6 s e På ske. 1.juni 2014. Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl.10.30. Salmer: 281- (299)- 512/ 263- (251)- 321 Kære Gud, vi beder dig om at tale til os nu. Lad din hellige Ånd virke, så vi må være ét i troen på dig, for at verden må tro. Amen. Tekst Joh 17,20-26; Jesus sagde:»ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«for nogen tid siden havde jeg lejlighed til at se en film, som gjorde et ganske stort indtryk på mig. Filmen hedder Koncerten og handler om den russiske dirigent Andrej Filipov, som stod i spidsen for Bolsjoj-balletten i Moskva, men på et tidspunkt kom i unåde hos det sovjetiske styre, fordi han ikke ville fyre de jødiske medlemmer af orkestret. Som følge heraf bliver han selv fyret fra sin stilling og må 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 1
finde sig i fremover at være pedel på teatret, mens de øvrige medlemmer af det fantastiske orkester ryger også ud. Da han en dag er ved at gøre rent på et kontor, hører han pludselig en fax tikke ind. Det viser sig, at den kommer fra Paris, og det er en anmodning til orkestret om at komme til Paris for at give en koncert. Den fax snupper han, og nu handler det så om at få kaldt de forskellige medlemmer af orkestret sammen. De har ikke spillet sammen i 30 år, men med stort besvær lykkes det ham at få fat på dem, så de kan komme afsted for at spille. De får en rigtig dygtig violinist til at tage med. De når godt nok ikke at øve, og det går ikke særlig godt til at begynde med, men da solisten begynder at spille, kommer ånden over dem, og det ender med en kæmpemæssig succes. Da var det, det slog mig, at det, som får sådan en koncert til at lykkes, det er jo på én og samme gang forskellighed og enhed. Hver enkelt sidder med sit instrument og spiller de noder, som står foran ham eller hende. Instrumenterne er forskellige, og noderne er forskellige, men fordi dirigenten har styr på det hele og forstår at give de rigtige tegn på rette tid og sted, ja, så bliver det pludselig til en enhed, som gør, at det lyder guddommeligt smukt. Vi har på en måde noget af det samme, når vi tænker på, hvordan vores krop er indrettet og fungerer. Mange forskellige lemmer og organer har vi. Hver enkelt del har sin plads og sin funktion, og på en forunderlig måde spiller alle disse forskellige lemmer og organer sammen, så det bliver en enhed, der fungerer. Det er det billede, apostlen Paulus benytter sig af, når han skal beskrive den kristne menighed. 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 2
"I er Kristi legeme og hver især hans lemmer, skriver han til de kristne i Korinth, og i samme forbindelse peger han så på, hvordan vi hver især hører med for at skabe denne enhed. Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet, er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet, er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Øjet kan ikke sige til hånden: Jeg har ikke brug for dig eller hovedet til fødderne: Jeg har ikke brug for jer. Og Paulus konkluderer, at sådan vil Gud det, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. (1 Kor 12). De ord får mig altid til at tænke på en ganske bestemt situation. Da jeg for første gang var i Armenien for godt 20 år siden, besøgte vi Hachik Stamboltsian, som dengang var medlem af det armenske parlament og samtidig en betydelig skikkelse i den armenske kirke. Han lyttede interesseret til, hvem vi var, og hvad vi ville. Var vi repræsentanter for en eller anden forrykt sekt, ja, så kunne det jo være det samme. Da han blev klar over, at vi kom for at række en hjælpende hånd til armenske brødre og søstre i nød, svarede han: Når ét lem lider, lider de andre med. En klar hentydning til apostlen Paulus ord og samtidig en velkomst, som varmede langt ind i sjælen. Vi lyttede for lidt siden til et afsnit af den bøn, som kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn. Vi skal forestille os Jesus stående foran Gud Fader på samme måde som ypperstepræsten, der trådte frem for 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 3
Gud i den gamle pagts tid. Når det skete, havde han en dragt på med 12 brystplader, hvorpå navnene på Israels 12 stammer stod indskrevet. På folkets vegne trådte han nu frem for Gud, og meningen var jo, at han skulle være den, der sonede folkets synd og på den måde bragte et godt forhold i stand mellem Gud og folket. Det er billede på det, som sker, da vor Herre Jesus kommer. Han kommer for at bringe det offer, som én gang for alle skal bane vejen for os mennesker til Gud for nu at knytte til ved det, vi hørte i torsdags. Kristus som ypperstepræst det er en tanke, vi især møder i det skrift i Det nye Testamente, som hedder Hebræerbrevet, og her hedder det f.eks. sådan: For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os; han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer. (Hebr 9,24 ff). Læg godt mærke til, hvad der står her! Én gang for alle er Kristus trådt ind i selve himlen med det offer, som udsletter synden. Derfor står han nu foran den himmelske trone og har noget, som i den grad ligger ham på sinde. Først beder han for sine disciple, som vi hørte det sidste søndag. Dem har han fået fra Gud selv. Nu har han gjort det, som skulle til for at skaffe evigt liv til dem, der tror på ham. Derfor beder han nu om, at de må blive holdt fast. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, og så kommer den anden bøn: for at de kan være ét ligesom vi. 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 4
I dag hører vi så, hvordan han beder om det samme for den kristne kirke i det hele taget. Nu handler det ikke kun om hans første disciple. Nu beder han også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig, og jeg i dig, at de også må være i os. Se, nu er det så, det er godt at tænke på dette med orkestret, som spiller smukt og harmonisk sammen, netop fordi de er forskellige! Eller kroppens mange forskellige lemmer, som virker sammen som en enhed. Netop forskelligheden er det, som gør, at det i det hele taget bliver en krop og ikke den totale forvirring. Det er altså Jesu udtrykkelige bøn, at det må være sådan i den kristne menighed. Ikke sådan at forstå, at vi skal ligne hinanden og være ens eller enige om alt, men sådan at forstå, at vi er som et orkester, hvor de forskellige instrumenter har hver deres opgave, og hvor det lyder godt og smukt, fordi der er en dirigent, som styrer det. Lytter man til sådan et orkester, kan man godt lægge mærke til, at det er vidt forskelligt, hvad de forskellige instrumenter præsterer. Der er måske en harpe, som ikke spiller ret tit, men pludselig gør den det. Der er en paukespiller, som måske sidder stille et stykke tid, men pludselig skal han være der og slå med sine trommestikker på det rette tidspunkt. Det er sådan, Gud vil, det skal være i en sund og god menighed. Derfor er det en ulykke når mennesker går deres egne veje og laver deres egen lille klub i stedet for at underordne sig helheden. Der er nemlig en ting, som nok er værd at huske det, som er selve formålet med det hele - for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Det, som klart er målet for Jesus, det er dette: Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for de skal 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 5
se min herlighed. Sagt med andre ord: Målet for hele Jesu liv og virke det er frelse og evigt liv for os mennesker! Dette at vi en dag skal se Jesu herlighed. Det var det, Jesus gik i døden for. Det var derfor, han brød dødens magt, da han opstod af graven Påskemorgen. Det var det, han fuldendte, da han Kristi Himmelfarts Dag vendte tilbage til sin himmelske far for at sætte sig ved hans side for bestandig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed. Derfor må vi ikke brug tid og kræfter at rive hovedet af hinanden i splid og spektakel, men spille sammen som et orkester, virke sammen som lemmerne på en krop. Da Grundtvig i sin tid gjorde sin mageløse opdagelse, gik den ud på, at trosbekendelsen var det, som gik tilbage til Jesus og apostlene selv. Det kan diskuteres, om det nu også er historisk korrekt, men det er i hvert fald rigtigt, at her har vi grundlaget for enhed mellem de kristne. Vor tro er ej på hvad som helst, siger Grundtvig i en salme, og enheden er derfor baseret på det trosgrundlag, som altid har været den kristne kirkes fundament: den kristne trosbekendelse. Troen på Gud Fader, himlens og jordens skaber, troen på Jesus som Guds søn, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og opstået på den tredje dag, og endelig troen på Helligånden, sådan som vi skal fejre det, når det bliver Pinse. Hvor denne tro er fundamentet, da må enheden være det afgørende. Da vi for mange år siden var i Tyrkiet for første gang, fandt vi frem til en lille menighed i byen Efesos. En lille menighed, som havde det svært, og som ofte blev udsat for chikane. Der var sikkert mange ting, vi så forskelligt på, når det drejede sig om denne lille baptistmenighed, men alligevel kunne vi fornemme, at her var der en lille flok brødre og søstre, som vi var ét med i fælles tro på Jesus 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 6
Kristus. Rundt omkring var der mennesker, som tilhørte islam, og som lagde sig på knæ i bøn og tilbedelse, når kaldet lød fra moskeens minaret dem havde vi intet fællesskab og ingen enhed med. Men denne lille flok dem kunne vi synge sammen med og bede sammen med i fælles tro på Kristus. Det er dette troens fælleskab, denne enhed, som er vigtig, for at verden må tro! Amen. 01/06-2014 Prædiken v/ Frede Møller 7