Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 2 Kolofon Udgiver Advokatrådet Kronprinsessegade 28 1306 København K Tlf. 33 96 97 98 www.advokatsamfundet.dk Layout Adman Kommunikation ApS Vesterbrogade 15 1620 København V Tlf. 33 77 42 00 mail@ad-man.dk Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri A/S Kastanie Allé 8 2720 Vanløse Tlf. 38 34 11 44 info@fb.dk Følgende personer har som medlem af Advokatrådets Skatteudvalg deltaget i tilblivelsen af redegørelsen om retssikkerhed på skatteområdet: Formand Advokat Poul Bostrup Næstformand Advokat Jeppe Skadhauge (nuværende næstformand er advokat Jens Klokhøj) Advokat Robert Mikelsons Advokat Jan Steen Hansen Advokat Bente Møll Pedersen Advokat Svend Erik Holm Advokat Kim Pedersen Advokat Anders Oreby Hansen Advokat Hanne Østergaard Advokat Martin Bekker Henrichsen Advokat Artur Bugsgang (I efteråret 2011 er advokat Kurt Sigaard indtrådt som medlem) Sekretariat: advokat Sussie Sandra Suhr Udvalget har som led i sit arbejde haft nyttige debatter med skatteministeren, retssikkerhedschefen og professor dr. jur. Jan Pedersen.
Indhold Indledning...4 3 Generelt om retssikkerhed inden for skatteretten...5 Retssager mod Skatteministeriet...6 Tavshedspligt...11 Landsskatteretten... 12 Vurderingsankenævn... 12 Digital kommunikation på Skatteministeriets område... 13 Udøvelse af skøn... 13 Omkostningsgodtgørelse...14
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 Indledning 4 I forlængelse af Advokatrådets generelle program om retssikkerhed fra 2009 og retssikkerhedskonferencen på skatteområdet på Christiansborg i 2009 har Advokatrådets Skatteudvalg i perioden 2010-2011 overvejet og analyseret en række retssikkerhedsspørgsmål inden for skatteretten. Udvalget har på den baggrund formuleret 16 forslag til retssikkerhedsmæssige forbedringer inden for skatteretten. Advokatrådet har på sit møde den 27. oktober 2011 tilsluttet sig udvalgets anbefalinger. Advokatrådet håber, at de fremlagte forslag vil bidrage til at skabe en debat om retssikkerheden generelt på skatteområdet, ligesom Advokatrådet meget gerne deltager i det videre arbejde, som forslagene måtte give anledning til. På Advokatrådets vegne vil jeg samtidig takke Advokatrådets Skatteudvalg, og navnlig udvalgets formand, advokat Poul Bostrup, for arbejdet med at analysere og formulere de fremlagte problemstillinger og forslag. København, den 27. oktober 2011 Søren Jenstrup Formand for Advokatrådet
Generelt om retssikkerhed inden for skatteretten Der findes mange forskellige definitioner og forståelser af begrebet retssikkerhed. Uanset dette synes de fleste at have en klar opfattelse af, hvad der er, og hvad der ikke er, retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, og hvad der således ligger i kernen af begrebet. Vi har i vores gennemgang af retssikkerhedsmæssige spørgsmål inden for skatteretten taget udgangspunkt i en klassisk retssikkerhedsdefinition, nemlig borgernes og virksomhedernes mulighed for at forsvare sig overfor statsmagten; i dette tilfælde det magtfulde skattesystem, hvor beslutninger og handlinger ofte har helt afgørende økonomiske konsekvenser for den enkelte. Dette udgangspunkt gælder således for vores forslag inden for det område, der kan kaldes processuel retssikkerhed, og som handler om forbedring af borgernes og virksomhedernes stilling som procespart i sager mod skattesystemet ved domstolene. Tilsvarende gælder for forslag om forbedring af borgerne og virksomhedernes økonomiske muligheder for at føre klagesager og retssager ved domstolene. Inden for denne gruppe af processuel retssikkerhed hører også forslaget om modvirkning af udtynding af advokaters tavshedspligt i forhold til myndighedernes i øvrigt legitime ønske om oplysninger. Retssikkerhedsbegrebet i skattesager må også omfatte et krav om forudberegnelighed i domstolenes og administrationens afgørelser, hvilket fører til et krav om klar hjemmel i lovgivningen, netop således at de skattemæssige konsekvenser af borgeres og virksomheders handlinger og undladelser kan forudberegnes. Tilstedeværelsen af grundlovens 43 har da også ført til den almindelige enighed om, at der findes et udvidet krav om hjemmel i skatteretten. Forslaget om lovhjemmel til afgørelser om tilsidesættelse af regnskaber og udøvelse af skøn må ses i dette lys. At borgere med samme forhold skal behandles ens i overensstemmelse med en lighedsgrundsætning, må også høre med til retssikkerhedsbegrebet. Endelig må retssikkerhedsbegrebet også omfatte et krav til, at der træffes materielt rigtige afgørelser af de kompetente myndigheder. Denne redegørelse befinder sig i et krydsfelt mellem på den ene side hensynet til beskyttelse af borgere og virksomheder og på den anden side et mere ideelt hensyn til, at der træffes de mest rigtige afgørelser. I visse tilfælde er dette modsætninger og i andre tilfælde er dette ikke tilfældet. 5 Herudover kan vi om de elementer, der indgår i retssikkerhedsbegrebet, henvise til kapitel 1 i Advokatrådets generelle retssikkerhedsprogram fra 2009.
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 Retssager mod Skatteministeriet 6 Det er af retssikkerhedsmæssige grunde væsentligt, at borgerne kan indbringe kendelser fra Landsskatteretten for domstolene, og at behandlingen er fair og ligeværdig. 1. Genindførelse af suspensionspraksis Efter fast praksis suspenderede Skatteministeriet tidligere 3 måneders fristen i skatteforvaltningslovens 48, såfremt skatteyder søgte fri proces, afventede svar fra en fond om økonomiske støtte eller afventede en anden sag. Ved meddelelsen TfS 2009.76.SKM ophævede Skatteministeriet denne praksis. Herefter er en skatteyder, der ønsker at få fri proces til at anlægge en sag mod Skatteministeriet, nødsaget til først at anlægge sagen ved retten og derefter begære den sat i bero, medens man afventer svar fra fri procesmyndighederne. Hvis skatteyder ikke opnår fri proces, må sagen hæves, men det vil resultere i, at sagsøger skal betale retsafgift (på maksimalt 2.000 kr.) og et sagsomkostningsbeløb til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens 312. Det ville efter Advokatrådets opfattelse være mere hensigtsmæssigt, at skatteyder slet ikke behøvede at anlægge sagen. Forslag nr.1: Advokatrådet foreslår at genindføre suspensionspraksis. Da der var stillet spørgsmål ved, om der var tilstrækkelig hjemmel til den tidligere praksis, foreslås det at indføre lovhjemmel for praksis ved en bestemmelse i skatteforvaltningslovens 48. 2. Skatteministeriets manglende ændring af praksis efter en Landsskatteretskendelse Det forekommer, at SKAT ikke vil indrette sin praksis, når Landsskatteretten har truffet en kendelse, der har et andet indhold end SKATs hidtidige praksis. Problemet opstår både i tilfælde, hvor Skatteministeriet indbringer kendelsen for domstolene og i tilfælde, hvor dette ikke sker. I en sag om vurderingsloven SKM 2010.128.VLR indbragte ministeriet en sag for domstolene efter 49 og ville ikke rette praksis til før, der var afsagt dom i sagen. Det er efter Advokatrådets opfattelse tvivlsomt, om der er hjemmel hertil. Skatteministeriet har endvidere givet udtryk for, at man har en vis begrænset adgang til at undlade generelt at følge landsskatteretskendelser, som man finder er forkerte, men som man alligevel ikke indbringer for domstolene jf. TfS 2009.954 og besvarelsen af spørgsmål 3100/2009. Det er efter Advokatrådets opfattelse også tvivlsomt, om der er hjemmel hertil i den gældende skatteforvaltningslov. Der kan henvises til Aage Michelsen i Lærebog om indkomstskat, 2011 side 117 f. Forslag nr. 2: Advokatrådet finder, at SKAT undtagelsesfrit bør ændre praksis i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelser. 3. Lang sagsbehandlingstid hos domstolene Alle er enige om, at det er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt problem med for lange sagsbehandlingstider hos domstolene, før en skattesag er endelig afgjort. I straffesager giver en lang sagsbehandlingstid grundlag for en nedsættelse af en bøde. I afsnit R.5.4.2 i Processuelle regler på SKATs område er der henvist til straffelovens 82, nr. 14, og anført, at hvis overtrædelserne er mere end 5 år gamle, nedsættes bøden i almindelighed til halvdelen af normalbøden. I civile sager kan det også være et retssikkerhedsmæssigt problem, at sagerne ikke behandles inden for en rimelig frist. Som et eksempel herpå kan henvises til UfR 2010.1008, hvor en part blev frigjort for at betale sagsomkostninger. Advokatrådet finder, at en for lang sagsbehandlingstid i skattesager skal give mulighed for en kompensation på samme niveau som i straffesager.
Forslag nr.3: I 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det anført, at eftergivelse af en skattegæld kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign. Det foreslås at tilføje som andet punktum til den citerede bestemmelse, at 1) en lang sagsbehandlingstid, der vurderes at være i strid med kravet i ERMK om afgørelse af en sag inden for en rimelig frist, eller 2) Skatteministeriets indbringelse af en tabt landsskatteretskendelse for domstolene eller anke af en tabt skattesag, anses for et forhold, der i særlig grad taler for en eftergivelse, uanset de øvrige omstændigheder. 7 Inddrivelseslovens 14 regulerer herefter, om der skal ske et bortfald eller blot en nedsættelse af skattegælden. 4. Ministeriets adgang til at gøre nye spørgsmål og anbringender gældende Skatteministeriet har efter skatteforvaltningsloven mulighed for at inddrage andre spørgsmål end de, der forelå for Landsskatteretten, hvilket senest er fastslået ved SKM 2011.242 HR. Højesteret har således ikke fulgt det anførte af Jan Pedersen i Skatteretten 4, hvorefter denne adgang skulle være bortfaldet ved ophævelsen af statsskattelovens 42. Ministeriet har endvidere adgang til at gøre nye anbringender gældende i forhold til behandlingen ved Landsskatteretten. Ministeriet finder ikke, at der er begrænsninger i adgangen til at gøre disse nye anbringender gældende. Dette medfører, at der bliver tale om bedømmelse af andre retlige spørgsmål end de, der forelå for
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 8 Landsskatteretten, og det kan overvejes, om retssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler for at fratage ministeriet denne adgang. I SKM 2009.773 Ø var spørgsmålet om et vederlag for påtagelse af konkurrenceklausul kunne indgå i virksomhedsordningen. SKAT og Landsskatteretten havde i 1. og 2. instans afgjort sagen under henvisning til, at dette ikke var muligt, fordi der forelå lønindkomst. Dette anbringende frafaldt ministeriet, men gjorde i stedet gældende, at der var tale om, at vederlaget var knyttet til en aktiebesiddelse. Dette spørgsmål blev således kun prøvet af én instans, nemlig Østre Landsret. Advokatrådet finder ikke, at der er noget hensyn, der taler for, at der sker prøvelse af andre spørgsmål end det eller de, som Landsskatteretten har vurderet. Der er i Proceduren, 3. udgave 2009, side 689-691, en række eksempler fra praksis på nye anbringender, som ministeriet har gjort gældende i skattesager. I andre sager har Kammeradvokaten på vegne af Skatteministeriet kunne fremlægge en lang række utrykte afgørelser, som man har rekvireret hos Landsskatteretten. Dette var f.eks. tilfældet i sagen om fradrag for revisorudgifter Vejle Rejser SKM2008.941.VLR. I SKM 2010.167.Ø ønskede skatteyder, at der skulle fremlægges kopi af de utrykte kendelser, der måtte være afsagt om beskatning af ugifte samlevende ved ophør af samliv. Kammeradvokaten nægtede i skriftvekslingen at medvirke hertil. Landsskatteretten har i en skrivelse af 11. juni 2009 meddelt, at anmodningen ikke kan imødekommes, fordi sagerne ikke kunne identificeres. Dette har den konsekvens, at parterne ikke stilles lige med hensyn til mulighederne for at fremlægge utrykte afgørelser. Utrykte afgørelser fremlægges således kun, hvis Kammeradvokaten og Skatteministeriet måtte ønske dette. Det er en bemærkelsesværdig retsstilling. Skatteministeriet har adgang til at bede SKAT og Landsskatteretten om utrykte afgørelser og fremlægge disse til dokumentation af en given praksis. Denne adgang har skatteyderne og deres advokater ikke. Skatteyderne kan bede Skatteministeriet og ministeriets advokat om at være behjælpelig hermed, men en sådan anmodning kan afslås. Forslag nr. 4: Advokatrådet foreslår, at det overvejes at ophæve Skatteministeriets adgang til at inddrage andre spørgsmål og andre anbringender end de, der forelå for Landsskatteretten. Hvis reglerne bibeholdes, bør det overvejes, om sagerne i stedet for realitetsbehandling bør hjemvises til ligningsmyndighederne. 5. Skatteministeriet kan bestemme i hvilke sager, der skal fremlægges utrykte kendelser I mange sager har tilstedeværelsen af utrykte afgørelser betydning. Skatteministeriet valgte således at tage bekræftende til genmæle i en ved Højesteret verserende sag, SKM 2007.147.HR, om anvendelse af 2 boliger i relation til parcelhusreglen efter ejendomsavancebeskatningslovens 8, efter at der var fremlagt utrykte afgørelser.
Borgerne mødes endvidere ofte med et krav om dokumentation for en påberåbt praksis, hvilket under de nævnte forhold kan være vanskeligt. Det må overvejes om dette er en rimelig retsstilling. Det bemærkes, at den afgørelsessilo, som er oprettet på www. lsr.dk, kun afhjælper problemet fra og med 1. juli 2008. Forslag nr. 5: Advokatrådet foreslår, at det overvejes at indføre sådanne regler, at Skatteministeriet og ministeriets advokat i retssager altid, når dette begæres af skatteyder, er pligtig at undersøge om der er utrykte kendelser inden for et retsområde og i givet fald fremlægge dem. 6. Skærpende praksisændring med tilbagevirkende kraft Der er enighed om, at en skærpende praksisændring ikke kan ske med tilbagevirkende kraft, jf. Højesterets dom i UfR 1983.8 HD, og bemærkningerne herom i afsnit E.1 i Processuelle regler på SKATs område 2010-1. Det er meget sjældent, at en skatteyder kommer igennem med et synspunkt om skærpende praksisændring med tilbagevirkende kraft. En medvirkende årsag hertil kan være, at det er skatteyderen, der skal dokumentere, at der foreligger en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft. Det er i praksis stort set umuligt for en borger at løfte denne bevisbyrde, jf. domspraksis på området. Synspunktet om en skærpende praksisændring er eksempelvis gjort gældende i de såkaldte 10-mandssager, hvor de pågældende skatteydere ikke kunne løfte den strenge bevisbyrde. Et nyligt eksempel er SKM 2009.813 LSR (fuld skattepligt for udlandsdansker, der var ulønnet bestyrelsesmedlem i eget firma, men blev anset for indirekte at have lønnet hverv, fordi han var ejer af selskabet). Advokat Jørn Qviste har i TfS 2010, 262 givet udtryk for, at afgørelsen er en skærpende praksisændring, men SKAT har ikke udsendt noget styresignal herom. Uanset om ovennævnte eksempler rent faktisk udgør praksisændringer eller ej, er det et væsentligt retssikkerhedsmæssigt problem, at mange borgere oplever en præcisering af praksis som en reel skærpende praksisændring med tilbagevirkende kraft, og at det for en borger i praksis er umuligt at løfte bevisbyrden herfor. 9 Forslag nr. 6: Som nævnt under nr. 5 foreslår Advokatrådet, at det overvejes at indføre sådanne regler, at Skatteministeriet og ministeriets advokat i retssager efter begæring er pligtig at undersøge om der er utrykte kendelser inden for et retsområde og i givet fald fremlægge dem. I tilknytning hertil bør det overvejes, om ministeriet skal være pligtig at bidrage aktivt til undersøgelse af, om der har foreligget en praksis, som påstået af skatteyder, og om der dermed er tale om en skærpende praksisændring. 7. Skatteministeriets adgang til at indbringe landsskatteretskendelser for domstolene. Man kan efter Advokatrådets opfattelse stille spørgsmål ved, hvorfor Skatteministeriet skal have adgang til at indbringe sager for domstolene, hvor Landsskatteretten har givet borgerne medhold. Skatteministeriet har denne adgang efter skatteforvaltningslovens 49, og den udnyttes i et vist omfang.
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 10 Det er ikke rimeligt, at skatteyderne, der har fået medhold ved den øverste administrative instans og opnået en begunstigende forvaltningsakt, ikke har sikkerhed for, at dette er en endelig afgørelse. Det er efter Advokatrådets opfattelse i nogen grad undergravende for Landsskatterettens autoritet, at skattesystemet har denne adgang til at indbringe afgørelser over sig selv for domstolene. Som eksempel på det uhensigtsmæssige i denne adgang, skal vi henvise til højesteretsdommene om ligningslovens 8 J fra 2007. I en af disse sager SKM 2007.773.H foretog selskabet i sin skattepligtige indkomst fradrag for udgifter til advokat og revisor ved køb af datterselskaber. De lokale skattemyndigheder fandt derimod, at udgifterne skulle tillægges anskaffelsessummen for aktierne. Sagen indbragtes for Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt i sin kendelse enstemmigt, at der skulle ydes fradrag for de omhandlede revisor- og advokatudgifter kr. 1.512.680 jf. ligningslovens 8 J, stk. 1, og at 8 J, stk. 3, ikke fandt anvendelse. Sagen blev indbragt af Skatteministeriet for Østre Landsret, der gav ministeriet medhold. Landsskatteretten ændrede sin praksis efter Østre Landsrets dom i denne og to andre sager og begyndte at nægte fradrag efter 8 J, stk. 1 i disse tilfælde. Sagen indbragtes for Højesteret, der gav skatteyder medhold. Ved dommen var man i det væsentlige tilbage til den retstilling, der gjaldt efter Landsskatterettens kendelser, og det må derfor anses for at have været unødvendigt og med urette, at Skatteministeriet indbragte kendelserne for Østre Landsret. Udover de omkostninger, der har været knyttet til at føre selve sagerne, skulle der ske et større genoptagelsesarbejde med at yde selskaberne de fradrag, som de i realiteten hele tiden havde haft krav på, men hvor disse fradrag var blevet nægtet i perioden efter landsrettens domme. Der var betydelige omkostninger herved for såvel skattemyndighederne som for skatteyderne. Den tidligere bestemmelse i 49, stk. 1, 2. pkt. om, at ministeriet kunne pålægge Landsskatteretten at genoptage behandlingen af en sag, er ophævet, og det ville efter Advokatrådets opfattelse være konsekvent at ophæve hele 49. Efter skatteforvaltningslovens 54 er der fuld omkostningsgodtgørelse til de sager som ministeriet indbringer for domstolene, men da selskaber nu er holdt uden for ordningen vil det således være en økonomisk belastning for de pågældende selskaber at bliver inddraget i en sag, som de har vundet, og som ministeriet indbringer. Det er ikke rimeligt. Forslag nr. 7: Advokatrådet foreslår, at det overvejes, om skatteforvaltningslovens 49 skal ophæves eller om de uhensigtsmæssigheder, som de nuværende regler medfører, kan afhjælpes på anden måde. 8. Retssagsvejledningen Skatteministeriet har den 12. maj 2010 offentliggjort en retssagsvejledning SKM 2010.319.SKAT. Det er Advokatrådets opfattelse, at det er meget tilfredsstillende, at denne vejledning nu er offentliggjort. Advokatrådet finder, at Skatteministeriet som offentlig myndighed ikke bør have nogen interesse i at vinde retssager, men alene at fastslå, hvad den korrekte retsstilling er. På denne baggrund undrer det Advokatrådet, at der i punkt 3.1.2 er indsat en sondring med hensyn til, om en sag kan gennemføres med et gunstigt resultat for Skatteministeriet, det vil sige, om Skatteministeriet kan vinde sagen. Det burde, som nævnt, være ministeriet som offentlig myndighed uvedkommende, om sagen kan vindes. Forslag nr. 8: Advokatrådet foreslår, at det nævnte kriterium om, hvorvidt sagen kan gennemføres med et gunstigt resultat for Skatteministeriet, udgår af vejledningen.
Tavshedspligt 9. Tavshedspligt og oplysningspligt efter skattekontrolloven I SKATs vejledning Processuelle regler på SKATs område anføres følgende i kapitel P.2: I det omfang oplysningspligten er omfattet af skattekontrollovens bestemmelser, kan den, der pålægges oplysningspligt, ikke påberåbe sig tavshedspligt, medmindre den pågældende oplysning er omfattet af en særlig hemmeligholdelsespligt, som fx påhviler Danmarks Statistik og Værdipapircentralen. De generelle tavshedspligtsbestemmelser omfattet af straffelovens 152-152 e viger for skattekontrollovens oplysningsbestemmelser. Kernen i straffelovens bestemmelser om brud på tavshedspligten er, at personer, der er underlagt en tavshedspligt, ikke uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger. Når en lov fx skatte- og afgiftslovgivningen pålægger en person, der i øvrigt har tavshedspligt, en pligt til at udlevere relevante oplysninger, er der ikke tale om uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. 11 Da advokaters tavshedspligt er omfattet af de nævnte bestemmelser, vil der således være en konflikt mellem tavshedspligten og SKATs generelle opfattelse af forholdet mellem tavshedspligt og oplysningspligt efter skattekontrollovens regler. Konflikten skærpes af, at overtrædelse af begge regelsæt er strafbelagt. Det er Advokatrådets opfattelse, at tavshedspligten som altovervejende hovedregel må have forrang frem for den nævnte oplysningspligt. Advokaters tavshedspligt er fastsat i lov og er grundlæggende for hvervet som advokat. Forslag nr. 9: Da advokaters tavshedspligt er af væsentlig betydning for retssikkerheden, foreslår Advokatrådet, at SKAT ændrer det anførte i Procesvejledningen, således at det betones, at tavshedspligten har forrang frem for den generelle oplysningspligt.
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 Landsskatteretten 12 10. Landsskatterettens organisering Landsskatteretten er en essentiel del af den administrative klagestruktur, og afgørelser fra Landsskatteretten nyder generelt stor respekt hos alle involverede aktører og hos domstolene. Det er efter vores opfattelse vigtigt at sikre Landsskatterettens fuldstændige uafhængighed af toldog skatteforvaltningen, hvis afgørelser behandles af Landsskatteretten. En fuldstændig uafhængighed indebærer, at Landsskatteretten ikke kun skal være uafhængig, men også fremstå som uafhængig. Dette er en generel processuel retssikkerhedsgaranti. I forbindelse med den nye koncernstruktur for told- og skatteforvaltningen og Skatteministeriet offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside fremgår det, at Landsskatteretten nu organisatorisk er underlagt departementschefen og direktionen i Skatteministeriet. Med andre ord er Landsskatteretten nu hierarkisk underlagt den øverste chef for told- og skatteforvaltningen, og altså underlagt chefen for den instans, der træffer de afgørelser, som Landsskatteretten behandler. Vi finder det retssikkerhedsmæssigt uheldigt, at Landsskatterettens hierarkiske placering skaber en strukturel tvivl om klageorganets uafhængighed af den instans, hvis afgørelser borgeren påklager. Endvidere kan der være anledning til at overveje, om der er nogen grund til, at told- og skatteforvaltningen i form af Skatteministeriet skal udpege 19 ud af Landsskatterettens 34 medlemmer. Dette bidrager yderligere til en organisatorisk usikkerhed om Landsskatterettens uafhængighed af told- og skatteforvaltningen. Forslag nr. 10: Advokatrådet foreslår, at det overvejes at udskille Landsskatteretten fra Skatteministeriets område. Samtidig foreslår Advokatrådet, at det overvejes at ændre reglerne, således at Skatteministeriet ikke længere udpeger retsmedlemmer. En mulig løsning kunne være, at Landsskatteretten organisatorisk blev placeret under Domstolsstyrelsen. Vurderingsankenævn 11. Overspringelsesregel Der er i mange vurderingsankenævn en meget lang sagsbehandlingstid på ofte op til flere år. Mange af sagerne indeholder stillingtagen til komplicerede spørgsmål af såvel faktisk som retlig karakter, herunder sager om vurderingslovens 13 og om fradragsret efter vurderingslovens 17 og 18. Der er ikke hjemmel til at gå videre til Landsskatteretten, når sagsbehandlingen har varet i mere end 3 måneder, hvilket er tilfældet i skatteankenævn, jf. 5, stk. 3 i skatteforvaltningsloven. Forslag nr. 11: Advokatrådet foreslår, at det overvejes at indføre en overspringelsesregel for behandlingen af sager i vurderingsankenævn, således at sagen kan klages videre til Landsskatteretten, når sagsbehandlingen har varet mere end 3 måneder. Det bør overvejes, om denne regel bør gælde for alle klager - herunder klage over den ordinære ejendomsvurdering - eller kun for de ovennævnte komplicerede områder.
Digital kommunikation på Skatteministeriets område 12. Ansvar for urigtige oplysninger ved feltlåsning Der er i 2009-2010 på flere områder indført feltlåsning, hvilket begrænser borgernes adgang til at ændre oplysningerne om indkomst i selvangivelsen elektronisk eller per telefon. Dette sker uanset, at der ikke er opnået en retssikkerhedsmæssig tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om skatteyderens ansvar for selvangivelsesoplysninger efter skattekontrollovens 16 stk. 1. Det er efter Advokatrådets opfattelse uheldigt, at det har betydning for spørgsmålet om skatteyders ansvar for forkerte oplysninger, om skatteyder har forsøgt at foretage ændringer elektronisk eller pr. telefon, uanset at dette ikke er teknisk muligt. Forslag nr. 12: Advokatrådet foreslår, at der snarest sker en gennemgang og opdatering af ansvarsreglerne på dette område. 13 Udøvelse af skøn 13. Udøvelse af skøn, når regnskabsgrundlaget kan tilsidesættes Der findes ikke faste regler for, hvornår regnskabet skal tilsidesættes, og hvorledes myndighederne i så fald skal skønne over den virkelige indkomst. Det er i denne forbindelse ikke klart, om myndighederne skal understøtte deres skøn med privatforbrugsberegninger og relevante branchetal, herunder bruttoavancer. Domstolene og i et vist omfang Landsskatteretten har vist sig i disse sager at være særdeles tilbageholdende med at tilsidesætte skønnet. Samtidig har domstolene i vidt omfang nægtet skatteyderen tilladelse til udmeldelse af syn og skøn til vurdering af regnskabsgrundlaget og grundlaget for myndighedernes udøvelse af skønnet, herunder størrelsen af svindet. Skatteyderen har i disse sager en meget vanskelig stilling og har meget svært ved at værge sig mod en åbenbart for høj skønsmæssig ansættelse. Praksis er beskrevet af Poul Bostrup i Afgift- og Skatteprocessen, 2010 side 286 ff. Forslag nr. 13: Advokatrådet foreslår at indføre et egentligt regelsæt eventuelt i form af et styresignal, der skal indeholde betingelserne for, hvornår der kan ske tilsidesættelse af regnskabet, samt regler for, hvorledes skønnet skal udøves. Forslaget har tidligere været fremsat i Skattepolitisk Oversigt 1999 side 199-205.
Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 Omkostningsgodtgørelse 14 Borgernes økonomiske muligheder for at gennemføre en skattesag vil altid være ringere end statens. Det er derfor væsentligt at der etableres rimelige og hensigtsmæssige regler, der modvirker denne ubalance. Ydelse af omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand i skattesager er således et væsentligt bidrag til borgernes retssikkerhed i disse sager. 14. Omkostningsgodtgørelse til selskaber Ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 er det bestemt, at juridiske personer omfattet af selskabsskattelovens 1-2 eller fondsbeskatningslovens 1 fra og med den 14. juni 2009 ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse. I stedet kan selskaberne efter ligningslovens 7 Q foretage et fradrag for udgifterne til sagkyndig bistand. Ændringen må antages at ville medføre, at flere urigtige afgørelser ikke vil blive indbragt for Landsskatteretten og domstolene, at der vil være færre syn og skøn, og at der påføres selskaber, der fører sager og vinder, flere udgifter. Ændringen var angiveligt begrundet med, at de hidtidige regler skulle give mulighed for misbrug. Dette synspunkts rigtighed blev dog ikke under behandlingen af lovforslaget på noget tidspunkt sandsynliggjort. Tværtimod udtaltes det til pressen, at det alene var en fornemmelse, SKAT havde. I Redegørelse om sager om omkostningsgodtgørelse i 2002-2004 var det derimod anført, at SKAT har på baggrund af stikprøveundersøgelserne ikke kunnet konstatere noget misbrug af ordningen. Advokatrådet ser derfor med tilfredshed på, at omkostningsgodtgørelsen til juridiske personer i et lovforslag af 1. juli 2011 forslås delvist genindført, nemlig for så vidt angår syn og skønssager og sager, der videreføres på ministeriets initiativ. Efter udkastet til lovforslag vil juridiske personer i almindelige klage- og retssager fortsat alene opnå et skattemæssigt fradrag for udgifter til sagkyndig bistand. For selskaber mv., der ikke betaler skat enten fordi selskabet er fritaget for skattepligten eller fordi selskabet konkret har underskud i den skattepligtige indkomst, har dette fradrag således ingen værdi. SKAT har i en afgørelse af 8. juli 2011 (11-096537) fundet, at en landsdækkende almennyttig idrætsorganisation ikke var omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse uanset, at foreningen var fritaget for skatte- og selvangivelsespligt. Foreningen havde haft udgifter til at føre en principiel sag ved Landsskatteretten om foreningens skatteforhold. Forening havde således ingen indtægt at fradrage udgifterne til sagkyndig bistand i. Herimod står, at Landsskatteretten ved kendelse af 16. juni 2011 (10-01730) fandt, at en andelsboligforening var omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Andelsboligforeningen var principielt omfattet af selskabsskatteloven 1 stk. 1, nr. 6, men havde ikke skattepligtige indtægter jf. 1, stk. 4. Almennyttige boligselskaber, der også er omfattet af 1, stk. 1, nr. 6, men er skattefritaget efter selskabsskattelovens 3, stk. 1, nr. 6, anses også for berettiget til omkostningsgodtgørelse. Praksis synes således at være tilfældig med hensyn til, hvilke skattefrie juridiske personer, der er omfattet af omkostningsgodtgørelsesordningen og hvilke der ikke er. Dette taler også ud fra en lighedsgrundsætning for at genindføre reglerne i deres helhed. Forslag nr. 14: Advokatrådet foreslår, at der nedsættes et udvalg til at se på reglerne med henblik på genindførelse af omkostningsgodtgørelse til juridiske personer og sikring af lige økonomiske muligheder for staten og skatteyderne til at føre sager ved domstolene. 15. Procesvurderinger Landsskatteretten fandt i kendelse SKM 2008.669.LSR, at der ikke er omkostningsgodtgørelse til at få foretaget en procesvurdering af, om en 1. instansafgørelse skal indbringes for Landsskatteretten. Derimod er der efter skatteforvaltningslovens 54, stk. 1, nr. 6, mulighed for omkostningsgodtgørelse til udgifterne ved at få foretaget en procesvurdering af, om en kendelse fra Landsskatteretten skal indbringes for domstolene. Det må anses for at være hensigtsmæssigt at få vurderet flest mulige sager for at undgå, at der anlægges håbløse sager.
Forslag nr.15: Advokatrådet foreslår at udvide 54, stk. 1, nr. 6s område således, at det også dækker procesvurderinger med hensyn til, om SKATs afgørelser skal indbringes for Skatteankenævn henholdsvis Landsskatteret. 16. Advokatsalær rette myndighed Ved kendelse SKM 2009.812. LSR stadfæstede Landsskatteretten en af et skattecenter truffet afgørelse vedrørende godtgørelse af et selskabs udgifter til advokatbistand for førelse af en skattesag for byretten. I forbindelse med selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse fandt skattecenteret ikke det af selskabets advokat beregnede honorar på 336.000 kr. for rimeligt og udbetalte for så vidt angik selskabets advokatudgifter alene omkostningsgodtgørelse med 50 % af et beløb på 93.000 kr. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen. Tilsyneladende fandt hverken skattecenteret eller Landsskatteretten anledning til at forelægge spørgsmålet om rimeligheden af advokatens honorar for advokatmyndighederne. Skattemyndighederne valgte i stedet selv at tage stilling til dette spørgsmål. Spørgsmålet om honorarprøvelsen blev berørt i både Advokatrådets høringssvar af 5. februar 2002 og Advokatrådets supplerende høringssvar af 22. februar 2002, da Advokatrådet netop var bekymret for, at en ordning med fuld omkostningsgodtgørelse kunne indebære en risiko for, at der i stedet for en ordning med godtgørelse af skatteyderes faktiske udgifter til sagkyndig bistand i skattesager reelt blev tale om en ordning med regulering af de sagkyndiges honorarer med det resultat, at skattemyndighederne kunne kontrollere, hvilke ressourcer en skatteyder kunne bruge på førelsen af en skattesag. Som det fremgår af skatteministerens talepapir (L 54, bilag 22), blev denne problemstilling også behandlet på et møde i Folketingets Skatteudvalg den 1. marts 2002, hvor det blev bekræftet, at det er advokatmyndighederne og ikke skattemyndighederne, der skal afgøre, hvorvidt et advokathonorar kan anses for rimeligt. Omkring myndighedernes kontrol af de sagkyndiges honorarer hedder det således i skatteministerens talepapir blandt andet: Myndighederne skal imidlertid ikke fungere som dommere over det rimelige. Hvis myndighederne mener, at der kan stilles spørgsmålstegn ved regningens rimelighed, så skal myndighederne ifølge forslaget udbetale beløbet med forbehold og forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn. Landsskatteretten har truffet flere afgørelser i 2011, der begrænser, men ikke helt eliminerer problemet. Landsskatteretten har således givet det processuel skadevirkning, at SKAT enten har trukket klager tilbage fra Advokatnævnet eller undladt at forelægge salærtvister for dette nævn, således at Landsskatteretten har tilsidesat SKATs vurdering af salærets rimelighed og fastholdt de oprindelige salærkrav. 15 Forslag nr. 16: Advokatrådet foreslår, at Skatteministeriet ikke påbegynder en ny praksis på linje med SKM2009.812.LSR. Advokatrådet ønsker således, at Skatteministeriet sikrer, at SKATs kontrol af advokaters honorarer for fremtiden vil blive udøvet i overensstemmelse med det af skatteministeren over for Folketingets Skatteudvalg oplyste.