1 Prædiken til pinsedag 2014 kl. 10.00 290 I al sin glans 288 Drag ind af disse porte 285 Hør himmelsus 292 Kærligheds og sandheds ånd 439 O, du Guds lam 294 v. 3 af Talsmand som på jorderige 291 Du som går ud I kender den, for den for den bliver hos jer og skal være i jer. Det er Guds Ånd, Jesus taler om, Helligånden, som bliver hos os og skal være i os. Blive hos og være i. Jeg kan godt tænke om mig selv, at jeg er et menneske, som Helligånden er hos, men når det kommer til det næste, så tror jeg nok, jeg synes, at det er for stort til mig. At Helligånden
2 ligefrem er i mig- jo nok som livsånde, som det, der holder mig levende, men hvis Helligånden virkelig var i mig, så ville jeg vel ikke være et menneske, der ideligt svigtede og forsømte? Men på den anden side: Jeg er jo døbt. Guds Ånd bliver hos jer og skal være i jer. Det er svært at gribe fat om, men måske er det ikke mere indviklet end at det er Guds Ånd i os, der giver os at vide det, som dåben forkynder: at vi er Guds mennesker, at vi er børn af huset, at vi hører til dér, hos Gud, ikke bare i dag og i morgen, men altid. Guds Ånd bliver hos jer og skal være i jer. Var det ikke også det, disciplene oplevede det den første pinsedag? Egentlig skulle de være
3 taget hjem til Galilæa, efter himmelfarten begyndte de at pakke deres få ejendele. Det var vel så det. Som at have været med i et strålende eventyr i tre år, og nok et eventyr, som dramatisk ændrede slutning i sidste øjeblik, da Jesus stod op af graven. Men så flød det ligesom ud, Jesus forsvandt. Og det kunne godt være, at han havde sagt, at han ikke ville efterlade dem alene og at han ville være hos dem, og når de spiste brødet og drak vinen og alt det dér. Men han var der jo ikke. Det kunne de alle sammen se og fornemme. Han var væk, de var ene og man kan ikke blive ved at leve på noget, der var, i hvert fald ikke, når man ikke var ældre end disciplene. Hvorfor de ikke allerede var taget afsted, forstod vist ingen af dem. Det var nok fordi det
4 var svært at komme tilbage til landsbyen som mænd, der var ramt af fiasko, som havde ladt sig føre vild sådan ville folk jo tænke. Hvem hjemme i Kapernaum ville tro på, at Jesus var stået op fra de døde, men nu faret til himmels? Rygterne om Jesu skammelige død var nået til Kapernaum. Og man kunne ikke helt regne med folk, der forlod alt for at følge en vandreprædikant. Så var det heller ikke nemmere for disciplene at vende tilbage. Eller også var der noget, der holdt igen, noget som de ikke selv vidste af, men siden tænkte om som Gud selv. - - Når vi føler os allermest uduelig som menneske og som menighed og kirke og er ved at miste modet, både over os selv og andre og
5 over alt det, der ikke lykkes, så er det forunderligt at tænke på Jesu disciple dér på pinsedagen. Så tvivlrådige og vaklende og i egne øjne uduelige og afmægtige mennesker tror jeg, man skal lede længe efter, ja nærmest færdige: det var så det. De boede sammen i ét rum, i hvert fald hvis Acta står til troende, næsten som asylansøgere, der har søgt tilflugt i en kirke, og selv om deres krav til komfort var helt anderledes end vore, så fyldtes rummet jo med deres mismod og mærkelige retningsløshed. Fra kr. himmelfart til pinse nåede de at mundhugges om småting indtil flere gange. Og de turde ikke rigtig gå ud, selv om romerne allerede for uger siden havde lagt Jesus hen under afsluttede sager, og ingen gad bekymre sig om dem. Endnu, må jeg tilføje.
6 Men bangeheden sad i dem og en frygt, der bor i ens eget hoved er jo mindst ligeså virkelig som én, der har rod i virkeligheden. De sendte kvinderne, når der skulle købes ind og det var også ved at være lidt småt med midler. De måtte altså se at komme hjem. Men nu var der lige pinsen, festen for pagtslutningen på Sinai, da Moses modtog lovens tavler. Og så kunne de rejse, når den højtid var ovre. De havde bestemt, de ville i templet, men syntes også det var så mærkeligt, som om pagten på Sinai på en måde havde udspillet sig selv. Et nyt bud giver jeg jer, at I skal elske hinanden sådan havde Jesus sagt og med det i hånden gav de andre ting jo sig selv. Og pagten. Havde Jesus ikke sagt, at brødet og vinen var en ny pagt? Eller huskede de galt.
7 De var så splittede i det, det var ligesom ikke til at finde op og ned i noget som helst. Og hvad betød det i øvrigt, hvad de mente og tænkte? Jesus var jo væk. De nåede aldrig i templet denne første pinse. De blev overrumplet af Helligånden, af Guds Ånd sendt til verden med trøst og mod og kærlighed fra Gud. - - Apostlenes gerninger fortæller om ildtunger om ilden der varmer uden at brænde - og om vindstød. Lukas, der har skrevet apostlenes gerninger, var i samme forlegenhed som alle kristne efter ham: at man ikke kan se Guds Ånd og kan have vældig svært ved at gribe om den og bruger ilden og vinden som dens
8 tegn. Eller, hvem ved: måske var det netop sådan, det skete, det ved ingen. Og de her fortrykte fiskere, der ikke kunne finde op og ned i noget eller bekvemme sig til at tage hjem, rejste sig op, de slog skodderne til side så lyset kunne komme ind og gik udenfor. Med ét vidste de, hvad de skulle, pludselig var der en retning, der var op og ned, der var en vej at gå ad, der var mod, der var mening, der var håb, der var glæde. Men først og sidst følte de sig gennemstrømmet af en oplevelse af at høre til, at have hjemme i verden og hos Gud på én og samme tid. Mening, håb, mod og glæde og det at vide at man hører til. Den dag blev kirken til, af uduelige mennesker, der ikke kunne finde ud af noget,
9 men som alligevel gjorde det drevet af Guds ånd, der var komme til dem, ja i dem som en dyb erfaring at have hjemsted og plads hos Gud med uduelighed og det hele. - - Guds Ånd bliver hos jer og skal være i jer.