Er Narcissus foran sit grænseløse spejl blevet pervers og paranoïd?

Er Narcissus foran sit grænseløse spejl blevet pervers og paranoïd? Om nødvendigheden af at få sat grænser for at kunne finde sig selv og møde de andre. Om forholdet mellem vold og identitet i det demokratiske samfund. Dominique Bouchet Publiceret i Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 5, 2000. pp. 11-19. (ISSN: 1398-3717) La vie est une cour d'assises; on amène Les faibles à la barre accouplés aux pervers. Livet er en rettergang; man slæber de svage i skranken, parret med de perverse Victor Hugo, les Contemplations, V, III. Nous ne pouvons approcher des êtres les plus pervers, sans reconnaître en eux des hommes. Et la sympathie pour leur humanité entraîne notre tolérance pour leur perversité. Vi kan ikke nærme os de mest perverse mennesker uden også at genkende mennesket i dem. Og vor sympati med deres menneskelighed vækker vor tolerance over for deres perversitet. Marcel Proust, Jean Santeuil. Sans doute, sommes-nous tous des Narcisses, aimant et détestant leur image, mais à qui toute autre est indifférente. Vi er alle, som Narcissus, uden tvivl indtaget i os selv, vi elsker og hader på én gang vort eget billede, - og ethvert andet er os ligegyldigt. Raymond Radiguet, Le diable au corps.

Fago Imedens vi studerede i Paris i begyndelsen af 70erne, boede Anne og jeg i en lille lejlighed, som var velbesøgt af venner fra nær og fjern. Fra gadehjørnet kunne man se om der stadig var lys hos os, og der var tit nogen, som ret sent kravlede de mange trin op for at snakke lidt, lytte til musik eller blot se på litteraturen. Det hændte, at nogle af vennerne bragte en bekendt, som de ikke selv kunne huse for natten, selvom de gerne ville. En nat kom Olivier slæbende med en fyr, som nok var 10 år ældre end os. Han fortalte diskret og med alvor, at han havde mødt ham på gaden, at han var højt uddannet og velhavende men i vildrede, fordi han for nylig havde mistet sin kone og deres to små børn i et trafikuheld i Tyskland. Dertil kom, at han lige havde fået stjålet al sin bagage ved ankomsten til Paris og ikke vidste, hvad han skulle stille op. Olivier kunne ikke huse ham, men regnede med at vi kunne. Den fremmede sagde ikke meget og talte kun til en person af gangen. Dem, som var i lejligheden den aften, gjorde det, de kunne, for at han kunne føle sig velkommen og glemme sin sorg. Da de forlod lejligheden, gik de straks i gang med at orientere andre, hvor de færdedes, om den ulykkelige mand, imedens han selv fik en madras at sove på. Næste morgen udtrykte han taknemmelighed over vore gæstfrihed ved at forære mig sit halssmykke, som som han udtrykte det betød så meget for ham. Den bestod af en lille lerstatuette på en lædertråd. Jeg har den endnu. Rørt af situationen, og siden han var lige så tynd som jeg, gik jeg straks i gang med at finde de overflødige bukser frem, som jeg derefter forærede ham. Han virkede ganske skuffet over mit valg og pegede på dem, jeg selv havde på, dem syntes han langt bedre om. Det fik nogle synapser til at virke i mit hoved, og jeg begyndte at observere manden med større omhu. Jeg kan ikke huske, hvad denne fremmede hed. Jeg vil her kalde ham Fago, fordi det viste sig, at han havde en del til fælles med en ædecelle (en fagocyt). Alle orienterede diskret om ham og talte for hans sag. Han behøvede indledningsvis ikke selv at sige noget. Alle havde medlidenhed med manden, inden de mødte ham. Folk kom til at tænke på, hvordan de selv ville have det, hvis så stort et uheld var sket for dem selv. Han orienterede sig selv ved diskret at stille spørgsmål om de andre til enhver. Han var faktisk meget smart. Folk fik tillid til ham, fordi de havde ondt af ham. For at vise ham forståelse og give ham omsorg, kom de fleste lynhurtigt til at blotte sig og vise ham mere tillid på én dag, end de havde gjort med andre i vennekredsen på et år. På denne måde tilegnede han 2

sig hurtigt viden om og sympati fra mange. Fago havde en usædvanlig evne til at manipulere med folk. Han var dygtig til at angribe autoriteterne ved hjælp af obskure psykologiske diagnoser. Han benyttede således den lille viden han havde opnået om flere af mændene til at skabe problemer i deres parforhold. Det var altid mændene, han forsøgte at deprimere og afsløre. Kvinderne gik han straks i gang med at forsøge at forføre ved på én gang at påkalde sig medlidenhed og imponere dem med sin styrke han gav sig ud for at være psykolog. Han sørgede for at komme i kontakt med kvinderne, så hurtigt han kunne. Han fik nogle af vennerne til at ringe til deres kærester, så de kunne komme, og så begyndte han at tale til dem, nogle gang inden de nåede at komme til lejligheden ved at holde øje med ankomsten fra balkonen. Han nåede også at samle en mindreårig pige op på en café, som lige netop var rendt væk fra sine forældre. Kvinderne havde medlidenhed med ham og det var derfor ikke småting, de tillod. Direkte seksuelle tilnærmelser, anmodninger om betydelige lån af penge. Foragtelig og obskur kritik af deres partner. Den, som blev mest påvirket af situationen var socialpædagog. Hun sagde nogle dage senere: Hvorfor tiltrækker jeg altid og bliver altid involveret med sådan nogen typer. Han blev kun i fire dage, men i løbet af disse fire dage var det nær lykkes ham at skabe en psykisk kaos af format blandt de svageste medlemmer af vores omgangskreds. Heldigvis kunne Anne og jeg iagttage hans adfærd i kontinuiteten, siden han havde bosat sig i vores lejlighed, og vi kunne udspørge alle vennerne om, hvad han foretog sig. Da det gik op for ham, at jeg havde gennemskuet ham, forsøgte han at angribe min autoritet. Bemærkelsesværdigt forsøgt han aldrig direkte at pille ved min selvtillid. Og da han fandt ud af, at han ikke længere satte dagsordenen for gruppen, gik han hen for at sætte sig på gelænderet på balkonen på fjerde sal for at antyde, at han godt kunne finde på at begå selvmord. Men det hjalp ikke. Han var blevet afsløret. Med et mistede han sin aura og mystiske udstråling for enhver og fremtrådte tydeligt som den psykopat han var. Hans adfærd blev nemlig mindre udspekuleret og mere tydeligt sygelig. Han forsvandt, men dage efter hørt vi om ham i Paris. Han handlede som en computer virus. Brugte enhver som mulig tilgang til andre netværker. Jeg er senere op til flere gang stødt på lignende psykopater, som skabte ravage blandt venlige folk i min omgangskreds i Danmark. Nogle af dem hørt jeg om fra flere steder i Europa. Det der fik synapserne til at virke hos mig, var da han overtrådte en grænse, som jeg havde en klar fornemmelse af ikke kunne overtrædes, uden at der var tale om vold og magt. Det, som reddede mig fra det psykiske kaos, som han spredte, var, at jeg havde en klar overbevisning om, at der findes 3

adfærd, som ikke kan undskyldes, uden at konsekvenserne for denne undskyldning faktisk ødelægger endnu mere for alle. Vold og magt For hvad handler vold om i grunden? Om fornægtelse af den andens grænser. Vold er udtryk for en manglende respekt for den anden i sin egenskab af netop af være en anden. Den er udtryk for et grundlæggende misforhold i en relation mellem mennesker, for den, som udsættes for vold, kan ikke blive fri for indtrængen. Det er fornægtelsen af den anden som anden, som er voldens væsen. Man tager magten over den anden, og dermed knuser den andens frihed, man fornægter dens subjektivitet. Men i og med at volden handler om grænserne mellem subjektiviteter, kan den også være udtryk for oprør mod undertrykkelse. Den, som føler sig undertrykt, eller som ikke kan få styr på sit forhold til andre, kan godt finde på at bryde ud i vold. Med andre ord, så længe mennesker vil være konfronteret med grænser, og er det ikke netop det, som karakteriserer vor art: at vi skal forholde os til grænser (Bouchet 1990), vil volden lure mellem mennesker. Volens nolens er volden altid til stede, hvor der er mennesker. Der findes intet samfund uden vold. Den er ethvert samfund fælles lod. Det, som varierer er den måde, hvorpå den bliver styret af fællesskabet, hvordan man forholder sig til den, hvordan man tæmmer den eller kanaliserer den. Volden er på engang grundlæggende og truende for samfundsordenen. Det handler derfor hverken om at fornægte volden eller blot om at misbillige (fordømme) den, men om at anerkende dens væsen og finde ud af, hvordan man kan holde den indenfor de grænser, som man sætter i fællesskab. Volden er således et grundlæggende politisk spørgsmål. Og det er kun med udgangspunkt i et sådant realitetsprincip, at man kan vurdere kvaliteten af det samfundsmæssige bånd og den samfundsmæssige ligevægt, som karakteriserer ethvert samfund. Med andre ord, ethvert samfund udfører en balanceakt med volden som line. (Maffesoli 1979; Maffesoli 1990, p. 2743) 4

Magt og vold er nært beslægtet. De handler begge om grænser for frihedsudtryk, men imedens magten kan siges at være noget, man bilder de andre ind, er volden noget, man decideret undertrykker de andre med. I casen, som jeg lige har præsenteret, forsøgte psykopaten at bilde de andre ind, at han stod i en bestemt situation for at få magt over dem. Men det er først, når han forsøger at trænge ind på den anden side af den private grænse, at han bliver voldelig. I dette tilfælde er der ikke tale om fysisk vold, men psykisk vold kan være lige så slemt. Det, som ikke respekteres, er den anden privatsfære. Helhed og subjektivitet: Opløsning contra oplysning Der findes i dag to grundlæggende politiske opfattelser af den måde, hvorpå man kan komme volden til livs. Jeg skriver grundlæggende, fordi det er klart, at der inden for disse grundsyn findes mange nuancer og diverse konkrete og detaljerede strategier. For mig at se peger den ene mod fortiden, mod traditionen, og den anden mod fremtiden med udgangspunkt i den fornyelse, som moderniteten markerer. Disse to opfattelser gemmer sig bag de diskussioner, vi oplever i dagens Danmark. Nogle debattører vælger at give samfundet skyld for volden. De peger mod samfundsordenen som en helhed. Det er den, som er problemet, og det, man skal kritisere. Hver enkelt er udsat for denne samfundsorden. Den enkelte er således mere elle mindre udsat for samfundets vold. Andre, og heriblandt jeg selv, mener, at samfundet netop hviler på volden (Bataille 1957; Bataille 1986) og de enkeltes handlinger i forhold til den, at det derfor handler om at sikre en forståelse af de enkelte aktørers (det være grupper eller individer) ansvar, hvilket indebærer oplysning om, hvordan samfundet hænger sammen. Ellers vil samfundsorden ikke kunne ændres mod en større individuel og fælles frihed. Der skal en pragmatisk og oplysende politik til, mener de sidste. De første derimod drømmer om et samfund fri for undertrykkelse takket være opløsning af de modsætninger, som ifølge de sidste binder samfundet sammen. De første, dem jeg ikke synes om, har en tendens til at simplificere ethvert problem i undertrykkelsestermer i forhold til den store helhed. En variant findes i en lige så dogmatisk anskuelse, som vælger at pege på opgivelsen af moralen eller tab af troen som årsagen for volden i stedet for eksempelvis kapitalismen. Forskellen mellem disse to varianter, som, deres 5

ideologiske uenighed til trods har meget til fælles, er, at den ene som regel underdriver volden fra individerne og overdriver volden fra samfundet, medens den anden gør præcis det omvendte. Men begge opfattelser bunder for mig at se stadig i en traditionel (dvs. fra før moderniteten) opfattelse af forholdet mellem individ og samfund, hvor friheden opløses i det fælles. Man kan også tæmme den fysiske vold på det grundlag, men man tæmmer også og ganske sikkert den personlige frihed, og såvel samfundet som individet bliver mindre bevidst om sig selv. Derfor anser jeg denne type opfattelse for en fornægtelse af såvel modernitetens som voldens væsen. Det, vi oplever, er således to forskellige antagelser af den måde, hvorpå volden kan tæmmes. I et hegeliansk verdensbillede, så som eksempelvis hos Eric Weil vil de forskellige mennesker kunne forliges, såfremt hver enkelt frem for at gå op i sig selv som personer, er optaget af verden som helhed. Man kan se det fælles med østlige filosofier, som anbefaler at enhver opgiver sin særhed for at lade sig opsluge i verden som helhed. Således bør det ikke overraske, at maoismen kunne forene en vis hegelianisme med kinesiske traditioner. Netop denne kohærens i ontologien (lære om det værende), som eksempelvis kommer til udtryk i maoismen, hvor opløsning af anderledesheden eller af viljen til at være noget særligt er på sit yderste, ses som voldsudtryk hos andre filosoffer, som eksempelvis Emmanuel Lévinas (Lévinas 1961) og Jacques Derrida (Derrida 1967). Civilisationen, forstået som voldstæmning, handler netop om respekt for mangfoldigheden, forskellene og adskillelsen. Filosoffer som Emmanuel Lévinas forsvarede subjektiviteten, som ikke må forveksles med hverken individualisme eller egoisme. Og filosoffer som Jacques Derrida gjorde opmærksom på, at moderniteten beklager savnet af den hellige Bog: Sandhedsbeholderen hvorfra hele Sandheden udstrålede. For moderniteten kommer meningen ikke før ordet, det er talen, som skaber meningen. Som Cornelius Castoriadis (Castoriadis 1973; Castoriadis 1988) udtrykte det: kun gøren får verden til at tale. I Danmark påstår nogle grundtvigianere, at Mao Zedong lod sig inspirere af Grundtvig. Mon ikke det snarere er besværligheden ved at klippe båndet til traditionen, der forklarer denne fælles trang for maoister og grundtvigianer til at tilslutte sig en veletableret mening. 6

Ansvarsfriheden og friheden under ansvar Hvis volden ligefrem handler om (volden er jo en handling) at forholde sig til hinanden på en måde, så enhver kan dyrke sin frihed uden at træde på andres, er alle de prædikener, hvor man fritager mennesker for deres individuelle og/eller kollektive ansvar i dårlige fungerende relationer de facto en måde at skjule problemet (volden er jo en udfordring) i stedet for at blive konfronteret med den. Hvis volden handler om at anerkende den andens anderledeshed, er alle pædagogiske forsøg på at undskylde de unge, som vælger at ignorere andres frihed eller håner andres måde at være på, de facto en måde at forstærke problemet. Og dette ligegyldigt, hvem det er, man fritager for sit ansvar. På en måde kan man angribe en del socialpædagogers forsøg på at fritage nogle voldelige unge for deres ansvar ved at stille et rensende spejl foran dem ved enhver lejlighed for at være mindst lige så voldelig, som den vold, de forsøger at undskylde. De tager nemlig ikke blot skylden væk fra den unge, men også ansvaret og dermed den unges frihed. Socialpædagogikken handler ikke om at fritage den unge for en forkert opfattelse af sig selv, men om at hjælpe den unge til at opfatte sig selv i sammenhæng. Socialpædagogikken handler ikke om at beskytte den unge mod den forkerte helhed, den handler om at sikre den unges frihed. Det handler om afhjælpning af den ansvarliggørelsesproces, som ethvert menneske skal igennem i det moderne samfund for at blive til ansvarlig borger, men som nogle får dårligere chance for at kunne gennemføre. Denne ansvarliggørelsesproces handler ikke blot om at finde sig selv, men om at forholde sig til de andre, om at opfatte det samfundsmæssige bånd. Ethvert menneske skal igennem en forvirringsfase for at kunne blive voksen. Det, som karakteriserer ungdomsalderen i almindelighed er søgen efter identiteten, og denne søgen efter identiteten kan kun ske i relation til andre. Inspirationen må komme fra de voksne, selvom det handler om at tage afstand fra nogle af dem, og det tit foregår sammen med jævnaldrende. I ungdomsalderen skal man tage afstand fra sine forældre eller fra sin barndom for at finde sin plads i samfundet som voksen. Man mister familiestøtten for selv at erobre andre støttemuligheder og kunne tilbyde andre sin støtte. Man skal selv blive voksen, og dette indebærer, at man blive ansvarliggjort og meningsbærende. Man må acceptere selv at tage stilling og finde mening sammen med andre, selv at blive inspirationskilde for andre, at kunne fungere som forældre dvs. at kunne opdrage, at kunne orientere den næste generation. Som voksen skal man ikke blot opfatte loven, 7

man skal også kunne lave den : man skal være borger. Med andre ord, ungdomsalderen handler om at få afklaret sit forhold til de andre. Og det handler ikke længere blot om at kunne lege med de andre, men om at kunne lave loven sammen med de andre. (Jacques Lacan skelnede mellem den lille anden og den Anden)(Lacan 1966; Lacan 1971; Lacan 1989). Voksen er den, som har mærket grænserne, den som har forstået loven (forstået bredt: grænserne, tabuerne, ritualerne (Legendre 1998)) og kan forholde sig til den for evt. at lave den om. Voksen er den, som er klar over, hvad der adskiller én selv fra andre og forener én med andre, den, som har fattet, hvor grænserne går, og som er sit ansvar bevidst, den som har fået afklaret sin rolle i fællesskabet og deltager i værdidebatten, den, som kan påtage sig rollen som opdrager ved at orientere om grænser og sætte grænser, ved at give mening og inspirere for at de nye unge kan få lyst til at være med til at skabe mening og sammenhæng ved at åbne vinduer mod samfundet og verden, ved at give ordet ved hjælp af sproget (forstået bredt: den symbolsk evne (Cassirer 1944; Cassirer 1965; Lacan 1966; Lacan 1971; Lacan 1989). At være voksen er at være et ansvarligt væsen og dermed et etisk subjekt (Lévinas 1961). For at blive voksen har man på engang brug for at kunne tage afstand fra de voksne og støtte sig til dem, man skal kunne mærke modstand, finde balancen. Den unge tester forankringspunkterne og orienteringspælene. Konflikterne og konfrontationerne skal således opfattes positivt. Det er ved hjælp af dem, at man lærer, at ikke alt kan lade sig gøre, at andre har andre interesser og opfattelser, at forhandle, at argumentere, at gøre indrømmelser. Men konflikterne skal bruges til at vise alternativet til volden. Volden er det modsatte af sproget, det modsatte af dialogen. At blive konfronteret med de andres frihed skulle gerne munde ud i en gensidig respekt. Det handler ikke om at tvinge sin egne måder ved hjælp af volden, eller om at undvige ved hjælp af underlæggelse eller demagogi. Og det gælder ikke blot den unge, men også den voksne. Det nytter ikke som forældre, lærer eller socialpædagog, at lege kammeraten i relationen. Det er det rene demagogi. Det nytter heller ikke at lege general, det er den rene absolutisme. Hverken autoritær- eller laissez-fairepædagogikken kan tjene til opdragelsesformål i et samfund, som hviler på frihed og ansvar. Socialpædagogikken er til for at sikre, at konflikterfaringen gøres der, hvor familien svigter, der hvor de store ikke nåede at blive voksne. Det stiller særlige krav til dem, som skal udøve den. Der er ingen garanti for, at disse ordknappe håndværkere, som nogle chefideologer er så glad for, er 8

bedre kvalificeret end psykologer. Tværtimod, psykologien skal i princippet bruges til at anskueliggøre, hvordan ens identitet hænger sammen, også psykologens eller pædagogens. For at blive leder hjælper det ikke blot at være sit ansvar bevidst, man skal også være sig selv bevidst. For at kunne hjælpe andre til at orientere sig hjælper det, at man har kunnet kaste et kritisk blik på sig selv. For at kunne lære dialogen med andre og få styr på sig selv er det vigtigt at blive indviet i sproget. Forholdet med de unge skal ikke alene bygge på kropssprog og øldrikkeri, men på samtalen. Det skal ikke hvile på et løgnagtig og vildledende symmetrisk forhold, men netop på fastholdelsen af forskellene i relationen, fordi det netop er takket være forskellen, at man kan identificere de andre og selv få identitet. I dag er der en vis tendens til at rollen som voksen ikke tages alvorligt, ja ligefrem glemmes. Dette er paradoksalt, siden netop det moderne samfund hviler på voksenidealet (Bouchet 1994). De voksne er tit mere optaget af at kunne mærke, hvorvidt de opfattes af deres børn som værende stadig unge frem for af at kommunikere værdier og livserfaring til deres børn, så de har noget at leve op til eller forholde sig til. Mange ved simpelthen ikke hvordan, eller opgiver at transmittere, indvie, inddrage, forbyde, oplyse, stedfæste, stadfæste, sanktionere Det er ikke så få, som går ud fra, at orienteringen og inddragelsen, at overgangen fra lystprincippet til realitetsprincippet (Freud 1911a; Freud 1911b; Freud 1966; Laplanche and Pontalis 1967), sker af sig selv. Imidlertid er mennesket faktisk afhængig af grænserne for at kunne skabe mening (Bouchet 1989; Bouchet 1991) og af lovens orden for at kunne opleve sin frihed. Man skal kunne indse og acceptere, at man ikke hviler i sig selv, men er afhængig ikke blot af andre, men af de andre og af de regler, de samme sætter (Castoriadis 1990; Ricœur 1990; Sartre 1968; Sartre 1968(1946)). Med andre ord man skal kunne opgive narcissismen og almagten. For at kunne skabe sig en identitet og opnå en vis autonomi ( i betydning af selv at kunne forholde sig til normer) (Bouchet 1999a, kap. 4) er man også afhængig af de andre, og af at kunne acceptere, at andre fungerer som autoriteter ( i betydning inspirations- og orienteringsgiver, og ikke i betydning af magtudøver og undertrykker). For at kunne opnå selvrespekt skal man kunne respektere den anden, netop fordi den anden er anderledes og vil noget andet. 9

Pervers-narcissisten Narcissisus er, som beskrevet i Ovids Metamorfoser, en person som bilder sig ind at have fundet sig selv i spejlet. For en narcissist handler livet fortsat om at betragte sig selv i de andres blikke. Den anden eksisterer ikke som person men som spejl. Narcissus har ingen substans, han kan kun blive en fagocyt, en ædecelle. Han er ude af stand til at indgå i et gensidigt forhold, og kan derfor kun fungere destruktivt og opføre sig perverst (per-vertere på latin betyder at vende, at sætte på hoved). Han kan hverken respektere loven eller den anden. I og med at han ikke henter inspiration i relationen, er han henvist til volden. Han er tilbøjelig til at hente nydelsen i den andens lidelser. Han kan ikke finde sit ansvar, idet det kun kan findes i relationen. Man plejer at sige, at han fragiver sig det, men det er mere korrekt at sige, at han ikke tager det Den anden er for ham årsagen til alle de nederlag, han oplever, thi han kan ikke opgive magtfuldkommenhedsillusionen. Han kan ikke få placeret ansvaret i relationen. Han bliver paranoid. Ikke desto mindre kan journalisten og socialpædagogen tage ham alvorligt, da de begge kan gøre brug af hans paranoia. Derfor oplever vi så tit, at den narcissistiske og perverse ansvarsforflygtigelse, ( Jeg sendte ham på hospitalet, fordi han så forkert på mig eller Vi brænder hele byen, fordi politiet kontrollerer os for tit ), ikke blive gennemskuet: den kan bruges i andre aktørers magtspil og identitetslege, andre aktører, som i dag sjældent giver sig tid til at analysere deres situation og gerninger. Perverse narcissister beskrives i litteraturen (Bergeret 1985; Eiguer 1996; Hirigoyen 1999(1998); Kernberg 1982(1975); Racamier 1992) som personer, der finder deres ligevægt ved at aflæsse på andre de lidelser, som de ikke kan føle. De er ondskabsfulde, men er det ikke med vilje, det er blot deres måde at være på, de kan ikke bedre. De afviser anden kommunikation end vold, fordi de ikke har fået øje på andet i kommunikationen. De har ikke noget at bidrage med til den. De har ingen forestillingen om, hvad de kan få ud af den. Derfor afviser de dialogen. Derfor vil de meget hellere slå eller pine. Denne lidelsesoverføring er den eneste mulighed, de har, for at opnå betydning, og det kan kun ske på bekostning af andre. De kan ikke bedre, i hvert fald så længe de ikke har fået lært respekt, så længe de ikke forstår nødvendigheden i at respektere den anden, for at respektere sig selv. Netop derfor skal de drages til ansvar, hvordan skulle de ellers lære af forholdet? Derfor tager journalisten og pædagogen fejl, når de vælger at stille yderligere et spejl 10

foran dem for at bekræfte deres ansvarsløshed. Et klart og tydeligt vi vil ikke finde os i det, og du vil heller ikke kunne finde dig i det er at foretrække frem for refrænet vi forstår dig, du er forfulgt. Ellers får den type unge ikke en chance for at komme ud af sin luft-spejllabyrint. Mere end nogen er den perverse narcissist afhængig af den anden, men på en negativ og destruktiv måde. Negativ fordi den andens subjektivitet ikke anerkendes, den har blot at fungere som mekanisk spejl eller bamseagtig boksepude. Pervers-narcissisten har ingen interesse i relationen, han skal blot bruge et konkavt spejl til at kaste op på eller sætte sig på. Destruktiv fordi af nægtelsen udspringer volden. Alt det, som er konstruktivt i identiteten (og identitetsopbyggende) og socialiteten hidrører fra relationen, hvor subjektiviteten anerkendes, fra konfrontationen med anderledesheden. Pervers-narcissisten leder fortsat forgæves efter sit spejlbillede i andre menneskers spejl, og han finder det ikke. Og så bliver han sur. Han er sur, fordi han er tom og opfatter sig selv som værende sat i bur, hvor han i virkeligheden blot er uden for sig selv: Narcissisten slæber på en virtuel personlighed. Han har pantsat sit selv på den anden side af spejlet. Alt i spejlbilledet er udenfor ham selv, intet indhold er at finde, ingen mening skabt. Hans ødelæggende adfærd er blot en konsekvens af dette fravær af indhold. Hvad nytter det så at stille yderligere et spejl foran ham og bekræfte ham i hans egen selvopfattelse? Hvad sker der, når man sætter et spejl foran et spejl? Selve lyset forbliver fanget. I dag oplever man eksempelvis en del bestialsk vold, og selvom dens omfang overdrives af pressen (Bouchet 1999b) er det værd at konfrontere den med en hensigtsmæssig socialpædagogisk respons: at konfrontere de perverse med lovens orden (forstået bredere end i juridisk forstand, jvf. det jeg lige har forklaret ved begyndelsen af denne tekst), så de får en chance for at holde op med at fornægte den anden og dermed sig selv. Det eneste måde, han kan komme ud af voldens spiral, er ved at sikre oplevelsen af grænserne mellem subjektiviteterne, af sammenholdet. Man må godt sige, at man skal række dem en hånd, men man skal gøre sig og dem klar, hvem denne man er i dette udtryk. Det er ikke ligegyldigt, hvem man opfatter, det er. Det er ikke den barmhjertige samaritaner (Petersen 1999). Det er demokratiet forstået som en samfundsorden som bevidst og stolt bygges imod voldens destruktivitet, der rækker hånden. Det er det samfundsmæssige bånd, som kommer til udtryk. Det er ikke en kammerats håndtryk. Man skal sikre, at de opfatter, at vort samfund netop arbejder mod volden og bygger på solidaritet og tolerance. 11

Alle for mange pædagoger optræder som private personer i forhold til de unge uden at gøre det klart overfor de unge, at de er faktisk samfundets repræsentant, at de er et væsentligt led i samfundsordnen, det led der skal vise at samfundet går også op i de udstødte. for dets interesse for ethvert barn. Ved at optræde som private personer bidrager de ikke til at synliggøre båndet. Dermed bliver deres socialpædagogiske indsats ikke særlig effektiv. Man må ikke overse, at en væsentlig årsag til, at den hårde kerne af de udstødte er blevet så hård og støder de andre så meget, netop er, at dens medlemmer aldrig har opfattet, hvordan såvel dem selv som samfundet hænger sammen. De har tabt båndet. Det, der sker, hvis pædagogik gøres til indgreb overfor den isolerede enkelte uden overvejelser over det sociale, det almene (Tuft 1998, p. 58) er, at den holder op med at være socialpædagogik og forbliver barmhjertighed og egotrip. Den perverse narcissistiske adfærd må ikke undskyldes, fordi på denne måde fastholder man blot ham eller hende i suppedasen selv og løser ikke problemer for samfundet heller. Perversnarcissisten skal konfronteres med ansvaret/friheden (som skrives i et ord, fordi de hænger sammen). Han skal konfronteres med samfundets orden, som også er til for ham, så netop han, selvom ingen kan blive fritaget for sit ansvar og alle må stå til regnskab for sine handlinger, kan drage nytte af båndet, forstå, hvordan man knytter sig til det. I det socialpædagogiske arbejde handler det om ikke at tabe båndet det samfundsmæssige bånd, men om at synliggøre det. Psykopaten Det er ligegyldigt, om man kan kalde den perverse adfærd psykopatisk eller ej. Det afgørende er at forstå, hvordan vold, identitet og samfund hænger sammen, hvad demokratiet går ud på, og at man er engageret i at sikre at, såvel individ som samfund respekteres og fungerer. Når en del socialpædagoger er så optaget af at udtrykke forståelse overfor afvigerne, når det er så vigtigt for dem at betragte dem som normale, uanset hvad de finder på, i stedet for at give dem den samfundsmodstand, de leder efter, kan det være udtryk for en manglende forståelse for, hvordan identitet og samfund hænger sammen. Fortællingen om Fago fra starten af denne artikel skulle illustrere, at det er de samme mekanismer, man oplever i de outrerede tilfælde. Det er jo de samme identitets- og samfundsregler, man arbejder 12

med og er udsat for i det socialpædagogiske arbejde. Kender man ikke til disse regler, risikerer man at arbejde for det modsatte af det, man tror. Publiceret i : Tidsskrift for Socialpædagogik Nr. 5, 2000. (Udkommer i Juni 2000) -------- BOKS: evt. citat fra det knuste spejl (pp. 97-98) hvis der er et hul i layoutet: Man misforstår kompleksiteten af problemerne i forhold til de unges måde at få deres identitet til at hænge sammen og samfundets besvær med at få fællesskabet til at hænge sammen, når man generøst påberåber sig en form for accept, som nærmest er ubetinget og blind (som kærlighed). Dette udtrykkes i floskler som det, de har brug for, er blot et venligt klap på skulderen eller med kærlighed når man langt. Selvfølgelig har man brug for kærlighed, men man har også brug for at blive taget alvorligt uden for et kærlighedsforhold. Man må heller ikke glemme, at kærligheden kan være dræbende for identiteten. Det gælder snarere om at kunne påvirke de forskellige momenter i identitetsprocessen. Det handler om betinget accept, om ansvar mere end om kærlighed, om synlige grænser og alternative muligheder for identifikation og for fremtidsplaner, om integrationstilbud på en måde, som imødekommer begge sider af identitetsprocessen. Og så længe de unge er i stand til at genforhandle deres identitet, er der muligheder. Grundlæggende handler det om at tilbyde en identitetsforhandling, men for at kunne gøre det, skal man også kende de veje, som kan vælges, når et negativt billede stadig kan laves om til et positivt billede (Bouchet 1999a, p. 97-98). Bibliografi : ----- Bataille, Georges. 1957. L'érotisme. Paris: Minuit.. 1986. Erotism, death & sensuality. San Francisco: City Lights Books. Bergeret, Jean. 1985. La personnalité normale et pathologique. Paris: Bordas. Bouchet, Dominique. 1989. "Det hellige i sociologisk perspektiv." Paradigma 3:31-42.. 1990. "Det etiske spørgsmål: begrænsningen som gør frihed mulig." Paradigma 4:17-25.. 1991. "Kulturens paradoks. Om det samfundsmæssige levevis." Paradoks I.1:6-13.. 1994. "Rails without ties. The social imaginary and postmodern culture. Can postmodern consumption replace modern questioning?" International Journal of Research in Marketing N 11:405-422.. 1999a. Det knuste spejl. Aarhus: Afveje.. 1999b. "Om angsten for vold og lovens nødvendighed." Pp. 38-39 in Dansk Politi. 13

Cassirer, Ernst. 1944. An essay on Man. New Haven-London.. 1965. Et essay om mennesket. Oslo: Munksgaard. Castoriadis, Cornelius. 1973. "Science moderne et interrogation philosophique." in Encyclopædia Universalis. Paris: Encyclopædia Universalis Editeur.. 1988. "Den moderne videnskab i filosofisk krydsforhør (Science moderne et interrogation philosophique, in: Les carrefours du labyrinthe, Seuil, Paris 1978 pp. 147-217)." Paradigma 2:5-53.. 1990. "Pour soi et subjectivité." Pp. 118-127 in Arguments pour une méthode. Autour d'edgar Morin (Colloque de Cerisy), edited by Daniel Bougnoux, Jean-Louis Le Moigne, and Serge Proulx. Paris: Seuil. Derrida, Jacques. 1967. "Violence et métaphysique. Essai sur la pensée d'emmanuel Levinas." Pp. 117-228 in L'écriture et la différence, edited by Jacques Derrida. Paris: Seuil. Eiguer, Alberto. 1996. Le pervers narcissique et son complice. Paris: Dunod. Freud, Sigmund. 1911a. "Formulations sur les deux principes du cours des évènements psychiques." Pp. 230-238 in Gesammelte Werke VIII, edited by Sigmund Freud. London: Imago.. 1911b. "Formulations sur les deux principes du cours des évènements psychiques." Pp. 230-238 in The Standard Edition of the Complete Psychological Works édited by James Strachey, edited by Sigmund Freud. London: Hogarth Press.. 1966. Forelæsninger til indføring i psykoanalysen. Copenhagen: Hans Reitzel. Hirigoyen, Marie-France. 1999(1998). Le harcèlement moral. La violence perverse au quotidien. Paris: Presses Pocket - La Découverte et Syros. Kernberg, Otto. 1982(1975). Borderline conditions and pathological narcissism. New York: Jason Aronson Inc. Lacan, Jacques. 1966. Écrits I. Paris: Seuil.. 1971. Écrits II. Paris: Seuil.. 1989. Ecrits. Spegelstadiet och andra skrifter i urval av Irène Matths. (Sweden): Natur och Kultur. Laplanche, and Pontalis. 1967. Vocabulaire de Psychanalyse. Paris: Presses Universitaires de France. Legendre, Pierre. 1998. La 901e conclusion. Étude sur le théatre de la Raison. Leçon I. Paris: Fayard. Lévinas, Emmanuel. 1961. Totalité et infini. Essai sur l'extériorité. La Haye: Nijhoff. Maffesoli, Michel. 1979. La violence totalitaire. Paris: Presses Universitaires de France.. 1990. "Violence (sociologie)." Pp. 2743-2744 in Encyclopédie Philosophique Universelle. 2. Les notions philosophiques. Tome 2, edited by Sylvain Auroux. Paris: Presses Universitaires de France. Petersen, Jørn Henrik. 1999. Moralske Epistler. Odense: Odense Universitetsforlag. Racamier, Paul-Claude. 1992. "Pensée perverse et décervelage." Gruppo. Ricœur, Paul. 1990. Soi-même comme un autre. Paris: Seuil. Sartre, Jean-Paul. 1968. Eksistentialisme er humanisme. Copenhagen: Vinten.. 1968(1946). L'existentialisme est un humanisme. Paris: Nagel. Tuft, Karsten. 1998. "Socialpædagogik som spørgsmål." Tidskrift for Socialpædagogik 1:55-58. Weil, Erik. 1950. La logique de la philosophie. Paris : Vrin. 14