Skandinavernes samt islændingenes udvandring til Amerika i perioden 1840-1914

Skandinavernes samt islændingenes udvandring til Amerika i perioden 1840-1914 Amerikabrevene som et af de vigtigste drivmidler i masseudvandringen Þorbjörg Erla Sigurðardóttir Nordens historie og samfund Háskóli Íslands 2013

Indholdsfortegnelse: Indledning side 2 Udvandringsperioden side 4 Hvor Skandinaverne slog sig ned...side 8 Den islandske udvandring til Amerika side 11 Push- og pull-teorien.side 13 Breve som personligt kildemateriale..side 13 Brevskrivernes skriftkundskaber.side 14 Amerikabrevenes inddeling i grupper efter motivet.side 15 Amerikabrevenes særtræk og uddrag...side 17 Konklusion..side 21 Litteraturliste..side 23 1

Indledning I perioden 1840 til 1914 var Europa præget af en masseudvandring til Nord-Amerika og i denne periode udvandrede over 50 million Europæere til dengang tyndtbefolkede kontinent. Af disse udgjorde Skandinavere ca. 2,1 millioner. Perioden som er den største i udvandringshistorien prægedes af store svingninger som kan deles i tre immigrationsbølger. Den første verdenskrig, 30 ernes økonomiske krise og restriktioner i indvandring satte en stopper for udvandring til Amerika, så dermed slutter den egentlige udvandring dertil. Kontakten mellem familierne og vennerne på begge sider bevaredes gennem brevveksling som var den eneste mulighed for at opretholde kontakten. Brevene vakte 2

naturligvis spænding, fantasier og drømme hos de tilbageblevne. At modtage et brev fra Amerika var ikke så lidt af en begivenhed og det gjaldt naturligvis begge veje. Brevene satte tanker i gang om udvandring og havde derfor en stor indflydelse på at familien og vennerne turde tage skridtet fuldt ud, prøve lykken og emigrere til Amerika. På den måde blev udvandringen til en tradition, og eftersom flere og flere udvandrede blev det nemmere for folk at rive sig løs fra fædrelandet og følge i udvandrernes fodspor. Brevene påvirkede dermed accelerationen af udvandringen idet jo flere drog til Amerika, jo flere begejstrede breve kom der tilbage. Udvandringen blev til en såkaldt Amerikafeber som spredte sig ud over alt med lynets hast. Udover Amerikabrevene havde reklamer, agentvirksomheder og udvandreragente naturligvis indflydelse på udvandringen agenter var jo ansat på fuld tid af ss. enkelte stater, jernbaneselskaber og skibskompagnier til at skaffe så mange emigranter som muligt. Den offentlige propaganda nærmest bombarderede folk med lokkende tilbud og lovede guld og grønne skove i mulighedernes og frihedens land. Amerikabrevene er en kapitel for sig bland andet af denne årsag at de kan deles op i grupper alt efter motivet der lå bag brevskrivningen. Var motivet kun at holde kontakten eller skulle familien og vennerne lokkes til Amerika? Selvom mange breve skabte følelser af at det lykkelige liv ventede i Amerika, skrev ligeledes mange at livet der slet ikke var den drøm som de havde forventet. Brevene havde som sagt forskellige formål og kunne såvel både være personlige eller officielle. Med opgaven er det målet at fokusere på Amerikabrevene og som kan formuleres i efterfølgende spørgsmål: Hvad kendetegner Amerikabrevene og hvordan kommer de forskellige motiver til udtryk? Hvilke omstændigheder lægges der vægt på når de udvandrede beskriver levevilkårene i Amerika i forhold til fædrelandet og i hvilke hensyn? Skifter brevene karakter undervejs mht. udvandrernes assimilationsproces? 3

Selvom skandinaviske og islandske Amerikabreve ligner i hovedtræk hinanden findes der naturligvis særtræk i hvert sit land. Ifølge Böðvar Guðmundsson som har undersøgt islandske, danske, svenske og norske Amerikabreve kommer hjemlængslen mest smertefuldt til udtryk i de islandske breve Her er dog ikke formålet at foretage en analyse af brevene mht. hvilke landsmænd har skrevet dem og særpræg som følge deraf. For at forebygge misforståelse bruges udtrykket Skandinavien om Danmark, Sverige og Norge. Nogle gange bruges begrebet fejlagtigt også til at omfatte Island, Færøerne og Finland på grund af deres historiske tilknytning til de skandinaviske lande. Norden eller de nordiske lande henviser til de fem nordiske riger: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island samt de selvstyrende områder, Færøerne, Grønland og Ålandsøerne. Inden jeg går i gang med Amerikabrevene samt brevskrivning, skriftkundskaber og teori, vil jeg først omtrentligt beskrive den skandinaviske samt den islandske udvandring til Amerika i perioden mellem 1840-1914, og hvor de primært slog sig ned. Det er ligeledes vigtigt at påpege at de årsager til udvandringen findes i flere forskellige forhold på den ene side de levevilkår som skubbede folk væk fra fædrelandet (push-effekt), og det som trak folk til det nye hjemland (pull-effekt) som sammen medvirkede til at folk udvandrede i stride strømme til Amerika. Udvandringsperioden Det er først i starten af 1840 erne at man kan tale om en masseudvandring til Amerika. Den enorme udvandringsbølge fra Irland er velkendt men Irere står helt i toppen i udvandringen langt frem for andre Europalande og årsagen skyldtes agrarproblemer i Irland - som førte til hungersnød og altomfattende elendighed deraf, mens fx den engelske udvandring skyldtes mere overbefolkning i byerne. 4

Skema- oversøisk udvandring: (Hvidt. 1971:29) De skandinaviske emigranter tilhører hvad man kalder den tidlige emigrantgruppe, der består af indvandrere fra Irland, England, og de nordeuropæiske lande inklusiv Tyskland. Den sene emigrantgruppe, hvis ankomstperiode ligger i de sidste år af det 19. århundrede og frem til 1920 erne, omfatter folk fra Mellem- Øst- og Sydeuropa, hvis hovedparten slog sig ned i de store amerikanske industribyer. (Jeppesen 2010:18) Nordmænd var de første nordboere som emigrerede til Amerika. Nogle år efter fulgte svenskerne i deres fodspor og til sidst danskerne. Ifølge Hvidt er der tale om en samlet skandinavisk udvandring på knap 2.170.000 mennesker, der fordeler sig efterfølgende - med forbehold af en statistisk usikkerhed der kendetegner denne periode: (Hvidt. 1971:24) Sverige: 1.105.000, Norge: 754.000, Danmark: 309.000 Skandinavernes udvandring i perioden 1840-1914 Danmark: 309.000 Norge: 754.000 Sverige: 1.105.000 0 400,000 800,000 1,200,000 5

Af det samlede tal udvandrede ca. 125.000 i perioden 1840-1865 mens resten drog af sted i perioden 1865-1914. Rekorden blev sat i 1882 men registrerede ankomne fra ovennævnte lande var 105.000 mennesker. Perioden 1880-1893 var et toppunkt med over 900.000 udvandrere fra Skandinavien. Herefter faldt antallet gradvist ned og ebbede ud samtidig med den første verdenskrig og 30 ernes økonomiske verdenskrise. Endvidere indførte USA en restriktiv lovgivning for at begrænse udvandringen dertil, idet man søgte at sætte en stopper for strømningen af Øst- og Sydeuropæere. (Jeppesen, 2010:14). Den amerikanske kongres valgte at tage i sine hænder ansvaret for immigrationen men hidtil havde de enkelte stater varetaget dette. I 1892 oprettedes USA s største center for modtagelse af immigranter på øen Ellis Island syd for Manhattan i New York. Det skulle holde uønskede ude som fx alvorligt syge, polygamister og kriminelle. Kvotaordninger i 1921 var Kongressens svar på den stadigt stigende modvilje mod den enorme Syd- og Østeuropæiske indvandring hvor fleste samledes i store ghettoer i industribyene med social nød og uro til følge. Den katolske baggrund og levevis var også en provokation for mange amerikanere og de hvide protestanter med angelsaksisk baggrund følte at de var de rigtige amerikanere. Og for at holde horderne ude skulle kvotaordningen sikre opretholdelsen af den eksisterende balance i den amerikanske befolkning dvs. der skulle være et bestemt forhold mellem allerede ankomne fra et givet land og dette lands fremtidige kvota. Men det udgjorde ikke det store problem for Skandinaverne. Amerika trak ikke knap så meget som før, idet industri og den store vækst i byerne gav rigelig beskæftigelse i landene. (Jeppesen, 2010:28-29). De tre udvandringsbølger ser som sagt efterfølgende ud: den 1. bølge: 1866 1873, den 2. bølge: 1880 1894 og den 3. bølge i perioden 1900-1914. Hovedsageligt styredes emigrationens omfang af de økonomiske forhold i USA. Når der var gode tider i landet højkonjunktur og stort behov for arbejdskraft, spredte nyheden sig hurtigt i Europa og folk rejste dertil i meget stort omfang. Så snart der kunne konstateres en økonomisk krise i USA reduceredes indvandrertallet med det samme, ligesom i den økonomiske krise i 1873 og nogle år opefter, hvor flere banker gik konkurs, jernbanebygning standsede og håndværkere blev arbejdsløse (Hvidt, 1976:49) 6

Inden sejlbådene blev byttede ud med dampskibe i 1860 erne var rejsen over Atlanterhavet meget vanskelig og turen kunne tage op til tre måneder. Hygiejne om bord var dårlig og farlige sygdomme og dødsfald om bord var ikke ualmindeligt. Med dampskibene nedsattes risikoen markant, idet turen blev mere sikker og rejsetiden forkortedes helt ned til et par uger. Man kunne fragte flere og prisen blev nu overkommelig for mange flere. Langt de fleste immigranter ankom til New York og derfra fordeltes hovedparten videre rundt i landet. Nogle blev i New York men flertallet af Skandinaverne rejste med tog til Chicago, og videre til de store landbrugsområder i staterne i midtvesten - Illinois, Wisconsin, Iowa, Nebraska, Minnesota, North og South Dakota. Disse præriestater i Midtvesten blev skandinavernes foretrukne bosteder igennem flere årtier. I starten arbejdede de primært som farmere, men med den hastige og enorme industrialisering og vækst i bysamfundet søgte stadig flere og flere dertil. Som før fremstår var det nordmænd der førte an i starten blandt skandinaverne. Allerede i 1850 boede der omkring 13.000 norske immigranter mod ca. 3600 svenske og 1800 danske, men omkring året 1880 havde svenskerne overskredet nordmænd i antal udvandringer og det fortsatte således helt til slut. Af de skandinaviske lande lå danskerne i bunden hele udvandringsperioden. 7

Hvor Skandinaverne slog sig ned Størstedelen af skandinaviske udvandrere søgte til den øvre del af Midtvesten som hurtigt kom til at bestå af store industri- og handelsbyer ss. Chicago (Illinois), Minneapolis (Minnesota) og Omaha (Nebraska) Kort over opdelingen af USA. De blåfarvede stater viser midtvesten (Jeppesen 2010:18) 8

På nedenstående tre kort har vi Skandinavernes foretrukne områder i USA og hvor de var bosat i 1910. Overordnet kan man se at der er et stort sammenfald mellem de tre Skandinaviske lande, og at de foretrækker den vestlige del af Midtvesten frem for den østlige del. Kort 1 - danskfødte immigranter 1910: (Jeppesen 2010:20) De fleste danskfødte emigranter bor i Midtvesten, dels i de store byer i Chicago, Milwaukee, Minneapolis og Omaha, og dels er danskerne spredt ud over flere præriestater med en kerne i Iowa, den østlige del af Nebraska, den sydlige del af Minnesota og i Wisconsin og i den nordlige del af Illinios. Ligeledes findes der en større del af danskerne i New York, på Vestkysten og i Utah. Forklaringen på at så mange danskere findes i Utah frem for andre Skandinavere er, at udsendte missionærer fra Utah satte ind med et særligt felttog i Danmark i 1850. 9

Kort 2 norskfødte immigranter 1910. (Jeppesen 2010:20) Koncentrationen hos nordmænd er større i forhold til danskere og svenskere. De befinder sig hovedsageligt i den nordlige del af Midtvesten. En større norsk befolkning bor i storbyerne Chicago i IIlinois og i Minneapolis i Minnesota samt spredt i staterne Minnesota, Wisconsin og Iowa, og herfra ind i den sydøstlige del af South Dakota og videre op til North Dakota og længere mod vest i staterne Montana, Idaho og Seattleområdet i Washington, og ligeledes i New York men slet ikke i samme omfang som svenske emigranter. 10

Kort 3 svenske immigranter 1910: (Jeppesen 2010:20) Midtvesten er også det største bosættelsesområde blandt svenskerne og ligesom hos danskere og nordmænd er Chicago og Minneapolis populære hos svenskerne. Også i præriestaterne i den vestlige del af midtvesten og længere mod vest - i Colorado og Utah og på vestkysten primært omkring Seattle og San Fransisco. Hvis vi går over til østkysten så ser vi en tæt bebyggelse i New York og Boston og herimellem. Omkring ¼ del af svenskerne boede på østkysten i 1910. Den islandske udvandring til Amerika I forhold til de Skandinaviske lande startede den islandske udvandring en hel del senere eller omkring 1870. De fleste emigrerede til Kanada men også en del islændinge slog sig ned i USA. Ligesom fleste nordboere begyndte de på at slå sig ned i Midtvesten i USA. I 1874 boede ca. 350 islændinge i staten Wisconsin men i alt udvandrede ca. 16.500 islændinge til Amerika i perioden 1870-1914. Landområdet egnede sig dog ikke 11

for Islændingene som forsøgte i stedet for at finde et nyt landområde bl.a. i Nebraskas ødemark og i Alaska, men uden held. For at gøre en lang historie kort endte det med omsider at året 1875, efter en lang og vanskelig søgning fandt de et landområde ved den vestlige del af Winnipegsøen, og grundlagde det Nye Island som senere blev en del af staten Manitoba. De næste 22 år havde islændingene eneret til bopæl i kolonien hvilket betød at ingen af en anden nationalitet fik lov til at bo der, indtil kolonien blev åbnet for alle. Livet i Nye Island viste sig at være meget hårdt i hvert fald de første år, kolonien var jo helt lukket for andre end islændinge. De havde også vanskeligheder med at skaffe mad på bordet og i kolonien hærgede koppeepedemi, så islændingene blev nødt til at modtage en vældig stor pengestøtte fra det offentlige for at kunne hutle sig igennem livet de første år. En hel del begyndte at flytte fra området først til North- Dakota og dernæst til andre distrikter i Kanada. Efterhånden ordnede dog situationen sig i den islandske koloni, især da loven om islændingenes eneret til bopæl blev ophævet. Det er interessant at se den kursændring der opstår i forbindelse med det lukkede Nye Island. Året 1874 stod pastor Jón Bjarnason og holdt en moralprædike for islændinge i Milwaukee i Wisconsin hvor han gav udtryk for at islændingene skulle prioritere højt og bevare det islandske modersmål, og ikke tilsmudse det med engelsk pølsesnak, selvom han mente det var nødvendigt at kunne lidt engelsk for at kunne nogenlunde klare sig i det daglige liv. Fire år senere tog han sagen op igen men nu fra en helt anden synspunkt. Nu opfordrede han islændingene til at tilpasse sig den nye kultur og lære af andre, og at de ikke skulle lægge vægt på at bevare deres nationalitet eftersom man er flyttet over havet for at begynde et nyt og bedre liv. Han bekymrede sig især over de islandske børn, og mente at hvis børnene ikke gik i skole med de engelsktalende børn ville de have svært ved at vinde fodfæste i landet. Hvorfor at forlade sit fædreland for at søge et bedre liv i et nyt land, hvis det kun venter én, at man er ukonventionel i det nye hjemegn? Som det fremgår i indledningen er beherskelse af sproget en afgørende forudsætning for at få succes i det nye hjemland. Det gik nemlig dårligt i starten for de isolerede islændinge idet kolonien var lukket for andre end dem, selvom andre faktorer også spillede ind. (Steinþór Heiðarsson 2003:105-115 og Helgi Skúli Kjartansson og Steinþór Heiðarsson 2003:30-38) 12

Push- og pull teorien Disse to faktorer og forholdet mellem dem forklarer de omstændigheder der var medvirkende til at skubbe folk fra fædrelandet samtidig med at trække det til Amerika. Push-effekten står for de levevilkår i hjemlandet som skubbede folk væk mens pulleffekten repræsenterer det som trækker folk til det nye hjemland. Blanding af disse to faktorer som kunne ses i forskelligt forhold, årsagede at folk tog den beslutning om at udvandre. Der var ikke tale om at folk drog af sted enten fordi de var utilfredse i fædrelandet eller fordi de følte sig tiltrukket af Amerika. (Hvidt.1976:51) Det som skubbede folk væk fra hjemlandet kunne fx være arbejdsløshed, den stigende industrialisering og en stor befolkningstilvækst i byerne eller knapheden på jord ude på landet. Det som trak folk til Amerika var dets rygte som mulighedernes land hvor alle var lige - bedre lønforhold, mulighed for social opdrift og adgang til gratis eller billig jord. I Amerika var en stor interesse i at få opdyrket hele landet så hurtigt som muligt og på grund af det opstod Homestead-loven der sikrede alle mænd over 21 år en gratis 160 acres jord. Sidst men ikke mindst var en af pull-faktorerne de personlige kontakter i Amerika. Mange der allerede havde udvandret havde naturligvis en familie og venner i det gamle fædreland som de så sendte breve til de såkaldte Amerikabreve og som følge deraf havde en stor betydning om hvorvidt de hjemblevne turde tage springet derover. Brevene fra de derovre blev et af de vigtigste drivmidler i masseudvandringen, en pullfaktor uden lige. Som helhed gav disse breve nok et relativt lokkende indtryk af forholdene i USA (Hvidt. 1976:340) Breve som personligt kildemateriale Et brev er altid skrevet med det i tankerne at en bestemt person eller flere læser det, hvilket betyder at brevskrivningen er en meget mere bevidst handling end at føre en dagbog som i princippet ikke er skrevet til en bestemt person. Brevskriveren skal hele tiden overveje betydningen af de oplysninger han ønsker at give sit udtryk for, så modtageren kan følge tankegangen og synspunkterne. En anden forskel på breve og dagbøger er at brevet har en begyndelse og en slutning mens dagbogen har et 13

sammenhængende reflektionsforløb. Af disse ovenævnte årsager har forskere peget på at brevskriveren har frie hænder til at fordreje sandheden som det passer ham, og derfor kan det være svært at stole på breve som kildemateriale. (Sigurður Gylfi Magnússon 1997: 53) Mange af de ældre Amerikabreve er på grænsen af at kunne kategoriseres som breve, idet de er skrevet som dagbøger over en bestemt periode, men på den anden side har de brevets karakteristik på alle andre måder. At vurdere brevenes troværdighed er det grundlæggende, at undersøge både hvilket forhold der er mellem afsender og modtager som spiller en afgørende rolle for kommunikationens udformning, idet det er indlysende at der er en stor forskel på brevskrivning mellem fx børn og forældre, folk i parforhold, mellem venner såvel som forretningsmæssige breve, og undersøge ligeledes deres sociale baggrund og vurdere dermed brevskrivningens motiv. (Sigurður Gylfi Magnússon 1997:52-55) Brevskrivernes skriftkundskaber Som sagt er det på den ene side brevets udformning og dets indhold som går hånd i hånd med forholdet mellem afsender og modtager, og på den anden side afsenderens skriftfærdighed. Lovpligtig skriftundervisning fandt først sted på Island i 1880 i nogenlunde i den samme periode som i de andre nordiske lande, så skriftkundskabet og læsefærdigheden udviklede sig ikke samtidig, hverken på Island eller i Skandinavien. (Erla Hulda Halldórsdóttir 2003:247) På grund af at større del folk aldrig havde lært retskrivning, skrev derfor mange med såkaldt lydskrift hvilket betyder at skriften var lige med udtalen. (Bððvar Guðmundsson 1 2001:21) Bððvar Guðmundsson peger på at brevenes skriftsprog er for det meste det rene folkelige sprog, og selvom folk kunne læse var skrivefærdigheden meget begrænset. Mens skolepligt udryddede de forskellige folkelige sprogsærtræk, og sprogpurismen standardiserede det islandske sprog, så bevaredes i Amerika et tale- og skriftsprog langt frem i det 19-århundrede, hvilket har en stor kildeværdi for det folkelige sprogbrug på Island i det 18-århundrede.(Bððvar Guðmundsson 1 2001:16). Det samme må hjemføre på de skandinaviske lande. 14

Hvidt kommer også ind på dette: De fleste udvandrere var vel ikke vant til brevskrivning i større stil, skrive- og udtryksfærdigheden i den brede danske befolkning var næppe stor; men adskillelsen fra familien og alle de nye oplevelser gjorde sit til, at mange emigranter fik pennen i hånden og sproget gled i breve til hjemegnen. (Hvidt. 1976:339) I den tid havde folk heller ikke udviklet evnen til at give skriftlige udtryk for private følelser ligesom Øverland påpeger. Han siger at hovedparten af de ældre Amerikabreve, i hvert fald brevene før 1870, som viser at deres opbygning og indhold er meget forskelligt fra hvad vi i dag forbinder med privatbreve til familie og venner. Årsagen til dette er manglende evne til at give skriftlige udtryk for deres følelser. Når de skrev om familiebånd, kærlighed og savn blev skrivestilen overfladisk, højtravende og klicheeagtig. En anden årsag er sandsynligvis at brevene skulle læses af flere en selve modtageren af hele familien, nabolaget, i provinsen og eventuelt til trykning i en avis. (Øverland. 1992:26) Det kostede en formue at sende og indløse breve især før frimærkens tilblivelse og derfor fik breve begge veje et præg af fællesbreve og gerne indeholdt de anmodninger om at kopiere brevene eller lade de gå videre. (Øverdal 1992:37). Før frimærkets tilblivelse måtte modtageren indløse brevet og kunne det koste en ugeløn for vedkommende. Vægten var afgørende og derfor brugte brevskrivere oftest meget tyndt papir og skrev ligeledes ofte kortfattet. Amerikabrevenes inddeling i grupper efter motivet Der var tre måder hvorpå udvandrerne personligt kunne stimulere til yderligere udvandring: dels gennem de allerede omtalte breve, dels og mere direkte ved at overføre penge til pårørende i hjemlandet ofte med et ledsagende brev om, at beløbet var beregnet til at købe billetten til Amerika, og endelig og mest direkte ved oversendelse af forudbetalte billetter de såkaldte prepaid tickets (Hvidt. 1976:340). De forudbetalte billetter blev i vid udstrækning benyttet af ægtefællen der midlertidigt forlod kone og børn indtil han havde fundet arbejde og bolig i Amerika. (Hvidt. 1976:347) Men ikke alle breve blev skrevet med hensyn til at lokke folk over havet folk skrev jo også for at fastholde kontakten mellem familie og venner. Brevene kan som sagt inddeles i 15

efterfølgende grupper alt efter motivet: kontaktbreve, propagandabreve og pengebreve. Det er dog ofte svært at skelne imellem brevene idet de indeholder ofte alle ovenstående elementer. Fx kan der nævnes utilsigtede propagandabreve hvor motivet ikke var at lokke folk derover men virkede som lokkebreve, fordi de informerede om det amerikanske samfund og de faktiske forhold som kunne opfattes mere attraktivt end i hjemlandet. Kontaktbrevene var typiske for udvandrere som havde været bosat i længere tid at kommunikationen udgjordes af kontaktbreve som i starten eventuelt prægedes af lokkebreve. Der var som regel lang tid mellem kontaktbrevene og de var gerne fyldt med mange engelske ord og sætninger som fortæller at emigranten havde bedre tilpasset sig det amerikanske samfund. Propagandabrevene fungerede som bevidste lokkebreve om livet og mulighederne i Amerika, og som ønskede familien eller venner over til Amerika. Her må man skelne imellem personlige og breve som blev skrevet med henblik på offentliggørelse i aviser. Propagandabreve kunne på den anden side være skildringer af det hårde liv hvor de frarådede folk at udvandre til Amerika. Formålet kunne både være at holde dem borte eller som et udtryk for egen hjemlængsel ligesom lokkebrevene kunne både være at lokke de nærmeste over til Amerika eller en slags retfærdiggørelse af eget valg af udvandring. De såkaldte pengebreve som kunne være i form af faktiske penge enten for at hjælpe fx ældre forældre (alderdomsforsørgelse), beregnede penge til at købe rejsebilletter eller forudbetalte billetter kun forstærkede historier om Amerika som drømmelandet. Hvidt nævner i sin bog at brevene som helhed gav udvandrerbreve et gunstigt indtryk af Amerika. De som det gik ilde i Den nye verden og det var ikke en ringe del skrev nødigt hjem, nederlag var sværere at berette end om end sejre (Hvidt.1976:197) Det vil sige at breve fra personer det gik dårligt udgør en mindre del, da de ikke skrev i samme grad som personer der klarede sig godt. Det gik oftest dårligt for dem der var låst fast i en ufaglært arbejdskraftsgruppe og ligeledes spillede aldersfaktoren fx også en betydelig rolle, hvor udvandrere havde et handicap alene i kraft af deres alder. De 16

havde ikke samme assimilationsmuligheder som de yngre udvandrere (Hansen: 1981:203). Endvidere kom der flere breve fra immigranterne til hjemlandet end omvendt. (Hvidt. 1976:341) Det er interessant at se når man læser forskellige breve fra de forskellige nordiske lande, hvor mange udvandrere klager og brokker sig over skrivedovenskabet hos familien og vennerne i fædrelandet. Amerikabrevene og deres særtræk For at vise hvad der generelt kendetegner brevene vil jeg efterfølgende komme med nogle uddrag fra forskellige breve ss. en typisk opbygning af Amerikabrevet, hvad brevskrivere beklager mest over, hvordan de beskriver deres personlige følelser og familiebegivenheder, hvordan assimilationen kommer til udtryk og hvordan de beskriver levevilkårene i Amerika. Sproget siger også en hel del om tilpasningen til det nye samfund, omend alle var nødt til at tilegne sig nok til at klare sig i hverdagen. (Hansen 1981:204) Juristen Christian Ask skriver til sin familie i Danmark at beherskelse af engelsk er den afgørende forudsætning for at få success i USA. Rent ud sagt: dette Aar Som jeg nu har snart tilbragt i et fremmed Land, har været forfærdelig haard for mig. Du maa vide, at her i U.S.A er det Ganske umuligt at opnaa en Stilling i Kontor eller lignende, medmindre man kan tale og skrive Sproget aldeles perfect. (Hansen 1981:364) Et andet og mere komisk eksempel på hvad angår sprogbeherskelse: jeg kan godt gaa I Byen og gjøre Indkjøb paa egen Haand, og undertiden ler de ogsaa af mig when I speek Englichichs men saa ler jeg med for Selskabs Skyld. (Hansen 1981:299) Hvis man hurtigt assimilerede sig til det amerikanske samfund, led man ikke af hjemlængsel og savn af sine kære i samme omfang som før. Den danske Hans Madsen Kokjers brevsamling illustrerer nemlig forløbet af en assimilationsproces. I starten skrev han mange breve og bad alle om hurtigt svar. Når hans sociale netværk og den kulturel assimilation udvidedes dvs. hans medlemskab af kirkesamfundet, afholdsforeningen, 17

byrådet og frimurerlogen, faldt behovet for kommunikation med familien og vennerne i fædrelandet tilsvarende. Brevene blev sjældnere og indholdsmæssigt var de slet ikke så følelsesmæssige som i starten. Brevhyppigheden øgedes atter i en kort periode mens han etablerede en ny omgangskreds da han måtte flytte til en anden by, men på den anden side forstærkedes assimiliationen, da han ikke her havde danske bekendte modsat i den forrige by. Hans ægteskab med en amerikansk kvinde understregede også og fremskyndede overgangen. Ligeledes talte hans alder, køn og civilstand for en hurtig tilpasning han var ung og havde endnu ikke stiftet egen familie da han udvandrede. (Hansen 1981:81-83) Men i starten klagede han over at han ikke fik så mange brev hjemmefra. Fleste af de første breve indledes sådan: Kjære Forældre. Fra eders hengivne søn. En lang tid er nu allerede henronden siden jeg fik Brev fra Eder og brevet ender således: Jeg Beder Eder Kjære forældre og Søskende ikke at vente for Længe inden i Skriver. (Hansen 1981:83) Og flere af hans efterfølgende breve indholdt beklagelser over de alt for få breve hjemmefra (Hansen 1981:55) Det var meget almindeligt at klage over at der ikke kom lige så mange breve hjemmefra som de udvandrede håbede på at modtage. Jeg har skrevet mange breve til jer, men får ikke noget svar er tit og ofte det samme omkvæd. Personlige oplysninger om barnefødsler, død eller ægteskab blev meget ofte placeret efter opremsning af priser på landbrugsprodukter og andre varer eller praktiske orienteringer om rydning af jord, avling og høstprognose. Opbygning af et brev kunne se efterfølgende ud: Gode fader, kære søskende og venner! Med glæde tager jeg pennen i hånden for at underrette Eder om vort nuværende opholdssted Omaha, hvor vi har det godt, Vi har en stor sort ko og en kvie; jeg har bygget mig en kostald og fået 6 læs hø. Jeg fik straks arbejde i en vognfabrik, hvor jeg fortjener 60 rdl. dansk om måneden og hvormed jeg naturligvis kommer godt ud af det, da fødemidlerne her er langt billigere end i Danmark. En arbejdsmand fortjener her en dollars eller ca. 2 rdl. dansk daglig; 1 sæk fin hvedemel som vejer 100 pund, koster 2 dollars, flæsk og kød 8 sk. Pr. Pund, smør 20 sk., alt i forhold hertil billig, så ingen kender til armod. (Hvidt 1971:339) 18

Det er først efter denne mindre økonomisk afhandling når brevskriveren at fortælle den meget sørgelige nyhed at fire af hans børn døde under den for nylig overståede rejse. Hvidt mener at den upersonlige og mærkelige rækkefølge ikke kun skyldes skriveukyndigheden men også at for den fattige dansker, der havde levet på kanten af sultegrænsen hele sit liv, at man uden større kamp kunne skaffe sig føde og klæder var et så enestående fænomen, at det først af alt måtte meldes hjem (Hvidt. 1971:340) Det samme ser vi i efterfølgende uddrag fra et norsk brev fra 1858 skrevet af en nordmand til sin svigerfar,hvor han helt i slutningen meddeler efterfølgende som lyder nærmest som en slags eftertanke: Som Nyhed kan jeg berette eder at Vor lille Even Afgik ved døden den 3de: Januaar, Sistleden, for resten være du med Kone. Hilset paa det Beste fra mig med Famili. (Øverland 1992:30) Det tredje eksempel på en praktisk informationsskrivning frem for personlige begivenheder, er at efter at udvandreren har fortalt om avlingen og de priser den havde bragt, tab af en hest og han udsat for tyveri af 20 dollars fortæller han helt til sidst Og jeg vil ogsaa Fortelle Eder at jeg er gift med Jøran Halvorsdatter Gjerde Eje og hun er ved Taalelig god Hilse..og Hilser saa meget Flittigt til sine forældre og Broder. (Øverland 1992:30-31) De breve som blev trykt i aviser og tidsskrifter var måske stilet til familien men var i virkeligheden skrevet som offentlige meddelelser, og på den måde understregede de ofte hvilke grupper af befolkningen ville have fordel af at udvandre og hvilke burde holde sig hjemme. Selv de mest positive af de tidligste brevskrivere lover ikke et problemfrit liv i det nye land. ieg tor Ikke give noget Raad ieg haver Hørt at mange i Sygdomstilfelde Haver ønsket Sig til bage men Naar de Har faaet Sunheden her de Fundet Sig Fornøiet. Det Verste er her er ikke Godt Land paa mange miler her Fra og neppe vil nogen Finde Sig vel Fornøiet det Første Aar for Spraaget med alt det øvrige er Svært at begyde paa men de Som har verret her en Tid Finder Sig altid bedre fornøiet en i Norge.(Øverland 1992:86) 19