Dagmar og Villy Rolsted's Liv

Dagmar og Villy Rolsted's Liv Af Richardt Rolsted. 1

Skrevet af Richardt Rolsted i 2011 og revideret i 2012. 2

Forord. Denne udgave er en forkortet erindringsudgave om mine forældres liv. Formålet, eller ideen, med at skrive denne beretning er at skrive om mine forældre, og særligt om et helt specielt menneske, som ikke findes mere nemlig om min mor, Dagmar Alvilda Madsen Rolsted. Et menneske blandt mange andre, et menneske i mængden, og dog, mor var et unikt menneske, et menneske som der desværre kun er ganske få af tilbage i denne verden. Men det er også samtidig et forsøg på, at skrive om mine forældres livsforløb således, at eftertiden dvs. mine børn, børnebørn osv., får en mulighed for, at læse om deres egen families tid og forhold, og ikke kun høre en eller anden tilfældig beretning om en svunden tid. Jeg håber også med denne beskrivelse, at inspirere andre i familien og slægt til at skrive om deres livsforløb, jeg har mange gange bedt far om at skrive ned hvad han har oplevet igennem livet, han sagde også flere gange ja til at det ville han gerne, men jeg har aldrig set noget til det. Jeg har så med dette, forsøgt at sammenfatte mine forældres liv fra vugge til grav, men det kan aldrig bliver det samme som hvis det var gjort af dem der selv har oplevet det. Jeg har selv tænkt mig at nedskrive hvordan mit livsforløb har udviklet sig, og hvis andre gjorde det samme med deres livshistorie så kunne det efterhånden blive interessant læsning for efterkommere og slægt. Richardt Rolsted. 3

4

Dagmar Alvilda Madsen Rolsted, blev født en vinterdag kort før første verdenskrig, helt nøjagtig den 2. februar 1913, i Storenor Mark, Malling Sogn. Hendes far, min morfar, Mads Pedersen var fisker og landmand, mormor, Johanne (f. Olesen) var morfars anden kone og var 28 år yngre end ham. For dem, som for så mange andre, var hverdagen slidsom, min mor var nr. 5 i en søskendeflok på 6, og havde to af tre halvsøskende, fra morfars første ægteskab. Mor gik i skole i Ajstrup, ca. 3 km. fra hjemmet i Norsminde, turen foregik jo til fods, så om vinteren var det med at have frisk halm i træskoene så man ikke frøs fødderne. Efter skole skulle der hjælpes til i såvel huset som i marken, og det gjaldt naturligvis hele søskendeflokken. Om min morfar ved jeg ikke ret meget, for han døde i august 1945 i en alder af 94 år, da jeg var 5 år, han oplevede dermed afslutningen på anden verdenskrig. Jeg husker dog at han røg på en lang pibe og havde en spytbakke. Nogle avisudklip som jeg har fundet i far og mors gemmer fortæller, at han har været en aktiv mand, ud over at være både fisker og landmand, har han også siddet i sognerådet og haft flere tillidsposter. Jeg kan imidlertid huske at vi har været på besøg hos mormor og morfar i deres hus ved vandet, et hus som var bygget på en grund som var udstykket fra gården. Senere når vi besøgte mormor, så legede vi tit oppe på loftet og her fandt vi bl.a. en gammel sabel, som det hed sig at morfar havde haft som soldat. Det fortaltes også at han havde sejlet med Fregatten Jylland, hvilket rent tidsmæssigt godt kan passe, om det er tilfældet har det ikke været muligt at finde ud af, men at han blot skulle have været ombord på Fregatten Jylland da 5

det var kaserneskib, kan udelukkes af den enkle grund at Jylland først blev kaserneskib i 1887, da morfar var 37 år. At han opnåede at holde sølvbryllup med to koner, fortæller i sig selv en hel del om ham. Mormor husker jeg derimod ret godt, og jeg har aldrig været i tvivl om hvorfra mors milde sind og væremåde stammede. Mormor boede i mange år efter morfars død, alene i det store hus tæt ved vandet i Norsminde. 6

Både jeg og min bror John har været på ferie hos mormor, hvilket var ret spændende, for hun havde en iskiosk hvorfra der af og til vankede et eller andet sødt, som vi bestemt ikke var forvænt med. Mormor havde hele sit liv været vant til at spare og den sparsommelighed forlod hende aldrig, selv små stykker kød fra en middag eller en kartoffel, blev gemt til senere brug. Således var noget medisterpølse som vi skulle have til middag, også blevet gemt i spisekammeret, heldigvis kom vores moster Lilly på besøg den dag og hjalp så med at lave middagsmad, da hun tog pølsen opdager hun at den var helt levende, så den røg direkte ud på kompostbunken. Havde hun ikke været der, er der ikke nogen tvivl om at mormor havde stegt og serveret den til middag, for hendes syn var mildt sagt ikke så godt. En gang da vi var på besøg hos mormor, kom min morbror og tante på besøg og vi var med dem inde i Århus for at besøge morbrors halvsøster Lis og hendes mand Peter, her var også andre af vores fætre og kusiner tilstede. Årsagen til morbror Ankers besøg var desværre af en noget kedelig karakter, for han satte straks gang i at mormor fik solgt huset og kom på plejehjem. Hun har på det tidspunkt været ca. 75 år og var alderdomssvækket, bl.a. så snød nogle af kunderne hende når de handlede i iskiosken, de påstod f.eks. at de havde betalt selv om det ikke var tilfældet. Det var dejligt at være ved stranden og sjovt at udforske det store loft i huset, der var mange spændende ting at se på, bl.a. den omtalte sabel, men også hemmelige rum i møbler. Så vidt jeg erindrer at have fået fortalt, så kom mor tidligt ud at tjene på en gård, men i hvert fald viser en anbefaling, at hun efter sin konfirmation, dvs. i 1927, har været i huset et år hos 7

Rentier P. Andersen i Kysing, hos hvem hun igen tjente fra november 1929 til maj 1931. Fra nov. 1931 til nov. 1932 tjente hun på Lundgaard i Kysing hos Karen Nielsen. 8

Nøjagtig hvornår mor kom til København vides ikke, men det er formodentlig sket en gang i 1936 eller 1937, og hun kom da i huset hos en familie. Christian Villy Rolsted, min far, blev født under 1. verdenskrig, dvs. den 13. juni 1916. Min farmor, Ane Dorthea Sørensen, døde allerede da far var 10 år, altså i 1926. Farfar, Carl Alfred Rolsted, var således alene om at opdrage tre børn, far, fars lillesøster Gurli og deres lillebror Gunnar, men han fik dog på et tidspunkt hjælp af en husbestyrerinde som han senere blev gift med, og de fik sønnen Mogens. At det har været en svær tid for far, vidner en Standpunktsbog fra Tåsingegade skole fra perioden 1928 1930 om. Karaktererne, med undtagelse for legemsøvelse, lå på det jævne, men 8 oversidninger og en bemærkning om for ringe flid med regning og matematik, vidner om at der ikke var den store koncentration om skolen og det sidste år tyder i alt 9 sygedage i 6 perioder på, at der nok var tale om pjækkeri, og far blev da også udskrevet af skolen den 30. juni 1930, med et lille mg- i gennemsnit, 17 dage efter sin 14 års fødselsdag. I løbet af tiden fra 1. april 1931 til 1. maj 1933, tjente far på to gårde i Kirke Saaby. Herefter arbejdede han hos en gartner til 1. januar 1934, inden han i maj måned tog hyre som messedreng på skibet Jan, hvorfra han igen afmønstrede den 30. marts 1935. Af fars omtale af sin tid til søs, fik vi børn nærmest det indtryk at han havde sejlet jorden rundt flere gange, omtalen af tiden var i hvert fald meget farverig. 9

I 1937 arbejdede far på K.A.Hartmann s maskinfabrik i en god måneds tid, og blev så fyret af en værkfører, C. A. Rolsted, angivelig pga. indskrænkninger, men da denne værkfører formodentlig er identisk med hans far, Carl Alfred Rolsted, har der sandsynligvis ligget noget andet bag. Vi skriver nu 1937, og er antagelig fremme ved den tid hvor mor og far traf hinanden. Jeg kan huske jeg har fået fortalt, at det skete hos en fælles bekendt kaldet Nis hvor far gjorde, sine hoser grønne - eller opmærksom på sig selv - ved gentagende gange, at skyde mor i bagdelen med en bukseelastik. Det var måske ikke den mest opfindsomme fremgangsmåde, men den virkede åbenbart, for de blev gift den 6. maj 1939. 10

Far var på session i 1934 og er optaget i lægdsrullen med nummer 1-15-x-749, af hans tjenestebog fremgår det, at far boede Mimersgade 67, 5.sal, på den tid hvor han mødte mor. Kort efter at de var blevet gift, flyttede de den 12. maj 1939 i haveforeningen Lillie på Landsdommervej i have nr. 21., her boede de stadig da jeg blev født den 18. maj 1940, en god måned efter anden verdenskrigs udbrud. 11

Jeg kan huske at mor har omtalt, at venner og familie var lidt bekymrede for om mor skulle nedkomme i for tidligt i forbindelse med oplysningen om, at Danmark var blevet besat, for det var der flere som gjorde. Den 28. august 1940 flyttede de til Poppelgade 14 4.tv. På grund af krigen og mangel på arbejde flytter de nu jævnligt rundt i landet. Den 15. januar 1941 flytter de til Mønsteds hus i Storenor i Jylland. Den 30. maj 1942 flytter de til Strandholmskassernen i Rødbyhavn hvor John blev født den 21. august. I november samme år flytter de til Søndergade 18. i Rødby hvor de boede til 15. sept. 1944. Søndergade 18, Rødby. Det vil sige, at mor boede der til september 1944, for far var flyttet til Århus på grund af, at han kunne få arbejde derovre. Her deltog far i forskellige ting under krigen, hvilket vi børn aldrig har fået indsigt i, for far har aldrig villet tale om tiden under krigen, men jeg kan huske at mor tit var bange og især 12

da det bankede på døren en nat, da troede hun det var tyskerne der kom for at søge efter far, men det var netop far der var rejst fra Århus fordi han savnede mor. September 1944 flyttede alle igen til Jylland og boede midlertidigt hos morfar og mormor i Storenor Mark, og derefter flyttede vi rundt til en tre fire steder hvor der nu kunne findes arbejde, bl.a. arbejdede far som fodermester på en gård. Far og søn, Fodermesteren og Richardt Det sidste sted vi boede i Jylland, var i et gammelt hus ved landevejen lige over for en lille skov, og her blev tvillingerne Leo og Leif født den 14. maj 1946. Jeg var jo kun 6. år men jeg husker tydeligt at far, John og jeg, lå på den anden side af vejen i kanten op til skoven og ventede, medens mor skulle føde under kyndig hjælp af en jordemor. Da den første var født ville far ind til mor, men fik at vide, at han måtte vente lidt for der var en til. Da den næste var kommet til verden blev far kaldt ind, men inden han nåede så vidt blev der sagt, nej vent lidt, jeg tror der er en til far var rystet 13

men blev dog kort efter beroliget med, at det var falsk alarm, der var kun to. Kun to! ja, men det gav også nok at lave så jeg måtte fortsat hjælpe mor med at hente vand ind fra brønden udenfor, brænde til komfuret fra brændeskuret, plukke bær, trække rabarber og meget mere, men jeg husker tiden i det gamle hus med stor glæde og tænker ofte tilbage på den tid. I efteråret 1947 flyttede vi til Smørumvej 37 i Husum, hos min faster Gurli og onkel Vilhelm. Jeg havde lige nået at gå ca. 14 dage i skole i Ajstrup skole hvor vi gik to klasser sammen, nemlig 1. klasse og så vidt jeg husker 3. klasse. Vi havde der skrevet med griffel på en skiffertavle, så der var tale om en stor omvæltning da jeg kom på Kettevejen skole i Husum. Vi boede i faster og onkels rækkehus på 1. sal, de havde selv fire børn, så med far og mor og os 4, var der trængsel i huset i den tid vi boede der, hvilket var omkring et år, så vidt jeg erindrer. Fra Husum flyttede vi til Hvidovre i Strandmarksparken som lå på Gl. Køgevej, her boede vi vel omkring 2 år, inden vi i nov. 1950 flyttede til Beringparken på Gl. Køgevej 275 B, 2. Her blev Preben født den 20. december 1951. Nu var vi så 5 børn og far havde mange forskellige job lige fra metalstøber, drivhusmaler, arbejde på vejen, ved kommunen og ved DSB. Der skulle jo penge til hele tiden, men af og til var der arbejdsløshed og sygdom, så manglede der penge til tøj og mad, men hele i tøjet var vi altid, for mor kunne selv sy, lappe, strikke og hækle, så vi har aldrig gået i hullet eller laset tøj. Manglede der penge til mad, ja så blev et eller andet solgt, f.eks. en bogserie. 14

Økonomien blev nu langsomt bedre medens vi boede i Hvidovre, og i 1952 besluttede far og mor sig til at købe en grund i Herlev og selv bygge et hus. Grunden kostede 5.000 kr. og huset skulle kunne bygges for 37.000 kr., vel at mærke et hus med kælder med bl.a. 2 værelse, en stueetage med 2 stuer, køkken, gang, entre og badeværelse og på første sal tre værelser. Da det var et statslånshus var der desuden visse andre krav der skulle være opfyldt. Huset på Køllegårdsvej 62. under opførelse. Venner og bekendte var skeptiske, eller nærmere rystede, det var et stort vovestykke, tænk at en arbejderfamilie, oven i købet med fem børn, troede at de kunne klare at bygge et hus selv. Rent praktisk var det en stor mundfuld, og så endda uden at far havde en håndværkeruddannelse, men især økonomisk var det et vovestykke at satse så mange penge. Men huset blev bygget, og medens det skete boede vi på grunden i en gammel jernbanevogn fra DSB. 15

Byggepladsen med jernbanevognen i baggrunden. Alle gav vi et nap med og ikke mindst mor sled bravt i det, samtidig med at hun lavede mad og holdt orden på den meget beskedne plads der var i togvognen. Varmt vand var der ikke noget af, så vasketøjet blev skyllet i koldt vand ude på for perronen af togvognen, også om vinteren Huset blev færdigt i løbet af 1953, og de første år var bestemt ikke noget at prale af, økonomien var stram, så mor måtte tage hjemmearbejde med at sy hynder til bl.a. havestol. Det var også på dette tidspunkt at vi nær var udvandret til Australien, for selv om vi økonomisk havde fået det lidt bedre, så syntes far at udsigterne for fremtiden ikke var særligt lovende, og derfor puslede han med tanken om at emigrere til Australien. 16

Selv om mor ikke var meget for ideen, lod hun sig på et tidspunkt overtale, men inden det blev til alvor, så døde mormor. Efter begravelsen, og det der skulle ordnes efterfølgende, ebbede tanken om Australien langsomt ud, ikke fordi der var nogen arv der forbedrede vores hverdag, det blev blot til endnu en af mange ikke realiserede drømme. Efterhånden kunne det dog mærkes at økonomien blev bedre, og haven, der var en gammel losseplads hvor men fandt alskens ting fra cykelstel til natpotter og rustne dåser, blev anlagt, og blev til en have som blev beundret af mange. Da jeg blev konfirmeret i 1954 var der for første gang råd til at samle en stor del af familien til en dejlig fest. Alt begyndte nu at gå bedre og bedre, jeg husker også mange gode stunder hvor far læste op af bl.a. Jack Londons bøger. Ofte sad vi også og sang sammen alle sammen, en ting mor satte stor pris på og nød meget. Fjernsynet var nu opfundet, men var ikke noget den almindelige familie havde endnu, i stedet sad vi klistret til højttaleren i radioen og lyttede til radioteatret, bl.a. Siva skriget og Gregory mysteriet. Det slidsomme liv begyndte at sætte sine spor på mor, bl.a. fik hun leddegigt som hun fik flere guldkure mod, før hun til sidst måtte lade først det ene, så de andet håndled operere stive, for at slippe fri af smerterne. Alligevel klarede hun alting i hverdagen uden at kny. På et tidspunkt begyndte far og mor at gå til folkedans og det blev deres helt store interesse, så meget, at far blev folkedanseleder, først i Herlev og siden i Frederiksværk, for til sidst at slutte i en nystartet forening i Melby. Men også i amtet gjorde far et stort stykke arbejde bl.a. som Amtsleder. Til at hjælpe sig når nye trin skulle indøves, havde far stor hjælp af mor, som således var en slags hjælpeleder. 17

I 1957 købte far og mor et møntvaskeri i Herlevhuse, og det gik rigtig godt med økonomien, der blev købt en bil, så vasketøjet kunne køres ud, selv om der jo egentlig var tale om selvbetjeningsvaskeri. Fjernsyn blev der også købt, så nu havde vi det endeligt som gennemsnitsdanskeren havde det, eller måske endda, en lille smule bedre. Men ak! maskinerne var gamle og ved at være udslidte, og nye var pokkers dyre, nej! så kunne man lige så godt købe et helt nyt vaskeri som netop var færdigt i Frederiksværk. Record vask i Herlev. Det skal siges at overvejelserne var mange, bl.a. fordi mor havde svoret, at hun ikke ville flytte fra det hus de selv havde bygget, det var det trettende sted de boede, og tretten var mors lykketal. 18

Det blev dog besluttet at vove springet, og fristende var det da også at overtage noget helt nyt, det skete så i 1965. Nu var der bare det, at møntvaskeri ideen, ikke var kommet helt til provinsen endnu, og når de så blev snydt af den der købte vaskeriet i Herlev, således at far og mor ikke fik de penge ud af det som de havde regnet med, ja så var det meget svært at få det til at løbe rundt. Det endte da også med at de måtte opgive det hele og finde på noget andet. En kort tid arbejdede far på Stålvalseværket, men en mand der havde fået vasket hos mor og far, havde et lysestøberi med hånddyppede lys i Asserbo, han kunne godt bruge en mand og ansatte far. Fra lysværkstedet på Kongelysvej. De fandt så et hus i Nødebohuse, et anneks der hørte til et tidligere pensionat som nu brugtes til bolig for de mange Jugoslaviske arbejdere der arbejdede på Stålvalseværket. Det hus lejede de i første omgang, og far begyndte sin karriere som lysestøber. I 1966 overtog far støberiet og drev det i to år fra adressen på Kastanievej i Asserbo. 19

Driften af lysestøberiet gik så godt, at far og mor kunne købe det hus de havde lejet og sætte det i stand, bl.a. med en udvidelse af stuen og et nyt køkken og badeværelse. Så en dag hvor vi var på besøg hos far og mor, formodentlig for at hjælpe med byggeriet, spurgte far om jeg ikke kunne tænke mig at købe den gamle gård der var til salg på Kongelysvej 12. Far havde kun et år tilbage af sin lejekontrakt i Asserbo så han ville meget gerne finde nogle andre lokaler i stedt for at forlænge kontrakten, og på gården kunne der indrettes nogle rigtigt gode lokaler. Mit svar faldt prompte, det gamle lort!, jeg vil hverken eje eller have det. Gården på Kongelysvej 12, som den så ud ved købet i 1968. Alligevel endte det med at vi købte gården, og efter en større ombygning flyttede lysestøberiet dertil. 20

I løbet af otte år hvor økonomien gjorde, at far og mor kunne købe ny bil og campingvogn, begyndte de at tage på flere ferier i udlandet, bl.a. Østrig og Italien hvor de også havde Tove med, Deres ældste barnebarn Kirsten og min datter, men især Norge hvor Kirsten og jeg, og ikke mindste alle mine brødre, en gang var med dem på ferie, blev deres foretrukne rejsemål. Helt godt gik de dog ikke med økonomien, måske mest fordi far ikke rigtig havde taget højde for, at hånddyppede lys i høj grad var et modefænomen, og da dypningen af lys - hvor netop det, at det blev dyppet i stedt for støbt - blev automatiseret og dermed blev billigere, var der ikke længer de store penge i det. Da vi i 1976 pga. Kirstens sygdom blev enige om, at vi blev nødt til at flytte ind til selve Hundested, opgav far helt at fortsætte lysestøberiet, og han tog igen, nu i en alder af 60. år, arbejde som jord og beton arbejder, bl.a. sammen med Leo, det syntes jeg var utrolig flot gjort. Far og mor boede nu i flere år i deres hus i Nødebohuse, og efter at far gik på pension nød de virkelig livet i deres hus og have, så meget at de ikke ville væk derfra da det begyndte at knibe med at holde det hele i stand. I foråret 2001 blev far meget dårlig men ville ikke søge læge, først da jeg bestilte tid, accepterede han at tage til lægen. Da jeg kom for at hente ham ville han alligevel ikke med, jeg fik så lægen til at komme og se på far, hvorefter han omgående blev indlagt på hospitalet, for første gang i sit liv. Dette skete en tirsdag, og om torsdagen blev vi kaldt ind på hospitalet, fordi de ikke regnede med at far ville overleve den ekstremt lave blodprocent han havde. 21

Far lå på hospitalet i omkring en måned uden den store fremgang. Da han fik lov at komme hjem i påsken, skete der en stor ændring, og det gik derpå så godt fremad, at han kort efter blev udskrevet fra hospitalet. Mor og far havde som sagt de sidste par år haft svært ved at holde såvel hus som haven i orden, og selv om mor fik hjælp til personlig pleje så var det, efter fars sygdom, ikke nok til at de kunne blive ved med at klare sig alene. Det blev derfor besluttet at søge om en ældrebolig, og netop pga. fars sygdom var deres samlede behov nu sådan, at de var berettiget til at få en sådan tildelt. De flyttede derfor i sept. 2001 til Turistvej 28 i Hundested, lige over for plejecentret. Her blev de glade for at bo og her fik de den hjælp de havde behov for, inkl. varm mad hver dag. Desværre fik mor problemer med sin ene hofte igen, hun havde ellers tidligere, efter utallige hofteskred, fået sat en slags låsering ind, således at hoften ikke kunne skride ud. Men der var jo ikke megen sund og stærk knogle at sætte den fast i, så det gik altså galt igen. Efter at den var skredet ud nogle gange, blev mor genopereret men disse sidste bedøvelser virkede som om de satte gang i en begyndende demens, og mor blev generelt dårligere som tiden gik, hvilket resulterede i at det blev besluttet, at mor skulle på plejehjem. Det gik også godt i nogen tid, hvor far hver dag var ovre hos mor og også spiste på hjemmet, men til sidst havde mor det så dårligt at far ikke kunne klare at se på det, og den 4. juli 2003, døde mor efter en sidste måned, der både var uværdig og ikke særlig rar for hende eller familien. Efter mors død gik der kun kort tid inden far også kom på plejehjem, for han kunne ikke rigtig tage sig sammen til noget. 22

Han levede ligesom i en anden verden og jeg tror egentlig der gik et halvt år før det rigtig gik op for far, at mor ikke levede mere. Efter den tid begyndte det gradvist at gå ned af bakke for far, han mistede lysten til at leve og blev på alle måder passiv. Det eneste han foretog sig var stort set at ryge, og det var jo ikke særligt befordrende med de svage og ødelagte lunger han havde efter et langt liv med rygning. Far blev indlagt flere gange bl.a. med lungebetændelse, og også et par gange med dehydrering, hvor hospitalet direkte udtalte deres kritiserede af, at de skulle tage imod en patient fra et plejehjem pga. dehydrering. En af gangene blev far hjemsendt til den gamle adresse ude i Nødebohuse og blot sat af udenfor og uden overtøj, i frostvejr. De nye ejere af huset hørte at nogen lå og sov på sofaen nede i stuen, og fik ham efter diverse problemer, bragt tilbage til plejehjemmet. Fars livslyst var brugt op, og han døde den 29. april 2004. Far og mor har generelt set haft et godt liv, det har ind imellem været hårdt, bl.a. med arbejdsløshed i perioder, men også mors fingre, hofter og knæ har voldt problemer som har betydet hospitalsindlæggelse i flere omgange, hvorimod fars første hospitalsophold var så sent som i 2001, men her var han også nær gået bort. Et kapitel er slut og et nyt kan skrives, sådan er livet og vil altid være det. Ingen går gennem livet uden at have op eller nedture, nogle større end andre, og nogle klarer det bedre end andre. Far var af den gamle skole, og en stor del af hans seneste år kunne betegnelsen, mandschauvinist, godt have passet på ham, hvis det ikke lige var fordi han tilhørte den tid hvor forholdene mellem mand og kone jo var helt anderledes. 23

Selv om han kunne sige nogle mindre pæne ting til mor og til tider behandle hende som om hun var tyende, så var der aldrig tvivl om at han elskede mor, og var utroligt afhængig af hende. Jeg har altid respekteret og holdt meget af far og mor, vel har vi under tiden haft vore uoverensstemmelser (med far), men den gensidige respekt for hinanden, betød også, at vi altid blev gode venner igen. 24

Afslutning. Far og mors liv har altid været præget af op og nedture, særligt økonomiske, hvilket ikke er så mærkeligt når man ser på den tid de har levet i, med krige, depression og følgerne deraf. De har dog altid forstået at finde løsninger der kunne bringe dem videre i livet, selv når det ofte så håbløst ud. Helt fri for personlige sorger var de dog ikke, både min bror Leo's død og Johns udmeldelse af familien, var deres store sorg, lige til deres død. Hvis det passer hvad familien har fortalt, at Leo lignede far som ung, hidsig, stædig og utålmodig, så må man i endnu højere grad tage hatten af for mor, både for hendes utrolige indsats, men ikke mindst for hendes indflydelse på far. Fars kritiske sans, og ikke mindst stædighed og indstilling til mange ting, har givet været med til altid at skaffe ham et arbejde der kunne give et udkomme så familien kunne klare dagen og vejen. Selv om det vel er forventeligt, at forældre gør hvad de kan for at kunne forsørge de børn de selv har sat i verden, og give dem en god start i livet, så er det desværre ikke alle der evner det, eller i det mindste er deres ansvar bevidst og gør deres yderste, for at det skal lykkes. Vi børn kan uden overdrivelse sige, at vores forældre har gjort alt hvad de kunne og mere til, og for det skylder vi dem den største respekt og dybfølte tak. Richardt. 25

26