Udveksling til (land): Kenya Udvekslingsperiode: 21/4-12 29/6-12 Navn: Annemette Rønde Holm E-mail: putte_holm@hotmail.com Tlf. nr. 28294099 Evt. rejsekammerat: Trine Lindhardt og Theis Smedegaard. Hjem-institution: VIA University Collage, Aarhus. Holdnummer: 10 2 A Værts- institution/universitet: Action Aid / Mellemfolkeligt Samvirke Praktikplads/Hospital: Gereral Provencial Hospital, Kakamega Speciale: Der var på hospitalet mange forskellige specialer, fx. Medicinske, kirurgisk, HIV, diabetes, mor/barn, børneafdeling, fødegang mm. Hvorfor valgte du at tage på udveksling? Da jeg i 2010 valgte at søge ind på sygeplejerske uddannelsen, var det på baggrund af en rejse til Indien, i januar samme år. Jeg har altid været glad for at rejse, og har gjort det utrolig meget. Men på min rejse til Indien i januar 2010, oplevede jeg en elendighed, jeg aldrig havde oplevet før. På trods af, at jeg har rejst i Sydamerika i syv måneder forinden, var det jeg så og oplevede i Indien, i en kategori helt for sig selv. Jeg har altid haft rigtig svært med fattigdom og sult, og ville som lille altid hjælpe de hjemløse vi så, eksempelvis i metroen i London. Jeg ville gerne redde verden, og have at alle havde det godt! Dette ønske blev bestemt ikke mindre i Indien. Her fik jeg en brændende lyst til at gøre noget, og hjælpe de stakkels mennesker, men vidste bare ikke hvordan? Da jeg kom hjem fra min rejse og fortalte om mine oplevelser, foreslog en af mine forældres venner, at jeg skulle blive sygeplejerske, og på den måde gennem mit arbejde, både rejse, og måske redde lidt af verden ;) Så med drømmen om engang, at komme ud med Læger uden grænser, eller en anden hjælpeorganisation, søgte jeg ind på sygeplejerske skolen i Århus, og var så heldig at blive optaget til start i august 2010. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var mulighed for udveksling under uddannelsen, og gik straks i gang med at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre. Hvorfor valgte du det specifikke sted? Da jeg allerede havde rejst i det meste af Sydamerika, og også havde været et smut i Asien, var Afrika det oplagte valg for mig, da jeg ønskede at komme til et U-land, hvor jeg tænkte jeg kunne gøre den største forskel. Jeg havde også muligheden for at tage til 2011 1
Norge, men valgte Afrika, nærmere bestemt Kenya. Jeg tænkte, at jeg her bla. ville møde de største udfordringer og kultur forskelle. Vi kunne vælge mellem Kenya og Uganda, og jeg valgte hurtigt Kenya. Jeg mindes ikke, at vi tænkte nærmere over, hvorfor det lige blev Kenya valget faldt på, jeg tror måske det var fordi, det var det, vi havde hørt mest om. Men det var faktisk først efter, at vi havde tilmeldt os, at vi rigtig begyndte at læse om landet, og dets historie. Det var ikke ligefrem opløftende, hvad vi fandt ud af. Vi kunne læse på udenrigsministeriets hjemmeside, at de frarådede alt unødig rejse til Kenya pga. terror, og vi læste rejse blogs fra folk, som havde haft grimme oplevelser i Kenya. Men som vi også havde fået at vide af studievejlederne, var det et meget anderledes land at rejse til, og vi skulle være forberedt på lidt af hvert. Det var vi så, og rejste så med lidt sommerfugle i maven, til Kenya d.21/4 2012. Din forberedelse til udvekslingsopholdet I forhold til det økonomiske tænkte jeg meget over, hvad jeg brugte penge på inden jeg tog afsted. Jeg købte ikke de samme mængder tøj som jeg plejede, tænkte mere over at spare på madvarer osv. Derudover søgte jeg en del legater, men fik desværre afslag på dem alle. Jeg valgte at fremleje mit værelse allerede fra d.1/4, og boede den sidste halve måned hos min faster og onkel i Højbjerg. Det var super skønt, både at spare en måneds husleje, men også spare penge på mad, da jeg boede der uden at betale. Jeg har også været god til at lægge penge til side, fra mit sommerferie job, så jeg havde en god lille opsparing, inden jeg tog afsted. Mht. vacciner, så havde jeg stort set alle dem jeg skulle bruge, fra forrige rejser. Jeg fik en tid hos min læge til en rejse konsultation, og fik der de sidste vacciner, som jeg manglede bla. kolera og turberculose. Jeg lånte Lonley Planet Kenya og East Africa af to piger, som allerede havde været afsted. Dem snakkede jeg også rigtig meget med, og stillede dem en masse spørgsmål om deres udveksling osv. Det var rigtig rart, at høre det fra nogen som allerede havde været afsted og selv oplevet, hvordan det hele var. Det gav mig en dejlig ro, at høre dem fortælle, for man kan sagtens hyle sig selv helt ud af den, hvis man begynder at sidde og læse alle de ubehagelige ting, der stod om Kenya på internettet. Fagligt udbytte o Hvordan arbejdede du med læringsmål? Vi var hele opholdet igennem, rigtig gode til at snakke om, og diskutere vores læringsmål med hinanden. Vi stillede hinanden spørgsmål, og spurgte til råds mht. forskellige problemstillinger vi var stødt på, på hospitalet. Det var rigtig fedt 2011 2
at bruge hinanden som sparringspartnere, og da vi alle kom til stort set de sammen afdelinger, kunne vi snakke om, hvad vi havde gjort af erfaring hver især. Udover det havde vi vores bøger med hjemmefra, som vi kunne læse i. Vi havde taget vores anatomi og fysiologi, medicingivning, sygepleje teknikker, og procedure og basal sygdomslære med. De dækkede meget godt, hvad vi skulle læse om, og hvis man lige var i tvivl om noget medicin man havde givet, havde vi internet og kunne slå op på medicin.dk. o Hvordan var kontakten til vejledere? Vi havde et ugentlig møde med Phillip, vores vejleder, hvor vi snakkede om, hvordan det gik på vores afdelingen, og om hvor vi skulle være den efterfølgende uge. Men han var ikke vejleder, som vi har vejledere herhjemme. Vi så ham sjældent på afdelingen, og han kom ikke og stillede spørgsmål, eller fulgte med os rundet på afdelingerne. Så det var næsten kun om onsdagen, vi så ham kort. Når vi så havde møde med ham, kunne især Trine og jeg mærke, at vi var i Kenya. Han henvendte sig altid til Theis først, og lyttede meget mere på ham, end på os. Der følte man virkelig den forskel, kenyanere ser mellem mænd og kvinder. Vi brugte i stedet hinanden, de sygeplejestuderende og sygeplejerskerne, hvis vi havde spørgsmål, eller undrede os over noget. o Hvordan var kontakten til patienter Den sproglige barriere gjorde det meget svært for os, at få en god kontakt til patienterne. Vi prøvede med de få ord vi kunne, fagter, og de andre studerende som oversættere. Den kontakt vi fik opbygget, var oftest utrolig positiv. I Kenya yder sygeplejerskerne nærmest ingen omsorg, så bare det at vi kom og holdt i hånden, aede på kinden, eller hjalp med at rense et sår, betød så meget for dem. Man kunne tydeligt se glæden og taknemmeligheden i deres øjne. Det var helt tydeligt, at de ikke var vant til den slags omsorg. Vi oplevede også, at hvis vi havde hjulpet en patient, så spurgte de andre patienter efter os, og ville have, vi skulle gøre det samme for dem. Den sidste dag på kirurgisk afdeling, gav jeg min trøje til en mentalt syg kvinde, som havde været på afdelingen,al den tid, vi var i Kakamega. På hendes journal stod der, unknown African woman. Hun havde ikke andet end et lagen at tage på, og da det var vintertid dernede, var det ret køligt om morgenen. Så jeg gav hende min striktrøje, og hun blev så taknemmelig og glad. Det var virkelig en skøn oplevelse. 2011 3
Taknemmelig unknown African woman. En anden patient kontakt, der har gjort stort indtryk på mig, var til en lille forældreløs pige på 9 måneder. En morgen, til et af vores vejledningsmøder, fik vi at vide, at der var blevet efterladt en lille baby på børneafdelingen, aftenen før. Trine og jeg var på børneafdelingen den uge, så vi skyndte os ned for at se efter pigen. Da vi kom ned på afdelingen, fandt vi hende i en seng, uden tremmer, helt alene, indsmurt i sin egen afføring og opkast. Der var INGEN af sygeplejerskerne, som havde set efter hende, og hun lå der fuldstændig overladt til sig selv. Det kunne vi selvfølgelig ikke bære, så vi tog hende op med det samme, og fik hende vasket, og svøbt ind i et lagen, da det var det eneste vi havde. Hun var så lille og svag, og blev lynhurtigt knyttet til os. Hvis vi prøvede at ligge hende ned i sengen igen, begyndte hun med det samme at græde. Det var meget tydeligt, at hun havde brug for tryghed og omsorg. Men endnu vigtigere, hun havde brug for mad og væske. Hun var meget, meget underernæret og dehydreret, faktisk så dehydreret, at man kunne se hendes puls, i hovedet på hende. Men det var som om der ikke rigtig skete noget, så Trine og jeg fik fat på en læge, der undersøgte hende, og fik sat behandlingen i gang. Hun blev vejet og målt, og hun sprang skalaen for underernærede børn, så lille var hun. Vi var utrolig frustrerede over, at der ikke var nogen, som tog affære og gjorde noget. Vi spurgte sygeplejerskerne om, hvad de havde tænkt sig, der skulle ske med hende, og hvad de havde gjort, hvis vi ikke havde været der, og gjort noget?! Det kunne de ikke rigtig svare på. Men sagde bare noget med, at hun skulle være der en måned, så hvis forældrene fortrød, kunne de komme og hente hende igen. Det kunne vi næsten ikke bære! Da hun ikke havde noget tøj, besluttede vi at købe lidt tøj og en ble til hende. Da vi kom med det dagen efter, blev alle sygeplejerskerne meget begejstrede, og syntes det var så godt, vi havde købt det 2011 4
til hende, men det eneste de sagde var so you go and buy more? For sådan fungerer det i Kenya. Fordi vi er hvide tror de, det er lig med, at vi vælter os i penge, så de kunne slet ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne blive ved med at købe og købe? Det var rigtig svært for os at efterlade den lille pige på afdelingen, fordi vi ikke følte, der kun blev gjort noget, når vi var der. Men det skal man også huske når man tager til Afrika, man skal ikke tage derned, og tror man kan redde verden. Men gøre en lille forskel for nogen, det kan man. Og det er jeg helt sikker på vi gjorde for den lille pige. Der blev sat undersøgelser i gang, hun fik varmt tøj og følte måske tryghed og omsorg, i hvert fald et par dage. Trine og lillepigen. Kulturelt udbytte o Hvad lærte du om landets kultur Der er ingen tvivl om, at kultur forskellen er KÆMPE stor, og det kræver virkelig tilvending. Trine, Theis og jeg var blevet placeret på et hospital i byen Kakamega i vest Kenya. Her blev vi indkvarteret hos en forholdsvis velhavende familie, hvor faderen i familien var læge, og moderen var ernærings ekspert. Vi havde fået at vide fra Action Aid, at vores familie var den bedste de havde i den provins, og at vores vejleder var den bedste i hele landet, så man må sige vi havde høje forventninger. Da vi så skulle møde vores vejleder den første dag på hospitalet, må jeg sige, det var noget af en skuffelse. Vi sad og ventede på et kontor i hovedbygningen, da der kom en mand på ca.40 år ind, og gav os det mest slappe håndtryk jeg længe havde fået. Han knapt nok skænkede os et blik, eller hilste på os, han stak bare hånden frem, og snakkede videre med sine kollegaer. Vi fandt siden hen ud af, at i Kenya giver man hånd til alle og hele tiden! Og det er ikke som her hjemme, hvor man tager godt fat, kigger folk i øjnene og siger hej, nej i Kenya kan man sagtens snakke i telefon med en og give hånd til 10 mand på 2011 5
samme tid. Det skulle vi lige vende os til, og også det, at vores vejleder oftest henvendte sig til Theis frem for Trine og jeg. Det er meget tydeligt, at der er forskel på mænd og kvinder i Kenya. Kvinder er det underlegne køn, og det er okay for en mand, at have både to og tre koner. Selv højt uddannede mennesker er af den opfattelse, at det selvfølgelig er i orden, at slå sin kone, og have andre kvinder uden for sit ægteskab. Det syn på kvinder, var lige noget jeg skulle vende mig til. Ud over det, var det også en ret stor tilvendings sag for mig, at skulle leve som de gjorde i vores familie. Vi havde en maid, som lavede alt i huset. Hun vaskede tøj, gjorde rent, lavede mad, ryddede af bordet og meget, meget mere. Det har jeg langt fra været vant til her hjemme fra, så det var lidt underligt, slet ikke at bidrage til husholdningen. Det eneste vi fik lov til, var at bære vores tallerkener ud efter aftensmaden. Aftensmaden blev heller ikke indtaget helt som hjemme hos mig. Fjernsynet kørte for fulde drøn, og så spiste vi for det meste alene, bare os tre. Vores baba (far) var aldrig hjemme til aftensmad, da han gik i aftenskole. Denne aftenskole viste sig at være den lokale sportsklubs bar, hvor de finere mænd i byen mødtes hver aften, for at drikke og snakke om politik. Vores mama spiste også kun sjældent med os. Enten havde hun lige drukket te og var mæt, ellers kom hendes tv-serie lige når vi skulle spise, og den kunne hun bare ikke gå glip af! Så selvom vi havde det rigtig godt, og blev rigtig glade for vores maid, var det ikke en måde jeg kunne tænke mig at have levet på, ret meget længere. Den ting jeg nok har haft det sværest ved at skulle prøve at acceptere og leve med, er deres ligegyldighed. Mange afrikanere er ligeglade med al ting og tager sig ikke af noget som helst. De er elendige til at informere, hvis der sker ændringer fx hvis man rejser. Vi oplevede på en weekendtur hjem fra Uganda, at vores matatu (minivan) chauffør, blev stoppet og ført væk af en gruppe mænd. Efter hvad vi forstod, havde han ikke betalt gebyr for at køre ind i den samme by to gange. Derfor blev han ført væk, og sat ind bag i en anden bil. Så der sad vi meget uforstående, og ventede til der kom en anden fyr og kørte matatuen tilbage til Kakamega?! o Om kulturen i landets sundhedsvæsen Det er svært at gøre det kort, for som vi også sagde til dem, når de spurgte hvad forskellene var fra deres sundhedsvæsen til vores, ville det tage hele dagen, for ALT er anderledes. I Kenya betaler man for at ligge på hospitalet, og penge er afgørende for hvilken type behandling man får. Har du ingen penge til smertestillende, må man undvære. Kan du ikke betale din regning, bliver du 2011 6
tilbageholdt på hospitalet til regningen er betalt. Der er heller ingen former for elektronisk udstyr på hospitalerne, så alt er manuelt. Alle journaler og protokoller er håndskrevne. Journalerne er total uoverskuelige, og der er løse ark med gamle recepter og plejerplaner. Vores hospital, som skulle forestille, at være et af de bedre, var meget faldefærdigt og slidt. Det var hegnet inde, så man kunne holde de pårørende ude, når man ønskede det. Det var inddelt i forskellige afdelinger, som vi blev sendt rundt på uge, for uge. Jeg var bla. på medicinsk, kirurgisk, fødegangen og mor/barn. Alle afdelingerne var stort set styret af sygeplejerske studerende, da der var mangel på sygeplejersker. Så der var typisk en eller to sygeplejersker, og resten studerende. Dette bar behandlingen ret meget præg af, da mange af de studerende udviste en ligegyldighed over for patienterne, der næsten ikke var til at holde ud. Jeg har mange eksempler, men skal nok nøjes med et par stykker. Jeg oplevede f.eks. på den kirurgiske afdeling en masse patienter med meget slemme liggesår. Og når man spurgte ind til, hvad de gjorde ved dem, fik jeg aldrig rigtig noget ordentligt svar. De sagde måske, at det var de pårørendes opgave, at forhindre sådanne sår, fra at komme. I Kenya er det nemlig de pårørende, som en stor del af tiden fungerer som sygeplejersker. Det er dem, der bader, giver mad og tager sig af patienterne. Den sygepleje sygeplejerskerne yder er stort set kun instrumentel. Der er på ingen måde omsorg i Kenyansk sygepleje. Tilbage til liggesårene. En af mine sidste dage på den kirurgiske afdeling kom jeg til en kvinde, som havde de grimmeste liggesår jeg nogensinde har set. Hendes ene balde var næsten helt væk. Da kvinden ingen pårørende havde, spurgte jeg de studerende, hvad de så gjorde med hende, om de så skulle vende hende, for det kunne jeg se der stod i hendes journal? Hertil svarede de, tjaaa det burde vi måske nok, men jeg ved ikke om der er nogen, som gør det? Det var så fustrende, og sådanne episoder oplevede vi stor set hver dag. Det skal man forberede sig på, for det er meget fustrende og ubehageligt, at stå i situationer, hvor man ved der bliver handlet forkert, men man kan intet stille op. Og ofte fik vi at vide, you need to improvice, for de har ikke midlerne til at udføre de forskellige procedurer rigtigt. o Om sygeplejekulturen Sygeplejekulturen er ligesom alt andet i Kenya, meget anderledes fra Danmark. Der er f.eks. flere forskellige grader af sygeplejeuddannelser i Kenya, og jeg synes det var tydeligt at mærke, hvor godt de forskellige sygeplejersker var 2011 7
uddannet. Jo længere uddannelse de havde, jo mere gik de op i deres job. Jeg synes vi oplevede en ligegyldighed på mange af afdelingerne. De ældste sygeplejersker kom når det passede dem, og skulle de lige ud og handle inden de mødte ind, så gjorde de det. At resten af afdelingen så måtte løbe dobbelt så hurtigt, rørte dem ikke. Vi oplevede også at fordelingen af ressourcer, ikke var noget de gjorde i. Hvis der ikke var noget at lave på den station man havde fået tildelt, sad man bare og snakkede. Det var ikke noget med at træde til, hvor der var brug for hjælp andet steds. Blandt nogen af de sygeplejerske studerende, var holdningen til arbejdet og patienterne også utrolig lad. Det var tydeligt at se, de faktisk ikke rigtig gad at være der. De tog sig på ingen måde af patienterne, og så grinede de rigtig meget af patienterne. Især hvis de skreg af smerte, eller græd. Så kunne de studerende finde på at stå og grine patienten lige op i hovedet. Det var meget ubehageligt for os, og når vi spurgte hvorfor de gjorde det, kunne de ikke rigtig svare på det. Vi oplevede til en fødsel, hvor vi var ca.12 sygeplejerske studerende, at kvinden havde store problemer med at presse rigtig når hun skulle det. I stedet for at guide hende, blev der grinet og gjort nar. Hun fik at vide, at kvinden inde ved siden af, hun kunne finde ud af at presse rigtig. De forskellige procedurer blev heller ikke udført korrekt. Ved medicingivning blev der ikke brugt handsker, de sprittede ikke af, før de trak medicinen op, og sprittede heller ikke af før de stak. Bordet med medicin var total uoverskueligt, og de blandede sig ofte i hinandens medicingivning, så man var i tvivl om, hvem der havde fået hvad, og hvad det nu lige var man havde trukket op. Det var meget forvirrende. Vi oplevede heldigvis også sygeplejersker, som virkelig gik op i deres job, og var passionerede omkring det. Jeg fik lov til at gå med nogle studerende fra universitetet, hvis uddannelse tog 7 år. De var så søde til at tage mig med, og utrolig dygtige. De udførte alle procedurerne som vi ville have gjort det herhjemme. Ved hver injektion, blev beholderen sprittet af, de brugte handsker, sprittede patienten af, træk sprøjten tilbage, for at se om den lå rigtigt osv. Jeg var meget imponeret og glad for, at der faktisk var kompetente sygeplejersker i Kenya. De fleste af dem drømte desværre om at komme væk fra Kenya og arbejde i Europa. Social erfaring 2011 8
o Hvordan blev du modtaget af kolleger På de fleste afdelinger blev vi modtaget godt. De synes oftest at det var spændende at få hvide studerende, og vi oplevede at de spurgte os meget til råds. Men vi oplevede også at blive overset, og selvom vi spurgte om de ville snakke engelsk, så vi også kunne forstå, snakkede de alligevel swahili. Så det var en meget blandet oplevelse. Trine og jeg var på en mor/barn afdeling i to uger, og sygeplejerskerne der var så søde og venlige. Vi blev vist rundt, og fik set hele afdelingen første dag. Vi blev inddraget, og fik også tildelt stationer, som de andre sygeplejerske studerende. Det var rigtig godt, for på andre afdelinger fik vi mere eller mindre lov til at passe os selv. o Havde du kontakt til lokalbefolkningen Udover vores egen familie var kontakten til lokalbefolkningen meget begrænset. Vi brugte de lokale botabota (cykeltaxi) hver morgen, og snakkede lidt med folk på gaden. Vi fik os også et par venner på hospitalet, hvor vi blev inviteret hjem til to af dem. Det var rigtig sjovt at prøve, men vi havde det også lidt underligt med disse venskaber. For os virkede det meget som om, det kun var pga. vores hudfarve, og det var faktisk ikke særlig rart, at blive ophøjet på den måde. Mange af de studerende vi snakkede med troede vi var bedre mennesker end de sorte, og de blev meget overraskede, da vi fortalte at hvide mennesker ikke kun er gode mennesker. De slår også ihjel, voldtager og stjæler fra hinanden. Vores nabo havde to voksne børn, som tog os med i byen en aften. Det var ret sjovt at prøve at gå ud i Kenya. Det var meget anderledes, og igen, fordi vi var hvide, blev det også forventet, at vi betalte. Så alt i alt var jeg ikke vildt begejstret for kontakten med lokalbefolkningen. Jeg synes som sagt det var ret ubehageligt, at folk satte en på en pedistal fordi vi var hvide, og at folk hele tiden kom hen og ville give hånd og snakke fordi vi var hvide. Det var meget hyggeligt i starten, men til sidst blev det bare for meget for mig. Vigtige erfaringer gjort under udvekslingsopholdet Jeg tror en af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig, er en erfaring man altid gør sig når man rejer: Vi har det godt i Danmark! Inden jeg tog af sted, var jeg ret sikker på, at jeg som færdig uddannet sygeplejerske, ville af sted i en længere periode og arbejde i et uland som Afrika. Det har jeg stadig rigtig meget lyst til, men er nok blevet klar over, at jeg ikke kan 2011 9
redde verdenen. Faktisk er det rigtig svært, bare at gøre en lille forskel. Jeg er blevet mere klar over hvor privilegerede vi er i Danmark, både mht. sundhedsvæsenet, familieforhold og lighed mellem kønnene. Vi har det godt i Danmark, og burde ikke klage over små problemer i hverdagen, der er i den grad nogen, som har det meget værre end os! Andet du synes andre bør vide om udveksling Noget man skal være klar over inden man tager af sted, er hvor meget kultur og religion betyder i Afrika. Jeg oplevede flere gange, at sygeplejerskerne refererede til Gud, når de snakkede om helbredelse af patienterne. Det var som om de havde mere tillid til Guds vilje, end den medicinske behandling. Det virkede for mig helt absurd, at snakke om, at det var patienternes egen skyld de var blevet syge, fordi de ikke havde været gode troende. Det er derfor ret vigtigt, at vide en del om landets kultur og deres måde at opfatte ting på, når man skal arbejde samme med dem, eller undervise dem. Vi fik f.eks. at vide, hvor svært det er at oplyse om sikker sex, ifht. HIV. I og med de er så religiøse, vælger mange at gå ud fra, at unge mennesker ikke dyrker sex før ægteskab, så der er ingen grund til at oplyse om faren ved ubeskyttet sex. Og når de så gør det, er det meget svært at få folk til at forstå hvad der menes. Nogen forstår use condom in bed, som hvis der bare ligger et kondom i sengen virker det. Så selvom vi som danskere synes mange ting burde være helt indlysende, er det ikke altid sådan i Kenya. Man skal forvente nogle rigtig lange dage på hospitalet, hvis man ikke selv tager initiativ. Der er rigtig mange pauser, og man skal forvente at de ikke altid henvender sig til en. Man skal være god til selv at opsøge og spørge ind. Aftenerne kan også godt blive rigtig lange, da man ikke må gå ud om aftenen. Så tag en masse bøger, spil, dvd film osv. med. Det er ikke lutter grønne skove at være på udveksling. Det er til tider rigtig hårdt, og man tænker ofte, hvad får jeg overhoved ud af det her. Det kan være svært at se når man står i det, men jeg fortryder det ikke et sekund, og er sikker på jeg har fået så meget med, som jeg kan bruge resten af mit liv. Jeg har måske ikke lært så voldsomt meget sygeplejefagligt korrekt, men jeg har helt sikkert udviklet mig, og blevet en masse erfaring rigere. 2011 10
Annemette og lille Willington Den blegeste i hele Kenya. 2011 11