I maj måned i år udkom den længe ventede opdatering af diagnoselisten DSM-IV. Her følger en gennemgang af indholdet.

DIAGNOSELISTE Af Mikkel Arendt, Hjalti Jónsson, Esben Hougaard I maj måned i år udkom den længe ventede opdatering af diagnoselisten DSM-IV. Her følger en gennemgang af indholdet. T redjeudgaven af diagnoselisten udgivet af Den Amerikanske Psykiaterforening, APA, Diagnostic and Statistical Manual (DSM) fra 1980, er beskrevet som en milepæl i psykiatriens historie. Med hovedvægt på at etablere reliable og teorineutrale diagnosekategorier har DSM-III og senere udgaver af diagnoselisten således gået sin sejrsgang overalt i verden og været helt dominerende inden for psykiatrisk og klinisk psykologisk forskning. Også i lande, der som Danmark officielt anvender WHO s International Classification of Diseases, nu i 10. udgave (ICD-10), er man nødt til at være bekendt med den amerikanske diagnoseliste. De diagnostiske kriterier i fjerdeudgaven, DSM- IV, fra 1994 har været gældende i næsten 20 år, selv om der udkom en udgave med revideret supplerende tekst i 2000 (DSM-IV-TR). Den internationale forskningslitteratur har i perioden været fyldt med forslag til ændringer baseret på den betydelige akkumulerede viden. Det er derfor med god grund, der har været stor opmærksomhed om offentliggørelsen af femteudgaven, DSM-5 (udgavenummeret nu skrevet med arabertal), som fandt sted 18. maj i år. Omfanget er knap 1000 sider og dermed stort set identisk med DSM-IV-TR. DSM-5 har været genstand for feltafprøvninger, hvor forskellige klinikere har vurderet de samme patienter. Her indgik omtrent lige mange psykologer og færdiguddannede psykiatere (Clarke et al., 2013), hvilket er interessant i forhold til den løbende diskussion af psykologers ret til at stille psykiatriske diagnoser. Samarbejdet imellem APA og WHO har været yderligere styrket i udfærdigelsen af DSM-5 med henblik på at gøre den kompatibel med ICD-11, der planlægges udgivet i 2015. Som noget nyt fremgår fx den korresponderende tilpassede ICD-10-kode for hver enkelt DSM-5-diagnose. Man kan derfor også forvente, at de nedenfor beskrevne ændringer fra DSM-IV til DSM-5 vil få stor indflydelse på den kommende revision af ICD-systemet. Artiklens formål er kort at informere om centrale overordnede ændringer fra DSM-IV til DSM-5 såvel som særligt vigtige specifikke forandringer på diagnoseniveau. Der fokuseres på de lidelser, som forventes at spille den største rolle for kliniske psykologer. I gennemgangen af de enkelte lidelser vil rækkefølgen svare til ICD-10 (WHO, 1994). Der henvises til Scull (2013) og Hacking (2013) for eksempler på den kritik, der er blevet rettet imod DSM-5. Overordnede ændringer Man har kunnet følge DSM-5 s tilblivelse på en særlig internetside. De forslag, der løbende er blevet fremlagt her, har generelt været mere radikale end det endelige resultat. Fx var der lagt op til en fuldstændig omlægning af personlighedsforstyrrelsesdiagnoserne, men den alternative diagnostik blev opgivet, således at disse diagnoser er uforandrede. En række nye lidelser er inkluderet, hvoraf flere indgik i DSM-IV s liste over lidelser, som krævede yderligere undersøgelse. Andre lidelser har fået ændret navn eller er blevet grupperet på ny vis. Særligt relevante eksempler vil blive nævnt nedenfor. En integration af dimensionelle mål som supplement til den kategorielle diagnostiske praksis har fra starten været et centralt mål med DSM-5. Fx skriver Darrel Regier og David Kupfer, som var hhv. viceformand og formand for DSM-5 s task force: Thus, we have decided that one, if not the major, difference between DSM-IV and DSM-V will be the more prominent use of dimensional measures in DSM-V (2009, p. 649). Til dette formål har man udvidet brugen af såkaldte specifiers og ratings af sværhedsgrad. Des- SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR. 15 2013

uden indgår flere symptomratings, som skærer på tværs af de vanlige diagnosegrænser, end tidligere. Fx kan man ved affektive lidelser som noget nyt specificere forekomst af angst ( with anxious distress ). Der indgår også et vurderingsredskab omhandlende tværgående symptomer, som både kan bruges til screening og vurdering af ændring over tid (Narrow et al., 2013). Man er gået bort fra den multiaksiale diagnoseregistrering, og som i ICD-10 anføres i stedet de kliniske lidelser (akse I i DSM-IV), personlighedsforstyrrelser (akse II i DSM-IV), somatiske lidelser (akse III i DSM-IV) samt psykosociale og kontekstuelle faktorer (akse IV i DSM-IV). Global Assessment of Functioning (GAF) (akse V i DSM-IV) er afskaffet med baggrund i skalaens uklare anvendelse af begreber og tvivlsomme psykometriske egenskaber (APA, 2013). Som i tekstrevisionen af DSM-IV-TR (2000) er der gennemgående stort fokus på, hvordan psykisk lidelse kan komme forskelligt til udtryk afhængig af køn, kultur og alder (Kupfer et al., 2013). Der er benyttet nye overskrifter, såsom til beskrivelse af betydningen af temperament, miljø og genetik for hver lidelse. Endvidere indgår en omfattende, men koncis beskrivelse af epidemiologiske forhold. Organiseringen af de enkelte kapitler varierer fortsat i forhold til ICD-10. Overordnet har man truffet det noget diffust formulerede valg at organisere DSM- 5 s lidelseskategorier efter, hvor nært de hænger sammen (Regier et al., 2013). På kapitelniveau er organiseringen sket med de enkelte lidelsers typiske debuttidspunkt som et ledende princip, så at lidelser med tidlig debut står først. Manualen er dog ikke konsekvent, og man har fx placeret akut belastningsreaktion efter posttraumatisk stressreaktion i kapitlet om traumerelaterede lidelser. I modsætning til DSM-5 s overordnede struktureringsprincip er ICD-10 s kapitler fra F0 til F6 organiseret efter en hierarkisk tankegang, med de højest rangerende lidelser først. Den hierarkiske tankegang indebærer også hyppigere brug af eksklusionskriterier i diagnosealgoritmerne end i DSM-systemet. Dette har ikke ændret sig fra DSM-IV til DSM-5. Der vil således fortsat være åbnet for hyppigere anvendelse af komorbide diagnoser i DSM-5 end i ICD-10. Organiske lidelser og misbrug I DSM-5 har man samlet neurokognitive lidelser, som er opstået efter fødslen eller den tidligste barndom, under betegnelsen neurocognitive disorders (NCD). Herunder findes delirium og demens. Ordet demens indgår ikke længere som diagnostisk samlebetegnelse, og i stedet bruges de overordnede betegnelser major, hhv. mild NCD. Herunder specificeres det dog, om den kognitive dysfunktion eksempelvis knytter sig til Alzheimers sygdom. Mild NCD -diagnosen er ny og kan bruges ved mildere grad af de samme lidelser, som findes under major -kategorien, men hvor sygdomspåvirkningen er mindre udtalt (APA, 2013b). Der indgår 10 subtyper af NCD, og disse er beskrevet separat og mere detaljeret, end tilfældet var i DSM-IV. De tidligere misbrugsdiagnoser substance abuse og substance dependence er blevet samlet i diagnosen substance use disorder. Denne indeholder en samling af alle de kriterier, der indgik i de to tidligere diagnoser. Der er to undtagelser: Man har slettet DSM- IV-kriteriet retslige problemer, som tidligere indgik ved substance abuse, og som i ICD-10 s afhængighedssyndrom er trang ( craving ) tilføjet som kriterium. Som noget nyt indeholder DSM-5 muligheden for at specificere mild, moderat eller svær lidelsesgrad ved misbrug. Ludomani (omdøbt fra pathological gambling til gambling disorder ) er blevet flyttet fra impulskontrollidelserne i DSM-IV til de misbrugsrelaterede lidelser i DSM-5. Dette begrundes fra APA s side med, at lidelsen involverer nogle af de samme neurobiologiske mekanismer som misbrugslidelserne (APA, 2013b). Skizofreni-spektrum lidelser En betydelig ændring i DSM-5 er, at man har opgivet brugen af subtyper af skizofreni. Mens der i DSM- IV indgik paranoid, disorganiseret, kataton, udifferentieret og residual type, kan det nu blot anføres med specifier, hvis en skizofrenilidelse har katatone træk. Der har i arbejdet med DSM-5 været lagt op til, at der desuden skulle anvendes en række dimensioner til at specificere forhold omkring skizofrenilidelsen PSYKOLOG NYT NR. 15 2013 SIDE 11

(fx sværhedsgraden af hallucinationer og kognitive dysfunktioner). Dette er blevet opgivet i den endelige version, som dog indeholder en beskrivelse af, hvordan en sådan dimensionel beskrivelse af skizofrenilidelsen potentielt kan finde sted under et særskilt kapitel om vurderingsmetoder/assessmentredskaber. Det omdiskuterede forløbersyndrom attenuated psychosis syndrome blev ligeledes opgivet og placeret i afsnittet om conditions for further study. En anden betydningsfuld ændring er, at man har slettet det kriterium, at tilstedeværelsen af 3. persons hørelseshallucinationer (diskuterende eller kommenterende stemmer) er tilstrækkelig til en skizofrenidiagnose. Man har således fjernet sig endnu længere fra ICD-10 s fokus på de såkaldte Schneiderske førsterangssymptomer. Dette begrundes med, at symptomerne ikke er specifikke for skizofreni (APA, 2013b). Tilsvarende er forekomsten af bizarre vrangforestillinger ikke længere tilstrækkelig på symptomplan til at stille diagnosen skizofreni. Årsagen er, at det har vist sig umuligt i praksis at operationalisere en brugbar definition af begrebet bizar (APA, 2013b). Dette er også i modsætning til ICD-10. Bemærkelsesværdigt nok indgår bizart indhold dog fortsat i DSM-5 som specifikationsmulighed ved paranoide psykoser ( delusional disorder ). Under paranoide psykoser har man indført det nye eksklusionskriterium, at symptomerne ikke bedre kan forklares ved body dysmorphic disorder eller OCD. I stedet specificeres det under tvangslidelsernes algoritmer, om disse er uden indsigt eller har vrangforestillingskarakter. I forhold til skizoaffektiv sindslidelse er ændringerne begrænsede, og denne afviger fortsat betydeligt fra ICD-10 s diagnose af samme navn. Katatoni var i DSM-IV defineret i kapitlet om affektive lidelser, men er i DSM-5 placeret i skizofreni-spektrum kapitlet. Som beskrevet er katatoni ikke længere en særlig undertype af skizofreni, men disorganiseret eller kataton adfærd er fortsat ét blandt 5 hovedsymptomer ved skizofreni. Desuden er katatoni en specifikationsmulighed ved en række lidelser (herunder bl.a. skizofreni og affektive lidelser). I algoritmen for katatone symptomer er man gået fra at skulle opfylde 2 af 5 symptomkategorier til at skulle have mindst 3 ud af 12 specifikke symptomer. De 12 specifikke symptomer var dog alle indeholdt i de 5 tidligere overordnede kategorier. Affektive lidelser Bipolar sindslidelse og relaterede lidelser er nu adskilt fra unipolare varianter i separate kapitler. Lidelsen er bevidst placeret imellem depressionslidelser og skizofreni-spektrum lidelser, hvilket afspejler erkendelsen af, at bipolar sindslidelse er nærmere beslægtet med skizofreni, end man tidligere har antaget (Regier et al., 2013). Under kriterierne for manisk episode har man ud over kernesymptomerne løftet eller irritabelt stemningsleje tilføjet øget aktivitetsniveau eller energi. Ved blandingsepisoder har man fjernet DSM-IV s krav om, at både kriterierne for en depressiv og en manisk episode skal være opfyldt i samme periode (APA, 2013b). I stedet indgår i DSM-5 muligheden for at specificere depressive træk ved en fuld manisk eller hypoman episode og omvendt maniske/hypomane træk ved en fuld depressiv enkeltepisode. Symptomer fra den modsatte pol af det, der regnes som den primære, skal dog fortsat være udtalte både i omfang og intensitet. Hvis det ikke kan påvises, at en patient, der lider af en depressiv enkeltepisode med blandingstræk fra det maniske spektrum, tidligere har haft mindst én hypoman eller manisk episode, må man ikke anvende diagnosen bipolar sindslidelse (APA, 2013b). Dette til forskel fra nuværende praksis i ICD-10, hvor blandingstilstande er løsere defineret, men alligevel tæller fuldt i forhold til at tildele diagnosen bipolar sindslidelse. En sidste ændring i forhold til bipolar sindslidelse er, at man har ændret kriterierne for medicinsk udløste hypomanier/manier. Hvor disse ekskluderedes i DSM-IV, hedder det sig nu, at de tæller på linje med ikke-medicinudløste episoder, hvis symptomerne varer ved ud over den givne medicinske behandlings direkte fysiologiske virkning (APA, 2013). Depressiv enkeltepisode ( major depression ) er stort set defineret som tidligere. Dog har man som nævnt tilføjet muligheden for at specificere angst som en del af symptombilledet. Eventuel angst opdeles i SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR. 15 2013

sværhedsgrad afhængig af antal angstsymptomer. En omdiskuteret ændring i forhold til DSM-IV er, at man har fjernet sorgreaktion som eksklusionskriterium ved unipolar depression. Målet har været at øge fokus på dem, som oplever egentlig depression i forlængelse af eller oven i en sorgproces (Kupfer et al., 2013). Kritikere har anført, at dette er endnu et eksempel på, hvordan diagnosesystemerne bevæger sig ind på det normalpsykologiske område (Dobbs, 2013). Sorgreaktioner er i øvrigt ikke eksklusionskriterium i forhold til depression i ICD-10, hvad der har givet anledning til de samme diskussioner herhjemme, som formentlig vil fortsætte i de lande, der benytter DSM-5. Endnu en vigtig ændring er, at man i DSM-5 har indført diagnosen persistent depressive disorder. Dysthymi er indeholdt heri og indgår nu blot som specifikationsmulighed snarere end som selvstændig diagnose. Den nye diagnose kan også anvendes ved kroniske depressive tilstande, hvor varigheden er over 2 år og graden altså sværere end i den tidligere dysthymidiagnose. Endelig er der indført den nye diagnose disruptive mood dysregulation disorder. Dette er en lidelse karakteriseret ved et generelt irritabelt stemningsleje med hyppige vredesudbrud, som skal være debuteret før 10-årsalderen og må tildeles for første gang i aldersintervallet 6-18 år. Med diagnosen søger man at imødegå tendensen til at overdiagnosticere bipolar sindslidelse hos børn på baggrund af irritabilitet. Her er netop de konstant tilstedeværende symptomer snarere end episodisk optræden vigtige (Kupfer et al., 2013). Diagnosen er placeret blandt depressionslidelserne, hvilket forklares ved, at børn med dette symptommønster oftere udvikler unipolar depression og angstlidelser end bipolar sindslidelse (APA, 2013). For angstlidelsernes vedkommende er der mindre ændringer. Forbindelsen mellem panikangst og agorafobi er brudt. Formålet er at understrege, at mange, der lider af agorafobi, ikke oplever paniksymptomer (APA, 2013b). Socialfobi ( social phobia ) er blevet omdøbt til socialangst ( social anxiety disorder ), og man har fjernet den tidligere mulighed for at specificere en generaliseret form. Generaliseret socialfobi har dels været vanskelig at operationalisere (APA, 2013b), dels har der været betydeligt sammenfald mellem denne og ængstelig (evasiv) forstyrrelse af personlighedsstrukturen (Stein & Stein, 2008). Man overvejede at slette ængstelig (evasiv) personlighedsstruktur fra DSM-5, men denne diagnose er til gengæld fastholdt. Endelig har man fået mulighed for at specificere, at socialangst er performance only, hvis den er begrænset til det at holde tale eller præstere offentligt. Det nye kapitel om OCD og relaterede lidelser indeholder bl.a. de nye diagnoser sygelig samletrang ( hoarding disorder ) og hudplukning ( excoration (skin-picking) disorder ). Selve OCD-diagnosen er blevet forsynet med muligheden for at specificere en tic undertype. Som nævnt har man udvidet rammerne for flere af OCD-spektrum-lidelserne ved tilføjelse af muligheden for at specificere manglende indsigt eller vrangforestillingskarakter. Dette er en afgørende forskel til ICD-10, hvor erkendelse af, at obsessioner eller kompulsioner er overdrevne eller urimelige, er et diagnostisk kriterium (WHO, 1994). PTSD-diagnosen er intet mindre end 3½ tætskrevne sider lang i DSM-5. En årsag er, at der er tilføjet særlige kriterier for diagnosticering af PTSD hos børn, Nervøse og stress-relaterede tilstande samt tilstande med psykisk betingede legemligesymptomer Mens der i DSM-IV var ét samlet angstkapitel, har man i DSM-5 udskilt OCD og relaterede lidelser samt traume- og stressrelaterede lidelser i to separate kapitler. Som i DSM-IV er dissociative lidelser og somatoforme tilstande også i egne kapitler.

der er 6 år eller yngre. PTSD-diagnosen har gennemgået en række ændringer både hvad angår den udløsende hændelse (som er blevet udspecificeret i 4 forskellige typer), reaktionen på denne (der er blevet slettet som kriterium) og det efterfølgende symptombillede (hvor der er tilføjet en symptomkategori, som dækker ændringer i tænkning og stemningsleje). I forhold til den seneste tids danske debat er det interessant at bemærke, at delayed onset -specifikationen ved PTSD har fået ændret ordlyd og navn (til with delayed expression ). Hvor det i DSM-IV hed sig, at symptomerne starter mindst 6 måneder efter hændelsen, præciseres det i DSM-5, at de fulde diagnostiske kriterier først er opfyldt mere end 6 måneder efter hændelsen. Dette afspejler på bedre vis den viden, man har om, at subkliniske symptomer ofte er til stede inden for de første 6 måneder hos dem, som først efter 6 måneder opfylder de fulde kriterier for PTSD-diagnosen. Inden for de somatoforme tilstande er der sket større ændringer. Således har man fjernet diagnoserne somatiseringstilstand ( somatization disorder ), hypokondri og smertelidelse ( pain disorder ). Dette begrundes med høj grad af overlap imellem lidelserne og uklarhed om den interne afgrænsning (APA, 2013). I stedet er indført diagnosen somatic symptom disorder. I kriterierne for denne har man nedtonet betydningen af konkrete fysiologiske symptomer og årsagsspekulationer. I stedet er fokus på den lidelse i tanker, følelser og adfærd, som symptomerne forårsager (APA, 2013). Under diagnosen kan det specificeres, hvis smertesymptomer er det mest fremtrædende. En ny diagnose, illness anxiety disorder, kan benyttes i tilfælde, hvor det er angst og optagethed af sygdom, der er problemet, snarere end tilstedeværelsen af somatiske symptomer. Diagnosen kan i nogle tilfælde benyttes for dem, der tidligere fik en hypokondridiagnose, men det anføres, at de fleste af disse patienter vil forventes at skulle have somatic symptom disorder -diagnosen (APA, 2013). Spiseforstyrrelser Kapitlet er omdøbt til feeding and eating disorders mod tidligere eating disorders, og diagnoser omhandlende spiseproblemer hos børn er som noget nyt placeret hér. I anorexidiagnosen har man fjernet kriteriet omhandlende udeblivende menstruation (amenoré), og ved bulimi er antallet af påkrævede spiseanfald sat ned fra 2 per uge til ét, men ellers er diagnoserne stort set uforandrede. Binge eating disorder er ny i forhold til DSM-IV, hvor den blot indgik i appendix of conditions for further study. Det karakteristiske ved denne lidelse er hyppige spiseanfald, som ved bulimi, men uden kompenserende adfærd såsom eksempelvis opkastning og overdreven motion (APA, 2013). Forstyrrelser af personlighedsstrukturen Det mest iøjnefaldende ved personlighedsforstyrrelser i DSM-5 er manglen på ændringer. Både de generelle og specifikke kriterier for personlighedsforstyrrelser er identiske med dem, der findes i DSM-IV. Som i DSM-IV indgår dog supplerende information om mulige nye diagnoser og måder at gribe diagnostik an. I DSM-5 har man placeret disse i bogens tredje sektion kaldet emerging measures and models. Her forefindes en fundamentalt anderledes tilgang til personlighedsforstyrrelsesdiagnostik. Denne indeholder 6 typer af personlighedsforstyrrelser (antisocial, ængstelig (evasiv), borderline, narcissistisk, obsessivkompulsiv og skizotypal), hver karakteriseret ved et særligt mønster af personlighedsfunktion og personlighedstræk. Personlighedsfunktionen er opdelt i fire domæner (identitet, selv-styring, empati og intimitet), mens de 25 personlighedstræk, der indgår, er opdelt i fem domæner (negativ affektivitet, tilbagetrækning, antagonisme, disinhibition og psykotiscisme). Der var længe lagt op til, at den nye model ville blive implementeret, men den endte altså med udgå af den officielle diagnostik i DSM-5. Hvorfor man valgte at fastholde den kategorielle diagnostik på området til fordel for den nye model, fremgår ikke klart. Børneområdet Ændringerne inden for børne- og ungdomspsykiatriske diagnoser er noget af det første, der nævnes i flere artikler om nyskabelser i DSM-5. DSM-IV indeholdt et omfangsrigt kapitel omhandlende lidelser, som normalt diagnosticeres i spædbarnealder, barndom eller tidlig ungdom. Dette er blevet erstattet af SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR. 15 2013

Bidragydere Ud over forfatterne har psykiater Aksel Bertelsen og cand.psych. Runhild Arendt bidraget til artiklen med kritisk gennemlæsning og konstruktive kommentarer. kapitler om psykiske udviklingsforstyrrelser ( neurodevelopmental disorders ) og adfærdsforstyrrelser ( disruptive, impulse-control, and conduct disorders ). De psykiske udviklingsforstyrrelser inkluderer bl.a. mental retardering, forstyrrelser af tale, sprog og motorik samt autisme og ADHD. Blandt adfærdsforstyrrelserne findes blandt andet diagnosen af samme navn ( conduct disorder ), pyromani og kleptomani. Ud over de allerede nævnte omrokeringer er separationsangst og elektiv mutisme flyttet til angstkapitlet og reaktiv tilknytningsforstyrrelse til de traume- og stressrelaterede lidelser. Mest bemærkelsesværdigt er det, at lidelserne autisme, Aspergers syndrom og anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse er blevet samlet under betegnelsen autism spectrum disorder (ASD). Dette sker bl.a. på baggrund af ringe reliabilitet i studier, hvor man har undersøgt afgrænsningen imellem lidelserne (Lord et al., 2012). Der er en række specificeringsmuligheder inden for den nye spekterdiagnose. Regier et al. (2013) nævner eksempelvis, hvordan et barn, der tidligere fik diagnosen Aspergers syndrom, med DSM-5 vil kunne diagnosticeres med ASD og speficificeringerne uden intellektuel nedsættelse og uden sproglig svækkelse. Den nye diagnostiske praksis betyder, at en mindre gruppe ikke længere vil kvalificere til en diagnose (Kupfer et al., 2013). Kritikere hæfter sig ved de problemer, det kan medføre for dem, der tidligere havde en Aspergers diagnose, men ikke kvalificerer til en ASD-diagnose (Dobbs, 2013). I forhold til ADHD-diagnosen har man fastholdt de to overordnede kategorier, uopmærksomhed og hyperaktivitet-impulsivitet, og de 9 symptomer, der hører til hver kategori, er fortsat de samme. Dog er til symptomerne føjet prototypiske eksempler, som både dækker børn og voksne. Ellers har diagnosen været genstand for en række mindre ændringer. Vigtigst er nok, at alderskriteriet for første manifestation af lidelsen er hævet fra 7 til 12 år. Endelig er det blevet muligt at specificere graden af ADHD (mild, moderat og svær). Mikkel Arendt, Hjalti Jónsson, Esben Hougaard. Alle fra Psykologisk Institut, Aarhus Universitet litteratur American Psychiatric Association (APA) (2000). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders Fourth Edition, Text Revision (DSM-IV-TR). Washington: American Psychiatric Publishing. American Psychiatric Association (APA) (2013). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders Fifth Edition (DSM-5). Washington: American Psychiatric Publishing. American Psychiatric Association (APA) (2013b). Highlights of Changes from DSM-IV-TR to DSM-5. Washington: American Psychiatric Publishing, pp. 1-19. Dobbs, D. (2013). A very sad story. Nature, 497 (2. May), pp. 36-37. Hacking (2013). Lost in the Forest. London Review of Books Vol. 35(15), pp. 7-8. Kupfer, D.J., Kuhl, E.A., Regier, E.A. (2013). DSM-5 The Future Arrived. JAMA, 309(16), pp. 1691-92. Lord, C., Petkova, E., Hus, V., Gan, W., Lu, F. et al. (2012). A Multi-Site Study of the Clinical Diagnosis of Different Autism Spectrum Disorders. Arch Gen Psychiatry 69(3), pp. 306 313. Narrow, W.E., Clarke, D.E., Kuramoto, S.J., Kraemer, H.C., Kupfer, D.J. et al. (2013). DSM-5 Field Trials in the United States and Canada, Part III: Development and Reliability Testing of a Cross-Cutting Symptom Assessment for DSM-5. Am J Psychiatry; 170(1), pp. 71 82. Regier, D.A., Narrow, W.E., Kuhl, E.A., Kupfer, D.J. (2009). The Conceptual Development of DSM-V. Am J Psychiatry 166(6), pp. 645-650. Regier, D.A., Kuhl, E.,A., Kupfer, D.J. (2013). The DSM-5: Classification and Criteria Changes. World Psychiatry, 12(2), pp. 92-98. Regier, D.A., Narrow, W.E., Clarke, D.E., Kraemer, H.C., Kuramoto, S.J. et al. (2013b). DSM-5 Field Trials in the United States and Canada, Part II: Test-Retest Reliability of Selected Categorical Diagnoses. Am J Psychiatry, 170(1), pp. 59-70. Scull, A. (2013): Delusions of Progress: Psychiatry s Dia gnostic Manual. Los Angeles Review of Books. URL: http://lareviewofbooks.org/review/ delusions-of-progress-psychiatrys-diagnostic-manual#.uzkmeocplbc.email WHO ICD-10 (1994). Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. København: Munksgaard. PSYKOLOG NYT NR. 15 2013 SIDE 15