Velfærdskommissionens forventede anbefalinger vedr.

En artikel fra KRITISK DEBAT Velfærdskommissionens forventede anbefalinger vedr. tilbagetrækning og pension Skrevet af: Henrik Herløv Lund Offentliggjort: 15. oktober 2005 DAV - rapporten: "Fremtidens velfærdssamfund" Den 10. oktober 2005 udsendte Den Alternative Velfærdskommission (DAV) resultatet af mere end et års anstrengelser i form af rapporten " Fremtidens velfærdssamfund - kritik og perspektivering af regeringens velfærdskommission - og nogle alternativer". Bogen er et indlæg i debatten om analyserne fra den af Regeringen nedsatte velfærdskommission. Som det fremgår af undertitlen har et væsentligt formål med bogen været at kritisere og imødegå analyserne fra Velfærdskommissionen. Dette indfrier bogen primært gennem diskussion og kritik af fagligheden dvs. metoderne og teorianvendelsen hos velfærdskommissionen. Imidlertid var en del af formålet med bogen også - som det fremgår af undertitlen - at forholde sig til perspektiverne for det arbejde, som Velfærdskommissionen er i gang med - og at fremlægge alternativer. Et centralt element i perspektiverne for velfærdskommissionens arbejde er de policyanbefalinger, som Velfærdskommissionen kan forventes at munde ud i. Disse anbefalinger vil Velfærdskommissionen formulere endeligt i sin afsluttende rapport, der udkommer december 2005. Alternativer til velfærdskommissionen må være alternativer til disse anbefalinger. Spørgsmålet om vurdering af Velfærdskommissionens forventede policyanbefalinger har imidlertid delt vandene i gruppen bag DAV s rapport. Der har været 2 hovedholdninger: 1) En holdning, der har haft en primært videnskabelig, faglig, metodisk tilgang til velfærdskommissionens arbejde og som ikke har været så interesseret i at beskæftige sig med de mere politisk betonede "anbefalinger" og reformforslag fra Velfærdskommissionen. Følgelig har formuleringen af alternativer hertil heller ikke haft høj prioritet fra denne holdning. Og denne holdning har støttet sig på det forhold, at Velfærdskommissionen formelt set ikke har formuleret sine endelige anbefalinger før i den afsluttende rapport, hvorfor vurderinger af de forventede anbefalinger er blevet vurderet som "spekulative". Denne holdnings målgruppe har nok primært været den videnskabelige/"akademiske" verden. 2) En anden holdning, der med afsæt i de ovennævnte analyser ville bevæge sig videre til at beskæftige sig med og analysere de politiske og samfundsmæssige konsekvenser og resultater af Velfærdskommissionens arbejde og at bidrage til at der i debatten, om de politisk rettede anbefalinger og reformforslag fra Velfærdskommissionen, fremkom alternative løsningsmodeller, som folkelig modopinion og bevægelser mod Velfærdskommissionen kunne støtte sig til. Denne holdning har i stedet lagt vægt på, at Velfærdskommissionens endelige anbefalinger naturligvis ikke kommer dumpende ud af intet, men vil være et resultat af kommissionens hidtidige arbejde dvs. "der varmes op til dem" i Velfærdskommissionens hidtidige debatoplæg og analyser. Målgruppen for denne holdning har været en bredere folkelig opinion og debat. Begge ovenstående holdninger findes i bogen om "Velfærdssamfundets fremtid", men navnlig den første tilgangsvinkel er fremtrædende i bogen, mens vurderingen af Velfærdskommissionens forventede anbefalinger og formuleringen af alternative vurderinger/alternative løsninger hertil spiller en mere underordnet rolle i bogen. Dette gælder også bogens i øvrigt udmærkede analyser på området tilbagetrækning og pension. 1 / 9

Velfærdskommissionens forventede policyanbefalinger Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege, at kommissionens afsluttende rapport først foreligger sidst i 2005. Først da kender vi den endelige og helt eksakte formulering af dens politiske forslag. De anbefalinger som præsenteres i denne artikel, afspejler derfor en vurdering af de forventede anbefalinger, som RVK kommer med til sin tid. Men selvom der endnu ikke er tale om endelige og fuldt detaljerede policyanbefalinger fra Velfærdskommissionens side, så vil anbefalinger og reformforslagene i kommissionens afsluttende rapport på den anden side ikke komme dumpende ud af den tomme luft. De endelige anbefalinger vil være resultatet af et proces og vil naturligvis tage afsæt i de diskussioner og overvejelser og spørgsmål, som Velfærdskommissionen indtil nu har rejst. Med andre ord er de diskussioner, overvejelser og spørgsmål, som Velfærdskommissionen indtil nu har rejst således heller ikke fremkommet ex nihilo. De er et led i Velfærdskommissionens arbejden sig frem mod konklusioner og de hidtidige debatoplæg og analyserapporter viser dermed vej mod Velfærdskommissionens forventede anbefalinger. Vi kender som anført ikke den endelige og helt konkrete og detaljerede udformning. Derfor kan man på indeværende tidspunkt kun diskutere dem ud fra en vurdering af RVK s forventede anbefalinger med den usikkerhed det giver. Men vi kender på indeværende tidspunkt langt hen ad vejen hovedlinierne i de løsningsforslag og anbefalinger, som Velfærdskommissionen er på vej imod og varmer op til. At foretage en sådan vurdering har ikke noget med spekulation at gøre, men er et spørgsmål om analyse. Med hensyn til belysning og diskussion af de forventede anbefalinger fra Velfærdskommissionen samt med hensyn til formulering af alternative standpunkter og løsningsmodeller vil der blive inddraget artikler fra den tidligere nævnte publikation fra Den alternative Velfærdskommission: "Velfærdssamfundets fremtid?". Det skal imidlertid understreges, at brugen af artiklerne heri alene står for undertegnedes regning og at ingen anden forfatter i "Velfærdssamfundets fremtid?" - udover undertegnede - hæfter for de i denne artikel foretagne vurderinger af Velfærdskommissionens anbefalinger og hertil formulerede alternativer. Tilbagetrækning og pension Velfærdskommissionens teorivalg og metodiske fremgangsmåde i forbindelse med inddragelse af empiri på dette område behandles i "Velfærdssamfundets fremtid" af Per H. Jensen i artikel 7.2.: "Ældre, arbejdsmarkedet og den tidlige tilbagetrækning". Mens Velfærdskommissionens analyse og forståelse af det danske pensionssystems karakter og især den manglende fokusering fra velfærdskommissionens side på de allerede gennemførte reformer heri og den hermed gennemførte fremtidssikring af det danske pensionssystem behandles af Jørgen Goul Andersen i artikel 7.1. "Et fremtidssikret pensionssystem". I forhold hertil vil der i den her følgende artikel imidlertid som anført blive fokuseret mere direkte på Velfærdskommissionens forventede politikanbefalinger, på diskussionen heraf samt hvad der kan være alternativet til disse forventede anbefalinger? Velfærdskommissionens forventede anbefalinger vedr. tilbagetrækningsordningerne Velfærdskommissionens anbefalinger på området har for så vidt længe været kendte, eftersom det allerede ved kommissionens nedsættelse var en stående vittighed, at kriteriet for at blive udpeget til kommissionen var, at man havde erklæret sig mod efterløn og tidlig tilbagetrækning. Velfærdskommissionen har da også igennem hele sit arbejde fastholdt dette synspunkt. Således hed det allerede i det første debatoplæg fra Velfærdskommissionen, at "Tidlig pensionering er dyr for samfundet og den bliver dyrere i takt med at levetiden stiger" [1]. I denne forbindelse stillede velfærdskommissionen sig selv og læserne følgende nok mere retoriske spørgsmål: "Hvis vi lever 2 / 9

længere - skal vi så være på pension eller arbejde i længere tid? Eller skal pensionsmulighederne i højere grad afspejle, hvor længe vi lever?" [2] Og "Skal man - blot man når en bestemt alder som f. x. 60 år - kunne forsøges af de offentlige, selvom ens arbejdsevne er intakt og man er ved godt helbred i øvrigt" [3]. Svaret har man nok aldrig været i tvivl om og det falder da også prompte i Velfærdskommissionens seneste rapport: "Den væsentligste faktor bag de demografiske forskydninger er den stigende middellevetid. Det er en velfærdsgevinst for den enkelte, men skaber et finansielt problem for velfærdsamfundet... Velfærdskommissionen har derfor peget på, at tilbagetrækningsalderen skal stige i takt med den stigende middellevetid"[4]. Velfærdskommissionen kan altså uden nogen som helst tvivl forventes at ville anbefale, at tilbagetrækningsalderen generelt bør øges i Danmark. Kommissionen peger i denne forbindelse på 2 mulige strategier: 1) "At lade efterløns- og pensionsalderen følge udviklingen i middellevetiden" [5]. (Også kaldet levetidsindeksering). 2) "En alternativ måde til at sikre en senere tilbagetrækning er (slet og ret) afskaffelse af efterlønsordningen" [6]. Det er her klart den sidste strategi, som Velfærdskommissionen er fortaler for. Den første strategi lider ifølge kommissionen nemlig under klare svagheder, som følge af at nogle af de, som med øget tilbagetrækningsalder ikke kan opnå efterløn og pension, i stedet vil være berettiget til førtidspension. Det indebærer, at ".. den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder vil stige langsommere end stigningen i efterløns- og pensionsalderen." [7]. Derfor vil indeksering ifølge Velfærdskommissionen ikke kunne forhindre, at den gennemsnitlige periode som tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet vokser. Og indeksering ændrer heller ikke ved, at man i kraft af længere levetid trækker i en længere periode på forskellige former for velfærdsservice. Derfor, konkluderes det, "er levetidsindeksering ikke i sig selv et tilstrækkeligt indgreb til at sikre den fremtidige finansiering"[8]. Hertil føjer Velfærdskommissionen, at "..levetidsindeksering... er heller ikke tilstrækkeligt til at forhindre et fald i arbejdsstyrken... en levetidsindeksering betyder (kun) at faldet i arbejdsstyrken reduceres med en fjerdel dvs. med 80.0000 ud af 320.000 personer" [9]. Velfærdskommissionen anbefaling er uden diskussion, at efterlønnen helt afskaffes. Også her er det godt nok et problem, at ikke alle hidtidige efterlønnere vil være til rådighed for arbejdsmarkedet, idet "... bortfald af efterlønsordningen fører ligesom levetidsindeksering til, at der vil komme et pres på andre tilbagetrækningsordninger, først og fremmest førtidspension. (Velfærdskommissionen antager, at) 20 % af de som før blev efterlønnere, bliver førtidspensionister" [10]."Derfor vil bortfald af efterlønnen heller ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at opveje den forventede fald i arbejdsstyrken på 320.000 personer frem mod 2040. Stigningen i arbejdsstyrken som følge af afskaffelse af efterlønnen forventes dog at være større end ved levetidsindeksering nemlig på godt 100.000 personer svarende til en tredjedel af faldet i arbejdsstyrken" [11]. Samtidig vender Velfærdskommissionen sig ganske tydeligt mod Socialdemokratiets i efteråret lancerede forslag om over en årrække at hæve efterløns - og pensionsalderen. Dette forslag giver ganske simpelt for lidt effekt: "Fjernes kun 2 år af efterlønsperioden, således at startalderen bliver 62, vil det skønsmæssigt (kun) forøge arbejdsstyrken med 30.000 personer omkring 2040.." [12] Summa summarum kan Velfærdskommissionen forventes at komme med følge anbefalinger: efterlønnen skal helt afskaffes 3 / 9

pensionsalderen skal levetidsindekseres i form af at pensionsalderen sættes op i takt med stigende middellevetid og/eller at pensionsydelserne reduceres i takt med øget antal pensionister. Der henvises her ikke mindst til internationale erfaringer: "..mange lande (vælger) at gøre pensionssystemet mere robust i en situation, hvor det er usikkert, hvor meget middellevetiden forventes at stige... fx ved at inddrage den forventede levetid i beregningen af den årlige pension, hvorved ydelsen bliver mindre, hvis den gennemsnitlige levetid stiger [13]... og /eller ved at nedsætte pensionsydelsen, hvis der bliver flere ældre i forhold til erhvervsaktive" [14]. Vurdering og diskussion af de forventede anbefalinger Der anføres for velfærdskommissionen to typer af argumentation for anbefalingen af at afskaffe efterlønsordningen og hæve pensionsalderen i takt med stigende middellevetid. Den ene type argumentation henviser til Velfærdskommissionens forventning om en stigende middellevetid og er en slags moralsk ræsonnement om, at når man lever længere, må man da også kunne forventes at bidrage længere til samfundet. Jf. når det i Velfærdskommissionens seneste rapport hedder: "..længere levetid forrykker balancen mellem det antal år man bidrager til velfærdssamfundet via arbejdsmarkedsdeltagelse og det antal år, man drager fordel af velfærdssamfundets tilbud til ældre " [15]. Den anden og mere grundlæggende argumentation er den økonomiske: at det stigende antal pensionister, den stigende levetid og reduktion i arbejdsstyrken vil medføre et voksende underskud på de offentlige finanser på 60 mia. kr. i 2040. Velfærdskommissionens ræsonnement er her, at "Senere tilbagetrækning sigter mod at øge arbejdsudbud og beskæftigelse... og vil samtidig have en positiv betydning for de offentlige finanser gennem øgede skattebetalinger og færre udgifter til overførselsindkomster" [16]. Det underliggende postulat heri er således, at forøges arbejdsstyrken gennem en senere tilbagetrækningsalder, vil det også medføre en forøgelse af beskæftigelsen og derigennem en forbedring af samfundsøkonomien og (gennem øgede skatteindtægter og reducere udgifter til overførselsindkomster) af de offentlige finanser. Men Velfærdskommissionens argumenter holder ikke. For det første virker det noget tvivlsomt på indeværende tidspunkt og på det foreliggende grundlag at lægge op til politisk beslutning om afskaffelse af efterløn og senerelægning af pensionsalderen med den begrundelse at middellevetiden de næste 35 år vil stige med 4 år. Dette er en prognose fra Velfærdskommissionens side, men kun en prognose. Som det fremgår af artiklen "Usikkerheder i Velfærdskommissionens befolkningsprognose" i "Velfærdssamfundet fremtid" har prognoserne for levealderens udvikling frem til 2040 svinget fra 1 år til 4 blot fra 2001 til 2004, hvilket sætter usikkerheden i Velfærdskommissionens bud i relief [17]. Og godt viser levetiden i de allerseneste år tendens til at stige. Men dette må formentlig ikke mindst tilskrives tendensen i befolkningen til i de sidste årtier af 1900-tallet at dyrke mere motion [18]. Imidlertid viser den aktuelle sundhedspolitiske debat om den tiltagende "fedmeepidemi" at denne tendens måske er ved at vende og at der i hvert fald er ved at opstå nye livsstilsbetingede sygdomme. Perspektivet på 35 år er langt og det må på det foreliggende grundlag betragtes som særdeles usikkert om den af Velfærdskommissionen forudsagte forhøjelse af middellevetiden indtræffer og i givet fald i hvilket omfang? Velfærdskommissionens grundargumenter for afskaffelse af efterløn og forhøjelse af pensionsalder er imidlertid de økonomiske. Men heller ikke her holder argumenterne. 4 / 9

Velfærdskommissionen henviser til sin prognose for et underskud på 60 mia. kr. 2040, hvis ikke der gribes ind politisk bl.a. overfor tilbagetrækningsalderen. Men jf. artiklen "Der er råd til velfærden" i " Fremtidens velfærdssamfund" holder denne prognose ikke. For det første stammer mere end halvdelen af det forudsagte underskud fra, at Velfærdsfærdskommissionen har anstrengt sig meget for at tilvejebringe "et katastrofescenario" [19]. Det betyder, at kommissionen systematisk har valgt alt for pessimistiske beregningsforudsætninger, herunder at stigende levealder kun betyder flere år på plejehjem; at stigende uddannelsesniveau kun i meget begrænset omfang omsættes i senere tilbagetrækning; at flygtninge, indvandrere og deres efterkommeres erhvervsfrekvens forbliver uændret lav de næste 35 år og endelig at overførselsindkomster reguleres fuldt ud i samme omfang som de beskæftigedes indkomster. Hertil kommer at velfærdskommissionen ikke medregner en række "økonomi og finansforbedrende" forhold og tiltag, herunder at der må forventes en øget opsparing i arbejdsmarkedspensioner, som vil aflaste de offentlige finanser; at en vækst og beskæftigelsesstrategi med baggrund i den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft efter 2015-2020 kan forøge beskæftigelsen med 90-100.000 personer gennem reduktion af antallet af personer, der er ledige eller i støttet beskæftige og af antallet modtagere af sygedagpenge, revalidering, førtidspension mv. og endelig at der gennem selektive skatteændringer og navnlig en genopretning af ejendomsværdibeskatningen kan skaffes et betydeligt provenu til finansiering af velfærdsordningerne. [19a] Disse forhold og tiltag kan, under et betragtet, eliminere det "restunderskud" på de offentlige finanser, som bliver tilbage, når velfærdskommissionens beregninger er renset for de nævnte alt for pessimistiske forudsætninger. Der er altså ikke samfundsøkonomisk eller statsfinansiel nødvendighed af at afskaffe efterlønnen og forhøje pensionsalderen. Problemerne kan løses ad anden vej. Som anført vil bestræbelser på at øge beskæftigelsen efter 2015-2020 kunne spille stærkt sammen med, at afgangen fra arbejdsmarkedet fra samme tidspunkt tager virkelig fart og medfører en stærkt stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Men indtil da vil der fortsat være ikke alene en betydelig ledighed, men også et betydeligt antal personer i "arbejdsmarkedets randområde" (Sygedagepengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister mm). I den situation, indtil arbejdsmarkedet virkelig vender, er det naturligvis et centralt spørgsmål, om øget tilgang til arbejdsstyrken inden da vil omsættes i øget beskæftigelse eller øget ledighed? Der er hos Velfærdskommissionen et gennemgående og grundlæggende credo, at udbuddet vil skabe sin egen efterspørgsel og det gælder også på dette område: "Alternativet til tidligere tilbagetrækning er ikke ledighed" [20]. "Erfaringer viser, at merledigheden for grupper tæt på tilbagetrækningsordningerne flytter sig med ændringer i den mulige tilbagetrækningsalder" [21]. "Det må forventes at tendensen til merledighed blandt personer i aldersgruppen fra 57-59 vil følge med tilbagetrækningsalderen op... For det første må det forventes, at arbejdermarkedet er under pres og vil mangle arbejdskraft på grund af den manglende arbejdsstyrke. For det andet peger både historiske (afskaffelsen af overgangsydelsen) og internationale erfaringer (fra Sverige og New Zealand) i denne retning" [22]. "Konklusionen er derfor, at det ikke er personens alder, men derimod afstanden til den forventede tilbagetrækningsalder, der har stor betydning for merledigheden" [23]. Som det imidlertid påvises i artiklen "Ældre, arbejdsmarkedet og den tidlige tilbagetrækning" af Per 5 / 9

H. Jensen giver ingen af de anførte henvisninger den påståede dokumentation for at merledigheden blot følger en senerelægning af tilbagetrækningsordningerne op. [24] Og credoet omkring at udbuddet altid skaber sin modsvarende efterspørgsel kan i bedste tilfælde kun beskrives som en meget langsigtet tendens i økonomien, der som påvist af Keynes på kortere sigt langt fra behøver at være tilfældet. [25] Der er derfor ingen grund til at forvente andet end at hvis der på kortere sigt dvs. inden 2015-2020 gennemføres en forøgelse af arbejdsstyrken via afskaffelse af efterløn og forhøjelse af pensionsalderen vil det på grund af mangel på arbejdspladser og efterspørgsel på arbejdskraft kun betyde merledighed. Hvilket ikke vil forbedre, men forværre de offentlige finanser, idet et antal personer, som indtil nu har været på den lave efterlønssats fremover vil skulle forsørges over højere dagpengeydelser (alt andet lige). Summa summarum: Det er ikke økonomisk nødvendigt hverken for samfundsøkonomien eller de offentlige finanser at afskaffe/begrænse efterlønnen og hæve pensionsalderen. Forhøjelse af efterlønsalder/afskaffelse af efterlønnen og forhøjelse af pensionsalderen vil indtil 2015-2020 ikke - som hævet af udbudsøkonomerne i Velfærdskommissionen - øge beskæftigelsen, men alene resultere i øget ledighed Alternativer Det er således på længere sigt ikke nogen økonomisk nødvendighed at afskaffe efterlønnen og forhøje pensionsalderen. Og på kortere sigt - dvs. frem til 2015-2020 - vil det ligefrem blot forværre ledigheden, samfundsøkonomien og de offentlige finanser. Hertil vil en afskaffelse af efterlønnen og en forhøjelse af pensionsalderen navnlig ramme og forringe velfærden for de dele af befolkningen, som har været udsat for særlig kraftig nedslidning på arbejdsmarkedet. Ifølge undersøgelser af LO og A-kassernes Samvirke vælger mellem en tredjedel og halvdelen af de, som efterhånden går på efterløn at gøre det pga. nedslidning [26]. Herudover er efterlønnen fortsat for mange i den aldersgruppe et alternativ til arbejdsløshed. Efterlønnen i dens nuværende udformning og den nuværende - for får år siden nedsatte - pensionsalder bør derfor fastholdes. Hvis dårligt helbred og/eller arbejdsløshed fortsat er vigtige årsager til den tidlige tilbagetrækning, vil det heller ikke løse problemerne med den tidlige tilbagetrækning at hæve tilbagetrækningsalderen gennem at afskaffe efterlønnen og slet ikke gennem at hæve pensionsalderen [27]. Det er her blevet fremført af Det økonomiske Råd at "... efterlønsmodtagerne (kun) har lidt dårligere helbred end erhvervsaktive mellem 60 og 64 år" [28]. Og at efterlønsmodtagernes helbred er så forholdsvis godt at ".. kun 10-15 pct. af dem, der tilgår efterløn, alternativ skønnes at kunne opnå førtidspension" [29]. En undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed bekræfter, at den store helbredsforskel er mellem førtidspensionister og andre, men viser, at efterlønsmodtagere samtidig har et dårligere helbred og også dårligere helbredsbestemt livskvalitet samt et større forbrug af sundhedsydelser fra det offentlige [30]. Når den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet således i høj grad er ufrivillig, hvad enten den er et resultat af dårligt helbred eller en effekt af beslutninger truffet af arbejdsgiver, så vil en afvikling af efterlønnen resultere i, at en del af de ældre søger andre velfærdsordninger ud af arbejdsmarkedet, såsom førtidspensionering, dagpengesystemet, kontanthjælp mv. [31] Imidlertid er adgangen til førtidspension dels lovgivningsmæssigt ganske restriktiv og dels påvirkes den også 6 / 9

negativt af kommunernes økonomiske situation og deraf følgende ulyst til at pådrage sig udgift til et større antal førtidspensionister. Det reelle alternativ for mange i denne gruppe vil derfor enten være at fortsætte et belastet arbejdsliv eller også den usikre tilværelse på sygedagpenge eller på kontanthjælp. Alternativet til den i dag eksisterende generelle og socialt accepterede ret til efterløn, vil således være menneskelig belastning og lidelse eller økonomisk og social marginalisering. Og jo højere pensionsalderen hæves, jo længere vil pinen trække ud. I stedet for sådanne velfærdsforringende tiltag som afskaffelse af efterlønnen og forhøjelse af pensionsalderen kan der opnås meget af den tilstræbte senerelægning af tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet ved i stedet at gøre de eksisterende pensionsordninger (inkl. efterlønnen) mere fleksible med hensyn til, hvor meget og hvornår man trække sig tilbage fx ved at åbne op for delvis beskæftigelse under efterlønnen eller ved at muliggøre senere indtrædelse i folkepension og i den forbindelse opsparing af folkepensionsydelse. Et synspunkt, som Velfærdskommissionen også nævner, men herefter ikke gør mere ud af [32]. Samtidig ville det også bidrage til at muliggøre de ældres deltagelse på arbejdsmarkedet, hvis der blev sat et stærkere lovgivningsmæssigt værn ind mod arbejdsgiveres, herunder det offentliges "skaffen sig af med " den ældre arbejdskraft. Og hvis der generelt på arbejdsmarkedet blev arbejdet for en kulturforandring, så ældre medarbejdere ikke blot som nu betragtes som arbejdskraft, der er mindre værd, men som en ressource i henhold til erfaring og viden. [33] Udbredelse af seniorpolitik kan bidrage hertil. Summa summarum 1) Efterlønnen fastholdes med den nuværende aldersgrænse på 60 år 2) Pensionsalderen fastholdes på 65 år 3) Der gives mulighed for udskydelse af såvel efterløn som folkepension og samtidig opsparing af pensionsydelse 4) Der gives mulighed at arbejde på deltid under efterlønnen uden fuld modregning 5) Ældre medarbejdere op mod pensionsalderen beskyttes i højere grad mod afskedigelse f.eks. gennem "sidst ind, sidst ud" - regler NOTER [1] Velfærdskommissionen: Debatoplægget Fremtidens Velfærd - sådan gør andre lande, s. 21 [2] Ibid. s. 46. [3] Ibid. [4] Velfærdskommissionen: Sammenfatning af teknisk analyserapport, s. 35 [5] Ibid. s. 36 [6] Ibid. s. 39 [7] Ibid. s. 36-37 [8] Ibid. [9] Ibid. s. 37 [10] Ibid. s. 40 [11] Ibid. [12] Ibid. [13] Velfærdskommissionen: Debatoplægget Fremtidens Velfærd - sådan gør andre lande, s. 24 7 / 9

[14] Ibid. s. 25 [15] Velfærdskommissionen: Sammenfatning af teknisk analyserapport, s. 35 [16] Ibid. [17] Jf. Lund, Henrik Herløv: Usikkerheder i forbindelse med Velfærdskommissionens befolkningsprognoser [18] Jf. Meijer, Mathias: Befolkningsaldringens overvurderede konsekvenser [19] Jf. Sørensen Christen og Andersen, Torben M: Dobbeltinterview. Politikken 18. maj 2005 [19a] Jf. Henrik Herløv Lund: Der er råd til Velfærden. Fremtidens Velfærdssamfund, okt. 2005. [20] Velfærdskommissionen: Debatoplægget Fremtidens Velfærd - sådan gør andre lande, s. 23 [21] Ibid. [22] Velfærdskommissionen: Sammenfatning af teknisk analyserapport, s. 37 [23] Ibid. s. 38 [24] Jf. Jensen, Per H.: Ældre, arbejdsmarkedet og den tidlige tilbagetrækning [25] Jespersen, Jesper: Samfundsøkonomisk planlægning under usikkerhed, s 11. [26] Jf. Jesper Jespersen, Preben Etwill og Henrik Herløv Lund: Har vi råd til velfærden? I: Social Årbog 2004 [27] Jf. Per H. Jensen: Den tidlige tilbagetræknings mange årsager, s. 103 I: AAK - Samvirke: Efterlønnen - myter og realiteter [28] Jf. Det Økonomiske Råd: Dansk økonomi Forår 2005, s 206 [29] Ibid. s 244 [30] Jf. Statens Institut for Folkesundhed: Helbredsstatus blandt erhvervsaktive, efterlønsmodtagere og førtidspensionister [31] Ibid., s 107 [32] Velfærdskommissionen: Debatoplægget Fremtidens Velfærd - sådan gør andre lande, s. 22 [33] Jf. Per H. Jensen. "Hvorfor er erhvervsdeltagelsen blandt ældre så høj I Danmark?", s 20 i Social Kritik nr. 94 LITTERATUR Andersen, Jørgen Goul: Et fremtidssikret pensionssystem. Fremtidens Velfærdssamfund, okt. 2005. Det Økonomiske Råd: Dansk økonomi Forår 2005. Jespersen, Jesper: Samfundsøkonomisk planlægning under usikkerhed. Jespersen, Jesper; Etwil, Prebenl og Herløv Lund, Henrik: Har vi råd til velfærden? Social Årbog 2004. Jensen, Per H.: Ældre, arbejdsmarkedet og den tidlige tilbagetrækning. Fremtidens Velfærdssamfund, okt. 2005. Jensen, Per H: Den tidlige tilbagetræknings mange årsager. AAK - Samvirke: Efterlønnen - myter og realiteter. Jensen, Per H: Hvorfor er erhvervsdeltagelsen blandt ældre så høj i Danmark? Social Kritik nr. 94. Lund, Henrik Herløv: Usikkerheder i forbindelse med Velfærdskommissionens befolkningsprognoser. Fremtidens Velfærdssamfund, okt. 2005. Meijer, Mathias: Befolkningsaldringens overvurderede konsekvenser. Dansk Sociologi nr. 1, 2005. Statens Institut for Folkesundhed: Helbredsstatus blandt erhvervsaktive, efterlønsmodtagere og førtidspensionister. August 2005. 8 / 9

Velfærdskommissionen: Fremtiden kommer ikke af sig selv. Debatoplæg, maj 2004. Velfærdskommissionen: Fremtiden kommer ikke af sig selv. Analyserapport, maj 2004. Velfærdskommissionen: Fremtidens Velfærd - Sådan gør andre lande. Debatoplæg Maj 2005. Velfærdskommissionen: Analyserapporten Fremtidens Velfærd - Sådan gør andre lande. Analyserapport Maj 2005. Velfærdskommissionen: Fremtidens Velfærd og globaliseringen. Debatoplæg Maj 2005. Velfærdskommissionen: Fremtidens Velfærd og globaliseringen. Analyserapport Maj 2005. Velfærdskommissionen: Sammenfatning af teknisk analyserapport. Sept. 2005. Sørensen, Christen og Andersen, Torben M: Dobbeltinterview. Politikken 18. maj 2005. 9 / 9