skal Tuften klunke lidt på fela si, eller jeg nynne nogen vers for ham, som han sætter sådan pris på, da må vi gå ind i spisestuen og lukke alle døre og dertil spille og synge med sordin i høieste grad. Nei, for en mand som arbeider så intenst og er så overnervøs som G., er Kolbotn hvor han har sitt eget hus, idealt. Men der er jo umuligt i andre måder Mange gange nu igjen da jeg læste de sidste stykker i «FjellLuft» må jeg tænke på, hvor underligt det igrunden er, at en overlegen ånd som G, jamrer så over livet. Men da glemmer jeg at han er syg at alting har mange årsager. Men jeg synes vi får ta dette livet, som vi nu altså er sat op i, med mindst mulig klage, og spænde i bakken og «greie det». Det er jo en overgang, sa ræven G. er en «stærk» mand i mange måder. Men jeg forlanger at han skal være fuldkommen Det er ikke grænser for urimelighed mod de menn vi kvinder har sat på vår piedestal. 12.1.1904 V. Slidre Ikvæld har vi havt «framsyning». Mange folk var mødt frem, og de var svært fornøiede. Hele dansarflokken havde i hast fåt istand norske bunader, og folk syntes det var overlag festligt. Vi fik rjomegraut, flatbrau og godt heimeøl, og de snille mennesker gav mig et gavebrev på en udskåren kubbestol. Den glæder jeg mig umådelig til. Det var rigtig en ønskepresent, men rent flaut er det å modtage slige dyrebare gaver. De har jo alle så lidet å fare med, og de må jo også betale reise og ophold for mig. Havde jeg 1000 kroner å spendere på folkeviserne og dansene, skulde jeg være lykkelig. Det er storartet å høre mine danseviser og andre folkeviser i «kjøkken, lade og lo», ja enddog i cupeerne opover der hvor jeg har faret. Det er frydefuldt, at de synges og danses ind i folk igjen istedenfor de svenske og danske skillingsviser som har domineret her i landet nu i lange tider. Det er nemlig ikke nabolandenes gode viser vi har tat i lån. 19.1.1904 Hvalstad G. er i byen idag. Målkassemøde. Gid der nu blev gjort noget for «Norsk Barneblad». Det er i Lølands hænder blit helt udmærket og burde ikke dø. G. er nu ved tredie gjennemarbeidelse af boka; men han er aldrig glad. Han trives ikke her. Men hvorfor flytted vi ikke til Jæderen i sin Tid? G. havde ikke mod, tror jeg. Jeg havde dengang flyttet ind i inderste Sahara, dersom det kunde gjort ham glad og tilfreds. For det er ikke moro å være gift med en altid utilfreds og ulykkelig mand. Jeg har jo i mange år ikke været andet end det barometer, hvorpå G.'s humør kunde aflæses. Og det barometer stod oftest lavt. Den hytte på Jæderen, som jeg foreslog, og efter meget diplomatisk snak endelig fik ham til å bygge som et sanatorium for sig, når våren og Jæderlengslen kom, den er igrunden også nokså mislykket. Han har det ikke godt alene derborte. Kommer altid snart hjem igjen. «Det er ikke mit Jæderen længer», siger han. «Alt er forandret og fremmed». Altså: que faire!
Jeg er endt med å tro, at han vilde ha det samme tunge sind og den samme hjemløse følelse, hvor han så kom til å bo. Han er digter! Et sårt og pinefuldt modtageligt sind, som skal lide for de mange, og da blir verden vanskelig. Men hvorfor gutten og jeg ikke da blir med ham til Jæderen? Han har aldrig foreslåt det, og skjønt han selvfølgelig aldrig vil sige det, tror jeg, at vi to, som er af «en anden nation», som han siger, vilde forstyrre den stemning han søger å sætte sig i derborte. Vi vilde virke som en disharmoni med vort sprog som han hader, skjønt han selv altid har talt det, så længe jeg har kjendt ham, og idethele ved at vi jo ikke er Jærbuer, om vi end beundrer Jæderen mindst ligeså meget som han. Thi altså: Verden er vanskelig. Jeg har ellers besøgt ham to gange derborte. Da havde vi det prægtigt. Men da var vi to alene. Vi var unge, og levet feltliv som på Kolbotn den første tid; men arbeidet stod stille. En bra stor stue, et kammers og en liten alkove, begge med gjennemgang gjennem stuen til det lille kjøkkenet som er eneste utgang. Med litt ombygning kunde den greie sig til to, men til tre som arbeidet umulig. Men G. tenkte bare på to altså Det var iforfjor jeg var derborte på tur til Færøyerne. Mon jeg kommer der mer? Veien er så lang og dyr. Ifjor var han heller ikke selv der. Men ivår vil han en liden tur bortover for å avslutte boka i havluft 20.1.1904 Vi får vor kaffe efter middagen ude i min stue. Idag lå jeg som ellers på chaiselongen, og G. sad i sin lænestol foran klæberstensovnen med benene på pladen. Vi småsnakket om diverse. G. klaged over å ha sumlet bort en kvittering i går. «Har du ikke lagt den i væsken?» «Nei, der lægger jeg aldrig kvitteringer». «Nå i distraktion?» «Nei, så distrait er jeg ikke.» «Hm. Husk på hønemelken, min herre!» Og så mindet jeg ham om en fadaise begåt i distraktion forleden da Schjøtt var her et vel så kompromitterende tilfælde, som å lægge en kvittering i en væske. Da måtte han le hjertelig. Vi sad nemlig ved bordet mandag aften; S., G. og jeg talte om at mange steder kastet folk på landet killinger og kyllinger på gjødselhaugen istedenfor å spise dem. Jeg mente, at med hensyn til killingerne, var man ofte undskyldt for å føde dem nogen tid, da melken trængtes til huset til barn o.s.v. Da satte G. to runde forfærdede øine på mig og sa i Entrüstung over det landlige vanstell: «Bruger de hønemelken til barna!» Og han mener, at han ikke var istand til å lægge en kvittering i en væske, fordi den hører hjemme i pengeboka! O, de mænd! Jeg samler på hans svagheder for å ha våben når han er vigtig og triumferer over mine. Som da han fik læse den dagbog, jeg havde skrevet på Kolbotn som nygift, og kom til det sted, hvor jeg lover at han aldrig skal komme til å mangle knapper i sit tøi, da drog det op til et underfundigt smil, og han kremtet så småt. «Nå?», spurgte jeg, «har du noget å bemærke»? «Nei,» sa han lurt, «men på knapperne har det ikke hjulpet stort» «Hvad har ikke hjulpet?» «Å være gift, altså.» Det kalder jeg modbydeligt, efterat jeg i 16 år ikke har gjort andet end sy alleslags knapper i alleslags mandfolkplag. Men da fik han også både om tegnebogen, som jeg fandt igjen i madrassen hans i Knudaheio iforfjor, efterat han havde meldt den til lensmanden som stjålet, om hans umådelige gjerrighed, som går så vidt, at han klipper tæerne ud af sine tøfler for ikke å slide dem ud og fylder alle sine lommer med omhyggeligt sammenrullede
hyssingstubber, om hans smule distraktion på hin hans fødselsdag på Stokke, da Kitty Kielland og Harriet Backer skulde komme på besøg, og jeg efter mange dages ihærdigt arbeide endelig havde fåt banket ind i hans hoved, at det var hans fødselsdag og at han kl. 12 skulde ned og møde sine gjæster. Han kom da også ned og triumferende over sin brilliante hukommelse og pligtopfyldenhed stiler han lige på dem, trykker deres hænder og siger «Goddag goddag, gratulerer!» De sa naturligvis mange tak. Men lægge en kvittering i en væske! Nei tak, så distrait er han ikke! Det går fremad med boka, og han snakker nu stadig om den bibelfortolkning han vil ta fat på, når han er færdig. Schjøtt vil, at han først skal gå igjennem Blix' oversættelse af Det nye Testamente til ny udgivelse. Det har han også lyst på. G. som altid før bare kunde leve i høiden et år, har, siden den engelske musiker Delius (kjendt herhjemme som «Folkerådet»s komponist) i Paris for mange år siden spådde ham, at han skulde dø 1911, gåt fra sin fixe ide om et år, og forbereder sig nu til å være færdig med det han endnu har å skrive, til 1911. Jeg må si jeg foretrækker, at han altid lever 1 år fra dato. Behøves jo ikke mer. 30.1.1904 G. var hos Seippels til middag igår. Han er kjæk og arbeider. Og om kvælderne spiller han og plystrer folkeviser for mig utrættelig. Gud give nu denne lyse periode vilde vare lidt længe altid tør jeg ikke håbe. Var oppe hos Brinchmann igår med min artikel om Færøyerne, som skal komme samtidig i «Kringsjaa» og «Scandia». Vi talte bl.a. om Ivar, som kvælden før oppe hos Steinsvik havde læst op noget af sin Eddaoversættelse for B. Han B var svært betaget af det og vi spekulerte ud en udvei til å lade I. få læse det op og fortælle lidt om sit Eddastudium for nogle flere literære folk. B. vil søge sammenkaldt forfatterforeningsmøde i anledningen. Lykkes ikke det, vil vi prøve å få sammen en del på et hyggeligt sted inde i byen rent privat. Det er sørgeligt at I. aldrig skal få ud sine arbeider eller få hjælp til å studere herinde. Ingen ved om hvad han gjør derfor synes vi dette var en mulighed. Jeg har skrevet til I. idag og talt med G. om tingen. Han er jo stærkt interesseret ikke bare i denne Eddaoversættelse han har jo selv været med, oversat nogen av heltesangene men i Ivars arbeide overhovedet. Ak ja, måtte det nu endelig begynde å gli for ham, stakkar. 2.2.1904 På turen til Siljord ifjor tabte jeg kr. 8,00, skjønt min reise var betalt, og på sidste tur Valders to kroner. Dertil slider jeg ud det ene par sko efter det andet foruden klær, som slides og skidnes. Når alle disse småting kommer til alt det jeg forsømmer i mit hus og af skrivearbeide jeg kan jo umulig samle mig til noget større, sålænge dette varer da blir dansen mig så kostbar at jeg af og til tror den ligefrem blir vor ruin. Jeg kan ikke længer holde på slig. Men flere og flere opfordringer får jeg, næsten daglig, om å komme til alle landets kanter, og det er jo morsomt. Jeg havde aldrig trod at mit uskyldige lille forsøg skulde ta slige dimensjoner. Og der hvor de ikke får undervisning, fusker de sig frem efter beskrivelser og efter et og andet de har set; men resultatet af det er gyseligt, og megen fæl dans breder sig. Det er
nemlig ikke så fort gjort eller så let å få til en vakker dans med mening i. Og en styg og åndløs dans er tusind gange værre end ingen. Den som bare kunde multiplisere sig med 10! Men nu må jeg være standhaftig, hvilket altid falder mig let efter en anstrængende dansekvæld og en søvnløs nat. Såsnart jeg har sovet, er jeg desværre snillere igjen; men nu, som sagt, ikke mer. Jeg ødelægger mig. Jeg er jo en gammel kone. Og jeg har et og andet jeg vil ha gjort før jeg dør. 4.2.1904 Så igår «Agnete». Det er ægte Amalie Skramsk og sørgelig godt. Den brave dydsjurist er prægtig i sin visne umenneskelighed! og Agnete brilliant tegnet. Fru Skram er en udmærket advokat for hende. Denne vielwissende voksne kvinde som lyver og stjæler, men med den uendelige trang til hengivelse og værdigt menneskeliv, den dybe pinefulde sorg, og kampen for å redde sig ud af elendigheden ved hel sandhed og fuld tillid til den elskede alt er så intenst og hensynsløst gjort. Og frøken Alfhild Larsen som debuterede, var af og til mærkelig. Med et dybt forunderligt blik og en forpinthed som var til å græde over, så ægte og modent udtryk fik den. 12.2.1904 Altså den 12te virkelig. Vigeland og Løland til middag igår. Vigeland har fåt udlånt Garborgs byste fra Nationalgalleriet og sendt den til Stockholmsudstillingen. Visdal har også gjort sin færdig og sendt den. Meningerne er forskjellige ligeså forskjellige som bysterne selv. Enkelte finder Vigelands genial, andre finder den rå og styg og ulig. De som har set Visdals siger den ligner og er god. Jeg har også set Visdals nu; den ligner i det ydre, især fra den ene side; men udtrykket er dødt, synes jeg. Det er øinene med det uendelige livstrætte blik som er så deilige på Vigelands. Kan godt være, at der er noget ved mundpartiet som ikke ligner så svært. 17.2.1904 Det viser sig mer og mer, at det norske sprogs rigdom i østlandsbygder, hvor Ivar Aasen var lidet kjendt, er ganske storartet. Aasens Ordbok var et storværk; men som den første kunde den jo ikke bli hele «det norske sprog». Men som Schjøtt engang sa, et udmærket bevismateriale for at det norske sprog existerer. Stor skade gjør derfor de målfolk, som stirrer sig blinde på Aasen og ikke vil længer eller ikke vil tro på, at der er udvikling og rigdom udenfor Aasen. «Gjennem Aasen og videre» må selvfølgelig være veien. 19.2.1904 Vigeland kom til Nissens om eftm. Det er det eneste hus han kommer i. Han vilde modellere en statuette af Garborg, slig som han engang havde mødt ham udenfor Logen. G. er nu i to udgaver på Stockholmsudstillingen. Vigeland og Visdals byster. Werenskiold kom også op til Nissens igår. Han reiste med ½ 6 toget til Stockholm for å se udstillingen. Det er rart å se svenske aviser skrive at Holmboes billeder er de mest udpræget nationale på udstillingen. Ragna Nielsen skal mandag gjentage sit foredrag om «store Eros» i Studentersamfundet. (Før holdt i Kvindesagsforeningen.) Jeg klør i fingrene efter å bryde en landse for den arme Eros, som nu veies,
måles og findes å ta for stor plads i verden. Ak herregud! Han kommer vist snarere til å bli hjemløs hos os meget hurtigt efter alle mærker å dømme. Han er ikke længer den trygge sikre almægtige Gud med den robuste samvittighed og det glade smil. Nu må han krybe lyssky omkring i krogene og portionere ud sine gaver istedetfor å fare henover verden med et omvendt overflødighedshorn. Stakkars detroniserede Eros! Og stakkars kloke, samfundsnyttige snusfornuftige mennesker! Det eneste sikre man ved, har vidst og kommer til å vide om Eros, er dog at hans tid er kort iblandt os. Men nu skal den gjøres endnu kortere, helst afskaffes. Kvinderne møder asketen Tolstoy og kvindehaderen Weininger på halv vei: Lad menneskeheden dø! Men jeg siger som Garborg i sin tid i en anmeldelse af Kreutzersonaten: Warten wir lieber aufs Eis! 21.2.1904 Deilig soldag. Læst Weininger i hele dag. Grusomt å være så lærd i 20 års alderen. Han var epileptiker. Skjød sig før han var 24 år efterat ha udgivet «Geschlecht und Charakter». «Ueber die letzten Dinge» er udgivet efter hans død. Man får lyst til å skrive om disse bøger. Ypperlig anledning til å få sagt en del sandheder til kvindesagskvinderne og kvindeforagterne. Fær sjå. 23.2.1904 Igår var jeg altså 42. Men sandheden er, at jeg er 10 år yngre end da jeg var 32. På denne måde kommer jeg snart til å gå i barndommen. Forresten læser jeg Weininger. Det er forfærdeligt, at han har ret i så meget. Men havde han været normal og ligeså gammel som jeg da han skrev sin bog, så var den ialfald blit kortere. Min stue er som et drivhus idag og sol i masser over herligheden. Jeg havde 11 damer igår. Muntert og hyggeligt. Det er så deilig bekvemt å være bare damer, så slipper vi å skabe os den stunden. 25.2.1904 Fru Nissen og jeg hjemsøgte om eftm. Vigeland i hans mystiske bule oppe ved Krist Kirkegård i Hammersborgkroken. Men der var ingen anden end faktotumet Anders, som gik og la kluter på Abel. Aldrig har jeg set slige menneskerygger som Vigeland modellerer! Når de står der lodne af støv, er de levende dyrerygge med spændte muskler. Det er rent fælent. V. er mærkelig. Mange hoveder over al anden mig kjendt kunst for tiden, ialfald herhjemme. F. t. modellerer han Sigurd Bødtker. Hans byste af Sophus Bugge er nu solgt på Stockholmsudstillingen. 26.2.1904 Sne. G. har atter tilbagefald. Taus og verdenstræt. Tror ikke på boka, eller overhovedet på nogenting. Vi snakker neppe to ord sammen om dagen. Han sidder som et sygt dyr i sin hule. Tuften spurgte idag: «Ser du far tre ganger om dagen?» «Ja,» sa jeg, «han er slugt af boka nu, gudskelov!» «Bestandig vist,» sa han. Jeg læser Weininger. Og om kvælden og de dumme vågne nætter Tuften rørende fødselsdagspresent: Stanleys «I det mørkeste Afrika». Han har spart af de småskillinger han i vinterens løb har fåt af mig til å frådse på Kaffistova for, og kom nu hjem om kvælden den 22de med denne dyrebare present, som han havde betalt med 7 kr. I hvert bind er skrevet: Til mor! Han vide jeg skulde, «reise lidt når jeg lå vågen
om natten». Han ved jeg er glad i å reise. Ofte gjør vi sammen de herligste reiser på globusen. Da siger han ofte: «Det er synd du ikke har mange penger, mor!» 28.2.1904 G. gik virkelig en hel lang tur i eftm. Tuft var da nede hos mig og spilte fele o. a. Vi benyttet også tiden til danseøvelser, sang, kapsprang, trommen og trampen og havde det «ordentlig morsomt». Når G. sidder ovenpå tør vi ikke røre os. Den mindste forstyrrelse kan betyde en ødelagt arbeidsdag for ham. 3.3.1904 Garborgs stipendium blev bevilget uden debat iår også. Vi havde ventet os lidt af hvert. Jeg blev svært glad over at det gik, ikke mindst fordi det modsatte vilde nedsat G.s humør og arbeidskraft umådelig, det ved jeg. Han omgåes jo altid med drømme om å kunne frasige sig hele stipendiet. Han er så ræd, at han ikke kan gjøre nytte for det. En dag snakket han om at han nu fik si fra sig statsstip. og søge post i et departement. Han kunde ikke skrive længer o.s.v. Nu tar jeg denslags udtalelser med ro. Det har været dagligt brød i alle år, og jeg ved nu, at det er sygeligt. 10.3.1904 Brev fra fru Rogneby Toten idag. Hun sender 60 kr. til reisepenge og ophold på v. Toten, hvor man længe har ventet mig. Reiser den 16de. Det er et godt tegn, at man nu overalt ber om «6 dage istedetfor 3», som de nu forstår er for lidet. Jo mer man forstår af dansens mening, jo bedre forstår man naturligvis, at det egentlig er et langt tålmodighedsarbeide, å få «god dans» til. Det er ikke gjort på en dag å få 30 50 mennesker helt med i helt nye stemninger og dertil formen så sikker, at de kan slippe å tænke på den. 20.3.1904 Narum v. Toten Idag fuldt huset af gjæster. De vil vel se på dansen ikvæld. Her udvises en storartet gjæstfrihed, som minder om gamle dage på Hedemarken. Men hvad er alligevel de store bondegårde nu mod da! Magasinovne og margarinsmør har holdt sit indtog. Altså hele by tarveligheden. 22.3.1904 På Hov blev jeg hentet til fru Hornslien på Grette, hvor jeg nu er gjæst og har det herligt. Gården ligger vidunderligt oppe i sollien med udsigt over Randsfjorden, og hvad velstand, velvilje og elskværdighed kan frembringe af godt og hyggeligt, blir mig til del i rigt mål. Men det morsomste af alt var, at min dansarflok var ligefrem storartet. Darrel overgik alle andre forsangere jeg har havt, og vi danset vist 40 vers af «SjurdarKvæde» og slig stø og sikker og kraftig dramatisk dans har jeg neppe før været med til. Det var græsselig moro. Men det var Ete kvæld jeg danset i et og havde været oppe ½ 6 om morgenen, så jeg var nokså træt. Darrel havde fundet på å danse Sandøyardansen til «Eg heiter Ane Knudsdatter»; den gik udmærket. Også 4 nye vers af «Tostein» havde denne mærkelige, ivrige gut fundet, så nu har vi endelig visen hel. I Landstad står bare to vers og de to andre jeg har lært af Ivar Mortenson er kommet med i 3die udgave af «Norske Folkevisor»; men det var og blev brudstykke.
Jeg vil sætte disse vers i «Den 17de Mai», så dansere udover landet kan få dem. På Toten var iveren og tilslutningen stor; men forholdene vanskelige. Intet fast lokale, lang afstand mellem deltagernes hjemsteder o.s.v., så jeg ved ikke, om det blir så meget foreløbig. Men grundlaget er da lagt. G. er altid frydefuld, når jeg fortæller ham, at man spør mig, hvad «mann min driver med», der hvor jeg reiser. Det er hændt et par gange i fladbygdene. Det er håbefulde bygder siger han, hvor folk arbeider istedetfor å læse bøger. 11.3.1904 Labråten Stille arbeidsdag. Brev fra Hortens Diskussionsforening om å holde foredrag der. Men jeg vil ikke mere holde foredrag. Jeg kan det ikke og liger det ikke. Desuden rækker ikke tiden til alt. Jeg har så mange slags arbeide og så mange kommissioner af forskjellig art. Dragter skal besørges, unge piger skaffes plads, snedkere ha råd, i anledning norske møbler, og m. a. Og så skal jeg være etslags midler mellem Garborg og verden. De, som ikke våger sig på ham direkte, bruger mig. O.s.v. Resultatet er en endeløs korrespondanse. 2.5.1904 Alle mennesker snakker om den nye bog «Kvinden skabt af Manden», og aviserne skriver umådelig om den. Ragna Nielsen skriver i «Morgenbladet» bl.a., at forf. har «alle slavindens mærker», det er vist noget i det 5.5.1904 I byen iforgår. Masse ærend. Fru Nissen og jeg drak et glas vin sammen om eftm. Siden var jeg oppe hos Vigeland og så på Abel igjen. Hele gruppen er nu på det nærmeste færdig. Den er stort tænkt og deilig udført. V. tænker sig den sat på en ret glat sokkel to gange så høi som gruppen. Det lille udkast med sokkel så udmærket ud. På hjørnet af Carl Johan og Drammensveien tænker han sig den stående mod himmelen. Det måtte være herligt. Han havde netop plantet tusindfryd og gjort våronn i sin lille have med det høie plankegjærde om, hvor ingen kan se ind til ham. Stenen med Obstfelders fine hoved i relief passer så godt derinde i ensomheden. V. hugged netop Ibsens byste i marmor, statsminister Steens så god ud, og Sigurd Bødtker var morsom. Knut Hamsun har sendt forf. af «K. s. a. M.» et brev med tak for bogen, som han er svært fornøiet med. Fra s. 91 til 109 er den «absolut herlig», siger han, og idethele «det beste De har gjort, det bedste, som er gjort». Forf. glæder sig selvfølgelig over det. 14.5.1904 Skansen Aprilveir med regn og sol. Var i form. hos fru Holmgren og fik Ellen Keys «Livslinjer». Den er lang og lidt kjedelig skrevet; men fuld af gode tanker og vakre drømme Men barnet uden kjærlighed, som hun mener det må bli den ugifte kvindes ret å skaffe sig, forstår jeg mig ikke på. Ret dertil, ja selvfølgelig; men tanken er ublufærdig og hæslig. Det at «modtage et barn af
en mand» må dog i al evighed bli den naturlige afslutning kulminationen af en hel og stor stemning uden egoistiske beregninger af nogen art, dersom det skal kunne tænkes uden skamrødme. Kun da er det stort og skjønt med alle andre motiveringer hæsligt. Ingen bog har heller derfor stødt mig mer end Johan Bojers omtalte skuespill «Theodora». Ufriskt og uskjønt er nu dette nøgterne «arangement» oprørende! Og den slags «kjærlighed» som Ellen Key mener af og til existerer, der gir afkald på manden for barnets skyld, har intet med kjærlighed å bestille. Elsker man, da findes der kun en ting som ikke kan tænkes og det er å leve borte fra hverandre, ikke å dele alt, end sige det høieste af al lykke barnet man eier sammen. Tænke sig at nogen kvinde frivilligt skulde gi afkald på samlivet med en elsket mand med hvem hun har et barn, af «rædsel for at få sine arbeidsvilkår forstyrret»! For å studere mathematik eller skrive bøger eller male billeder og spille piano. Aldrig i evighed! Kjærlighed kan aldrig bli en biting. Men kan en kvinde bevidst og af ganske hjerte på de af Ellen Key opstillede premisse «få sig et barn af en agtet mand» uden å rødme, så kan sagtens ikke det komme andre ved. Plads for hende og hendes barn! Og respekt for hendes vilje! Selvfølgelig. For mig blir det dog af de mange ting i verden man helst ikke vil vide om. Kanske er jeg ikke ren nok, thi det krænker og støder min blufærdighed og min dybeste kvindelighed. 25.5.1904 Tuften 16 år idag. Turen med «Folkdansens Vänner» 2den pintsedag var fin. Foreningen som nu tæller 350 medlemmer har af en velstående Stockholmsdame enkefru Berg og hendes to døtre fåt i present en herlig liden villa ude ved Utra Sjö, hvor vi holdt til, 90 nationalklædte herrer og damer; samledes kl. 12 på Centralbanegården uden å vække nogen opsigt, så almindeligt er det nu her i Stockholm å se dragter på gaden. Igår god prøve. Idagmorges kom den norske danser Jon Dale og spillemanden Okshoved fra Bergen. De skal optræde her på vårfesten. Igår var de norske skolebarn her på Skansen og beså alle herligheder. De nationalklædte svenske barn, som legte for dem vandt stort bifald Per Hallstrbm har for 23de en lang (3 spalter) anmeldelse af «Kvinden skabt af Manden»; alle spør mig nu efter bogen. Især hvem forfatteren er. Hallströms over al måde velvillige anm. har gitt folk lyst til å læse den. 27.5.1904 Vårfesten åbnedes 4 med kanonsalut fra Skansens batterier. 4 ¼ kom kronprinsen. Jon Dale dansede et par danse for ham. Vi forestilledes. Yderst elskværdig. Lovede å komme en aften og se på folkevisedansen. 28.5.1904 God stemning igåraftes. Dansen gik over forventning. Siden var vi sammen hele flokken og deltog i folkelivet. De norske sangere optrådte og gjorde lykke. Halfdan Rode er blit populær her som solist.