Det anorektiske kropsbilled. Da jeg var begyndt at arbejde i ungdomspsykiatrien i Tyskland, var det der forundrede mig mest, at der var unge piger, som vejede mindre end 35 kg, kunne føle sig så tyk og tung som en elefant, mens jeg, med allerede den gang mere end 100 kg kunne føle mig så let som en fjer. Der fandtes mange forklaringer, hvorfor nogen bliver anorektisk. De havde noget at gøre med et idealbillede af meget slanke kvinder, konkurrence mellem moddels, at man ikke ville blive voksen eller en enorm præstationsvilje at gøre. Disse forklaringer mindede mig lidt om min egen historie. Jeg var nu ikke anorektisk, men havde allerede som 14årig gentagende mavesår. Da man ikke viste hvor det kom fra prøvede man at forklare det med særlige personlighedstræk, som indadvendt, spise sine sorger ind i sig selv, o. s. v. Indtil man fandt ud af, mange år senere, at det var nogle bakterier. Så kunne man behandle det og det var forbi med mavesår. Men man tror på sådan nogle forklaringer, også de anorektiske piger var overbevidst om, at de forklaringer var rigtige. Ved alle disse psykologiske forklaringer, var der dog ingen som kunne forklare, hvordan det er muligt at opleve sig så tungt og tykt, hvor det dog objektiv kan ses, at det ikke er sådan. Og de var dog alle sammen ret fornuftige og havde ikke nogle hallucinationer. Heldigvis kan jeg selv tænke lidt, og på den mode finde egne svar. Jeg kender det selvfølgeligt, at man kan føle sig meget tyk og tung, hvis man har spist for meget, eller hvis man har luft i maven. Men det kan jo næppe være sådan, hvis man næsten ikke spiser noget.
Nogle mente dog at deres hud slingrer og wobler over den for tykke fedtlag. Det kender jeg også, dog kun ved f. eks. ved at køre over en meget ujævn grusvej, ikke ved normale og daglige bevægelser. Det var det ene vink, som gjorde, at jeg har kigget lidt nærmere på deres bevægelsesmønster. Mange af disse piger bevægede sig meget mere og hurtigere end andre patienter. Det var, for at forbrænde kalorier, mente man. Men hvad, hvis de bare ikke kunne anderledes. Pludselige og rykkende bevægelser gør, at huden bevæger sig over fedtvævet eller musklerne. Bevæger man sig jævnt og smidig er der ikke noget der slingrer og wobler. Ind i fedtvævet selv findes der for resten ingen nerver, som kunne registrere noget der wobler. En anden antydning fandt jeg, ved at afprøve, hvor tyk armene føles når den ene er afslappet og når den anden er anspændt. Der kan man nemlig godt bemærke en enorm forskel. Kunne det være at der findes så mange spændinger i musklerne, at de kan denne følelse om at være for tung? Jeg antager, at denne fornemmelse hænger sammen med musklernes aktuelle behov for næring, og at den forstærkes til det mangedoblede hvis kroppen ikke stiller denne næring til rådighed, fordi patienten ikke spiser noget. Hendes bevægelser virker livlig og graciøs, har en overlæge der en gang noteret i en journal. Jeg har set noget andet. Den pågældende patient kunne simpelthen ikke stå oprejst og finde der en ligevægt. Derfor måtte hun permanent arbejde på, at rette sig op igen. Det er ligesom at cykle på en cykel med ovale jul. Man kan godt tænke sig at det ser sjovt og livlig og graciøs ud. Men man kan ligeså godt erkende, hvilken besvær den cyklist må have.
Under indlæggelsen måtte pigerne først næsten ingenting. Som belønning for en hvis vægtøgning fik de så lov at vælge nogle aktiviteter i aftale med terapeuten. Først hvis de nåede et aftalt vægt fik de f. eks. lov til begrænsede spadsereture i skoven eller at være med i svømmehallen. Hos en anden pige bemærkede jeg, ved at ledsage hende på en spadseretur i skoven, at hun bragte hendes bækken i en helt anden stilling, så rygsøjlen kunne meget lettere bæres oprejst i en ligevægt. Det påvirker, at man direkte kan føle sig lettere. Det er en belønning, som fås direkte, forklaringer at bevidstheden om at forbrænde kalorier føre til denne bevægelsestrang var simpelthen ikke rigtigt. Hvis pigerne fik lov at komme med i svømmehallen, gjorde de det heller ikke for at forbrænde kalorier. Som regel forholdt de sig meget stille i vandet eller havde lagt sig på en skumgummimåtte på vandet. De gik i svømmehallen, for at nyde den lethed, de kunne opleve i vandet. Terapien ved anoreksi bestod som regel i at spise eller blive forsynet med mad efter en streng plan, indtil man når et normalt vægt. Musklerne, som nu har alle nærstoffer til rådighed, Føles ikke længere så tung og tyk og kan meget bedre slappe af. Men det kan ofte tage flere år og der er utrolig meget modstand at overvinde. Og det forklarer stadigvæk ikke hvordan det først kom til anoreksien. Til sidst kom jeg til den overbevisning, at anoreksi slet ikke har at gøre med puberteten, modefænomener, bevidst kalorieforbrænding o. s. v., at det hellere handler sig om en fysisk udviklingsforstyrrelse, som gør det nødvendigt at anspænde nogle muskler langt mere end det egentlig skulle være nødvendigt. Skelettet af en voksen eller ung menneske er indrettet på den mode, at den kan bære hele vægten i en oprejst stilling uden særlige anstrengelser.
Under hjerneudviklingen og den motoriske udvikling sker parallel og i afhængighed af hinanden. Og i de tre første leveår danner sig en elasticitet i musklerne, og især også i de små bånd, som sidder omkring alle led. Denne elasticitet, som vi også kalder tonus. Er den godt udviklet, kan et skolebarn godt nok stå eller sidde stille, i en tid. For at forestiller sig det kan man bygge en torn af træklodser. Har klodserne rette vinkler, og setter men de lodret over hinanden kan tornet blive stående uden støtte. Er vinkler skæve, eller sætter man klodserne ikke i midten over hinanden kan den ikke stå af sig selv, og man skal støtte den hele tiden. Bliver den fysiske udvikling i de tre første leveår forstyrret, kan det føre til en række følger, som kendetegnes af en hvis uro og/eller labil ligevægt. Uheldigvis kan sådan en forstyrrelse resultere af en alt for stor hjælp og støtte i denne udvikling. Vi er indrettet på den mode, at vi lærer nogle bevægelsesfunktioner i en bestemt rækkefølge. Suge-refleksen er der ved starten, men at gribe noget med hænderne skal først læres, også, hvor hænder og føder sidder i forhold til hinanden. Øjnene lærer så at fokusere, fordi barnet nu også kan røre ved noget. Barnet lærer så at dreje hovedet for at se noget ved siden af sig selv, og dreje sig rund for at gribe det. Så læres det at dreje sig på maven og derved at løfte hovedet. At kravle på maven, baglæns og fremad, komme på hænder og knæ og til at sidde. Mere og mere kan barnet så kende sig selv i forhold til omgivelserne, men også i forhold til graviditeten. For at lære at stå op, skal det først også læres at falde ned. Først derefter kan det læres at gå, at løbe, vende sig om og skifte retninger. Nogle børn kommer hurtigere end andre gennem denne proces. Men i dag er jo alt normeret, og forældre kan ikke holde det ud, at deres barn er mere eller mindre tilbage. Til disse forældre står der en industri til
rådighed, med alle mulige hjælpemidler. Der findes alt fra løbe-lern-skå til løbe-lærn-vogn, hvor der barnet kan sættes ind så det kan begynde at gå rund uden først at kunne rejse sig op og falde ned igen. På den måde sker det alt for ofte at børn kommer til at overspringe en eller flere udviklingstrin, for at holde trit med de hurtigere børn. En af de anorektiske piger jeg har arbejdet med, havde en hofteluksation og blev derfor holdt immobil med en gips, de første 18 måneder i hendes liv. Derefter fik hun alle mulige udviklings-hjælp, så hun kunne holde med de andre børn i hendes alder, der idrætsundervisningen i skolen begyndte. Men der skal betales en pris, hvis der overspringer udviklingstrin. Den nævnte tonus, som kan holde skelettet oprejst kan ikke udvikle sig korrekt. Skoliose, diskusprolaps, ADHD, er nogle sygdom som godt kan tænkes at være mere eller mindre følge af sådan en forstyrrelse, eller forcering af den fysiske udvikling. Og anoreksi, der er jeg overbevidst om efter mine observationer er det også. Thi nogle af dem fik også lov som belønning af vægtøgning, at være med til nogle Feldenkrais-lektioner en gang om ugen. Ingen af disse ca. 10 piger som så var med i løbet af to år, havde fremover besvær med at nå og at holde en sat modvægt. Ingen af dem var længere and 3 måneder indlagt, når de først var med i Feldenkrais-gruppen. I disse grupper afprøvede vi simpelthen nogle bevægelsesforløb, langsomt og let, som man kan også observere hos småbørn, hvid de begynder at kravle, dreje sig, sætte sig op o. s. v. Og som noget særligt fik de til sidst lov, at lære i løbet af to timer at stå på hovedet, frit og midt i et lokale, altså uden at støtte sig til en væg. Disse lektioner havde til hensigt, at den beskrevne tonus kan konfigurere sig på ny.
Disse erfaringer med en begrænset antal patienter over to år, er måske ikke nok til et videnskabelig bevis, eller til at skabe evidens, som man det kalder. Men i et tilfælde viste sig noget særligt interessante. En Pige, som kom med en vægt af 33kg, og så øgede sin vægt med knap 100 gram om ugen og med mange tilbagefald, fik lov til Feldenkrais-timer, da hun havde noget 35 kg. Men af en eller anden grund kunne hun ikke være med hver uge, men bare hver 3. eller 4. uge. Og så viste det sig, at hun altid en uge efter en Feldenkrais-time havde taget et kg på, mens hun ellers fortsatte i det oprindelige tempo. Den pludselige vægtøgning efter Feldenkraistimerne fortsatte. Indtil hun havde et nær acceptabelt vægt af 42 kg, så blev effekten mindre og fra 44 kg var den ikke længere at måle.