Islands (makro)geologi - en introduktion En sammenfatning af gængse geologiske begreber og personlige iagttagelser - med oplæg til debat, også vedr. den danske istids-diskussion. Karsten Duus Tektonik og hotspots Island er, geologisk set, i sær kendt for sin unge og meget nutidige vulkanisme, der i kombinationen: En tektonisk spredningszone der bliver til et kontinent, er enestående i verden. Vulkanismen er til at føle på, og indbefatter alle de kendte hovedtyper - hvilket i sig selv er et studie værd. Men med en placering lige under polarcirklen, og en årlig nedbør på 1500-4000 mm over det sydlige højland, er der også basis for iskapper og en betydelig gletsjeraktivitet. Den store nedbørsmængde betyder en stor overfladisk afstrømning, der sammen med iskappernes smeltevand, resulterer i en mængde store og mindre floder og vandløb. Island er derfor også et fantastisk sted at observere isens og vandets landskabsdannende effekter. Island er et ungt kontinent. De ældste bjerge i nordvest er ca. 14 mio. år gamle efterfulgt af bjergene i nordøst og sydøst. Bjergene er resultater af en tidlig og voldsom vulkansk aktivitet hvor store mængder lava er strømmet ud fra spalter, såkaldte fissurer og enkeltstående vulkaner. Lavaen er kommet fra det hotspot/den kappediapir i jordens indre, der er hovedårsagen til, at Island overhovedet er et kontinent. Hotspottet har vekselvirket med det tektoniske forhold, at Island ligger midt på en spredningszone hvor den Nordamerikanske Plade og den Eurasiske Plade bevæger sig væk fra hinanden med en gennemsnitlig hastighed på 2 cm om året. Billedet, ældst i nordvest og i nordøst og øst og yngst i vest og i det centrale Island, forklares af spredningszonen. Medens den voldsomme vulkanisme forklares af hotspottet. Tektoniske spredningszoner, der ofte er knyttet til oceanbunde, er kendetegnet ved at materiale fra jordens kappe tilføres jordens overflade og danner ny skorpe. Dannelsesprocessen er en naturlig følge af Lithosfærepladernes bevægelser (skorpen + den øverste del af kappen). Nogle steder kolliderer pladerne, andre steder bevæger de sig væk fra hinanden. Processen har logisk set sat skub i Islands opståen og udvikling. Men da spredningszonerne typisk resulterer i ny oceanbundsskorpe i en tykkelse på ca. 6 km. - er hotspottet under Island den egentlige forklaring på, at der her dannes kontinentskorpe med en tykkelse der er væsentligt større end oceanbundsskorpen. Fotos ved Karsten Duus og billeder hentet på Internettet. Fotos og figurer kan ses i stort format på www.duus.dk/islandsgeologi Øvrige fotoserier om Island findes på www.foto-out.dk (og www.duus.dk ) Sø i moræneområdet nedenfor Svinajökull. Internettet. Det islandske hotspot og den midtatlantiske spredningszone forklarer den aktuelle nyvulkanske zone, der også er den zone med flest jordskælv, og som illustrationen viser, går tværs igennem Island. Først i en øst-vestlig retning fra halvøen Reykjanes i vest til det centrale højland. Herefter i en nordøstlig retning fra det centrale højland til den nord-østlige kyst. Den nyvulkanske zone omfatter de store og aktive vulkansystemer: Blåfjöll i vest, Katla i sydvest, Hekla, Grimsvötn og Askja i det
centrale højland og Krafla i nordøst. Hotspot Et hotspot er en koncentration af flydende kappemateriale der er trængt så langt op i jordens kappe, at det påvirker forholdene i jordens skorpe. Hotspottet befinder sig typisk under de stenplader, lithossfæreplader, der udgør jordens overflade. Dvs. stenplader der omfatter jordens skorpe (oceanbunds- eller kontinentskorpe) og det øverste lag af jordens kappe. Varmt/flydende materiale smelter lithossfæren og/eller trænger op igennem revner i den og danner magmakamre tæt på jordens overflade. Et hotspot kaldes også en kappediapir, der er en betegnelse for en opadgående udposning af kappemateriale. Hotspottet/kappediapiren resulterer i en koncentreret vulkanisme. Nogle mener, at selve hotspottet kan bevæge sig pga. strømninger i Kappen - men det typiske er, at hotspottet ligger stille, medens stenpladerne, pga. de pladetektoniske bevægelser over det, bevæger sig. På den måde kan der dannes rækker af vulkaner, der svarer til pladernes bevægelsesretning. Er godt eksempel er rækken af vulkaner ved Hawaii - hvor øen Hawaii er den yngste vulkanø, medens der nord for øen befinder sig en række vulkanøer, der bliver ældre og ældre jo længere man kommer væk fra Hawaii. Hotspottet under Island befandt sig for ca. 70 mio. år siden under Grønland, nord for Diskobugten og udløste her en voldsom vulkansk aktivitet. I konsekvens af at den Nordamerikanske Plade har bevæget sig mod vest, men måske også fordi hotspottet selv har bevæget sig (sic!), har hotspottet flyttet sig i sydøstlig retning. Når man mener at hotspottet under Island selv har bevæget sig, skyldes det, at det kan forklare mønstret af centrene for vulkansk aktivitet, hvor noget kunne tyde på, at hotspottet har ligget både vest og øst for spredningszonen. Islands geologiske zoner - cirklerne er centralvulkaner. Efter Sæmundsen. Modificeret af Erik Sturkell, i kompendiet: Islands geologi från Tertiär till recent = ES Island set fra 800 kms højde med højde forholdene i havet angivet. Bemærk at den islandske kontinentsokkel er næsten dobbelt så stor som det Island der i dag stikker op af havet. Kontinentsoklen er opbygget af tidligere tiders vulkanudbrud og sedimenter fra det islandske fastland. Google Earth. Det islandske hotspots bevægelse. ES efter Lawver og Müller. Hawaii - øerne på Stillehavspladen. De yngste øer ligger tættest på spredningszonen mod øst. De ældste, mod vest, er pga. den efterfølgende erosion nu oversvømmede. Google Earth.
Vulkanisme på Island Det islandske kontinent er dannet af mange forskellige former for vulkanisme. Den mest fremtrædende er spaltevulkanen/fissuren hvor jorden sprækker og der vælter lava ud i store mængder. Laki: I 1783 åbnede der sig en ca 30 km lang sprække mellem Katla og Grimsvötn der i løbet af et halvt år producerede 14 km3 lava der dækkede 565 km2. De vulkanske dampe indeholdt bl.a. flour der forgiftede marker og dyr, og som efterfølgende slog op i mod 20% af den daværende befolkning i hjel. Udbruddet er lavamæssigt set det største udbrud i verden i de sidste 1.000 år. 700 år før fandt der et tilsvarende udbrud sted parallelt med Laki-fissuren. Men det var på et tidspunkt hvor der ikke var mennesker på Island. Eldgja udbruddet var muligvis endda større end Laki. Og måske betød Eldgja udbruddets formodentlig enorme askeskyer, at Island overhovedet blev fundet af de skandinaviske vikinger (?) Laki fissuren med små-vulkaner Lavastrømmene fra Laki og Eldgja. ES. Efter Sigurdsson og Sparks. På Island finder man også de klassiske vulkantyper som keglevulkanen, skjoldvulkanen, askevulkanen og eksplosionsvulkanen. Keglevulkanen dannes ved at relativt langsomt flydende lava fra et hovedkrafter, og ofte flere side-kratere, opbygger en keglestruktur. Keglevulkanen Baula i det vestlige Island Skjoldvulkanen udleder hurtigt-flydende lava - ofte i store mængder og ofte i ét udbrud fra ét krater, som resulterer i en vulkan der er relativt lav ifht. vulkanens omfang. Forholdet mellem højde og bredde er ca. 1:15. Skjoldvulkanen Skjaldbreidur, der kan ses fra Tingvellir er f.eks. 600 meter høj og har en diameter på 10 km. Askevulkanen er en tør vulkan dvs. eksplosioner fra vulkanens magmakammer udspreder såkaldt tefra, dvs. Skjoldvulkanen Skjaldbreidur (eller Ok (?)) nord for Tingvellir (desværre delvist indhyldet i skyer)
fortrinsvis tørstoffer som aske og småsten, der gradvist opbygger en kegle omkring et centralt krater, Vulkanens sider består således af aske, grus og lavasten og der ingen eller kun lidt lava involveret. : Islands bedste eksempel er Hverfell ved Myvatn. Eksplosionsvulkanen, også kaldet en maar, er den ekstreme udgave af askevulkanen, hvor en eller flere store eksplosioner sprænger jordskorpen - eller evt. en tidligere vulkan - i stykker. Ofte fremtræder en sådan vulkan blot som et fladt krater uden nævneværdige sider. På Island er flere vulkantyper ofte indbyrdes forbundne og man taler i det tilfælde om vulkansystemer. Et vulkansystem har typisk en centralvulkan - ofte i form af en keglevulkan - et eller flere eksplosionskratere og et eller flere områder med fissurer. Et godt eksempel er vulkansystemet Krafla, som det er let at komme tæt på, og som er beliggende nordøst for Myvatn i det nordøstlige Island. Krafla havde sine sidste udbrud mellem 1975 og 1984. Men i 2012 dampede det stadig fra flere af fissurkraterne. Varmen fra undergrunden omkring Krafla udnyttes i et af Islands største geotermiske kraft-varmeværker. Askevulkanen Hverfell ved Myvatn En delvis islandsk specialitet er Moberg-et. Et moberg er en vulkan der er opstået under en iskappe. Dvs. at magmaen/udbrugsprodukterne først møder is - og når isen er smeltet, en issø der er indlejret i den omgivende iskappe og som har vulkanen midt i sig. Eksplosionsvulkanen (-krateret) Grænavatn ved Krysuvik på Reykjanæs Mobergs-dannelse i følge ES. Efter Jones. Det siger sig selv, at mødet med is og vand, giver nogle helt særlige størkningsformer og også påvirker vulkanens udbrudsprodukter. Det generelle billede er, at når isen efterfølgende er helt afsmeltet (ofte mange tusinde år efter), står der bjerge tilbage i landskabet, der typisk er flade på toppen - og samtidig bjerge, der udgøres af et løsere - og lettere eroderbart materiale. Man ser mange af disse bjerge på Island. Under de nuværende iskapper gemmer der sig tilsvarende vulkaner - et godt eksempel er vulkanen Grimsvötn under iskappen Vatnajökull. Grimsvötn er fortsat særdeles aktiv og bl.a. var ophav til det store jökell-løb nedenfor Skaftafell i 1996.. (se nedenfor). Vulkanismen er fortsat særdeles aktiv på Island. Øens største vulkan, Hekla, var sidst i udbrud i år 2000 og har siden 1970 haft et udbrud hvert 10. år. Geologer forventer følgelig et nyt udbrud hver dag det skal være (2012). Den 14. april 2010 gik vulkanen Eyjafällajökull, der ligger tæt på vulkansystemet Katla, nord for byen Vik på Islands sydkyst, i udbrud. Udbruddet var så voldsomt, at asken lammede store dele af den nordeuropæiske flytrafik i en uge. Og det var ikke bare på grund af den nedsatte sigtbarhed at man undlod at flyve. Asken bestod af skarpkantede partikler som ville være ødelæggende for en jet-motor. Moberg-et: Herdubreid, nordøst for Vatnajökull Luftfoto af Eyjafällajökull 2010. Internettet.
Island er altså en legeplads for vulkanologer, dels fordi kontinentet er så nyt og dels fordi øen rummer så mange forskellige vulkantyper. Det at kontinentet er så nyt, udtrykker sig konkret ved, at store dele af Reykjanæs halvøen, hvor Reykjavik, Islands hovedstad og altdominerende by ligger, er dannet siden sidste istid!. Dvs. at det land man betræder, de lavastrømme man betragter, og de bjerge der omgiver Reykjavik, er max. 10.000 år gamle. Og det er ungt i en geologisk sammenhæng! Faktisk så ungt, at det må betragtes som endog særdeles sandsynligt, at Reykjavik vil blive påvirket af et vulkanudbrud indenfor de næste 100 år. Krafla fissuren - dampende lavamarker Fissurudbruddet vest for centralvulkanen stoppede i 1984 efter at have været aktivt i flere år, men når man betræder lavamarkerne i dag (2012) damper det stadig fra sprækker i lavaen og fra de minivulkaner der er opstået i forbindelse med fissuren. Pseudokratere Området omkring Myvatn i det nordøstlige Island er spækket med større og mindre vulkanstrukturer der minder om askevulkaner. Kraterne benævnes pseudokratere fordi antagelsen er, at de ikke har haft noget magnakammer under sig, og som sådan ikke er rigtige vulkaner. Man mener, at de er dannet ved at lava har oversvømmet områder med vand. Mødet mellem flydende lava og vand har udløst dampeksplosioner der har findelt lavaen til tefra og dannet vulkanformen. Dvs. en dannelse der skyldes én eksplosion. Jeg tror, at man skal nuancere denne forklaring. For det første, fremtræder vulkanerne som klassiske askevulkaner, dvs. en vulkantype der normalt er et resultat af mange mindre eksplosioner/udbrud. For det andet, virker det som der er en lagdeling i tefraen - hvilket ikke stemmer overens med en enkelt eksplosion. For det tredje, er der ofte synlige lavarester i kraterranden, som havde der været mindre lavaudbrud (se det nederste billede hvor størknet lava er tydelig ved vulkanens krater). For det fjerde, resulterer mødet mellem lava og vand som regel blot i nogle opvæltninger i lavastrømmene, de såkaldte tumuli, som man ser overalt på Island. Dvs. at i de tilfælde er lavaen ikke blevet findelt men blot blevet opsprækket i store flager. Hvad er årsagen til at noget andet er sket ved Myvatn?? For det femte, ville så store eksplosioner at lavaen findeles snarere resultere i fladere strukturer ala maaren, fordi materialet slynges betydeligt længere væk end det tilsyneladende har været tilfældet ved pseudokraterne ved Myvatn. På den anden side er det veldomenteret, at lava der kommer i kontakt med vand, under de rette betingelser, kan nedbrydes til tefra meget hurtigt. Heri kunne ligge en forklaring på den store mængde tefra som vulkanerne indeholder. Men tefraen kan også komme fra de mange nærved liggende vulkaner der ved eksplosioner og såkaldte Pliniske udbrud kunne have dækket myvatn-området med tefra. En forklaring på de mange kratere bør nemlig dels rumme en forklaring på tefra-mængderne og dels forklare årsagerne til eksplosionerne. Og hvad det sidste angår, er Pseudokrater ved Myvatn. Pseudokrater side ved Myvatn, vest for søen. Tydelige lava-spor. Plinisk udbrud: Vulkanske eksplosioner, typisk fra keglevulkan, hvor materiale slynges højt op i atmosfæren. Romeren Plinus s beskrivelse af Vesuvs udbrud i år 79 e.kr. har givet navn til denne type udbrud. Sådanne udbrud kan også resultere i såkaldt pyroklastiske askestorme: Efter at udbrudsprodukterne - fortrinsvis aske - er blevet afkølet i atmosfæren daler materialet ned igen og kan i nogle tilfælde samles i en sky af gasser og varm aske, der ruller nedad vulkanens sider og som dræber alt levende på sin vej. Man formoder
der to muligheder - enten er det gaseksplosioner fra et dybereliggende - måske fælles magmakammer - men hvor eksplosionerne af en eller anden årsag udbredes over et større område. I dette tilfælde er vulkanerne altså ikke pseudo-vulkaner. Eller også er vulkanstrukturerne dannet ved dampeksplosioner fra dybere liggende møder mellem vand og magma og hvor damptrykket, på sin vej op, har medbragt tefra-materiale og aflejret det i vulkanform. Og processen er blevet gentaget mange gange, som var det en højeksplosiv geyser der var i spil. Fremtiden vil vise om det er den gængse forklaring der holder eller om nogle af ovennævnte faktorer skal inddrages. Bjergkædedannelse og isostasi Vulkanismen er den altdominerende basis for Islands topografi (et områdes højdeforhold). Men inden vi forlader vulkanerne skal andre bjergdannende faktorer nævnes. Globalt set er foldning af jordskorpen og brud og opvæltning i/af jordskorpen de vigtigste årsager til bjergkædedannelse. Heraf betegnelserne foldebjerge og brudbjerge. Alperne er et eksempel på bjerge hvor foldning er den dominerende proces. De norske og svenske bjerge er eksempler på brudbjerge. I begge tilfælde er der tale om bjerge, som er opstået ved, at tektoniske plader har trykket på hinanden, og dele af jordskorpen er så enten foldet op eller brudt op. En forklaring på forskellene kunne muligvis være at foldebjerge fortrinsvis består af oceanbundsskorpe med havbunds-sedimenter øverst, medens brudbjergene er opsprækninger af kontinenter. Det kunne måske også forklare, at man i hele den alpine foldning fra Alperne i vest til Himalaya i øst kan finde lag med forsteninger af havorganismer helt op til bjergenes toppe. Det gør sig mig bekendt ikke gældende hos brudbjergene med mindre lag med havsedimenter er meget gamle og evt. først blotlægges i forbindelse med selve opsprækningen. En tredje bjergdannende (reelt bjergnedbrydende) faktor er den proces der benævnes isostasi. Enkelt beskrevet, er isostasi de ligevægtsprocesser i jordskorpen, der f.eks. gør, at hvis dele af jordskorpen hæves - vil tilgrænsende områder sænkes. I det lange løb vil erosionsprocesser sammen med den fortsatte ligevægtsproces resultere i en udligning, en udfladning, benævnt peneplan. Men når pladetektoniske processer f.eks danner nye bjergkæder - vil processen starte forfra. Man kan derfor sige, at isostasi handler om tyngdekraftens påvirkning af jordens overflade. På Island finder man, mig bekendt, ikke eksempler på foldebjerge, medens noget der kunne minde om brudbjerge - i kombination med isostatiske processer - faktisk er ret udbredt. Et kontinent der dannes i en kombination af vulkanisme og spredning, vil opbygge spændinger i jordskorpen. Spændinger der kan resultere i større eller mindre jordskælv. Vulkanisme i sig selv udløser også jordskælv - og sammen med tektoniske-spændinger er der derfor utallige - typisk mindre - jordskælv på Island. Selvom der ikke er registreret rigtigt store jordskælv på Island i nyere tid, er der ingen tvivl om, at de er forekommet - det vidner bl.a. de mange synlige horizontale og vertikale forkastninger om. Når isostasi og brudbjerge skal nævnes, er det fordi, at når man besøger de geologisk set ældste områder i nordvest og i øst og kigger på de mange blotlagte bjergsider, så gør der sig et tydeligt og udbredt fænomen gældende: De lag at de dræbte i Pompeji, ved Vesuvs fod, netop blev indfanget af en sådan varm gas- og askesky. Lagtipning i Østfjordene nær Reykjahid set sydfra. Tipningsretning vest-øst Lagtipning i østfjordene, Faskrudfjordur, set fra nord. Tipningsretning vest-øst Lagtipning i vestfjordene, Gilsfjordur, set fra syd. Tipningsretning øst-vest. Billederne bekræfter alle det generelle billede af tipningsretninger på Island. Men man ser også blotlagte lag der vender i andre retninger. Kegleog skjoldvulkaner afsætter trods alt lag der er nedadgående ifht. vulkanens centrum.
som bjergene er opbygget af tipper i samme retning med en vinkel på mellem 5-10%. Og det der er umiddelbart uforståeligt, er at lagene ligger lavest tættest på den centrale spredningszone og højere længere væk fra zonen. Forholdet er så udbredt og så markant at det kalder på en forklaring. Forklaringen er ikke let, for umiddelbart skulle man jo tro at det var modsat. Når man ser på den Midtatlantiske Højderyg er den jo højest ved dannelseszonen og falder mod begge sider. Svarende til den hældning lavastrømme fra fissurer nær ved dannelseszonen vil have. Lava løber som bekendt nedad! Det var derfor nærliggende at formode, at ville hælde ind mod spredningszonen. Den p.t. fremherskende forklaring er, at det handler om isostasi, tyngde og massefylde. Når ny kontinentskorpe dannes af spedningszonens vulkaner etableres lagstrukturen både ved egentlige lavastrømme og ved efterfølgende tørre udbrudsprodukter fra vulkanerne og andet vind- og vand-tilført materiale. Spredningen fører lagene væk fra zonen, men nye lag overvælter dele af de tidligere dannede lag, der derved tippes op i retningen væk fra spredningszonen. En anden, men måske reelt blot supplerende forklaring, kunne være, at der også indgår et element af brud(bjerge) i forholdet. Alt andet lige må der være et større tryk på bjergmasserne tættest på spredningszonen. Og dette tryk kunne muligvis resultere i nogle forkastninger der kunne tippe lagstrukturen (?). Endelig kunne tipningen helt eller delvist forklares af massefylden: Tættest på spredningszonen er temperaturen højest, hvilket bevirker mindre materialetæthed og derved mindre massefylde, hvorved nydannede lag ville synke indad mod spredningszonen. Reelt er der sikkert tale om en kombination af ovenstående forklaringer - med mindre fremtidig forskning vil resultere i en helt fjerde? Jordskælv på Island 1994-2000 - ES. Efter Einarsson og Sæmundsson.
Isens og vandets påvirkning af det islandske landskab De islandske bjerge som vulkanismen har opbygget gennem de sidste 16 mio. år er efterfølgende blevet påvirket af is og vand, kulde og vind. Nogle bjerge er nærmest helt forsvundet samtidig med at dale er blevet uddybet og aflejringer fra is og smeltevand, floder og storme har skabt store flader i form af højsletter, hedesletter eller kystnære deltaområder. Smeltevandssletten / hedesletten Skeidararsandur.syd for Vatnajökull. Sletten er 50-60 km bred og 20-30 km dyb. Vatnajökull er Europas største iskappe og iskappen føder adskillige gletsjere hvoraf de fleste løber mod syd, hvor højlandets bjerge når kystlandet. Isen på Island er tempereret dvs. at temperaturen ligger omkring 0 til -1 grad. Det at isen ikke er bundfrossen betyder en større mobilitet og iskapperne udskiftes med ca. 1.000 års mellemrum. Fordampning. smeltevand og gletsjeraktivitet er udfaktorerne medens nedbør i form af sne er ind-faktorerne. Iskapperne på Island siges at have været rimeligt stabile i nyere tid, hvor iskapper og gletsjere ellers globalt set har været vigende. Men under istiderne har iskapperne dækket hele Island og overalt ser man derfor resultater af isens eroderende effekt. På Island kaldes både en iskappe og en gletsjer det samme: En jökull. En distinktion er dog nyttig jf.: Vatnajökull med Skaftafells gletsjeren til venstre På Island - og andre steder i verden - er det nemlig relevant at skelne mellem bjerggletsjere med stort fald og bevægelse - og derfor voldsommere eroderende effekt - og mere stabile udflydende gletsjere/ismasser med mindre eroderende effekt. Iskappen Vatnajökull føder fra sine randområder adskillige bjerggletsjere med stor bevægelsesenergi pga. højdeforskellene. Men den centrale del af iskappen ligger stort set stille og her er den vigtigste eroderende kraft formodentlig de underliggende smeltevandfloder. U-dale Når gletsjere bevæger sig ned igennem dale i bjergområder skurer de på dalens bund og sider og udformer det kaldes en U-dal. På Island ser man mange eksempler på dale der på den måde er blevet formet af tidligere gletsjere. Smeltevandssletten foran Skaftafellsjökull
Skeidarajökull Skaftafellsjökull og Skeidarajökull er eksempler på bjerggletsjere. U-dal i det nordøstlige Island. På et tidspunkt har gletsjeren fyldt hele dalen og skuret bjergsiderne til en u-form. Billedet er måske ikke den bedste illustration. Men både i nordvest og i øst er der mange gode eksempler på sådanne gletsjereroderede dale. Det islandske landskab bærer tydelige spor af gletsjererosionen - både den nutidige - og den ældre - og det er stort set kun de vulkaner og lavastrømme der er nyere end sidste istid, der ikke har været påvirket af gletsjere og iskapper (bortset fra de vulkaner der ligger under de nuværende ismasser). Typisk is-eroderet bjergmassiv i det vestlige Island. Først har isen slebet og afrundet bjergmassivet siden har floden taget over og dannet en kløft. Isens sandpapir-effekt. Eroderede klipper øst for Holmavik i det nordlige Island Moræne Bevægende is eroderer ikke blot jorden under sig (og bjerges sider) den kan også skubbe løsere materiale op og afsætte det som randmoræner i form af endemoræner og sidemoræner (eller midtmoræner hvor to gletsjerstrømme møder hinanden). Man kan kalde det isens buldozer-effekt. Sådanne bakker vil bestå af usorteret materiale, dvs. materiale af forskellig størrelse fra små lerpartikler til sand, grus, småsten og helt op til blokke og endog meget store blokke, der dog typisk har været indlejret i isen og senere er aflagt ved isens afsmeltning. Denne type aflejringer kaldes moræne og står i modsætning til vand- og vindsorteret materiale hvor materialet sorteres efter strøm- og vindhastighed. Buldozer-effekten. På trods af den betydelige gletsjeraktivitet ser man overraskende få, højdemæssigt set, store moræneaflejringer i Island Et af de eneste steder hvor randmorænerne er virkeligt iøjnefaldende er ved foden af Kviarjökull der udgår fra iskappen Öræfajökull på Vatnajökulls sydside. Moræneaflejringer ved Kviarjökull. Billederne er taget fra endemoræneområdet. Til højre ses den betydelige sidemoræne.
Ved Kviarjökull er både sidemorænerne og endemorænen af anseelig højde. Men dog ikke over ca. 30 meter (se billeder). Kviarjökull skærer sig igennem noget porøst moberg (moberg: se ovenfor) og det er givet vis årsagen til de markante moræner. De nærliggende gletsjere - og dem er der en del af, har ikke efterladt noget der ligner. Her er det typiske billede, at evt. tidligere morænebakker stort set er blevet skyllet væk af smeltevand. Under alle omstændigheder er det der kan iagttages (foran de fleste gletsjertunger) nogle mindre moræneaflejringer der går over i nogle større moræneflader På disse flader kan der ligge smådynger af morænerester. Men alt i alt er det typiske indtryk et fladt landskab ind i mod gletsjerne. Og de mindre morænebakker der ér, er gennemskåret af smeltevandsfloder. De udfladede morænebakker syner ikke meget højere end 2-10 meter. Dette billede gør sig tydeligt gældende ved Islands største gletsjere som f.eks. Skeidararjökull, Skaftafellsjökull og Breidarmerkurjökull, medens Fjallsjökull lige ved siden af Kviarjokull og Svinafallsjökull længere mod øst, har et egentligt men dog udglattet morænebakkeområde foran sig. Fjallsjökull og Kviajökull har deres udspring fra Islands højest beliggende iskappe: Öræfajökull og falder stejlt ned mod sletteområdet - noget tilsvarende gør sig gældende for Svinafallsjökull. Da det er disse tre gletsjere der har efterladt de mest markante morænebakker, er det nærliggende at antage, at det netop har noget at gøre med buldozereffekten, der alt andet lige, vil være størst, når faldet er stort. De øvrige gletsjere flydere langsommere og derfor har smeltevandet (se nedenfor) en større landskabsdannende effekt end buldozereffekten. Men uanset hvordan man vender det, er isens buldozereffekt i form af morænebakke-opbygning, generelt set, ikke særlig synlig på Island. Sidemoræne-bakker ved Kviajökull. Set fra nordøst. Samme sidemoræne som øverste billede bare set fra en andel vinkel. Morænebakker foran Fjallsjökull Moræne kan også dannes ved, at det materiale som isen har opsamlet simpelthen efterlades i takt med at isen smelter. Såkaldt beskidt is kan indeholde meget usorteret materiale der kan danne store moræneflader. Mange af de moræneflader man ser på Island er formodentlig dannet på denne måde. Gletsjeraktiviteten på Island er i dag koncentreret i det centrale højland og mod syd. Hvilket banalt hænger sammen med iskappernes aktuelle placering. Men tidligere istider har påvirket hele Island. Og fjordene og dalstrøgene mod øst, nord og vest er formet af disse istiders gletsjeraktivitet. I disse områder er der meget få morænebakker. Dalbundene og de store flodsletter er delvist dannet af aflejringer fra isen, men større morænebakker i de kystnære områder ser man stort set ikke. En af undtagelserne er resterne af en morænebakke nær Moræneflade foran Breidamerkurjökull og Öræfajökull (ses i billedet).
Bjönduos i det nordvestlige Island. Efter isen er smeltet, er bakken blevet påvirket af vanderosion der formodentlig er forklaringen på de små falske bakker som fremtræder i dag. Se fotos Falske bakker Bakker der opstår fordi regnvand, bække og floder skærer sig ned i f.eks. en oprindelig bakkekam - og danner selvstændige bakketoppe. Fænomenet gør sig også gældende i egentlige bjergområder - hvor nogle af de toppe man iagttager tidligere har hængt sammen med nabobjerget. Når man ikke ser flere egentlige morænebakker/- landskaber i vest, nord og øst skyldes det dels at smeltevandet har eroderet evt. tidligere bakker væk og dels at de tidligere gletsjere har aflejret en stor del af det transporterede materiale i havet. Eventuelle randmoræner er således blevet til havbund. Og samme forhold har givet vis gjort sig gældende på sydkysten. Morænebakker og falske bakker nær Bjönduos.
Vandets landskabsdannende effekt Vand har en afgørende betydning for landskabsdannelsen. Vand penetrerer og nedbryder bjergarter. Vand gør materiale mere flydende og giver tyngdekraften lettere spil. Vand der fryser er den vigtigste årsag til nedbrydning af klipper, fordi vandet har let ved at søge ind i revner og sprækker. Og når det efterfølgende fryser, og isen udvider sig, vil klippen/stenen med tiden blive nedbrudt. Vand i bevægelse, som bølger i havet og åer og floder udgør en konstant erosionsfaktor, dels fordi vandet i sig selv, herunder det materiale der er opslemmet i vandet, virker nedbrydende, og dels fordi bevægende vand har energi til at flytte materiale. Vandets eroderende effekt er tydelig når man ser på floder der har skåret sig ned i undergrunden og alt afhængig af vandmængde, fald og undergrundens beskaffenhed har lavet mere eller mindre dybe kløfter i landskabet. Som det eksempelvis gør sig gældende ved Dettifoss og Gullfoss. Vandets sorterende effekt hænger sammen med vandets evne til a flytte og opslemme materiale. Vandets bevægelsesenergi sætter dagsordenen for hvor langt materialet kan transporteres. Tungt materiale afsættes hurtigt, lettere materiale afsættes længere væk - og herved sorteres materialet efter massefylde. Vandet har også en nivellerende funktion. Tyngdekraften bestemmer, at vand der får sin bevægelsesenergi fra højdeforskelle, vil strømme nedad, indtil der ikke er mere højdeforskel, f.eks. det klassiske flodforløb fra bjerg til hav. Når højdeforskellen mindskes, og bevægelsesenergien følgelig nedsættes, begynder floden af aflejre materiale i sit eget løb. Det tvinger floden til at finde nye veje, evt. dele sig i mindre floder. Hvis dette sker i forbindelse med flodens udløb i havet eller i en stor sø, opstår det man kalder et floddelta, hvor hovedfloden har delt sig i mange flodarme og hvor flodlejet fortrinsvis består af materiale floden selv har aflejret. Landskabsformen er udbredt på Island med den store Skeidararsandur syd for Vatnajökull som det bedste eksempel. Men overalt ser man store floddale som årtusinders floderosion har gjort brede og flade. Meandrering er en anden vigtig nivellerende faktor. Når en flod kommer i svingninger vil den eroderende kraft være størst i den udvendige del af buen og mindst i den indre del. På den måde vil floden gøre buen større og større indtil buen evt. helt afsnøres. Når en flod løber gennem et landskab i store bugter kaldes det at floden meandrerer. Processen medfører, over tid, at større og større dele af landskabet bliver berørt af flodens bevægelser. Bakker bliver nedbrudt og det længere flodløb betyder en nedsættelse af strømhastigheden, hvilket medfører aflejringer i flodløbet, der kan tvinge floden til at finde andre veje. Samlet set bevirker disse processer at landskabet nivelleres. Men en flod kan også møde en sø og således tabe sin bevægelsesenergi. Søer er vigtige for aflejring af små partikler der i stille vand vil bundfældes og når søen enten er opfyldt eller af en eller anden årsag tømmes, vil lagene med småpartikler, organiske som uorganiske, udgøre en Hamarsdalur og -fjord i Østisland. Is-og vanderoderet landskab. Find selv lokaliteten på Google Earth for at se detaljerne. Floddalen nord for Dettifoss Skeidararsandur set fra Skaftafell Skeidararsandur med den store gletsjer Skeidararjökull set fra 63 kms højde, Google Earth. Find selv området på Google Earth - fotografierne imponerende. er
god grobund for plantevækst. Alle disse forhold kan iagttages på Island. Også globalt er rindende vand er en særdeles vigtig faktor i forbindelse med landskabsdannelse, og reelt er det nok den vigtigste!. Hvis man ser på Jorden ved hjælp af de satellitbilleder, som programmet Google Earth/-Map er baseret på, er det tydeligt, at selvom pladetektonikken har skabt den overordnede topografi - så er vandets (og isens) efterfølgende påvirkning næsten lige så markant. Fotoet viser det centrale Himalaya set fra 110 kms højde. Gletsjererosionen - men i sær vand/floderosionen har sat sig sine tydelige spor. Alle dalene har givetvis tidligere været fyldt med gletsjere, men efterfølgende har vand- og floderosionen taget over og er tydeligvis den vigtigste faktor p.t. Når en gletsjer udformer en dal resulterer det som regel i det vi kalder en U-dal (se ovenfor). Når det er en flod der er den eroderende kraft bliver resultatet en V-dal. I en V-dal hælder dalsiderne ned mod floden i samme vinkel, fordi i takt med at bjergsiderne nedbrydes, triller det løsgjorte materiale ned af siderne og danner en skrå skrænt. Hvis materialet er løst vil den naturlige skrænthældning være ca. 30%. V-formen fastholdes så længe floden fortsat skærer sig ned i dalbunden og/eller transporterer materiale væk. Overalt på Island ser man eksempler på skrænter der er opstået ved floderosion - og derfor også mange V-dale. Himalaya set fra 110 kms højde. Google Earth Nedbør i form af regn er den vigtigste kilde til vanderosion. Og da det sydlige og centrale Island modtager betydelige regnmængder, er der i disse områder en voldsom erosion og udvaskning. Bakker og bjerge er udsat for en kontinuert nedbrydning, og nedbøren udvasker lerpartikler og næringsstoffer. Store områder ligger derfor hen som udsatte skråninger og sletter hvor selv græsser har svært ved at få fodfæste. Billedet bliver ikke bedre af, at der stort set ikke er nogen skov tilbage på Island. I historisk tid har Island mig bekendt aldrig, på grund af øens klima- og jordbundsforhold, været helt dækket af skov. Den skov der var, er blevet fældet til brænde, bygninger og skibe - og det barske klima og det senere udbredte fårehold har nærmest umuliggjort en ny V-dale i bjergene vest for Akureyri. I baggrunden kan man godt ane en U-profil som resultat af tidligere tiders gletsjererosion. Men floden har efterfølgende taget over og eroderet sig langt ned i dalen. OPG: Find bjergområdet i Google Earth og se om vanderosionen ser ud til at være den fremherskende erosionsform. Ufrugtbar højslette i det nordøstlige Island
træ- og buskvækst. De manglende buske og træer fremmer erosion og udvaskning, så menneskets aktivitet på øen, siden de første vikingers ankomst i slutningen af 900-tallet, har overordnet set ikke gjort Island frodigere. Enkelte steder er der skovrejsningsprojekter i gang - men de syner ikke af meget i den barske natur hvor græsarter og mosser er de altdominerende planter Hun-får med de typiske to lam på sydkysten af Island. Landbrug Landbrugsarealet udgør mindre end 10% af det samlede areal og landbrugets arealanvendelse er domineret af høproduktionen, hvoraf det meste går til malke- og kødkvæg, der stort set holdes indendøre, samt til de mange heste, der dog selv får lov til at finde en del af føden udendørs! I 2010 var der 77.000 heste og lidt færre køer. Man ser stort set ikke kornmarker, rapsmarker eller kartoffelmarker. Men får er der overalt, i 2010 var der en lille halv million. Fårene afgræsser især de ikke dyrkbare arealer men udgør som sådan også en trussel mod plantelivet i disse områder. Overproduktion og tilskudsordninger har dog reduceret bestanden fra 825.000 får i 1980 til det nuværende niveau. Det har alt andet lige en gunstig indflydelse på den islandske fauna. Smeltevand. I princippet opfører smeltevand sig som alt andet rindende vand - men da det er knyttet til afsmeltningen af ismasserne er smeltevandet dels meget sæsonbestemt og dels kan det i varmeperioder udløse enorme vandmasser. Smeltevandsfloder er typisk grumsede - og naturligvis kolde - i sammenligning med floder der fødes af regnvand. Det grumsede er et resultat af at smeltevandet medbringer ler- og små-partikler som isen har opsamlet. Hvis ikke smeltevandsfloden løber ud i en sø, hvor partiklerne kan bundfældes, betyder det naturlige fald, som mange af smeltevandfloderne har (isen ligger højt), at hovedparten af små-partiklerne først bundfældes når floden når havet. Og eftersom flere af disse floder på Island er meget vandrige, og falder betydeligt fra udspring til hav, transporteres enorme mængder potentielt frugtbart materiale direkte ud i havet. Det bedste eksempel er floden Jökullså a Föllum der afvander Vatnajökull mod nord. Floden skaber bl.a. Europas vandrigeste vandfald, Dettifoss. Der er skræmmende ved sin kombination af flodens brungrumsede farve og den kraft vandfaldet repræsenterer. Floder med denne styrke er naturligvis også særdeles eroderende og Jökullså a Föllum har bl.a. skabt en meget stor kløft der gennemskærer det nordøstlige højland - se foto ovenfor - og find kløften på Google Earth. Is og smeltevand hænger uløseligt sammen - og i den store geologiske historie - kan det være svært at vurdere hvilken faktor der har haft størst indflydelse på landskabsdannelsen. På Island ser det ud til at regnvand og smeltevand er gået af med sejren. Og billedet af Himalaya med sine mange V-dale bekræfter vel samme forhold. Og det er måske ikke så uforståeligt endda. Hø-marker ved Borgarfjordur i det nordøstlige Island. Dettifoss - Europas vandrigeste vandfald - på smeltevandsfloden: Jökullså a Föllum i det nordøstlige Island. Gullfoss med sin dybe smeltevandsdal
Selvom ismasser kan se voldsomme ud og bevægende is bevisligt påvirker det landskab den kommer i kontakt med så påvirker is jo kun det område den dækker. Medens det smeltevand der strømmer ud fra isen påvirker langt større arealer. Og nedbør i form af regn er en konstant erosionsfaktor uanset om det er koldt eller varmt Og regnvand og smeltevand eroderer ikke blot foran isen. Smeltevandet (og regnvandet) løber også på, i og under isen. På og i isen kan der dannes issøer og floder, der hvis de er i funktion længe nok, kan fungere som aflejringsbassiner for sorteret materiale og som efterfølgende kan fremtræde i landskabet som fladbakker og åse. Sådanne bakker adskiller sig fra moræneaflejringer ved at de udgøres af sorteret materiale, der f.eks. kan gøre dem interessante for sand og grusudvinding. Men meget tyder på at landskabsformen ikke er særlig udbredt i Island. Jeg mindes i alt fald ikke, at have set den type grusgrave vi kender så godt fra Danmark. Men det hænger muligvis sammen med, at islændingene får hovedparten af deres råstoffer til veje og lign. fra de mange vulkaner der er dannet af aske og tefralag og som er meget enkle at udgrave Planche der illustrerer hvordan Gullfoss har skåret sig ned i jordlagene. De blågrå lag er hårde og de brune er relativt blødere og dermed hurtigere at nederodere. Billedet er generelt for alle vandfald. Men der er også andre forhold der kan gøre det svært at afgøre om det er isen eller smeltevandet der er den vigtigste faktor: Vand der løber under gletsjere og iskapper opfører sig her som var det enhver anden flod, bortset fra at en sådan isflod er omgivet af is over sig og langs dens sider. Gletsjererosion er derfor en kombination af isens påvirkning og smeltevandet under isen. Nogle mener at sådanne smeltevandsfloder er under tryk og derfor har en særlig eroderende effekt. Men realiteten er nok at sådanne floder skaber deres eget hulrum fordi de simpelthen smelter den omgivende is. Jökelløb En ekstrem form for smeltevandserosion opstår hvis store mængder af smeltevand pludselig frigives som var det en dæmning der forsvandt. På Island benævnes fænomenet Jökellløb og fænomenet er særlig udbredt her fordi mødet mellem vulkaner og iskapper skaber forudsætningerne for et jökellløb. Det typiske situation opstår når et vulkanudbrud under en iskappe smelter isen over sig. Normalt vil dette resultere i en øget mængde smeltevand. Det kan være alvorligt nok fordi vandstand og vandtryk stiger. Men i særlige tilfælde vil afsmeltningen resultere i en ophobning af smeltevand, der når presset bliver stort nok, pludselig gennembryder den omgivende is, eller en anden barriere, og enorme vandmasser frigives. Smeltevandet vil være fyldt af isblokke og partikler med relativt store kornstørrelser og dette sammen med selve vandmængderne har en ødelæggende effekt på det landskab der berøres. Jern- og betonkonstruktioner kan ødelægges som var det tændstikker og flodløb og tilgrænsende arealer kan blive nederoderet til uigenkendelighed. Billederne illustrerer det store jökelløb der ramte Island i 1996 og som ødelagde flere broer og veje på Skeidararsandur. Vejen mellem Vik og Höfn var lukket i månedsvis, så al biltransport måtte gå via det nordlige Flyfoto af jökelløbet i 1996, fra udstillingsplanche.
Island, en omvej på mange hundrede kilometer. Historisk forestiller man sig at Island mange gange har været udsat for måske endda enorme jökelløb. Nogle mener f.eks. de særlige klippeformationer ved Asbyrgi i det nordøstlige Island kan forklares af et jökelløb. Teorien er, at vandmasser fjernede store mængder klippe i et hug og efterlod en dal med 30-50 meter lodrette skrænter. Se illustrationerne og find dalen på Google Earth. Personligt er jeg usikker på denne forklaring. En anden mulighed kunne være at Asbyrgi er en del af en meget stor forkastningszone hvor jordlagene har forskudt sig. Noget der taler for dette, er at Asbyrgi kun er en lille del af et større skræntområde som kan iagttages når man nærmer sig Asbyrgi fra vest. Og eftersom hele området ligger havnært kunne en tidligere hav-erosion måske også have spillet en rolle (?). Rester af vejbroen efter jökelløbet i 1996. Asbyrgi - muligt resultat af et jökellløb: Men under alle omstændigeheder er Asbyrgi, som så mange andre steder på Island, en lokalitet der udfordrer den geologiske fantasi. Asbyrgi klippeskrænter Issøer Ikke alle issøer giver ophav til jökelløb. Det typiske billede er trods alt, at der i forbindelse med isen dannes mere stabile søer, der fungerer som sedimentationsbassiner for smeltevandets ler-, sand- og gruspartikler. Når man taler om issøer er det fordi de opfyldes af smeltevand, og fordi isens beliggenhed muliggør den ophobning af vand der er selve definitionen på en sø. En sådan sø kan være helt indlejret i is, men mere typisk er det at søen kun delvist er omgivet af is. Når en issø har eksisteret længe nok vil der på bunden være afsat lag med sorteret materiale, typisk ler og sandpartikler. Når isen smelter bort tømmes vandet ud - og det der tidligere var søbund fremstår nu i landskabet som et fladt plateau - en såkaldt fladbakke. Søer ved isrande er meget typiske og Islands største og mest imponerende er issøen Jökulsarlon ved Breidarmerkurjökull i det sydøstlige Island. Søen er mærkeligt nok (hvorfor?) en af Islands dybeste, og er, trods sin globale lidenhed, alligevel så stor, at man kan få et Issøen Jökulsarlon, syd for Vatnajökull.
indtryk af forholdene ved rigtigt store gletsjere i f.eks. Grønland. I nærheden Illulissat i Diskobugten kælver enorme gletsjere direkte ud i havet. I Jökulsarlon brækker isbjergene af i en sø. Størrelsesforholdene er forskellige, men princippet er det samme og det er betagende at stå ved bredden af Jökulsarlon og se på de flydende isbjerge og kigge over på gletsjeren i baggrunden. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det vigtigt a betragte is og smeltevand som en kompleks relation der vekselvirker med hinanden. Erosionen under isen er f.eks. både et resultat af isens bevægelser og smeltevandets løb. Og når smeltevandet forlader isen har det stor effekt på f.eks. de aflejringer som isen har lavet. På Island er det typiske billede, at isens moræneaflejringer er voldsomt berørt af smeltevands (og regnvands-) floderne. Mange steder så meget, at man næsten ikke kan se spor af isens buldozereffekt. Isbjerge i issøen Jökulsarlon Afsluttende bemærkninger I det ovenstående har jeg forsøgt at sammenfatte nogle af de iagttagelser man kan gøre sig på Island og koble dem med nogle generelt accepterede begreber og teorier. Iagttagelserne, sammenfatningerne og koblingerne intenderer ikke at være videnskabelige - det ville kræve længere tid og grundigere studier - end mine i alt 4 uger på Island fordelt på to rejser. Men det er altid spændende, at se på landskaber og prøve at give et bud på deres dannelse. Det er ikke altid man har ret - men det er forudsætningen for, at man måske engang kan få det. Det er nemlig med geologien som med så mange andre forhold: Øvelse gør mester - og øvelsen består i at forsøge at tænke selv, og ikke bare købe alt det der står i guider og lærebøger. Og derfor heller ikke alt hvad der står i denne introduktion! Smeltevandsfloder og landskab foran Fjallsjökull
Efterskrift om islandske iagttagelser overført til den danske istids-diskussion Det islandske geomorfologiske laboratorium giver også vigtige erkendelser for forståelsen af landskabsudviklingen i Danmark. Danske geologer har i mange år studeret naturfænomenerne på Island. Men de når ikke altid til de samme konklusioner: I den klassiske geomorfologiske teori har der været lagt megen vægt på isens bevægende kraft. Tipning og foldning af lagene på Møns og Stevns Klint, topografien i Østjylland, dannelsen af Asnæs, Røsnæs og Sjællands Odde og landskabet omkring Vejrhøj i Vestsjælland og mange andre lokaliteter, er søgt forklaret af gletsjerfremstød og derved isens buldozereffekt. I 2003 tilspidsedes en 20 årig diskussion om isens- og smeltevandets betydning for det danske landskab. Geologerne Claus Hammer, Ib Marcussen og Troels V. Østergård offentliggjorde en artikel der lagde hovedvægten på smeltevandet, i stedet for isens bevægelser, som baggrund for det danske landskab (Naturens verden 11-12/2003). I artiklen problematiserede forfatterne den fremherskende og klassiske opfattelse af landskabsdannelsen. I stedet for at forklare bakker o.lign. som resultat af isens buldozer-virksomhed, ser de snarere isen over Danmark som en mere fastliggende masse hvis nederste lag var fyldt med materiale i større eller mindre kornstørrelser, og som blev aflejret som usorteret materiale når isen var smeltet bort. Dette sideløbende med at smeltevandsfloder sorterede og aflejrede materiale og flyttede rundt på isens aflejringer. En vigtig proces er dannelsen af issøbakker, samt opfattelsen af, at de vekslende istider har afsat lag ovenpå de eksisterende lag med mindre smeltevandsfloder har forstyrret dette billede. Bakkestrukturer i det danske landskab ses som et resultat af aflejringer på og i isen (og en efterfølgende regn- og smeltevandserosion) frem for som et resultat af isens bevægelser. En provokerende nyforklaring er forholdet til ledeblokke (de sten man med nogenlunde sikkerhed kan bestemme som kommende fra helt bestemte lokaliteter som f.eks. rombeporfyr fra Oslo-området og tilsvarende ledeblokke fra Midtsverige og Gotland). I den klassiske teori er disse sten, når de findes langs de danske kyster, et bevis på isens bevægelsesretninger. Den nye forklaring indoptager muligheden for, at stenene er ført hertil af isbjerge, der flød rundt i det hav, man i visse mellemistider ved, har dækket hele eller dele af det nuværende danske landområde. En anden meget provokerende tese er, at isen under sidste istid også dækkede det vestjyske landskab. Dvs. at de tre forfattere forkaster ideen om en hovedstilstand-linje midt igennem Jylland. Noget som er afgørende i den klassiske teori, hvor strukturen i det jyske landskab er forklaret ved at isbevægelser dannede de østjyske morænebakker - men i og med at isen ikke nåede længere end til Midtjylland - så er det vestjyske landskab udformet som en hedeslette af smeltevandsfloder fra isranden. I princippet svarende til smeltevandsletten foran Vatnajökull. Alle er vel enige om at smeltevandet har haft en afgørende indflydelse for det Vestjyske landskab. Men de tre forfattere forklarer det jyske landskab som dannet i en proces af flere på hinanden følgende istider i stedet for stort set blot en. De nye forklaringer blev forkastet af flertallet af geologer og derfor er opfattelsen af bevægende ismasser fortsat den fremherskende teori om landskabsdannelsen under istiderne i Danmark. Naturligvis indtænkes effekten af smeltevand o.lign i denne teori - men det er ikke her hovedvægten lægges. Personligt er jeg meget tiltalt af Hammer, Marcussen og Østergårds synspunkter. Jeg har f.eks. meget svært ved at tro på et gletsjerfremstød fra Den Botniske Bugt via Østersøen, der i følge den klassiske teori har haft afgørende betydning for landskabet på Sydsjælland, Lolland Falster og Fyn - og som også skulle have dannet halvøerne Asnæs og Røsnæs og muligvis også Sjællands Odde (?). Lad os dvæle lidt ved denne Østersø-gletsjer: Forudsætningen for at en iskappe begynder at bevæge sig - altså danne gletsjere - er først og fremmest højdeforskelle i det underliggende landskab. Dernæst kan en vis bevægelse langs isranden forklares ved, at de højere liggende lag i iskappen trykker på de lavere liggende lag, og derved forårsager at den nederste del af isen langsomt flyder væk fra områder med højere tryk. Men denne flydeproces har ikke karakter af det man normalt opfatter som gletsjervirksomhed fordi flydeprocessen går meget langsomt. Forholdet kan iagttages ved alle de nuværende iskapper i verden og iskappen Vatnajökull på Island er ingen undtagelse. Det er i det sydlige Island hvor landskabet falder ned mod havet at alle de markante gletsjere befinder sig. Mod nord hvor der ikke er samme niveauforskelle er der stort set ingen gletsjervirksomhed. Gletsjerne mod nord
f.eks. Dyngjujökull og Bruarjökull bevæger sig stort set ikke. Nedenstående satellitbillede fra Google Earth - afslører tydelige bevægelsesstriber i forbindelse med de store sydlige gletsjere medens de nordlige, såkaldte gletsjere, mere har karakter af stilleliggende iskapper. Hvis man forestiller sig en baltisk gletsjer, der skulle have opfyldt havområdet fra den Botniske Bugt i nord til Østersøen i øst - altså en længde på mere end 1.000 km - eller måske blot fra Gotland til Fyn - godt 500 km - kan højdeforskelle ikke have spillet nogen rolle. En sådan kæmpegletsjer måtte altså stort set udelukkende have fået sin bevægelsesenergi fra massetrykket fra iskappen over Nord- og Midtskandinavien. Det er klart at terrænforhold kunne forklare den første del af bevægelsen, men når gletsjeren nåede det nuværende Østersøområde ville niveauforskellene være ophævet. Og selvom iskappen har været enorm med en højde på flere km. Skal der efter min mening mere til for at holde en Østersø-gletsjer i live. Med andre ord, jeg tror ikke på en sådan gletsjer. Men da det er en vigtig brik i den klassiske teori er der fortsat mange der tror på en sådan kæmpe gletsjer. Hvad tror du selv? Tror! (?) I sidste ende handler det naturligvis ikke om hvad man måtte tro og mene. Videnskab handler om at sammenstille systematiske observationer og pålidelige forsøgs- og måleresultater med gennemtænkte forklaringer. Nye observationer og nye resultater bekræfter tidligere antagelser eller kræver nye forklaringer og hypoteser - og først når man har materiale nok og har afprøvet sine konklusioner kan man formulere egentlige teorier. Men teorier er pr. definition ikke sandheder, de er til for at blive testet, og er i et historisk lys kun et udtryk for det aktuelle erkendelses-niveau. Menneskehedens videnskabelige erkendelseshistorie stopper aldrig. Det der er sandt i dag kan vise sig at være falskt i morgen. Men en forudsætning for ny erkendelse er at nogen forholder sig kritisk og udfordrende til de gængse teorier. Derfor skal man passe på med at afvise udfordrende teser. Og i det hele taget passe på med kun at fokusere på de iagttagelser der passer ind i ens kram - og sætte det blinde øje for andre. En anden iagttagelse fra Island, der er interessant i en dansk sammenhæng - er fraværet af markante morænebakker - og at de bakker, jeg har set, ikke når Himmelbjerget til sokkeholderne. Det islandske morænelandskab er overordnet set fladt som en pandekage på trods af, at det vælter med aktive gletsjere. Forholdet rejser naturligvis spørgsmålet - om ikke den klassiske forklaring på de danske morænebakker bør revurderes? Det kan godt være at Hammer, Marcussen og Østergaard ikke har ret på alle punkter - men på den anden side indgår der også mange fantasifulde elementer i den klassiske teori. Fremtiden vil vise hvem der får ret. Du kan
selv være en del af denne proces. Geografi og geologi er spændende fag - hvad enten du vælger at studere dem - eller bare holder dig orienteret om udviklingen i vores viden om naturens kræfter. Under alle omstændigheder håber jeg du selv vil lege med, dvs. forholde dig til de fænomener du iagttager. Skulle jeg selv prøve at give et ultra kort bud på de landskabsdannende processer i Danmark - kunne det se således ud: Prækvartærfladen - dvs. det topografiske landskab der fremstår, når man skræller de kvartære lag af - er en vigtig del af grundlaget for det nuværende landskabs højdeforhold. Det er tankevækkende at f.eks. dele af den østjyske højderyg - hvor vi finder Danmarks højeste bakker - allerede var der for 2 mio. år siden. Tjek selv i et atlas eller i en lærebog. Efterfølgende har vi haft istider mange gange indenfor de sidste 2 mio. år (Kvartær-tiden) (alment erkendt). Derfor har isen - men i sær smeltevandet - haft afgørende betydning for landskabet i Danmark. De vekslende istider har aflejret det materiale som de danske bakker er opbygget af. Istiderne har bygget videre på det landskab de foregående istider og mellemistider har efterladt. Eksisterende bakker er nogle steder blevet forhøjet af isens aflejringer andre steder nederoderet af smeltevandsfloderne. Nye bakker er opstået ved at materiale er aflejret i issøer på, i og foran isen. Mange af de eksisterende bakker er såkaldte falske bakker, dvs, resultater af vanderosion under og efter istiderne hvor plateauer og bakkekamme er blevet nedbrudt af rindende vand og flydejord. I mellemistiderne (og i forbindelse med isens tilbagetrækning) har vinderosionen også haft en stor betydning. Klitter er blevet dannet og isen er af vinden blevet overdækket af sand- og lerpartikler der senere er aflagt ved isens afsmeltning. Bevægende gletsjere har vi stort set ikke haft over det danske landområde. Den typiske istid over Skandinavien og hermed Danmark er opstået ved, at sneen ikke er tøet væk og snedækket år efter år er vokset på grund af større varmeudstråling end -indstråling. Til sidst er sneen pakket sammen til is og en egentlig iskappe er blevet dannet. I iskappens randområder er der mulighed for gletsjeraktivitet - men kun hvis terrænforholdene tilsiger dette. Ellers har isen ligget stille, bortset fra en vis flydning i de nederste lag, og isen har samlet set snarere virket beskyttende end eroderende. De vigtigste landskabsdannende faktorer i Danmark er derfor smeltevandet og meget vigtigt: de efterfølgende effekter af nedbør, vind, temperatur og havbølger samt ikke mindst de landsænkninger og landstigninger som istrykkenes variation har udløst. Det er i disse processer og ikke som resultat af gletsjeraktivitet at vi skal forstå den danske landskabs-dannelse. Men med både rigelig tid - og is, vand, vind, temperatur og isostasi i spil - er der tale om et kompliceret samspil af processer. Der gives derfor ingen enkle forklaringer på den danske topografi - og det er de fleste da heldigvis enige om. Laugø den 25/9 2012.