KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 8.MAJ 2011 VESTER AABY KIRKE KL.10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 10,11-16 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag, 441,2 Et museum. Det var da vel løgn! Det var den årlige ud-i-det-blå udflugt i 7.klasse. Hvert år arrangerede lærerne som afslutning på årets emneuge en tur, der skulle være en overraskelse. Den kunne godt have lidt med emnet at gøre, men det var ikke sikkert. Peter havde alt muligt andet i tankerne. Han var vred. Det havde han nu været hele dagen, så det havde ikke noget med museet at gøre. Det handlede om Hanne. Hun havde slået op i går aftes. På en SMS. Det kan man ikke. Det var slemt nok, at hun havde slået op. Men det, der gjorde ham vred, var måden. Det var som om det aldrig havde været ægte, når det bare kunne slutte sådan. Peter havde en helt bestemt mening om, hvordan det skulle have været. Han søgte helt ind i sig selv. Det var derinde, hvor ingen andre fik lov til at komme ind, han bestemte. Her begyndte Peters verden. Her dikterede han, hvad det hele betød. Så når Hanne behandlede ham sådan, så blev hun automatisk lagt for had. Der var ingen grund til at spørge om forklaringen.
Peter mærkede vreden stige op i kinderne igen, medens de forlod bussen. Hvor var hun egentlig henne? Hun måtte være i den anden bus. De havde fået en hel masse forklaringer i højttaleren. Sådan gjorde lærerne altid. Hvordan skulle man kunne huske alt det, når ens verden lige var brudt sammen. Eller rettere, når man skulle bruge alle kræfterne på at vise, at det var den i hvert fald ikke. Når sandt og falsk -ægte og uægte - stod lige foran og dækkede for det hele. Og ovenikøbet lignede hinanden så meget, at det ikke var til at se forskel. Det var et landbrugsmuseum de var kommet hen til. Havde han så bare haft farfar med. Peter kunne somme tider smile indvendig, når han så sin farfars glæde over de gamle ting. Det var som om det var en helt anden verden. Som om det i hvert fald måtte være mindst 10 år siden, det var gået sådan til, når man var landmand. 10 år er lang tid, når man er 13 år og har fået en SMS i aftes. Bip-bip blev ved at komme ind i hans hjerne. Mon det nu også var ved at komme ind i hans hjerte. Det skulle det i hvert fald ikke få lov til. Der blev stadig talt til dem. Nu var det en fra museet. I den store bygning til venstre har vi i øjeblikket en særudstilling om husdyrhold i gamle dage Peter skulle ikke se nogen sær udstiling. Han havde i det hele taget noget, der ikke skulle udstilles. Han ville gemme sig. Alligevel opfattede han ordet hyrde.
På én eller anden mærkelig måde var det som om det ord ville ind i ham. Den gang man ikke havde elektriske hegn var dyrenes overlevelse helt bestemt af, hvor god hyrden var. Hvor alvorligt han tog sit arbejde. Mange gange var hyrden blot en dreng på 8 10 år, fik de at vide. Hvad kunne han stille op, hvis der var noget i vejen? Han kunne jo ikke ringe efter hjælp dengang. Og alligevel vidste sådan en lille dreng, at han ville blive straffet hårdt, hvis der skete noget med eet af dyrene. I hvert fald, hvis han ikke havde prøvet så godt han kunne at hjælpe. Og hvornår var nok godt nok. Det bestemte hyrden ikke selv. Hvorfor skulle det lige være ordet hyrde, der skulle blive hængende i Peters ører. Køre rundt i hans vrede hjerne. Ikke bestemme selv. Havde de sagt. Peter kunne heldigvis bestemme selv. Det gjorde han altid meget ud af, når nogen spurgte. Men kunne han nu også det? Havde han ikke lige bestemt sig for, at det der med Hanne det havde aldrig betydet noget, når hun kunne finde på at slå op med en SMS. Og så gik han alligevel og undrede sig over, hvor hun var henne? Han syntes nogen fulgte efter ham. Det var Sigrid. Peter vidste godt at Sigrid bagte lidt på ham. Men han var ikke interesseret. Han havde jo Hanne.
Eller havde han? Nu kunne det måske være lige meget. Det var måske nu, han skulle vise, at han selv bestemte. Han gik hen og snakkede med Sigrid. Hun så så selvsikker ud. Sejrssikker. Hun så egentlig ganske godt ud, faktisk. Sammen gik de rundt på museet. Sigrid snakkede hele tiden, han forsøgte at følge med,men hørte ikke det hele. Ikke før han pludselig hørte ordet SMS. Hvad vidste hun om det? Hvem var det nu, der bestemte inde i hovedet på Peter. Hvem var ægte, hvem var uægte. Hvorfor er Hanne ikke med i dag? spurgte Peter Sigrid. Kan det ikke være lige meget?, var svaret. Hun er jo bare en dum pige, når hun sådan slår op med dig på en SMS. Hvor ved du det fra? Ordene fløj ud af munden på Peter. Men Sigrid var allerede løbet. Afsløret. Peter fandt sin mobiltelefon frem. Fandt SMS en fra i aftes. Der stod vis nummer ikke mulig. Det havde han slet ikke set i går. Det skulle der da ikke stå på en SMS fra Hanne. Han havde selvfølgelig kodet hendes navn og nummer ind. SMS en var sendt af en anden. Han turde knap tænke til ende, hvem han troede det var. En, der ville have fat i ham. En ulv i fåreklæder. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Sådan stod der på et gammelt skilt over hans hoved.
Der var den hyrde igen. Hvor var det nu, han havde hørt det før? Det var henne hos præsten til konfirmationsforberedelsen. Det var Jesus, der var den gode hyrde. Det var ham, der måtte lade sig slå ihjel på et kors, fordi mennesker selv ville have lov til at bestemme, men alligevel ikke kunne finde ud af det. Lejesvenden flygter, når ulven kommer og lader ulven gå på rov. Han kunne godt se, at I gamle dage betød det der med Gud meget mere for folk, end det gjorde i hans hverdag nu. Men det var alligevel som om det, han læste og det, han følte hang sammen. Han måtte hjem. Det skulle være nu. Der var alt for meget, der havde fået lov til at gå på rov i hans hjerne siden i aftes. Heldigvis holdt bussen parat. Vreden var forduftet. Bekymringen havde taget over. Hvordan skulle han tilgive sig selv, at han havde troet.. At han havde været så let til at lade sit eget indre bestemmedyr træffe den afgørelse. Og endda havde været lige ved at gå i fælden. Mon det i virkeligheden var ham, der var til leje. Ham der ikke kunne det hele af sig selv. Men havde brug for den gode hyrde. Hanne havde været syg. Derfor havde hun ikke været med. Har du fået en SMS? det var det eneste, hun havde spurgt om, da han kom hen til hende. Hun vidste det allerede.
Sigrid var forbi for lidt siden. Hun indrømmede det hele. Det synes jeg egentlig var flot af hende, sagde Hanne. Jeg kan godt tilgive hende. Peter syntes det var meget flot af Hanne. Mon kræfterne kom fra Den gode hyrde på korset. Han turde næsten ikke tænke tanken til ende, men han syntes det hang sammen. Og det gav ham mod til at finde de rigtige ord. Kunne hun også tilgive ham? For at have troet mere på sig selv end på hende. For at have bestemt. For at have lukket sig selv ude af den gode hyrdes fold ved kun at tro på sig selv. Det store knus hun gav ham fortalte mere end ord, at det kunne hun godt. AMEN