KSO holdet chokerede Nijmegen for 3. gang Igen i år havde Kammeratstøtteordningen stillet et hold til Nijmegenmarchen. I år et hold på 22 gængere og to cykelordonnanser, som havde valgt at give sig i kast med de 4 x 40 kilometer rundt om Nijmegen. Og på trods af meget barske temperaturer på de hollandske veje, og en forståelig mat stemning fredag, på grund af nedskydningen af Malaysia Airlines MH17, så gennemførte alle. Ikke mindst på grund af en kæmpe indsats fra de to nanser, som arbejdede 19-20 timer i døgnet alle fire marchdøgn. Her blev der virkelig vist kammeratstøtte til det yderste, med at klargøre rastepladser, mad, plastring af fødder, moral opbyggende underholdning på ruten, samt ikke mindst de lange cykelture udenom marchgængerne, for at nå frem til næste rast i tide. En kæmpe tak til Johan og Bo fra hele holdet. Modsat de forrige to år KSO har været i Nijmegen, hvor holdet overvejende har bestået af Balkan veteraner, var der i år deltagere fra alt fra de tidlige hold på Cypern, over Balkan til Irak og Afghanistan. Dette afspejlede sig også i alderen af deltagerne, som spændte fra starten af tyverne til sidst i tresserne. Og kæmpe respekt til Poul for at gennemføre sin første Nijmegenmarch i en alder, hvor de fleste andre er gået på pension. Fælles for holdet var, at deltagerne igen i år, havde valgt at bruge fritid på træning, gennemførelse af en af de obligatoriske kontrolmarcher på 2 x 40 km, samt gennemførelse af årets Hærvejsmarch, omend kun på 2 x 30km. Gennemfører man ikke dette, så er der ingen tur til Holland, så det i sig selv kunne nok motivere til deltagelse, men derudover var der for de gamle på holdet også en stor gensynsglæde, en del havde ikke set hinanden siden sidste års tur til Nijmegen, mens andre havde deltaget i 1864- marchen i januar. Kontrolmarcher og Hærvejsmarchen har, udover træningen, en anden funktion, det er nemlig her, at nye deltagere på holdet får mulighed for at komme ind i marchholdets traditioner, og det er her, årets Nijmegenhold begynder at blive rystet sammen. Noget som er meget vigtigt, når man først traver på de hollandske landeveje. For hvorfor er det, at man vælger at bruge en uges ferie på at gå lige under 170 km på fire dage? For førstegangsgængeren kan det være en test af egen fysisk formåen, eller måske bare glæden over, at få selve Nijmegenkorset til at pynte uniformen med, for anden gangsgængeren er det med, at få sat kronen på værket og få en hel medalje (med krone over korset), men når man som undertegnede er nået til sjette gang, hvad er det så der får en til at deltage endnu engang? For mig er det fire ting: Holdet, Camp Heumensoord, Nijmegen by og selve marchen.
2 Holdet. De mennesker, veteraner, marchtosser, der lige som èn, selv har meldt sig til marchen. Dem man deler rum med i teltlejren i Heumensoord, dem der roder, dem som står klokken alt-for-tidligt op, foran en selv i madkøen i spiseteltet, dem som snorker for højt om natten, eller går for hurtigt eller for langsomt på dagens rute. Lige som man selv roder, står i vejen, snorker og går for hurtigt eller for langsomt. Dem som lige kommer med en frisk bemærkning, hvis (når) man er presset, leddene knager eller vablerne gør ondt. Dem, der lige giver en hånd, når der pludselig er blevet meget langt op på benene igen efter en rast, eller som lige rækker en den banan eller portion cupnoodles, der pludselig føles uoverskueligt langt væk. Eller som giver én en lille slurk fra den medbragte lommelærke med kammeratstøtte, så tankerne for en stund er væk fra fødderne. Eller laver en saltomortale på en havetrampolin, eller et fælles angreb på en hollandsk pige med Free hugs. Eller går 300 meter med basarmen pumpende i luften til det seneste elektro- eller dansemusik. Alt det, som gør det lidt lettere for èn, at gå dagens kilometre. Lige som man selv gør, hvad man kan for at lette kilometrene for de andre. Så alle kommer med i mål. Dem man har de små samtaler med, om den uendelige jagt på den helt perfekte marchstøvle. Om de hollandske pigers udseende (eller mændenes, der skal også være lidt til Gitte), om hvorvidt det kan passe at glassene i ølteltet er blevet endnu mindre end sidste år (hvor de var små nok), eller om det bare er øllet, der er blevet endnu tyndere. Men også dem man har de store samtaler med, om livet, fortiden og fremtiden, om oplevelserne ude på missionerne, både de sjove, de heldige, men også de ubehagelige, de grimme eller de grusomme. Og netop det, som kendetegner KSO holdet. Her har alle været udsendt. Her er alle veteraner, og det er måske med til at give lidt mere plads til den slags samtaler... Camp Heumensoord. Lejren bliver bygget til de militære gængere hvert år, i hvert fald til og med 2016. Med pigtrådshegn og bevæbnede vagter, kolonneveje og sit evindelige støv og/eller mudder, kunne det jo være Camp hvor-som-helst. Tilføj en pæn slat Hescobastions og den ville passe fint i Afghanistan. Men heldigvis ligger den ikke i Afghanistan, men midt i en skov i udkanten af Nijmegen. Og den er hyggelig. Her kan man sidde i skyggen under træerne, her er fuglekvidder (og pumpende bas og trommer fra ølteltet), her er socialt samvær med
3 andre danske marchhold og med soldater fra andre nationer. Og her er starten på alle fire dages march. Her marcherer man ud gennem støvleporten hver morgen (nat!), og vender tilbage tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag til den berømte indmarch i ølteltet. Til fællessangen When the Danes go marching in, klapsalver og en kold øl til at fejre afslutningen af dagens etape med. Samme øltelt hvor der hver aften er musik, øl, fritter og burgere og fest med mange af de øvrige 5000 soldater i lejren. Her er der også mulighed for at besøge andre landes delegationer, og se om de evt. skulle have et lille udsalg af grej eller souvenirs. Måske møde nogen man har delt mission med i de varme lande. Samlerne har mulighed for at bytte patches, baretmærker eller hvad det nu er man samler på. Personligt drømmer jeg stadig om den der australske buskhat, ikke at jeg nogensinde har hørt om nogen der kunne bytte sig til sådan en, men måske en dag... Nijmegen. 2000 år gammel, og dermed Holland ældste by. Ca. på størrelse med Odense. Med gamle borgruiner, floden Waal, stort universitet, handelsgader og ditto arkader. Og selvfølgelig med verdens største march, samt 4-daagse festen! En uge, hvor en blanding af Århus Festuge og Roskilde Festival bliver afviklet på midtbyens gågader, her er glade mennesker alle steder, og musik overalt! Den stille singer/songwriter med sin guitar eller klaver på Ramblaen, AC/DC eller Creedence Clearwater kopierne (altid i meget høj kvalitet) på Store Torv eller 1944 Pladsen, tilbagelænet jazz og svedig funkmusik i Kronenburger Park, hård elektronisk dance i parken ved Waalbrug, og hollandske schlagere i teltet på havnen (hvis man ikke har hørt Labans Hvor skal du sove i nat på hollandsk, så er man gået glip af noget). Og ballonklovne, og marching bands, og en mand som optræder med kæmpe sæbebobler, og et pipe and drum band, som pludselig er i gang med Scotland the Brave, og maleriudstilling i kirken, og pariserhjul og centrifuger, og, og, og... Der er oplevelser alle steder. Ikke noget at sige til, at man pludselig ender på The Shamrock, den irske bar som er et yndet vandingssted blandt danske gængere, for lige at puste ud over en Guiness eller Kilkenny. Hvor man selvfølgelig møder nogen fra marchholdet, eller de gængere, man talte med sidste år, og som nu er klar til at gå for 23. eller 32. gang, og som lige tager en med ud og høre en lokal sangerinde de kender, og så starter det hele forfra. Og sådan er det hele ugen. Det er selvfølgelig ikke alle gængere, som har energien til at tage ind til selve Nijmegen, efter en lang dags march, men oplevelserne ligger klar i byen til dem som har overskuddet.
4 Marchen. Grunden til at vi er taget til Nijmegen (igen). 4X40 km, plus det løse. Med10 kg oppakning, plus det løse. Ømme led, stive muskler, smertende vabler. Men også opmuntrende tilskuere, med deres vanlige tilråb: Goedemorgen. Det er åbenbart morgen døgnet rundt i Nijmegen. Tilskuere, som sidder klar, uanset hvor tidligt man begynder, eller hvor sent man slutter. Som altid har gang i byfesten, når marchen passerer netop deres by. Som spiller musik, gerne meget højt og med usvigelig sikkerhed så tæt på dagens honnørtribune, at den stakkels holdførers kommandoer bliver umulige at høre. Marchen er også oplevelsen af at gå gennem masser af historie. Fra romertiden til i dag, men ikke mindst historie fra 2. verdenskrig. Man kan ikke komme udenom Operation Market Garden, når man går gennem byer som Grosbeek, Grave og selvfølgelig selve Nijmegen. Eller når man besøger den canadiske kirkegård, hvor der ligger alt for mange allierede soldater, som mistede livet i Vesteuropa. KSO holdet har gjort det til en tradition at besøge denne kirkegård, som marchen passerer på tredjedagen. Det er selvfølgeligt velkommen med en ekstra pause fra selve marchen, men der er også en helt speciel fredfyldt, men højtidelig stemning på kirkegården, som ligger meget smukt placeret på en bakketop nord for Groesbeek. Og så er der selvfølgelig det rent fysiske ved marchen. Oplevelsen af at gå langt. Fire dage i træk, selvom kroppen bliver mere og mere slidt. At man stadig magter, at stå op kl. kvart i kvalme efter alt for lidt søvn, hoppe i uniformen, som efter et par dage kan være knap så velduftende. At mase fødderne ned i et par støvler, på trods af vabler og deraf følgende lag på lag plastringer af tensoplast, artiflex, kunstig hud eller hvad der nu ellers bruges til at holde èn gående. Eller for de heldige, oplevelsen af at træning og forberedelse har båret frugt, og fødder og led stadig hænger sammen. Marchen er en mulighed for igen at føle sig lidt som rigtig soldat, selvom det måske er mange år siden, man lagde uniformen og blev civil. At genfinde det kammeratskab, som kan være svært at opleve udenfor Forsvaret. Så man sammen kan ende op ved målstregen i Nijmegen og sige: Vi gjorde det sgu. Igen! Peter van Dÿk
5 PS! Afslutning: Som afslutning af Nijmegenmarchen 2014, som toppen af kransekagen, begivenheden, som fik ømheden til at forsvinde for en stund, var da Chefen for Danske Division generalmajor Michael A. Lollesgaard dekorerede alle 24 veteraner (1 hunkønnet og 23 hankønnede) på KSO-Holdet. Allerede nu kan det ud fra tilbagemeldinger fra de deltagende veteraner, anbefales, at KSO deltager med et hold i Nijmegen 2015. Carl Åkerlund