Temaguide Sundhedsområdet Indledning Efter kommunalvalget nedsættes de forskellige udvalg i kommunerne. Flere medlemmer er måske gamle kendinge, der har erfaring med det kommunale sundhedsområde, mens andre vil være helt nye. I nogle kommuner har man måske ikke haft et sundhedsudvalg før efter dette valg, og andre igen vil fortsat have en udvalgsstruktur, hvor sundhed er sammen med fx socialområdet. Uanset om udvalget er nyt eller gammelt eller består af nye medlemmer eller ej, så er det givtigt at tage sundhed op som tema for en politisk drøftelse. Denne temaguide er tænkt som et udgangspunkt for en diskussion i det politiske udvalg, der har ansvar for kommunens sundhed. Den rammer ned i nogle af de væsentligste temaer på en kortfattet måde. Og den rejser en række spørgsmål til debat, der kan medvirke til at afklare de store linjer i arbejdet med det kommunale sundhedsområde Vedlagt er KL oplæggene: Det nære sundhedsvæsen til debat, hvor vi kigger nærmere på kommunernes rolle i forhold til de syge borgere samt udspillet: Forebyggelse, der rykker!, der omhandler den borgerrettede forebyggelse. Den 12. februar 2010 Jnr 09.06.00 P05 Sagsid 000211281 Ref srp@kl.dk Dir 3370 Weidekampsgade 10 Postboks 3370 2300 København S Tlf 3370 3370 Fax 3370 3371 www.kl.dk 1/11 Følgende emner tages op i denne temaguide: 1. Indledning til det kommunale sundhedsområde 2. Den borgerrettede forebyggelse 3. Den patientrettede forebyggelse 4. Sammenhængende forløb 5. Flere sundhedsydelser i hjemmesygeplejen 6. Medfinansiering 1. Det kommunale sundhedsområde et område under forandring Kommunerne har årelang erfaring med at levere sundhedsydelser. Før opgave- og strukturreformen i 2007 havde kommunerne ansvaret for hjemmesygepleje, sundhedspleje og tandpleje. Opgave og strukturreformen indebar, at kommunernes rolle på sundhedsområdet på tre punkter blev ændret.
For det første fremgår det nu af selve formålsparagraffen til sundhedsloven, at regioner og kommuner i et samspil med staten skal udvikle sundhedsvæsenet. Dette betyder ikke blot, at det nu også i lovgivningen klart fremgår, at kommunerne varetager selvstændige sundhedsopgaver kommunerne er en del af sundhedsvæsenet og skal indgå aftaler med de øvrige aktører om sektorens fortsatte udvikling. For det andet er kommunernes opgaver blev udvidet med opgaver som genoptræning efter sygehusindlæggelse, forebyggelse og sundhedsfremme samt opgaver vedr. stof- og alkoholbehandling. Efter reformen har kommunerne i et samarbejde med de praktiserende læger ansvaret for hele den sundhedsmæssige indsats før og efter indlæggelse på sygehus. For det tredje medførte opgave- og strukturreformen også, at kommunerne i dag indgår i et mere forpligtende samarbejde med både sygehusene og de praktiserende læger. Kommunerne indgår nu i regionale samarbejdsudvalg mht. praksisplanlægning og udmøntning af overenskomsten med almen praksis. I forhold til sygehusene medfinansierer kommunerne ca. 20% af sygehusudgifterne og er forpligtet til at indgå sundhedsaftaler med henblik på at forbedre overgangen mellem sygehus og kommune. Kommunernes nye opgaver og rolle giver en række nye muligheder her og nu. På det fælleskommunale niveau er kommunerne blevet repræsenteret i en række bestyrelser, udvalg og arbejdsgrupper. Dette drejer sig både om itudvikling, kvalitetsudvikling, forskning, m.m. På regionalt plan er der kommet mere fokus på eksempelvis kommunens rolle i det gode patientforløb og forebyggelse af unødige indlæggelser på sygehus. I den enkelte kommune formuleres der sundhedspolitikker, hvorudfra kommunernes indsatser besluttes i forhold til ønsket om at flytte sundheden for kommunens borgere. Kommunernes større aktie i sundhedsvæsenet rejser spørgsmålet om kommunernes bidrag til det samlede sundhedsvæsen. Hvilke værdier skal kommunerne repræsentere og bære ind i det samlede sundhedsvæsen? Eller sagt på en anden måde: Hvad skal kommunerne være kendt for i fremtidens sundhedsvæsen? Skal kommunen være nationens garant for den brede, borgerrettede forebyggelse, der har fokus på de store og langsigtede linjer i folkesundheden? Skal kommunerne følge den stadige specialisering på fx. sygehusene, med en målsætning om at tilbyde specialiserede ydelser til borgere? Eller er kommunernes målsætning som i dag kendetegner ældreområdet at den enkelte medarbejder varetager flest mulige opgaver hos borgeren? 2
Debatemner: Hvad har reformen betydet i praksis for kommunen? Hvilke krav og forventninger skal den enkelte kommune og kommunerne samlet set stille til de øvrige sundhedsaktører? Hvad skal kommuner være kendt for i fremtidens sundhedsvæsen? 2. En aldrende befolkning Danmark bliver ældre. Vores middellevetid stiger, og i fremtiden vil det ikke være et særsyn, at en borger runder de 100 år. Ifølge Danmarks Statistik, vil andelen af borgere over 65 år stige fra 15 %. i 2005 til 24 % i 2030. Også andelen af de +80-årige vokser i perioden. Se figur 1. Det betyder alt andet lige, at det samlede træk på sundhedsvæsenet også øges. Figur 1: Andelen af ældre i befolkningen, 1980-2040 Kilde: Danmarks Statistik, www.dst.dk Vi bliver ældre, fordi vi overlever sygdomme, man tidligere døde af. Bedre muligheder for helbredelse eller livsforlængende behandling betyder samtidig, at stadig flere får brug for hjælp til at vende tilbage til livet. Det skønnes fx omkring 250.000 danskere lever med såkaldte senfølger af deres kræftsygdom. Denne gruppe vil vokse i de kommende år, og det vil det samlede behov for rehabilitering også. 3
Debatemner: Hvordan påvirker en aldrende befolkning kommunens tilbud og økonomi? Hvordan ruster kommunen sig til flere ældre på sundhedsområdet? 3. Den borgerrettede forebyggelse kommunerne er kommet godt i gang! Borgernes usunde vaner koster kommunerne dyrt i sundhedsudgifter, sociale udgifter, sygefravær, produktionstab, ringere livskvalitet og mistede leveår. Kommunerne kan med en effektiv og systematisk forebyggende indsats bidrage til, at danskerne får et sundere og længere liv. Kommunerne har taget ansvaret for den borgerrettede forebyggelse alvorligt. Og der er igangsat tusinder af forebyggende og sundhedsfremmende initiativer i kommunerne. Særligt har kommunerne taget risikofaktorerne: Kost, rygning, alkohol og motion (KRAM) til sig. KRAM-faktorerne er kommet for at blive, hvis vi skal forebygge livsstilssygdomme. Samtidig er tiden moden til, at andre risikofaktorer tages med ind i det forebyggende arbejde. En væsentlig udfordring er den ulige fordeling af sundhed i vores samfund. Kommunerne har mulighed for at begrænse uligheden i form af hyppige og varierede kontakter med borgerne. Udfordringen bliver, at udvikle nye og tone eksisterende indsatser til at have relevans for de borgere, der har et behov. Der er særligt muligheder for at tackle den stigende ulighed i sundhed gennem et stærkere fokus på bedre rammer for sund adfærd og levevis. Også det boligsociale arbejde, hvor den kommunale indsats rettes om særlige belastede områder, kan være en indgangsvinkel i arbejdet. Eksempler på strukturelle tiltag kan findes i KL s udspil om grundlæggende indsatser i den borgerettede forebyggelse, der er vedhæftet. Det er kendt, at arbejdet med at skabe sunde rammer i kommunen (sund mad, motion og flere cykelstier) bidrager til at gøre det sunde valg til det lette valg. Omvendt er de individrettede indsatser, hvor indsatsen er rettet mod en specifik målgruppe som fx tykke børn, vigtige i forhold til at løse særlige sundhedsudfordringer. Forebyggelsesområdet kan blive et mangfoldigt område, hvis der ikke sker en strategisk prioritering. De kommende sundhedsprofiler kan blive et nyttigt redskab i denne proces. Profilerne beskriver sundhedstilstanden blandt 4
kommunens voksne borgere. Og bidrager til, at give overblik over sundhedsudfordringerne i den enkelte kommune. KL lancerede i 2009 konkrete bud på kommunale indsatsområder, som udover KRAM omhandler ulykker, mental sundhed og seksuel sundhed. Der er en særlig udfordring knyttet til, hvordan kommunerne organiserer opgaven på en relevant og effektiv måde. Sundhed er ikke kun en opgave, der løses i sundhedsforvaltningen. Det er vigtigt, at der skabes solide politiske og administrative strukturer omkring forebyggelsen på tværs af forvaltninger. Debatemner: Hvordan opbygges der en struktur, der kan sikre en systematisk og langsigtet forebyggende indsats i kommunen? Hvad gør kommunen for at nå ud til alle borgergrupper børn, unge, voksne, gamle, højt- og lavtuddannede samt socialt udsatte grupper? Hvordan kan kommunen prioritere sine forebyggende indsatser? Læs også KL s udspil: Grundlæggende indsatser i den borgerrettede forebyggelse 4. Den patientrettede forebyggelse flere kronisk syge Der bliver i fremtiden flere danskere med en eller flere kroniske lidelser. Det skyldes, at vi får en mere aldrende befolkning (se afsnit 2). En anden faktor er knyttet til danskernes livsstil, hvor for meget tobak, alkohol og fedtholdig kost samt for lidt motion giver kroniske lidelser. Kommunerne er kommet i gang med at udvikle den patientrettede forebyggelse. Fx har mange kommuner etableret tilbud om patientuddannelse. Derudover har en del kommuner etableret tilbud til borgere med KOL, diabetes og hjertekar-sygdomme. Fremadrettet vil kommunerne skulle levere tilbud til en bred vifte af kronisk syge borgere med komplekse problemstillinger. Det stiller kommunerne over for en prioritering i forhold til, om kommunerne har fat i de rigtige borgere. Fx vil der ofte være uudnyttede muligheder for en målrettet og effektiv indsats over for langtidssygemeldte med muskel-skelet-lidelser og lettere former for angst. Men fokus er oftere på andre folkesygdomme. 5
Kommunerne skal derudover også forholde sig til, om alle borgere med samme sygdom skal have ens tilbud, eller om der skal ske tilbydes mere specialiserede tilbud baseret på en vurdering af den enkelte borgers behov. En anden udfordring bliver at finde en balance mellem behovet for specifikke og mere generelle tilbud, som retter sig mod en bred gruppe af kronikere. Til denne udfordring knytter spørgsmålet sig om, hvorledes kommunerne etablerer relevante og rentable tilbud med et tilstrækkeligt stort patientgrundlag? En stor del af de patientrettede indsatser, som kommunerne arbejder med, er erfaringsbaserede, og der er p.t. lidt viden om, hvorvidt de virker efter hensigten. For at komme videre, skal kommunerne have modet til at kigge på, om deres indsatser virker. Når der skal skaffes dokumentation, bliver det vigtigt at afklare, hvilke områder, der skal evalueres på samt niveauet for evalueringen. Spørgsmålet er også om det er relevant at etablere et tæt samarbejde med forskningsinstitutioner, regioner og andre kommuner. Kvaliteten af den patientrettede forebyggelse er afhængigt af et godt samarbejde mellem kommuner, praktiserende læger og sygehuse. Et velfungerende samarbejde kan bl.a. skabe grobund for kompetenceudvikling af medarbejderne i kommunerne. Det er samtidig en mulighed for at skabe kontakter og netværk på tværs af kommune, almen praksis og sygehuse, der er vigtig, når der skal søges viden og hjælp omkring syge borgere. Debatemner: Hvilke tilbud skal vi have til hvilke patienter? Har vi tilstrækkeligt med patienter til de tilbud vi laver eller påtænker at lave? Hvordan sætter vi skub i dokumentationen af den patientrettede forebyggelse? Hvordan er vores samarbejde med almen praksis og sygehusene om de syge borgere? Læs også KL s debatoplæg: Det nære sundhedsvæsen et debatoplæg om kommunernes rolle i patientbehandlingen. 6
5. Hvordan skaber vi sammenhængende forløb for borgeren hvad har reformen betydet? Et af argumenterne for, at kommunerne med reformen overtog ansvaret for en række opgaver fra de gamle amter var, at et mere samlet ansvar ville skabe en større sammenhæng i indsatsen for borgeren og dermed en bedre livskvalitet. De nye opgaver har også medført en større klarhed i opgavevaretagelsen, men har ikke løst problemet helt. Fx er der fortsat snitflader ift. patientrettet forebyggelse og genoptræningsområdet, hvor ansvaret er delt. Der er også fortsat mange overgange for borgerne både mellem sygehus, almen praksis og kommunerne og mellem de enkelte ydelser/tilbud i kommunen. Det er især i disse overgange, at der er risiko for, at koordinationen brister. Det er i regi af sundhedsaftalerne og den dialog, der er i Sundhedskoordinationsudvalget og i samordningsudvalgene på sygehusene, at parterne skal aftale, hvordan de løser de snitflader og de overgange der er, så borgeren oplever et godt forløb. Sammenhængen mellem de enkelte dele i kommunen kommer heller ikke af sig selv, men kræver, at kommunen forholder sig til organiseringen og hvordan man bedst sikrer et samspil i de sager, som går på tværs af forvaltningerne og forskellige indsatser. Med reformen er mange kommuner blevet større og har med de nye opgaver arbejdet for at skabe en organisering, som sikrer, at kommunerne løser opgaverne på bedste vis. En af de store udfordringer i kommunerne er, hvordan man sikrer koordinering i de komplekse sager, hvor borgeren har brug for flere ydelser fra forskellige dele af kommunen samtidigt. Her har en række kommuner gode erfaringer med at etablere koordinerende fora med deltagelse af de relevante fagpersoner. En anden udfordring er, hvordan kommunerne bliver bedre til at tænke og koble områder sammen som fx social-, arbejdsmarkeds- og sundhedsindsatsen. Her tænkes fx på det stigende antal af sygedagpengemodtagere og hvordan kommunerne gennem en målrettet tværfaglig indsats får lavet en bedre indsats. Her er samarbejdet med de eksterne aktører som sygehus og almen praksis også relevant og de aftaler, man laver i sundhedsaftalen. Her kan kommunerne fx aftale, hvordan de sammen med almen praksis og sygehusene sikrer en hurtig udredning og arbejdsdeling. 7
De foreløbige erfaringer med sundhedsaftalerne, som værktøj til at skabe mere sammenhæng mellem sygehus, almen praksis og kommunerne, er gode. Kommunerne finder klart, at det er et skridt til en bedre koordinering og arbejdsfordeling. En central udfordring er, at almen praksis som liberalt erhverv ikke som sådan kan bindes af sundhedsaftalen, men at det her er overenskomstsystemet og dialog, som skal i brug. Ligeledes er det en udfordring at få aftalen spredt ud til personalet på sygehusene, kommunerne og i almen praksis og få en forståelse for, at det er en fælles forpligtelse. Ønsket om mere sammenhæng på tværs af forskellige aktører, sektorer mv. er ikke nyt og vil også til stadighed være en opgave, som udfordrer kommunerne og de aktører vi samarbejder med. De kommende år vil især dreje sig om at få forudsætningerne for effektiv kommunikation som it helt på plads, sikre en effektiv arbejdsdeling især på psykiatriområdet og udbrede forløbstankegangen. Debatemner: Hvilke områder er især relevant at få en tættere drøftelse med almen praksis om? Hvordan kan sygehuset understøtte en bedre sammenhæng i opgavevaretagelsen? I hvilke sager er der især behov for et bedre samspil på tværs af de enkelte forvaltninger/dele? 6. Hjælpemiddelområdet Kommunernes hjælpemiddelområde dækker over mange forskellige delområder ud over, det vi normalt forbinder med de traditionelle hjælpemidler som kørestole, gangstativer og el-scootere. Det drejer sig fx om høreapparater, inkontinens- og stomihjælpemidler, boligændringer og støtte til køb af handicapbil. Området fylder måske ikke så meget ift. kommunens samlede økonomi, men der er tale om et område, hvor kommunerne oplever stigende udgifter. Det drejer dig især om udgifter til høreapparater, stomi, diab e- teshjælpemidler og boligindretning. Området har stor bevågenhed hos borgerne. De stigende udgifter skyldes bl.a., at borgerne bliver ældre, bliver tidligere udskrevet i dårligere stand og at den nye teknologi giver flere muligheder for, at borgeren kan leve et liv så tæt på det normale som muligt. Samtidigt står kommunerne også over for den udfordring, at borgerne har stigende forventninger til et fortsat rask og rørigt liv, selvom de bliver ældre og syge. 8
De politiske vinde fra Christiansborg om regelforenkling og større valgfrihed for borgerne blæser også ind over hjælpemiddelområdet. Det er i sig selv gode tiltag, men kan desværre risikere at skabe en skævvridning på hjælpemiddelområdet. Det drejer sig for det første om, at en stor del af hjælpemiddelområdet tager afsæt i en genbrugstankegang. For det andet, at formidling af hjælpemidler sker i en tæt faglig sparring og dialog mellem borgeren og den faglige medarbejder for at sikre, at borgeren får så stor gavn af hjælpemidlet som muligt. Området undergår i disse år en massiv udvikling med de nye teknologiske muligheder som fx omsorgsteknologi, robotteknologi mv. Det vil klart være et område, hvor kommunerne vil kunne finde nogle gode løsninger fremover ift. de udfordringer, de står over for med at rekruttere personale på fx pleje- og omsorgsområdet. Her er det nødvendigt, at kommunerne er i front og deltager i projekter fx med andre kommuner og andre aktører. ABTfonden (Anvendt Borgernær Teknologi) vil her være et oplagt sted at søge midler til at understøtte projekterne. Hjælpemiddelområdet er også et af seks aftaleområder i de sundhedsaftaler, som kommunerne indgår med regionen. Her aftales den nærmere opgavefordeling på området og hvordan parterne sikrer, at borgeren oplever en god overgang og udlevering af hjælpemidler eller behandlingsredskaber. Debatemner: Hvordan imødekommer vi det stigende økonomiske pres på hjælpemiddelområdet? Hvordan arbejder vi for en større grad af koordinering mellem hjælpemiddelområdet og de øvrige områder som fx hjemmeplejen, så vi får skabt en mere proaktiv indsats? Hvordan kan kommunen deltage i projektet omkring udvikling og indførsel af nye hjælpemidler? 7. Nye og flere sundhedsydelser i hjemmesygeplejen hvad gør vi ved det? Den øgede specialisering og effektivisering på sygehusene medfører kortere indlæggelsestider. Af figuren fremgår det, at patienterne er indlagt stadigt kortere tid. Og faldet er størst for de ældste borgere. De ældste borgere er samtidig dem, der modtager flest sygeplejeydelser og mest pleje fra kommunerne. 9
10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 0-64 år 65-79 år 80+ år I alt Udviklingen i sygehusvæsenet betyder flere opgaver til kommunerne. Kommunerne bruger i dag mere tid på især de ældre medicinske patienter, der får mere hjemmehjælp og hjemmesygepleje end tidligere. De kortere liggetider og stigningen i ambulante behandlingsmuligheder betyder nemlig, at kommunerne får flere og mere komplicerede plejeopgaver end før. Der henvises til KL s temaguide på ældreområdet, hvor konsekvenser af denne udvikling udfoldes. 8. Medfinansiering et vigtigt ben i sundhedsreformen. Kommunerne fik med sundhedsreformen i 2007 ansvaret for at medfinansiere forbruget af sundhedsydelser for kommunens borgere. Hensigten med medfinansieringen er at give kommunerne økonomiske incitamenter til at holde kommunens borgere så sunde og raske som muligt. Rationalet er således, at hvis det lykkes kommunen at forebygge nogle indlæggelser, kan kommunen spare penge i medfinansieringsudgifter. Et andet aspekt af medfinansieringen er, at den er med til at understøtte kommunernes rolle som medspiller i sundhedsvæsenet. Når kommunerne medfinansierer en andel af udgifterne i det regionale sundhedsvæsen, giver det kommunerne en legitim grund til at interessere sig for kvaliteten af de ydelser, der leveres i sundhedsvæsenet. Den kommunale medfinansiering udgør ca. 20 % af de regionale sundhedsudgifter. Medfinansieringen består i dag af to dele, dels et grundbidrag, som er et fast beløb pr. indbygger og dels et aktivitetsafhængigt bidrag, som udløses hver gang en borger benytter det regionale sundhedsvæsen. Den aktivitetsafhængige medfinansiering dækker alle former for regionale sundhedsydelser, dvs. både indlæggelser, ambulante besøg, besøg hos praktiserende læger og andre sygesikringsydelser. 10
Hvad kan kommunerne gøre for at påvirke medfinansieringsudgifterne? På lang sigt er det formentlig muligt for kommunerne at påvirke en stor del af borgernes forbrug af sundhedsydelser. Kommunerne kan fx gennem deres forebyggelsesindsatser medvirke til, at der bliver færre rygere, og derved færre KOL- og kræftpatienter mv. På kort sigt er der færre sundhedsydelser, som kommunerne kan påvirke forbruget af. Men der er stadig en hel at gøre, også på kort sigt. Det kan være at mindske antallet af hjemmehjælpsmodtagere, der indlægges med dehydrering, tryksår, lungebetændelse mv. Det kan også være ved at etablere kommunale akutindsatser, som kan træde til i stedet for en indlæggelse, hvis der fx er behov for observation eller lign. For at de økonomiske incitamenter i medfinansieringen kommer til at virke bedst muligt, bør de være synlige for de kommunale aktører, som har størst mulighed for at påvirke forbruget af sundhedsydelser. Det kan fx gøres ved at lægge (en del af) det økonomiske ansvar for medfinansieringsudgifterne ud til fx ældrechefen eller kommunens områdeledere. Det forudsætter dog, at aktørerne har mulighed for at følge udviklingen i sundhedsforbruget i deres egen målgruppe, fx at følge medfinansieringsudgifterne for hjemmehjælpsmodtagere på et bestemt plejehjem. Sundhedsstyrelsen og KL er i gang med at etablere en bedre dataadgang på sundhedsområdet for kommunerne, så det eksempelvis bliver muligt at trække ovenstående data og at koble oplysninger om borgernes sundhedsforbrug med oplysninger fra kommunens registre, fx data fra omsorgssystemerne. Debatemner: Hvilke initiativer kan tages for at undgå indlæggelser? Hvilke tilskyndelser har de enkelte ledere til at forebygge, at borgere unødigt indlægges? 11