INTERVIEWS (i fulde længde) Bragt i meget forkortet version i SvaleBladet 2013 (50 års jubilæum). Vi har spurgt en række nuværende & tidligere volontører, frivillige, militærnægtere, ansatte, hvad de husker særligt fra deres tid i U-landsforeningen Svalerne og/eller hvordan de ser på Svalerne som organisation. Nedenstående interviews er foretaget mundtligt via telefon og er således baseret på stikord og interviewers forståelse af samtalen eventuelle fejl, mangler eller udeladelser skal tilskrives interviewer/ansvarshavende redaktør. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at være aktiv i Svalernes genbrugsbutik på Østerbrogade for 26 år siden. Jeg var da netop holdt op med at arbejde og ville meget gerne fylde min hverdag med noget meningsfuldt. En dag blev jeg kontaktet af en kvinde, der arbejdede i genbruget i stueetagen og blev derefter brugt både der og i loppeshoppen nede i kælderen. Med min baggrund som mangeårig ekspeditrice faldt jeg hurtigt til og nyder at få et afbræk i hverdagen med et rart personale og nogle rare kunder. Lissi Sundahl (frivillig i genbrugsbutikken på Østerbrogade i København gennem 26 år) Jeg har handlet i Fair Trade Butik Svalerne i mange år, og da jeg pensionerede mig selv fra det firma, hvor jeg var ansat, fik jeg lyst til at være aktiv i butikken. Jeg har altid har været interesseret i den tredje verden og har været ansvarlig for DANIDA kurser i Århus. På den måde var Svalerne et nærliggende valg. Næppe var jeg startet, før Bente Øst Hansen spurgte, om jeg havde lyst til at blive formand for foreningen. For mig er det meget vigtigt at bidrage til samfundet. Det føler jeg, at jeg gør ved mit aktive medlemskab. Jeg sætter pris på, at der sker så meget i Svalerne og at vi er en forening med plads til alle og plads til debat. Jeg er stadigvæk meget forbløffet over, at vi kan køre en forening med kun en ansat og resten frivillige. Min udmelding om vores støttepolitik er, at for lille en del af vores penge går til Indien og Bangladesh. Derfor må vi begrænse driftsomkostningerne og skære ned på partnerskabsbesøgene. Marcia Hershkovitz (frivillig i Fair Trade Butik Svalerne og aktiv i bestyrelsen som foreningens formand) Jeg har været Svale i 21 år. Det startede med, at jeg blev kunde i loppemarkedet på Nordre Fasanvej. Jeg har altid kunnet lide at gå på loppemarked og derfor lå det ligefor at blive frivillig der. Jeg kan lide jobbet, synes det er sjovt at gøre varerne attraktive for kunderne. Jeg er på loppemarkedet på Nattergalevej tre gange om ugen. Der er et vældig godt sammenhold og der er sjovt at være, selvom jeg godt kan savne klunserlejrene i 1970 erne. Der var liv og glade dage! Det vigtigste ved at være Svale er arbejdet på loppemarkedet. Jeg blander mig ikke i vores støttepolitik, men mener dog, at der skulle bruges flere ressourcer på at gøre os synlige, mere oplysningsarbejde. Til gengæld kunne vi godt skære noget ned på alle de mange partnerskabsbesøg. Annie Norup (frivillig i tøjafdelingen på loppemarkedet i København gennem 21 år)
Jeg var militærnægter på kontoret på Østerbrogade i 11 måneder fra efteråret 1985 til sommeren 1986. Derefter var jeg ansat på halv tid i seks måneder som kampagnekoordinator for kampagnen i forbindelse med 25 års jubilæet, det var i efteråret 1987 og foråret 1988. I mellemtiden havde jeg været i Nicaragua i nogle måneder på arbejdslejr, og det blev Nicaragua-arbejdet, jeg kastede mig ud i årene derefter. Som militærnægter hjalp jeg på kontoret, var med til at arrangere et langtidsarbejdsmøde og et årsmøde, og især den årlige klunserlejr, som det år var i Ringkøbing. Det var en stor oplevelse. Efter arbejdslejren var jeg med på Roskilde-festival, jeg kan faktisk ikke huske, om det var som frivillig, eller jeg stadig var militærnægter. Sjovt var det! Som ansat på kampagnen stod jeg mest for at hjælpe arbejdsgrupperne med det praktiske - ringe, bestille, indkalde osv. Men jeg var med til at redigere jubilæumsbogen, det var vildt spændende og den første bog, jeg var med til. Vi holdt også en koncert, som desværre kun lige akkurat løb rundt. Og så lavede jeg en plakat, der kom op at hænge i busserne i København. Jeg blev første gang bekendt med U-landsforeningen Svalerne på militærnægterlejren nede ved Slagelse, da vi skulle finde udstationeringssted. Svalerne var med i et slags katalog over udstationeringssteder. Jeg vidste, det skulle have noget med u-lande at gøre. Først havde jeg valgt Mellemfolkeligt Samvirkes bibliotek, men Svalerne lød unægteligt mere spændende! Jeg kunne lide blandingen af praktisk arbejde i Danmark og solidaritetsarbejde i Indien og Bangladesh, og den blanding af mennesker, som kombinationen trak til - fra bedsteborgere til lærerstuderende til bz ere til gamle modstandsfolk. Lokalgrupperne var meget forskellige og havde hver sin helt særlige charme. Jeg kunne lide tanken om, at Svalerne hvilede på sit eget arbejde (det var efter, at Svalerne havde afsluttet et stort integreret udviklingsprojekt, som alle vist var meget lettede over at være kommet ud af, og før vi rigtig var begyndt at søge Danida-penge til græsrodsarbejde i Indien og Bangladesh). På universitetet, hvor jeg studerede dengang, gik vi meget op i meget abstrakte teorier - det var universitetsmarxismens storhedstid - og jeg kunne derfor rigtig godt lide den praktiske tilgang til u-landsarbejdet uden så mange falbelader. Selv om, når man tænker over det, arbejdet i Indien og Bangladesh jo var meget politisk, nærmest revolutionært. Jeg kunne lide stemningen i foreningen - det var den første forening, jeg kom med i, som var landsdækkende, og hvor os københavnere ikke engang var særligt dominerende. Det var den første forening, jeg kom ind i, hvor man sang meget! Jeg tog på arbejdslejr i Nicaragua i efteråret 1986 og blev væk i fem måneder. Efter det blev det Mellemamerika, der trak. Der var jo revolution, så det var ekstra spændende. Men det var nok også lidt tilfældigt. Hvis jeg var kommet på kontaktrejse med Svalerne, før jeg tog til Nicaragua med Nicaragua Komiteen, havde jeg måske stadig været i Svalerne i stedet for i Mellemamerika Komiteen, hvor jeg har været aktiv siden. Som sagt var Svalerne en skole for mig i praktisk u-landsarbejde, og i hvordan en folkelig forening kan organiseres, så man laver store ting sammen - og man samtidig har det sjovt. Idéen om at handling og idé skal gå hånd i hånd - og at det er handling, der er afgørende og det, fællesskabet drejer sig om, er noget, jeg har prøvet at tage med mig i mit arbejde i andre foreninger siden. Sven Gårn Hansen (militærnægter på hovedkontoret i København i 1985-86 og halvtidsansat ifm. jubilæumsbogen til Svalernes 25 års jubilæum i 1988) I 1992 kom jeg i gang med det frivillige arbejde. Det foregik i et hus kaldet Vindmøllen. Der arbejdede forskellige selvhjælpsgrupper. Jeg arbejdede dengang stadig som sygeplejerske i Fredericia. På den afdeling, hvor jeg arbejdede, lå der pjecer fra husets selvhjælpsgrupper og via min daværende afdelingssygeplejerske kom jeg i kontakt med lederen af alle selvhjælpsgrupperne, Paula Brahe. Jeg kom med i en gruppe kaldet Tab af barn. I Vindmøllens eget blad kom jeg til at læse om Svalerne. I bladet stod, at Svalerne ville etablere flere genbrugsbutikker, f.eks. i Fredericia. I 1997 gik jeg i gang med at søge efter et lokale. Der var en tom butik ved siden af en frisørsalon. Denne butik skulle Svalerne overtage fra december 1997. Jeg tog i den anledning kontakt med Per Markmøller (tidligere koordinator) og Brian Skaaning fra Odense for at tale
med dem om, hvordan det skulle foregå. Tøj og andre varer kom fra Odense. Butikken startede i begyndelsen af 1998 og der kom en del damer, hvoraf både Rotha Holdt og Renate stadig er aktive. Af andre aktiviteter har jeg holdt foredrag om Svalerne i Sognegården i Grenå. Det skete i 2004. I 2006 søgte jeg om en bod på torvet i Grenå til en høstfest. Svalerne leverede en kuffert. Det blev en stor succes, men få nye medlemmer til Svalerne. Jeg er nu passivt medlem, men husker med glæde tilbage på fællesskabet og det at kunne fortælle om os. Jeg husker også tilbage på besøget af inderne og bangladesherne. Endelig har det været meget tilfredsstillende at kunne sende penge til København og at butikken fortsat eksisterer. Jeg savner engang imellem at være aktiv Svale. Karin Køpke Hauge (stod for opstart af genbrugsbutik i Fredericia i 1998) Det var tilfældigt, at jeg kom ind i Svalerne. Jeg kendte nogle, der var aktive på loppemarkedet på Nattergalevej. De kunne godt bruge en mand til og da jeg havde en fortid som bibliotekar og arkivar i Landsarkivet var det oplagt at blive aktiv i bogafdelingen, som jeg hurtigt overtog ansvaret for. Jeg er stolt af, at afdelingen fungerer og at den holder en høj standard. Der kommer flere antikvarer og akademikere og dem, der kommer, kommer ofte. På den måde har jeg fået flere venner. Derudover er min kæreste også med. Bogafdelingen har et pænt overskud og et godt ry. Jeg går op i bøgerne, men ikke særlig meget i Svale-politikken. Debatterne er for indforståede og alt er styret på forhånd. Men hvis jeg skulle bestemme, skulle man bruge flere penge til støtte til organisationer og projekter og færre til oplysningsaktiviteter, som folk alligevel er trætte af. Jørgen Andersen (frivillig i bogafdelingen på loppemarkedet i København) Foreningens rummelighed var dejlig der var mange slags mennesker, men det store engagement var alle fælles om. De fællesskaber og relationer har været meget vigtige det har været med til at danne mig som person og har i høj grad præget mit arbejdsliv frem til i dag. Pia Myrthue (ansat som koordinator fra 1982-1986) Hele grunden til, at jeg i sin tid (1992) fik kendskab til Svalerne var min nuværende mands engagement i loppemarkedet på Ndr. Fasanvej 186B. Han mente, det kunne være sundt for mig at komme lidt væk fra studiebøgerne og tog mig med en lørdag formiddag. På tidspunktet vidste jeg ikke ret meget om Svalernes arbejde eller målsætninger, men blev vel modtaget. Det at møde andre mennesker med helt andre baggrunde og forudsætninger end mine egne og selvfølgelig kombineret med det fællesskab der var og stadig er på stedet, selv om lokaliteten nu hedder Nattergalevej 6, var nok den største grund til, at jeg efter nogle uger "blev hængende". Det er også stadig arbejdet med loppemarkedet, der fylder mest i mit svaleliv. Det er ikke blot det økonomiske aspekt i at forvandle genanvendelige genstande til økonomiske midler til foreningens drift og projekter og fællesskabet på stedet, der motiverer mig til at fortsætte som aktiv Svale. Det er faktisk i langt højere grad det væld af muligheder for mere eller mindre ubevidst læring, det rummer at være med til at drive en virksomhed som denne baseret på frivillig arbejdskraft med et fladt demokrati uden en fast ledelse. Hvis man tænker en virksomhedsstruktur ind i loppemarkedet på Nattergalevej, vil man ikke blot kunne lære noget om at være klunser, men i lige så høj grad om HR, regnskab, konflikthåndtering, ja stort set drift af en virksomhed på den ene side og i meget stor grad kommunikation og opbygning af gensidig menneskelig respekt/empati på den anden side. Det er alt sammen elementer, der ikke blot er brugbare i svaleregi, men i lige så høj grad i relationer på en hvilken som helst anden arbejdsplads og i ens privatliv. Det er for mig en kilde til både glæde, afslapning og af og til
lidt hovedbrud i en ellers travl hverdag. Er man som jeg blot lidt nysgerrig og ikke bange for udfordringer, er der også i den anden del af foreningens arbejde, store muligheder for udvikling af ens viden og engagement. Det tog ikke ret lang tid, efter jeg var kommet ind i Svalerne, før jeg blev fodret med viden om hvad midlerne som tjenes her i landet bruges til. Det, der den dag i dag stadig gør indtryk, er den stolthed og det engagement, der skinner igennem i hele foreningens arbejde; i ulandsarbejdet i både Tamil Nadu, Indien og Bangladesh og oplysningsarbejdet, og den måde det formidles til nye og gamle Svaler på. Svalerne adskiller sig på mange måder markant fra andre foreninger, når det gælder ideologi, projektopbygning og målsætninger for arbejdet, og det er det, der ikke blot er foreningens aktiv men også sammenhængskraft, tror jeg. Det, der driver mit engagement i denne del af foreningen, er muligheden for ikke blot at kapacitetsopbygge vore partnere i Indien og Bangladesh og se projekter lykkes men i lige så høj grad at kapacitetsopbygge mig selv personligt så vel som videnskabeligt. Kort sagt, hvis man er indstillet på at give blot lidt af sin tid og sin interesse i foreningen, har den til gengæld potentialet til at give dig mange fold igen, på rigtig mange planer, hvis man er åben for at modtage det. Tenna Jensen (frivillig på loppemarkedet i København siden 1992 og pt. også aktiv i Svalernes bestyrelse) Midt i 1970 erne var en yngre journalist i svare vanskeligheder! Journalisten var mig. Jeg skrev om udviklingslande og bistand for Kristeligt Dagblad, jeg ville gerne fortsætte som udviklingsjournalist, men kendte kun den virkelighed, jeg skrev om, fra korte ophold i Afrika. Derfor ville jeg gerne ud i en længere periode og opleve udviklingsarbejdet indefra. Men hvem ville bekoste en journalist? Danida havde ikke brug for sådan en som mig; det havde Mellemfolkeligt Samvirke heller ikke. Men Svalerne sagde ja, og det blev min redning. Jeg fik to år som projektkoordinator i Sherpur, Bangladesh fra 1976-78. Jeg ved ikke, om de fattige i Bangladesh fik så meget ud af min indsats, at det dækkede de lommepenge, volontører fik dengang (ca. 250 kr. om måneden). Derimod fik jeg selv fuld valuta. Jeg fik udviklingsarbejdet og Sydasien så meget ind under huden, at det forslog i resten af min aktive tid som journalist: En stor blandet landhandel af artikler, bøger, radioarbejde, selv lidt TV og alt det løse. Jeg følte mig hjemme i mit stof. Det kan jeg takke Svalerne for! Jørgen Harboe (udsendt til Bangladesh som volontør for Svalerne i 1976-78) Jeg blev medlem af Svalerne i 1991. Dengang var jeg 27 år. Jeg kendte en veninde, som var aktiv i Svalerne og bl.a. havde været med til at arrangere en international klunserlejr i Aarhus året før. Det synes jeg lød spændende, og samtidig ville jeg på en eller anden måde gerne være med til at gøre noget godt for verden. Derfor blev jeg aktiv i Svalerne i Aarhus, hvor hovedaktiviteten er at importere Fair Trade kunsthåndværksprodukter - hovedsageligt fra Bangladesh. Det første, vi gik i gang med, var dog at arrangere endnu en klunserlejr med deltagere fra det meste af Europa og Nordafrika. Det var spændende, men også hårdt arbejde at være med i lejren, hvor vi boede på en skole i Aarhus. Jeg har lært rigtigt meget ved at være med i Svalerne. Først og fremmest er jeg blevet bedre til at samarbejde med vidt forskellige mennesker, og jeg har fået et frisk input fra de resursestærke mennesker, vi har besøgt eller har haft besøg af fra den tredje verden. Jeg er blevet mere opmærksom på, at en stor del af jordens befolkning lever under ekstremt vanskelige forhold - i forhold til dem føler jeg mig meget heldig med tilfældigvis at være født i et rigt og velfungerende land som Danmark. Jeg har lært at tale i større forsamlinger og at deltage i strukturerede møder. Alt sammen noget jeg kan bruge i min fritid, men absolut også i mit arbejde som rådgivende ingeniør. Jeg synes, Svalerne skiller sig ud på en positiv måde i forhold til andre lignende foreninger ved at fokusere på, at mennesker i den tredje verden er bedre til at hjælpe sig selv, end hvis man blot "pådutter" dem et projekt, vi synes om. Svalerne er også en forening med flad
struktur og meget stor indflydelse fra medlemmerne, hvis man ønsker det. Jeg kan også godt lide, at Svalerne ikke deltager i en masse dyre reklamekampagner med erhvervssponsorer, og at vi ikke benytter os af professionelle "facere", som jeg er dødtræt af at møde på gågaden igen og igen. Thomas Rugård Poulsen (aktivt medlem af Svalerne i Aarhus siden 1991 og tidligere formand for hovedforeningen) Jeg blev Svale i 1999 efter at være gået tidligt på pension. Derfor havde jeg energi og overskud til at kaste mig over frivilligt arbejde. Men først skulle jeg finde ud af, hvor jeg kunne bruge mine kræfter. Heldigvis er der noget, der hedder SR Bistand, der formidler kontakt til en række organisationer, der betjener sig af frivillig arbejdskraft. Da navnet Svalerne dukkede op på skærmen, var der en klokke, der ringede. Navnet vakte en eller anden positiv genklang fra min venstreorienterede ungdom. Jeg henvendte mig til den daværende koordinator og fornemmede straks en 70 eragtig atmosfære i rummet, som tiltalte mig. Jeg startede med at arbejde på kontoret to gange om ugen. Der var rigeligt at lave både med Svaleblade, SvaleNyt, besøg fra partnerskabsorganisationer i Indien og Bangladesh og alt det løse. Jeg kunne lide (og det kan jeg stadig) den uformelle og åbne tone, der er i Svalerne. Alle kan komme til orde og man bliver accepteret som den, man er. Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med alle de forskellige mennesker, jeg har mødt hos foreningen i tidens løb og ikke mindst mødet med inderne og bangladesherne i forbindelse med studierejserne til henholdsvis Tamil Nadu og Bangladesh. Det er mennesker med stor vilje til at forandre og forbedre deres liv. Det er livsbekræftende at være Svale. Lone Eskesen (frivillig på hovedkontoret i København siden 1999) Hjælp til selvhjælp er et af de gennemgående principper i det frivillige arbejde. På den ene side hjælper man andre, men derigennem hjælper man også sig selv. Man får indhold i sit liv ved at lave noget sammen med andre mennesker. Arbejdet hos Svalerne har vist mig, at rummelighed er essentiel. På en måde har Svalerne nærmest haft en opdragende effekt på mig, fordi det har udviklet mit menneskesyn. Jeg er blevet oplært i, at der skal være plads til alle, også de skæve og dem, der bare er anderledes. Ebbe Primdahl (frivillig i Svalerne igennem 30 år) Jeg var i Sherpur, Bangladesh, i 1975 som medicin studerende sammen med Arne Poulstrup. Der var rigtig mange ting, der overraskede mig, da jeg kom til Bangladesh. Først de kæmpe store floder, som vi skulle over på vejen til Sherpur. De store skrænter vi skulle op ad for at komme på land bilen der brød sammen og folk der bare kiggede. Dernæst at mekanikeren satte sig på hug oven på skærmen for at reparere noget i motoren. Alle de mennesker der var OVERALT. Det var stærkt skræmmende og derfor en fantastisk god ting, at vi boede på et lukket område, så vi var skærmet for de tusindvis af nysgerrige blikke vi mødte overalt. Ud over de få måneders regntid skinnede solen HVER dag. Det var trivielt at kigge ud af vinduet om morgenen og se solen skinne! Det var ubegribeligt at aftnerne /nætterne var så kolde om vinteren vi var jo i de varme lande. For os var det godt at være ude med Svalerne. Det var godt at se, hvordan andre lever og være tæt på andre folkeslag i længere tid og forstå en smule af deres liv. Om det var godt for bengalerne ved jeg ikke, men jeg tror ikke vi har gjort skade. Personligt var det en kæmpe stor oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Det gav mig mod på at komme ud igen, så jeg som uddannet læge rejste ud som frivillig i 2 år (med WUS til Nicaragua). Jeg har holdt kontakt med et par af de lokale bengalere siden mit ophold i Bangladesh. Det synes jeg er fantastisk! Birgit Arentoft (volontør i Bangladesh i 1975-1976)
Jeg var frivillig i Sherpur, Bangladesh, midt i 1970 erne. Det var en oplevelse, der på mange planer har haft afgørende betydning for mit liv. Jeg oplevede, hvordan mennesker, der overlevede under vanskelige, nogle gange ekstreme forhold, havde en utrolig tilpasningsevne og livskraft. Vreden over uligheder og skæv fordeling, samt respekten for det enkelte menneskes ressourcer og jordens ressourcer har fulgt mig videre i livet. Jeg lærte også meget om udviklingsarbejde. Vi arbejdede dengang i projekter igangsat af Svalerne. Jeg er ikke i tvivl om, at vi gjorde en forskel i en del menneskers liv, men jeg kom i stigende grad i tvivl om det fornuftige i den måde at drive udviklingsbistand på. Der var efter min mening for megen central styring fra hovedkontoret i København og for lidt plads til, at bengalerne selv kunne få lov til at sætte en dagsorden. Det fik en anden frivillig og jeg til at opsige vores kontrakter 3 måneder før deres udløb, efter lange diskussioner, der ikke førte til nogen fælles forståelse. Det glæder mig meget, at Svalerne få år senere ophørte med at drive egne projekter, til fordel for udelukkende at støtte lokale samarbejdspartnere. Jeg kan derfor i dag helhjertet ønske Svalerne tillykke med jubilæet og det gode arbejde for nogle af verdens fattigste og mest undertrykte. Elsebeth Gravgaard (volontør i Bangladesh i 1976-1978.Idag seniorrådgiver for HIV og AIDS samt ligestilling i Folkekirkens Nødhjælp)