Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 13. marts 2016 Maria bebudelse Lukas 1,46-55 Salmer: 71-201-69 73-441 Godmorgen I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, og vi sidder ned, mens vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag er det Maria bebudelses søndag godt 9 måneder før juleaften lytter vi med ved døren hos den unge Maria, som får besøg af englen Gabriel, der bringer hende det skræmmende budskab, at hun trods sin unge alder skal være mor, og vel at mærke ikke en ganske almindelig mor til et ganske almindeligt barn, men mor til Guds søn. Hvad det indebærer og betyder, og hvordan Maria reagerer på det budskab handler denne søndags salmer, læsninger og prædiken om. Lad os alle bede. - I tirsdags var det kvindernes internationale kampdag, den dag, hvor der sættes særligt fokus på ligestilling og kvinders rettigheder.
I dag, netop på Maria bebudelsesdag har Folkekirkens Nødhjælp indsamling i hele Danmark pengene går til at hjælpe verdens fattigste kvinder, for som den sydafrikanske ærkebiskop Desmund Tutu siger det: Hvis vi vil se virkelig udvikling her i verden, skal vi investere i kvinderne det er selvfølgelig ikke særligt flatterende for os mænd, hvis vi virkelig er sådan nogle dovne, krigsgale, drikfældige, liderlige karle, der glemmer både kone og børn til fordel for vore egne behov og eventyrlyst. Men både Verdensbanken og FN giver ham ret: Hvis kvinder får egen indtægt, stiger hele familiens uddannelses- og sundhedsniveau Hvis kvinder får ret til at eje jord og optage lån på lige fod med mænd, vil landbruget i udviklingslande kunne producere 20-30 procent mere Hvis kvinder får en uddannelse, har deres børn dobbelt så gode chancer for at overleve Hvis flere børn overlever, vælger mange kvinder og familier at få færre børn. Faktisk ser det ud, som om Gud er enig med Tutu og FN, siden Gud selv lægger verdens frelser og hele verdens frelse i hænderne på en purung kvinde formentlig har Maria ikke været meget mere end 15 år, for dengang var en kvinde giftemoden, så snart hun havde fået sin første menstruation. Jovist, Josef er der også, men han spiller ikke nogen særligt glorværdig rolle. Selv om han allerede er så godt som gift, det
vil sige trolovet med pigen, så prøver Josef som så mange andre mænd både før og efter ham, faktisk at stikke af fra både Maria og ansvaret hvilket Gud forhindrer ved at sende endnu en engel til Josef med den klare besked; du kan ikke bare sådan stikke af, Josef, bordet fanger, du skal tage dig af både Maria og barnet. Og selv om vi måske godt kan forstå, at Josef ikke har lyst til at tage ansvaret for en andens barn, ja, så skal det til hans retfærdighed siges, at Josef bliver, påtager sig opgaven også selv om han på de fleste fødselsbilleder fra stalden i Betlehem i kirkekunstens historie, står sådan lidt i baggrunden og ser umådelig træt ud, som om Josef står og tænker, hvad er det dog, jeg har fået mig rodet ud i? Maria derimod, da det første chok har lagt sig, gør hun dét, som kvinder har gjort til alle tider, stiller sig til rådighed for det lille nye liv, som er ved at gro frem i hendes indre. Forunderligt - skræmmende uoverskueligt hvad er det for et lille nyt liv, der er på vej, hvad er det for en fremtid, der venter barnet, hvordan skal jeg klare det, bare barnet nu er sundt og raskt, bare både mor og barn kommer godt gennem fødslen alle de tusind tanker som alle denne verdens mødre og for den sags skyld fædre har tænkt de flimrer også rundt i Marias unge hoved.
Men selv om hun ikke forstår et ord af, hvordan det dog skal gå til, når hun ikke har været sammen med en mand, så viger bekymringen for glæden, så viger frygten for taknemmeligheden, så viger fremtidsuroen for tilliden til Gud. Maria bøjer sig for livets under det under, som vi alligevel aldrig forstår, uanset hvor meget vi så ved om æg og sædceller og fertilitet. Man kan vel sige, at Maria anerkender sin hjernes begrænsning og i stedet lader hjertet tale og synge. Hun overgiver sig til det, som er for stort til, at hun og vi nogensinde kan fatte det med vor forstand: - at Gud selv kommer til verden. - at Gud selv vælger at blive et menneske af kød og blod. - at Gud ikke sidder højt hævet over denne verdens kævl og spektakel i sin fjerne himmel som en utilnærmelig ensom majestæt. Han fødes, han leger, han lever, han sulter, han fristes, han spiser, han ler, han vredes, han elsker, han græder, han lider, han dør, han opstår sammen med os og for os. I mennesket Jesus, der møder vi Gud selv sand Gud og sandt menneske I Jesus sætter Gud selv livet ind på at give vores gamle slidte verden og alle os, som har gentaget syndefaldet og har spist af æblet på kundskabens træ, i Jesus sætter Gud selv livet ind på at give os en ny begyndelse.
Skeptikeren vil selvfølgelig række fingeren i vejret og sige; nej, hør, hov stop, så naiv kan man ikke være. Men her handler det hverken om biologi, fysik eller kemi. Her handler det om det liv, som altid er et under, uanset hvor meget vi ved. For selv om forskerne nu er i stand til at se 13,4 mia. år tilbage i universets historie ja, så ændrer det ikke på, at om de så kunne se tilbage til universets fødsel, så forbliver det en gåde, hvordan intet kan blive til alt. At havregryn og vand og salt kan blive til havregrød det kan selv et barn forstå men at intet, uanset hvor stort et big bang, der så lyder, at intet kan blive til havregrød, det mangler vi stadig svar på for slet ikke at tale om galakser, solsystemer, elefanter og Luka og Carla? Og så er svar alligevel på en måde, hvad vi får på denne Maria Bebudelses dag, for er det ikke som at blive inviteret med til universets fødsel, at få lov at lytte med ved døren ind til Maria og Gabriel. Er den eneste måde, vi kan nærme os dette livsunder hvor Guds ånd smelter sammen med Marias moderskød er det ikke at se det som en gentagelse af skabelsens under, dengang Guds Ånd svævede over vandene og Gud sagde, der skal være lys.
Er Jesu undfangelse ikke en gentagelse eller fortsættelse af skabelsens morgen, hvor Gud bøjer sig ned og blæser livsånde i den lerklump, der øjeblikket senere bliver til et levende menneske, Adam, et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Adamah, det betyder: Af jord; af jord er du kommet, til jord skal du blive. Og Gud så, at det var godt, sådan lyder Guds godnathilsen seks dage i træk man kan næsten se tilfredshedssmilet i Guds øjne, når han hver aften kigger ud over sit skaberværk. I slægt med de smilerynker, der uvægerligt breder sig i en mors eller fars ansigt, når vi står og ser på et trygt sovende spædbarn i vuggen. Jeg forstår ikke Maria Bebudelse med min hjerne og forstand, og kommer nok aldrig til det, men dybt i hjertet rammer dette livsunder nogle strenge, der vækker både genkendelse og dyb taknemmelighed og glæde. At tænke sig, sådan er den Gud, vi som kristne må tro på. Så nært har han forbundet sig med os, at han tager bolig i en ganske almindelig ung kvinde og bliver en del af os. Den anden Adam kalder Paulus, Jesus et sted som vil Paulus understrege Guds nye skabelse, Guds vilje til at begynde forfra på alt det, som gik galt allerede ved den første Adams syndefald.
Gud har ikke slået hånden af os, i Jesus Kristus rækker Gud hånden frem imod hver enkelt af os, og minder os om, at vore liv er i Guds hænder. Derfor handler Maria bebudelse eller i det hele taget det at vente på, at et lille nyt livsunder kommer til verden, heller ikke om at forstå, men om at overgive sig og tage imod. Havde Maria vidst, hvordan det gik Jesus 33 år senere, havde hun kunnet scanne sig frem til et billede af Jesus på et kors mellem to røvere, pisket, tornekronet og forhånet havde hun set sig selv siddende med den døde Jesus i sine arme, som Michelangelo har skildret det så bevægende, på den Pieta, der står lige til højre, når man kommer ind i Peterskirken; havde Maria så overgivet sig og taget opgaven på sig. Vi kan ikke vide det, men når Maria har så elsket en plads i kristenhedens historie, er det så ikke fordi, hun står som et forbillede for, hvad det betyder at åbne både hjerte og arme og sind og sanser for det liv, Gud lægger i vore hænder, også selv om vi aldrig ved, hvad det vil rumme, uanset hvor mange forholdsregler og sikkerhedsforanstaltninger vi prøver at tage eller beskytte os med. For det er jo netop det, Maria gør, både da hun siger til englen Gabriel: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.
Og da hun øjeblikket efter bryder ud i den lovsang, som kaldes Magnificat, fordi det er det første ord i den latinske udgave af Min sjæl højlover Herren Magnificat - på engelsk betyder magnifier et forstørrelsesglas. Og er det ikke netop det evangeliet er et forstørrelsesglas, der vil hjælpe os til at se se os selv i lyset af den Guds kærlighed som vi møder i barnet i krybben og manden på korset. Se, at Guds egen søn har genåbnet vejen til livets træ ikke blot for at vi skal spise af dets frugt, men også for at vi skal bære kærlighedens frugter i vore liv Gud har ikke blot brug for Maria, Gud har også brug for dig og mig som bærere af livets under, som beskyttere af livets under og det under er lige stort uanset om det ligger trygt og sover i en vugge i hjemme hos os selv, eller det må friste en barsk tilværelse i en kold og mudret flygtningelejr i Libanon. Livets under og Gud selv kalder altid på, at du og jeg overgiver os og tager ansvaret på os og bærer kærlighedens frugter. Amen