KvægInfo nr.: 1201 Dato: 26-08-2003 Forfatter: Søren Saxmose Nielsen Test-strategi i forbindelse med diagnostik af paratuberkulose hos malkekvæg Af dyrlæge Søren Saxmose Nielsen Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole E-mail: ssn@kvl.dk Teststrategier ved diagnosen paratuberkulose bør tilrettelægges ud fra en variabel definition af "paratuberkulose". Overordnet set bør det i forbindelse med etableringen af en test-strategi overvejes, hvad de forskellige test er bedst til at prædiktere: synlig sygdom, smittespredning eller produktionstab. De tilgængelige test bør ikke nødvendigvis anvendes til at bekræfte andre testresultater. Definitionen af "paratuberkulose" kan være meget individuel. Nogle mener, at "synlig paratuberkulose" (f.eks. diarré s.f.a. infektion med paratuberkulose-bakterier) er et udtryk for "paratuberkulose", andre at blot dyret er vært for bakterien er lig "paratuberkulose" og ind imellem disse definitioner findes mange andre varianter (se Nielsen, 2003; Nielsen et al., 2003). For at få bedst muligt udbytte af test-metoder og -resultater og skabe den bedst mulige strategi er det nødvendigt at finde ud af, hvilken holdning besætningsejeren har til: - hvornår et dyr har paratuberkulose, - hvad der skal til, for at han er tilfreds med sin bekæmpelsesindsats. Der er adskillige eksempler på, at det kan lykkes at bekæmpe sygdommen. Bekæmpelsen kan dog ikke baseres på diagnostiske test alene. Den vigtigste metode bør være at reducere smittespredningen. Den kroniske udvikling af sygdommen vanskeliggør identifikationen af inficerede individer, specielt i de tidlige stadier. Dette medfører, at individ- og besætningsfaktorer af betydning for udvikling af paratuberkulose er vanskelig at afdække. Jungersen (2003) beskriver sygdomsudviklingen detaljeret og dette vil ikke blive beskrevet nærmere her. En faktor vil dog blive nævnt: Nogle individer måske være i stand til at rense sig for infektionen, selvom dette aldrig er bevist. Men dette forhold samt den langsomme sygdomsudvikling generelt medfører, at de diagnostiske test ofte beskyldes for at være for ringe til at blive anvendt i forbindelse med bekæmpelse af paratuberkulose i de enkelte besætninger. Imidlertid findes der flere eksempler på, at det kan lykkes at bekæmpe infektionen. Bekæmpelsen kan dog ikke alene baseres på diagnostiske test, men bør primært baseres på tiltag, der reducerer smittespredning (beskrevet i Nielsen, 2002). For at få bedst muligt udbytte af test-resultaterne er overvejelser om den lokale definition af paratuberkulose (i.e. hvad besætningsejeren opfatter som paratuberkulose) dog nødvendig for at etablere en strategi for kontrol med paratuberkulose i besætningen (Nielsen et al., 2003). I denne artikel vil der blive givet et generelt forslag til en trinvis tilgang til kontrol med paratuberkulose. For de tilgængelige diagnostiske test nævnes primære fordele. Besætningsspecifikke test-strategier kan designes under hensyntagen til disse fordele og de besætningsspecifikke forhold, herunder den lokale definition af paratuberkulose. Trin 1 - formålet Første trin i en test-strategi i forbindelse med et kontrolprogram for paratuberkulose bør være at definere et formål med indsatsen. Synliggørelsen af formålet vil bidrage til at vise, hvordan landmanden opfatter paratuberkulose. Formålet kan f.eks. være et ønske om, at - synlig paratuberkulose fjernes eller - smittespredning reduceres eller - økonomien forbedres (på besætningsniveau). De tilgængelige diagnostiske test har forskellige styrker og svagheder, afhængigt af hvad de skal anvendes til (se faktaboks 2). Med udgangspunkt i landmandens formål og mening om sygdommen kan der stilles forslag til test-strategier, og de forskellige diagnostiske test kan bruges målrettet og effektivt til det, de hver især er bedst til. Hvilken strategi der er mest optimal, vil afhænge af den enkelte besætning. Hvilken strategi der er anvendelig i den enkelte besætning, bestemmes ofte af faktorer som f.eks. hvor udbredt sygdommen er i
besætningen, prioriteringen af kontrolprogrammet i forhold til andre indsatsområder og mængden af erstatningskøer. Trin 2 - Forberedelse A Grundlæggende skal det bestemmes, om paratuberkulose-bakterien overhovedet er i besætningen. Det kan kun ske ved bakteriologisk diagnostik, fordi det er den eneste test, der anses for 100% specifik på besætningsniveau (forudsætter påvisning af den for Mycobacterium avium subsp. paratuberculosis specifikke gensekvens IS900). Formålet er at bestemme, om kliniske og immunologiske diagnoser overhovedet er specifikke over for paratuberkulose, idet falskpositive reagenter kan forekomme. B Derefter skal det anslås, hvor udbredt sygdommen er i besætningen. Det kan gøres ved screening med klinisk registrering, bakteriologi og ELISA-test. Ved anvendelse af klinisk registrering og ELISA kan opnås brugbare estimater til at fastlægge tidshorisonten i en fremtidig strategi. C Når den fremtidige indsats er defineret i forhold til udbredelsen og landmandens opfattelse af paratuberkulose, kan der etableres en decideret test-strategi. Trin 3 Strategi Det efterfølgende er et generelt forslag. Strategien bør tilpasses forholdene i den enkelte besætning og den individuelle besætningsstrategi for sundhed og produktion i øvrigt. I forbindelse med alle fortolkninger af testresultater bør det nøje overvejes 1. hvad det er, der påvises, 2. hvad det påviste er et udtryk for, og 3. hvorfor testes dyret. En strategi, hvor man "bekræfter" ELISA med bakteriologi og omvendt, er ikke specielt anvendelig i forbindelse med paratuberkulose som følge af sygdommens kroniske forløb. I stedet bør testene fortolkes i forhold til hinanden, i forhold til formålet med diagnosen og i forhold til, hvad man i øvrigt har af kendskab til koen og besætningen. 1. Registrering: I forbindelse med rådgivningsbesøg registreres alle køer, der ikke har den forventede mælkeproduktion eller det forventede huld. Forklares disse forhold ikke af andre diagnoser kan bekræftende test (primært ELISA, ellers bakteriologi) bruges til de registrerede køer. Daglig registrering af diarréforekomst, så det kan dokumenteres, hvis nogle har kronisk diarré. Resultat: Ved kliniske mistanker, der efterfølgende bekræftes ved en laboratorie-test, bør køerne udsættes hurtigst muligt (dvs. senest inden for 1-2 uger). 2. Screening: Der gennemføres screeninger af alle køer med ELISA på mælkeprøver. For 1.-kalvskøerne kan disse gennemføres 3-4 gange årligt. Resultater: 1.-kalvskøer, der stiger i ELISA-værdi, kan enten udsættes uden yderligere diagnostik, eller diagnosen kan specificeres ved bakteriologi. Bakteriologien skal IKKE anvendes som bekræftende test, idet metoden har en lav følsomhed, der kan medføre, at den negative prædiktive værdi er lav. I stedet bør resultatet ses i forhold til produktionen som angivet i fig. 1a. Bakteriologisk negative 1.-kalvskøer kan derfor enten udsættes med det samme eller testes igen senere (alt efter formålet med indsatsen, se ovenfor). Køer ældre end 1.-kalvskøer: Her kan positive ELISA-diagnoser følges op med bakteriologiske test. (Bakteriologi-testen er ca. tre gange så følsom for ældre køer i forhold til 1.-kalvskøerne). Køer, der findes positive ved bakteriologi-test, kan udsættes hurtigst muligt. 3. Nedsættelse af smittespredning: Hvis smittespredning skal reduceres, bør der gennemføres årlige eller halvårlige bakteriologi-screeninger. Køer, der findes positive, kan sættes hurtigt ud. Men som angivet ovenfor kan rækkefølge og hastighed af udsætning bestemmes af, om dyrene er positive ved ELISA-test. Er ELISA-resultatet negativt føglende en positiv bakteriologisk diagnose, er koen muligvis blot i et tidligt sygdomsstadium, men hun er med stor sandsynlighed smittet og kan til stadighed smitte andre dyr, selvom hun sandsynligvis kun udskiller små mængder bakterier.
Ingen af de anvendte test (klinik, bakteriologi eller ELISA) er perfekte. Uspecifikke resultater kan opnås for alle 3 test, eksempelvis: 1. Diarré ses ikke kun ved paratuberkulose-infektioner 2. Nogle køer kan passivt optage og udskille bakterier uden at blive inficerede, mens de dog kan blive positive ved bakteriologisk diagnostik (anslået ca. 2% af alle bakteriologi-diagnoser) 3. Krydsreagerende antistoffer kan forekomme ved ELISA-test. Følsomheden af test-metoderne afhænger af sygdomsstadiet. Stor variation i sygdomsudviklingen gør, at valg af primær-test vil kunne variere. Ingen af de tre tilgange bør derfor stå alene, men bør anvendes som supplement til hinanden og i relation til formåletj, og altid i tilslutning til generel reduktion af smittespredningen i besætningen. Udvalgte referencer Jungersen, G., 2003. Infektionsforløb og immunologisk diagnostik ved paratuberkulose. Dansk Veterinærtidsskrift 86(4), 6-10. Nielsen, S.S., 2002. Besætningsejernes plage...paratuberkulose: Udbredelse og smitte. (URL: http://www.ihh.kvl.dk/htm/ssn/15-02.pdf). Nyhedsbrevet Kongeåprojektet 15, 6. Nielsen, S.S., 2003. Paratuberkulose - Flydende grænser mellem sundhed og sygdom! Naturens Verden 86, 14-21. Nielsen, S.S., Toft, N., Houe, H., Enevoldsen, C., 2003. Paratuberkulose som sandsynlighedsdiagnose. Brug af diagnoser - simple og komplekse. Dansk Veterinærtidsskrift 86(8), 6-10. Fig. 1a. - Sammenhæng mellem mælkeproduktion og laboratorie-resultater for 1.-kalvskøer
Fig. 1b. - Sammenhæng mellem mælkeproduktion og laboratorie-resultater for 2.-kalvskøer Fig. 1c. Sammenhæng mellem mælkeproduktion og laboratorie-resultater for 3.-kalvskøer og derover Laktationskurver for køerne i 7 danske malkekvægsbesætninger opdelt på Fig. 1a - 1.-kalvskøer Fig. 1b - 2.-kalvskøer Fig. 1c - 3.-kalvskøer og derover (Fig. 1c). Kurvernes farver dækker ens i alle figurer: Grønne: Køerne har været negative gentagne gange ved både bakteriologi og ELISA. Blå: Køerne har været positive i ELISA én eller flere gange.
Gule: Køerne har været positive ved bakteriologi én eller flere gange Røde: Køerne har været positive én eller flere gange ved både bakteriologi og ELISA. Som det ses, er der ikke den store forskel ( statistisk signifikant forskel) på grønne, gule og blå køer blandt køer ældre end 1.-kalvskøer (Fig. 1b og 1c). De "røde køer" har dog signifikant lavere mælkeproduktion. Blandt 1.-kalvskøerne skiller både de "blå" og de "røde køer" sig ud med væsentligt lavere mælkeproduktion. Dog mest udtalt for de "røde køer". ELISA-diagnoserne er stillet ved gentagne målinger af antistoffer i mælkeprøver udtaget ved ydelseskontrollen. Baseret på antistof-profiler tegnet over en periode er det afgjort, hvorvidt en ko skulle klassificeres som positiv eller negativ. Faktaboks 1: Paratuberkulose er en kronisk infektion, der primært rammer drøvtyggere, men som også kan smitte en lang række andre dyrearter, herunder eksempelvis mus, rotter og måske mennesker. Hos kvæg vil infektionen kunne udvikle sig forskelligt afhængig af visse værtsfaktorer (bestemt primært af alder og genetisk modtagelighed) og miljøfaktorer (smittepres og stress, sidstnævnte sandsynligvis hovedsagligt i forbindelse med kælvning og foderskift). Faktaboks 2: De diagnostiske værktøjer Diagnostiske test til paratuberkulose har tre hovedkategorier: a) påvisning af synlig sygdom b) påvisning af bakterier c) påvisning af reaktioner i immunforsvaret c kan yderligere opdeles i: c1) påvisning af tidlige reaktioner (cellemedieret immunforsvar); c2) påvisning af sene reaktioner (humoralt immunforsvar, primært antistoffer). Dyrenes alder og øvrig forekomst af paratuberkulose i bestemte aldersgrupper i en besætning bør udnyttes som a priori viden i forbindelse med tolkningen af alle test-resultater. Klinisk diagnose: Påvisning af synlig sygdom, f.eks. diarré, uventet nedgang i mælkeproduktion, vægttab. Baseres alene på de observationer, som gøres i besætningen. Ved systematisk registrering kan både diarré og afvigelser i forventet huld og mælkeproduktion være tegn på, at en ko er påvirket af en paratuberkuloseinfektion. Diagnosen er imidlertid ikke særlig præcis og bør ofte bekræftes enten med bakteriologi eller ELISA. Bakteriologisk diagnostik tager imidlertid 8-12 uger, hvor en ko kan være stor-udskiller af bakterier, så ELISA kan med fordel bruges i første omgang. En positiv test (ELISA eller bakteriologi), der følger en klinisk diagnose, bør straks medføre udsætning af dyret. Både daglige registreringer udført af staldpersonalet og mindre hyppige registreringer udført af rådgivere kan have værdi. Bakteriologi: Dyrkning af bakterier i gødning eller mælk (sidstnævnte ikke specielt anvendt pga. lavere følsomhed her). Er primært bedst til at påvise smittespredning, idet testen direkte måler dette. Metoden har sin svaghed først i sygdomsforløbet, hvor bakterier kun udskilles i små og varierende mængder. Senere i forløbet er sandsynligheden for at påvise bakterier dog væsentligt bedre, og ved samtidig positiv ELISA er der tillige god overensstemmelse mellem nedsat mælkeproduktion og positiv bakteriologi-test (Fig. 1). Bakteriologi er dog primært bedst til at påvise smittespredning, idet testen direkte måler dette. ELISA-test: Påvisning af antistoffer (reaktioner i immunforsvaret) i mælk eller blod. Kan være en fordel, hvis man ønsker en hurtig diagnose (ca. 1 uge). Samtidig er der god overensstemmelse mellem ELISAresultaterne og produktionsniveau, fordi positive ELISA-resultater blandt 1.-kalvskøer hænger sammen med store produktionstab (se Fig. 1a). Dette er i udvalgte besætninger opgjort til 3-3,5 kg EKM dagligt for køer, der ikke samtidig er fundet positive ved bakteriologi, og 4-10 kg EKM dagligt for køer, der både findes positive ved bakteriologi og ved ELISA. 2.-kalvskøer og derover skal både ELISA og den bakteriologiske test være positiv, før der ses en udtalt sammenhæng mellem resultat og produktionstab (Fig. 1b og 1c). (Testens evne til at prædiktere smitteudskillelse er p.t. ikke så godt undersøgt, at man bør anvende den ukritisk som redskab til det). KvægInfo nr.: 1201 Dansk Kvæg