PÅBUDSSAGER I RELATION TIL VILLAOLIETANKE

PÅBUDSSAGER I RELATION TIL VILLAOLIETANKE Advokat (H) Vivi Bruhn Knudsen Lett Advokatfirma ATV Jord og Grundvand Miljøjura for enhver Schæffergården, Gentofte 17. juni 2008

RESUMÈ Det er nu mere end 8 år siden, at JFL 48 trådte i kraft, men forvirringen og usikkerheden om bestemmelsens rækkevidde er større end på andet tidligere tidspunkt. Et er den praksis, der er fra forsikringsselskabets side for at acceptere påbud (eller ikke-accept), noget andet er, hvad bestemmelsen objektivt måtte give hjemmel til, hvilket det altid tilkommer domstolene at afgøre endeligt. Der har siden 48 s ikrafttræden kun været 4 retsafgørelser, 2 anlagt mod og 2 anlagt af forsikringsselskabet, og forsikringsselskabet har fået medhold i alle 4 sager. Derudover afventes p.t. dom i konstateringstidspunkt-sagen, hvor dom ventes afsagt den 25. juni 2008. Et af de spørgsmål, som ikke er blevet endeligt pådømt af domstolene, er oprensningsomfanget, eller måske rettere kriterierne for, at det hjemlede oprensningsomfang er nået. Den foreliggende administrative praksis efterlader (fortsat) et indtryk af, at den miljø- og sundhedsmæssige risiko afhænger af, om det er en virksomhed, et forsikringsselskab, en privatperson eller kommunen, jf. 49 stk. 5, der skal betale for oprensningen. Miljøstyrelsen har på trods af perioden siden bestemmelsens ikrafttræden ikke udstedt nogen vejledning om anvendelsen af 48, end ikke efter at Miljøstyrelsen blev frigjort fra klagesager og dermed den vanskelige rolle både at skulle vejlede og administrativt pådømme. Samtidigt blev Miljøklagenævnet omdannet til en almindelig rekursinstans, som dermed klart er underlagt Miljøstyrelsens vejledninger, ligesom Miljøklagenævnet ikke længere kan afvise klagesager ud fra klagenævnets egen opfattelse af, hvorvidt sagen er principiel. Hjemmel Den indtil nu eneste retsafgørelse om hjemmel er Aabybro-sagen, UfR 2004.660. I denne sag forelå to spørgsmål til pådømmelse, nemlig hhv. hvorvidt forurening stammede fra et anlæg i brug, når forureningen hidrørte fra en tank, der var udskiftet for år tilbage, jf. 48 stk. 3, og i bekræftende tilfælde, hvorvidt forureningen var konstateret efter ikrafttræden af 48 (1. marts 200), jf. betingelsen herom i stk. 1. Med stemmerne 2-1 understregede dommerne, at bebyrdende forvaltningsakter kun kan udstedes, når der er klar hjemmel, og da 48 benytter ordene olietank og anlæg i flæng, var der ikke hjemmel til at udstede påbud i medfør af 48. Dommen er interessant, da den indikerer et mere snævert anvendelsesområde for 48, end det nuværende forsikringsselskab accepterer. Med henvisning til dommen kan der således stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt selve oliefyret egentligt er omfattet af påbudshjemlen i 48. Tilsvarende, hvis der sker spild i forbindelse med påfyldning, hvor forureningen hverken stammer fra tanken eller anlægget. Sidstnævnte har navnlig betydning i de sager, hvor forureningen er opstået ved, at tankejeren selv har forsøgt at påfylde olie, f.eks. fra andre gamle tanke, efter afhentning af fyrings- eller dieselolie på servicestationer og lignende. At 48 ikke giver hjemmel til påbud i de tilfælde, hvor tanken endnu ikke er taget i brug, er lagt til grund i Østre Landsrets dom af den 28. maj 2008 i B-2574-06. I administrativ praksis er det endvidere fastslået, at beregningen af, hvorvidt 50 % af det areal, som opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse, jf. 48 stk. 3,

som udgangspunkt skal ske på grundlag af det totale areal af alle opvarmede arealer, jf. MAD 2006.219 (Almind Brugs). Det betyder formentligt for boligejendomme med erhverv, herunder f.eks. landbrug, at indirekte opvarmede arealer, såsom garager, maskinrum og lignende skal medregnes, og dermed vil det kunne være afgørende for påbudshjemlen, hvorvidt f.eks. en garage overvejende anvendes privat eller til virksomheden. Det er også fastslået i administrativ praksis, at det (fortsat) er en betingelse for udstedelse af påbud, at der skal være konstateret en forurening, for at der er hjemmel til udstedelse af et (undersøgelses)påbud, jf. MAD 2005.1749. Dette svarer til retstilstanden før jordforureningsloven 1, så det har altså ikke medført nogen lempelse i forhold til mistankekravet, at myndighederne nu i selve lovens 76 stk. 4 er pålagt at refundere de omkostninger, der er afholdt til påbudte undersøgelser, når der ikke ved undersøgelsen konstateres en forurening. Andre ugyldighedsgrunde Udover at et påbud skal opfylde de objektive kriterier i 48, skal påbuddet selvfølgelig rettes til den, der efter bestemmelsen kan være påbudsadressat, ligesom påbuddet skal overholde de forvaltningsretlige gyldighedsbetingelser, og påbudsadgangen må ikke være bortfaldet, f.eks. som følge af passivitet. Det fremgår af 48 stk. 1, at påbudsadressaten er ejere af olietanke. Heraf følger 2, at der ikke kan rettes påbud mod en senere ejer af ejendommen i de tilfælde, hvor den tank, der har forårsaget forureningen, er fjernet fra ejendommen. Det betyder også, at påbudsadressaten vedbliver at være den oprindelige tankejer, selv om ejendommen skifter ejer under en oprensning, uanset hvorvidt tanken er fjernet eller henstår på ejendommen under oprensningen, da tanken jo ikke er i brug. Af hensyn til ensartethed i fortolkningen af, hvem der er rette påbudsadressat, bør der endvidere ikke være forskel på påbudsadressaten afhængig af, hvorvidt forureningen hidrører fra selve tanken eller en rørforbindelse. I de tilfælde, hvor en forurening hidrører fra f.eks. en rørforbindelse, bør det altså være den, der var ejer af tanken på konstateringstidspunktet, der er adressat også for yderligere påbud, uanset om ejendommen skifter ejer, og uanset hvorvidt selve tanken fortsat er i brug. De forvaltningsretlige gyldighedsbetingelser er de samme for påbud efter 40, 41 og 48. Det betyder principielt, at tankejeren/forsikringsselskabet kan få ophævet påbud efter 48 i samme omfang, som påbud efter 40 og 41 og omvendt. I UfR 2005.2923H (Kolding-sagen) fik Topdanmark således medhold i sin principale påstand med henvisning til, at Kolding Kommune ikke havde gennemført nogen konkret sagsbehandling. Dommen betyder blandt andet at uanset en vis ensartethed i sager omfattet af 48, kan der ikke indføres et sæt retningslinier eller lignende, som resulterer i skøn under regel. Der er uden for 48-sagerne en række afgørelser fra Miljøstyrelsen, der ophæver påbud under henvisning til manglende bestemthed, klarhed eller begrundelse, jf. MAD 2006 side 846, 856, 1422 og 1425. I disse sager vil den kompetente myndighed selvfølgelig kunne rette fejlene og udstede et nyt, gyldigt påbud forudsat myndighedens påbudsadgang ikke fortabes ved passivitet.

I MAD 2006.299 fandt Miljøstyrelsen således, at 19 måneder fra påbudsadressatens aflevering af en risikovurdering, der konkluderede, at restforureningen ikke udgjorde nogen miljøeller sundhedsmæssig risiko, til kommunen forvarslede et supplerende påbud, udgjorde en retsfortabende passivitet, og kommunen var dermed helt afskåret fra at udstede yderligere påbud i forhold til restforureningen. Afgørelsen er, navnlig henset til de lange sagsbehandlingstider hos rekursinstanserne, tankevækkende. I en enkelt sag er der set en sagsbehandlingstid hos Miljøstyrelsen på 12 år. I den sag ophævede Miljøstyrelsen det kommunale påbud med henvisning til manglende hjemmel, men reelt kunne påbuddet også have været ophævet med henvisning til Miljøstyrelsens egen passivitet, i hvert fald som følge af, at påbudsadressaten aldrig havde fået bekræftet, at kommunen havde oversendt klagen til Miljøstyrelsen. Oprensningsomfanget Spørgsmålet om, hvor meget der skal oprenses i de tilfælde, hvor der er eller kan udstedes et gyldigt påbud efter 48, har i hele lovens levetid været genstand for indgående diskussioner og har afstedkommet adskillige klagesager og indtil nu en retssag 3. I Kolding-sagen fastslog Højesteret, at vejledning 6/1998 kan anvendes til afgørelse af, hvorvidt en restforurening indebærer en miljø- eller sundhedsmæssig risiko i og med, at Højesteret fastslog, at det ikke kunne kritiseres, at skønsmanden havde anvendt vejledningens risikovurderingsmodeller. Og Højesteret fastslog endvidere, på trods af Kolding Kommunes anbringender, at det kunne lægges til grund, at restforureningen ikke indebærer nogen risici i forhold til arealanvendelsen, indeklimaet eller recipienter. Højesterets dom betyder altså, at når en risikovurdering i overensstemmelse med vejledning 6/1998 fører til, at der ikke er en risiko, så skal dette lægges til grund af de administrative myndigheder, og dette selv om vejledningen (der i så henseende er selvmodsigende) angiver at rette sig mod den offentlige indsats. At Højesterets dom indebærer, at vejledning 6/1998 kan anvendes også i påbudssager, understøttes af, at Højesteret netop henviser til, at vejledning 6/1998 ikke blev fulgt ved risikovurderingen i forhold til grundvandet, og Højesteret, der jo i sagens natur består af jurister pr. definition uden særlig teknisk indsigt, turde dermed ikke konkludere, at restforureningen (heller ikke) udgjorde en risiko i forhold til grundvandet. Det må dog nu, tre år efter Højesterets dom, lægges til grund, at Kolding Kommune efterfølgende heller ikke vurderede, at der var en grundvandsrisiko, idet Kolding Kommune ikke udstedte nye påbud vedrørende forureningen, og adgangen hertil er i hvert fald nu fortabt. Der har ikke endnu været flere retsafgørelser, hvor domstolene har taget stilling til oprensningsomfanget af i øvrigt gyldige påbud. Men Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i 3 sager 4. Set fra en jurists side forekommer Miljøklagenævnets afgørelser vanskeligt forenelige både indbyrdes og i forhold til Højesterets dom. Advokat Line M. Pedersen og jeg har for at få et overblik, søgt at sammenholde, hvad vi opfatter som væsentlige parametre i det følgende skema:

Ejendom Hallinsgade 1 og 3, København Sagens status: Status for afværge ført med afgrav- ning af ca. 40 cm Afværge gennem- jord i kælder og nyt gulv Miljøk Afgørelse Afværge godkendt Sofielundsvej 78, Glostrup Afværge foreslået med afgravning af min. 40 cm jord i kælder, nyt gulv samt monitering Vester Voldgade 5, 7 og 9, Gedser Afværge foreslået med afgravning af tilgængelig jord, nyt gulv samt monitering Fjeldparken 45, Kolding Jord er afgravet til 2,4 meter under terræn og nyt gulv Myndighed lagenævnet Miljøklagenævnet Miljøklagenævnet Højesteret Afværgeforslag ikke Afværgeforslag ikke Afværge godkendt, tilstrækkeligt tilstrækkeligt risikovurdering udestår hvis afvigelse fra vejledning 6/1998 Dato 20. august 2007 13. oktober 2007 7. september 2007 30. juni 2005 Mængde af restforurening Nr. 1: 450-700 liter 650-3.600 liter Variationen Ca. 12 liter ca. 5.000 liter Nr. 3: ca. 40 liter skyldes an- vendelse af forskelli- ge forudsætninger i opgørelsen Omkostninger til Kr. 1,5 mio. Kr. 650.000 (heraf Kr. 1.450.000 Kr. 170.000 OM s afværge (ekskl. moms) dækkes kr. 270.000 af bygningsforsikring) Omkostning til Kr. 8,4-10,5 mio. Kr. 4.000.000 Kr. 4-7.000.000 Kr. 350.000 fuldstændig oprensning (ekskl. moms) MKN s vurdering Nævnet kommen- Nævnet fandt, at Nævnet fandt, at Højesteret tager ikke af omkostninger terer ikke de opstillede scenarier omkostninger i oven- nævnte størrelsesorden ikke strider mod proportionalitetsprincippet. Nævnet lagde vægt på, at der er tale om en betydelig oliemængde på 450-700 l, og at forureningen ligger over et grundvandsmagasin, som udgør en vigtig ressource for blandt andre Glostrup Kommunes vandindvinding (s57) omkostninger til af- værge i ovennævnte størrelsesorden ikke strider mod proporti- onalitetsprincippet. Nævnet lagde vægt på, at størrelsen af forureningen samt de risikoforhold, der knytter sig til forureningen, ligger under boliger, er mobil og ikke dybtliggende. (s43) direkte stilling, men det fremgår, at Højesteret finder, at proportionalitetsprin- for, cippet bl.a. må føre til, at en forurening eller restforurening med olie uafhængigt af omkostningernes størrelse som udgangspunkt ikke kan påbydes fjernet, hvis der foreligger en høj grad af sikkerhed at den hverken aktu- elt eller i fremtiden indebærer en miljøog sundhedsmæssig risiko (s11) Risiko for arealanvendelse Vertikal forure- 0,4 m under 0,4 m under kælder- 0,5 m u.t. i hot spot 2,6 m u.t. (huset har nings placering kældergulv / 2 m gulv / 2,5 m u.t. ellers generelt 1-1,5 ingen kælder) u.t. m u.t. Målt højeste 32.000 mg/kg. 2.600 mg/kg total 5.500 mg/kg total 2.300 mg/kg total niveau total kulbrinter kulbrinter kulbrinter i hot spot kulbrinter Myndighedens Forurening dybe- Med hensyn til kon- Med hensyn til kontaktrisiko Højesteret tiltrådte, bemærkninger re end 3 m.u.t. vurderes ikke at udgøre en risiko for arealanvendelsen (53) taktrisiko bemærker nævnet, at der ved mere gennemgriben- de bygningsforandringer vil være mu- lighed for kontakt med forureningen, som findes i niveauer, bemærker nævnet, at der ved bygningsarbejder vil være mulighed for kontakt med forure- ningen. (s43) at der ikke var nogen risiko.

Ejendom Hallinsgade 1 og 3, København Risiko for indeklima Målt højeste niveau 18.400 µg/m3 Nr. 3: kulbrinter/ 1,4 Beregnet niveau i Nr. 1: bolig Målt til at være lig eller under baggrundsniveauet Nr. 3: 0,029 µg/m3 benzen / 0,4 µg/m3 kulbrinter Antal målepunk- Nr. 3: ter 4 målepunkter Sofielundsvej 78, Glostrup der ligger markant over MST s jordkvali- tetskriterier (54) Antal målerunder 1 målerunde 2 målerunder for 4 pr. punkt målepunkter og 1 Vester Voldgade 5, 7 og 9, Gedser 33.000 µg/m3 total Nr. 5: kulbrinter / 1,9 340 µg/m3 total kulbrinter / 0,41 Nr. 7: 130.000 µg/m3 total kulbrinter / 4,2 Nr. 9: 810 µg/m3 total kulbrinter / 2,5 0,0019 Nr. 5: / 33 µg/m3 kulbrint er 12µg/m3 total kulbrinter / benzen langt under kriterium (ca. 1.000 gange) Nr. 7: 49-88 µg/m3 total kulbrinter afhængigt af gulvopbygning Nr. 9: 1,2 µg/m3 total kulbrinter / benzen ikke beregnet 8 målepunkter Nr. 5: 2 målepunkter Nr. 7: 7 målepunkter Nr. 9: 3 målepunkter Nr. 5: 1 målerunde målerunde for 4 må- Nr. 7: lepunkter Måling gentaget 1 gang i et målepunkt (PL1) Nr. 9: 1 målerunde Fjeldparken 45, Kolding 2,0 0,0087 µg/m3 ben- zen 1 målepunkt 1 målerunde Myndighedens Nævnet fandt, at Nævnet fandt, at den Nævnet fandt, at en Højesteret tiltrådte, bemærkninger den foreliggende dokumentation i foreliggende dokumentation i sagen for reduktion over 100 gange ikke bør forud- at der ikke var nogen risiko. sagen var tilstrækkelig be- grundet med undersøgelser i flere omgange, relativ stor tæthed af målepunk- ter og kun påvist lave niveauer (53) omfanget af indeklimapåvirkningen er spinkel. Der henvises til, at der er observeret tidslige variationer ved poreluftmålinger, samt at der ikke er foretaget registrering af vejrforhold under målingerne. (s55) sættes uden en sikkerhedsmargin. Næv- net fandt, at den foreliggende doku- mentation i sagen er spinkel. Der henvises til, at der er observeret tidslige variationer ved poreluftmålinger. (s44) Risiko for grundvand Afgrænsning af Forureningen er Forureningen er af- Forureningen er af- Ingen målinger i grundvandsforurening ikke afgrænset grænset indenfor 70- grænset indenfor ca. grundvand horisontalt 100 m2 150 m2 Dokumentation Ikke afgrænset 10 afgrænsende 6 afgrænsende borin- Ingen målinger i

Ejendom Hallinsgade 1 og 3, København for afgrænsning Sofielundsvej 78, Glostrup Vester Voldgade 5, 7 og 9, Gedser Fjeldparken 45, Kolding boringer, herunder 3 i ger, 1 målerunde grundvand dybere grundvand, 4 målerunder over 4 år Forureningsni- Fri fase 36 µg/l total kulbrinter Op til 620 µg/l kul- Beregnet af skønsveavetagning, ved seneste prø- i hot spot 660 µg/l total kulbrinter brinter uden for hot spot manden op til 0,37 mg/l toluen og 7,04 mg/l xylener Fri fase 20-50 cm Der forventes ikke fri Der forventes fri fase Vurderet: nej fase. Oliefilm kan dog i hot spot området forekomme Klassifikation af Område med Område med drikke- Område med be- Område med drikkegrundvandsressource drikkevandsinte- vandsinteresser grænsede drikke- vandsinteresser resser vandsinteresser Vurdering af Det vurderes, at Det vurderes, at Det vurderes, at Skønmanden vurderisiko forureningen ikke udgør en risiko forureningen ikke udgør en risiko for drikkevandsinteresser forureningen ikke udgør en risiko for drikkevandsinteresser rede, at forureningen ikke udgør en risiko på JAGG trin 3 i området. i området. i vejledning 6/1998. Myndighedens Nævnet kommen- Nævnet tiltræder Nævnet er enig i, at Skønsmandens bemærkninger terer ikke grund- vandsrisici i den- ne afgørelse Miljøstyrelsens syns- punkt, hvorefter det er JAGG trin 1, der skal anvendes ved vurdering af, om forureningen udgør en risiko for grundvandet (s50) Det kan på baggrund af nævnets bemærkninger ikke afvises, at forureningen kan udgøre en risiko over for grundvandsressourcen i området. (s52) forureningen ikke udgør en risiko for drikkevandsinteresser i området. Nævnet lægger til grund, at forureningen ikke er stabil, men fortsat spredes i terrænnært magasin. (s43) anvendelse af vejledning 6/1998 for grundvand kan ikke i sig selv kritiseres. Højesteret lægger vægt på, at skønsmanden ikke har fulgt vejledning 6/1998 for grundvand, idet der ikke har foreligget målte data som grundlag for beregningerne på trin 3, og idet der ikke er iværksat monitering. (s12) Tal i () henviser til side nr. myndighedens/rettens afgørelse Fra afgørelserne kan særligt fremhæves, at en potentiel fremtidig kontaktrisiko med forureningen under ejendommene på Sofielundsvej og Vester Voldgade udgør en risiko, mens dette ikke er tilfældet, for så vidt angår Hallinsgade, uden at der gives nogen begrundelse herfor. Det er også bemærkelsesværdigt, at Miljøklagenævnet indirekte anerkender, at der ikke er nogen risiko for grundvandet ved at efterlade den betydelige restforurening på ca. 5.500 liter under Hallinsgade 1, selvom grundvandsforureningen ikke er afgrænset, og selvom der er efterladt fri fase på mellem 20 og 50 cm på det sekundære grundvandsspejl, medens Miljøklagenævnet i Sofielundsvejafgørelsen tilsidesatte 41 vandprøver udtaget fra 10 boringer over 4 omgange som værende ikke-repræsentative. Endelig har Miljøklagenævnet i afgørelserne vedrørende Sofielundsvej og Vester Voldgade anlagt en meget streng proportionalitetsvurdering, særligt for så vidt angår Sofielundsvej, hvor oprensningsomkostningerne til fjernelse af restforureningen er beregnet til mellem kr. 4.300 og kr. 6.000 ekskl. moms pr. liter olie. Til sammenligning ville en fuldstændig fjernelse af forureningen på Hallinsgade kun have beløbet sig til ca. kr. 1.600 ekskl. moms pr. liter

olie, da der til trods for de høje totale oprensningsomkostninger også var tale om en betydelig restforurening. Det skal for en god ordens skyld bemærkes, at der ingen holdepunkter er i jordforureningsloven eller dennes forarbejder for at foretage en proportionalitetsvurdering ved at beregne omkostningerne pr. 1 liter efterladt olie. De tiltag, som Miljøklagenævnet finder nødvendige for at fjerne den miljø- og sundhedsmæssige risiko, står også i skærende kontrast til, hvad kommunerne finder nødvendigt i de sager, hvor der ikke er forsikringsdækning. Det er i sagens natur begrænset, hvor mange af disse sager, der kommer til offentlighedens/forsikringsselskabets kendskab, men indtrykket er generelt i de sager, hvor der rejses krav om dækning af de af tankejeren på grundlag af et 48 påbud afholdte undersøgelses- og/eller oprensningsomkostninger. I sagen MAD 2006.683 var de totale omkostninger til oprensning af en forurening fra en utæt Ajva-tank således opgjort til kr. 26.441,61 inkl. moms. Sager over kr. 2 mio. Ifølge 49 stk. 5 skal miljømyndigheder, altså kommunen, betale den del af udgifterne, der overstiger kr. 2 mio. I bemærkningerne til bestemmelsen blev det anført: I øvrigt skal det bemærkes, at situationen formentlig næppe vil forekomme, da Miljøstyrelsen ikke har kendskab til, at udgifter til oprydning m.v. efter villaolietanke har oversteget kr. 2 mio. Heroverfor står, at omkostningerne i de tre sager, hvor Miljøklagenævnet har truffet afgørelse, langt overstiger kr. 2 mio., såfremt der gennemføres en oprensning ud fra Miljøklagenævnets vurdering i sagerne vedrørende Sofienlundsvej og Vester Voldgade af, hvad der er nødvendigt for at fjerne en evt. miljø- eller sundhedsmæssig risiko. Skulle Miljøklagenævnets kriterier for risikovurderingerne blive anerkendt af domstolene, må det forventes, at der bliver en del sager, hvor omkostningerne vil overstige kr. 2 mio. og det er der reelt ikke taget højde i 49 stk. 5. For det første er det forsikringsselskabet, der er pålagt pligten til at underrette myndigheden og indhente godkendelse, såfremt det vurderes, at udgiften overstiger kr. 2 mio. Men loven indeholder ingen adgang for forsikringsselskabet til at forestå oprensningen. Det beror i hvert enkelt tilfælde på en privatretlig aftale mellem forsikringsselskabet og påbudsadressaten, når/hvis forsikringsselskabet forestår opfyldelsen af påbuddet til tankejeren. For det andet er der hverken i loven eller forarbejderne taget stilling til, hvad der nærmere skal ske, når omkostningerne passerer kr. 2 mio., og forsikringsdækningen ophører. Et forsikringsselskab har i sagens natur ingen interesser i en sag, hvor maksimumsdækningsbeløbet er udbetalt, og der er dermed intet, der skulle kunne begrunde, at forsikringsselskabet fortsat skal ofre tid og ressourcer på sagen. Men der er ikke givet kommunerne adgang til at få indflydelse på den del af oprensningen, som kommunen skal betale. Kommunen har dermed ikke, uden en privatretlig aftale med tankejeren, adgang til at bestemme, hvorvidt og i bekræftende tilfælde der skal antages et rådgivende ingeniørfirma med erfaring i oprensningssager. Tilsvarende har kommunen ingen mulighed for selv at vælge entreprenører, træffe prisaftaler m.v.

For det tredje er det, jf. 49 stk. 2, ikke alle påbudssager, der er forsikringsdækning i. Spørgsmålet er derfor, om det har været hensigten, at tankejeren i disse sager selv skal betale oprensningsomkostningerne ud over kr. 2 mio. For dette synspunkt taler, at forsikringsdæk- netop undtager de tilfælde, hvor tankejeren har handlet klart culpøst, altså uforsvarligt, ningen samtidigt har det formodningen mod sig, at lovgiver vil fastsætte bestemmelser, der medfører, at der hvert år vil være borgere, der ruineres som følge af en forureningssag. Ovennævnte forhold bekræfter, at det ved lovens vedtagelse blev anset for utænkeligt, at oprensningsomkostningerne ganske væsentligt og i en hel del sager ville kunne overstige kr. 2 mio. og dermed må det også have været anset for utænkeligt, at kriterierne for risikovurderingerne ville blive væsentligt skærpet i forhold til vejledning 6/1998. Ny vejledning fra Miljøstyrelsen Miljøstyrelsen indtog meget hurtigt efter jordforureningslovens vedtagelse det standpunkt, at vejledning 6/1998 ikke finder direkte anvendelse i påbudssager. Standpunktet er for så vidt korrekt, idet vejledningen ikke udelukker anvendelse af andre risikovurderingsmodeller end de i vejledningen anførte. Men standpunktet blev ikke fulgt op af en vejledning om oprens- i påbuds sager, hvilket ellers ville have været nærliggende henset til, at miljøministeren i ning forhold til spørgsmål om oprensning i påbudssager henviste til vejledning 6/1998 ved Folke- tingets behandling af forslaget til jordforureningsloven. På den anden side havde Miljøstyrelsen dengang en ret uheldig rolle, idet Miljøstyrelsen jo både udførte lovforberedende arbejde, udfærdigede bekendtgørelser til ministeren, vejledte andre myndigheder, herunder med trykte vejledninger, orienteringsmeddelelser, cirkulærer m.v. og var klageinstans. Denne uheldige rolle blev blandt andet påpeget af Advokatrådets fagudvalg for miljøret i møder med Folketingets Miljø og Planudvalg, og Advokatrådets fag- til såvel kommunerne som udvalg for miljøret anbefalede, at klagesagerne blev flyttet (f.eks. til Miljøklagenævnet), således at Miljøstyrelsen kunne blive uafhængig af konkret sagsbehandling og dermed bedre kunne fastsætte de generelle retningslinier i forhold klageinstansen. Ved strukturreformen blev Miljøstyrelsen frigjort fra den konkrete klagesagsbehandling, og dermed var eventuelle hindringer for, at Miljøstyrelsen trådte i karakter som eksperterne, der fastlægger de overordnede generelle retningslinier, fjernet. Men på trods heraf er der intet der tyder på, at Miljøstyrelsen tænker på at få udarbejdet en vejledning om oprensning i påbuds- sager. Man fristes til at spørge: Hvad i h.. går de rundt og gør i Miljøstyrelsen efter 3. Noter og referencer 1 Jf. Miljøstyrelsens afgørelse af 10. august 1993 i sag 335-0063 2 Jf. MAD 2005.1770 MS 3 UfR 2005.2923H (Kolding-sagen) 4 MAD 2006.1901, 2007.1497 og 2007.1541.