Fremtiden bliver stadig vanskeligere at navigere i for Europa. Vi har i mere end 2000 år følt os som verdens centrum, men risikerer at blive skubbet ud i periferien. Imens vi forsøger at finde ud af, hvad vi skal stille op med os selv, ser omverdenen mere og mere undrende på os. "Kan de dog ikke snart finde deres ben?" spørger de og betragter os, som man bekymret betragter en gammel arvetante. Hun har godt nok fortsat omverdenens bevågenhed, men der er ikke længere fortidens forventninger til hende og respekt for hende. Europa kan ikke vænne sig til sin nye situation, der ellers meget nøjagtigt kan aflæses af statistikken. Lad os se på Europa, dengang Europa var på sit højdepunkt, og lad os sammenholde med Europa lige nu: Omkring af 1900 kontrollerede de europæiske lande 49 procent af verdens territorium. I dag kontrollerer vi 24 procent. Dengang rummede vi 48 procent af verdens befolkning. I dag 10 procent.. Dengang dækkede vi 70 procent af verdensøkonomien, I dag dækker vi 30 procent. Dengang stod vi for 84 procent af verdensproduktionen. I dag står vi for 25 procent. Dengang var 45 procent af verdens militær europæisk. I dag er det 10 procent. Det er klart, at Europa ikke kan have samme dominerende status som før, skønt vi fortsat er verdens største marked. Og det er lige netop derfor, omverdenen ser med ængstelse på os. I den globaliserede økonomi går det jo ud over alle, hvis bunden ryger ud af en af de store spillere i verdensøkonomien. Men vi står foran en stribe trængsler, som griber ind i hinan-

den. Kunne vi løse dem én af gangen, kunne vi nok klare det som tilforn. Det ubehagelige er, at de, fordi de er sammenknyttede, skal løses nogenlunde samtidigt. De store problemer består i demografien, økonomien, økologien og slutteligt demokratiet. Demografien tilsiger os, at Historiens store Hjul nu har os for nedadgående. Vi har ikke befolkningstilvækst og får den i givet fald kun via indvandring fra ikke-europæiske kulturer. Verdens befolkningstilvækst ligger i den muslimske verden, i Afrika, Indien og Latinamerika. Historien lærer os, at hvor der er en stor befolkningstilvækst, er der stor uro, men også kraftig ekspansion, med mindre ekspansionen forhindres, hvorved uroen forstærkes og skaber regional usikkerhed. Efter år 600 var befolkningstilvæksten på den arabiske halvø, der ekspanderede med Islam og i løbet af mindre en 75 år havde strakt sig op i Spanien og ind i Centralasien. De beherskede handelsruterne, som gik fra Kina til Arabien og Nordafrika og endte i Europa. Ekspansionen førte til en stærk kulturel udvikling og dominans, som først visnede, da befolkningstilvæksten aftog, ortodoksien tiltog og standsede innovationen, mens den europæiske befolkning gav sig til at vokse omkring år 1400 og vores "mekaniske revolution" tog fart. Den voksende europæiske befolkning førte til innovation og ekspansion, og handelsruterne gik nu uden om den arabiske halvø og direkte øst-vest. Med den europæiske kolonisering og udvikling af USA flyttede handelsruten vest-vest, og USA fik en gigantisk befolkningstilvækst takket være udflytningen af det europæiske befolkningsoverskud til Canada, USA og Latinamerika. Det førte til "det amerikanske", tyvende århundrede. Ser vi på denne forhistorie og tilstandene nu, har Europa kulmineret og er for nedadgående. Vi står foran konflikter på tværs af Middelhavet, fordi det store, muslimske befolkningsoverskud er klemt af kombinationen af dårlig økonomi og stor indvandring fra Afrika syd for Sahara, som egentlig vil til Europa, men ikke kan komme ind. De

bliver så i Nordafrika, der er klemt mellem hammer og ambolt og på den ene eller anden måde vil ud af klemmen. I Nordafrika og Mellemøsten er problemet en kombination af en rivende befolkningstilvækst, stor social ulighed og en dårlig økonomi. Vi ved, at hvor 20 procent af befolkningen er mellem 15 og 25 år og er ubeskæftigede eller underbeskæftigede, opstår der uro, revolutioner og krige. Blandt andet derfor udløstes den franske revolution, den russiske og den nazistiske. Så vi kender det godt fra os selv. I det sidste årti har de unge udgjort denne procentdel af befolkningen i Egypten, Iran og Saudi Arabien. I dette årti vil denne andel vise sig i bl.a. Pakistan, Syrien, Yemen, Irak, Libyen og Afghanistan. Kommer de ikke ind i samfundet, går de over til ekstremisme og tager derved sagen i egen hånd. Vi ser det alle vegne. Her kommer det økonomiske problem ind. Vi kan godt sikre en social og økonomisk udvikling i Nordafrika og Mellemøsten og dermed skabe arbejdspladser og økonomisk, social fremgang hos dem, hvorved ekstremismen formindskes for til slut at ophøre. Vi skal blot overføre milliarder i bistand og åbne vores markeder for deres produkter. Men se, vi har ikke disse milliarder, og vores samfund er ikke rede til denne frihandel, som koster arbejdspladser hos os. Vi er tilmed i den situation, at verdenshandelen vokser uden om os. Produktionen flytter fra os, og det gør innovationen før eller siden også. Vi kan arbejde for, at økonomien vokser i de konflikttruede lande og dermed skaber den middelklasse, der fremmer demokratiet og det fredelige samkvem mellem os, der udelukker væbnede konflikter. Men når disse nye middelklasser i Afrika og Mellemøsten opstår køber de ikke vore varer. Det var ganske vist meningen. Vi har jo verdens bedste design, innovation og teknologiudvikling Det var dette, vi satsede på, mens vi rykkede produktionen ud til lavtlønslandene. Men disse er i kraft heraf vokset og giver sig nu selv til at søge op i værdikæden og innovere og teknologi-forbedre, alt imens de fortsat er billigere end os. Det vil betyde, at verdenshandelen

igen flytter sig og denne gang øst-syd. Og så er vi koblet af, ligesom den muslimske verden blev efter 14-1500-tallet. Vi importerer, men vi eksporterer ikke. Det vil være undergangen for vore velfærdssamfund. Det er derfor dybtgående reformer af vore skattepolitikker, arbejdsmarkedspolitikker, undervisnings- og forskningspolitikker er så afgørende for vore chancer i fremtiden. Det var i øvrigt den konservative analyse og det konservative budskab i programmet Nye tider - nye tanker fra 1997. Dengang skrev vi, at vi har 12 år til at få løst disse problemer, og har vi ikke gjort det, vil de vokse os over hovedet. Vi fik i regeringsperioden løst noget, men ikke det hele. Vi fik ikke 90 mandater og har nu kun otte! Men forudsætter vi nu, at det lykkes os at få gang i økonomien igen, at vi får frihandel og tacklet konfliktpotentialet i kraft af en voksende verdenshandel, så stiger verdensproduktionen drastisk, og dermed verdens ressource- og miljøproblemer. Og klimaet vil løbe grassat med økologiske katastrofer i Afrika til følge og deraf følgende masseudvandring fra dem til os via Nordafrika. Legalt som - og især - illegalt. Ekstremismen vil atter vokse, konflikterne vil tilspidse sig over for det tillukkede Europa, som i nord direkte får fordele af klimaændringen. Vi har altså løst det demografiske og det økonomiske problem og fået et altødelæggende miljø-, ressource- og klimaproblem i stedet. Også det kan vi gøre noget ved gennem omstilling til grøn teknologi, vedvarende energi og energirigtige produktionsformer. Dette vil medføre mange nye arbejdspladser, mere innovation, mere eksport og en bedre økonomi, samtidig med at vi undgår at komme i de politiske lommer på energi-leverandørerne, der jo ikke just er store tilhængere af den vestlige kultur. Men det er ikke en omlægning, som kan vente i det uendelige. Den er tværtimod presserende, når man betragter problemerne i sammenhæng. Svært ser det ud, men løsningerne kender vi. Problemet er tidsfaktoren og den europæiske lammelse. Og får vi ikke løst disse problemer, kører verden uden om Europa.

Dermed står vi slutteligt med det demokratiske problem. Kan et demokrati overleve langvarige og dybe, økonomiske kriser? Demokratiet har jo kun været en selvfølgelighed siden 1945. Før da var det en styreform, der var tvivl om. Også i Danmark, både til højre og venstre. I 1920 var de nye, europæiske lande demokratier. I 1930 havde den økonomiske krise taget livet af de fleste. Vi har allerede set, hvorledes teknokratregeringer midlertidigt har måttet afløse de politiske regeringer. Vi har set, hvorledes den økonomiske krise vælter alle regeringer, der sad i 2008. Vi har set demonstrationerne og de ekstreme vælgerreaktioner i nogle af de værst ramte lande. Og breder krisen sig, fordi vi ikke får løst de store problemer, så har vi ikke set det sidste, som kan blive meget værre end det første. På trods af sin stærkt kritiserede optimisme i The End of History and the Last Man anfører Francis Fukuyama faktisk, at vi kan ende med nye autoritære alternativer af en slags, der aldrig før er set i historien, som vil være fremkaldt enten af de befolkningsgrupper, der oplever en vedvarende økonomisk fiasko, eller af dem, who are inordinately succesful at the capitalist game. 1 Ringer en klokke? Dertil kommer, at demokratiet faktisk er under en forvandling, vi ikke kender udfaldet af. De elektroniske medier har rykket os fra at orientere os politisk rationelt til at orientere os emotionelt. Det trykte ord kan man kun forstå rationelt, men de rullende billeder forholder man sig emotionelt til. Og det er fra dem, vi modtager nyheder og i dem vi følger politiske debatter i dag. I min bog Magt og afmagt, 1999, har jeg analyseret denne udvikling og dens foreløbige indvirkning på vore demokratier, ligesom jeg gør det i Samtale fremmer forståelsen, 2010. Jeg tillader mig for kortheds skyld at henvise interesserede læsere til dem. Alle store kommunikationsteknologiske revolutioner har i tidernes løb medført ændringer af måden, hvorpå et land styres. Nu befinder vi os i en sådan kommunikations-teknologisk revolutionsfase med Twitter og Face- 1 Francis Fukuyama The end of History and the Last Man London 1992: 235

book, netaviser og en hærskare af tv-kanaler. At vi kommer til at opleve dybtgående forandringer af og i demokratiet er alene af den grund givet. Skal vi have demokratisk indflydelse på hvordan, haster også dette. Lad mig konkluderende komme med den gode nyhed: Rolig, problemerne kan alle sammen løses. Men der er også en dårlig nyhed: De skal løses i sammenhæng og på samme tid!